Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde
Kapitel 2 Indtægtsrammer for vandselskaber med en debiteret årlig vandmængde over 800.000 m3
Kapitel 3 Regnskabsmæssig kontrolramme for vandselskaber med en debiteret årlig vandmængde på højst 800.000 m3
Kapitel 4 Totaløkonomisk benchmarking
Kapitel 5 Effektiviseringskrav
Kapitel 6 Pristalsregulering og produktivitetsudvikling
Kapitel 7 Tillæg m.v.
Kapitel 8 Henlæggelse
Kapitel 9 Kontrol m.v.
Kapitel 10 Indfasning til fireårig regulering
Kapitel 11 Større vandselskaber
Kapitel 12 Mindre vandselskaber
Kapitel 13 Krydsende vandselskaber
Kapitel 14 Fusion
Kapitel 15 Årsregnskab, regnskabsaflæggelse og indberetning
Kapitel 16 Straf
Kapitel 17 Overgangsbestemmelser og ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber (Udmøntning af vandsektorforliget)

I medfør af § 2, stk. 5, § 3, stk. 4, § 4, stk. 4, § 7, stk. 2, § 8, § 9, stk. 5, § 11, stk. 4, § 15, stk. 3, § 18, stk. 3, § 20, § 25 og § 30, stk. 2, i lov nr. 469 af 12. juni 2009 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, som ændret ved lov nr. 132 af 16. februar 2016, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved fastsættelse af indtægtsrammer og regnskabsmæssige kontrolrammer for vandselskaber omfattet af lovens §§ 6 og 6 a, jf. dog lovens § 15, stk. 2.

Stk. 2. Fastsættelse af indtægtsramme og regnskabsmæssig kontrolramme omfatter vandselskabets hovedvirksomhed i forbindelse med indvinding, behandling, transport og levering af vand mod betaling, herunder også salg af vand til andre vandselskaber, samt transport, behandling og afledning af spildevand mod betaling, slamforbrænding for andre spildevandsanlæg og behandling af spildevand fra tømningsordninger.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for vandselskabers modtagelse af tilskud fra fonde, som blandt andet har til formål at yde økonomisk støtte til projekter inden for vandsektoren, herunder til teknologiudvikling.

§ 2. Vandselskaber, der bliver omfattet af lovens § 2, stk. 1, skal senest den 1. marts i det efterfølgende år anmelde dette til Forsyningssekretariatet.

Definitioner

§ 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Økonomiske rammer: Fællesbetegnelse for de etårige indtægtsrammer og regnskabsmæssige kontrolrammer, der fastsættes for vandselskaber omfattet af lovens §§ 6 og 6 a.

2) En reguleringsperiode: Den periode, for hvilken et vandselskab samlet har fået udmeldt økonomiske rammer for op til fire år.

3) En kontrolperiode: Den periode, der løber fra året før reguleringsperiodens start til året før reguleringsperiodens slutning.

4) Totaløkonomi: Vandselskabets samtlige omkostninger til vandselskabets hovedaktiviteter.

5) Faktiske driftsomkostninger: Alle vandselskabets driftsomkostninger, herunder omkostninger til almindelig vedligeholdelse.

6) Anlægsomkostninger: De årlige lineære afskrivninger på anlægsomkostningen beregnet på baggrund af standardlevetider i pris- og levetidskataloget.

7) Finansielle omkostninger: Renteomkostninger, gebyrer, garantiprovision, tab ved erhvervelse af værdipapirer, tab ved finansielle aktiver samt værdiforskydninger ved betalte afdrag.

8) Historisk over-/underdækning: Vandselskabernes opsparede likvide midler eller kortfristede gældsposter pr. 31. december 2010.

Kapitel 2

Indtægtsrammer for vandselskaber med en debiteret årlig vandmængde over 800.000 m3

§ 4. Forsyningssekretariatet fastsætter for hvert år senest den 15. oktober en indtægtsramme, jf. lovens § 6, for vandselskaber, som har en årligt debiteret vandmængde over 800.000 m3, jf. dog kapitel 13. Forsyningssekretariatet sender udkast til fastsættelse af indtægtsrammen i høring senest den 15. september.

Stk. 2. Forsyningssekretariatet udmelder indtægtsrammerne samlet til vandselskaber, jf. stk. 1, for en reguleringsperiode på 4 år, jf. dog § 16, stk. 2 og § 17, stk. 4.

Kapitel 3

Regnskabsmæssig kontrolramme for vandselskaber med en debiteret årlig vandmængde på højst 800.000 m3

§ 5. Forsyningssekretariatet fastsætter for hvert år senest den 15. oktober en regnskabsmæssig kontrolramme, jf. lovens § 6 a, for vandselskaber, som har en årligt debiteret vandmængde på højst 800.000 m3, jf. dog kapitel 13. Forsyningssekretariatet sender udkast til fastsættelse af den regnskabsmæssige kontrolramme i høring senest den 15. september.

Stk. 2. Forsyningssekretariatet udmelder de regnskabsmæssige kontrolrammer samlet til vandselskaber, jf. stk. 1, for en reguleringsperiode på 4 år, jf. dog § 16, stk. 2.

Kapitel 4

Totaløkonomisk benchmarking

§ 6. Forsyningssekretariatet foretager totaløkonomisk benchmarking af vandselskaber med en årlig debiteret vandmængde over 800.000 m3, jf. lovens § 4, stk. 1, samt af vandselskaber, der frivilligt deltager i den totaløkonomiske benchmarking, jf. lovens § 4, stk. 3.

Stk. 2. Vandselskaber omfattet af stk. 1, skal hvert andet år senest den 15. april indberette oplysninger om vandselskabets økonomiske forhold til Forsyningssekretariatet, jf. lovens § 4, stk. 2. Indberetning skal ske for hver forsyningsart for sig. Spildevandsforsyningsselskaberne skal indberette oplysningerne i ulige år, og vandforsyningsselskaber skal indberette oplysningerne i lige år.

Stk. 3. Andre vandselskaber omfattet af lovens § 2, stk. 1, kan deltage i den totaløkonomiske benchmarking, jf. lovens § 4, stk. 3, hvis vandselskabet giver meddelelse herom til Forsyningssekretariatet senest den 15. marts i det år, hvor benchmarkingen gennemføres for den pågældende forsyningsart, jf. stk. 2. Resultatet af den økonomiske benchmarking kan ikke få indflydelse på selskabets regnskabsmæssige kontrolramme.

§ 7. Forsyningssekretariatet udarbejder grundlaget og metoden for den totaløkonomiske benchmarking, og kan ændre metoden. Forsyningssekretariatet inddrager vandforsynings- og spildevandsforsyningssektoren samt andre relevante aktører forud for ændring af metoden for den totaløkonomiske benchmarking.

Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren godkender efter indstilling fra Forsyningssekretariatet grundlaget og metoden for den totaløkonomiske benchmarking, jf. stk. 1, samt ændringer heraf.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet offentliggør hvert år senest den 1. august, jf. dog § 16, stk. 6, den godkendte metode til den totaløkonomiske benchmarking, jf. stk. 2. Forsyningssekretariatet offentliggør endvidere, hvordan vandselskabers effektivitet vil blive vurderet på grundlag af metoden.

Stk. 4. Forsyningssekretariatet offentliggør senest den 15. september i det år, hvor benchmarkingen gennemføres, jf. § 6, stk. 3, grænsen for, hvornår et vandselskab betragtes som effektivt, jf. dog § 16, stk. 6.

Stk. 5. Forsyningssekretariatets offentliggørelse af resultaterne af den totaløkonomiske benchmarking og afgørelserne om fastsættelse af de økonomiske rammer, jf. lovens § 11, stk. 2 og 3, skal ske på Forsyningssekretariatets hjemmeside.

§ 8. Forsyningssekretariatet kan tage hensyn til en eller flere af et vandselskabs omkostninger i den totaløkonomiske benchmarking, når en omkostning er særlig og har økonomisk betydning for vandselskabet.

Kapitel 5

Effektiviseringskrav

§ 9. Forsyningssekretariatet korrigerer indtægtsrammerne med et individuelt effektiviseringskrav, jf. lovens § 6, stk. 5, for de vandselskaber, som i benchmarkingen ikke har opnået en effektivitet, som er højere end den i henhold til § 7, stk. 4, offentliggjorte effektiviseringsgrænse. Indtægtsrammerne korrigeres herefter med et generelt effektiviseringskrav, jf. lovens § 6, stk. 3. Det generelle effektiviseringskrav, jf. lovens § 6, stk. 3, nr. 1, udgør 2 pct. af de driftsomkostninger, der indgår i det enkelte vandselskabs indtægtsramme for 2017, jf. dog stk. 3. Det generelle effektiviseringskrav, jf. lovens § 6, stk. 3, nr. 2, udgør en procentdel af de anlægsomkostninger, som indgår i grundlaget for indtægtsrammen for 2017, jf. dog stk. 3. Procentdelen fastsættes i overensstemmelse med § 10, stk. 2.

Stk. 2. Til brug for fastsættelsen af det generelle årlige effektiviseringskrav, jf. lovens § 6 stk. 3, betragtes finansielle omkostninger som anlægsomkostninger.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet korrigerer de regnskabsmæssige kontrolrammer efter lovens § 6 a, stk. 3, med et generelt effektiviseringskrav, som udgør 1,7 pct. af drifts- og anlægsomkostningerne, jf. dog stk. 4, der indgår i det enkelte vandselskabs kontrolramme for 2017.

Stk. 4. Korrektionen efter stk. 1 og 3, omfatter ikke vandselskabets omkostninger til akkumuleret restskat, afgift til Forsyningssekretariatet, køb af produkter og ydelser fra andre vandselskaber reguleret af vandsektorloven, skatter og afgifter, tjenestemandspensioner, erstatninger, vandsamarbejder etableret i medfør af § 48 i vandforsyningsloven, betaling til projektejers medfinansieringsprojekter og force majeure, samt undersøgelsesudgifter i forbindelse med fusion.

Stk. 5. Forsyningssekretariatet justerer den økonomiske ramme for et vandselskab ved ændringer af de omkostninger, som er omfattet af § 9, stk. 4, såfremt vandselskabet giver Forsyningssekretariatet meddelelse herom i forbindelse med indsendelse af årsregnskabet, jf. § 15, stk. 1.

Stk. 6. Forsyningssekretariatet fastsætter indtægtsrammen eller den regnskabsmæssige kontrolramme efter et skøn, jf. lovens § 6, stk. 7, eller § 6 a, stk. 4, for vandselskaber, der ikke har givet Forsyningssekretariatet de pligtige oplysninger. Forsyningssekretariatet kan ved den skønsmæssige fastsættelse undlade at tage hensyn til omkostninger, som nævnt i stk. 4. For vandselskaber, som ikke indberetter oplysninger, jf. lovens § 4, stk. 2, kan det individuelle effektiviseringskrav fastsættes til op til 2 pct. af indtægtsrammen, jf. lovens § 6, stk. 5.

Kapitel 6

Pristalsregulering og produktivitetsudvikling

§ 10. Forsyningssekretariatet pristalsregulerer årligt indtægtsrammerne, jf. lovens § 6, og de regnskabsmæssige kontrolrammer, jf. lovens § 6 a, med et indeks, der er sammenvejet af 35 pct. af omkostningsindeks for anlæg (BYG 6, undergruppen »Jordarbejde mv.«), 15 pct. af omkostningsindeks for anlæg (BYG 6, undergruppen »Asfaltarbejde.«), 30 pct. af byggeomkostningsindeks for boliger (BYG 4) og 20 pct. af et simpelt gennemsnit af prisindeks for indenlandsk vareforsyning (PRIS 11, undergruppe »Væskepumper også med målere; væskeelevatorer« samt »Haner, ventiler og lignende tilbehør til rørledninger, kedler, kar o.l.«).

Stk. 2. Forsyningssekretariatet beregner årligt produktivitetsudviklingen, jf. lovens § 6, stk. 3, nr. 2, som et vægtet gennemsnit i timeproduktivitetsudviklingen i bygge- og anlægssektoren, som indgår med 70 pct., og timeproduktivitetsudviklingen i den markedsmæssige økonomi, som indgår med 30 pct. Det vægtede gennemsnit beregnes ud fra oplysninger om det rullende fem års gennemsnit i timeproduktivitetsudviklingen, som er tilgængelige på tidspunktet for fastsættelse af de økonomiske rammer.

Stk. 3. Beregningerne efter stk. 1 og 2, foretages på baggrund af oplysninger offentliggjort af Danmarks Statistik. Forsyningssekretariatet kan anvende tilsvarende kategorier eller oplysninger i beregningsgrundlaget efter stk. 1 og 2, hvis Danmarks Statistik foretager ændringer.

Stk. 4. Den beregnede pristalsregulering og produktivitetsudvikling offentliggøres hvert år senest den 1. juli på Forsyningssekretariatets hjemmeside.

Kapitel 7

Tillæg m.v.

§ 11. Et vandselskabs økonomiske ramme kan øges med et tillæg, der udgør vandselskabets samlede afholdte omkostninger, inklusiv omkostninger efter stk. 5, eller meromkostninger til statsligt eller kommunalt fastsatte, pålagte eller godkendte mål, såfremt disse omkostninger overstiger enten 1 pct. af den fastsatte økonomiske ramme for det pågældende år eller 500.000 kr. inden for et kalenderår.

Stk. 2. Et vandselskabs økonomiske ramme kan endvidere øges med et tillæg, der udgør vandselskabets nødvendige omkostninger eller erstatninger i forbindelse med flytning af forsyningsledninger, herunder i forbindelse med etablering, regulering eller omlægning af veje, stier og banestrækninger.

Stk. 3. Et vandselskab, der i et kalenderår har afholdt omkostninger, der berettiger til et tillæg, jf. stk. 1, 2 eller 4, skal indsende dokumentation til Forsyningssekretariatet, jf. § 15, stk. 2, herunder om fordelingen på drifts- og anlægsomkostninger.

Stk. 4. Et vandselskab kan efter ansøgning til Forsyningssekretariatet få øget den økonomiske ramme med et tillæg, såfremt vandselskabet kan godtgøre, at der som følge af en udvidelse af forsyningsområdet eller håndterede vandmængder sker en væsentlig forøgelse af vandselskabets årlige drifts- eller anlægsomkostninger. Forsyningssekretariatet fastsætter tillæggets størrelse.

Stk. 5. Et vandselskabs økonomiske ramme kan øges med et tillæg, der udgør vandselskabets årlige omkostninger til et medfinansieringsprojekt, som opfylder betingelserne i bekendtgørelse om spildevandsforsyningsselskabers medfinansiering af kommunale og private projekter vedrørende tag- og overfladevand (medfinansieringsbekendtgørelsen). Tillægget kan ved fordyrelse eller udvidelse af medfinansieringsprojektet øges med de derved forøgede omkostninger, jf. §11 og § 12 i medfinansieringsbekendtgørelsen.

Stk. 6. Et vandselskabs økonomiske ramme kan efter ansøgning til Forsyningssekretariatet øges med et supplerende investeringstillæg, når likviditeten ikke er tilstrækkelig til at kunne finansiere afdrag og renter på selskabets lånefinansierede investeringer samt afdrag og renter på eventuelle yderligere lån, som selskabet optager til betaling af investeringer, køb af grunde, bortskaffelse af aktiviteter, der er taget ud af drift, og reetablering som følge heraf, samt til delvis tilbagebetaling af tilslutningsbidrag ved etablering af alternativ bortskaffelse af tag- og overfladevand. Forsyningssekretariatet fastsætter størrelsen af det supplerende investeringstillæg.

Stk. 7. En eventuel ansøgning om et supplerende investeringstillæg indgives senest den 15. april, jf. § 15, samtidig med vandselskabets indberetning til brug for kontrol med overholdelse af den økonomiske ramme. Med ansøgningen indsendes dokumentation for, at betingelserne i stk. 6 er opfyldte.

Stk. 8. Vandselskabet kan anmode Forsyningssekretariatet om en forhåndsgodkendelse af, at betingelserne for at få et tillæg til den økonomiske ramme er opfyldte.

Stk. 9. Et vandselskabs økonomiske ramme kan ikke øges med tillæg til omkostninger forbundet vandselskabets ordinære drift, indbetaling til en fond eller indbetaling til en brancheorganisation i form af kontingent.

Stk. 10. Tilskud, jf. § 1, stk. 3, fordrer ikke tillæg til og påvirker ikke den økonomiske ramme.

Stk. 11. Tillæg til vandselskabers økonomiske ramme omfattes af effektiviseringskrav, jf. kapitel 5, bortset fra omkostninger, som er omfattet af § 9, stk. 4.

Stk. 12. Tillæg til anlægsomkostninger omfatter vandselskabets finansielle omkostninger hertil.

Stk. 13. Pris- og levetidskataloget indeholder standardpriser og standardlevetider for komponenter i vandforsyninger og spildevandsforsyninger. Forsyningssekretariatet fastlægger levetid af anlægsaktiver, for hvilke, der ikke er fastsat standardlevetider.

Stk. 14. Forsyningssekretariatet kan revidere pris- og levetidskataloget. Forsyningssekretariatet inddrager branchen ved revision af kataloget, herunder ved høring.

§ 12. Såfremt omfanget af et mål, jf. § 11, stk. 1, udvidelse af forsyningsområdet, jf. § 11, stk. 4 eller betaling til medfinansieringsprojekter, jf. § 11, stk. 5, som har udløst et tillæg til den økonomiske ramme, nedsættes eller bortfalder, reducerer Forsyningssekretariatet den økonomiske ramme tilsvarende. Reduktionen har virkning for den følgende reguleringsperiode.

Stk. 2. Vandselskaber skal give meddelelse til Forsyningssekretariatet, når omkostningerne til tillæg, jf. stk. 1, nedsættes eller bortfalder.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet kan justere den økonomiske ramme, hvis aktiviteter eller omkostninger i et vandselskab ændres væsentligt.

§ 13. Forsyningssekretariatet kan efter ansøgning fra et vandselskab dispensere fra den fastsatte økonomiske ramme i tilfælde af uforudsete hændelser, herunder pludseligt opståede brud, kollaps, brand, terror, uheld eller pludseligt opståede eller konstaterede forureninger, hvis omkostningerne forbundet med hændelsen overstiger 3 pct. af vandselskabets faktiske driftsomkostninger. Meddelelse om dispensation udløser et tillæg til den økonomiske ramme, som udgør den del af omkostningerne som overstiger 3 pct. af vandselskabets faktiske driftsomkostninger.

Stk. 2. I ansøgningen om dispensation skal indgå oplysninger om hændelsen og omkostningerne herved, herunder om typen af de aktiviteter, erstatninger eller anlæg, der er en følge af den dispensationsudløsende hændelse.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet skal træffe afgørelse om tillæg til den økonomiske ramme senest en måned efter modtagelsen af den nødvendige dokumentation til brug for behandling af dispensationsansøgningen. Såfremt der gives tillæg, skal Forsyningssekretariatet fastsætte størrelsen af den ændrede økonomiske ramme og varigheden af denne.

Kapitel 8

Henlæggelse

§ 14. Et vandselskab kan henlægge differencen mellem vandselskabets indtægter, jf. § 23, stk. 1, nr. 1-3, og vandselskabets faktiske omkostninger i et kalenderår, jf. dog kapitel 9. Henlæggelser kan anvendes inden for vandselskabet, herunder til nedsættelse af takster, som egenkapital, til drift eller anlæg, herunder til teknologiudvikling i vandselskabet og i overensstemmelse med vandsektorlovens § 18 og bekendtgørelsen om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed.

Stk. 2. Et vandselskab kan henlægge resterende ekstraordinære effektiviseringsgevinster omfattet af § 26 i bekendtgørelsen nr. 122 af 8. februar 2013 om prisloftsregulering m.v. af vandsektoren efter reglen i stk. 1.

Kapitel 9

Kontrol m.v.

§ 15. Vandselskaber skal hvert år senest den 15. april indberette et årsregnskab til brug for kontrol med overholdelse af den økonomiske ramme, jf. §§ 17 og 18. Årsregnskabet skal udarbejdes således, at oplysningerne i henhold til § 23, stk. 1-3, fremgår af indberetningen.

Stk. 2. Et vandselskab, der er berettiget til et tillæg til den økonomiske ramme, jf. §§ 11-13, indberetter sammen med årsregnskabet en opgørelse over omkostningerne til hvert tillæg, herunder en fordeling af drifts- og anlægsomkostninger. Forsyningssekretariatet godkender opgørelsen, hvis betingelserne for at opnå tillægget, jf. §§ 11-13, er opfyldte. Vandselskabet indberetter samtidig, hvorvidt tillægget helt eller delvist omfatter omkostninger som nævnt i § 9, stk. 4.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet kontrollerer hvert år, om vandselskaberne har overholdt de økonomiske rammer for det forudgående kalenderår. Hvis et vandselskab har overskredet den økonomiske ramme, meddeler Forsyningssekretariatet hvert år inden den 15. oktober vandselskabet dette.

Stk. 4. Forsyningssekretariatet godkender hvert år inden den 15. oktober vandselskabets opgørelse efter stk. 2 og 3, vedrørende det forudgående kalenderår, herunder eventuelle tillæg i den økonomiske ramme.

Stk. 5. Forsyningssekretariatet kontrollerer i året før starten på hver reguleringsperiode, om det enkelte vandselskab har overholdt deres økonomiske rammer inklusive tillæg, jf. §§ 11-13, i kontrolperioden. Forsyningssekretariatet kan, hvis vandselskabet samlet har overskredet de økonomiske rammer, udmelde et fradrag til de økonomiske rammer, der fastsættes for vandselskabet for den efterfølgende reguleringsperiode.

Stk. 6. Såfremt et vandselskabs økonomiske ramme overstiger vandselskabets indtægter, jf. § 23, stk. 1, nr. 1-3, kan vandselskabet opkræve denne difference i et senere kalenderår inden for kontrolperioden eller det sidste år i reguleringsperioden. En difference, jf. 1. pkt., kan ikke herudover overføres til en ny kontrolperiode.

Stk. 7. Såfremt et vandselskabs indtægter, jf. § 23, stk. 1, nr. 1-3, overstiger den økonomiske ramme, kan vandselskabet tilbageføre differencen i et senere kalenderår. En difference, som ikke er tilbageført, overføres til den førstkommende reguleringsperiode, således at de økonomiske rammer i denne reguleringsperiode reduceres tilsvarende. Reduktionen af de økonomiske rammer fordeles ligeligt på de enkelte år i reguleringsperioden.

Kapitel 10

Indfasning til fireårig regulering

§ 16. Forsyningssekretariatet fastsætter i indfasningsperioden, jf. § 17, stk. 4 og § 18, reguleringsperioder og økonomiske rammer for vandselskaber, jf. §§ 17-19. De økonomiske rammer fastsættes for hver forsyningsart for sig.

Stk. 2. Forsyningssekretariatet kan fastsætte økonomiske rammer for kortere reguleringsperioder for vandselskaber, som bliver omfattet af vandsektorloven i indfasningsperioden eller i en igangværende reguleringsperiode.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet indregner den historiske over- eller underdækning, jf. § 27, stk. 3. En resterende historisk over- eller underdækning kan indregnes til og med 2020.

Stk. 4. Forsyningssekretariatet kan efter ansøgning ændre i den eller de udmeldte økonomiske rammer for et vandselskab, såfremt de driftsomkostninger, der danner udgangspunkt for den eller de økonomiske rammer, ændres væsentligt, og vandselskabet kan dokumentere at have periodevise driftsomkostninger, som ikke allerede er medregnet i de økonomiske rammer.

Stk. 5. Forsyningssekretariatet korrigerer et vandselskabs økonomiske ramme for tillæg eller fradrag, som Forsyningssekretariatet har tildelt et vandselskab forud for denne bekendtgørelses ikrafttræden.

Stk. 6. Forsyningssekretariatet offentliggør senest den 15. december 2016 resultatet af den første totaløkonomiske benchmarking og metoden for benchmarking. Forsyningssekretariatet sender udkast til den første totaløkonomiske benchmarking i høring senest den 15. november 2016.

Kapitel 11

Større vandselskaber

§ 17. Vandselskaber, jf. lovens § 6, skal til brug for fastsættelse af de indtægtsrammer, som gælder fra den 1. januar 2017, indberette oplysninger om faktiske driftsomkostninger for 2013-2015, senest den 15. maj 2016.

Stk. 2. Forsyningssekretariatet fastsætter senest den 15. december 2016 grundlaget for indtægtsrammen for 2017, jf. lovens § 6, stk. 2, med udgangspunkt i vandselskabets indberettede faktiske driftsomkostninger i 2013-2015 suppleret med oplysninger fra de tidligere fastsatte prislofter eller indtægtsrammer, jf. dog § 15, stk. 3. Forsyningssekretariatet indregner endvidere historiske investeringstillæg og tillæg for gennemførte investeringer i perioden 2010-2015. Forsyningssekretariatet sender udkast til indtægtsrammen i høring senest den 15. november 2016.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet tilpasser endvidere grundlaget for indtægtsrammerne til vandselskabets faktiske drifts- og anlægsomkostninger forbundet med eventuelle aktiviteter, som vandselskabet før den 1. januar 2017 har udøvet som tilknyttet virksomhed, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, § 3, stk. 2, nr. 1 og 2, og måleraflæsning, jf. § 3, stk. 2, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1195 af 14. oktober 2010 om vandselskabers deltagelse i anden virksomhed, og som fra 1. januar 2017 skal udføres inden for vandselskabet, jf. § 1, stk. 2, og § 9, i bekendtgørelse nr. 145 af 26. februar 2016 om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed (Udmøntning af vandsektorforliget).

Stk. 4. Indtægtsrammerne for henholdsvis vandselskaber med vandforsyning og vandselskaber med spildevandsforsyning udmeldes fra den 1. januar 2017 et år forskudt for hinanden, således at indtægtsrammerne for vandselskaber med spildevandsforsyning udmeldes for en ét-årig reguleringsperiode for 2017 og for vandselskaber med vandforsyning for en toårig reguleringsperiode for 2017-2018. Herefter udmeldes de fastsatte indtægtsrammer for reguleringsperioder på to år ad gangen til og med 2021 for spildevandsforsyningsselskaber, jf. dog stk. 8, og til og med 2022 for vandforsyningsselskaber. Fra 2022 udmeldes indtægtsrammerne for reguleringsperioder på fire år ad gangen for spildevandsforsyningsselskaber, og fra 2023 for vandforsyningsselskaber.

Stk. 5. Forsyningssekretariatet udmelder endvidere vejledende indtægtsrammer for to år i forlængelse af de ét- eller toårige reguleringsperioder, der fastsættes efter stk. 4. De vejledende indtægtsrammer er ikke bindende for vandselskabet eller Forsyningssekretariatet.

Stk. 6. Forsyningssekretariatet korrigerer i 2017 vandselskabets indtægtsramme på baggrund af årsregnskabet for 2016 og de budgetterede omkostninger for prisloftet for 2016. Meddelelse om korrektionen sker efter § 15, stk. 3.

Stk. 7. Korrektion efter stk. 6, indregnes i et spildevandsselskabs indtægtsramme i den efterfølgende reguleringsperiode. For et vandforsyningsselskabs indtægtsramme sker korrektionen efter stk. 6, for den del, som selskabet ikke har indregnet eller anvendt i kontrolperioden, i den efterfølgende reguleringsperiode.

Stk. 8. Viser benchmarkingen for et vandselskab, at vandselskabet har opnået en effektivitet, som er højere end den i § 7, stk. 4, offentliggjorte effektiviseringsgrænse, udmelder Forsyningssekretariatet vandselskabets indtægtsrammer samlet for en periode på fire år, såfremt vandselskabet anmoder om dette. En samlet udmelding af indtægtsrammer kan tidligst foretages efter den ét eller toårige periode, som er fastsat efter stk. 4.

Kapitel 12

Mindre vandselskaber

§ 18. Et vandselskab omfattet af lovens § 6 a, skal til brug for fastsættelse af en samlet regnskabsmæssig kontrolramme for 2017-2020 indberette årsregnskaber for 2013-2015 senest den 15. maj 2016.

Stk. 2. Forsyningssekretariatet fastsætter senest den 15. december 2016 grundlaget for den regnskabsmæssige kontrolramme, jf. § 5, for perioden 2017-2020 med udgangspunkt i oplysninger om vandselskabets faktiske driftsomkostninger i 2013-2015 suppleret med oplysninger fra de tidligere fastsatte prislofter eller regnskabsmæssige kontrolrammer, jf. dog § 15, stk. 3. Forsyningssekretariatet indregner endvidere det historiske investeringstillæg og tillægget for gennemførte investeringer i perioden 2010-2015. Den regnskabsmæssige kontrolramme tilpasses for vandselskabets eventuelle tilknyttede aktiviteter, jf. § 17, stk. 3. Forsyningssekretariatet sender udkast til den regnskabsmæssige kontrolramme i høring senest den 15. november 2016.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet tilpasser endvidere grundlaget for den regnskabsmæssige kontrolramme til vandselskabets faktiske drifts- og anlægsomkostninger forbundet med eventuelle aktiviteter, som vandselskabet før den 1. januar 2017 har udøvet som tilknyttet virksomhed, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, § 3, stk. 2, nr. 1 og 2, og måleraflæsning, jf. § 3, stk. 2, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1195 af 14. oktober 2010 om vandselskabers deltagelse i anden virksomhed, og som fra 1. januar 2017 skal udføres inden for vandselskabet, jf. § 1, stk. 2, og § 9, i bekendtgørelse nr. 145 af 26. februar 2016 om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed (Udmøntning af vandsektorforliget).

Stk. 4. Stk. 1-2, finder tilsvarende anvendelse på vandselskaber, der ikke tidligere har været omfattet af lovens § 6 a, 2, stk. 1, idet grundlaget dog fastsættes efter de seneste tre årsregnskaber. Vandselskaberne kan anmode om værdiansættelse med udgangspunkt i pris- og levetidskataloget, jf. § 11 stk 13.

Stk. 5. Forsyningssekretariatet korrigerer i 2017 vandselskabets regnskabsmæssige kontrolramme på baggrund af årsregnskabet for 2016 og de budgetterede omkostninger for prisloftet for 2016. Meddelelse om korrektionen sker efter § 15, stk. 3.

Stk. 6. Korrektion efter stk. 5, indregnes i den regnskabsmæssige kontrolramme i den efterfølgende reguleringsperiode.

Kapitel 13

Krydsende vandselskaber

§ 19. Forsyningssekretariatet fastsætter en regnskabsmæssig kontrolramme eller en indtægtsramme for et vandselskab, hvis den årligt debiterede vandmængde ændrer sig, således at vandselskabet skal have fastsat en anden type økonomisk ramme.

Stk. 2. Forsyningssekretariatet fastsætter reguleringsperiodens længde.

§ 20. Når et vandselskab, som hidtil har haft en debiteret årlig vandmængde på højst 800.000 m3, debiterer en årlig vandmængde over 800.000 m3 i tre på hinanden følgende år, skal vandselskabet anmelde dette til Forsyningssekretariatet senest den 1. marts i det følgende år, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Hvis et vandselskabs årligt debiterede vandmængde overstiger 800.000 m3 og må forventes vedblivende at overstige 800.000 m3 årligt, herunder som følge af nye tilslutninger, skal vandselskabet anmelde dette til Forsyningssekretariatet senest den 1. marts i det følgende år.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet fastsætter en indtægtsramme for vandselskaber omfattet af stk. 1 eller 2, efter § 17. Der fastsættes samtidig effektiviseringskrav efter lovens § 6, stk. 3 og 4, samt kapitel 5, pristalsregulering efter kapitel 6 og eventuelle tillæg efter kapitel 7.

Stk. 4. Vandselskabet bliver samtidig omfattet af et krav om at deltage i den totaløkonomiske benchmarking, jf. lovens § 4 og kapitel 4.

§ 21. Når et vandselskab, som hidtil har været omfattet af lovens § 6, debiterer en årlig vandmængde på højst 800.000 m3 i tre på hinanden følgende år, anmelder vandselskabet dette til Forsyningssekretariatet senest den 1. marts det følgende år, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Hvis et vandselskabs årligt debiterede vandmængde er klart under 800.000 m3 og må forventes vedblivende at være under 800.000 m3 årligt, herunder som følge af afkoblinger, skal vandselskabet anmelde dette til Forsyningssekretariatet senest den 1. marts i det følgende år.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet fastsætter med udgangspunkt i vandselskabets seneste indtægtsramme en regnskabsmæssig kontrolramme, jf. § 5 og § 18. Kontrolrammen kan fastsættes for en kortere periode end fire år. Der fastsættes samtidig et generelt effektiviseringskrav efter lovens § 6 a, stk. 3, kapitel 5, pristalsregulering efter kapitel 6 og eventuelle tillæg efter kapitel 7.

Kapitel 14

Fusion

§ 22. Forsyningssekretariatet fastsætter ved fusion af vandselskaber en ny økonomisk ramme for det fusionerede vandselskab. Den økonomiske ramme fastsættes efter § 5 og § 18, eller § 4 og § 17, for det fusionerede eller fortsættende vandselskab. Den økonomiske ramme fastsættes på grundlag af de prislofter eller økonomiske rammer, som har været fastsat for de vandselskaber, der indgår i fusionen. De prislofter eller økonomiske rammer, der har været fastsat for de selskaber, der indgår i fusionen, finder anvendelse, indtil sekretariatet udmelder nye økonomiske rammer.

Stk. 2. Et vandselskabs hele eller delvise overtagelse af et andet selskabs forsyningsområde eller væsentlige dele af et andet selskabs aktiver kan betragtes som en fusion, og behandles efter stk. 1.

Stk. 3. Ved en fusion mellem et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, og et vandselskab, som ikke er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, fastsætter Forsyningssekretariatet en økonomisk ramme for vandselskabet, som ikke er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, på samme måde, som hvis selskabet havde været omfattet af loven. Forsyningssekretariatet fastsætter på det grundlag en ny økonomisk ramme for det fusionerede selskab efter reglerne i stk. 1.

Stk. 4. Ved overtagelse af et værdiløst eller værdimæssigt fuldt nedskrevet vandselskab eller forsyningsområde fastsætter Forsyningssekretariatet en økonomisk ramme for vandselskabet efter reglerne om fusion, jf. stk. 1. Den økonomiske ramme fastsættes for hele vandselskabet.

Stk. 5. I tilfælde af spaltning af et vandselskab i flere vandselskaber indberetter de nye vandselskaber et budget til Forsyningssekretariatet til brug for sekretariatets beregning af nye økonomiske rammer. Summen af de nye økonomiske rammer kan ikke overstige det spaltede vandselskabs økonomiske ramme eller prisloft. Ved spaltningen skal selskaberne meddele Forsyningssekretariatet, hvordan det hidtidige prisloft, regnskabsmæssige kontrolramme eller indtægtsramme skal fordeles på de nye selskaber. Det hidtidige prisloft, regnskabsmæssige kontrolramme eller indtægtsramme fordeles forholdsmæssigt mellem de spaltede selskaber, indtil Forsyningssekretariatet har udmeldt nye økonomiske rammer.

Stk. 6. Forsyningssekretariatet kan undlade at fastsætte nye økonomiske rammer efter de særlige regler for fusioner, hvis fastsættelse af disse ikke skønnes hensigtsmæssig som følge af, at der inden for en kortere periode vil blive fastsat nye økonomiske rammer efter de generelle regler.

Stk. 7. Forsyningssekretariatet kan fastsætte nye økonomiske rammer for fusionerede eller spaltede vandselskaber for en kortere periode end fire år under hensyn til §§ 4, stk. 2, 5, stk. 2 eller 16, stk. 2.

Stk. 8. Forsyningssekretariatet fastsætter ikke nye økonomiske rammer, når vandselskabet dokumenterer, at dette ikke længere er omfattet af lovens § 2, stk. 1.

Kapitel 15

Årsregnskab, regnskabsaflæggelse og indberetning

§ 23. Vandselskabets samlede indtægter i de enkelte år opgøres som følgende:

1) Indtægter som vedrører levering af ydelser omfattet af § 1, stk. 2, som hidrører fra faste og variable takster, anlægsbidrag, tilslutningsbidrag, supplerende tilslutningsbidrag, særbidrag og gebyrer.

2) Andre indtægter, som vandselskabet har opnået i forbindelse med eller som følge af selskabets hovedvirksomhed, jf. § 1, stk. 2, f.eks. indtægter fra kommunale vejbidrag, behandling af spildevand fra tømningsordninger eller andre vandselskaber, levering af målerdata, salg, forpagtning, udlejning eller lignende af overskudskapacitet i vandselskabets anlæg, salg af overskuds- eller biprodukter samt salg af energi.

3) Finansielle indtægter, herunder renteindtægter, realiserede kursgevinster vedrørende værdipapirer med mere og lignende.

4) Overskud, som er indgået i vandselskabet fra vandselskabets udøvelse af tilknyttet virksomhed, jf. lovens § 18 og bekendtgørelse om vandselskabers deltagelse i anden virksomhed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Indtægter fra aktiviteter, som ifølge lovgivningen skal have selvstændigt regnskab, f.eks. i henhold til lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber mv., lov om elforsyning og lov om varmeforsyning, opgøres særskilt og indregnes i vandselskabets indtægter i det omfang, det er muligt efter lovgivningen.

Stk. 3. Vandselskabet redegør ved regnskabsaflæggelsen for følgende:

1) Vandselskabets indtægter og overskud, jf. stk. 1 og 2.

2) Eventuelle henlæggelser, jf. § 14.

3) Omkostninger til tillæg, jf. § 11.

4) Ændrede forhold, som bevirker, at den økonomiske ramme skulle have været øget.

5) Ændrede forhold, som bevirker, at den økonomiske ramme skulle have været sænket.

6) Ændringer af regnskabsmæssige skøn eller regnskabsprincipper i forhold til senest udmeldte regnskabsmæssig praksis eller regnskabsprincipper, såfremt disse påvirker opgørelsen af vandselskabets driftsmæssige indtægter, driftsomkostninger eller afskrivninger, herunder korrektioner for fundamentale fejl.

Stk. 4. Redegørelsen, jf. stk. 3, kan fremgå som note til årsregnskabet, erklæring, notat, eller på en af Forsyningssekretariatet anvist måde.

Stk. 5. Der skal for forhold, som dækker over flere år, redegøres på samme vis for hvert enkelt år, hvor forholdet gør sig gældende.

Stk. 6. Det indsendte årsregnskab skal påtegnes af en godkendt revisor. De indberetninger efter kapitel 4 påtegnes af en godkendt revisor.

§ 24. Vandselskabernes anmeldelser, indberetninger og redegørelser til Forsyningssekretariatet skal ske elektronisk. Forsyningssekretariatet fastsætter formatet for disse og offentliggør disse på deres hjemmeside.

Stk. 2. Forsyningssekretariatet udarbejder en vejledning om indberetning vedrørende tillæg og kontrolforanstaltninger, herunder om krav til dokumentationen.

§ 25. Forsyningssekretariatet kan, jf. lovens § 6, stk. 8, og § 6 a, stk. 4, skønsmæssigt fastsætte vandselskabets økonomiske ramme, hvis vandselskabet ikke opfylder oplysningspligten efter lovens § 6, stk. 7, eller § 6 a, stk. 4. Forsyningssekretariatet kan til brug for den skønsmæssige fastsættelse af den økonomiske ramme anvende ekstern bistand til værdifastsættelsen for vandselskabets regning.

Kapitel 16

Straf

§ 26. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader

1) at anmelde i overensstemmelse med § 20 og § 21,

2) at indberette oplysninger i overensstemmelse med § 15 og §§ 23-25,

3) at revidere regnskab i overensstemmelse med § 15 og § 23, eller

4) at overholde de økonomiske rammer, der er fastsat i overensstemmelse med kapitel 2 og 3, samt §§ 16-18.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 17

Overgangsbestemmelser og ikrafttræden

§ 27. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 122 af 8. februar 2013 om prisloftregulering m.v. af vandsektoren ophæves. Dog finder § 6, § 21, § 25, stk. 1 og 2, i nævnte bekendtgørelse fortsat anvendelse ved kontrollen af prislofterne for 2015 og 2016.

Stk. 3. Afgørelser truffet efter hidtil gældende bekendtgørelser om prisloftregulering m.v. af vandsektoren, bevarer deres gyldighed. Godkendte tillæg indregnes i de økonomiske rammer efter reglerne i kapitel 10-12.

Stk. 4. Afgørelser truffet efter den hidtil gældende bekendtgørelse om tillæg til driftsomkostninger til gennemførelse af miljømål og servicemål eller tillæg til omkostninger til medfinansieringsprojekter, bevarer deres gyldighed. Godkendte tillæg indregnes i de økonomiske rammer efter reglerne i kapitel 10-12.

Stk. 5. Ansøgninger om tillæg til omkostninger til medfinansieringsprojekter, herunder fordyrelser og udvidelser, som er planlagte eller gennemførte, som er modtaget af Forsyningssekretariatet inden den 1. marts 2016, behandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 6. Ansøgninger om tillæg til miljømål og servicemål, jf. bekendtgørelse nr. 122 af 8. februar 2013, som ændret ved bekendtgørelse nr. 842 af 27. juni 2014 om prisloftregulering m.v. af vandsektoren, og bekendtgørelse nr. 1048 af 29. oktober 2012 om driftsomkostninger til gennemførelse af miljømål og servicemål, som er modtaget af Forsyningssekretariatet inden 1. marts 2016, behandles efter de hidtil gældende regler.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, den 26. februar 2016

Lars Christian Lilleholt

/ Martin Hansen