Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kriterier for godskrivning
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til sikkerhedsvagt

I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 16. juni 2015, og efter bestemmelse fra Det faglige udvalg for vagt- og sikkerhedsservice fastsættes efter bemyndigelse:

Formål og opdeling

§ 1. Erhvervsuddannelsen til sikkerhedsvagt har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder:

1) Professionel overvågning af mennesker, så liv eller velfærd ikke trues.

2) Professionel overvågning og beskyttelse af virksomheder og deres værdier.

3) Observation og forebyggelse af brand, tyveri, hærværk og energispild i og omkring bygninger.

4) Professionel sikkerhedsrelateret vejledning og servicering af kunder, publikum, gæster m.fl.

Stk. 2. Uddannelsen afsluttes med specialet sikkerhedsvagt, niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Varighed

§ 2. Uddannelsen varer 2 år, inklusiv grundforløbet . Grundforløbet kan ikke erstattes af grundlæggende praktisk oplæring i en virksomhed.

Stk. 2. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens speciale 1 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 24 uger fordelt på mindst tre skoleperioder.

Stk. 3. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb), varer uddannelsens speciale 11 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 21 uger.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst tre skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-6.

Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder:

1) Vagtens opgaver og samarbejdsrelationer.

2) Samarbejde.

3) Kommunikation.

4) Forebyggelse- og håndtering af konflikter.

5) Service – kunde- og kulturforståelse.

6) Sikringsteknik videoovervågning og monitorering.

7) Arbejdsmiljø – psykisk og fysisk.

8) Fysisk og psykisk velvære for et godt arbejds- og fritidsliv.

9) Personlig hygiejne.

10) Ergonomi – arbejdsstillinger.

11) It værktøjer.

12) Gældende love og regler for vagt- og sikkerhedsbranchen.

13) Arbejdsregler – rettigheder og pligter.

14) Virksomhedsforståelse.

Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter:

1) Vurdering af betydningen af egen adfærd og personlig fremtræden i vagt- og sikkerhedsarbejdet.

2) Konflikthåndtering ml. kollegaer, kunder og brugere.

3) Servicemindet handlen i jobsituationen.

4) Kommunikation mundligt og skriftligt i relation til erhvervet.

5) Elektronisk kommunikation i relation til erhvervet.

6) Fleksibelt, respektfuldt og professionelt samarbejde med kollegaer, kunder, borgere og brugere.

7) Rationel og ergonomisk korrekt udførelse af vagt- og sikkerhedsopgaver.

8) Elektronisk rapportering og elektronisk kommunikation.

9) Almindeligt forekommende melde- og kontrolsystemer.

10) Planlægning af eget arbejde med udgangspunkt i arbejdsplaner, forholdsordrer og instrukser.

11) Overholdelse af gældende love, regler og bestemmelser ved udførelse af almindelige vagt- og sikkerhedsopgaver.

Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne:

1) agere aktivt og positivt i forskellige service-, samarbejds- og kommunikationssituationer,

2) udvise forståelse for betydningen af egen adfærd og personlig fremtræden i det praktiske vagt- og sikkerhedsarbejde,

3) medvirke til at forebygge konflikter med fokus på egen fremtoning og adfærd,

4) anvende viden om kulturforskelle og forståelse i sin kommunikation og adfærd,

5) anvende viden om vagtens opgaver og samarbejdsrelationer,

6) kommunikere mundtligt og skriftligt, herunder benytte elektronisk kommunikation i relation til rapportering,

7) deltage aktivt i at skabe rammerne for et godt arbejdsmiljø – fysisk og psykisk,

8) anvende viden om hygiejne herunder også personlig hygiejne,

9) anvende viden om betydningen af fysisk og psykisk velvære til at skabe et godt arbejds- og fritidsliv,

10) udføre vagt- og sikkerhedsopgaver rationelt og ergonomisk korrekt,

11) planlægge eget arbejde med udgangspunkt i arbejdsplaner,

12) udføre almindelige vagt- og sikkerhedsopgaver i henhold til gældende love, regler og bestemmelser,

13) anvende grundlæggende viden om sikringsteknik og kontrolcentralfunktionen,

14) anvende grundlæggende viden om videoovervågning og monitorering, herunder kende lovgivningen,

15) anvende almindeligt forekommende melde-, kvitterings- og kontrolsystemer,

16) udvise fleksibilitet, respekt og professionalisme i samarbejdet med kolleger, brugere, kunder, klienter m.fl. i det praktiske sikkerhedsarbejde,

17) udvise virksomhedsforståelse, og

18) i forhold til faget forstå og anvende grundlæggende arbejdsregler, rettigheder og pligter.

Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau og med følgende karakter:

1) Psykologi på F-niveau, bestået.

2) Informationsteknologi på F-niveau, bestået.

3) Dansk på E-niveau, bestået.

Stk. 6. Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende:

1) Kompetencer svarende til Grundlæggende Vagt, der udbydes i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

2) Kompetencer svarende til førstehjælp, mellem niveau, efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. 1. september 2014.

3) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 4. Hovedforløbet har følgende kompetencemål:

1) Eleven kan anvende engelsk hensigtsmæssigt i almindelige dagligdagssituationer i vagtarbejdet.

2) Eleven kan anvende dansk i skrift og tale og med en rimelig grad af korrekthed i vagtarbejdet.

3) Eleven kan redegøre for sikkerhedsbranchens placering og udvikling i samfundet og for de overordnede samfundsøkonomiske teorier og beslutningsprocesser.

4) Eleven kan redegøre for faktorer, der har betydning for sund levevis i hverdagen og i forbindelse med job i sikkerhedsbranchen.

5) Eleven kan på baggrund af viden om innovation medvirke til udvikling og innovation i virksomheder på det private og offentlige arbejdsmarked.

6) Eleven kan beskrive og perspektivere elementære psykologiske problemstillinger i vagtbranchen.

7) Eleven kan kommunikere professionelt i typiske vagtrelaterede arbejdssituationer.

8) Eleven kan håndtere konflikter i typiske vagtrelaterede arbejdsfunktioner.

9) Eleven kan anvende forskellige fysisk relaterede teknikker for at sikre sin personlige sikkerhed.

10) Eleven kan demonstrere forståelse for betydningen af kvalitet, effektivitet og service i typiske vagtrelaterede arbejdssituationer.

11) Eleven kan udføre almindelig daglig rapportering i forbindelse med vagtopgaver.

12) Eleven kan medvirke til sporbevaring på et gerningssted.

13) Eleven kan ved rationel indsats afværge skader på miljøet.

14) Eleven kan anvende de almene og de for vagtbranchen specifikt gældende love og regler.

15) Eleven kan betjene og vejlede kunder i almindelig anvendelse af typiske sikringsanlæg.

16) Eleven kan medvirke professionelt ved håndtering af store menneskemængder.

17) Eleven kan optræde professionelt ved voldsomme begivenheder, som fx uvejr, brand, eksplosioner, voldelige forbrydelser eller terrorhandlinger.

18) Eleven kan udføre ronderende vagt- og alarmpatruljetjeneste.

19) Eleven kan udføre stationære vagtopgaver.

20) Eleven kan udføre service vagtopgaver.

21) Eleven kan agere professionelt i omgangen med kunder, brugere, klienter, gæster, herunder også personer påvirket af rusmidler eller sygdom.

22) Eleven kan udføre forskellige særlige temporære vagtopgaver, der er situationsbestemt.

23) Eleven kan udføre professionel kørsel under forskellige forhold og kan tage hensyn til forhold af sundhedsmæssig betydning.

24) Eleven kan medvirke til, at vagtvirksomheden har et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

25) Eleven kan anvende den læring, eleven opnår i skoleundervisningen til at løse praktiske opgaver i praktikuddannelsen og eleven kan ligeledes udvælge praktiske opgaver fra praktikuddannelsen som gøres til genstand for refleksion i skoleundervisningen.

Stk. 2. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Godskrivning og merit

§ 5. Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse samt bestemmelserne om merit, er fastsat i bilag 1.

Stk. 2. Elevens uddannelsesforløb afkortes yderligere, i det omfang elevens individuelle kompetencer giver grundlag herfor.

Afsluttende prøve

§ 6. Skolen afholder en afsluttende prøve som afslutning på sidste skoleperiode.

Stk. 2. Den afsluttende prøve består af en skriftlig projektopgave, en mundtlig eksamination og en praktisk prøve. Den skriftlige projektopgave består af et skriftligt og praktisk orienterede projekt, som eleven udarbejder i sidste skoleperiode. Den skriftlige projektopgave er eksaminations- og bedømmelsesgrundlag. Den mundtlige eksamination består af en fremlæggelse af projektopgaven over for lærer og censor. Bedømmelsesgrundlaget er elevens mundtlige præsentation. Den praktiske prøve består af en praktisk løsning af en opgave, der knytter sig til uddannelsens kompetencemål. Bedømmelsesgrundlaget er elevens praktiske løsning. Prøvetiden er i alt 45 min, inkl. votering, som fordeles mellem den mundtlige eksamination og den praktiske opgave. Der gives en samlet karakter på baggrund af den skriftlige projektopgave, den mundtlige fremlæggelse af projektopgaven, og den praktiske opgave, som hver tæller en tredje del.

Stk. 3. Opgaverne udarbejdes af skolen. Opgaven fordeles ved lodtrækning.

Stk. 4. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have bestået alle fag og den afsluttende prøve.

Stk. 5. Ved uddannelsens afslutning udsteder fagligt udvalg et uddannelsesbevis til eleven.

Stk. 6. For arbejdsmarkedsuddannelser, som indgår i uddannelsen, anvendes bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået”

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 297 af 24. marts 2015 om erhvervsuddannelsen til sikkerhedsvagt ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen i perioden fra den 1. august 2015 til og med den 14. juli 2016.

Stk. 3. Elever, jf. stk. 2, og elever på den tilsvarende hidtidige erhvervsuddannelse, som undervises i medfør af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 282 af 23. marts 2015 om ophævelse af forskellige bekendtgørelser i forbindelse med gennemførelsen af erhvervsuddannelsesreformen ”Bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser” kan overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan.

Stk. 4. Hvis eleven var fyldt 25 år på tidspunktet for sin påbegyndelse af uddannelsen før den 1. august 2015, skal eleven ved overgangen til uddannelsen efter denne bekendtgørelse gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv).

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 15. marts 2016

Direktør
Jens Strunge Bonde

/ Rasmus Schou Christensen


Bilag 1

Kriterier for godskrivning

1. Kriterier for vurdering af om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser

Eleven skal have været beskæftiget minimum ½ år inden for hvert af følgende jobfunktioner og arbejdsområder:
- Ronderende vagt (tilsyn med industri, kontormiljøer, lager- og/eller byggepladser).
- Alarmpatrulje (udkald til alarmeringer fra erhvervsvirksomheder, kontormiljøer og privathjem)
- Stationær vagt (vagtbetjening i forbindelse med større erhvervsvirksomheder og/eller offentlige institutioner)
- Servicevagt (vagt i butikscentre og/eller gågademiljøer).
 
Erhvervserfaringen skal være opnået inden for de seneste 10 år.

2. Erhvervserfaring der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Relevant erhvervserfaring
Varighed
Afkortning for euv (skoleuger)
Afkortning for euv
(praktik måneder)
Ronderende vagt og alarmpatruljetjeneste
12 måneder
6,2
2
Stationær vagt
12 måneder
2,9
1
Servicevagt
12 måneder
3,2
1
Butikskontrol
12 måneder
2,0
-
Værditransport
12 måneder
2,0
-
Offentlig ansat vagt/ Rådhusbetjent
12 måneder
1,0
-
Dørmand/eventvagt
12 måneder
1,0
-
Kontrolcentralassistent
12 måneder
1,0
-

3. Uddannelse der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Uddannelse
Titel
Udd.
kode
Afkortning for euv (skoleuger)
Afkortning for euv (praktik måneder)
AMU
Kommunikation og konflikthåndtering for vagter
40723
1,0
-
AMU
Grundlæggende crowd-control
41680
0,4
-
AMU
Crowd-control, ledelse og praktisk planlægning
43527
0,6
-
AMU
Konflikthåndtering ved operativ myndighedsudøvelse
45168
0,6
-
AMU
Konflikthåndtering for erfarne vagter
47088
0,2
-
AMU
Kulturforståelse for vagter
47089
0,2
-
AMU
Kundeservice og kommunikation for vagter
47090
0,2
-
AMU
Magtanvendelse under konflikter for vagter
47901
0,2
-
AMU
Security Awareness for vagter
47092
0,2
-
AMU
Sikkerhedsreceptionist
47141
0,4
-
AMU
Vagtens opgaver ved store ulykker og katastrofer
47142
0,6
-
AMU
Vagtens håndtering af psykisk syge
47281
0,2
-
AMU
Gerningsstedsbevaring for vagter
47777
0,2
-
AMU
Ajourføring af retsregler og sikring for vagter
47840
0,4
-
AMU
Teknisk opdatering i alarmsystemer for vagter
47844
0,2
-
Kurset skal være afsluttet inden for de seneste fem år.