Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse i sag 56.2015

afsagt af Tvistighedsnævnet den 1. februar 2016

A

v/advokat Christian Bentz, Dansk Metal

mod

B

v/advokat Lars Bruhn, Dansk Industri

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Tine Vuust (formand), advokat Tine Benedikte Skyum (DA) og advokat Ulrik Mayland (LO). Endvidere har som særligt sagkyndige medlemmer deltaget fagleder Tina Lambert Andersen, udpeget af Dansk Industri, og sekretær Kasper Palm, udpeget af Dansk Metal.

Mellem klageren, A, født den 22. december 1987, og B, blev der den 1. april 2014 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes som personvognsmekaniker med uddannelsesperiode fra den 1. april 2014 til den 12. februar 2016.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt eleven har ret på afholdelse af ferie med løn i medfør af ferielovens § 9.

A har ved sin faglige organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 26. oktober 2015, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede skal betale 20.387 kr.

Påstandsbeløbet svarer til lønnen for 25 dages ferie under afholdelse af ferie i ferieåret 2014/2015.

Indklagede har påstået frifindelse.

Parterne er enige om den beløbsmæssige opgørelse af påstanden.

Sagen har været mundtligt forhandlet i Tvistighedsnævnet den 12. januar 2016.

Sagsfremstilling

A begyndte en uddannelse til personvognsmekaniker den 3. januar 2008 hos X. Uddannelsesaftalen blev ophævet af virksomheden på et mæglingsmøde den 18. august 2009, hvorefter A modtog sygedagpenge og fra 2013 kontanthjælp, indtil han indgik uddannelsesaftalen med indklagede. A havde således ikke optjent ret til feriepenge til brug for ferieåret 1. maj 2014 – 30. april 2015 og modtog heller ikke løn fra indklagede under afholdelse af ferien i dette ferieår.

Uddannelsen til personvognsmekaniker tager normalt 3 ½ år. Af uddannelsesaftalen fremgår, at A ville afslutte sin uddannelse efter 1 år og 10 ½ måneder, svarende til at han fik godskrevet den del af uddannelsen, som han havde gennemført hos X.

Retsgrundlag

Ved lov nr. 120 om Lærlingeforholdet af 7. maj 1937 blev lærlinges ferierettigheder for første gang lovreguleret, idet der i loven blev indsat en bestemmelse i § 4, stk. 2, hvoraf fremgår bl.a.:

”Der skal i Kontrakten optages Bestemmelse om Ferie med Løn for Lærlingen. […] Ferien skal mindst vare 14 Dage og falde i Tiden fra 1. Maj til 15. September. …”

I bemærkningerne til denne bestemmelse blev i lovforslaget som fremsat i Folketinget den 27. januar 1937, jf. FT 1936/37 tillæg A, spalte 3342, anført følgende:

”Da det efterhaanden er blevet almindeligt, at der er tilsikret de voksne Arbejdere Ferie, og da mange Arbejdsgivere allerede frivillig indrømmer deres Lærlinge Ferie, har man – rent bortset fra Spørgsmaalet om i Tilslutning til det paa den internationale Arbejdskonference i Genéve 1936 vedtagne udkast til Konvention angaaende aarlig Ferie med Løn at indføre Ferie for unge Arbejdere i Almindelighed – fundet det rimeligt i Stk. 2 at optage en Regel om, at Kontrakten skal indeholde Bestemmelse om mindst 14 Dages Ferie for Lærlingen. ”

I forbindelse med lovforslagets fremsættelse i Folketinget udtalte den daværende Socialminister, Ludvig Christensen, jf. FT 1936/37, tillæg F, sp. 2730, at:

”Dernæst har det været en mangel ved den nugældende Lov, at den ikke sikrer Lærlingene Ferie. Da vi efterhaanden i vidt Omfang er kommet ind paa at give voksne Arbejdere Ferie, foreslaas det her lovfæstet, at Lærlingene skal have Ferie. Da det jo drejer sig om unge Mennesker i den opvoksende Alder, der har Krav paa en særlig Beskyttelse, foreslaas den fast til 14 Dage med fuld Løn. ”

Lærlinges ferierettigheder blev i konsekvens heraf undtaget fra den almindelige ferielovs bestemmelser. Frem til 1970 blev det flere gange overvejet, om lærlinge burde være omfattet af ferielovens regler, og i Ferielovkommissionens betænkning 1951 hedder det om dette spørgsmål bl.a.:

”Nugældende lovs § 1, stk. 2, nr. 2, er sålydende:

„Loven omfatter dog ikke lærlinge, der henhører under lov nr. 120 af 7. maj 1937 om lærlingeforholdet".

De særlige regler for lærlinges ferie findes i lærlingeloven af 7. maj 1937 § 4, stk. 2,

og går ud på, at der i lærekontrakten skal optages bestemmelse om ferie med løn for lærlingen, og at denne ferie mindst skal være 14 dage og falde i tiden fra 1. maj til 15. september.

I henhold til den nævnte bestemmelse har en lærling ret til ferie med løn i hvert læreår, altså også i det første, og feriens længde er ikke sat i direkte forhold til beskæftigelsen i det foregående år, således som tilfældet er for ferie efter ferieloven, hvor den ferie, der skal udnyttes i ferieperioden fra den 2. maj til 30. september, beregnes på grundlag af det arbejde, der er udført i det foregående ferieår fra 1. april til 31. marts. Den omstændighed, at ferien efter ferieloven og ferien efter lærlingeloven beregnes på forskelligt grundlag, medfører, at en lærling det første år efter læreforholdets afslutning ikke vil have ret til ferie eller i alle tilfælde kun til en kortere ferie end 14 dage, idet han kun vil have ret til ferie i forhold til den tid, han eventuelt har haft beskæftigelse efter udlæringen i det forud for ferieperioden gående ferieår ved et arbejde, der er omfattet af ferieloven.

En direkte overførelse af ferielovens regler på lærlingeforholdet vil imidlertid under hensyn til, at feriegodtgørelsen det første år efter udlæringen kun kunne blive ringe, næppe kunne anbefales, og hertil kommer desuden, at lærlingene ved en sådan ordning i almindelighed ikke vil have ret til nogen ferie i det første år af læretiden.

Under de forhandlinger, der gik forud for ferielovforslagets fremsættelse på rigsdagen i 1938, var man da også opmærksom på det problem, som lærlingenes ferieret frembyder, idet man var klar over de vanskeligheder, der følger af, at lærlingen det første år efter, at han er udlært, ikke i sin læretid kan have oparbejdet nogen ret til ferie. Man mente dog ikke dengang at ville røre ved de engang fastsatte regler i lærlingeloven, idet man lagde afgørende vægt på, at der i denne lov var tilsikret lærlingene ferie i det første år af læretiden.

Ungdomskommissionen, der har drøftet spørgsmålet om de unges ferie, har også beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvorvidt der var mulighed for at indføre ensartede regler for lærlingeforholdet og de arbejdsforhold, der er omfattet af ferieloven, men på en sådan måde, at lærlingenes ret til ferie med løn det første år af læretiden samtidig blev bevaret.

Ungdomskommissionen [kommissionens betænkning af 1948] søger problemet løst på den måde, at ferieloven fremtidig også skulle omfatte lærlingeforholdet samtidig med, at der skulle pålægges læremestrene en pligt til i det første læreår at give lærlingen ferie i et antal dage, der svarede til det efter ferielovens regler opnåelige. Denne ferie var nærmest tænkt som en tillægsferie, hvormed en eventuel andetsteds erhvervet ferie skulle suppleres op, således at lærlingen blev stillet, som om han havde haft arbejde hele det foregående ferieår. Den feriegodtgørelse, der skulle ydes, skulle beregnes efter den i det pågældende læreår aftalte løn.

Kommissionen har indhentet en udtalelse fra lærlingerådet, af hvilken det fremgår, at der i rådet er enighed om, at der dels bør sikres lærlinge ferie med løn i læretiden - helst således, at lærlingen på samme måde som efter de gældende regler i lærlingeloven i det enkelte læreår får lærlingelønnen for dette år udbetalt også under ferien -, dels bør sikres lærlinge ferie med løn i det første år efter læreforholdets afslutning.

Der er i kommissionen enighed om, at lærlingelovens bestemmelse om, at læremesteren har pligt til allerede i det første læreår at give ferie med fuld løn, bør bibeholdes, idet det er af afgørende værdi, at der allerede i dette år ydes lærlingen en ordentlig ferie, og at opgaven derefter må være at finde en ordning, hvorved der yderligere kan sikres de pågældende en ferie i det første år efter udlæringen.

Ferielovens bestemmelse i § 1, stk. 2, om, at lærlinge, der henhører under lov

nr. 120 af 7. maj 1937 om lærlingeforholdet, er undtagne fra ferieloven, foreslås derfor

uændret indsat i lovforslaget. ”

Af Lærlingekommissionens betænkning nr. 145 fra 1956 fremgår bl.a.:

”8. FERIE.

Ved lov nr. 46 af 18. marts 1953 om ændring i lærlingeloven blev der i § 4, stk. 2, indført 3 ugers ferie for lærlinge samtidig med, at lærlingenes ferieperiode blev ændret til den i henhold til ferieloven (lov nr. 65 af 31. marts 1953) gældende ferieperiode fra 2. maj til 30. september. […] I kommissionen har man indgående drøftet de med lærlingenes ferie forbundne problemer, herunder også, hvorvidt ferieloven burde finde direkte anvendelse på

lærlinge. Dette ville imidlertid medføre, at lærlinge ikke ville blive berettiget til ferie i det første læreår, medens der på den anden side til brug for lærlingenes første ferie som udlært alene ville være sikret dem en feriegodtgørelse beregnet på grundlag af sidste års lærlingeløn, eventuelt i forbindelse med den i den resterende del af det pågældende ferieår indtjente løn som udlært.

Under hensyn hertil har kommissionens flertal ment, at der fortsat bør gælde særlige ferieregler for lærlinge, hvilket også ferielovskommissionen i sin i 1951 afgivne betænkning er gået ind for. Ved reglernes udformning har man dog søgt i videst muligt omfang at følge ferielovens regler. Da der i praksis har været rejst en del tvivlsspørgsmål i forbindelse med feriebestemmelserne, således bl. a. om, hvornår lærlinge skal have den første ferie, hvorvidt den 3. ferieuge kan deles, og hvilken ferie der tilkommer lærlinge med en læretid på et antal måneder udover fulde år, og der endvidere over for kommissionen er blevet fremsat forslag om at sikre lærlinge en feriegodtgørelse til brug ved deres første ferie efter læretidens udløb, har man ment det rimeligt at lade bestemmelserne om ferie udgå af lovens § 4 og søge at løse de herhenhørende problemer i en ny § 5. ”

Herefter blev lærlingelovens § 4, stk. 2, afløst af en bestemmelse i § 5, der i relation til spørgsmålet om lærlinges ret til ferie med løn under uddannelsen havde følgende ordlyd:

”Der tilkommer lærlinge en årlig ferie med løn udgørende 18 arbejdsdage for hvert læreår, hvoraf mindst 12 dage skal give i sammenhæng i tiden mellem 2. maj og 30. september (ferieperioden). ”

I 1970 blev lærlingene omfattet af ferieloven, jf. lov nr. 273 af 4. juni 1970 om ferie, idet der samtidig blev indsat en særlig bestemmelse om lærlinges ferierettigheder med følgende indhold:

”§ 7. Uanset bestemmelserne i § 6 [om optjeningsår og feriens længde] har lærlinge med lærekontrakt efter lærlingelovens § 12 ret til ferie i 18 dage i det første hele ferieår, efter at læreforholdet er begyndt. Har en lærling ikke optjent ret til feriegodtgørelse for alle feriedagene, giver læremesteren lærlingen løn i det resterende antal dage.

Stk. 2 Er læreforholdet begyndt inden for de første 3 måneder af et ferieår, gælder det samme for dette ferieår. ”

Af lovforslagets specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår følgende:

”Lærlinge, der er omfattet af lærlingelovens § 1, har hidtil været undtaget fra ferieloven og er berettiget til ferie med løn efter reglerne i lærlingelovens § 5. Efter denne bestemmelse tilkommer der lærlingen en årlig ferie med løn på 18 dage for hvert læreår samt 1 ½ dag for hver måned, den i kontrakten ansatte læretid overskrider et antal hele år. Denne ferie med løn skal efter lærlingeloven ydes inden læretidens udløb. Endvidere er der ved lærlingeloven sikret lærlingen en vis feriegodtgørelse til brug i den første ferie efter læretidens udløb, hvor den pågældende vil være omfattet af ferieloven, men endnu ikke har oparbejdet ret til fuld ferie efter ferieloven.

Det anses for uhensigtsmæssigt, at lærlinge holdes uden for ferielovens regler, og det foreslås derfor, at lærlinge omfattes af ferieloven på linje med andre lønmodtagere.

Da det må anses for ubilligt, at der ikke som hidtil sikres lærlinge med lærekontrakt efter lærlingelovens § 1 fuld ferie i det første ferieår, efter at læreforholdet er begyndt, foreslås det, at læremesteren supplerer lærlingens ferie i det første hele ferieår op til fuld ferie, 18 dage.

Ved læreforholdets udløb vil lærlinge efter forslaget være omfattet af ferieloven og vil under sidste læreår have optjent ferieret og feriegodtgørelse, der vil kunne udnyttes under første ferie efter læreforholdets afslutning. ”

Bestemmelsen fik i 1971 en ændret formulering, således at den herefter lød som følger:

”Lærlinge med lærekontrakt efter lærlingelovens § 1 har ret til ferie i 24 dage i det første og andet hele ferieår efter, at læreforholdet er begyndt. Har en lærling ikke optjent feriegodtgørelse for alle feriedagene, betaler arbejdsgiveren lærlingen løn i de resterende dage. ”

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, jf. FT 1970/71, tillæg A, sp. 3267-68, at ændringen var en konsekvens af et af forligsmanden den 27. februar 1971 fremsat mæglingsforslag, der var vedtaget den 15. marts 1971, hvorved ferien blev trinvist forlænget til 4 uger, hvilket også skulle gælde lærlinge.

I forbindelse med en revision af ferieloven i 2000 blev bestemmelsen i § 7 overført til § 9 i ferieloven, som svarer til den nugældende § 9, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, der lyder således:

”Elever med uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser har ret til betalt ferie i 25 dage i det første og andet hele ferieår, efter at ansættelsesforholdet er begyndt. Arbejdsgiveren betaler løn under ferie, i det omfang eleven ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse.

Stk. 2. Er ansættelsesforholdet begyndt inden 1. juli i et ferieår, har eleven en tilsvarende ret til betalt ferie i 25 dage i dette ferieår.

Stk. 3. Er ansættelsesforholdet begyndt 1. juli eller senere i et ferieår, har eleven i forbindelse med at virksomheden holder lukket under ferie i tiden mellem 1. oktober og 30. april, ret til 5 dages betalt ferie i dette ferieår. ”

Af forarbejderne til denne bestemmelse, jf. de specielle bemærkninger i lovforslag nr. 178 af 27. januar 2000, fremgår bl.a.:

”I § 9 beskrives de særlige, gunstige ferieregler, der gælder for elever, der har indgået en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser. En elev har en ubetinget ret til betalt ferie i første og andet hele ferieår efter, at elevforholdet begynder, ligesom eleven i et nærmere bestemt omfang har ret til betalt ferie, hvis eleven begynder ansættelsesforholdet i løbet af et ferieår. Som følge af at ugebegrebet i ferieloven ændres fra en 6-dages-uge til en 5-dages-uge, ændres elevers ret til betalt ferie tilsvarende. Der tilsigtes i øvrigt ingen ændringer med hensyn til den særlige beskyttelse, som elever har efter § 7 i den gældende lov. Ændringen består i en konsekvensrettelse som følge af overgangen til en 5-dages-ferieuge og får derfor først virkning fra 1. maj 2002.

Efter stk. 1 har en elev fortsat ret til 5 ugers betalt ferie både i første og andet hele ferieår efter, at eleven er påbegyndt et ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren. Således vil en elev, som er begyndt sin uddannelse på en skole og fx har indgået aftale med en arbejdsgiver for de to sidste år af uddannelsen, være berettiget til 25 dages betalt ferie i både det første og andet hele ferieår efter, at eleven er begyndt hos arbejdsgiveren.

Ret til betalt ferie efter bestemmelsen opnås i henhold til uddannelsesaftalen som led i en erhvervsuddannelse. En elevs ret til betalt ferie er ikke betinget af, at eleven har optjent ret til ferie på baggrund af beskæftigelse forud for ferieåret. Dette er en fravigelse af lovens almindelige bestemmelser om optjening af betalt ferie, jf. § 7 i forslaget.

Det er den aktuelle arbejdsgiver på ferietidspunktet, som skal betale elevens løn under ferie. Hvis eleven har haft forudgående beskæftigelse og i den forbindelse har optjent feriegodtgørelse, skal arbejdsgiveren alene betale løn under ferie for de dage, hvor eleven ikke har optjent feriegodtgørelse. Hvis eleven har optjent feriegodtgørelse til 25 feriedage, men godtgørelsen pr. dag er lavere end elevlønnen på ferietidspunktet, vil arbejdsgiveren på ferietidspunktet efter gældende praksis skulle supplere feriegodtgørelsen op til den normale elevløn på ferietidspunktet.

En elev, der skifter arbejdsgiver under uddannelsen, vil ved fratræden være berettiget til feriegodtgørelse fra den første arbejdsgiver efter lovens almindelige bestemmelser, mens den nye arbejdsgiver skal give betalt ferie efter denne bestemmelse. Arbejdsgiveren vil derfor eventuelt skulle supplere elevens medbragte feriegodtgørelse op til den normale elevløn på ferietidspunktet. Hvis eleven har optjent feriegodtgørelse for fx 15 dages ferie, og feriegodtgørelsen pr. dag er højere end elevlønnen på ferietidspunktet, skal arbejdsgiveren alligevel betale den fulde elevløn for de feriedage, som eleven ikke har optjent feriegodtgørelse til. ”

Arbejdstilsynet har i en vejledende udtalelse af 19. november 1997 i sag 62.1-00048/97, der er refereret side 1075 i Ferieloven med kommentarer af Tina Eggert Thomsen og Jan Vinge Rasmussen (2013) udtalt, at en elev, som afbryder elevforholdet på et tidspunkt, hvor der mangler 1 ½ år af uddannelsen, og som efter 2 år uden lønindtægt genoptager uddannelsen, ikke har ret til ferie efter reglerne om elever, og at beskyttelsen af eleverne således kun strækker sig til det første og andet hele ferieår samt det første ansættelsesår, men ikke længere.

Procedure

Klager har i klageskriftet anført følgende anbringender:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at A’s ansættelsesforhold hos B blev på begyndt den 1. april 2014, og at A som konsekvens heraf og af bestemmelsen i Ferielovens § 9 var berettiget til betalt ferie i 25 dage i det først og andet hele ferieår, efter at ansættelsesforholdet er begyndt.

Ferielovens § 9 udgør en særregel for elever med en uddannelsesaftale i henhold til lov om erhvervsuddannelser. I henhold til denne særregel har elever ret til 25 dages ferie i det første og andet ferieår efter ansættelsesforholdet er påbegyndt, samt krav på at arbejdsgiveren betaler løn under ferien i det omfang, eleven ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriepenge. Ved formuleringen af bestemmelsen er det specifikt ansættelsesforholdet, der henvises til, og ikke uddannelsesforholdet.

Af forslaget til bestemmelsen i LFF 2000-01-27 fremgår følgende: ”Efter stk. 1 har en elev fortsat ret til 5 ugers betalt ferie både i første og andet hele ferieår efter, at eleven er påbegyndt et ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren”.

Dette er uddybet i det der videre er anført, at ”Efter stk. 1 har en elev forsat ret til 5 ugers betalt ferie både i første og andet hele ferieår efter, at eleven er påbegyndt ansættelsesforholdet hos arbejdsgiveren. Således vil en elev, som er begyndt sin uddannelse på en skole og fx har indgået aftale med en arbejdsgiver for de sidste 2 år af uddannelsen, være berettiget til 25 dages betalt ferie i både det første og andet hele ferieår efter, at eleven er begyndt hos arbejdsgiveren.

Det fremgår endelig, at det er ”den aktuelle arbejdsgiver på ferietidspunktet, som skal betale elevens løn under ferie”.

Efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder har A således ret til betaling for ferie som påstået.

I sagen optrykt i UfR 2009.3007 H lagde Højesteret tilsvarende vægt på bestemmelsens ordlyd i en sag, som omhandlede et (rest)elevforhold på 6 måneder efter et 2 årigt skolepraktikophold, og tilkendte eleven ret til betalt ferie. ”

Indklagede har i svarskriftet anført følgende anbringender:

”Til støtte for påstanden gør indklagede gældende, at A har modtaget løn under ferie i de to første ferieår under hans ansættelse hos X. Når uddannelse afbrydes, er det den nye arbejdsgiver, der indtræder i pligten til at betale ferie, der ikke er optjent men kun i de to første hele ferieår, jf. administrativ praksis, . . . Bestemmelsens formål er, at sikre elever betalt ferie efter skolen i de to første læreår, ikke at en elev ved afbrydelse af elevforholdet kan opnå 2 x 2 ferieårs betalt ferie. Det kan ikke tillægges afgørende betydning, at bestemmelsen bruger betegnelsen ”ansættelsesforholdet”, da dette som det fremgår af forarbejderne, …, ikke er tillagt særskilt betydning, for fortolkningen af bestemmelsen ved flere arbejdsgivere. Det kan derimod ses, at der ved udformningen er tænkt på den situation, hvor en elev skifter læreplads inden for de første to ferieår, idet beskrivelsen … netop bygger på, at første arbejdsgiver afregner feriegodtgørelse, og anden arbejdsgiver ”supplerer elevens medbragte feriegodtgørelse op”, hvilket kun sker, når eleven skifter læreplads i samme ferieår. ”

Klager har i replikken anført følgende yderligere anbringender:

”Bestemmelsen i ferielovens § 9 har sin rod i bestemmelsen i § 7 i lov nr. 273 af 4. juni 1970 om ferie … Af lovforslaget fremgår det af bemærkningerne til § 7, at lærlinge hidtil havde været undtaget fra ferieloven, og i stedet var omfattet af reglerne i den dagældende lærlingelovs § 5, hvorefter der tilkom lærlingen en årlig ferie med løn på 18 dage for hvert læreår samt 1 ½ dag for hver måned den i kontrakten ansatte læretid overskred et antal hele år. Den dagældende § 5 i lov om lærlingeforhold findes i lovforslaget på side 11.

Som det fremgår af bemærkningerne til ferielovens § 7, var årsagen til ændringen, at man anså det for uhensigtsmæssigt, at lærlinge blev holdt uden for ferielovens regler. Da man imidlertid anså det for ”ubilligt”, at der ikke som hidtil sikredes lærlinge med lærekontrakt fuld ferie i det første ferieår efter læreforholdet var påbegyndt, blev bestemmelsen i § 7, den nuværende § 9, indført. Hensigten med lovændringen var således at videreføre lærlingenes rettigheder efter § 5 i lærlingeloven, hvorefter lærlinge havde en ubetinget ret til årlig ferie med løn udgørende 18 arbejdsdage i hvert læreår. Bestemmelsen i ferielovens § 9 må fortolkes i dette lys.

Endvidere gøres det gældende, at indklagedes fortolkning af ferielovens § 9 vil være i strid med rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden … art. 7, hvorefter medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årligt betalt ferie af mindst 4 ugers varighed, i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

Til støtte for synspunktet om at indklagedes fortolkning af § 9 er i strid med direktivet, henvises til kommissionens åbningsskrivelse mod Danmark, sag nr. 2013/4304 …, hvoraf det bl.a. fremgår, at kommissionen finder det direktivstridigt i det omfang den danske ferieordning betyder, at arbejdstagere, der f.eks. efter en ledighedsperiode ikke kan holde (betalt) ferie i det første år, de er ansat eller endnu længere, ikke har mulighed for at udøve deres grundlæggende sociale rettigheder til en minimal årlig betalt ferieperiode, som er garanteret iht. art. 7 i arbejdstidsdirektivet og art. 31 stk.2 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Som det bl.a. fremgår af Højesterets dom, optrykt i UfR 2014.914 … påhviler det efter EU domstolens faste praksis de nationale domstole ved anvendelsen af nationale retsforskrifter ”i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål for at fremkalde det resultat, der tilsigtes med direktivet, og fro dermed at handle i overensstemmelse med art. 288, stk. 3, TEUF, jf. bl.a. EU-domstolens dom af 24. januar 2012 i C-282/10 (Dominguez), præmis 24. ”. Højesteret anfører videre, at forpligtelsen ikke kan tjene som grundlag for en fortolkning ”contra legem” af national ret. En direktivkonform fortolkning vil imidlertid ikke i nærværende sag være contra legem ift. ferielovens § 9, men tværtimod i fuld overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd. ”

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres anbringender.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

3 voterende udtaler :

Lærlinges ferierettigheder var indtil 1970 reguleret i lærlingeloven, der sikrede dem ret til ferie med løn under hele uddannelsesforholdet. Da lærlinge i 1970 blev omfattet af ferieloven, blev der indsat en bestemmelse i ferielovens § 7, nu § 9, som fraveg det almindelige optjeningsprincip for lærlinge i den hensigt at sikre lærlingene ferie med løn under hele uddannelsen som hidtil. Der er i forarbejderne til ferieloven intet der tyder på, at der med den nugældende formulering af § 9 skulle være tilsigtet en ændring i elevers ret til ferie med løn under uddannelsen. Vi finder på den baggrund, at formuleringen i § 9 om ret til ferie med løn ”i det første og andet hele ferieår” mv. alene er udtryk for en tilpasning til ferielovens optjeningsprincip, idet elever efter disse ferieår under normale omstændigheder vil have optjent ret til ferie med fuld løn hos denne eller - ved skift af praktiksted under uddannelsen – hos en tidligere arbejdsgiver. Der er ikke grundlag for at antage, at denne særlige ret for elever til fuld løn under ferie i hele uddannelsesperioden skulle fortabes, fordi eleven afbryder sin uddannelse efter de to første ferieår og genoptager uddannelsen på et senere tidspunkt, hvor han ikke har optjent ret til løn under ferie andetsteds.

Herefter stemmer vi for at give eleven medhold i den nedlagte påstand.

To voterende udtaler:

Af de grunde, der er anført af indklagede, finder vi i overensstemmelse med Arbejdstilsynets vejledende udtalelse af 19. november 1997, at beskyttelsen af elever kun strækker sig til det første og andet hele ferieår samt det første ansættelsesår.

Vi stemmer på denne baggrund for at frifinde indklagede.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

T h i b e s t e m m e s:

B skal inden 14 dage betale 20.387 kr. til A.