Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00875

Manglende samtykke fra forældre til skolebarn

Pressenævnet kritiserer Weekendavisen for at offentliggøre interview med 8-årigt skolebarn uden forældrenes samtykke. Journalisten troede givetvis, at skolelederen havde indhentet tilladelsen.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

God presseskik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Ved offentliggørelse af interview eller lignende bør forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor, jf. punkt B. 5.

I artiklen ”Jeg vil gerne helt op i toppen af læsegruppen” beskrives undervisningen på privatskolen [Skolen]. [Klager]s datter udtaler sig og er identificeret ved fornavn, alder og skoleklasse.

Journalisten fra Weekendavisen var på besøg på skolen den 5. oktober 2015 og talte med eleverne efter aftale med skolelederen. Materialet i artiklen stammer fra dette besøg, hvor journalisten overværede undervisningen i en 2. klasse. Det var mellem journalisten og skolelederen aftalt, at skolelederen skulle indhente forældrenes tilladelse til børnenes medvirken (det er forældremyndighedsindehaverne, der kan give en tilladelse på vegne af børnene).

Skolelederen skrev den 7. oktober 2015 kl. 13.47 på forældrenes intranet og gjorde dem opmærksom på, at børnenes klasse havde haft besøg af en journalist, og at der ville blive bragt en artikel i Weekendavisen. I den forbindelse var medsendt kopi af billeder. Skolelederen skrev blandt andet: ”Jeg håber, at I alle vil give jeres tilladelse til, at de billeder, hvor jeres barn er på, bliver brugt. Der var svarfrist for forældrene til næste morgen kl. 10.00.

[Klager] så beskeden på intranettet inden svarfristens udløb, men reagerede ikke på beskeden. Hendes 8-årige datter fremgik ikke af billederne, og artiklens tekst (med datterens navn) var ikke medsendt. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke, at [Klager]s manglende svar kan betragtes som et stiltiende samtykke til at offentliggøre udtalelserne fra datteren.

Selvom journalisten givetvis troede, at det fornødne samtykke fra forældremyndighedsindehaverne var indhentet af skolelederen, finder Pressenævnet, at ansvaret for det manglende samtykke til at offentliggøre omtalen må påhvile avisen. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Weekendavisen for ikke at have sikret sig, at der var givet tilladelse fra forældrene til at offentliggøre en omtale af datteren [Datteren].

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Weekendavisen at offentliggøre følgende:

”[rubrik]

Weekendavisen får kritik af Pressenævnet

[underrubrik]

I en positiv omtale af undervisningsformen på privatskolen [Skolen] havde Weekendavisen ikke indhentet tilladelse fra forældrene til at omtale og citere et 8-årigt barn.

[brødtekst]

Weekendavisen bragte i oktober 2015 artiklen ”Jeg vil gerne helt op i toppen af læsegruppen”, som beskriver undervisningsformen på privatskolen [Skolen].

Weekendavisen havde besøgt en 2. klasse på skolen. Nogle af eleverne fra klassen var citeret i artiklen.

Avisen havde ikke selv været i kontakt med forældrene, inden artiklen blev offentliggjort, men havde været opmærksom på, at forældrene skulle give tilladelse. Avisen havde aftalt med skolelederen, at hun skrev til forældrene.

Skolelederen havde sendt en besked til forældrene i klassen og vedhæftet de billeder, som avisen påtænkte at anvende. Skolelederen anmodede forældrene vende tilbage, hvis de ikke ønskede, at deres barn skulle medvirke i artiklen. Blandt det fremsendte materiale var imidlertid hverken omtale eller billeder af det 8-årige barn, og barnets forældre reagerede ikke på mailen.

I den artikel, som avisen efterfølgende trykte, var det 8-årige barn imidlertid både omtalt og citeret.

Selvom journalisten på Weekendavisen givetvis troede, at skolelederen havde indhentet tilladelse til omtalen fra barnets forældre, udtaler Pressenævnet kritik af Weekendavisen, da det er avisens ansvar at sikre sig, at de fornødne tilladelser fra forældrene er indhentet, inden et barn medvirker i en artikel.

Hele kendelsen fra nævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.

Offentliggørelse skal ske på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet (i mediets rettelsesspalte). Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i mediet.

[Klager] har klaget over artiklen ”Jeg vil gerne helt op i toppen af læsegruppen” bragt i Weekendavisen den 9. oktober 2015, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] er mor til [Datteren], der er omtalt i artiklen.

1 Sagsfremstilling

Forløbet forud for publiceringen af artiklen

En journalist fra Weekendavisen var efter aftale med skolelederen på besøg på [Skolen] mandag den 5. oktober 2015, hvor journalisten talte med lærere og elever om undervisningen.

Onsdag den 7. oktober 2015 kl. 13.47 skrev skolelederen på forældrenes intranet følgende besked til forældrene:

”Kære forældre til elever i 2. A,

Jeg har i dag været inde i klassen for at sige tak til jeres børn, fordi de er så gode til at modtage gæster, som gerne vil se og høre, hvordan vi arbejder med Synlig Læring på skolen. I skal vide, at de virkelig er gode til det. De fortæller gerne, er gode til at fortælle og ikke mindst lader de sig ikke aflede i deres arbejde, hvis det ikke lige er dem der er på. Det er flot! !

Senest havde vi i mandags besøg af journalist [Journalisten] fra Weekendavisen. [Journalisten] laver en artikel om Synlig Læring i Danmark og bruger i den forbindelse [Skolen] og 2. A.

Jeg har lige fået tilsendt de billeder, som han påtænker at bruge i artiklen. Jeg vedhæfter dem her, så I kan se dem. Jeg håber, at I alle vil give jeres tilladelse til at de billeder, hvor jeres barn er på, bliver brugt.

Artiklen skal i trykken i morgen torsdag [den 8. oktober 2015].

Hvis der, mod forventning, skulle være nogen af jer, som ikke vil give tilladelsen, skal jeg bede om at have jeres indsigelse i morgen tidlig kl. 10.00. ”

Ingen af billederne på forældrenes intranet viser [Datteren].

Den påklagede artikel

Weekendavisen bragte fredag den 9. oktober 2015 på side 6 artiklen ”Jeg vil gerne helt op i toppen af læsegruppen”. Af artiklens tekst fremgår følgende:

Skoleambitioner. Kan fokus på børns læring forenes med folkeskolens dannelsesidealer? »Ja,« siger skoleleder [Skolelederen] fra [Skolen], der som en af de første herhjemme har indført undervisningsforskeren John Hatties læringsfokuserede tilgang i undervisningen.

»Jeg vil gerne op i læsegruppe fem,« siger [Barn A] på otte år fra 2. A på [Skolen] ved Brabrand i Aarhus.

Han står sammen med klassekammeraten [Datteren] foran en lodret farverig planche, som de kalder læsestigen. Den er inddelt i fem bokse, som er rangordnet efter læsefærdigheder.

Nederst er en boks for dem, som kan læse simple og letlæselige tekster for børn, og som af og til skal have hjælp fra en voksen. Øverste boks er for læsegruppe fem. Det er for dem, der ligesom [Datteren] er læsehajer og kan læse børneromaner på egen hånd.

»Der er jeg,« siger [Datteren] og peger på et rødt klæbemærkat, der sidder halvvejs oppe i boksen for læsegruppen. »Jeg vil gerne helt op i toppen af læsegruppen,« fortsætter hun, inden [Barn A] afbryder. »Jeg ved egentlig ikke, om der er nogen præmier, hvis man når derop,« siger han. »Nej,« siger [Datteren]. »Det er bare for, at man skal blive glad, når man bliver bedre,« forklarer hun.

[Datteren], som også er otte år, virker temmelig moden af sin alder. Hun forklarer, at selvom der er andre af hendes klassekammerater, hvis røde mærkat sidder i læsegruppe et, to eller tre, så betyder det ikke noget. »Det er jo ikke nogen konkurrence. Det er for, at vi bedre kan se, hvor gode vi selv er, og se, hvor vi gerne vil hen, og hvad vi skal blive bedre til,« siger hun.

Med den indstilling er [Datteren] noget nær et levende mønstereksempel på, hvad der for tiden rører sig i det danske undervisningsmiljø og ser ud til at vinde større og større indpas i folkeskolen. [Datteren] er igennem det sidste halvandet år blevet undervist med afsæt i den newzealandske undervisningsforsker John Hatties videnskabeligt baserede viden og pædagogiske tankesæt omkring såkaldt synlig læring. At den tilgang ser ud til at være gået rent ind hos [Datteren], afspejler sig i, at hun er meget bevidst om, hvad hun kan rent fagligt, hvilket mål hun arbejder sig frem imod, og hvad hun skal lære og blive bedre til for at nå sine mål.

Som [Datteren]s klasselærer [Klasselæreren] forklarer, så handler John Hatties tankesæt for synlig læring i høj grad om at inddrage eleverne i undervisningen på en måde, som gør dem bevidste om deres egen læring.

»Synlig læring er ikke nogen pædagogisk metode eller et fastlagt koncept. Det er en kultur og en ny måde at tænke skole på, som baserer sig på en videnskabelig indsigt i, hvad der virker, når børn skal lære i skolen,« siger hun.

Læringskultur

At [Datteren] og hendes klassekammerater i 2. A har fokus på deres egen læring skyldes, at [Skolen] som den første herhjemme, tilbage i januar 2014 valgte at arbejde med John Hatties tankesæt eller tilgang om synlig læring.

Begrebet synlig læring blev første gang lanceret af John Hattie i 2009 i bogen Visible Learning.

[…]

Selvom [Skolen] er en privatskole, påpeger [Skolelederen], at skolen ikke er alene om at introducere John Hatties synlig læring for danske skoleelever. Som privatskole har [Skolen] haft mulighed for at rykke hurtigt, og på den måde har den blot været fortrop i den revolution fra neden, som ifølge [Skolelederen] er undervejs også i folkeskolen. Både Skanderborg og Norddjurs kommune arbejder nu med synlig læring og har indledt samarbejde med John Hattie, og flere nordsjællandske skoler har også taget newzealænderens tanker til sig.

[Skolelederen] mener, at det er forkert, når John Hatties synlig læring stilles op som en modsætning til den danske skoletradition.

[…]

Den røde cirkel

Tilbage i 2. As klasselokale er [Barn B] og hans klassekammerat [Barn C], der fylder otte om seks dage, gået i gang med makkerlæsning. Først læser [Barn B] et afsnit i en bog om en menneskevampyr, som han allerede har læst en gang derhjemme.

Det går som smurt. Så er det [Barn C]s tur. Det går også fint i starten, men så støder [Barn C] på nogle svære ord. »Vil du lige hjælpe mig med noget? Hvad står der der? « spørger han sin makker. [Barn C] får hjælp, og snart er han ved vejs ende. Derefter giver klasselærer [Klasselæreren] besked om, at børnene skal tage deres øvecirkler frem. Øvecirklerne består af tre cirkler. Yderst en grøn, derpå en gul og inderst i centrum en rød. I den røde cirkel står det, som eleverne skal blive bedre til, i den yderste grønne cirkel står det, som de er rigtig gode til. I [Barn C]s grønne cirkel står der blandt andet, at han er rigtig god til at stille spørgsmål. Der står også, at han er en rigtig god kammerat.

[Klasselæreren] forklarer i et ledigt øjeblik, at det ikke er noget nyt for hende at bruge visuelle læringsredskaber som øvecirkler og læsestiger i sin undervisning.

»Jeg kommer i tæt kontakt med børnene, og jeg ved præcist, hvilket niveau de er på, og hvad der skal være det næste trin fremad. Samtidig, og måske vigtigst af alt, hjælper cirklerne også børnene til at tænke over deres egen læring,« siger [Klasselæreren].

Hun peger på, at selvom læsestigen umiddelbart måske godt kan fremstå som en barsk omgang, fordi den inddeler eleverne i fem rangordnede læsegrupper, så er det rent faktisk ikke tilfældet.

»Læsestigen er en lettelse for børnene. Alle eleverne ved jo godt, hvor gode de selv er til at læse, og at der måske er nogen, som er bedre end dem. Men med læsestigen og de andre redskaber, vi bruger, gør vi det synligt. Når først eleverne er kommet over den lille hurdle, som det er at blive placeret, er det meget lettere for dem at tale om, hvad de kan og ikke kan. Det bliver mere konkret og samtidig mere legalt at stille spørgsmål og bede om at få hjælp til en opgave,« siger [Klasselæreren].

»Førhen var der en tendens til, at alle skulle kunne lige meget for at være lige. Med den her tilgang skal alle ikke kunne lige meget, men de er lige, fordi alles fremskridt bliver set og værdsat. Der er fokus på elevens fremskridt, og det er flottere at gøre store fremskridt for eksempel fra trin 1 til 3 på læsestigen, end det er at ligge højt på den,« forklarer hun.

Hun peger på, at Hattie også betoner kollektive værdier og fællesskabet.

[…]”

Til artiklen var indsat et af de billeder, der var lagt på forældreintranettet (det er ikke [Datteren]).

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har anført, at hun ikke på forhånd havde givet samtykke til, at [Datteren] kunne citeres i ovennævnte artikel.

[Datteren] omtales i artiklen ved navn, klasse, skole og by. [Klager] ville have forhindret, at datteren blev brugt i artiklen, hvis hun havde haft mulighed for det. Hun læste ikke ud fra skolelederens e-mail af 7. oktober 2015, at [Datteren] ville blive citeret i artiklen ved navns nævnelse. Havde hun ikke været på intranettet mellem 7. oktober kl. 13.47 og 8. oktober kl. 10, havde der ikke været muligheder for at gøre indsigelse.

[Klager] er ked af, at [Datteren] er brugt så meget i artiklen og den måde, [Datteren] fremstår på. Hun oplever, at [Datteren] fremstår manipuleret. Hun frygter, at artiklen kan skade [Datteren] i fremtiden. [Klager] har anført, at Weekendavisen glemmer at tage højde for, at der kan være en kontekst, som avisen ikke kender. Da [Datteren] var fire år, lærte hun sig selv at læse, men har ikke villet læse højt hjemme i to år, og forældrene måtte ikke kommentere hendes læsning. Det var endelig vendt inden sommerferien, indtil Weekendavisen bragte artiklen. [Datteren]s optræden i artiklen er blevet kommenteret positivt af både familie og bekendte, men [Datteren] selv hader, at hun aldrig kommer ned på ”rød”.

2.2 Weekendavisens synspunkter

Weekendavisen har anført, at journalisten forud for sit besøg på [Skolen] havde aftalt rammen for besøget med skolelederen. Hun forsikrede journalisten om, at hun ville sørge for forældrenes tilladelse til børnenes eventuelle optræden og give forældrene mulighed for at komme med indsigelser, hvis de ikke ville have, at deres børn skulle figurere i avisen. Journalisten var derfor i god tro, da han citerede en række børn i artiklen. Weekendavisen har henvist til, at skolelederen også efterfølgende ved brev af 9. november 2015 har bekræftet, at journalisten besøgte skolen efter aftale med hende.

Ifølge Weekendavisen fremstilles børnene loyalt og sympatisk og citeres ordret for, hvad de har sagt. Det er svært at forestille sig, hvordan artiklen skulle kunne skade [Datteren], der som 8-årig kommenterer sin skoles særlige pædagogik. [Datteren]s eftertænksomme kommentarer er ikke tillagt nogen overdreven vægt. Artiklen består kun delvis af skildringer fra klasseværelset og samtalerne med eleverne om metoden. Artiklen er blot en enkelt blandt en række artikler om uddannelse og undervisning, der blandt andet har til formål at inddrage udenlandske perspektiver, der ellers ville forblive ukendte i den danske debat.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Rasmus Emborg, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.

God presseskik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Ved offentliggørelse af interview eller lignende bør forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor, jf. punkt B. 5.

I artiklen ”Jeg vil gerne helt op i toppen af læsegruppen” beskrives undervisningen på privatskolen [Skolen]. [Klager]s datter udtaler sig og er identificeret ved fornavn, alder og skoleklasse.

Journalisten fra Weekendavisen var på besøg på skolen den 5. oktober 2015 og talte med eleverne efter aftale med skolelederen. Materialet i artiklen stammer fra dette besøg, hvor journalisten overværede undervisningen i en 2. klasse. Det var mellem journalisten og skolelederen aftalt, at skolelederen skulle indhente forældrenes tilladelse til børnenes medvirken (det er forældremyndighedsindehaverne, der kan give en tilladelse på vegne af børnene).

Skolelederen skrev den 7. oktober 2015 kl. 13.47 på forældrenes intranet og gjorde dem opmærksom på, at børnenes klasse havde haft besøg af en journalist, og at der ville blive bragt en artikel i Weekendavisen. I den forbindelse var medsendt kopi af billeder. Skolelederen skrev blandt andet: ”Jeg håber, at I alle vil give jeres tilladelse til, at de billeder, hvor jeres barn er på, bliver brugt. Der var svarfrist for forældrene til næste morgen kl. 10.00.

[Klager] så beskeden på intranettet inden svarfristens udløb, men reagerede ikke på beskeden. Hendes 8-årige datter fremgik ikke af billederne, og artiklens tekst (med datterens navn) var ikke medsendt. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke, at [Klager]s manglende svar kan betragtes som et stiltiende samtykke til at offentliggøre udtalelserne fra datteren.

Selvom journalisten givetvis troede, at det fornødne samtykke fra forældremyndighedsindehaverne var indhentet af skolelederen, finder Pressenævnet, at ansvaret for det manglende samtykke til at offentliggøre omtalen må påhvile avisen. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Weekendavisen for ikke at have sikret sig, at der var givet tilladelse fra forældrene til at offentliggøre en omtale af datteren [Datteren].

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Weekendavisen at offentliggøre følgende:

”[rubrik]

Weekendavisen får kritik af Pressenævnet

[underrubrik]

I en positiv omtale af undervisningsformen på privatskolen [Skolen] havde Weekendavisen ikke indhentet tilladelse fra forældrene til at omtale og citere et 8-årigt barn.

[brødtekst]

Weekendavisen bragte i oktober 2015 artiklen ”Jeg vil gerne helt op i toppen af læsegruppen”, som beskriver undervisningsformen på privatskolen [Skolen].

Weekendavisen havde besøgt en 2. klasse på skolen. Nogle af eleverne fra klassen var citeret i artiklen.

Avisen havde ikke selv været i kontakt med forældrene, inden artiklen blev offentliggjort, men havde været opmærksom på, at forældrene skulle give tilladelse. Avisen havde aftalt med skolelederen, at hun skrev til forældrene.

Skolelederen havde sendt en besked til forældrene i klassen og vedhæftet de billeder, som avisen påtænkte at anvende. Skolelederen anmodede forældrene vende tilbage, hvis de ikke ønskede, at deres barn skulle medvirke i artiklen. Blandt det fremsendte materiale var imidlertid hverken omtale eller billeder af det 8-årige barn, og barnets forældre reagerede ikke på mailen.

I den artikel, som avisen efterfølgende trykte, var det 8-årige barn imidlertid både omtalt og citeret.

Selvom journalisten på Weekendavisen givetvis troede, at skolelederen havde indhentet tilladelse til omtalen fra barnets forældre, udtaler Pressenævnet kritik af Weekendavisen, da det er avisens ansvar at sikre sig, at de fornødne tilladelser fra forældrene er indhentet, inden et barn medvirker i en artikel.

Hele kendelsen fra nævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.

Offentliggørelse skal ske på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet (i mediets rettelsesspalte). Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i mediet.

Afgjort den 26. januar 2016.