Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Tonnageskatteordningen – skattefri fusion – negativ overgangssaldo

 

Spørgsmål

  1. Kan en negativ overgangssaldo fra selskabet A, jfr. tonnageskattelovens § 16, stk. 4, modsvares af en positiv udligningssaldo fra det tonnagebeskattede selskab B, hvormed A fusionerer skattefrit med A som det fortsættende selskab?
  2. Kan en negativ overgangssaldo fra selskabet A, jfr. tonnageskattelovens § 16, stk. 4, modsvares af en positiv udligningssaldo fra B, når A ved fusionen er det ophørende selskab, og B er det fortsættende selskab.
  3. Kan en negativ overgangssaldo fra selskabet A, jfr. tonnageskatteloven modsvares af en positiv overgangssaldo fra det tonnagebeskattede selskab B, hvormed A fusionerer skattefrit med A som fortsættende selskab.
  4. Kan en negativ overgangssaldo fra selskabet A, jfr. tonnageskattelovens, modsvares af en positiv overgangssaldo fra B, når A ved fusionen er det ophørende selskab, og B er det fortsættende selskab.

Svar

Ad 1: Ja. Se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 2: Ja. Se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 3: Ja. Se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 4: Ja. Se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Selskabet A A/S driver søtransport. Selskabet er et 100 pct. ejet datterselskab af X A/S, som er moderselskab i Y koncernen, hvis ultimative moderselskab er Z ApS. Alle selskaber i koncernen driver søtransport.

A påtænker at sælge selskabets skib.

Efter salget vil As overgangssaldo være negativ og ledelsen ønsker herefter, at fusionere A med koncernselskabet B efter reglerne om skattefri fusion i fusionsskatteloven.

Salget er et led i koncernens løbende foryngelse af tonnagen og samtidige tilpasning til en mere tidssvarende og efterspurgt skibstype. Ved fusionen opnår A og B endvidere de nødvendige ressourcer til opfyldelsen af koncernens langsigtede strategi om en fortsat øgning og modernisering af tonnagen.

Som begrundelse for anmodningen om bindende svar har forespørgeren oplyst, at det ikke fremgår af tonnageskatteloven og/eller fusionsskatteloven og bemærkningerne hertil, hvordan en negativ overgangssaldo håndteres i forbindelse med en skattefri fusion af tonnagebeskattede selskaber. A ønsker forinden afhændelse af selskabets skib at få sikkerhed for, at en negativ overgangssaldo jfr. tonnageskattelovens § 16 kan modsvares af en positiv udligningssaldo eller overgangssaldo fra det tonnagebeskattede selskab, som A fusioneres med ved en skattefri fusion.

Forespørgerens repræsentant har supplerende oplyst, at skibet er det eneste skib selskabet ejer, og at der ikke er andre driftsmidler tilbage i selskabet efter et eventuelt salg af skibet. Udover at beskæftige skibet er der ikke andre aktiviteter i selskabet.

Endvidere har forespørgerens repræsentant oplyst, at en eventuel fusion vil ske skattefrit med tilbagevirkende kraft fra begyndelsen af regnskabsåret hvori skibet sælges, hvilket er sammenfaldende med indkomstårets begyndelse.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1

Der henvises til fusionsskatteloven § 8, stk. 1, og til tonnageskattelovens §§ 16 - 20. Det modtagende selskab skal efter fusionsskattelovens § 8, behandle aktiver og passiver i det indskydende selskab, som om de var anskaffet på de tidspunkter, hvor de er erhvervet af det indskydende selskab. Skattemæssige afskrivninger og nedskrivninger, som det indskydende selskab har foretaget, anses for foretaget af det modtagende selskab.

Det er repræsentantens opfattelse, at nedskrivninger på overgangssaldi og udligningssaldi i henhold til afskrivningslovens regler, jfr. tonnageskattelovens § 16, stk. 3, efter fusionsskatteloven skal behandles som foretaget med skattemæssig virkning.

Med henvisning til tonnageskattelovens § 16, stk. 1, indgår aktiver, der er omfattet af tonnageskatteordningen, på en særlig overgangssaldo. Med henvisning til tonnageskattelovens § 16, stk. 4, modsvares negativ overgangssaldo af positiv udligningssaldo, og kun den del af den negative overgangssaldo, der overstiger en positiv udligningssaldo, beskattes efter afskrivningslovens § 8.

Ad spørgsmål 2

En negativ overgangssaldo i det indskydende selskab er udtryk for et skattemæssigt passiv, der indgår i fusionen, og det modtagende selskab skal derfor efter fusionsskattelovens § 8 behandle den negative overgangssaldo som opstået i det modtagende selskab.

Skattemæssigt vil fusionen skulle behandles som beskrevet under spørgsmål 1

Det er repræsentantens opfattelse, at der ikke er grundlag for at behandle de to situationer forskelligt. Aktionærerne i de fusionerede selskaber kan frit vælge, hvilket selskab der skal være henholdsvis det fortsættende og det ophørende.

Endvidere fremgår det af ligningsvejledningen, Selskaber og Aktionærer, 2006-1 S.D.1.9, Retsvirkningerne for selskaberne, afsnit 1, at:

"En eventuel negativ saldo overføres fra det indskydende selskab til det modtagende selskab. Det vil sige, at det modtagende selskab succederer i det indskydende selskabs pligt til udligne den negative saldo eller medregne denne ved indkomstopgørelsen".

Der skal ikke ske beskatning efter afskrivningslovens § 9 om salg af virksomhed eller i øvrigt ophør. Det indskydende selskab (A) har afhændet sin tonnage og fortsætter rederivirksomheden sammen med det fusionerede modtagende selskab (B).

Ad spørgsmål 3 og 4

Samme argumentationen som til spørgerens opfattelse om spørgsmål 1 og 2.

SKATs indstilling og begrundelse

Det er SKATs opfattelse, at en skattefri fusion mellem 2 tonnagebeskattede aktieselskaber A og B i princippet ikke adskiller sig fra en tilsvarende skattefri fusion mellem selskaber, der beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Begge selskaber A og B er omfattet af tonnageskatteloven og selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 Der findes ikke i tonnageskatteloven specifikke lovbestemmelser, der regulerer retsvirkningerne af en skattefri fusion mellem tonnagebeskattede selskabers overgangssaldi og udligningssaldi.

Der er i tonnageskatteloven alene regler for ikke-koncern forbundne rederiselskabers bindingsperiode ved fusion - uanset om fusionen sker som en skattefri efter reglerne i fusionsskatteloven eller som en skattepligtig fusion.

Udgangspunktet må herefter være, at det er de gældende regler i fusionsskatteloven, der finder anvendelse med hensyn til retsvirkningerne af den skattefrie fusion og hermed også om hvorledes overgangssaldi og udligningssaldi skal behandles skattemæssigt.

Det er SKATs opfattelse, at der sker succession efter fusionsskatteloven, også med hensyn til de underliggende overgangssaldi og udligningssaldi.

Det fremgår af fusionsskattelovens § 8, stk. 1, at det modtagende selskab succederer i det indskydende selskabs skattemæssige stilling for så vidt angår aktiver og passiver, der er i behold ved dette selskabs ophør. Det modtagende selskab indtræder i det indskydende selskabs stilling med hensyn til tidspunkt for anskaffelsen, anskaffelsessum og hensigt med anskaffelsen.

Det skal bemærkes, at SKAT alene har taget stilling til spørgsmål om As overgangssaldo i forbindelse med salg af skibet og den efterfølgende skattefrie fusion. SKAT har dermed ikke taget stilling til om den skattefrie fusion mellem A og B kan gennemføres efter reglerne i fusionsskatteloven.

Endvidere skal det bemærkes, at SKAT i besvarelsen af samtlige spørgsmål forudsætter, at den skattefrie fusion vil ske i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som oplyst af forespørgerens repræsentant. Dette indebærer, at en eventuel skattefri fusion vil blive foretaget med tilbagevirkende kraft.

Et tonnagebeskattet selskab kan ikke ved opgørelsen af tonnageindkomsten foretage fradrag for skattemæssige afskrivninger. For at sikre, at der sker beskatning af genvundne afskrivninger på skibe - de såkaldte udskudte skatter - skal der opgøres særlige overgangssaldi og udligningssaldi for skibe. Disse særlige overgangssaldi og udligningssaldi nedskrives årligt med de maksimale beløb efter afskrivningsloven dvs. for skibe er det 12 pct.

Bliver en overgangssaldo negativ enten på grund af afhændelse, nedskrivning eller ved afgang som følge af skibe overgang til anvendelse uden for tonnageskatteordningen, skal den negative saldo beskattes efter reglerne i afskrivningslovens § 8, medmindre den negative saldo helt eller delvist modsvares af tilsvarende positive udligningssaldi jf. tonnageskattelovens § 16, stk. 4.

En negativ overgangssaldo vedrørende skibe udlignes således af eventuelle positive udligningssaldi vedrørende skibe. Modsvares kun en del af en negativ overgangssaldo af en tilsvarende positiv udligningssaldo, skal der ske beskatning efter afskrivningslovens § 8 af forskelsbeløbet.

Ad spørgsmål 1

A sælger selskabets skib, og herefter påtænkes at foretage en skattefri fusion med A, som det fortsættende selskab.

Det indskydende selskab B indskyder ved fusionen skattemæssige aktiver i form af tonnage.

Som følge af den skattefrie fusion vil A, som det modtagende selskab, indtræde i Bs skattemæssige stilling jf. fusionsskattelovens § 8, stk. 1, også for så vidt angår Bs positive udligningssaldo. Herefter kan A anvende tonnageskattelovens § 16, stk. 4, til at udligne As eventuelle negative overgangssaldo med Bs positive udligningssaldo.

Det indstilles herefter, at Skatterådet svarer "Ja" til spørgsmålet.

Ad spørgsmål 2

Situationen er identisk med den der foreligger i spørgsmål 1, blot er det B, der er det fortsættende selskab.

Som følge af den skattefrie fusion vil B, som det modtagende selskab, indtræde i As skattemæssige stilling jf. fusionsskattelovens § 8, stk. 1, også for så vidt angår As negative overgangssaldo. Herefter kan B anvende tonnageskattelovens § 16, stk. 4, til at udligne As eventuelle negative overgangssaldo med Bs positive udligningssaldo.

SKAT er enig med forespørgerens repræsentant i, at en negativ overgangssaldo i det indskydende selskab er udtryk for et skattemæssigt passiv, der indgår i fusionen, og det modtagende selskab skal derfor efter fusionsskattelovens § 8 behandle den negative overgangssaldo som opstået i det modtagende selskab.

Det indstilles herefter, at Skatterådet svarer "Ja" til spørgsmålet.

Ad spørgsmål 3

Situationen er identisk med den der foreligger i spørgsmål 1. Nu spørges der blot om en negativ overgangssaldo fra A kan modsvares af en positiv overgangssaldo hos B. A fusionerer skattefrit med B og med A som det fortsættende selskab.

Som følge af den skattefrie fusion indtræder A, som det modtagende selskab, i Bs skattemæssige stilling jf. fusionsskattelovens § 8, stk. 1. Den eventuelle negative overgangssaldo modsvares af den positive overgangssaldo fra B.

Det indstilles herefter, at Skatterådet svarer "Ja" til spørgsmålet.

Ad spørgsmål 4

Situationen er identisk med den der foreligger i spørgsmål 1, blot er det B, der er det fortsættende selskab, og spørges der blot om en negativ overgangssaldo fra A kan modsvares af en positiv overgangssaldo hos B.

Som følge af den skattefrie fusion indtræder B, som det modtagende selskab, i Bs skattemæssige stilling jf. fusionsskattelovens § 8, stk. 1. Den eventuelle negative overgangssaldo modsvares af den positive overgangssaldo fra B.

Det indstilles herefter, at Skatterådet svarer "Ja" til spørgsmålet.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstillinger med de anførte begrundelser.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.