Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Forældremyndighed
Kapitel 2 Samvær
Kapitel 3 Midlertidige afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl
Kapitel 4 Vejledningsmøde
Kapitel 5 Børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling
Kapitel 6 Inddragelse af barnet ved en samtale
Kapitel 7 Varslingspligt ved flytning
Kapitel 8 Sager efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
Kapitel 9 Digital selvbetjening
Kapitel 10 Klage m.v.
Kapitel 11 Ikrafttrædelse
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.

I medfør af § 42 og § 45, stk. 3, i forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1820 af 23. december 2015, fastsættes:

Kapitel 1

Forældremyndighed

Anmeldelse til statsforvaltningen af aftaler om forældremyndighed

§ 1. Anmeldelse til statsforvaltningen af en aftale om fælles forældremyndighed, jf. lovens § 9, ophør af fælles forældremyndighed, jf. lovens § 10, eller overførsel af forældremyndighed fra den ene forælder til den anden, jf. lovens § 13, stk. 1, skal ske ved digital selvbetjening eller på en godkendt blanket, jf. § 27.

Stk. 2. Hvis barnet er født i udlandet, skal der ved aftale om fælles forældremyndighed og ved aftale om overførsel af forældremyndigheden fra den ene forælder til den anden vedlægges eller vedhæftes dokumentation for, at aftalen angår et fælles barn.

Stk. 3. Anmeldelse skal ske senest 2 måneder efter, at den første af forældrene har underskrevet anmeldelsen. Når statsforvaltningen har modtaget anmeldelsen med bilag, jf. stk. 2, i underskrevet og dateret stand, er anmeldelse sket. En bekræftelse om modtagelse af en digitalt indgivet anmeldelse eller en kopi af anmeldelsesblanketten udleveres til forældrene efter anmeldelsen. Dokumentet skal inden udlevering til forældrene påtegnes af statsforvaltningen.

Stk. 4. Anmeldelse af aftale om ophør af fælles forældremyndighed eller overførsel af forældremyndigheden fra den ene forælder til en anden, som er indgået før barnets fødsel, eller anmeldelse af en tidsbegrænset eller i øvrigt betinget aftale om forældremyndighed kan ikke modtages.

Statsforvaltningens godkendelse af aftaler om forældremyndighed

§ 2. Ved anmodning om godkendelse af en aftale om overførsel af forældremyndighed mellem andre end barnets forældre, jf. lovens § 13, stk. 2, indkalder statsforvaltningen parterne til et møde og vejleder dem om aftalens retsvirkninger.

Stk. 2. Hvis barnet er født i udlandet, skal der vedlægges eller vedhæftes dokumentation for forældreskabet til barnet. Skal forældremyndigheden tillægges et ægtepar i forening, skal der vedlægges eller vedhæftes dokumentation for ægteskabet.

Stk. 3. Hvis der ydes vederlag ved overførsel af forældremyndigheden, skal der oplyses herom i anmodningen.

Stk. 4. Det møde, som er nævnt i stk. 1, kan tidligst afholdes 3 måneder efter barnets fødsel.

Stk. 5. Statsforvaltningen kan anmode kommunen om en udtalelse om parterne og om barnet.

§ 3. Hvis der ydes vederlag ved overførsel af forældremyndighed, afgør statsforvaltningen, om vederlaget skal indsættes i en godkendt forvaltningsafdeling som tilhørende barnet, jf. dog værgemålslovens § 35 og bekendtgørelse om værgemål §§ 35 og 36, og underretter i så fald forvaltningsafdelingen herom.

Stk. 2. Ydes der vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til indehaveren af forældremyndigheden, kan aftalen ikke godkendes.

§ 4. Skal der før afgørelse efter lovens § 13, stk. 2, indhentes erklæring fra den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, jf. lovens § 36, stk. 1, skal statsforvaltningen vejlede den pågældende om muligheden for at få overført forældremyndigheden efter lovens § 14.

Stk. 2. Er betingelserne for at godkende en aftale om overførsel af forældremyndighed efter lovens § 13, stk. 2, opfyldt trods en indsigelse fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, meddeler statsforvaltningen forældrene, at den vil godkende aftalen efter udløbet af en frist, som statsforvaltningen har fastsat. Indbringes sagen for Ankestyrelsen inden udløbet af denne frist, må aftalen ikke godkendes, før denne sag er afgjort.

§ 5. Parterne indkaldes til at møde samtidigt til det møde, der er nævnt i § 2, stk. 1. Statsforvaltningen kan dog indkalde parterne til at møde hver for sig, hvis statsforvaltningen vurderer, at dette er mere hensigtsmæssigt, navnlig på grund af geografiske forhold.

Stk. 2. Har en af parterne eller begge parter bopæl eller ophold i Grønland, på Færøerne eller i udlandet, kan statsforvaltningen anmode Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne eller en dansk repræsentation om at afholde mødet.

§ 6. Udebliver parterne fra det møde, der er nævnt i § 2, stk. 1, anses anmodningen som bortfaldet. Udebliver en af parterne, indkaldes parterne til et nyt møde, medmindre det konstateres, at anmodningen er bortfaldet. Udebliver parterne eller en af dem fra det andet møde, anses anmodningen som bortfaldet.

Statsforvaltningens behandling af en sag om forældremyndighed efter dødsfald

§ 7. Under behandlingen af en sag om forældremyndighed efter dødsfald, jf. lovens §§ 15 og 15 a, skal statsforvaltningen spørge skifteretten, om afdøde efter lovens § 16 har tilkendegivet, hvem der bør have tillagt forældremyndigheden.

Stk. 2. Statsforvaltningen kan anmode kommunen om en udtalelse om parterne og om barnet.

Stk. 3. Skal statsforvaltningen indhente erklæring fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, jf. lovens § 36, stk. 1, vejleder statsforvaltningen den pågældende om muligheden for at få tillagt forældremyndigheden efter lovens §§ 14, 15 og 15 a.

Anmeldelse til retten af aftaler om forældremyndighed

§ 8. Sker anmeldelse til retten af en aftale om fælles forældremyndighed, jf. lovens § 9, ophør af fælles forældremyndighed, jf. lovens § 10, eller overførsel af forældremyndighed fra den ene forælder til den anden, jf. lovens § 13, stk. 1, tilføres dette retsbogen og udskrift heraf udleveres til forældrene. § 1, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 2

Samvær

Midlertidige afgørelser om samvær

§ 9. Statsforvaltningen skal træffe en midlertidig afgørelse efter lovens § 29 hurtigst muligt, jf. dog § 10.

Midlertidigt kontaktbevarende samvær

§ 10. Anmoder en forælder om fastsættelse af samvær, og har denne forælder trods en hidtil jævnlig kontakt ikke aktuel kontakt med barnet, skal statsforvaltningen hurtigst muligt og inden 3 uger træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær, jf. lovens § 29 a, medmindre der er begrundet tvivl om, at samvær er bedst for barnet.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis den, der anmoder om samvær, meddeler statsforvaltningen, at midlertidigt kontaktbevarende samvær ikke ønskes fastsat.

Stk. 3. Samvær efter stk. 1 fastsættes som anført i nr. 1-4, jf. dog stk. 4:

1) Barnet er ikke fyldt 1 år: Der er samvær 1-2 timer hver uge lørdag eller søndag samt 1-2 timer en hverdag hver uge efter statsforvaltningens nærmere bestemmelse.

2) Barnet er 1-3 år: Der er samvær hver anden lørdag eller søndag kl. 10-17 samt en hverdag i den modsatte uge kl. 16-18.

3) Barnet er 4-6 år: Der er samvær hver anden uge fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 17.

4) Barnet er fyldt 7 år: Der er samvær hver anden uge fra fredag kl. 17 til søndag kl. 17.

Stk. 4. Stk. 3 kan kun fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Automatisk erstatningssamvær

§ 11. Hvis et aftalt eller fastsat samvær ikke gennemføres, er der samvær i den efterfølgende uge i det omfang og på det tidspunkt og de vilkår, som er aftalt eller fastsat (automatisk erstatningssamvær), jf. dog stk. 2 og 3. Automatisk erstatningssamvær efter 1. pkt. forudsætter:

1) at den manglende gennemførelse af det fastsatte eller aftalte samvær ikke skyldes samværsforælderens forhold, og

2) at samværsforælderen straks efter, at samværet ikke er blevet gennemført, giver bopælsforælderen meddelelse om, at han eller hun ønsker automatisk erstatningssamvær.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke ferie- og helligdagssamvær, overvåget samvær samt samvær, der efter aftalen eller afgørelsen skal foregå på bestemte tidspunkter, der ikke følger en nærmere fastlagt plan.

Stk. 3. Der er ikke automatisk erstatningssamvær efter stk. 1 i følgende situationer:

1) Samværet falder helt eller delvist sammen med et fastsat eller aftalt samvær.

2) Samværet falder helt eller delvist sammen med en ferie- eller helligdagsperiode, hvor barnet som følge af samværsafgørelsen eller -aftalen skal være hos bopælsforælderen.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, når et automatisk erstatningssamvær efter stk. 1 ikke gennemføres.

§ 12. Afgørelser om samvær skal indeholde bestemmelse om automatisk erstatningssamvær efter § 11, stk. 1, og forældre, som indgår aftale om samvær i statsforvaltningen, skal vejledes om automatisk erstatningssamvær.

Overvåget samvær

§ 13. Statsforvaltningen skal sikre, at der er mulighed for overvåget samvær, når det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde.

Stk. 2. Forældrene skal ikke betale for overvågningen.

Transport

§ 14. Forældrene tilrettelægger transporten af barnet i forbindelse med samvær uden inddragelse af statsforvaltningen.

Stk. 2. Statsforvaltningen kan efter anmodning i helt særlige tilfælde fastsætte vilkår om fordelingen af forældrenes ansvar for transporten.

Kapitel 3

Midlertidige afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl

§ 15. Statsforvaltningen skal træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndighed og barnets bopæl efter lovens §§ 26 og 28 hurtigst muligt og så vidt muligt inden 4 uger.

Kapitel 4

Vejledningsmøde

§ 16. Når statsforvaltningen indkalder forældrene til et møde, jf. lovens § 31 a, stk. 1, skal statsforvaltningen orientere forældrene om, at det er obligatorisk at deltage i mødet, jf. lovens § 31 a, stk. 2. Statsforvaltningen skal samtidig fastsætte en frist for modtagelse af modpartens bemærkninger til ansøgningen og orientere forældrene om, at manglende medvirken til behandling af sagen kan medføre, at statsforvaltningen træffer afgørelse i overensstemmelse med ansøgningen, eller at ansøgningen anses som bortfaldet.

Kapitel 5

Børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling

§ 17. Statsforvaltningen kan fastsætte en frist for accept af tilbud om rådgivning eller konfliktmægling.

§ 18. Rådgivning efter lovens § 32 a skal gennemføres inden det tidspunkt, som fogedretten har udsat sagen til. Statsforvaltningen skal straks efter underretning fra fogedretten fremsætte rådgivningstilbud til forældrene.

Stk. 2. Rådgivning efter stk. 1 gennemføres med hver af forældrene på deres bopæl. Rådgivning kan dog efter anmodning fra forældrene, eller hvis statsforvaltningen vurderer det hensigtsmæssigt, gennemføres i statsforvaltningen.

§ 19. Forældrene og barnet skal samtidig med fremsættelse af tilbud om rådgivning orienteres om indholdet af § 21, stk. 1-4.

Stk. 2. Rådgivning er ikke betinget af, at begge forældre deltager. Indkaldelse til rådgivning skal ske, blot en af forældrene eller barnet vil deltage. Statsforvaltningen kan afslå rådgivning med den, der udebliver fra et møde om rådgivning. Må rådgivningen anses som formålsløs, hvis ikke begge forældre deltager, kan statsforvaltningen endvidere afslå rådgivning.

Stk. 3. Statsforvaltningen tilrettelægger rådgivningen og bestemmer dens omfang.

Stk. 4. Statsforvaltningens behandling af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær sættes i bero, indtil rådgivningen er afsluttet. Statsforvaltningen kan dog træffe midlertidig afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.

Stk. 5. Ved rådgivning efter lovens § 32 a gælder stk. 4 ikke.

§ 20. Forældrene skal samtidig med fremsættelse af tilbud om konfliktmægling orienteres om indholdet af § 21, stk. 1, 2 og 6.

Stk. 2. Konfliktmæglingen er betinget af, at begge forældre deltager.

Stk. 3. Statsforvaltningen tilrettelægger konfliktmæglingen og bestemmer dens omfang.

Stk. 4. Statsforvaltningens behandling af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær sættes i bero, indtil konfliktmæglingen er afsluttet. Statsforvaltningen kan dog træffe midlertidig afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.

§ 21. Der må ikke til brug for statsforvaltningens afgørelse af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær indhentes oplysninger, som forældrene eller barnet har givet under rådgivning eller konfliktmægling. Sådanne oplysninger må heller ikke af den børnesagkyndige eller mægleren videregives til brug for afgørelsen, jf. dog stk. 2. Internt arbejdsmateriale vedrørende sådanne oplysninger må heller ikke udleveres til forældrene eller barnet.

Stk. 2. Når konfliktmægling eller rådgivning er afsluttet, skal mægleren eller den børnesagkyndige orientere sagsbehandleren om, hvorvidt forældrene er blevet enige, eller om statsforvaltningen skal fortsætte sagsbehandlingen. Ved rådgivning efter lovens § 32 a skal den børnesagkyndige orientere statsforvaltningen og fogedretten om, i hvilket omfang der er gennemført rådgivning, og om eventuelle aftaler der er indgået under rådgivningen. Såfremt rådgivningen ikke har ført til enighed mellem forældrene, orienterer den børnesagkyndige også statsforvaltningen og fogedretten herom.

Stk. 3. Hvis forældrene eller barnet giver samtykke til, at oplysninger om den pågældende indhentes eller videregives fra rådgivningen, gælder stk. 1 ikke.

Stk. 4. Forældrene kan anmode statsforvaltningens sagsbehandler om at deltage i rådgivningen. Hvis sagsbehandleren deltager, gælder stk. 1 ikke.

Stk. 5. Statsforvaltningen kan vejlede forældrene om muligheden for at aftale, at der på baggrund af rådgivningen udarbejdes en sagkyndig udtalelse til brug for sagens videre behandling.

Stk. 6. Er forældrene enige herom, kan de anmode om, at en skriftlig aftale indgået under konfliktmæglingen videregives til statsforvaltningens sagsbehandler.

Kapitel 6

Inddragelse af barnet ved en samtale

§ 22. Hvis statsforvaltningen beslutter, at barnet skal inddrages i en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær gennem en samtale med barnet, skal denne samtale afholdes af en børnesagkyndig.

Stk. 2. Barnet skal tilbydes rådgivning i forbindelse med samtalen.

Stk. 3. Forældrene skal forud for afholdelsen af samtalen orienteres om samtalens karakter og betydning, medmindre det vurderes at være unødvendigt.

Kapitel 7

Varslingspligt ved flytning

§ 23. Varsling ved flytning efter lovens § 18 sker mellem forældrene uden inddragelse af statsforvaltningen.

Kapitel 8

Sager efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen

Overførsel af kompetence

§ 24. En anmodning fra en udenlandsk myndighed om overførsel af kompetence efter artikel 8 eller 9 i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen indgives til statsforvaltningen, medmindre den sag, som anmodningen vedrører, er indbragt for retten.

Attest om forældremyndighed

§ 25. Efter anmodning fra en forældremyndighedsindehaver kan statsforvaltningen udstede en attest om forældremyndigheden over et barn, der har bopæl i Danmark, når forældremyndigheden følger af dansk ret.

Stk. 2. Attesten udstedes på en godkendt blanket.

§ 26. Statsforvaltningen kan tilbagekalde en attest udstedt efter § 25, hvis forholdene har ændret sig, eller hvis indholdet af attesten ikke er korrekt.

Kapitel 9

Digital selvbetjening

§ 27. Anmeldelse af en aftale efter lovens §§ 9, 10 og 13 og anmodning om en afgørelse efter lovens §§ 11, 14 og 17, § 19, stk. 1-3, §§ 20, 20 a, 21, 22 og 25 skal indgives til statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. lovens § 31, stk. 2. En anmeldelse af en aftale efter lovens §§ 9, 10 og 13 skal underskrives digitalt af begge parter.

Stk. 2. Skal en anmeldelse efter § 1, stk. 1, ikke indgives ved digital selvbetjening, jf. lovens § 31, stk. 3 eller 4, skal anmeldelsen ske på en godkendt blanket. Blanketten skal underskrives af begge parter.

Kapitel 10

Klage m.v.

§ 28. Ankestyrelsen behandler klager over statsforvaltningens afgørelser, der er omfattet af lovens § 41, stk. 1 og 4, artikel 8 og 9 i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og § 25, stk. 1, og § 26 i denne bekendtgørelse. Klage indgives til statsforvaltningen, der videresender klagen og sagens akter til Ankestyrelsen.

Stk. 2. Statsforvaltningen behandler klager over afgørelser truffet af myndigheder, institutioner m.v. efter lovens § 23, stk. 2, medmindre afgørelsen er truffet af sundhedsvæsenet.

§ 29. Statsforvaltningen kan genoptage behandlingen af en påklaget afgørelse, hvis:

1) klagen indeholder en ansøgning, som statsforvaltningen ikke har taget stilling til,

2) klagen indeholder væsentlige nye oplysninger,

3) der foreligger væsentlige oplysninger, som statsforvaltningen ikke har taget stilling til, eller

4) der er begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.

Stk. 2. Klageren kan til Ankestyrelsen påklage statsforvaltningens beslutning om at genoptage sagen.

Kapitel 11

Ikrafttrædelse

§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1856 af 23. december 2015 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. ophæves.

Social- og Indenrigsministeriet, den 22. februar 2016

Karen Ellemann

/ Malene Vestergaard