Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 14-16 om kontanthjælp - uddannelseshjælp - integrationsydelse - tilbagebetaling - uberettiget modtaget - udrejse - oplysningspligt - nova

Resumé:

Det er en betingelse for, at en ydelse kan kræves tilbagebetalt, at ydelsen er modtaget uberettiget.

Det er ikke alene en betingelse for berettigelse til en ydelse, at borger har opfyldt betingelserne undervejs i forløbet, men også at der er et forsørgelsesbehov her i landet på udbetalingstidspunktet.

Det forhold alene, at borger ikke er i landet på udbetalingstidspunktet, kan ikke medføre, at ydelsen er uberettiget, såfremt forsørgelsesbehovet fortsat består i den måned, ydelsen er beregnet til at dække.

Kommunen er ved vurderingen af, om en ydelse er modtaget uberettiget, forpligtet til at inddrage nye faktiske oplysninger i forbindelse med sagens behandling. Kommunen er således som udgangspunkt både berettiget – men også forpligtet – til at træffe afgørelse på grundlag af de ændrede forhold.

Der kan ikke på baggrund af kortvarigt udlandsophold rejses tilbagebetalingskrav for en periode, der ligger forud for udlandsopholdet, når borger i denne periode har opfyldt betingelserne for at modtage kontanthjælp, og der foreligger et forsørgelsesbehov i den periode, ydelsen er beregnet til at dække.

Der kan imidlertid godt på baggrund af et længerevarende udlandsophold rejses tilbagebetalingskrav for en periode, der ligger forud for udlandsopholdet, selv om borger i denne perioden har opfyldt betingelserne for at modtage kontanthjælp, når der ikke foreligger et forsørgelsesbehov her i landet i den periode, ydelsen er beregnet til at dække.

I en konkret sag havde borger været udrejst i perioden 22. april 2015 til 6. maj 2015. Borger havde ikke forud for udrejsen oplyst kommunen herom, og kontanthjælpen havde ikke været standset. Borger skulle tilbagebetale kontanthjælp for perioden fra den 22. april 2015 til den 6. maj 2015, da han opholdt sig i udlandet. Borger skulle dog ikke tilbagebetale kontanthjælp for perioden fra den 1. april 2015 til den 21. april 2015. Ankestyrelsen lagde vægt på, at han først den 22. april 2015 rejste ud af landet, og at han efter hjemkomsten den 6. maj 2015 fortsat modtog kontanthjælp, og at der dermed bestod et forsørgelsesbehov i den måned, ydelsen for perioden 1. april 2015 til 21. april 2015 var beregnet til at dække. Kommunens tildeling af en sanktion i form af nedsættelse af kontanthjælpen med 1/3 i tre uger blev tiltrådt.

I en anden konkret sag havde borger har været udrejst i perioden 14. juni 2015 til 15. september 2015. Borger havde ikke forud for udrejsen oplyst kommunen herom, og kontanthjælpen blev først standset pr. 31. august 2015. Borger skulle tilbagebetale kontanthjælp for perioden fra den 14. juni 2015 til den 31. august 2015, da han opholdt sig i udlandet. Borger skulle endvidere tilbagebetale kontanthjælp for perioden 1. juni 2015 til 13. juni 2015, da han var i udlandet i den periode, forsørgelsen var beregnet til at dække, og dermed ikke havde et forsørgelsesbehov her i landet. Kommunen havde i denne sag tildelt en sanktion i form af nedsættelse af kontanthjælpen med 1/3 i tre uger, som der ikke var klaget over.

Lovgivning:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 806 af 1. juli 2015 - § 3, stk. 1, § 5, stk. 1, og § 91, stk. 1, nr. 1.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1052 af 8. september 2015 - § 10 og § 11, stk. 2

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagerne principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt for at afklare, i hvilke tilfælde der på baggrund af udlandsophold kan rejses tilbagebetalingskrav for en periode, der ligger forud for udlandsopholdet.

Sagerne er endvidere egnet til at belyse anvendelsen af nova i tilbagebetalingssager.

2. Reglerne

Lov om aktiv socialpolitik § 3, stk. 1, fastslår, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Lov om aktiv socialpolitik § 5 fastslår, at personer, der opholder sig i udlandet, ikke kan få hjælp efter denne lov. Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet. Bestemmelsen opremser i stk. 2, nr. 1-4 tilfælde, hvor kommunen kan give tilladelse til, at hjælpen bevares.

Lov om aktiv socialpolitik § 91, stk. 1, nr. 1, fastslår, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 11, stk. 2, fastslår, at personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 10 fastslår, at myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

188-11: En kontanthjælpsmodtager, der rejste ud af landet den 8. i en måned, havde ikke ret til kontanthjælp for den første uge af måneden, når han kom tilbage til Danmark. Det blev ved afgørelsen slået fast, at retten til kontanthjælp ikke er knyttet til et optjeningsprincip. Retten til kontanthjælp indtræder, hvis en person ikke er i stand til at forsørge sig selv på anden måde og i øvrigt opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, herunder at opholde sig i Danmark.

I den pågældende sag fik borger udbetalt kontanthjælp den 31. oktober 2010. Han rejste til udlandet den 8. november. Inden udrejsen oplyste han kommunen om, at han ville være bortrejst til omkring årsskiftet. Kommunen gjorde ham herefter opmærksom på, at han ikke kunne få kontanthjælp efter udbetalingen den 31. oktober, fordi han i november ville rejse til udlandet.

174-12: En kontanthjælpsmodtager, der rejser på et ferieophold i udlandet uden ret til kontanthjælp i ferieperioden, kan have ret til udbetaling af kontanthjælp indtil udrejsedatoen. Det har ikke ydelsesmæssig betydning, om kontanthjælpsmodtageren er i udlandet på den almindelige udbetalingsdag for kontanthjælp, dvs. sidst i måneden, eller om udlandsopholdet foregår midt i en måned. Det afgørende er, at kontanthjælpsmodtageren står til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden indtil afrejsen og ikke har andet forsørgelsesgrundlag for den kommende måned efter hjemkomsten fra ferieopholdet i udlandet. Der skal desuden være tale om et kortvarigt ferieophold, og kontanthjælpsmodtageren skal på forhånd have oplyst kommunen om udlandsopholdet.

Derudover skal datoen for hjemkomsten til Danmark være fastlagt inden afrejsen. Der er dermed tale om en ubrudt kontanthjælpsperiode.

12-16: Det er en betingelse for at få hjælp efter aktivloven, at man opholder sig i Danmark. Personer, der opholder sig i udlandet, kan derfor som hovedregel ikke få hjælp til forsørgelsen. Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarigt ophold i udlandet.

Hvis en uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager har modtaget hjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder, har personen ret til op til 5 ugers ferie, hvor personen ikke skal stå til rådighed. Ferien kan afholdes i udlandet.

Der er ikke hjemmel til, at kommunen kan kræve, at en borger benytter sin ret til ferie, inden kommunen vurderer, om borgeren opfylder betingelserne for ret til i særlige tilfælde at bevare sin hjælp under ophold i udlandet.

4. Den konkrete afgørelse

Sag 1 (2015-4035-47727):

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet din klage over X Kommunes afgørelse af 24. august 2015.

Vi har truffet afgørelse i møde.

Der var enighed på mødet.

Resultatet er:

Du skal tilbagebetale den kontanthjælp, du har fået udbetalt i perioden fra den 22. april 2015 til den 6. maj 2015.

Du skal ikke tilbagebetale den kontanthjælp, du har fået udbetalt i perioden fra den 1. april 2015 til den 21. april 2015.

Kommunen havde ret til at nedsætte din kontanthjælp med 1/3 i tre uger.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse om tilbagebetaling og stadfæster kommunens afgørelse om sanktion.

Kommunen vil kontakte dig.

Begrundelsen for afgørelsen

Tilbagebetaling for perioden 1. april 2015 til 21. april 2015

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke har modtaget kontanthjælp for perioden 1. april 2015 til 21. april 2015 uberettiget.

Vi vurderer, at kommunen ved vurderingen af, om hjælpen var modtaget uberettiget, var forpligtet til at inddrage oplysninger om udrejsens længde og placering, samt dit forsørgelsesbehov efter hjemkomsten.

Vi vurderer, at du forud for udrejsen og efter hjemkomsten var i et ubrudt kontanthjælpsforløb.

Vi har i denne forbindelse lagt vægt på, at du først den 22. april 2015 rejste ud af landet. Vi har lagt til grund, at du i perioden 1. april 2015 til 21. april 2015 i øvrigt opfyldte betingelserne for at modtage kontanthjælp.

Vi har også lagt vægt på, at du efter hjemkomsten den 6. maj 2015 fortsat modtog kontanthjælp. Vi har således lagt til grund, at der bestod et forsørgelsesbehov i den måned, ydelsen for perioden 1. april 2015 til 21. april 2015 var beregnet til at dække.

Vi er opmærksomme på, at oplysningerne om udrejse og hjemkomst ikke forud for rejsen var oplyst til kommunen. Vi har dog lagt vægt på kommunens forpligtelse til at inddrage nye oplysninger under sagsbehandlingen.

Efter reglerne har enhver, der opholder sig lovligt her i landet, ret til hjælp efter aktivloven, såfremt betingelserne for modtagelse af hjælp er opfyldt. Efter reglerne kan en person ikke få hjælp, hvis denne opholder sig i udlandet.

Efter reglerne har myndigheden ansvaret for, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

Efter principperne om nova er kommunen forpligtet til at inddrage nye faktiske oplysninger i forbindelse med sagens behandling. Kommunen er således som udgangspunkt både berettiget – men også forpligtet – til at træffe afgørelse på grundlag af de ændrede forhold.

Efter Ankestyrelsens praksis er retten til kontanthjælp ikke knyttet til et optjeningsprincip. Retten til kontanthjælp indtræder, hvis en person ikke er i stand til at forsørge sig selv på anden måde og i øvrigt opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, herunder at opholde sig i Danmark.

Det er således ikke alene en betingelse for udbetaling af en ydelse, at borger har opfyldt betingelserne undervejs i forløbet, men også at der er et forsørgelsesbehov på udbetalingstidspunktet.

Efter Ankestyrelsens praksis kan en kontanthjælpsmodtager, der rejser på et ferieophold i udlandet uden ret til kontanthjælp i ferieperioden, have ret til udbetaling af kontanthjælp indtil udrejsedatoen. Det har ikke ydelsesmæssig betydning, om kontanthjælpsmodtageren er i udlandet på den almindelige udbetalingsdag for kontanthjælp, dvs. sidst i måneden, eller om udlandsopholdet foregår midt i en måned. Det afgørende er, at kontanthjælpsmodtageren står til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden indtil afrejsen og ikke har andet forsørgelsesgrundlag for den kommende måned efter hjemkomsten fra ferieopholdet i udlandet. Der skal desuden være tale om et kortvarigt ferieophold, og kontanthjælpsmodtageren skal på forhånd have oplyst kommunen om udlandsopholdet. Derudover skal datoen for hjemkomsten til Danmark være fastlagt inden afrejsen. Der er dermed tale om en ubrudt kontanthjælpsperiode.

Tilbagebetaling for perioden 22. april 2015 til 6. maj 2015

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du uberettiget modtog hjælp, og at du mod bedre vidende undlod at oplyse kommunen om, at du opholdt dig i udlandet.

Vi har lagt vægt på, at du i perioden 22. april 2015 til 6. maj 2015 opholdt dig i udlandet.

Vi har også lagt vægt på, at du ikke forinden din udrejse kontaktede kommunen med henblik på at oplyse om udrejsen eller søge kommunens tilladelse til udrejse.

Vi har desuden lagt vægt på, at du i forbindelse med din ansøgning om kontanthjælp den 23. februar 2012 blev skriftligt vejledt om din oplysningspligt.

Det fremgår også heraf, at Det er en betingelse for udbetaling af hjælp, at man opholder sig i Danmark. Når man modtager kontanthjælp/starthjælp, må man kun forlade landet efter aftale med kommunen inden udrejsen.

Efter reglerne kan en person ikke få hjælp, hvis denne opholder sig i udlandet.

Kommunen kan i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet.

Kommunen skal kræve kontanthjælp tilbagebetalt, der er modtaget uberettiget, når personen mod bedre vidende har tilsidesat sin oplysningspligt.

Nedsættelse af kontanthjælpen

Vi vurderer, at du mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Vi har lagt vægt på, at du i perioden 22. april 2015 til 6. maj 2015 opholdt dig i udlandet.

Vi har også lagt vægt på, at du ikke forinden din udrejse kontaktede kommunen med henblik på at oplyse om udrejsen eller søge kommunens tilladelse til udrejse.

Vi har desuden lagt vægt på, at du i forbindelse med din ansøgning om kontanthjælp den 23. februar 2012 blev skriftligt vejledt om din oplysningspligt.

Efter reglerne skal kommunen træffe afgørelse om at nedsætte hjælpen med 1/3 i tre uger, hvis en person mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Vi bemærker, at Ankestyrelsens afgørelse er endelig, og den kan derfor ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sag 2 (2015-4035-52278):

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet din klage over X Kommunes afgørelse truffet den 16. september 2015.

Vi har truffet afgørelse i møde.

Der var enighed på mødet.

Resultatet er:

Du skal tilbagebetale den kontanthjælp, som du har fået modtaget for perioden fra den 1. juni 2015 til den 31. august 2015

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Ændringen er til ugunst for dig.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du uberettiget modtog hjælp, og at du mod bedre vidende undlod at oplyse kommunen om, at du opholdt dig i udlandet.

Vi vurderer, at du uberettiget modtog hjælp for perioden 14. juni 2015 til 31. august 2015, da du opholdt dig i udlandet. Hjælpen for denne periode var beregnet til at dække forsørgelsen i perioden 14. juni til 30. september.

Vi vurderer, at du også uberettiget modtog hjælp for perioden 1. juni 2015 til 13. juni 2015, da du var i udlandet i den periode, forsørgelsen var beregnet til at dække, og dermed ikke havde et forsørgelsesbehov her i landet.

Vi har lagt vægt på, at hjælpen for perioden 1. juni 2015 til 13. juni 2015 var beregnet til at dække forsørgelsen i juli måned.

Vi har også lagt vægt på, at du var udrejst i perioden 14. juni 2015 til 15. september 2015 og at du ikke forinden udrejsen havde oplyst Kommunens jobcenter herom eller fået tilladelse til at rejse ud med kontanthjælp.

Vi har desuden lagt vægt på, at du senest den 7. november 2014 blev skriftligt vejledt om din oplysningspligt.

Det fremgår heraf, at man har pligt til at oplyse om alle indtrufne eller forventede ændringer vedrørende de forhold, der er nævnt i vejledningen. Det fremgår videre, at man kun i særlige tilfælde kan bevare hjælpen under kortvarigt ophold i udlandet, og i alle tilfælde kun efter kommunens forudgående tilladelse.

Efter reglerne kan en person ikke få hjælp, hvis denne opholder sig i udlandet.

Kommunen kan i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet.

Kommunen skal kræve kontanthjælp tilbagebetalt, der er modtaget uberettiget, når personen mod bedre vidende har tilsidesat sin oplysningspligt.

Vi bemærker, at Ankestyrelsens afgørelse er endelig, og den kan derfor ikke indbringes for anden administrativ myndighed.