Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 12-16 om uddannelseshjælp og kontanthjælp - ophold i udlandet - særlige tilfælde - ret til ferie - bevarelse af hjælpen

Resumé:

Det er en betingelse for at få hjælp efter aktivloven, at man opholder sig i Danmark. Personer, der opholder sig i udlandet, kan derfor som hovedregel ikke få hjælp til forsørgelsen. Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarigt ophold i udlandet.

Hvis en uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager har modtaget hjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder, har personen ret til op til 5 ugers ferie, hvor personen ikke skal stå til rådighed. Ferien kan afholdes i udlandet.

Der er ikke hjemmel til, at kommunen kan kræve, at en borger benytter sin ret til ferie, inden kommunen vurderer, om borgeren opfylder betingelserne for ret til i særlige tilfælde at bevare sin hjælp under ophold i udlandet.

I den konkrete sag havde borgeren ansøgt om at opholde sig i udlandet i en kort periode for at modtage lægebehandling. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kommunen skulle have vurderet, om borgeren opfyldte betingelserne for undtagelsesvist at bevare sin hjælp under opholdet i udlandet.

Lovgivning:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 806 af 1. juli 2015 - § 5, stk. 1, stk. 2, nr. 1-4, stk. 3 og stk. 4, og § 13, stk. 11, og stk. 12

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 1052 af 8. september 2015 - § 10

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, om kommunen har hjemmel til at kræve, at en borger benytter sin ret til ferie, inden kommunen vurderer, om borgeren opfylder betingelserne for ret til i særlige tilfælde at bevare sin hjælp under ophold i udlandet.

2. Reglerne

Lov om aktiv socialpolitik § 5, stk. 1, fastslår, at personer, der opholder sig i udlandet, ikke kan få hjælp efter denne lov.

Lov om aktiv socialpolitik § 5, stk. 2, fastslår, at kommunen dog i særlige tilfælde kan tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarigt ophold i udlandet, hvis

1) modtageren deltager i aktiviteter, der er led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud i medfør af integrationsprogrammet efter integrationsloven eller revalidering efter aktivloven,

2) modtageren udøver aftalt eller fastsat samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år,

3) modtageren har brug for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, eller

4) der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, f.eks. besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg.

Lov om aktiv socialpolitik § 5, stk. 3, fastslår, at det er en betingelse for at bevare hjælpen i udlandet, at opholder ikke hindrer, at modtageren kan opfylde de almindelige betingelser for hjælp, herunder at den pågældende kan tage imod tilbud om arbejde, tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud i medfør af integrationsprogrammet efter integrationsloven.

Lov om aktiv socialpolitik § 5, stk. 4, fastslår, at modtageren dog kan opholde sig i udlandet, mens pågældende har ret til ferie efter aktivlovens § 13, stk. 11, og 12, § 54 a, § 69, stk. 4, og 5, § 69 k, stk. 4, § 74, stk. 1, nr. 4, og § 74, stk. 2, nr. 3.

Lov om aktiv socialpolitik § 13, stk. 11, fastslår, at en person, der har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, har ret til op til 5 ugers ferie, hvor personen kan modtage uddannelses- eller kontanthjælp. Ferien skal afholdes inden for de 12 følgende måneder. Det er en betingelse, at personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage uddannelses- eller kontanthjælp, mens ferien afholdes. Personen er ikke omfattet af reglerne i stk. 1-6, mens ferien afholdes. Har personen optjent ret til ferie med feriegodtgørelse, skal denne ferie afholdes først. Den samlede ferie kan højst udgøre 5 uger.

Lov om aktiv socialpolitik § 13, stk. 12, fastslår, at det er en betingelse for afholdelse af ferie, at personen har indgået aftale med kommunen om feriens placering. Ved placering af ferien skal der tages hensyn til personens øvrige forhold, herunder familiens afholdelse af ferie, medmindre det i væsentlig grad modvirker den beskæftigelsesindsats, der er iværksat eller planlagt for personen. Kan den pågældende og kommunen ikke blive enige om, hvornår ferien skal afholdes, træffer kommunen afgørelse herom.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 10, fastslår, at myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over XX kommunes mundtlige afgørelse truffet den 23. september 2014.

Resultatet er

Kommunen skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.

Inden kommunen træffer en ny afgørelse, skal den indhente yderligere lægelige oplysninger om dig. Kommunen skal endvidere indhente oplysninger om behandlingsmulighederne i Danmark. Kommunen skal på baggrund af disse oplysninger vurdere, om du havde brug for nødvendig lægebehandling, som du ikke kunne få her i landet, eller om der i øvrigt forelå ganske særlige forhold, der berettiger til, at du undtagelsesvist kunne bevare din ret til hjælp under dit ophold i udlandet.

Kommunen vil kontakte dig.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke har hjemmel til kræve, at du benytter din ret til ferie, inden kommunen vurderer, om du opfylder betingelserne for ret til i særlige tilfælde at bevare hjælp under dit ophold i udlandet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer endvidere, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at vi kan afgøre, om du opfylder betingelserne for i særlige tilfælde at bevare din ret til hjælp under dit ophold i udlandet i perioden fra den 1. til den 15. november 2014.

Vi har lagt vægt på, at du i perioden fra den 1. til den 15. november 2014 har opholdt dig i udlandet for at få foretaget en operation.

Vi har også lagt vægt på, at kommunen har bevilliget dig ret til ferie i perioden.

Vi har endvidere lagt vægt på, at kommunen ikke har foretaget en vurdering af, om du havde brug for nødvendig lægebehandling, som du ikke kunne få her i landet, eller om der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, der kunne berettige dig til undtagelsesvist at bevare din ret til hjælp under dit udlandsophold.

Inden kommunen træffer en ny afgørelse, skal den indhente yderligere lægelige oplysninger om dig. Kommunen skal endvidere indhente oplysninger om behandlingsmulighederne i Danmark.

Kommunen skal på baggrund af disse oplysninger vurdere, om du havde brug for nødvendig lægebehandling, som du ikke kunne få her i landet, eller om der i øvrigt forelå ganske særlige forhold der berettiger til, at du undtagelsesvist kunne bevare din ret til hjælp under dit ophold i udlandet.

Efter reglerne kan personer, der opholder sig i udlandet, ikke få hjælp efter aktivloven. Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarigt ophold i udlandet, hvis modtageren har brug for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, eller hvis der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold.

Aktivlovens § 13, stk. 11 giver en uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager, der har modtaget hjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder, ret til op til 5 ugers ferie, hvor personen kan modtage uddannelses- eller kontanthjælp uden at skulle stå til rådighed. Der er ikke hjemmel i aktivlovens § 13, stk. 11 eller stk. 12, til at kommunen kan kræve, at en borger benytter sin ret til ferie, inden kommunen vurderer, om borgeren opfylder betingelserne for i særlige tilfælde at bevare sin ret til hjælp under ophold i udlandet.

Det er myndigheden, der har ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse.