Den fulde tekst

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 19. maj 2016

Forslag

til

Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

(Landskabelige hensyn og inddragelse af offentligheden)

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1317 af 19. november 2015, som ændret ved § 4 i lov nr. 132 af 16. februar 2016, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende 2004, nr. L 143, side 56, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009 om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF, 2008/1/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 114,«: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF, EU-Tidende 2006, nr. L 102, side 15, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 596/2009 af 18. juni 2009 om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol, EU-Tidende 2009, nr. L 188, side 14,«.

2. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om varetagelse af landskabelige hensyn ved administration af loven og regler udstedt i medfør af loven, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser.«

3. I § 79 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om inddragelse af offentligheden i forbindelse med afgørelser om virksomheder, anlæg eller indretninger m.v. i en anden stat, som kan få indvirkning på miljøet i Danmark, for at opfylde Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

4. I § 79, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-4«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2016.

Folketinget, den 19. maj 2016

Pia Kjærsgaard

/ Bent Bøgsted