Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31992L0043
 
32009L0147
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kortbilag
Bilag 2 Kortbilag
Bilag 3 Kortbilag
Bilag 4 Kortbilag
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Nakskov Vildtreservat1)

I medfør af § 33, § 49, stk. 1 og 3, og § 54, stk. 3, i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 26. januar 2017, fastsættes:

Formål

§ 1. Bekendtgørelsen har til formål at sikre Nakskov Fjord og Indrefjord som yngle-, raste- og fourageringsområde for vandfugle.

Afgrænsning

§ 2. Nakskov Vildtreservat omfatter, som angivet på kortbilag 1:

1) Nakskov Indrefjord samt del af Nakskov Fjord.

2) Øerne Enehøje, Rommerholm, Smedeholm, Dueholm, Kåreholm og Munkeholm samt dele af Albuen, Bondeholm og Vejlø.

3) Landarealer omkring Nakskov Indrefjord.

Stk. 2. Mod land afgrænses søterritoriet af højeste, daglige vandstandslinje.

Jagt

§ 3. Jagt er forbudt på følgende dele af søterritoriet i Nakskov Indrefjord og del af Nakskov Fjord, som angivet på kortbilag 2:

1) Nakskov Fjord afgrænset af en ret linje mellem vestmolen i Langø Havn og et punkt 500 m vest for Søndernæs, herfra forløber grænsen i en afstand af 500 m fra Enehøjes vest- og nordkyst til et punkt 500 m nordøst for Nørrenæs, til position 54° 50.94' N 11° 02.71' E (WGS 84) til position 54° 49.84' N 11° 03.10' E (WGS 84) til det nordligste punkt på kysten ved Store Vejlø.

2) Nakskov Indrefjord afgrænset af Nybro.

Stk. 2. Det er forbudt at medbringe ladt skydevåben på de i stk. 1 nævnte dele af reservatet.

§ 4. Jagt på vandfugle er forbudt på følgende af reservatets landarealer, som angivet på kortbilag 2:

1) Øerne Enehøje, Rommerholm, Kåreholm, Smedeholm og Munkeholm samt dele af Bondeholm og Albuen.

2) Landarealer omkring Nakskov Indrefjord.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for matr.nr. 1a og 2 Enehøje Ø, Sandby.

§ 5. Jagt fra ikke opankret fartøj er forbudt i den del af reservatet, som ligger vest for den i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte del af reservatet og syd for Albuen, som angivet på kortbilag 2.

§ 6. Jagt fra motordrevet fartøj er forbudt i området, som angivet på kortbilag 2.

Færdsel

§ 7. Sejlads er forbudt i Nakskov Indrefjord, som angivet på kortbilag 3.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for sejlads med lavere hastighed end 5 knob i de 3 nordligste bassiner samt mellem Nybro og Sukkerfabrikkens bro.

§ 8. Hunde skal føres i snor på dæmningen på vestsiden af Nakskov Indrefjord fra Regnspovevej i Holleby til cykelstien øst for Færgelandsgård og fra cykelstien til Rørsangervej, som angivet på kortbilag 3.

§ 9. Færdsel er forbudt fra 16. marts til 15. juli på følgende landarealer og på søterritoriet omkring disse indenfor en afstand af 50 meter fra højeste, daglige vandstandslinje, som angivet på kortbilag 4:

1) Øerne Dueholm, Smedeholm og Rommerholm.

2) Del af Albuen og Vejlø.

3) Den nordlige del af Enehøje afgrænset af en ret linje fra position 54° 51.04' N 11° 1.27' E (WGS 84) til position 54° 50.93' N 11° 1.31' E (WGS 84) og herfra forløber grænsen vest for den østlige markvej i en afstand af 10 meter til position 54° 50.70' N 11° 1.21' E (WGS 84) og herfra til position 54° 50.72' N 11° 0.86' E (WGS 84).

Stk. 2. stk. 1 finder ikke anvendelse for:

1) Ejer samt dennes husstand.

2) Ejerens personale eller, hvis brugsretten til ejendommen er overdraget, brugeren samt dennes husstand og personale.

3) Sejlads i forbindelse med erhvervsfiskeri.

4) Sejlads til anlægsbroen ved Horsnæs Hage på Albuen, færdsel på stien langs sydkysten fra Horsnæs Hage mod fyret og færdsel i forbindelse med beboelsen på Albuen.

§ 10. Motordrevet sejlads med højere hastighed end 8 knob er forbudt på de i § 3, stk. 1, nr. 1 og § 5 nævnte dele af Nakskov Fjord, som angivet på kortbilag 4.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for sejlads i sejlrender.

§ 11. Windsurfing, kitesurfing og andre former for brætsejlads er forbudt fra 1. oktober til udgangen af februar på de i § 3, stk. 1, nr. 1 og § 5 nævnte dele af Nakskov Fjord, som angivet på kortbilag 4.

§ 12. Fiskeri er forbudt i Nakskov Indrefjord, som angivet på kortbilag 3.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for fiskeri i løbet mellem den gamle jernbanebro ved Lienlund og Nybro efter regler, der aftales mellem Lolland Kommune og den lokale sportsfiskerforening.

Administrative bestemmelser

§ 13. Naturstyrelsen kan, når særlige forhold taler derfor, dispensere fra bestemmelserne i §§ 3-12.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i §§ 7, 9 og 10 kan Søfartsstyrelsen, Forsvarsministeriet eller andre (f.eks. havne) udføre arbejder i forbindelse med redningsopgaver og den afmærkning, der er nødvendig for sejladsen.

§ 14. Naturstyrelsen fører tilsyn med, at bekendtgørelsens bestemmelser overholdes.

§ 15. Naturstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Straf og ikrafttrædelse

§ 16. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder §§ 3-12, eller

2) overtræder vilkår fastsat i en dispensation udstedt i medfør af § 13, stk. 1.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 11331 af 15. maj 2000 om Nakskov Vildtreservat ophæves.

Miljø- og Fødevareministeriet, den 13. maj 2017

Esben Lunde Larsen

/ Hans Christian Karsten


Bilag 1

Kortbilag

bj


Bilag 2

Kortbilag

bj


Bilag 3

Kortbilag

bj


Bilag 4

Kortbilag

bj

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013 nr. L 158, side 193, og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013 nr. L 158, side 193.