Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32008L0063
 
32014L0030
 
32014L0053
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
Kapitel 2 Apparater
Kapitel 3 Faste anlæg
Kapitel 4 Radioudstyr
Kapitel 5 Grænseflader, tilslutning af terminaludstyr og radiogrænseflader
Kapitel 6 Bemyndigede organer
Kapitel 7 Tilsyn m.v.
Kapitel 8 Afskæring af instruksadgang samt klageadgang
Kapitel 9 Anvendelse af forordninger
Kapitel 10 Straf m.v.
Kapitel 11 Ikrafttræden og overgangsordning
Den fulde tekst

Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold1)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Loven finder anvendelse på apparater og radioudstyr, som bringes i omsætning og gøres tilgængelige på markedet, og på apparater, radioudstyr og faste anlæg, som tilsluttes og anvendes.

Stk. 2. Radioudstyr er ikke omfattet af bestemmelser, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, jf. dog § 17, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på politiets anvendelse af apparater, faste anlæg og radioudstyr med henblik på at forstyrre eller afbryde elektroniske kommunikationstjenester, der sker som led i indgreb foretaget i medfør af retsplejelovens § 791 c.

Stk. 4. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om, at loven eller dele heraf ikke finder anvendelse på bestemte kategorier af apparater, faste anlæg og radioudstyr.

Stk. 5. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om, at loven ikke finder anvendelse på apparater, faste anlæg og radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende forsvaret.

Stk. 6. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, at loven ikke finder anvendelse på radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende den offentlige sikkerhed, statens sikkerhed eller statens aktiviteter inden for strafferetsplejen.

Stk. 7. Energistyrelsen kan efter forhandling mellem energi-, forsynings- og klimaministeren og vedkommende anden minister fastsætte nærmere regler om anvendelse af henholdsvis apparater, faste anlæg eller radioudstyr i forbindelse med aktiviteter som nævnt i stk. 5 og 6.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Apparat:

a) Et færdigproduceret elektrisk eller elektronisk produkt eller en kombination af sådanne produkter, som gøres tilgængeligt på markedet som en funktionel enhed, der er beregnet til brugeren, og som kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser,

b) komponenter eller delmontager beregnet til at blive indbygget i et produkt af brugeren eller

c) mobile anlæg i form af en kombination af produkter og eventuelle andre anordninger, som er beregnet til at blive flyttet og anvendt på forskellige steder.

2) Bemyndiget repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Den Europæiske Union, og som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra en fabrikant til at handle på dennes vegne i forbindelse med varetagelsen af specifikke opgaver.

3) Bringe i omsætning: Første tilgængeliggørelse af et apparat eller af radioudstyr på markedet i Den Europæiske Union.

4) CE-mærkning: Mærkning, hvormed fabrikanten angiver, at et apparat eller radioudstyr er i overensstemmelse med alle gældende krav i EU-harmoniseringslovgivningen om anbringelse af denne mærkning.

5) Distributør: Enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden ud over fabrikanten eller importøren, som gør et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet.

6) Elektromagnetisk kompatibilitet: Et apparats, fast anlægs eller radioudstyrs evne til at fungere tilfredsstillende i forhold til alle de elektromagnetiske fænomener, som kan konstateres på en given lokalitet, uden at frembringe elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forringe andre apparater, faste anlæg eller radioudstyrs funktion.

7) Erhvervsdrivende: Fabrikanten, den bemyndigede repræsentant, importøren og distributøren.

8) Fabrikant: Enhver fysisk eller juridisk person, som konstruerer et apparat eller radioudstyr, eller som får et sådant apparat eller radioudstyr konstrueret, og sælger dette apparat eller radioudstyr under eget navn eller varemærke.

9) Fast anlæg: En kombination af forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der er samlet, installeret og beregnet til at blive anvendt permanent på et forudbestemt sted.

10) Gøre tilgængeligt på markedet: Enhver levering af et apparat eller radioudstyr med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i Den Europæiske Union som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag.

11) Harmoniseret standard: En europæisk standard, der er vedtaget på grundlag af en anmodning fra Kommissionen med henblik på gennemførelse af EU-harmoniseringslovgivning, jf. artikel 2, nr. 1, litra c, i forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering.

12) Immunitet: Et apparats, fast anlægs eller radioudstyrs evne til at fungere efter hensigten, uden at dets funktion forringes af en elektromagnetisk forstyrrelse.

13) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Den Europæiske Union, og som bringer et apparat eller radioudstyr fra et tredjeland i omsætning på markedet i Den Europæiske Union.

14) Kalde tilbage: Enhver foranstaltning, der har til formål at opnå, at et apparat eller radioudstyr, der allerede er gjort tilgængeligt for brugeren, returneres.

15) Radiofrekvenser: Elektromagnetiske bølger med frekvenser under 3.000 GHz, som udbredes i rummet uden kunstig afskærmning.

16) Radiokommunikation: Kommunikation ved hjælp af radiofrekvenser.

17) Radioudstyr: Et elektrisk eller elektronisk produkt, som tilsigtet udsender eller modtager radiofrekvenser eller begge dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbestemmelse eller begge dele, eller et elektrisk eller elektronisk produkt, som skal suppleres med ekstraudstyr, f.eks. en antenne, for tilsigtet at udsende eller modtage radiofrekvenser eller begge dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbestemmelse eller begge dele.

18) Risiko:

a) Et apparat udgør en risiko, hvis det frembringer så kraftige elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten, eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad på grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forventelige i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.

b) Radioudstyr udgør en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, ikke anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, eller ikke understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser, ved at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.

19) Trække tilbage fra markedet: Enhver foranstaltning, der har til formål at forhindre, at et apparat eller radioudstyr i forsyningskæden gøres tilgængeligt på markedet.

Stk. 2. Energistyrelsen fastsætter regler om, at visse kategorier af apparater anses som radioudstyr, når Europa-Kommissionen har truffet afgørelse herom.

Kapitel 2

Apparater

Væsentlige krav

§ 3. Et apparat skal være konstrueret, så apparatet ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr kan fungere efter hensigten. Et apparat skal endvidere have den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse, og som gør, at apparatets funktion ikke forringes i uacceptabel grad.

Fabrikanter

§ 4. Fabrikanten skal sikre, at apparater er konstrueret i overensstemmelse med § 3, når fabrikanten bringer apparaterne i omsætning.

Stk. 2. Fabrikanten skal vurdere apparaters overensstemmelse med § 3 og udarbejde teknisk dokumentation, inden fabrikanten bringer apparaterne i omsætning.

Stk. 3. Fabrikanten skal, inden fabrikanten bringer apparater i omsætning, udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring, hvorved fabrikanten indestår for, at apparaterne er i overensstemmelse med § 3 på baggrund af vurderingen i stk. 2. Fabrikanten skal opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation, jf. stk. 2, i 10 år, efter at apparaterne er blevet bragt i omsætning.

Stk. 4. Fabrikanten skal anbringe et CE-mærke på apparater, som er i overensstemmelse med § 3, inden fabrikanten bringer apparaterne i omsætning. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe et CE-mærke på apparatet, skal fabrikanten i stedet anbringe et CE-mærke på apparatets emballage og de medfølgende dokumenter.

Stk. 5. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om

1) formodning for et apparats overensstemmelse med § 3 eller dele heraf, jf. stk. 1, hvis apparatet er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf,

2) procedurerne til vurdering af apparaters overensstemmelse med § 3 og indholdet af den tekniske dokumentation, jf. stk. 2,

3) indholdet af EU-overensstemmelseserklæringen, jf. stk. 3, og

4) CE-mærkning, jf. stk. 4.

§ 5. Fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, hvor fabrikanten kan kontaktes, skal fremgå af de apparater, som fabrikanten bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.

Stk. 2. Fabrikanten skal på apparater, som fabrikanten bringer i omsætning, anbringe et type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse, der kan identificere apparaterne. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument.

Stk. 3. Fabrikanten skal sikre, at der med apparater følger en klar og forståelig brugsanvisning på et sprog, der er let forståeligt. Brugsanvisningen skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige, for at apparatet kan anvendes efter hensigten.

Stk. 4. Fabrikanten skal sikre, at der med apparater følger klare og forståelige oplysninger om eventuelle særlige forhold vedrørende apparatets samling, installation, vedligeholdelse eller anvendelse. Oplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt. Fabrikanten skal desuden sikre, at der med apparater, som ikke er i overensstemmelse med § 3, hvis de anvendes i boligområder, følger klare oplysninger om, at de ikke må anvendes i sådanne områder, eller at der skal træffes særlige foranstaltninger ved anvendelsen.

§ 6. Fabrikanten skal straks bringe et apparat, som fabrikanten har bragt i omsætning, i overensstemmelse med kravene, som følger af § 4 og regler fastsat i medfør heraf og § 5, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis fabrikanten finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.

Stk. 2. Udgør et apparat, som fabrikanten har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal fabrikanten straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om apparatets manglende overensstemmelse og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.

Bemyndigede repræsentanter for fabrikanter

§ 7. Fabrikanten kan ved en skriftlig fuldmagt udpege en bemyndiget repræsentant.

Stk. 2. Fabrikantens pligt efter § 4, stk. 1, og pligten til at udarbejde teknisk dokumentation efter § 4, stk. 2, kan ikke gøres til en del af fuldmagten nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Fabrikantens udpegning af den bemyndigede repræsentant efter stk. 1 skal som minimum sætte den bemyndigede repræsentant i stand til at

1) opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation i 10 år, efter at apparatet er blevet bragt i omsætning, jf. § 4, stk. 3,

2) give Energistyrelsen oplysninger og dokumentation på Energistyrelsens begrundede anmodning, som er nødvendige for at påvise apparatets overensstemmelse med kravene, som følger af § 4 og regler fastsat i medfør heraf og § 5, og

3) samarbejde om foranstaltninger på Energistyrelsens anmodning, som Energistyrelsen træffer for at fjerne en risiko, som udgøres af et apparat, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants fuldmagt.

Importører

§ 8. Importøren må ikke bringe apparater i omsætning, før de er blevet bragt i overensstemmelse med § 3, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at apparaterne ikke er i overensstemmelse med § 3.

Stk. 2. Importøren må kun bringe apparater i omsætning, når importøren har sikret, at fabrikanten af apparaterne har overholdt § 4, stk. 2 og 4, regler fastsat i medfør af § 4, stk. 5, nr. 4, og § 5.

Stk. 3. Importørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, hvor importøren kan kontaktes, skal fremgå af de apparater, som importøren bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.

Stk. 4. Importøren skal i 10 år, efter at et apparat er blevet bragt i omsætning, opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen, jf. § 4, stk. 3. Importøren skal i samme tidsrum sikre, at den tekniske dokumentation, jf. § 4, stk. 2, kan stilles til rådighed for Energistyrelsen på anmodning herom.

Stk. 5. Importøren skal sikre, at importørens opbevaring og transport af apparater ikke bringer apparaternes overensstemmelse med § 3 i fare.

Stk. 6. Udgør et apparat en risiko, skal importøren underrette fabrikanten og Energistyrelsen herom.

§ 9. Importøren skal straks bringe et apparat, importøren har bragt i omsætning, i overensstemmelse med kravene i § 8, stk. 1-3, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.

Stk. 2. Udgør et apparat, som importøren har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal importøren straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om apparatets manglende overensstemmelse og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.

Distributører

§ 10. Distributøren må ikke gøre apparater tilgængelige på markedet, før de er blevet bragt i overensstemmelse med § 3, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at de ikke er i overensstemmelse med § 3.

Stk. 2. Distributøren må kun gøre apparater tilgængelige på markedet, når distributøren har kontrolleret, at fabrikanten af apparaterne har overholdt § 4, stk. 4, regler fastsat i medfør af § 4, stk. 5, nr. 4, og § 5, og at importøren af apparaterne har overholdt § 8, stk. 3.

Stk. 3. Distributøren skal sikre, at distributørens opbevaring og transport af apparater ikke bringer apparaternes overensstemmelse med § 3 i fare.

Stk. 4. Udgør et apparat en risiko, skal distributøren underrette fabrikanten eller importøren samt Energistyrelsen herom.

§ 11. Distributøren skal sikre, at et apparat, som distributøren har gjort tilgængeligt på markedet, bringes i overensstemmelse med kravene i § 10, stk. 1 og 2, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.

Stk. 2. Udgør et apparat, som distributøren har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal distributøren straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om apparatets manglende overensstemmelse og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.

Tilfælde, hvor importører og distributører anses som fabrikanter

§ 12. En importør eller distributør anses for at være fabrikant og er underlagt de samme pligter som fabrikanten, jf. §§ 4-6, hvis importøren eller distributøren bringer et apparat i omsætning under eget navn eller varemærke eller ændrer et apparat, som allerede er bragt i omsætning, på en sådan måde, at det kan berøre apparatets overensstemmelse med § 3.

Anvendelse af apparater m.v.

§ 13. En bruger må anvende et apparat, når apparatet er korrekt installeret og vedligeholdt og anvendes efter hensigten, og når apparatet er i overensstemmelse med § 3.

Stk. 2. Den, der på handelsmesser, udstillinger og ved lignende lejligheder viser og demonstrerer et apparat, som ikke er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, skal ved synlig skiltning klart oplyse, at apparatet hverken må gøres tilgængeligt på markedet eller anvendes, før det er bragt i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om særlige foranstaltninger vedrørende installation og anvendelse af apparater.

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af apparater i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.

Kapitel 3

Faste anlæg

Væsentlige krav

§ 14. Fabrikanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg skal sikre, at anlægget er konstrueret og installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis og under iagttagelse af oplysningerne om dets komponenters tilsigtede anvendelse, så

1) det faste anlæg ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at apparater, andre faste anlæg og radioudstyr kan fungere efter hensigten, og

2) det faste anlæg har den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med det faste anlægs tilsigtede anvendelse, og som gør, at det faste anlægs funktion ikke forringes i uacceptabel grad.

Stk. 2. Fabrikanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg skal kunne dokumentere, at det faste anlæg er installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis, jf. stk. 1.

Stk. 3. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om formodning for faste anlægs overensstemmelse med kravene i stk. 1 og 2 eller dele heraf, hvis de faste anlæg er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf.

Apparater til indbygning i faste anlæg

§ 15. Apparater, der alene er bestemt til indbygning i et bestemt fast anlæg og i øvrigt ikke er gjort tilgængelige på markedet, er ikke omfattet af §§ 3-12.

Stk. 2. Fabrikanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg skal sikre, at der med de i stk. 1 nævnte apparater følger informationsmateriale, der

1) identificerer det i stk. 1 nævnte faste anlæg og beskriver dets karakteristika med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet,

2) oplyser om, hvilke foranstaltninger der skal træffes ved indbygningen af apparatet i det faste anlæg med henblik på at sikre anlæggets overensstemmelse med § 14, stk. 1, og

3) indeholder oplysningerne nævnt i § 5, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 3.

Anvendelse af faste anlæg m.v.

§ 16. En bruger må anvende et fast anlæg, når det faste anlæg er korrekt installeret og vedligeholdt og anvendes efter hensigten, og når det faste anlæg er i overensstemmelse med § 14, stk. 1.

Stk. 2. Den, der på handelsmesser, udstillinger og ved lignende lejligheder viser og demonstrerer et fast anlæg, som ikke er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, skal ved synlig skiltning klart oplyse, at det faste anlæg ikke må anvendes, før det er bragt i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om særlige foranstaltninger vedrørende installation og anvendelse af faste anlæg.

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af faste anlæg i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.

Kapitel 4

Radioudstyr

Væsentlige krav

§ 17. Radioudstyr skal være konstrueret således, at

1) det sikrer beskyttelse af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr og beskyttelse af ejendom, herunder de fastsatte mål med hensyn til sikkerhedskrav i bestemmelser, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, dog uden nedre grænse for spænding,

2) det ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr kan fungere efter hensigten og har den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med radioudstyrets tilsigtede anvendelse, og som gør, at dets funktion ikke forringes i uacceptabel grad, og at

3) det både anvender radiofrekvenser på en effektiv måde og understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser, så uacceptable forstyrrelser forebygges.

Stk. 2. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om, at radioudstyr i særlige kategorier skal være konstrueret således, at det ud over kravene i stk. 1 skal være i overensstemmelse med yderligere specifikke væsentlige krav, når Europa-Kommissionen har truffet afgørelse herom.

Fabrikanter

§ 18. Fabrikanten skal sikre, at radioudstyr er konstrueret i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, og at radioudstyret kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat, uden at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, når fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning.

Stk. 2. Fabrikanten skal vurdere radioudstyrs overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf og udarbejde teknisk dokumentation, inden fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning.

Stk. 3. Fabrikanten skal, inden fabrikanten bringer radioudstyr i omsætning, udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring, hvorved fabrikanten indestår for, at radioudstyret er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, på baggrund af vurderingen i stk. 2. Fabrikanten skal opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation, jf. stk. 2, i 10 år, efter at radioudstyret er blevet bragt i omsætning.

Stk. 4. Fabrikanten skal sikre, at der med radioudstyret følger en kopi af den fulde EU-overensstemmelseserklæring, jf. stk. 3, eller en forenklet EU-overensstemmelseserklæring med en internetadresse, hvor EU-overensstemmelseserklæringens fulde tekst, jf. stk. 3, kan findes.

Stk. 5. Fabrikanten skal anbringe et CE-mærke på radioudstyr, som er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, medmindre det ikke er muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed, og på radioudstyrets emballage, inden fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning.

Stk. 6. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om

1) formodning for radioudstyrs overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf eller dele heraf, jf. stk. 1, hvis radioudstyret er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf,

2) procedurerne til vurdering af radioudstyrs overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf og indholdet af den tekniske dokumentation, jf. stk. 2,

3) indholdet af EU-overensstemmelseserklæringen og den forenklede EU-overensstemmelseserklæring, jf. stk. 3 og 4, og

4) mærkning af radioudstyr, herunder CE-mærkning, jf. stk. 5.

Stk. 7. Energistyrelsen fastsætter regler om, at fabrikanten skal registrere typer af radioudstyr i visse kategorier, inden det bringes i omsætning. Energistyrelsen fastsætter herunder regler om, hvilke oplysninger der skal registreres, og om fabrikantens pligt til at anbringe et registreringsnummer på radioudstyret, når Europa-Kommissionen har truffet afgørelse herom.

§ 19. Fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, hvor fabrikanten kan kontaktes, skal fremgå af radioudstyr, som fabrikanten bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på radioudstyret, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.

Stk. 2. Fabrikanten skal på radioudstyret anbringe et type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse, der kan identificere radioudstyret. Er det ikke muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på radioudstyret, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument.

Stk. 3. Fabrikanten skal sikre, at der følger en klar og forståelig brugsanvisning og sikkerhedsinformation på et sprog, der er let forståeligt, med radioudstyret. Brugsanvisningen skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige, for at radioudstyret kan anvendes efter hensigten.

Stk. 4. Udsender radioudstyret tilsigtet radiofrekvenser, skal fabrikanten foruden de i stk. 3 nævnte oplysninger indsætte oplysninger i brugsanvisningen om de frekvensbånd, som radioudstyret anvender, og den maksimale effekt, som udsendes i disse frekvensbånd.

Stk. 5. Er der begrænsninger eller krav om tilladelse for at anvende radioudstyret, skal fabrikanten sikre, at der af emballagen fremgår oplysninger, som identificerer de EU-medlemsstater eller de geografiske områder i EU-medlemsstater, hvor sådanne begrænsninger eller krav findes. Disse oplysninger skal uddybes i brugsanvisningen, jf. stk. 3.

Stk. 6. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvordan fabrikanten skal angive oplysninger som nævnt i stk. 5, når Europa-Kommissionen har truffet afgørelse herom.

§ 20. Fabrikanten skal enten straks bringe radioudstyr, som fabrikanten har bragt i omsætning, i overensstemmelse med kravene, som følger af §§ 18 og 19 og regler fastsat i medfør heraf, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis fabrikanten finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.

Stk. 2. Udgør radioudstyr, som fabrikanten har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal fabrikanten straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om radioudstyrets manglende overensstemmelse, eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen, og resultaterne heraf.

Stk. 3. Energistyrelsen fastsætter regler om, at fabrikanter for at beskytte brugernes sundhed og sikkerhed skal foretage stikprøvekontrol af radioudstyr, der er gjort tilgængeligt på markedet, undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf eller er blevet kaldt tilbage, og føre et register over klager over radioudstyr, og at fabrikanter skal holde distributørerne orienteret om aktiviteterne.

Bemyndigede repræsentanter for fabrikanter

§ 21. Fabrikanten kan ved skriftlig fuldmagt udpege en bemyndiget repræsentant.

Stk. 2. Fabrikantens pligt efter § 18, stk. 1, til at sikre, at radioudstyr er konstrueret i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, og fabrikantens pligt efter § 18, stk. 2, til at udarbejde teknisk dokumentation kan ikke gøres til en del af fuldmagten nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Fabrikantens udpegning af den bemyndigede repræsentant efter stk. 1 skal som minimum sætte den bemyndigede repræsentant i stand til at

1) opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation i 10 år, efter at radioudstyret er blevet bragt i omsætning, jf. § 18, stk. 3,

2) give Energistyrelsen oplysninger og dokumentation på Energistyrelsens begrundede anmodning, der er nødvendige for at påvise radioudstyrets overensstemmelse med de krav, som følger af §§ 18 og 19 og regler fastsat i medfør heraf, og

3) samarbejde om foranstaltninger på Energistyrelsens anmodning, som Energistyrelsen træffer for at fjerne en risiko, som udgøres af det radioudstyr, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants fuldmagt.

Importører

§ 22. Importøren må ikke bringe radioudstyr i omsætning, før det er blevet bragt i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Importøren må kun bringe radioudstyr i omsætning, når importøren har sikret, at radioudstyret kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat, uden at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, og at fabrikanten af radioudstyret har overholdt § 18, stk. 2, 4 og 5, regler fastsat i medfør af § 18, stk. 6, nr. 3 og nr. 4, for så vidt angår CE-mærkning, § 19, stk. 1-5, og regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6.

Stk. 3. Importørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, hvor importøren kan kontaktes, skal fremgå af radioudstyret, som importøren bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på radioudstyret, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.

Stk. 4. Importøren skal i 10 år, efter at radioudstyret er blevet bragt i omsætning, opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen, jf. § 18, stk. 3. Importøren skal i samme tidsrum sikre, at den tekniske dokumentation, jf. § 18, stk. 2, kan stilles til rådighed for Energistyrelsen på anmodning herom.

Stk. 5. Importøren skal sikre, at importørens opbevaring og transport af radioudstyr ikke bringer radioudstyrets overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf i fare.

Stk. 6. Udgør radioudstyr en risiko, skal importøren underrette fabrikanten og Energistyrelsen herom.

§ 23. Importøren skal straks bringe radioudstyr, som importøren har bragt i omsætning, i overensstemmelse med kravene i § 22, stk. 1-3, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.

Stk. 2. Udgør radioudstyr, som importøren har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal importøren straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om radioudstyrets manglende overensstemmelse og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.

Stk. 3. Energistyrelsen fastsætter regler om, at importører for at beskytte brugernes sundhed og sikkerhed skal foretage stikprøvekontrol af radioudstyr, der er gjort tilgængeligt på markedet, undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf eller er blevet kaldt tilbage, og føre et register over klager over radioudstyr samt holde distributørerne orienteret om aktiviteterne.

Distributører

§ 24. Distributøren må ikke gøre radioudstyr tilgængeligt på markedet, før det er blevet bragt i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Distributøren må kun gøre radioudstyr tilgængeligt på markedet, hvis distributøren har kontrolleret, at radioudstyret er konstrueret, så det kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat, uden at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, at fabrikanten har overholdt § 18, stk. 4 og 5, regler fastsat i medfør af § 18, stk. 6, nr. 3 og nr. 4, for så vidt angår CE-mærkning, og § 19, stk. 1-5, samt regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6, og at importøren har overholdt § 22, stk. 3.

Stk. 3. Distributøren skal sikre, at distributørens opbevaring og transport af radioudstyr ikke bringer radioudstyrets overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf i fare.

Stk. 4. Udgør radioudstyret en risiko, skal distributøren underrette fabrikanten eller importøren samt Energistyrelsen herom.

§ 25. Distributøren skal sikre, at radioudstyr, som distributøren har gjort tilgængeligt på markedet, bringes i overensstemmelse med kravene i § 24, stk. 1 og 2, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.

Stk. 2. Udgør radioudstyr, som distributøren har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal distributøren straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om radioudstyrets manglende overensstemmelse og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.

Tilfælde, hvor importører og distributører anses som fabrikanter

§ 26. En importør eller distributør anses for at være fabrikant og er underlagt de samme pligter som fabrikanten, jf. §§ 18-20, hvis importøren eller distributøren bringer radioudstyr i omsætning under eget navn eller varemærke eller ændrer radioudstyr, der allerede er bragt i omsætning, på en sådan måde, at det kan berøre radioudstyrets overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Anvendelse af radioudstyr m.v.

§ 27. En bruger må anvende radioudstyr, når radioudstyret er korrekt installeret og vedligeholdt, anvendes efter hensigten og er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Den, der på handelsmesser, udstillinger og ved lignende lejligheder viser og demonstrerer radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, skal ved synlig skiltning klart oplyse, at radioudstyret hverken må gøres tilgængeligt på markedet eller anvendes, før det er bragt i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3. Energistyrelsen kan med sigte på at varetage hensynet til den offentlige sundhed fastsætte nærmere regler om krav for at anvende bestemte kategorier af radioudstyr.

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af radioudstyr i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.

Kapitel 5

Grænseflader, tilslutning af terminaludstyr og radiogrænseflader

§ 28. Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal offentliggøre tekniske specifikationer for de fysiske karakteristika for de grænseflader, de stiller til rådighed, inden de tjenester, der udbydes via disse grænseflader, stilles til rådighed for offentligheden.

§ 29. Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester kan ikke nægte slutbrugere at tilslutte terminaludstyr til de pågældende net eller tjenester, hvis udstyret er i overensstemmelse med §§ 3 eller 17 og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om tilslutning af terminaludstyr i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.

§ 30. Energistyrelsen fastsætter regler om radiogrænseflader med henblik på at fremme effektiv anvendelse af radiofrekvenser og forebygge uacceptable forstyrrelser af anvendelse af radiofrekvenser, herunder regler om de tekniske rammer for anvendelse af radioudstyr.

Kapitel 6

Bemyndigede organer

§ 31. Energistyrelsen udpeger efter ansøgning aktører til bemyndigede organer, der kan udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver vedrørende apparater og radioudstyrs overensstemmelse med §§ 3 eller 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om krav til ansøgninger efter stk. 1, til ansøgningsprocedurer og til bemyndigede organers organisation, kompetencer og varetagelse af opgaver. Energistyrelsen fastsætter endvidere nærmere regler om tilsyn med bemyndigede organer, herunder Energistyrelsens mulighed for at anmode om oplysninger og begrænse, suspendere eller tilbagekalde en bemyndigelse, og fabrikanters adgang til at klage til Energistyrelsen over beslutninger truffet af bemyndigede organer.

Kapitel 7

Tilsyn m.v.

Tilsynsmyndighed

§ 32. Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf.

Oplysningspligt

§ 33. Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan ved en begrundet anmodning kræve oplysninger og materiale, jf. dog stk. 2 og 3, som skønnes nødvendigt i forbindelse med administration af loven og regler fastsat i medfør heraf, af erhvervsdrivende, fabrikanter af faste anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg og radioudstyr samt udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Stk. 2. Energistyrelsen kan af en erhvervsdrivende kræve oplysninger, der identificerer enhver anden erhvervsdrivende, som inden for 10 år har leveret et apparat eller radioudstyr til den pågældende erhvervsdrivende, og enhver anden erhvervsdrivende, som den pågældende erhvervsdrivende inden for 10 år har leveret et apparat eller radioudstyr til.

Stk. 3. Energistyrelsen kan af fabrikanter af faste anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg kræve, at de fremlægger dokumentation som nævnt i § 14, stk. 2, så længe det faste anlæg er i drift, hvis der er tegn på, at det faste anlæg ikke er i overensstemmelse med § 14, stk. 1.

Stk. 4. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, at fabrikanter af radioudstyr og programmel skal oplyse, om påtænkte kombinationer af radioudstyr og programmel er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om, at disse oplysninger skal afgives for bestemte kategorier af radioudstyr.

§ 34. Undlader en erhvervsdrivende i forbindelse med en konkret tilsynssag at give de oplysninger eller fremlægge det materiale, som Energistyrelsen kræver efter § 33, stk. 1, eller undlader en erhvervsdrivende at give oplysninger efter § 33, stk. 2, kan Energistyrelsen over for fabrikanten, importøren eller distributøren

1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,

2) give påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller

3) give påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.

Stk. 2. Giver fabrikanten af et fast anlæg, den ansvarlige for installationen af et fast anlæg eller den ansvarlige for anvendelsen af et fast anlæg ikke de oplysninger eller fremlægger det materiale, som Energistyrelsen anmoder om, jf. § 33, stk. 1 eller 3, i forbindelse med en konkret tilsynssag, kan Energistyrelsen over for den ansvarlige for anvendelsen af det faste anlæg nedlægge forbud mod, at det faste anlæg anvendes.

Stk. 3. Giver den ansvarlige for anvendelsen af et apparat eller radioudstyr ikke de oplysninger eller fremlægger det materiale, som Energistyrelsen anmoder om i medfør af § 33, stk. 1, i forbindelse med en konkret tilsynssag, kan Energistyrelsen nedlægge forbud mod, at apparatet eller radioudstyret anvendes.

Stk. 4. Modtager Energistyrelsen ikke oplysninger eller materiale, som Energistyrelsen anmoder om i medfør af § 33, stk. 1 eller 2, og er der ikke tale om en konkret tilsynssag, kan Energistyrelsen give påbud om at give oplysningerne eller at fremlægge materialet.

Adgang til lokaliteter og transportmidler

§ 35. Energistyrelsen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til lokaliteter og transportmidler tilhørende fabrikanter, importører og distributører for at føre stikprøvevis kontrol med, om loven og regler fastsat i medfør heraf overholdes. Energistyrelsen kan i forbindelse med sin kontrol på stedet foretage undersøgelser af apparater, faste anlæg og radioudstyr.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 1. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Undersøgelse af apparater og radioudstyr

§ 36. Energistyrelsen kan medtage apparater eller radioudstyr uden betaling herfor fra fabrikanter eller importører i forbindelse med sit tilsyn, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 2. Energistyrelsen kan i forbindelse med sit tilsyn kræve, at fabrikanter eller importører sender apparater eller radioudstyr til Energistyrelsen uden forudgående betaling herfor, jf. dog stk. 4-6, med henblik på at undersøge apparaterne eller radioudstyret.

Stk. 3. Energistyrelsen kan i forbindelse med sit tilsyn hos distributører medtage apparater og radioudstyr uden betaling herfor, jf. dog stk. 5 og 6, eller kræve, at distributører sender apparater eller radioudstyr til Energistyrelsen uden forudgående betaling herfor, jf. dog stk. 4-6, hvis det ikke er muligt for Energistyrelsen at medtage eller få tilsendt disse fra fabrikanten eller importøren i medfør af stk. 1 eller 2.

Stk. 4. Energistyrelsen refunderer de udgifter, som fabrikanten, importøren eller distributøren kan dokumentere at have afholdt, ved at den pågældende har sendt et apparat eller radioudstyr til Energistyrelsen i medfør af stk. 2 eller 3.

Stk. 5. Når Energistyrelsen har undersøgt et apparat eller radioudstyr, som Energistyrelsen har medtaget efter stk. 1 eller 3 eller har fået tilsendt efter stk. 2 eller 3, returnerer Energistyrelsen apparatet eller radioudstyret til fabrikanten, importøren eller distributøren, jf. dog stk. 6.

Stk. 6. Fabrikanten, importøren eller distributøren kan i stedet for returnering af apparatet eller radioudstyret, jf. stk. 5, anmode om at få refunderet værdien heraf eller kan i forbindelse med returneringen anmode om at få refunderet et eventuelt værditab. Energistyrelsen refunderer værdien eller værditabet af apparatet eller radioudstyret, hvis

1) fabrikanten, importøren eller distributøren dokumenterer apparatets eller radioudstyrets værdi eller værditab over for Energistyrelsen,

2) Energistyrelsen ikke finder grundlag for i forhold til det pågældende apparat eller radioudstyr at træffe afgørelse om manglende overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf og

3) apparatet eller radioudstyret efter Energistyrelsens vurdering ikke er egnet til at blive gjort tilgængeligt på markedet efter undersøgelsen, eller hvis Energistyrelsens undersøgelse har medført et værditab.

Stk. 7. Nægter en fabrikant, importør eller distributør at lade Energistyrelsen medtage et apparat eller radioudstyr, jf. stk. 1 eller 3, eller undlader en fabrikant, importør eller distributør at sende et apparat eller radioudstyr til Energistyrelsen, jf. stk. 2 eller 3, kan Energistyrelsen over for fabrikanten, importøren eller distributøren

1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,

2) give påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller

3) give påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.

Test af radioudstyr

§ 37. Er den tekniske dokumentation for radioudstyr ikke i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 18, stk. 6, nr. 2, kan Energistyrelsen anmode fabrikanter eller importører af radioudstyr om for egen regning at få foretaget en test af radioudstyret af en virksomhed, som Energistyrelsen kan godkende, for at efterprøve, om radioudstyret er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Energistyrelsen træffer over for fabrikanten eller importøren afgørelse om, hvorvidt Energistyrelsen kan godkende fabrikantens eller importørens forslag til virksomhed, som skal foretage den i stk. 1 nævnte test.

Apparater og radioudstyr, som udgør en risiko

§ 38. Udgør et apparat en risiko, kan Energistyrelsen over for en fabrikant, en importør eller en distributør

1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,

2) give påbud om at trække apparatet tilbage fra markedet eller

3) give påbud om at kalde apparatet tilbage.

Stk. 2. Udgør radioudstyr en risiko, kan Energistyrelsen over for en fabrikant, en importør eller en distributør

1) nedlægge forbud mod at bringe radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,

2) give påbud om at trække radioudstyret tilbage fra markedet eller

3) give påbud om at kalde radioudstyret tilbage.

Stk. 3. Energistyrelsen kan træffe foranstaltninger for at fjerne risikoen nævnt i stk. 1 og 2. Fabrikanten, importøren eller distributøren skal på Energistyrelsens anmodning samarbejde med Energistyrelsen om disse foranstaltninger.

Stk. 4. Energistyrelsen kan i særlige tilfælde, hvor radioudstyr har forårsaget eller kan forventes at ville forårsage uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation, fastsætte nærmere regler om, at fabrikanter, importører og distributører ikke må bringe radioudstyret i omsætning eller gøre det tilgængeligt på markedet, eller at radioudstyret skal trækkes tilbage fra markedet eller kaldes tilbage.

§ 39. Udgør radioudstyr en risiko, selv om det er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, kan Energistyrelsen

1) give en fabrikant eller en importør påbud om at sikre, at radioudstyret ikke udgør en risiko, når det bringes i omsætning,

2) give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at trække radioudstyret tilbage fra markedet eller

3) give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at kalde radioudstyret tilbage.

Stk. 2. Energistyrelsen kan træffe foranstaltninger for at fjerne risikoen nævnt i stk. 1. Fabrikanten, importøren eller distributøren skal på Energistyrelsens anmodning samarbejde med Energistyrelsen om disse foranstaltninger.

§ 40. Træffer Europa-Kommissionen afgørelse om, at en afgørelse truffet af Energistyrelsen i medfør af §§ 38 og 39, som Energistyrelsen skal underrette Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater om i henhold til artikel 38, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet eller artikel 40, stk. 4, eller artikel 42, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, skal ændres eller trækkes tilbage, tilpasser eller trækker Energistyrelsen sin afgørelse tilbage i overensstemmelse med Europa-Kommissionens afgørelse.

Formel manglende overensstemmelse

§ 41. Har en fabrikant ikke overholdt §§ 4 og 5 og regler fastsat i medfør heraf eller §§ 18 og 19 og regler fastsat i medfør heraf, har en importør ikke overholdt § 8, stk. 1-4, eller § 22, stk. 1-4, eller har en distributør ikke overholdt § 10, stk. 1 og 2, eller § 24, stk. 1 og 2, og vurderer Energistyrelsen, at apparatet eller radioudstyret ikke udgør en risiko, kan Energistyrelsen give den pågældende påbud om at overholde den eller de pågældende bestemmelser.

Stk. 2. Efterkommer fabrikanten, importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens påbud efter stk. 1, kan Energistyrelsen over for fabrikanten, importøren eller distributøren

1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,

2) give påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller

3) give påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.

Stk. 3. Overholder en importør ikke § 8, stk. 5, eller § 22, stk. 5, eller overholder en distributør ikke § 10, stk. 3, eller § 24, stk. 3, kan Energistyrelsen give importøren eller distributøren påbud om at overholde den eller de pågældende bestemmelser.

Stk. 4. Underretter en importør ikke fabrikanten i henhold til § 8, stk. 6, eller § 22, stk. 6, eller underretter en distributør ikke fabrikanten eller importøren i henhold til § 10, stk. 4, eller § 24, stk. 4, kan Energistyrelsen give importøren påbud om at underrette fabrikanten eller give distributøren påbud om at underrette importøren eller fabrikanten.

Anvendelse i strid med reglerne af apparater, faste anlæg og radioudstyr

§ 42. Overholder den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg eller radioudstyr ikke § 13, stk. 1, § 16, stk. 1, eller § 27, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 13, stk. 3 og 4, § 16, stk. 3 og 4, eller § 27, stk. 3 og 4, kan Energistyrelsen over for den pågældende nedlægge forbud mod, at apparatet, det faste anlæg eller radioudstyret anvendes.

Manglende offentliggørelse af grænseflader og nægtelse af tilslutning af terminaludstyr

§ 43. Undlader en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester at offentliggøre tekniske specifikationer efter § 28, eller nægter en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester en slutbruger at tilslutte terminaludstyr efter § 29, kan Energistyrelsen give udbyderen påbud om at offentliggøre de pågældende tekniske specifikationer eller lade en slutbruger tilslutte det pågældende terminaludstyr.

Kapitel 8

Afskæring af instruksadgang samt klageadgang

§ 44. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan ikke give Energistyrelsen tjenestebefaling om Energistyrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Energistyrelsens fastsættelse af regler på områder, hvor Energistyrelsen ved denne lov er bemyndiget hertil, eller om Energistyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf.

§ 45. Energistyrelsens afgørelser truffet efter loven eller regler fastsat i medfør heraf og sagsbehandling i forbindelse hermed kan påklages til Teleklagenævnet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Energistyrelsens afgørelser truffet i medfør af §§ 38 og 39, som Energistyrelsen skal underrette de øvrige EU-medlemsstater og Europa-Kommissionen om i henhold til artikel 38, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet eller artikel 40, stk. 4, eller artikel 42, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, kan ikke påklages til Teleklagenævnet.

Kapitel 9

Anvendelse af forordninger

§ 46. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler, der er nødvendige for at anvende forordninger udstedt af Den Europæiske Union på området for radioudstyr og elektromagnetiske forhold, herunder regler om forbud og påbud samt sanktioner ved manglende overholdelse af forordninger.

Kapitel 10

Straf m.v.

Tvangsbøder

§ 47. Undlader en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester at efterkomme Energistyrelsens påbud i medfør af § 43, kan Energistyrelsen pålægge udbyderen tvangsbøder.

Straf

§ 48. Med bøde straffes

1) den, som overtræder § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, og § 27, stk. 2,

2) den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, som undlader at sikre, at et fast anlæg er konstrueret og installeret i overensstemmelse med § 14, stk. 1, eller undlader at sikre den fornødne dokumentation, jf. § 14, stk. 2,

3) den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, som undlader at sikre, at der med de i § 15, stk. 1, nævnte apparater følger informationsmateriale, hvis indhold er i overensstemmelse med § 15, stk. 2,

4) den fabrikant, importør eller distributør, den fabrikant af et fast anlæg, den ansvarlige for installationen af et fast anlæg eller den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg eller radioudstyr, som overtræder et forbud efter § 34, stk. 1, nr. 1, stk. 2 og 3, § 36, stk. 7, nr. 1, § 38, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, § 41, stk. 2, nr. 1, og § 42, eller

5) den fabrikant, importør eller distributør, den fabrikant af et fast anlæg, den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg eller radioudstyr eller den udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som undlader at efterkomme et påbud efter § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 4, § 36, stk. 7, nr. 2 og 3, § 38, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3, § 39, § 41, stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 3 og 4, og § 43.

Stk. 2. I regler fastsat i medfør af denne lov kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 11

Ikrafttræden og overgangsordning

§ 49. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at forskellige dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for ophævelse af lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007. Ministeren kan herunder fastsætte, at forskellige dele af loven ophæves på forskellige tidspunkter.

§ 50. Regler fastsat i medfør af lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007, forbliver i kraft, indtil de ophæves.

§ 51. Apparater og radioudstyr, der er omfattet af bestemmelserne om elektriske og elektroniske apparater i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007 og regler fastsat i medfør heraf, som er i overensstemmelse med kravene til elektriske og elektroniske apparater i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf, og som er bragt i omsætning inden den 20. april 2016, må fra den 20. april 2016 gøres tilgængelige på markedet og anvendes i henhold til bestemmelserne om elektriske og elektroniske apparater i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Apparater, der er omfattet af bestemmelserne om teleterminaludstyr i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007 og regler fastsat i medfør heraf, som er i overensstemmelse med kravene til teleterminaludstyr i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf, og som er bragt i omsætning inden den 13. juni 2016, må fra den 13. juni 2016 gøres tilgængelige på markedet og anvendes i henhold til bestemmelserne om teleterminaludstyr i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3. Radioudstyr, som er i overensstemmelse med kravene til radioudstyr i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007 og regler fastsat i medfør heraf, må bringes i omsætning fra den 13. juni 2016 til den 12. juni 2017 og må fra den 13. juni 2016 gøres tilgængeligt på markedet og anvendes i henhold til bestemmelserne om radioudstyr i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 4. Radioudstyr, som fra den 20. april 2016 til den 13. juni 2016 er omfattet af bestemmelserne om apparater, jf. regler, der fastsættes i medfør af § 49, stk. 1, og som er i overensstemmelse med kravene til apparater i loven og regler fastsat i medfør heraf, må bringes i omsætning fra den 13. juni 2016 til den 12. juni 2017 og må fra den 13. juni 2016 gøres tilgængeligt på markedet og anvendes i henhold til bestemmelserne om apparater i loven og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 5. § 32, § 33, stk. 1, § 34, stk. 1, 3 og 4, §§ 35 og 36, §§ 38-40, § 41, stk. 1 og 2, § 42, § 45 og § 48, stk. 1, nr. 4 og 5, og stk. 2 og 3, i denne lov finder tilsvarende anvendelse på apparater og radioudstyr omfattet af stk. 1-3.

§ 52. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 16. marts 2016

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Lars Christian Lilleholt

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 79, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 62, og dele af Kommissionens direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr, EU-Tidende 2008, nr. L 162, side 20.