Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Efter erhvervelse af en yderligere landbrugsejendom udlejede klager stuehuset til sælger. Efter dennes fraflytning stod stuehuset tomt i 2 år. Klager skulle betale ejendomsværdiskat af stuehuset, som blev anset for at stå til rådighed for ham. Der var ikke tale om erhvervsmæssig udlejning, og stuehuset fandtes ikke ubeboeligt.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse vedr. Ejendomsværdibeskatning af stuehus

 

 

 

Klagen vedrører ejendomsværdibeskatning af stuehus.

Landsskatterettens afgørelse

Ejendomsværdiskat

Vedrørende ejendommen B.

Af skatteankenævnet ansat til 7.706 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

Sagens oplysninger

Klageren ejede pr. 1. januar 2003 følgende ejendomme. B, C, D, E, F og G. Klageren har den 30. oktober 2001 erhvervet ejendommen B. Ejendommen er vurderet som en landbrugsejendom med jordtilliggende på 19.740 m2. Ejendommen har indtil den 20. april 2002 været udlejet til den hidtidige ejer. Ejendommen har været udlejet på ny fra den 24. april 2004. I den mellemliggende periode har ejendomme været ubeboet. Klageren har ikke været tilmeldt ejendommen i folkeregisteret.

 

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har afgjort, at klageren skal svare ejendomsværdiskat af ejendommen B.

 

Til støtte for den trufne afgørelse har skatteankenævnet anført, at der skal svares ejendomsværdiskat hvad enten ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej. Der er alene hjemmel til at fritage for ejendomsværdiskat, såfremt ejendommen er ubeboelig. Nævnet finder det ikke sandsynligt, at en lejer vil leje stuehuset, for at bosætte sig i en campingvogn på gårdspladsen. Ejendommen anses herefter ikke for ubeboelig. Endvidere anser Skatteankenævnet ikke en periode på to år mellem to udlejningsperioder for kortvarig, hvorfor denne periode ikke anses for et naturligt led i den erhvervsmæssige udlejning. Den toårige periode er ikke begrundet i ombygning/forbedring. Der er herefter ikke hjemmel for at fritage for ejendomsværdiskat i perioden.

 

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har fremsat påstand om at ejendomsværdiskat af ejendommen B nedsættes til 0 kr.

 

Til støtte for den fremsatte påstand har repræsentanten anført, at klageren ejer fire boligejendomme. Den ene anvendes af klageren og hans familie, en står til rådighed for en medarbejder, en tredje er udlejet til beboelse, medens den fjerde er den i sagen omtalte. Det var oprindeligt tanken, at bygningsparcellen på ejendommen B, skulle udstykkes. Grunden til at dette ikke skete, var at klageren ikke som forudsat kunne overføre 92 dyreenheder fra B, til klagerens hovedejendom C. Det har således aldrig været tanken at stuehuset skulle anvendes privat af klageren. Klageren har således ikke benyttet stuehuset. I henhold til ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, skal der først betales ejendomsværdiskat efter indflytning, idet klageren ikke er flyttet ind på ejendommen skal der ikke betales ejendomsværdiskat for denne. Tiden fra første lejers fraflytning til næste lejers indflytning var alene betinget af den langvarige overførselssag vedrørende dyreenhederne. Endvidere var ejendommen i dårlig stand. Da klageren forventede, at han kunne gennemføre overførslen vedrørende dyreenhederne, var klageren ikke interesseret i at binde flere midler i bygningsparcellen. Standen på stuehuset var i så dårlig stand at ejendommen ikke uden større vedligeholdelsesarbejder kunne udlejes. En af klagerens bekendte manglede et sted at opholde sig. Det blev derfor aftalt at klagerens bekendte kunne stille sin campingvogn op på gårdspladsen og bo i campingvognen. Samtidig kunne faciliteterne i stuehuset anvendes. Den af klageren modtagne leje for ejendommen på 500 kr. pr. måned havde alene symbolsk karakter. Klageren og hans bekendte har i fællesskab i 2004 og i begyndelsen af 2005 nødtøftigt repareret stuehuset. Såfremt en ejendom er ubeboelig skal der ikke betales ejendomsværdiskat, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt. Endvidere kan ejendommen anses som en del af klageren erhvervsvirksomhed, idet de på ejendommen tilknyttede dyreenheder blev anvendt i klagerens virksomhed.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

En ejer skal betale ejendomsværdiskat af boligværdien af egen ejendom, jf. ejendomsværdiskattelovens § 1. Efter ejendomsværdiskattelovens § 4 stk. 1, nr. 3, omfatter ejendomsværdiskatteloven stuehuse til landbrugsejendomme, med tilhørende grund og have, for hvilke ejendomsværdien og grundværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 4, fordeles på ejendommens stuehus mv. og den øvrige ejendom.

 

Ejendomme der udlejes erhvervsmæssigt er ikke omfattet af ejendomsværdiskattelovens regler, jf. samme lovs § 1 stk. 1, sidste pkt. Landsskatteretten finder ikke, at ejendommen har været udlejet erhvervsmæssig i indkomståret 2003. Der er herved særlig lagt vægt på, at udlejning til den oprindelige lejer ophørte den 20. april 2002, og næstfølgende udlejning begyndte den 24. april 2004. Endvidere er der lagt vægt på, at klageren efter egne oplysninger ønskede at sælge bygningsparcellen, hvorfor en periode på to år uden udlejning ikke kan anses som et midlertidigt ophold i en erhvervsmæssige udlejning.

 

Hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt. Landsskatteretten finder ikke at ejendommen har været ubeboelig i ejendomsværdiskattelovens forstand i indkomståret 2003. Der er herved særlig lagt vægt på, at ejendommen har været udlejet før og efter indkomståret 2003, samt at det er oplyst, at den seneste lejer har anvendt faciliteterne i ejendommens stuehus.

 

Ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, pkt. 3-6 finder anvendelse såfremt en ejer har opgivet sin hidtidige bolig og købsaftalen er indgået i forbindelse med flytningen. Såfremt en ejer erhverver flere ejendomme omfattet af ejendomsværdiskatteloven, skal der således betales ejendomsværdiskat for de ejendomme hvor boligdelen er til rådighed for ejeren. Allerede fordi købsaftalen for B ikke er indgået i forbindelse med klagerens flytning, finder ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, pkt. 3 og 4 ikke anvendelse.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets herefter afgørelse.