Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klager klagede over bladets artikel om en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om politiets tilbageholdelse af en kvinde med ugyldig busbillet. Kvinden klagede bl.a. over fejlcitater samt over at være blevet presset til et interview.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at konstatere, at bladet havde presset klager til at medvirke i det interview, der dannede grundlag for artiklen. Bladet havde derfor ikke handlet i strid med god presseskik på dette punkt.
Nævnet bemærkede, at parterne havde givet modstridende forklaringer i forhold til, om klager havde accepteret artiklen i den foreliggende form. Henset hertil fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.
Nævnet havde ikke kompetence til at tage stilling, om klager havde krav på vederlag i anledning af hendes medvirken til interviewet med bladet.
Nævnet fandt ikke i øvrigt, at bladet havde handlet i strid med god presseskik.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-135

[En kvinde – K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Århus Stiftstidende den 14. oktober 2003, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ” En kamp for retfærdighed ”, hed det i en underoverskrift: ”PRINCIP: Politiet overtrådte menneskerettighederne, da det lod en ældre kvinde overnatte i detentionen uden lægebesøg, nu vil hun skrive en bog om hele sagen”.

I artiklen hed det:

»Brevet fra advokaten bliver fisket op af plasticposen.

Maria støtter sig let til indkøbsvognen fra Kvickly og sætter sig besværet i lænestolen, folder papiret ud og viser frem.

”Tillykke med sejren”, står der.

Den ældre kvinde har fået Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord for, at Århus Politi krænkende hendes menneskerettigheder, da de lod hende ligge alene i detentionen en hel nat uden at blive tilset af en læge, som hun havde bedt om.

Afgørelsen er kulminationen på en årelang strid, der tog sin begyndelse en sommerdag i 1995.

Maria, 75, afviste dengang kategorisk at oplyse sit navn, adresse og cpr-nummer til en buskontrollør fra Århus Sporveje og endte i detentionen på Århus Politigård.

- Om jeg er tilfreds? Nej. Hvordan skulle jeg være tilfreds? Sagen har varet i så mange år og mit helbred er ødelagt. Hvem vil være tilfreds med det?, spørger den ældre kvinde vredt.

Alt hun ønsker er retfærdighed, og det kan en undskyldning fra politiet og en erstatning på 500 euro (cirka 3700 kr.) ikke gøre det ud for. Derfor overvejer hun nu at samle alle sagsakterne i en bog, så andre mennesker kan tage ved lære af hendes sag.

Og bogen skal udgives på både fransk, russisk og dansk, lyder hendes bestemte hensigt.

En principsag

Maria tager imod i forhallen til lokalcentret, som ligger ganske nær hendes hjem i det nordlige Århus.

Kun modstræbende har hun indvilget i at fortælle om sagen, for egentlig lever hun helst i al ubemærkethed.

Virakken omkring hendes sag tærer på et i forvejen dårligt helbred, og det kommer ingen andre ved, hvem hun er, eller hvor hun bor, synes kvinden, der kom til Danmark som politisk flygtning i 1975.

Når hun alligevel står frem under et opdigtet navn, er det fordi hun mener, at hendes sag er så principiel, at andre kan lære af hendes kamp for retfærdighed.

En kamp, der har været unødvendig lang, og hvor omkostningerne slet ikke står mål med resultatet.

- Det er jo at gøre grin med mig, at jeg skulle vente i så mange år på den afgørelse. 500 euro er en miserabel erstatning i forhold til, hvad jeg har været igennem. Mit helbred er ødelagt, siger hun og betragter nøje tabletterne i hånden.

Hver dag tager hun 10-12 piller, men den lille blå pille mangler. Hun må have glemt den derhjemme, fordi hun kom så hurtigt ud af døren.

Men den er vigtig. Den styrker hjertet, så hun må tage den, så snart hun kommer hjem, minder hun sig selv om.

Siden sit ufrivillige ophold i detentionen er hendes helbred ikke, hvad det var engang.

Blodtrykket er for højt, benene er ømme og hævede og ikke særlig bevendte efter en blodprop for tre år siden. Hjertet kniber det også med.

- Indtil 1995 var der ikke så meget med hjertet. Heller ikke lige efter, jeg blev holdt tilbage på politigården, men efter et par måneder blev det bare dårligere og dårligere, klager Maria.

Da den ældre kvinde blev lukket ud af detentionen, var hendes blodtryk så højt, at hun faldt om og blev kørt direkte på hospitalet. Her lå hun i tre døgn, inden hun blev udskrevet.

Forud for den måling var gået en nat alene i en celle på politigården.

- De sagde, at jeg skreg, men jeg ville bare ud på toilettet. Og jeg ville have min medicin. Fordi jeg havde været på stranden hele dagen, havde jeg ikke taget mine vanddrivende piller om morgenen.

- Det er ikke til at ligge på stranden, hvis man hele tiden skal på toilettet, forklarer hun.

Strid om en busbillet

Hele den ulykkelige sag tog sin begyndelse en varm sommerdag i august 1995, da Maria kategorisk afviste at oplyse sit navn til en buskontrollør .

Den ældre kvinde havde ligget på stranden ved Tangkrogen hele dagen, da hun træt og forbrændt besluttede at tage bussen hjem.

Hun gik lidt langsomt, men nåede den dog. Hvad hun ikke nåede, var at stemple sit buskort, inden to kontrollører steg på, og da hun forsøgte at klippe kortet, blev hun stoppet.

- Det er for sent, meddelte kontrolløren og lukkede træt ørerne for hendes indvendinger.

De var hverken bedre eller dårligere end alle de andre indvendinger, han må lægge øre til i sit erhverv, men det provokerede Maria. Hun blev stikken.

- Han forhindrede mig med vilje i at klippe, mener hun.

Så da han trak sin blok op af lommen og begyndte at notere hende, blev hun vred.

- Jeg var så overrasket og så vred, at jeg næsten var lammet. Jeg havde penge i pungen, flere end de 150 kroner, han ville have for bøden, men jeg ville ikke give ham penge, når han ikke havde ret, så jeg sagde, at han ikke ville få en rød øre af mig, siger hun.

- Og så

Maria viser med levende bevægelser og drillende mørke øjne, hvordan kontrolløren tog sin walkie talkie op for munden og mumlede ned i den.

- Så begyndte sagen at udvikle sig, siger hun med et sigende blik.

Billetkontrolløren tilkaldte politiet, og Maria blev kørt til politigården i en patruljevogn.

Det lille optrin mildnede hende dog ikke, snarere tværtimod.

Igen nægtede hun at oplyse sin identitet. Hun var ganske enkelt for overrumplet og chokeret, og betjentene så ingen anden udvej, end at sætte hende i detentionen.

- Jeg var lammet, derfor sagde jeg ikke mit navn.

-Detentionen er et sted for fulde folk, men jeg var ikke fuld, spyr Maria, ligesom hun gjorde det den nat i august.

Dengang uden held.

Hun blev ikke lukket ud.

I stedet sad hun alene med sin ophidselse og frustration over ikke at kunne få sine tabletter.

Bange for at ende som sin mor, der blev halvside lammet af en blodprop og lå ubevægelig i en seng i et år, før hun døde.

- Mit forhøjede blodtryk er arveligt, og det sagde jeg til dem hundrede gange, himler Maria.

Ville have ret

Havde hun dengang vidst, at der var udsigt til otte års kamp ved skiftende domstole, var ophidselsen næppe forsvundet.

Givet op – det havde hun nok heller ikke.

Men hun havde måske tænkt sig grundigt om en ekstra gang.

For siden har hun kæmpet mod en vifte af danske myndigheder for at få nogen til at høre hendes frustrationer.

Hun har været omkring statsadvokaten i Viborg, Rigsadvokaten i København, Århus Byret, Landsretten i Viborg og Højesteret, inden sagen kom for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Hele tiden har Maria været drevet af en forventning om at få ret i, at Århus Politi krænkede hendes ret til frihed og ret til personlig sikkerhed, da det holdt hende tilbage i 13½ time.

Det gjorde politiet, mente Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, da den for kort tid siden traf sin afgørelse.

Her fik Maria endelig ret i, at det, at hun måtte opholde sig en hel nat i detentionen uden at blive tilset af en læge, sammenholdt med det faktum, at hendes blodtryk var så højt, at hun måtte indlægges på hospitalet i tre døgn efter løsladelsen, langt fra står mål med den forseelse, som hun var hentet ind for.

En afgørelse som Byretten i Århus faktisk også kom frem til for år tilbage.

Dengang blev Maria tilkendt en erstatning på 2200 kroner, men afgørelsen blev anket til Landsretten, og her mente dommeren det stik modsatte.

Maria tabte sagen og et forsøg på at få Højesteret involveret faldt til jorden, fordi retten vurderede, at sagen ikke var af principiel karakter.

I dag hævder den ældre kvinde, at hun egentlig var parat til at acceptere byrettens afgørelse.

- Erstatningen på 2200 kroner var en lille trøst for den forfærdelige nat, hvor jeg sad i detentionen. Men jeg var så træt af det psykiske pres, at jeg bare ville modtage pengene, siger hun.

En misforståelse mellem hende og hendes advokat gjorde, at sagen alligevel blev anket.

Siger Maria nu.

For meget taler for, at den lille, tætte kvinde nok alligevel havde fortsat sagen og sin jagt på retfærdighed.

Skrev klage i hånden

Maria er ikke typen, der giver sig så let. Hun har sin egen mening, og den holder hun fast i.

Da Højesteret afviste at tage sagen op, satte hun sig derfor ned og skrev en klage over politiets behandling – stædig som få.

Og den håndskrevne klage afleverede hun selvfølgelig personligt hos Den Europæiske Menneskerettighedskommission i Strasbourg.

Da jeg afleverede klagen, spurgte de, om jeg ville have et brev, eller om jeg ville vente.

- Jeg ville vente, forklarer hun og er hverken særlig stolt eller imponeret af sin egen handling.

Menneskerettighedskommissionen var hendes sidste og eneste mulighed for at få ret. Hun havde været omkring alle mulige instanser i Danmark uden at få ret, så da en mand pludselig kom hen til hende og sagde goddag, goddag på hendes modersmål, var hun beredt.

- Jeg følte det, som om han ville have mig til at skifte mening. Han forklarede, at det kunne tage mange år, inden kommissionen besluttede, om sagen overhovedet skulle for menneskerettighedsdomstolen.

- Men jeg har fået erfaring, og man kan ikke bare tilgive og standse en sag. Så jeg sagde, at jeg absolut ikke havde skiftet mening, fortæller Maria og lader et smil lure.

- Han ville sikkert bare slippe for ekstra arbejde i kommissionen, morer hun sig, uden at være rigtig glad for afgørelsen.

For vel fik hun ret med afgørelsen fra menneskerettighedsdomstolen, men ret er ikke det samme som retfærdighed. Og retfærdigheden mangler hun stadig.

Derfor overvejer hun lige én ting mere, inden hun lader sagen ligge.

- Jeg kunne klage over ventetiden, siger hun.

- Jeg har spurgt advokaten ( Hanne Gullitz , red.) om jeg kan få kompensation, fordi jeg har ventet så længe på en afgørelse, men hun skriver, at det kun gælder i strafbare sager. Men jeg accepterer det ikke, siger Maria.

Hun har læst, at en person fik 70.000 kroner i erstatning, fordi en pensionssag trak ud i mange år, og det kunne blive hendes eget næste træk, inden hele forløbet skal skrives på bogform.

- Spørgsmålet er, om de har undervurderet min sag med vilje. Det er mange år jeg har ventet på en afgørelse, og skal de ikke kompensere for det?, spørger hun.

Den ældre kvinde ønsker at være anonym, og navnet Maria er derfor opdigtet. Kvindens navn og identitet er redaktionen bekendt.«

Artiklen var ledsaget af en tegning af [K] i silouet , hvortil der var knyttet teksten: ” Maria fik ret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men ret er ikke det samme som retfærdighed, understreger den ældre kvinde, der tilbragte 13 en halv time i detention, fordi hun kørte uden busbillet”.

[K] har blandt andet anført, at journalisten ved sin opførsel har presset hende til at medvirke til et interview.

[K] har oplyst, at journalisten inden offentliggørelsen gav hende et udkast, hvori der var oplysninger, som hun ikke ønskede bragt, og som hun ved det første møde havde streget ud på journalistens blok. Endvidere var der bragt en række citater af klager, selv om hun ikke havde udtalt sig som angivet. Hun tog udkastet med hjem for at afgøre, om hun ville give sin tilladelse til offentliggørelse. Journalisten rettede imidlertid ikke efterfølgende henvendelse til hende, men offentliggjorde artiklen i den foreliggende form. Bladet har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre artiklen, inden hun havde givet sin tilladelse dertil.

[K] har endelig anført, at hun har krav på betaling af bladet i anledning af det lange interview.

Bladet har anført, at [K] indvilligede i at give et interview og fortælle om sagen. Hun deltog positivt i samtalen, var detaljeret og fik lovning på delvis anonymitet. Journalisten begyndte først at notere på blokken, da hun havde sagt god for interviewet, ligesom journalisten accepterede, at hun ikke ønskede at blive fotograferet. På intet tidspunkt afviste hun at deltage i interviewet, endsige nægtede bladet at skrive om hendes sag.

Bladet har yderligere anført, at alle oplysninger i artiklen er baseret på [K]s egne oplysninger, som hun har fortalt og gentaget ved flere lejligheder. Ved det andet møde læste hun artiklen igennem for ukorrektheder og åbenlyse fejl, og hendes rettelser blev medtaget. Afsnittene om klagers sygdom, benævnelsen af hendes mor samt den detaljerede sagsbeskrivelse havde hun ingen indvendinger mod ved gennemlæsningen.

Bladet har i tilknytning hertil oplyst, at aftalen med [K] var, at journalisten ændrede de aftalte forhold. Hun ville herefter modtage den endelige artikel gennem brevsprækken, så hun havde lejlighed til at læse teksten om hende og hendes sag, inden andre så den. Baggrunden er, at [K] ikke holder bladet og derfor ikke nødvendigvis ville få lejlighed til at læse artiklen ved udgivelsen. Et eksemplar af avistrykket blev endvidere sendt til hende.

Bladet har endelig oplyst, at man ikke betaler kilder for medvirken til interviews. Dette meddelte journalisten [K], der således ikke på noget tidspunkt er lovet betaling for interview og artikel.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard , David Trads, Lene Sarup og Ole Askvig .

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder ikke grundlag for at konstatere, at bladet har presset [K] til at medvirke i det interview, der danner grundlag for artiklen. Bladet har derfor ikke handlet i strid med god presseskik på dette punkt.

Nævnet bemærker, at parterne har givet modstridende forklaringer i forhold til, om [K] har accepteret artiklen i den foreliggende form. Henset hertil finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling, om [K] har krav på vederlag i anledning af hendes medvirken til interviewet med bladet.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at bladet har handlet i strid med god presseskik.

Afsagt den 21. januar 2004.