Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Dækningsområde
Kapitel 2 Ansættelse
Kapitel 3 Løn mv.
Bilag 1 Aflønning af fuldtidsbeskæftigede lærere, der i en periode bevarer skalatrinsaflønning, jf. § 6, stk. 5, 7 og 8
Bilag 2 Forstandere og lærere, som har bevaret medlemskab af eller bliver optaget i Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler mv.
Bilag 3 Voldgiftsret
Bilag 4 Aflønning af forstandere og viceforstandere
Bilag 5 Aflønning af lærere
Bilag 6 Opsigelsesvarsler for timelønnede
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om ansættelsesvilkår for forstandere, viceforstandere og lærere ved folkehøjskoler

I medfør af § 18 i lov nr. 1605 af 26. december 2013 om folkehøjskoler og efter bemyndigelse fra finansministeren fastsættes:

Kapitel 1

Dækningsområde

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for forstandere, viceforstandere og lærere ansat ved folkehøjskoler.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke følgende ansatte:

1) Pensionerede tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte m.fl., der oppebærer tjenestemandspension hidrørende fra ansættelse i:

a) staten, folkeskolen, folkekirken,

b) kommuner (omfatter også regioner, kommunale fællesskaber og statslige-kommunale fællesskaber mv.),

c) Grønlands Selvstyre og de grønlandske kommuner,

d) statsfinansierede virksomheder,

e) tilskudsområder,

f) koncessionerede virksomheder eller

g) aktieselskaber.

2) Personer afskediget med ret til rådighedsløn eller ventepenge fra de områder, der er nævnt i nr. 1.

3) Personer, der får understøttelse eller egenpension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet tilskud til. Denne bestemmelse gælder dog ikke for personer, der får delpension, jf. § 5 i aftale om generelle krav til indhold af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv.

Kapitel 2

Ansættelse

§ 2. Ansættelse kan ske varigt, tidsbegrænset eller som timelønnet ansættelse. Skolen udfærdiger en ansættelseskontrakt. Forstander og viceforstander ansættes af bestyrelsen. Skolens øvrige personale ansættes af bestyrelsen efter indstilling fra forstanderen eller af forstanderen efter bemyndigelse fra bestyrelsen. Funktionærlovens regler om prøveansættelse kan anvendes ved varig og tidsbegrænset ansættelse.

§ 3. Forstandere og viceforstandere ansættes som udgangspunkt på fuld tid. Lærere kan ansættes på deltid. For deltidsansatte skal beskæftigelsesgraden fastsættes i ansættelseskontrakten. Beskæftigelsesgraden skal mindst være 1/3 af fuld beskæftigelse.

Stk. 2. Bestyrelsen kan for forstanderens vedkommende og forstanderen kan for lærernes og viceforstanderens vedkommende imødekomme en ansøgning om midlertidig nedsættelse af arbejdstiden, såfremt tjenesten tillader det. Nedsættelse af arbejdstiden kan enten være tidsbegrænset eller indtil videre. Ved ophør af nedsat arbejdstid har den ansatte såvel ret som pligt til at vende tilbage til fuldtidsbeskæftigelse eller for deltidsansatte, den i ansættelseskontrakten oprindelig fastsatte beskæftigelsesgrad.

§ 4. Timelønnet ansættelse anvendes for lærere, der ansættes primært til undervisning i indtil 3 måneder.

Stk. 2. Timelønnede lærere overgår til fastansættelse eller tidsbegrænset ansættelse senest fra det tidspunkt, hvor ansættelsen har varet 3 måneder, medmindre den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er fastsat til mindre end 1/3 af en fuldtidsbeskæftigelse. Ved overgang til fastansættelse vil denne bekendtgørelses § 17, stk. 3, gælde for den pågældende lærer.

§ 5. En lærer, der konstitueres i stillingen som forstander eller viceforstander i mindst 15 dage i sammenhæng, får i hele perioden et tillæg. Tillægget er ikke-pensionsgivende. Er varetagelsen af den højere stilling udelukkende begrundet i feriefravær, indtræder retten til betaling først, når læreren har udført en sådan midlertidig tjeneste i 22 dage i sammenhæng.

Stk. 2. Tillæg efter stk. 1 aftales lokalt. Indgås der ikke en sådan aftale, beregnes tillægget som forskellen mellem grundlønnen i forstanderens eller viceforstanderens stilling og lønnen i lærerens egen stilling (inkl. eventuelle tillæg).

Kapitel 3

Løn mv.

§ 6. Efter høring af Folkehøjskolernes Forening i Danmark og de relevante lønmodtagerorganisationer og efter bemyndigelse fra Finansministeriet er der fastsat følgende løn- og pensionsvilkår (grundbeløb 31. marts 2012).

Stk. 2. Stillinger som forstander og viceforstander aflønnes som anført i bilag 4. Aftale om lønnens størrelse inden for intervallerne indgås på grundlag af forhandling mellem folkehøjskolens bestyrelse og den ansatte. Der kan aftales forhøjelse af lønnen under ansættelsen, men lønnen kan ikke overstige højeste beløb inden for intervallet. Forstandere og viceforstandere, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden oppebærer en højere løn end højeste beløb inden for de respektive intervaller opretholder den hidtidige aflønning under deres nuværende ansættelse. Forstanderens skift fra et lavere interval til et højere interval som følge af højere årselevtal sker, når folkehøjskolen i to skoleår i træk har haft et årselevtal, som mindst svarer til antallet af årselever i det højere interval. Tilsvarende sker forstanderens skift fra et højere interval til et lavere interval som følge af lavere årselevtal, når folkehøjskolen i to skoleår i træk har haft et årselevtal, som er mindre end antallet af årselever i det højere interval. Hvis en folkehøjskole er kombineret med en eller flere skoler under de andre frie skoleformer, og der er fælles forstander og eventuelt viceforstander, lægges det samlede årselevtal til grund for indplacering af forstander. Folkehøjskolens bestyrelse kan efter drøftelse med den ansatte yde engangsvederlag til forstander og viceforstander.

Stk. 3. Lønnen til lærere består af en basisløn og en tillægsdel, som kan omfatte funktionstillæg, kvalifikationstillæg og engangsvederlag, jf. bilag 5.

Stk. 4. Til deltidsbeskæftigede lærere ydes løn i forhold til beskæftigelsesgraden.

Stk. 5. Til lærere, der i en periode forbliver skalatrinsaflønnet, jf. § 33, stk. 2, kan ydes engangsvederlag som honorering af særlig indsats, men ikke funktionstillæg eller kvalifikationstillæg.

Stk. 6. Ved ansættelsen indplaceres læreren på basislønskalaens trin 1, medmindre der tillægges lønanciennitet for forudgående beskæftigelse af utvivlsom relevans for varetagelse af stillingen som lærer, fx undervisning ved højere læreranstalter, i folkeskolen og ved folkehøjskoler og efterskoler. Praktisk virksomhed forud for ansættelsen som lærer kan medregnes i lønancienniteten med 50 pct., såfremt en konkret vurdering af den praktiske virksomhed set i relation til stillingen giver grundlag herfor. Kun beskæftigelse af 1 måneds varighed eller derover medregnes ved fastsættelse af lønancienniteten. Der optjenes fuld lønanciennitet ved mindst 15 timers beskæftigelse pr. uge i gennemsnit. Ved en beskæftigelsesgrad på under 15 timer pr. uge i gennemsnit optjenes halv lønanciennitet. Hvis en ansat har mere end én deltidsbeskæftigelse, kan de ugentlige timetal sammenlægges til brug ved beregning af ancienniteten.

Stk. 7. Lærere, der er i en periode forbliver skalatrinsaflønnet, overgår til med deres opsigelsesvarsel til basistrinaflønning, jf. § 33, stk. 2. Indplacering sker på nærmeste højere basisløntrin. Lærere, der når sluttrin i skalalønsystemet overgår til basisløntrin 4. Hvis den samlede faste løn ved indplacering på basisløntrin er lavere end den hidtidige samlede faste løn, ydes et personligt varigt tillæg til udligning af forskellen. Tillægget ydes som et lokalt kvalifikationstillæg.

Stk. 8. Til forstandere og viceforstandere ydes et kostskoletillæg på 9.300 kr. årligt (grundbeløb 31. marts 2012). Til de lærere, der i en periode bevarer aflønning på skalatrinssystemet, jf. § 33, stk. 2, ydes et kostskoletillæg på 9.300 kr. årligt (grundbeløb 31. marts 2012). Til de lærere, der aflønnes efter basislønsystemet, ydes et kostskoletillæg på 15.700 kr. årligt (grundbeløb 31. marts 2012). Dette gælder dog ikke for lærere, der før overgang til basislønsystemet har nået sluttrin i skalalønsystemet. Ud over kostskoletillæg ydes ikke særskilt betaling eller afspadsering til forstandere, viceforstandere og lærere for arbejde ud over gennemsnitlig 37 timer ugentlig eller for arbejde uden for almindelig dagsarbejdstid.

Stk. 9. Til lærere, der har gennemført Højskolepædagogisk Uddannelse og modtaget kursusbevis, ydes et pensionsgivende, varigt kvalifikationstillæg på 6.500 kr. årligt. Efter yderligere 2 års ansættelse hæves tillægget til 13.000 kr. årligt (grundbeløb 31. marts 2012).

§ 7. Basisløn og tillæg reguleres med de generelle stigninger, der aftales centralt ved aftale- og overenskomstfornyelserne eller udmøntes via en generel reguleringsordning på det statslige område.

§ 8. Lønnen udbetales månedsvis bagud.

§ 9. Timelønnede lærere aflønnes efter skolens vurdering med mindst 360,00 kr. og højst 480,00 kr. (grundbeløb 31. marts 2012) pr. undervisningstime for det faktiske antal læste timer. Undervisning inden for humanistiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige områder aflønnes pr. undervisningstime med indtil 650,00 kr. (grundbeløb 31. marts 2012). For planlagt samvær, planlægning af kurser ud over almindelig forberedelse eller deltagelse i møder udgør timelønnen 150,00 kr. (grundbeløb 31. marts 2012).

§ 10. Skolen betaler pensionsbidrag af basislønnen til forstandere, viceforstandere og lærere, bortset fra timelønnede og ansatte, der som en personlig ordning har pensionsdækning i en statsgaranteret pensionskasse eller anden lignende statslig tjenestemandspensionsordning.

Stk. 2. Varige og midlertidige tillæg er pensionsgivende, medmindre andet er fastsat. Der kan ydes pensionsbidrag af engangsvederlag.

Stk. 3. Pensionsbidraget udgør 17,1 pct. Skolen afholder den samlede udgift til pensionsbidrag, hvoraf 1/3 anses for den ansattes egetbidrag.

Stk. 4. Indbetaling af pensionsbidrag skal ske til pensionsordninger, der opfylder kravene til bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv., jf. Finansministeriets cirkulære af 5. august 2009 om aftale om generelle krav til indhold af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv. (ydelsessammensætning, tilbagekøb og overflytning i forbindelse med jobskifte).

Stk. 5. Ansatte, der som personlig ordning har pensionsdækning i en statsgaranteret pensionskasse eller anden lignende statslig tjenestemandspensionsordning, kan vælge at overgå til reglerne om pension efter stk. 1 og 2.

§ 11. For forstandere, viceforstandere og lærere med en tjenestemandslignende pensionsordning udgør pensionsbidraget 15 % af basislønnen. Skolen indbetaler pensionsbidraget til den statsgaranterede pensionsordning.

Stk. 2. Lærere uden akademisk uddannelse, som overgår til aflønning efter basislønsystemet, og som personlig ordning har bevaret medlemskab af en statsgaranteret pensionsordning, indplaceres i pensionsmæssig henseende i skalatrinsforløbet 24, 25, 27, 29, 31, 33, 35, 37, 39.

Stk. 3. Lærere med akademisk uddannelse, som overgår til aflønning efter basislønsystemet, og som personlig ordning har bevaret medlemskab af en statsgaranteret pensionsordning, indplaceres i pensionsmæssig henseende i skalatrinsforløbet 21, 26, 28, 30, 32, 38, 40, 42, 44.

§ 12. Der kan til ansatte med tjenestemandslignende pensionsordning supplerende indbetales pensionsbidrag af varige og midlertidige tillæg. Pensionsprocenten er 17,1. Indbetaling foretages i overensstemmelse med § 10, stk. 4.

§ 13. For ansatte med tjenestemandslignende pensionsordning betaler folkehøjskolen præmie til gruppelivsforsikringen i Forenede Gruppeliv, jf. Finansministeriets cirkulære om den til enhver tid gældende ordning for gruppelivsforsikring og kritisk sygdom.

§ 14. Til ansatte, der er fyldt 70 år, udbetales pensionsbidraget som løn, medmindre den ansatte ønsker bidraget indbetalt på en pensionsordning. Pensionsbidraget kan endvidere anvendes til køb af frihed.

Stk. 2. Der betales ikke ferietillæg af pensionsbidrag, der udbetales som løn. Beløbet er ikke pensionsgivende.

Stk. 3. Ved udbetaling og andre vilkår for køb af frihed anvendes relevante aftaler mellem Finansministeriet og centralorganisationerne.

§ 15. §§ 10-14 finder ikke anvendelse for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte m.fl. med ret til tjenestemandspension fra de under § 1, stk. 2, nr. 1, nævnte områder, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 10-13 finder anvendelse for deltidsansatte som samtidig har deltidsansættelse i de under § 1, stk. 2, nr. 1, nævnte områder dog således, at der ved pensionsoptjening efter § 10-13 højst kan opnås en samlet pensionsdækning svarende til en fuldtidsstilling. Forholdet mellem de 2 pensionsoptjeninger fastsættes på ansættelsestidspunktet. Ændring i pensionsoptjeningen ved folkehøjskolen skal ske løbende på grundlag af dokumentation fra den ansattes side om ændringer i beskæftigelsesgraden vedrørende det andet ansættelsesforhold. Den ansatte har pligt til at underrette folkehøjskolen herom.

§ 16. Der betales bidrag til ATP med sats A.

Arbejdstid

§ 17. Den i § 6, stk. 2, anførte løn til forstandere og viceforstandere og i § 6, stk. 3, anførte løn til lærere forudsætter fuldtidsbeskæftigelse svarende til gennemsnitlig 37 timer ugentlig. Arbejdstiden beregnes for en periode på et år.

Stk. 2. Arbejdstiden for forstandere og viceforstandere omfatter ledelse, pædagogisk ledelse, administrative opgaver, undervisning, forberedelse, samvær med eleverne mv.

Stk. 3. Arbejdstiden for lærere omfatter undervisning, forberedelse og samvær med eleverne. Derudover kan lærerne varetage vejledning af eleverne, mentorordning mv. Den enkelte lærers samvær med eleverne er en ligeværdig opgave med lærerens undervisning og forberedelse.

§ 18. Lærere, der er fyldt eller fylder 60 år, skal i deres arbejdstidsopgørelse efter anmodning herom tillægges 175 timer årligt, som læreren selv disponerer over.

Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes inden udgangen af skoleåret (normperioden) og får virkning fra begyndelsen af det følgende skoleår (normperiode), dog tidligst fra begyndelsen af det skoleår (normperiode), hvori læreren fylder 60 år.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder alene anvendelse for lærere, der pr. 31. juli 2016 er fyldt 58 år.

Fravær

§ 19. De ansatte er omfattet af ferieloven. Dog udgør ferietillægget 1,5 pct., jf. ferielovens § 23, stk. 2.

Stk. 2. Aftale mellem Finansministeriet og centralorganisationerne om særlige feriedage anvendes.

§ 20. For ansatte, bortset fra timelønnet ansatte, gælder følgende:

1) Der ydes tjenestefrihed uden løn til de formål, der er nævnt i Finansministeriets bekendtgørelse 3. juli 1991 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål i det omfang, det ikke strider mod skolens interesser.

2) Tjenestefrihed uden løn kan gives, når det ikke strider mod skolens interesser. Der optjenes ikke ret til ferie med løn eller feriegodtgørelse.

3) Tjenestefrihed med hel eller delvis løn og pensionsbidrag kan gives til uddannelsesformål.

4) Skolen kan give den ansatte hel eller delvis tjenestefrihed med løn på barnets 1. og 2. sygedag, når

a) hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt,

b) forholdene på tjenestestedet tillader det,

c) barnet er under 18 år og

d) barnet er hjemmeværende.

5) De for statens tjenestemænd gældende regler om tjenestefrihed til varetagelse af borgerligt ombud og lignende finder anvendelse.

6) For fastansatte finder funktionærlovens regler om militærtjeneste anvendelse.

§ 21. Aftale mellem Finansministeriet og centralorganisationerne om fravær fra tjenesten på grund af barsel, adoption og omsorgsdage anvendes.

§ 22. Ansatte, bortset fra timelønnet ansatte, får fuld løn under sygdom, herunder fravær på grund af tilskadekomst i tjenesten.

Stk. 2. Timelønnede er omfattet af reglerne i dagpengeloven.

Opsigelse og afsked

§ 23. For varigt og tidsbegrænset ansatte gælder funktionærlovens regler om varsling af opsigelse og om fratrædelsesgodtgørelse.

Stk. 2. Såfremt skolen godtgør, at ansættelsen er sket på prøve, eller ansættelsen er tidsbegrænset, og ansættelsen ikke har varet ud over 3 måneder, skal opsigelse fra skolens side ske med mindst 14 dages varsel.

Stk. 3. Ansatte, der den 1. januar 1997 havde længere opsigelsesvarsler end funktionærlovens, bevarer de hidtidige krav på opsigelsesvarsler, så længe pågældende er ansat ved skolen. Den ansatte kan vælge at overgå til regler for varsling og fratrædelsesgodtgørelse i henhold til stk. 1.

§ 24. For timelønnede, der har været uafbrudt ansat ved institutionen i de anførte tidsrum, gælder de i bilag 6 anførte opsigelsesvarsler.

Stk. 2. Varslerne i stk. 1 bortfalder, hvis der midlertidigt ikke kan tilbydes beskæftigelse på grund af arbejdsmangel.

§ 25. Ved afskedigelse af varigt og tidsbegrænset ansatte skal skolen meddele afskedigelse til den ansatte skriftligt med begrundelse for afskedigelsen. Inden afskedigelse iværksættes, skal skolen give den ansatte meddelelse om den påtænkte afskedigelse med begrundelse, og give den ansatte mulighed for at udtale sig.

§ 26. Den afskedigede kan inden for en frist på 4 uger fra meddelelsen om afskedigelsen kræve en forhandling med skolen, såfremt den afskedigede finder, at afskedigelsen ikke er rimeligt begrundet i skolens eller den afskedigedes forhold.

Stk. 2. Opnås der ikke enighed ved forhandlingen efter stk. 1, kan den afskedigede inden 4 uger efter forhandlingen begære sagen indbragt for en voldgiftsret, jf. bilag 3, såfremt den pågældende har været uafbrudt beskæftiget ved skolen i mere end 6 måneder.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse ved bortvisning af en lærer eller forstander.

Øvrige bestemmelser

§ 27. Medmindre andet aftales mellem skolens bestyrelse og medarbejderrådet, anvendes de regler, der gælder for statens tjenestemænd om time- og dagpenge samt befordringsgodtgørelse.

§ 28. Skolens bestyrelse kan beslutte, om der skal ydes godtgørelse for afholdte udgifter ved flytning af bohave og i givet fald, om der ydes hel eller delvis godtgørelse.

§ 29. De regler, der gælder for statens tjenestemænd om tjeneste- og lejeboliger, anvendes.

Stk. 2. Ved opsigelse fra skolens side er den ansatte berettiget til at bebo tjeneste-/lejeboligen i indtil 1 måned efter fratrædelsestidspunktet. Samme ret tilkommer familien i tilfælde af den ansattes død, jf. funktionærlovens § 2, stk. 9. Ved eventuel fritstilling i forbindelse med opsigelse og ved dødsfald er skolen dog berettiget til at kræve familiens bortflytning snarest, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til skolens tarv, mod at afholde de med flytningen forbundne udgifter.

§ 30. Skolens ledelse fastsætter løn- og personalepolitikken efter drøftelse med medarbejderne.

§ 31. Fastansatte følger funktionærlovens regler om efterindtægt.

§ 32. Ansættelse ved folkehøjskoler indgår i jubilæumsancienniteten. Ansættelse inden for beslægtede skoleområder kan efter skolens bestemmelse medregnes i jubilæumsancienniteten. Jubilæumsgratiale ydes efter de for statens tjenestemænd gældende regler.

Overgangsordninger

§ 33. Allerede ansatte forstandere, viceforstandere og lærere overgår til aflønning efter denne bekendtgørelse efter varsling med det individuelle opsigelsesvarsel. Det hidtidige lønniveau fastholdes. Frem til udløbet af varslingsperioden følger de pågældende forstanderes, viceforstanderes og læreres løn- og ansættelsesvilkår principperne i bekendtgørelse nr. 166 af 2. marts 2009 om ansættelsesvilkår for forstandere og lærere ved folkehøjskoler samt cirkulære nr. 9097 af 5. marts 2009 om løn mv. til forstandere og lærere ved folkehøjskoler.

Stk. 2. Lærere, der på bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidpunkt ikke har nået sluttrin i skalatrinsforløbet, forbliver i skalatrinsforløbet frem til det tidspunkt, hvor sluttrin er opnået, jf. bilag 1. Herefter overgår læreren til aflønning efter basistrinaflønning, jf. § 6, stk. 5, 7 og 8.

Ikrafttræden mv.

§ 34. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2016.

Stk. 2. Følgende forskrifter ophæves:

1) Bekendtgørelse nr. 166 af 2. marts 2009 om ansættelsesvilkår for forstandere og lærere ved folkehøjskoler.

2) Cirkulære nr. 9097 af 5. marts 2009 om løn mv. til forstandere og lærere ved folkehøjskoler.

Kulturministeriet, den 10. februar 2016

Bertel Haarder

/ Jane Johansen Pade


Bilag 1

Aflønning af fuldtidsbeskæftigede lærere, der i en periode bevarer skalatrinsaflønning, jf. § 6, stk. 5, 7 og 8

1) Lærere, som ikke har en akademisk uddannelse, aflønnes på skalatrin: 24, 25, 27, 29, 31, 33, 35, 37 og 39. Alle skalatrin er 2-årige.

2) Lærere, som har en akademisk uddannelse, aflønnes i lønrammeforløbet 16/21/29/31 således:

Lønramme 16 skalatrin 21.

Lønramme 21 skalatrin 26, 28, 30, 32.

Lønramme 29 skalatrin 38, 40, 42.

Lønramme 31 skalatrin 44.

Oprykning til lønramme 21 skalatrin 26 finder sted, når den pågældende lærer i 1 år har været på 1. skalatrin i lønramme 16. De øvrige skalatrin er 2-årige.


Bilag 2

Forstandere og lærere, som har bevaret medlemskab af eller bliver optaget i Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler mv.

Bestemmelserne i § 10, stk. 1, om forsikringsmæssig pensionsordning finder ikke anvendelse for følgende grupper af forstandere og lærere, som har bevaret medlemskab af eller bliver optaget i Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler mv.:

1. Forstandere og lærere, der før 1. januar 1997 er ansat ved en folkehøjskole og efter 1. januar 1997 enten fortsat er ansat i samme stilling eller direkte er overgået til anden stilling som forstander eller lærer ved samme eller anden folkehøjskole.

2. Forstandere og lærere, der efter 31. december 1996 er optaget i Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler mv., fordi de overgår direkte til ansættelse ved en folkehøjskole fra en stilling forbundet med statslig tjenestemandspensionsret eller har ret til aktuel tjenestemandspension mv., rådighedsløn eller ventepenge.

3. Forstandere og lærere, der efter 31. december 1996 er ansat ved en folkehøjskole, og som har bevaret deres medlemskab af Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler mv.


Bilag 3

Voldgiftsret

1) Voldgiftsretten består af 2 medlemmer og en opmand, der vælges af de 2 medlemmer. Såfremt der ikke kan opnås enighed om valget af opmand, anmodes præsidenten i den landsretskreds, hvori skolen er beliggende, om at udpege opmanden. Det ene medlem af voldgiftsretten udpeges af skolen og det andet af den afskedigede.

2) Sager, der forelægges for voldgiftsretten, skal fremskyndes mest muligt. Voldgiftsrettens forhandlinger er ikke offentlige, og dens voteringer er hemmelige. I øvrigt bestemmer voldgiftsretten selv sin forretningsgang og kan herunder også fastsætte, at en sag skal afgøres efter skriftlig votering, uden at det er nødvendigt, at rettens medlemmer mødes. Voldgiftsretten bestemmer, om parternes udtalelser til retten skal afgives skriftligt, eller om de skal fremføres under en afhøring.

3) Skolen og den afskedigede er berettigede til at møde i voldgiftsretten med en sagkyndig og/eller juridisk kyndig bisidder. Den afskedigede kan ved fuldmagt lade sig repræsentere af en sagkyndig og/eller juridisk kyndig person.

4) Voldgiftsretten afsiger en motiveret kendelse. I de tilfælde hvor voldgiftsretten måtte finde, at afskedigelsen ikke er rimeligt begrundet i den afskedigedes eller skolens forhold, kan retten pålægge skolen at afbøde virkningerne af afskedigelsen. Det kan herved pålægges skolen, såfremt skolen og den afskedigede ikke begge ønsker ansættelsesforholdet opretholdt, at betale den afskedigede en erstatning, hvis størrelse fastsættes af voldgiftsretten og skal være afhængig af sagens omstændigheder og den afskedigedes anciennitet ved skolen. Godtgørelsen kan maksimalt været et beløb, der svarer til 9 måneders løn, for forstandere dog maksimalt 12 måneders løn.

5) Fastansatte lærere, der pr. 1. januar 1999 havde kontraktsfastsat mulighed for at få en godtgørelse for ikke rimeligt begrundet afskedigelse på maksimalt 12 måneders løn, bevarer denne ret, så længe den pågældende er ansat ved skolen.

6) Offentliggørelse af voldgiftsrettens afgørelse kan finde sted efter voldgiftsrettens bestemmelser. Oplysning om eventuelle dissentierende vota må ikke gives.

7) Voldgiftsrettens omkostninger i forbindelse med sagen fastsættes af voldgiftsretten. Omkostningerne, herunder udgifter til bisidder, kan pålægges den ene af parterne eller fordeles mellem disse.


Bilag 4

Aflønning af forstandere og viceforstandere

   
Forstander
Intervalløn
Under 100 årselever
430.000-550.000 kr.
100 årselever og derover
460.000-600.000 kr.
   
Viceforstander
Intervalløn
 
370.000-490.000 kr.
   


Bilag 5

Aflønning af lærere

 
Basisløntrin
 
Årsløn
Månedsløn
1
1. år
312.000
26.000
1
2. år
312.000
26.000
1
3. år
312.000
26.000
2
4. år
324.000
27.000
2
5. år
324.000
27.000
3
6. år
348.000
29.000
4
7. og følgende år
372.000
31.000
(Grundbeløb 31. marts 2012 )


Bilag 6

Opsigelsesvarsler for timelønnede

Ansættelsestid
Fra arbejdsgiver
Fra den ansatte
Under 6 mdr.
3 dage
3 dage
Efter 6 mdr.
1 uge
3 dage
Efter 1 år
3 uger
1 uge
Efter 3 år
2 måneder
1 måned
Efter 5 år
3 måneder
1 måned