Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner og retsplejeloven

(Ændring af betingelserne for retshjælp og indførelse af klageadgang til Procesbevillingsnævnet)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov nr. 940 af 20. december 1999 om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, indsættes efter »såfremt«: »der skønnes at være rimelig grund til at føre klagesagen og«.

2. § 3 affattes således:

»§ 3. Justitsministeren kan, når særlige grunde taler derfor og de i § 2, stk. 1, anførte betingelser er opfyldt, yde retshjælp til juridiske personer.«

3. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. Meddeles der afslag på retshjælp efter denne lov, kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet, inden 4 uger efter at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.«

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16. november 2015, som ændret senest ved lov nr. 168 af 27. februar 2016, foretages følgende ændring:

1. I § 22, stk. 2, indsættes efter »denne lov«: »og afslag på retshjælp efter lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2016.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger om retshjælp indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 16. marts 2016

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Søren Pind