Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31992L0043
 
32000L0060
 
32009L0147
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1
Bilag 2
Bilag 3
Bilag 4
Bilag 5
Bilag 6
Bilag 7
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om klassificering og fastsættelse af mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder1)

I medfør af § 41, stk. 2, i lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1531 af 8. december 2015, og § 16, stk. 1, i lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 1577 af 8. december 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 350 af 26. marts 2016 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen:

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse indeholder de nærmere regler om klassificering og fastsættelse af mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder som led i Natura 2000-planlægningen og Natura 2000-skovplanlægningen.

Tilstandsklasser

§ 2. Inden for det enkelte, udpegede internationale naturbeskyttelsesområde inddeles de naturtyper og levesteder for arter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag I og II og fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I samt dette direktivs artikel 4, stk. 2, og som indgår i udpegningsgrundlaget for det pågældende område, i tilstandsklasse I – V i overensstemmelse med de kriterier, som for hver naturtype og levested for arter fastsættes i bilag til denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Tilstandsklasserne I-V er en naturkvalitetsskala, hvor tilstandsklasse I er udtryk for høj naturtilstand, tilstandsklasse II god naturtilstand, tilstandsklasse III moderat naturtilstand, tilstandsklasse IV ringe naturtilstand og tilstandsklasse V dårlig naturtilstand. Naturtyper og levesteder for arter i tilstandsklasse I og II opfylder kravet om gunstig bevaringsstatus, forudsat der gennemføres den for naturtypen nødvendige indsats.

Stk. 3. I bilag 1 er fastsat kriterier for inddelingen i tilstandsklasser for 23 lysåbne naturtyper. I bilag 2 er fastsat kriterier for inddelingen i tilstandsklasser for 10 skovnaturtyper. I bilag 3 er fastsat kriterier for inddelingen i tilstandsklasser for 5 typer af vandhuller og mindre søer. I bilag 4 er fastsat kriterier for inddeling af levesteder i tilstandsklasser for 2 paddearter. I bilag 5 er fastsat kriterier for inddeling af levesteder i tilstandsklasser for billearten eremit. I bilag 6 er fastsat kriterier for inddeling i tilstandsklasser af levesteder for 16 ynglefugle. I bilag 7 er fastsat kriterier for inddelingen i tilstandsklasser for 9 terrestriske naturtyper.

Stk. 4. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning bemyndiges til i bilag til denne bekendtgørelse at fastsætte kriterier for de naturtyper og levesteder for arter, for hvilke der endnu ikke er fastsat kriterier.

Målfastsættelse

§ 3. For hvert udpeget internationalt naturbeskyttelsesområde fastsættes mål for områdets naturtilstand. Der kan fastsættes forskellige mål for delområder inden for det udpegede område.

Stk. 2. Det overordnede mål er at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og levesteder for de vilde dyre- og plantearter, som området er udpeget for, set i forhold til de udpegede områder i henholdsvis den danske atlantiske region og den danske kontinentale region (biogeografisk niveau) under et.

Stk. 3. De konkrete mål for områder, der er udpeget som både fuglebeskyttelsesområde og habitatområde, skal tilgodese udpegningsgrundlaget for begge udpegninger.

Stk. 4. For de udpegede områder, der tillige er omfattet af bestemmelser i Rådets direktiv nr. 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet), gælder efter dette direktivs art. 4, stk. 2, det strengeste miljømål, jf. dog § 4, stk. 4.

Stk. 5. De enkelte, udpegede områder må ikke målsættes lavere end den bedste naturtilstand, som er dokumenteret siden fuglebeskyttelsesdirektivets ikrafttræden i 1981 og habitatdirektivets ikrafttræden i 1994, jf. dog § 4, stk. 4.

Stk. 6. Indtil der er fastsat konkrete mål for de udpegede områder gælder, at naturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for, skal sikres en gunstig bevaringsstatus på baggrund af bedste eksisterende faglige viden.

§ 4. Fastsættelsen af mål for naturtilstanden skal ske på grundlag af basisanalyserne, jf. miljømålslovens § 41 og bekendtgørelse om tilvejebringelse af Natura 2000-skovplanlægning. Målene for det enkelte, udpegede område fastsættes endvidere på baggrund af følgende:

1) Områdets aktuelle og potentielle betydning for sikring af gunstig bevaringsstatus på biogeografisk niveau inden for Danmarks grænser for de naturtyper og levesteder for arter, som området er udpeget for.

2) En konkret afvejning af evt. modstridende naturinteresser inden for det enkelte internationale naturbeskyttelsesområde.

Stk. 2. Ved målfastsættelsen skal det sikres, at tilstanden og det samlede areal af de naturtyper og levesteder for arter, som det enkelte område er udpeget for, og som i basisanalysen er klassificeret i tilstandsklasse I eller II, er stabil eller i fremgang inden for dette område. Det skal også sikres, at tilstanden for de naturtyper og levesteder, som i det enkelte område er klassificeret i tilstandsklasse III – V, er i fremgang op mod tilstandsklasse I eller II, samt at det samlede areal af disse naturtyper og levesteder er stabil eller i fremgang inden for dette område, jf. dog stk. 3 og stk. 4.

Stk. 3. Ved målfastsættelsen skal der tages stilling til, om der ønskes fastholdelse af nuværende eller genoprettet naturtilstand eller en urørt, dynamisk naturtilstand, der vil fremme opnåelse af gunstig bevaringsstatus for andre naturtyper eller levesteder for arter, der er optaget på habitatdirektivets bilag I og II. Såfremt der ønskes naturlig succession og naturlig bestandsudvikling i et udpeget område eller delområde, skal der gennem målfastsættelsen for andre udpegede områder sikres gunstig bevaringsstatus på biogeografisk niveau inden for Danmarks grænser for de naturtyper og arter, der indgår i udpegningsgrundlaget, men som må forudses forsvinde ved naturlig succession og naturlig bestandsudvikling.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 2 kan endvidere fraviges for en eller flere af de naturtyper og levesteder for arter, som området er udpeget for, hvis det er uforeneligt med gunstig bevaringsstatus for andre naturtyper og levesteder for arter, som området er udpeget for, og som efter en konkret afvejning, jf. § 5, prioriteres højere.

§ 5. Ved afvejningen af modstridende naturinteresser inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde skal der lægges særlig vægt på:

1) de i habitatdirektivet udpegede prioriterede naturtyper og arter (*mærkede naturtyper og arter),

2) de fuglearter, som er optaget på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 eller er omfattet af dette direktivs art. 4, stk. 2,

3) Europa-Kommissionens udmeldinger om prioritering af udvalgte naturtyper og arter,

4) den geografiske repræsentation og bevaringsstatus af de udpegede naturtyper og arter, og

5) arter, der er optaget på habitatdirektivets bilag IV.

Stk. 2. Ved afvejningen af modstridende naturinteresser inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde kan der lægges særlig vægt på:

1) de udpegede naturtypers og arters robusthed overfor påvirkninger på kort og lang sigt,

2) de udpegede naturtypers og arters økologiske behov,

3) nationale naturværdier, herunder fredede arter, ansvarsarter, rødlistede arter og arter som ligger til grund for udvælgelsen af naturmæssigt særligt værdifulde skove,

4) forekomster af specielle strukturer og arter af særlig dansk kultur- og naturhistorisk interesse, og

5) hensyn til regionale og lokale særpræg med respekt for det overordnede mål, jf. § 3, stk. 2.

§ 6. Målene for det enkelte internationale naturbeskyttelsesområde er langsigtede, men kan justeres i forbindelse med revisionen af Natura 2000-planen.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1604 af 15. december 2014 om klassificering og fastsættelse af mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder ophæves.

Naturstyrelsen, den 27. juni 2016

Hanne Kristensen

/ Anne-Marie Vægter Rasmussen


Bilag 1

   
 
Faglig rapport fra DMU nr. 735, 2009
   
 
Beregning af naturtilstand ved brug af simple indikatorer
   
 
Habitatdirektivets terrestriske naturtyper
   
   
 
Jesper Reinholt Fredshavn & Rasmus Ejrnæs
   
   
Datablad
     
Serietitel og nummer:
 
Faglig rapport fra DMU nr. 735
     
Titel:
 
Naturtilstand i habitatområderne
Undertitel:
 
Habitatdirektivets lysåbne naturtyper
     
Forfattere:
 
Jesper Reinholt Fredshavn & Rasmus Ejrnæs
Afdeling:
 
Afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet
     
Udgiver:
 
Danmarks Miljøundersøgelser©
   
Aarhus Universitet
URL:
 
http://www.dmu.dk
     
Udgivelsesår:
 
September 2009
Redaktion afsluttet:
 
August 2009
Redaktion:
 
Tommy Asferg
Faglig kommentering:
 
Flemming Skov
     
Finansiel støtte:
 
By- og Landsskabsstyrelsen
     
Bedes citeret:
 
Fredshavn, J. R. & Ejrnæs, R. 2009. Naturtilstand i habitatområderne. Habitatdirektivets lysåbne naturtyper. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 76 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 735. http://www.dmu.dk/Pub/FR735. pdf
     
   
Gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse
     
Sammenfatning:
 
Rapporten udbygger beregningsmetoderne til vurdering af naturtilstand i Habitatdirektivets terrestriske naturtyper. Metoderne er anvendt på kortlægningen af Habitatområderne 2004-08, og giver således et samlet overblik over tilstanden i et bredt udvalg af Habitatdirektivets terrestriske naturtyper. I forhold til DMU faglig rapport 599, 2. udgave, er denne rapport udvidet med flere habitatnaturtyper, fx indlandsklitter og enekrat, og der er foretaget nye beregninger på et opdateret og udvidet datagrundlag. Alle data og beregningsresultater er tilgængelige i Danmarks Naturdata (www.naturdata.dk).
     
Emneord:
 
Naturtyper, habitatdirektiv, kalibrering, beregningsmetoder.
     
Layout:
 
Grafisk værksted, DMU Silkeborg
Forsidefoto:
 
Jesper R. Fredshavn, DMU
     
ISBN:
 
978-87-7073-117-1
ISSN (elektronisk):
 
1600-0048
     
Sideantal:
 
76
     
Internetversion:
 
Rapporten er tilgængelig i elektronisk format (pdf) på DMU's hjemmeside
   
http://www.dmu.dk/Pub/FR735. pdf
 
Indhold
   
   
Forord
   
Sammenfatning
   
1
Indledning
   
2
Kalibreringsmetoden
   
3
Beregning af indeks for naturtilstand
 
Strukturindeks
 
Artsindeks
   
4
Naturtilstand i danske habitatnaturtyper
 
Naturtilstand på kystklinter, stenstrand og strandeng
 
Naturtilstand i kystklitter
 
Naturtilstand på indlandsklitter, heder og krat
 
Naturtilstand på overdrev og tidvis våd eng
 
Naturtilstand i sure moser
 
Naturtilstand i kalkrige moser
   
5
Referencer
   
Bilag 1. Artsliste med scorer
   
Bilag 2. Højmosearter
   
Bilag 3. Invasive arter
   
Bilag 4. Problemarter
   
 
Danmarks Miljøundersøgelser
   
 
Faglige rapporter fra DMU
   

Forord

Principperne for vurdering af naturtilstand er fremlagt i tidligere DMU-rapporter. Denne rapport bygger på beregningsmetoderne således som de er rapporteret i Faglig rapport fra DMU nr. 599, 2. udgave til brug for Habitatdirektivets lysåbne naturtyper. Denne rapport giver mulighed for at tilstandsvurdere et bredere udvalg af naturtyper, og den indeholder en kalibrering af det samlede datasæt der nu er tilgængelig i Danmarks Naturdata med Amternes kortlægning i 2004-05, og Miljøcentrenes kortlægning i perioden 2006-08 af Danmarks 254 udpegede habitatområder. Kalibreringen er gennemført af en arbejdsgruppe med deltagelse af embedsmænd og biologer fra By- og Landskabsstyrelsen, Miljøministeriet og forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.

Kalibreringen består i en tilpasning af systemets scoreværdier og vægte, således at de resulterende indeks for naturtilstand stemmer overens med de forventninger, arbejdsgruppen i enighed har haft til udvalgte arealers naturværdier. Desuden er der foretaget en nivellering af indeks, så de svarer til By- og Landskabsstyrelsens fortolkning af Habitatdirektivets krav til grænsen mellem gunstig og ugunstig bevaringsstatus. Hovedparten af naturtyperne er tidligere kalibreret, og med denne rapport er kun foretaget mindre justeringer i beregningen af artsindeks. For indlandsklitter og enekrat foreligger en helt ny kalibrering. Rapporten er resultatet af mange inspirerende og konstruktive diskussioner, og en stor tak skal rettes til de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen for deres bidrag:

   
 
Erik Buchwald, BLST, Haraldsgade
 
Lisbeth B. Andersen, BLST, Haraldsgade
 
Erik Vinther, BLST, MC-Odense
 
Torben Ebbensgaard, BLST, MC-Ålborg
 
Peter Leth, BLST, MC-Roskilde
 
Lasse Werling, BLST, MC-Århus
   

Foruden arbejdsgruppens medlemmer har systemet været forelagt en følgegruppe med deltagelse af interesseorganisationer og erhverv, der med stor interesse og engagement har fulgt udviklingen og kommenteret på resultaterne. Ingen andre end forfatterne er dog ansvarlige for eventuelle mangler og unøjagtigheder i rapporten.

Sammenfatning

Rapporten videreudvikler beregningsmetoderne til vurdering af naturtilstand i Habitatdirektivets lysåbne terrestriske naturtyper. Metoderne er anvendt på det samlede datasæt fra amternes kortlægningsmateriale fra 2004-05 og Miljøcentrenes videreførsel heraf i 2006-08, og dermed foreligger nu en samlet national vurdering af de kortlagte arealers naturtilstand efter ensartede og reproducerbare metoder.

DMU-rapporten ”Vurdering af naturtilstand” (Fredshavn & Skov 2005) fremlagde principperne for et system til vurdering af naturtilstand i Habitatdirektivets naturtyper. I DMU-rapporten ”Beregning af naturtilstand ved brug af simple indikatorer” (Fredshavn & Ejrnæs 2007) er udviklet en beregningsmetode og de værdier beregningerne er foretaget udfra. Amterne og senere Miljøcentrene har i 2004-08 kortlagt Danmarks 254 udpegede habitatområder, afgrænset arealerne med habitatnaturtyper og indsamlet feltoplysninger om dels de 18 naturtyper, der indgår i det terrestriske naturtypeprogram, og dels Habitatdirektivets indlandsklittyper (2310, 2320 og 2330) samt enekrat (5130). Data er alle tilgængelige i Danmarks Naturdata (www.naturdata.dk). Disse data har dannet grundlag for en kalibrering af systemet, udført af en arbejdsgruppe med deltagelse af biologer og embedsmænd fra By- og Landskabsstyrelsen, Miljøministeriet og forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.

Kalibreringen består i en tilpasning af systemets scoreværdier og vægte, således at de resulterende indeks for naturtilstand stemmer overens med de forventninger, arbejdsgruppen i enighed har haft til udvalgte arealers naturværdier. Desuden er der foretaget en nivellering af indeks, så de svarer til By- og Landskabsstyrelsens fortolkning af Habitatdirektivets krav til grænsen mellem gunstig og ugunstig bevaringsstatus.

Strukturindekset beregnes som gennemsnittet af pointene for de vægtede strukturindikatorer. Til brug for vurderingen af habitatnaturtypernes strukturelle naturtilstand er udvalgt fem indikatorgrupper for struktur og funktion, som er fælles for alle naturtyperne:

1)
Vegetationsstruktur
2)
Hydrologi og kystsikring
3)
Afgræsning/pleje
4)
Påvirkning af jordbrugsdrift
5)
Naturtypekarakteristiske strukturer.

Inden for hver gruppe er knyttet en eller flere indikatorer, der registreres i felten. Hver indikator er opdelt i relativt grove kategorier, og registreringen foretages ved at afkrydse den kategori, der bedst svarer til naturtypens aktuelle tilstand. Arbejdsgruppen har tildelt point til hver af disse kategorier og vægtet de forskellige indikatorer, således at det samlede strukturindeks afspejler naturarealernes strukturelle naturtilstand.

Artsindekset beregnes som et vægtet gennemsnit af artsscoreindekset og artsdiversitetsindekset. Begge indeks beregnes på grundlag af vegetationens artssammensætning i en dokumentationscirkel med radius 5 m, hvor centrum placeres i et homogent område, der er karakteristisk for naturtypen. For hver naturtype er arterne inddelt i hhv. bidragsarter, problemarter og nularter. Bidragsarterne bidrager med deres artspoint, der er en score mellem 1 og 7. Høje point tildeles arter, der er meget følsomme over for negative påvirkninger af naturtypen, hvorimod arter med lave point vil være mere eller mindre begunstigede af disse påvirkninger. Artsscoreindekset beregnes som gennemsnittet af arternes pointværdier, uanset hvor mange arter der indgår i artssammensætningen. Artsdiversitetsindekset beregnes som summen af arternes pointværdier justeret for naturtypens gennemsnitlige artsdiversitet. Problemarterne fremmes af en kraftig negativ påvirkning af naturtypen. I begge indeks har såvel problemarter som invasive arter pointværdien -1, medens nul-arterne, der er indførte og ikke-hjemmehørende arter, har pointværdien 0.

Både strukturindekset og artsindekset har værdier mellem 0 og 1 på referenceskalaen, hvor 1 er den bedste naturtilstand, og 0 er den dårligste. De to indeks vægtes sammen til et samlet naturtilstandsindeks, der beskriver habitatnaturtypens samlede naturtilstand. Et nyligt skadet areal vil have et ringe strukturindeks, men stadig et højt artsindeks, hvorimod et nyligt genoprettet areal ofte vil have et højt strukturindeks, men endnu et lavt artsindeks. Arealer, der gennem en lang årrække har været plejet optimalt og kun udsat for ringe påvirkninger, vil have et højt strukturindeks og et højt artsindeks. Tilsvarende vil arealer, der gennem en lang årrække har været under kraftig negativ påvirkning og manglende pleje, have et lavt strukturindeks og et lavt artsindeks. Naturtilstandsindeksets to underliggende indeks har således stor forklaringsværdi i sig selv, og denne information bør inddrages, når arealerne vurderes i en forvaltningssammenhæng.

1. Indledning

Tilstandsvurderingssystemet omsætter dokumenteret viden og eksperterfaring om strukturelle og biologiske forhold i naturtyper og levesteder til målbare og objektive indikatorer, der kan bruges i karakteriseringen og forvaltningen af danske naturtyper. Naturtilstanden beskrives ved en række strukturelle indikatorer og ved forekomsten af karplanter i et cirkelformet dokumentationsfelt med radius 5 m. Disse indikatorer er valgt ud fra kriterier om målbarhed, reproducerbarhed, enkelhed og relevans. Naturtilstanden vurderes på en skala fra 0 til 1, opdelt i fem tilstandsklasser fra dårlig til høj naturtilstand, svarende til vandrammedirektivets fem økologiske tilstandsklasser. Udvælgelsen af relevante indikatorer og metoder til registrering af det konkrete datagrundlag for hhv. areal, struktur/funktion og arter er beskrevet i rapporten ”Vurdering af naturtilstand” (Fredshavn & Skov 2005). I DMU-rapport 599, 2. udgave (Fredshavn & Ejrnæs 2007) beskrives, hvorledes hhv. struktur - og artsindeks beregnes, og hvorledes de sammenvejes til et fælles naturtilstandsindeks. I denne rapport er denne metode udvidet til også at gælde enekrat og indlandsklitter, og der er foretaget en kalibrering på det samme datamateriale.

Alle indeks benytter referenceskalaen fra 0 og 1, hvor 1 er den bedst opnåelige tilstand. Derved bliver det muligt at skelne højere naturtilstande fra lavere naturtilstande i forhold til struktur- og artsindhold. Struktur- og artsindeks bærer hver især på værdifuld information om arealets naturtilstand og dets forventede udvikling. Strukturindekset karakteriserer de aktuelle påvirkninger af naturgrundlaget, så en forbedring heraf over tid giver muligheder for en forbedring af artsindholdet, hvorimod en forværring ofte vil medføre forværrede muligheder for artsindholdet. Artsindekset giver en indikation på, om naturtypens tilknyttede arter har formået at kolonisere området og overleve. Det afspejler derfor også den historiske udvikling. Der vil ofte være en forsinkelse eller inerti i artsindholdets respons på ændrede muligheder, både i positiv og negativ retning.

Det tredje element, der bør vurderes i en samlet analyse af et areals naturtilstand, er dets størrelse og afgrænsning. Disse data anvendes ikke i værdisætningen, men indgår i stedet som faktuelle, supplerende oplysninger om arealet. Forvaltningsmæssigt er det vigtigt at holde oplysninger om arealernes størrelser adskilt fra oplysningerne om arealernes naturtilstand. Information om små og særligt værdifulde arealer med høj naturtilstand kan nemt blive overset, hvis oplysninger om arealets størrelse sammenvejes med naturtilstanden til et samlet indeks.

I 2004 og 2005 har amterne indsamlet et omfattende datamateriale i forbindelse med kortlægningen af Natura 2000-områdernes habitatnaturtyper. Dette materiale har dannet udgangspunkt for den udvikling og kalibrering af tilstandsvurderingssystemet, der her rapporteres.

Tildelingen af indikatorværdier til strukturer og arter bygger i stort omfang på ekspertvurderinger. Disse vurderinger vil blive erstattet af mere objektive kriterier, efterhånden som analysen af indsamlede overvågningsdata fra NOVANA etablerer et mere udbygget vidensgrundlag.

Feltdata er indsamlet systematisk og med en reproducerbar metode. Herved får vi en værdifuld indikation af de undersøgte områders naturtilstand. Man bør dog være opmærksom på, at der findes vigtige tilstandsparametre, som er vanskelige at vurdere i forbindelse med et kort besøg på en lokalitet, fx:

– Eutrofiering. Man kan nogle gange konstatere, at et areal gødskes, men det er ofte ikke muligt at erkende eller kvantificere tidligere gødskning, nitratforurening af fremvældende vand eller omfanget af en eventuel luftbåren kvælstofdeposition.

– Hydrologi. Tilstandsvurderingen baserer sig på et øjebliksbillede fra lokaliteten, og det kan derfor være vanskeligt at vurdere lokalitetens hydrologiske variationer over året. Synlige dræn og grøfter kan registreres, men dette er sjældent nok til at beskrive hydrologien.

– Naturlig dynamik. En række af vores naturtyper (fx strandenge og kystklitter) er afhængige af naturlig dynamik i form af kysterosion, vinderosion og periodiske oversvømmelser. Sådanne forstyrrelser er vanskelige at kvantificere ved et enkelt besøg.

Tilstandsvurderingen baseret på simple indikatorer giver et umiddelbart indtryk af de enkelte arealers konkrete tilstand og indsatsbehov. Det er således velegnet som datagrundlag i Natura 2000-planlægningen. En videre analyse, der skal afklare hvad årsagerne til et eutrofieringsproblem er, eller skal kunne forklare de hydrologiske forholds variation over året, kræver et mere indgående datagrundlag. NOVANA overvågningen af habitatnaturtyperne leverer mere detaljerede dataserier, og som overvågningsdata er de også velegnede til at se ændringer over tid, men da disse data er en statistisk, stikprøvebaseret dokumentation af naturtypens generelle vilkår på national eller biogeografisk niveau, er de ikke egnede til at forklare de konkrete forhold på en ikke-overvåget lokalitet. Det er derfor afgørende at kortlægningsdata og overvågningsdata supplerer hinanden, således at overvågningsdata på den ene side kan give mere klarhed over årsager og virkninger i de forhold man i agttager i kortlægningsdata, og kortlægningsdata på den anden side giver et præcist billede af den geografiske udbredelse af naturtyperne og de konkrete indsatsbehov på de enkelte lokaliteter.

2. Kalibreringsmetoden

Udviklingen af tilstandsvurderingssystemet har haft to faser. Den første fase, rangeringen, har bestået i en sammenvejning af indikatorerne med henblik på at opnå en rangordning af de undersøgte arealer på en skala fra 0 til 1. Den anden fase, kalibreringen, har bestået i en fastlæggelse af niveauet for skalaens opdelinger i de fem tilstandsklasser.

Rangeringen af arealerne består i at tilrette de strukturelle indikatorers scoreværdier og vægte samt artsscorerne i systemet således, at arealer, hvis struktur og funktion forekommer mest optimale, og hvis naturindhold vurderes at være højst, bliver placeret øverst og tættest på 1 i rangordningen på referenceskalaen fra 0 til 1. Tilsvarende skal arealer, der forekommer mest påvirkede og i dårligst naturtilstand, placeres nederst på samme skala. Et areal med et højere naturtilstandsindeks skal altså også fremstå som mindre påvirket af de faktorer, der er identificeret at have negativ indvirkning på naturtypens tilstand, og/eller dets naturindhold skal være højere end et andet areal med et lavere indeks. Skalaen er indrettet således, at alle arealer, der er identificeret som den pågældende naturtype, skal kunne karakteriseres ved deres naturtilstand med et indeks mellem 0 og 1. Intet areal kan have et indeks højere end 1, og tilsvarende er det heller ikke muligt at opnå værdier lavere end 0.

Kalibreringen har bestået i en fastlæggelse af niveauerne for tilstandsklasserne. De fem tilstandsklasser er på forhånd defineret som lige store på referenceskalaen, og dermed har kalibreringen i praksis bestået i en fastlæggelse af grænsen mellem tilstandsklasserne II og III, svarende til værdien 0,6 på referenceskalaen. Denne grænse er vigtig i forhold til Skov- og Naturstyrelsens tolkning af Habitatdirektivets krav om gunstig bevaringsstatus. For at være i gunstig bevaringsstatus skal arealerne inden for naturtypens udbredelsesområde være stabile eller i fremgang, og de strukturer, der er nødvendige for at opretholde naturtypen, skal fortsat være til stede. Hvis naturtypens karakteristiske arter er til stede på arealet, skal deres overlevelse også være sikret. Arealer med en naturtilstand over 0,6 forventes at leve op til disse krav, hvis vel at mærke deres tilstand opretholdes inden for overskuelig fremtid.

Rangeringen er hovedsagligt foretaget af projektets arbejdsgruppe, mens kalibreringen af niveauet for gunstig og ugunstig naturtilstand ved denne første afprøvning af systemet er fastlagt med udgangspunkt i Skov- og Naturstyrelsens tolkning af Habitatdirektivets krav om grænsen mellem gunstig og ugunstig bevaringsstatus. Metodeudviklingen har været en iterativ proces, hvor der med udgangspunkt i DMU’s forslag til scoreværdier og vægte er foretaget en tilpasning naturtype for naturtype så struktur- og artsindeks giver den fagligt bedst mulige rangordning af arealerne efter deres biologiske tilstand, og således at de numeriske indeksværdier er i overensstemmelse med Habitatdirektivets krav til gunstig bevaringsstatus.

3. Beregning af indeks for naturtilstand

Strukturindeks

De strukturelle indikatorer er enkle at observere visuelt, og et trænet øje kan hurtigt danne sig et overblik over såvel den aktuelle tilstand som de forhold, der trækker naturtilstanden i gunstig eller ugunstig retning. Ved feltobservationerne karakteriseres indikatorerne i en række kategorier. Under udarbejdelsen af indekset tildeles de forskellige kategorier point afhængig af, hvor forenelige netop denne tilstand er med naturtypen i gunstig bevaringstilstand (Søgaard m.fl. 2003). Desuden vægtes hver indikator i forhold til dens betydning for det samlede indeks ud fra en vurdering af, hvor vigtigt dette forhold er for den aktuelle naturtype.

Pointtildeling til indikatorkategorierne

Med udgangspunkt i de strukturelle indikatorer tildeles point til hver af de kategorier, indikatoren kan karakteriseres ved. Den maksimale pointværdi, en indikator kan antage, er 1, som tildeles den kategori, der beskriver indikatoren i sin mest optimale tilstand. Denne tilstand vil ikke være ens for de forskellige naturtyper. Således er en lysåben, tæt, lav urtevegetation optimal for nogle naturtyper, mens andre karakteriseres ved en meget åben, vegetationsløs bund præget af hyppige vindbrud eller skred og andre igen ved en høj, tætsluttende urtevegetation. De øvrige kategorier for indikatorerne tildeles lavere point mellem 0 og 1 afhængig af, hvor langt fra den optimale tilstand kategorien befinder sig.

Ved pointtildelingen er der skelnet mellem en række hovedtyper af pointfordelinger afhængig af kårgradienternes og de strukturelle indikatorers optimum. I de endelige fordelinger er værdierne justeret i forhold til disse overordnede fordelinger; fx kan der i forhold til invasive arter blot være tale om én gunstig kategori (arealandel med invasive arter er 0 procent) og fire mere eller mindre ugunstige. For mange af vores naturtyper er vidensgrundlaget for at kunne tildele scorer i de forskellige kategorier endnu mangelfuldt, og her har processen taget udgangspunkt i beskrivelsen af kriterier for gunstig bevaringsstatus (Søgaard m.fl. 2003) efterfulgt af en kalibrering, hvor kendte lokaliteter med alment accepteret bevaringstilstand har dannet udgangspunkt for en iterativ tilpasning af scoreværdierne.

Vægtning af indikatorernes betydning

Næste trin er at vurdere, hvilken betydning de enkelte indikatorer har for det samlede billede af naturtypens tilstand. Hydrologiske forhold, såsom afvanding og vandindvinding, kan være af afgørende betydning i fugtige kær- og mosetyper og uden betydning i tørre overdrevs- og klittyper.

Indikatorerne vægtes efter deres betydning, og da de er opbygget i et niveaudelt system, foretages vægtningen på hvert hierarkisk niveau. Vægtene normaliseres, så summen af vægtene er 1. Vægten 0 betyder, at indikatoren ingen betydning får for det samlede indeks, mens vægten 1 betyder at indikatoren udgør hele det pågældende hierarkiske niveaus bidrag til strukturindekset. De fem overordnede indikatorgrupper for struktur og funktion er:

1)
Vegetationsstruktur
2)
Hydrologi og kystsikring
3)
Afgræsning/pleje
4)
Påvirkning af jordbrugsdrift
5)
Naturtypekarakteristiske strukturer.

Grupperne tildeles således vægte, der tilsammen giver 1. I de naturtyper, hvor de fem grupper indgår med lige stor vægt i strukturindekset, har de altså hver værdien 0,2.

På tilsvarende vis vægtes indikatorerne inden for hver af indikatorgrupperne. I indikatorgruppen vegetationsstruktur indgår som indikatorer arealandelene af hhv. :

1)
bar jord
2)
lave urter
3)
middelhøje urter
4)
høje urter
5)
dværgbuske
6)
vedplanter
7)
invasive arter.

Hvis det eksempelvis vurderes, at indikatoren for dværgbuske betyder lige så meget for vegetationsstrukturen som de øvrige indikatorer tilsammen, tildeles arealandelen af dværgbuske værdien 0,5, og de resterende 0,5 fordeles på de tilbageværende seks indikatorer.

Ligesom for pointenes vedkommende bør vægtene tildeles på et solidt datagrundlag, men i mangel heraf er vægttildelingen foretaget ud fra bedste ekspertskøn. Også her er det foregået med reference til fælles erfaringer fra udvalgte, kendte lokaliteter.

Beregning af strukturindeks

Det samlede strukturindeks fremkommer som den korrigerede sum af de vægtede pointværdier, idet den enkelte indikator vægtes dels med vægten på eget niveau og dels med vægten af de højereliggende niveauers andel af det samlede strukturindeks:

   
 
S = (Σijk wk wj xij )/ Σjk wk wj
   

hvor x ij er pointene af den i’te kategori for den j’te indikator og w j er vægten af den j’te indikator. Den j’te indikator er del af den k’te indikatorgruppe, og w k er vægten af denne gruppe i det samlede indeks. Hvis alle indikatorerne indgår i beregningen, vil den samlede sum af vægtene w k w j være 1. Indgår ikke alle indikatorer, fx fordi lokaliteten ikke er kystnær, og kystsikring dermed ikke er relevant, vil summen være lavere end 1, og nævneren korrigerer således strukturindekset, så kun de indikatorer, der tildeles en værdi, påvirker formlen.

Artsindeks

Artssammensætningen udgør et vigtigt grundlag for at kunne identificere de forskellige naturtyper, men artssammensætningen er også en værdifuld indikator for levevilkårene. I mange naturtyper er naturtilstanden stærkt afhængig af arealernes driftshistorie – har de været pløjet, gødsket, drænet, eller har der været lange perioder med græsningsophør? Sådanne oplysninger er vanskelige at dokumentere, men de afspejles i vegetationens sammensætning. De stedfaste eller lavmobile organismer såsom karplanter, laver, mosser, svampe og invertebrater er helt afhængige af de specifikke, lokale forhold, hvilket giver dem en høj udsagnskraft. Karplanterne udmærker sig, sammenlignet med de andre organismegrupper, ved at være lette at finde og identificere henover en lang feltsæson, og i de fleste naturtyper giver karplanterne meningsfuld indikation af tilstanden. Datagrundlaget for artsindekset er artsoplysninger om karplanterne fundet i dokumentationsfeltet på det registrerede areal. Dokumentationsfeltet er et homogent, cirkelformet område med radius 5 meter, hvor den kortlagte naturtype er i en karakteristisk udvikling under de givne forhold. Artssammensætninger er altså en dokumentation af, at naturtypen er til stede på arealet. Desuden kan der indgå supplerende informationer om arter uden for dokumentationscirklen, fx karakteristiske arter jf. fortolkningsmanualen, invasive arter, særligt sjældne arter m.m. Principielt er der ingen hindring for også at inddrage andre artsgrupper, herunder fugle, padder, sommerfugle, biller osv. i beregningen af et artsindeks. Blot kræver det, at der forinden er foretaget en pointtildeling til hver enkelt art. Alle arter, både flora- og faunaarter, der på denne måde er tildelt artspoint, kan indgå i beregningen af et artsindeks for det kortlagte areal. Benyttes de supplerende arter ikke til naturtilstandsberegningen, vil de alligevel kunne bidrage med information om arealet, fx i forbindelse med en vurdering af arealets forvaltningsbehov.

I det følgende er beskrevet principperne i beregningen af et floristisk artsindeks, der bygger på artsdata fra 5 m-cirklen. For hver naturtype er arterne forinden fordelt på tre kategorier:

– Bidragarter: arter der naturligt hører til naturtypen, og hvis tilstedeværelse fortæller noget om de positive og negative påvirkninger, naturtypen udsættes for på arealet. I beregningerne indgår arterne med artsscorer mellem 1 og 7.

– Problemarter: arter der normalt ikke eller kun sporadisk forekommer i naturtypen, og hvis tilstedeværelse indikerer en omfattende, uønsket, negativ påvirkning af naturtypen. I beregningerne indgår arterne med værdien -1.

– Nularter: arter der normalt ikke optræder i naturtypen, og som derfor må opfattes som tilfældige gæster uden udsagnskraft. I beregningerne indgår arterne med værdien 0.

Alle arter, der indgår i beregningerne, tildeles artspoint, også kaldet en artsscore, på en skala fra -1 til 7. Høje point tildeles arter, der indikerer en høj grad af upåvirkethed, og som dermed er sårbare over for negative påvirkninger, medens lave point tildeles arter, der er mere upåvirkede af eller direkte begunstigede af negative påvirkninger. Dyrkede arter, haveplanter og indslæbte arter tildeles artsscoren 0. I de naturtyper, hvor arterne optræder som problemarter, tildeles de værdien -1 uanset deres øvrige pointværdi. Alle invasive arter tildeles artsscoren -1 og tæller dermed som problemarter i alle naturtyper. Arterne har som udgangspunkt samme artsscore i alle naturtyper, på nær de naturtyper hvor de er opført som problemarter. For hver dokumentationscirkel kan der udregnes en gennemsnitlig og en summeret pointværdi for de arter, der bidrager til den pågældende naturtype, og på basis heraf udregnes hhv. et artsscoreindeks og et artsdiversitetsindeks. Det endelige artsindeks er en vægtet sum af disse to indeks. Alle indeks angives ved en værdi på referenceskalaen mellem 0 og 1.

Bidragarter

Til hver hovednaturtype udvælges de arter, der bidrager til beskrivelsen af naturtypens tilstand. Det vil som udgangspunkt være de arter, der er knyttet til naturtypen i gunstig tilstand, men en række af disse kan være generalister, som kan begunstiges af de første stadier i en negativ udvikling. Naturtyper findes aldrig snævert afgrænset i virkeligheden, men fremstår oftest som glidende overgange, dels i forhold til de omkringliggende naturtyper og dels i forhold til en naturlig succession over tid. Til brug for identifikation af naturtyperne er der behov for artslister, der er så snævre, at typerne kan afgrænses fra hinanden. Men artslister, der benyttes til beskrivelse af naturtilstanden, skal samtidig være så brede, at naturtypen i dens forskellige udtryksformer og overgange er dækket ind. Dette medfører et behov for også at medtage arter, der findes i andre beslægtede naturtyper, således at overgangssamfund ikke bliver nedvurderet. Hver af Habitatdirektivets naturtyper tilhører en overordnet hovednaturtype. Mange gange vil overgangsformer af habitatnaturtyperne være overgangsformer til beslægtede naturtyper inden for hovednaturtypen. Det kan derfor forventes, at arter fra de nærtstående naturtyper vil optræde på en given naturtypes arealer, uden at det i sig selv er udtryk for en ringere tilstand.

I vurderingen af, hvilke arter der skal indgå i beregningen af et artsindeks, indgår overvejelser om, hvor robust indekset skal være, og hvor meget misinformation der kan tolereres. Jo flere arter, der indgår, jo mere robust vil indekset være, forstået på den måde at uanset regionale forskelle og store variationer i naturtypens tilstand vil indekset kunne levere en værdi. En meget snæver liste af arter for hver naturtype, fx i form af udvalgte indikatorarter, vil betyde, at indekset bliver mere sårbart over for arealer med meget få arter, hvad enten det skyldes naturlig artsfattigdom eller spredningsmæssige årsager. Et indeks baseret på mange arter vil alt andet lige være mere robust end et indeks baseret på færre arter. På den anden side vil lister, der medtager mange arter fra en bred vifte af undernaturtyper og forskellige tilstandsniveauer ikke være i stand til at skelne mellem undertyperne eller naturlige successionsfaser.

I mangel af et omfattende og dækkende datasæt, der kan relatere artsforekomsterne til forskellige grader af naturtilstand, er fordelingen af bidragarter og problemarter i de forskellige hovednaturtyper udarbejdet på grundlag af ekspertviden. Der kan efterfølgende være behov for at justere denne liste i forhold til de faktisk observerede fordelinger af arter.

Problemarter

En række arter er gode indikatorer for en begyndende eller længerevarende negativ påvirkning af naturtypen. Det kan være arter, der under normale omstændigheder ikke optræder i naturtypen, eller arter, der kun optræder sporadisk i naturtypens gunstige tilstandsformer. Det er altså arter, der er særlig fremmet af forstyrrelser og negative påvirkninger, men kun sjældent vil findes under gunstige betingelser. For alle naturtyperne gælder, at forekomsten af flere problemarter oftest er udtryk for en omfattende negativ påvirkning. En række af disse negative påvirkninger kan være vanskelige at erkende i de fysiske strukturer, herunder særligt eutrofiering og tidligere opdyrkning eller dræning. Arter, der netop er begunstiget af eutrofiering eller antropogene forstyrrelser i ellers naturligt næringsfattige og stabile naturtyper, vil således være værdifulde indikatorer for dette problem. I de naturligt kalkrige, og dermed ofte mere landbrugsmæssigt værdifulde naturtyper, fx kalkoverdrev, vil flere af disse problemarter kunne optræde sporadisk, også under gunstige betingelser, og derfor vil tilstedeværelse af en eller få problemarter normalt ikke indikere et massivt problem i disse naturtyper.

Tildeling af artspoint

Arterne tildeles point, der svarer til artens følsomhed over for forringelser af naturtilstanden. Lave point tildeles arter, der er tolerante eller ligefrem begunstiges af forringelser, mens høje point tildeles arter, der er følsomme over for forringelser, og som forsvinder, når forringelserne af tilstanden når et vist niveau. Arterne har gennem evolutionen tilpasset sig forskellige fundamentale levevilkår, hvilket giver sig udtryk i mere eller mindre specifikke krav til voksestedet. Typisk vil arterne have et bredere eller smallere optimum ved en bestemt økologisk tilstand langs med de vigtigste plantefordelende gradienter. Til de vigtigste gradienter hører fugtighed, saltholdighed, lystilgængelighed, temperatur, forstyrrelse næringsstoftilgængelighed og surhedsgrad. Langs med disse økologiske gradienter spalter Habitatdirektivets naturtyper ud. Samtidig er nogle af de økologiske kår under stærk påvirkning af menneskelige aktiviteter. De vigtigste af disse er næringsstofgradienten, forstyrrelsesgradienten og fugtighedsgradienten. Mens eutrofiering og ændret hydrologi påvirker gradienterne entydigt, kan forstyrrelsesgradienten påvirkes i begge retninger, fx med jordbearbejdning og pesticidsprøjtning (øget forstyrrelse) og græsningsophør (mindsket forstyrrelse). Nogle arter trives under relativt brede amplituder, mens andre stiller meget specifikke krav til voksestedet. Sjældne arter kan være sjældne af spredningshistoriske årsager, fordi de kun trives ved en sjælden naturlig kombination af levevilkår (fx lysåbent græsland på skrivekridt), eller fordi de er meget følsomme over for negative påvirkninger af naturtypen. Kun arter i den sidste kategori er gode indikatorer for naturtilstanden, og derfor er der ikke nødvendigvis en tæt relation mellem sjældenhed og indikatorværdi. Situationen i dag er, at hovedparten af naturarealerne er kraftigt påvirkede, og dræning, eutrofiering og manglende pleje har betydet en kraftig ensretning af de økologiske vilkår, så få, kraftigtvoksende høje urter og vedplanter vinder indpas på naturarealerne på bekostning af et stort flertal af nøjsomme, lavtvoksende arter (Elleman m.fl. 2001). I det danske, relativt intensivt udnyttede og påvirkede landskab vil arter, der er særligt følsomme over for forstyrrelser og dermed stiller høje krav til upåvirkethed, ofte være mere sjældne end de opportunistiske og forstyrrelsesbegunstigede arter. Der er dog mange afvigelser fra denne generelle regel, fx arter der kan trives under relativt forringede vilkår, men kun optræder i sjældne undertyper eller regionale udgaver af naturtypen. De vil på landsplan have lav hyppighed uden at være gode indikatorer for forringelser. Omvendt vil arter, der er vidt udbredt i mange varianter af naturtypen, men alligevel er meget følsomme over for forringelser, være gode indikatorer for god tilstand.

Alle karplante- og karsporeplantearterne tildeles artspoint mellem -1 og 7 efter nedenstående beskrivelse:

7 point: ekstrem følsom over for påvirkninger, der forringer naturtilstanden

6 point: meget følsom

5 point: følsom

4 point: lidt følsom

3 point: hverken følsom eller tolerant

2 point: noget tolerant

1 point: tolerant eller svagt begunstiget

0 point: ikke hjemmehørende i Danmark

-1 point: invasiv art og/eller problemart begunstiget af forringet naturtilstand.

Bilag 1 og 4 giver et overblik over hhv. bilagarternes pointtildeling og problemarter knyttet til de forskellige hovednaturtyper. Bilag 2 er en særlig liste over arter, der forventes at forekomme på højmosearealer (7110 og 7120). I oversigterne i kapitel 4 betegnes arter med artsscore 6 eller 7 som tostjernearter, angivet med **, og arter med artsscore 4 eller 5 som stjernearter, angivet som *. Bilagslisterne er udarbejdet på grundlag af ekspertviden, og der kan efterfølgende være behov for at justere denne tildeling ud fra en dokumenteret viden om sammenhængen mellem artsforekomster og naturtypernes fordeling på kvalitetsklasser.

Det er ikke altid, at artssammensætningen er et godt udtryk for arealets aktuelle naturtilstand. Nogle flerårige planter kan overleve i mange år på steder, der ikke længere lever fuldt op til deres krav til voksested (økologisk inerti). De kan opfattes som relikter fra tidligere naturtilstande. Værdifulde arters tilstedeværelse på et areal under nedbrydning må derfor ikke tolkes som en tilfredsstillende naturtilstand, men som en mulighed for fortsat at bevare et værdifuldt artsindhold, hvis der gribes rettidigt ind og rettes op på forringelserne. At arealet er under forringelse vil ofte kunne ses på fraværet af de mest følsomme arter (højeste indikatorværdi) samt udbredt forekomst af problemarter. Mere mobile og kortlivede arter, fx fugle, invertebrater, padder, krybdyr og kortlivede plantearter, vil hurtigere forsvinde under forringede vilkår. Findes der nærtliggende, egnede voksesteder, vil disse arter ofte have mulighed for at overleve her og, efter en naturgenopretning af det ødelagte areal, have mulighed for atter at genindvandre. Men det forudsætter naturligvis at sådanne arealer findes inden for de pågældende arters spredningsafstande.

Artsindekset bygger på en sammenvejning af en justeret middelscore for et areal og summen af scorer for et areal. Middelscoren siger noget om den gennemsnitlige følsomhed for de arter, som vokser på arealet, og den er derfor ikke afhængig af, om det er et areal med mange eller få arter. Dette er hensigtsmæssigt, idet mange af vore næringsfattige naturtyper er naturligt artsfattige. Artssummen afhænger både af arternes følsomhedsscorer og af antallet af arter på et areal. Under antagelse af at en forringelse af naturtilstanden ofte vil føre til, at artsrigdommen af naturtypens typiske arter falder (flere arter uddør end indvandrer), vil artssummen kunne opfange en sådan negativ udvikling. På grund af de store forskelle i artssummen mellem områder, som naturligt har forskellig artsrigdom, er artssummen særlig relevant i vurderingen af tilstandsudviklingen på et konkret areal over tid.

I forbindelse med kalibreringen af artsindekset er de tildelte pointværdier for de enkelte arter blevet justeret efter sammenligning med de gennemsnitlige middelscorer, som er opnået i de dokumentationscirkler, de er fundet i. I de tilfælde, hvor der har været en stor forskel mellem den tildelte pointværdi og middelscoren for de felter arterne optræder i, er artens pointværdi blevet justeret op eller ned. Som eksempel kan nævnes, at hvis en art har fået en relativ lav pointværdi, men gennemsnitligt er blevet fundet i relativt højt scorende dokumentationscirkler, altså sammen med arter, der ellers er udtryk for lav påvirkningsgrad, er artens pointværdi opjusteret og vice versa. Ved samme lejlighed blev det også analyseret, om arternes pointværdi var afhængig af, hvilken naturtype de optrådte i. Af alle arterne på artslisten var der kun behov for at justere 107 arter og heraf kun 12 med 2 point. Analysen viste også, at arternes indikatorværdi kun varierede lidt mellem de forskellige naturtyper, de forekom i. Det forekommer altså velunderbygget at benytte samme pointværdi på tværs af naturtyperne for de arter, der optræder i flere hovednaturtyper.

Middelscore

Middelscoren er den gennemsnitlige pointværdi af dokumentationscirklens arter: bilagarter, nularter og problemarter. Problemarterne indgår med pointværdien -1 uanset deres pointværdi i andre naturtyper. En lav middelscore er udtryk for, at arealet er relativt kraftigt påvirket af negative forstyrrelser, og en høj middelscore er udtryk for, at arealet ikke eller kun i meget ringe grad er påvirket. Middelscoren er ikke afhængig af diversiteten eller antallet af arter i 5 m-cirklen, men afspejler alene arternes respons på naturtilstanden og dermed påvirkningsgraden på arealet. I Tabel 1 er for hver habitatnaturtype vist de gennemsnitlige middelscorer beregnet ud fra arternes forekomst i kortlægningsdatasættet.

Artssummen

Artssummen er summen af alle arternes pointværdier. Da en given artssum både kan opnås med få arter med høj pointværdi og med flere arter med en lavere pointværdi, er artssummen ikke et lige så entydigt udtryk som middelscoren for påvirkningsgraden på arealet. På den anden side kombineres informationen om arealets diversitet af naturligt hjemmehørende arter og deres afspejling af arealets påvirkninger i ét indeks. Arealer med en stor diversitet og mange højtscorende arter giver således en meget høj artssum, og arealer med kun få bidragsarter, der alle har en relativ lav pointværdi, vil kun opnå en meget lav artssum.

       
Tabel 1. Gennemsnitlig justeret middelscore for habitatnaturtyperne. De med * mærkede naturtyper er prioriterede i Habitatdirektivet.
Habitatnaturtype
Gennemsnitlig
middelscore
Gennemsnitligt
artsantal
1330
Strandeng
3,31
14,3
1340
*Indlandssalteng
3,22
12,5
2130
*Grå/grøn klit
3,54
14,6
2140
*Klithede
3,73
9,6
2190
Klitlavning
3,75
13,9
2250
*Enebærklit
3,37
13,6
2310
Visse-indlandsklit
3,56
10,9
2320
Revling-indlandsklit
3,31
8,9
2330
Græs-indlandsklit
3,61
9,4
4010
Våd hede
3,50
10,0
4030
Tør hede
3,36
10,1
5130
Enekrat
3,22
16,7
6120
*Tørt kalksandsoverdrev
3,48
29,9
6210
(*)Kalkoverdrev
3,03
31,1
6230
*Surt overdrev
3,25
23,0
6410
Tidvis våd eng
3,22
19,0
7110
*Højmose
3,55
9,4
7120
Nedbrudt højmose
2,27
7,8
7140
Hængesæk
3,62
14,0
7150
Tørvelavning
4,34
10,6
7210
Avneknippemose
3,42
13,8
7220
*Kildevæld
2,92
22,2
7230
Rigkær
3,14
27,3
       

Beregning af artsscoreindeks

Artsscoreindekset omsætter middelscoren, der normalt antager værdier mellem 0 og 7, til en værdi mellem 0 og 1 på referenceskalaen. Middelscoren har en tilnærmet normalfordeling omkring naturtypens gennemsnitlige værdi. Den gennemsnitlige middelscore vil være højere i de naturligt næringsfattige og upåvirkede naturtyper, fx klitter og højmoser, og lavere i de naturligt mere produktive og mere landbrugspåvirkede naturtyper, fx kalkoverdrev og rigkær. Benyttes en lineær transformation af middelscoren til et artsscoreindeks, vil der være en stærk overrepræsentation i de to eller tre midterste tilstandsgrupper og næsten ingen arealer i tilstandsklasse 1 og 5. En mere jævn fordeling af arealerne i alle fem tilstandsklasser kræver derfor en mere sigmoid omsætningsfunktion, der samler de højeste og laveste værdier i de to yderklasser og til gengæld spreder midterfeltet mere ud. Som omsætningsfunktion er benyttet en funktion af typen:

   
 
A s= 1/(1+exp e(ma) expe(1,60(1-m)))
   

hvor A s er artsscoreindekset, m er middelscoren for det konkrete areal, og m a er den gennemsnitlige værdi af alle naturtypens middelscorer. expe er den naturlige exponentialfunktion.

For en naturtype med en gennemsnitlig middelscore på 2,5 er omsætningsfunktionens forløb vist i Figur 1.

     
Figur 1. Den sigmoide omsætningsfunktion, der omregner middelscoren med værdier mellem 0 og 7 til et artsscoreindeks med værdier mellem 0 og 1. Funktionens forløb afhænger af naturtypens gennemsnitlige middelscore (her vist for ma =2,5).
   
Figur01 Size: (400 X 241)

Beregning af artsdiversitetsindeks

Artsdiversitetsindekset omsætter artssummen til et indeks mellem 0 og 1 på referenceskalaen. Artssummen antager værdier fra 0 og typisk op til 20-100 for de artsrige naturtyper. Fordelingen er meget skæv med en Poisson-lignende fordeling med en koncentration af mange relativt lave værdier og kun få høje værdier. En direkte og lineær transformation ville derfor medføre en koncentration i de allerlaveste tilstandsklasser og kun meget få i de bedre tilstandsklasser. Der er derfor valgt en exponentielt aftagende og asymptotisk omsætningsfunktion:

   
 
A d= (ab/at)(1-(1/expe(s/d)))
   

hvor A d er artsdiversitetsindekset, s er artssummen for det konkrete areal, og d er en diversitetsparameter, der afhænger af naturtypens gennemsnitlige artsindhold. ab/at er den relative andel af bidragarter (ab) i forhold til det totale antal arter (bidrag-, nul- og problemarter) i dokumentationscirklen (at).

d-parameteren beregnes som en funktion af naturtypens gennemsnitlige middelscore (ma) multipliceret med det gennemsnitlige antal arter i dokumentationscirklen for naturtypen (na)

   
 
d= 0,8mana
   

Artssummen afspejler dels arternes følsomhed over for påvirkninger, men selvfølgelig også antallet af arter i cirklen. Derfor vil artsfattige naturtyper opnå mindre artssum end artsrige naturtyper, uden at det dermed er udtryk for, at de artsrige naturtyper har højere naturkvalitet. d-parameteren kompenserer for den naturlige forskel i artsdiversitet mellem naturtyperne, idet d-parameteren er en funktion af naturtypens gennemsnitlige artsantal.

For to naturtyper, begge med en gennemsnitlig justeret middelscore på 2,5 og et gennemsnitligt antal bidragsarter på hhv. 10 og 25 i dokumentationscirklen, og dermed d-værdier på hhv. 20 og 50, er omsætningsfunktionen fra artssum til artsdiversitetsindeks vist i Figur 2.

d

-parameteren angiver med andre ord den artssum, der svarer til

grænsen

mellem moderat og god naturtilstand, idet en artssum, der antager værdien lig d, medfører at artsdiversitetsindekset bliver ca. 0,6 svarende til grænsen mellem naturtilstandsklasse 2 og 3.

Beregning af artsindeks

Artsindekset A defineres som den vægtede middelværdi af artsscoreindeks og artsdiversitetsindeks. Artsscoreindekset vægtes 0,75 og artsdiversitetsindekset 0,25 i denne beregning.

   
 
A = 0,75As + 0,25Ad
   

Naturtilstandsindeks

Strukturindeks og artsindeks sammenvejes til et samlet udtryk for naturtilstanden på arealet. I beregningen benyttes et forsigtighedsprincip, hvor det laveste indeks vægtes højest. Et højt strukturindeks får således vanskeligere ved at skjule, at der fortsat er en meget ringe artssammensætning på arealet. Omvendt må en god artssammensætning ikke forhindre, at der i tide opdages et problem med de strukturelle indikatorer, således at det gode naturindhold på arealet også i fremtiden kan vedligeholdes. Det laveste af de to indeks tillægges derfor vægten 0,6 og det højeste indeks vægten 0,4 i beregningen af naturtilstandsindekset N.

Hvis S større end A:

   
 
N = 0,4S + 0,6A
   

Hvis S mindre end A:

   
 
N = 0,6S + 0,4A
   

Beregningerne af struktur-, arts- og naturtilstandsindeks foretages vha. beregningsværktøjet TILDA (TILstandsvurdering af DAnske naturtyper), udviklet af DMU, på baggrund af udtræk direkte fra Danmarks Naturdata. Miljøcentrene har tastet data fra kortlægningen 06-08 direkte ind i Danmarks Naturdata.

Resultaterne fra kortlægningen af danske habitatnaturtyper i de udpegede habitatområder har dannet grundlag for en kalibrering af tilstandsvurderingsmetoden. I det følgende kapitel gives en kort beskrivelse af de strukturelle forhold, der kendetegner habitatnaturtyperne, og dermed baggrunden for tildelingen af de viste scoreværdier og vægte. De arealmæssige forhold og de resulterende struktur- og artsindeks og dermed naturtilstandsindeks er vist, og desuden er naturtyperne karakteriseret ved deres middelscore, artsantal og antal problemarter.

4. Naturtilstand i danske habitatnaturtyper

Naturtilstand på kystklinter, stenstrand og strandeng

Tanglinier og opskyl på den ubeskyttede stenstrand giver mulighed for plantesamfund med både enårige og flerårige arter tilpasset urolig, næringsrig bund, hvoraf mange også kan genfindes på de dyrkede marker som ukrudtsarter. På de stejle klinter og klipper ganske nær havet, præget af saltpåvirkning og naturlige forstyrrelser, findes forskellige plantesamfund, der kan variere en del afhængig af jordbund og eksponeringsgrad. På de mere beskyttede strandengskyster findes ofte en stærk zonering, skabt af de tidvise oversvømmelser med saltvand, hvor de yderste zoner er domineret af enårig strandengsvegetation og vadegræssamfund, og længere inde findes den egentlige strandeng. Hvor der forekommer salt grundvand på indlandslokaliteter, fx i forbindelse med kilder over salthorster, findes den sjældne indlandssalteng.

På Habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

1210 Strandvolde med enårig vegetation

1220 Strandvolde med flerårig vegetation

1230 Kystklinter/klipper

1310 Enårig strandengsvegetation

1320 Vadegræssamfund

1330 Strandeng

1340 *Indlandssalteng.

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet Habitatdirektivets prioriterede typer.

Vegetationsstruktur

Strandvoldene, de yderste, stærkt saltpåvirkede strandenge og vadegræssamfundene har en stor andel af vegetationsløse partier. Den egentlige strandeng og indlandssaltengene har mere sluttet vegetation, men indeholder også »saltpander« domineret af enårige plantearter. Afgræssede strandenge har en lav vegetation domineret af græsser og siv (harril). Vegetationen er opdelt i forskellige zoneringer bestemt af jordbundens salt- og vandindhold. I den ugræssede form udvikler de våde dele af strandengen sig til strandsumpe med især tagrør og strand-kogleaks. På kystklinterne kan vegetationsstrukturen være meget variabel. Vedplanter og dværgbuske optræder især i form af lave, vindtolerante buske/træer på klinterne. Invasive arter, især rynket rose, kan udgøre et stort problem, navnlig på strandvoldene.

       
Tabel 2. Indikatorerne for vegetationsstruktur i strandenge og saltenge. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
1330
1340
Uden vegetationsdække
   
 
0-5%
100
100
 
5-10%
60
75
 
10-30%
30
60
 
30-75%
10
10
 
75-100%
0
0
Græs/urteveg. under 15 cm
   
 
0-5%
0
0
 
5-10%
10
40
 
10-30%
30
60
 
30-75%
60
80
 
75-100%
100
100
Græs/urtevegetation 15-50 cm
   
 
0-5%
80
80
 
5-10%
100
100
 
10-30%
60
60
 
30-75%
30
40
 
75-100%
0
0
Græs/urtevegetation over 50 cm
   
 
0-5%
80
80
 
5-10%
100
100
 
10-30%
60
60
 
30-75%
30
40
 
75-100%
0
0
Dværgbuske
   
 
0-5%
100
100
 
5-10%
60
60
 
10-30%
30
30
 
30-75%
10
10
 
75-100%
0
0
Vedplanter (kronedække)
   
 
0%
100
100
 
1-10%
60
60
 
10-25%
30
30
 
25-50%
10
10
 
50-100%
0
0
Forekomst af invasive arter
   
 
0%
100
100
 
1-10%
40
40
 
10-25%
20
20
 
25-50%
10
10
 
50-100%
0
0
       

Hydrologi

Afvanding, bl.a. i form af grøfter, kan have stor betydning for udtørringen af især de højereliggende strandenge, men kan samtidig også være en forudsætning for at afgræsse arealerne. Vandløb har betydning for påvirkningen med ferskvand på strandengen, men for alle naturtyperne på nær indlandstypen 1340 gælder, at kystnærheden og de naturlige påvirkninger fra tidevandet er afgørende for zoneringen i naturtyperne. Diger og kystsikring vil dæmpe den naturlige zonering og undertrykke strandengspræget.

       
Tabel 3. Indikatorerne for hydrologi i strandenge og saltenge. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
1330
1340
Afvanding og vandindvinding
   
 
forekommer ikke
100
100
 
ingen vegetationsændringer
60
80
 
sommerudtørring
30
30
 
udbredt tørlægning
10
10
 
fuldstændig tørlægning
0
0
Vandløb
   
 
uden indgreb
100
100
 
sparsomt regulerede
60
75
 
delvist regulerede
30
50
 
omfattende regulering
10
25
 
alle vandløb rørlagte
0
0
Kystsikring
   
 
ingen kystsikring
100
100
 
m. zonering og dynamik
60
60
 
hæmmet zonering og dynamik
30
30
 
ringe zonering og dynamik
10
10
 
ingen zonering eller dynamik
0
0
       

Landbrugspåvirkning

Landbrugspåvirkningen har sjældent betydning for strandvoldene, hvorimod eutrofieringen og til dels afdrift af sprøjtemidler fra de højereliggende, dyrkede landbrugsarealer kan have en stærk negativ påvirkning på kystklinterne. Strandengene i deres artsrige, lavtvoksende form er helt afhængig af en passende afgræsning, og forekommer der jævnlig gødskning af arealerne, påvirkes artsrigdommen stærkt negativt.

       
Tabel 4. Indikatorerne for landbrugspåvirkning i strandenge og saltenge. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
1330
1340
Græsning/høslæt
   
 
0-5%
0
0
 
5-10%
10
10
 
10-30%
30
30
 
30-75%
60
60
 
75-100%
100
100
Gødskning el. sprøjteskader
   
 
0%
100
100
 
1-10%
40
40
 
10-25%
20
20
 
25-50%
10
10
 
50-100%
0
0
     

Naturtypekarakteristiske strukturer

Strandengen er afhængig af den konstante dynamik, som tidevandet og saltpåvirkningen skaber, og det er afgørende for opretholdelse af den græssede strandeng, at typen bevares lysåben. Tilgroning og kystsikring er de største trusler for disse samfund.

       
Tabel 5. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer i strandenge og saltenge. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
1330
1340
Positive strukturer
   
 
udbredt/veludviklet
100
100
 
spredt/rudimentær
50
50
 
ikke til stede
0
0
Negative strukturer
   
 
udbredt/veludviklet
0
0
 
spredt/rudimentær
50
50
 
ikke til stede
100
100
       

       
Tabel 6. Betydningsfordeling af indikatorerne i strandenge og saltenge. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.
Habitattype
1330
1340
Vegetationsstruktur
25
30
 
bar jord
10
10
 
lave urter
20
20
 
middel urter
20
20
 
høje urter
20
20
 
dværgbuske
0
0
 
vedplanter
5
5
 
invasive planter
25
25
Hydrologi
30
25
 
afvanding
30
75
 
vandløb
5
25
 
kystsikring
65
0
Landbrugspåvirkninger
15
15
 
afgræsning
75
50
 
eutrofiering
25
50
Naturtypekarakteristiske strukturer
30
30
 
positive strukturer
60
10
 
negative strukturer
40
90
       

Resultatet af kortlægningen af naturtilstand af kystzonen

Figur 3 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Indlandssaltenge er sjældne i Danmark, og fordelingen repræsenterer derfor kun ganske få områder og små arealer.

Strandengsarealet er derimod meget stort og middelstørrelsen af arealerne er generelt store. Mere end to tredjedele af arealet er i gunstig naturtilstand (tilstandsklasse 1 og 2). Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 8) viser, at det primært er græs/urtevegetationens højdefordeling, andelen med afgræsning og tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket ned i det gennemsnitlige strukturindeks.

     
Figur 3. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med strandenge og indlandssaltenge på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den laveste.
   
Figur03 Size: (400 X 250)
     

Der er i gennemsnit fundet godt 14 arter i dokumentationscirklerne. Middelscoren er ganske høj, og der er generelt fundet et relativt lavt antal problemarter, flest på indlandssaltengene.

       
Tabel 7. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter i saltenge.
Habitattype
1330
1340
 
kortlagt areal i ha
29241
14
 
antal kortlagte arealer
1733
14
 
middel arealstørrelse i ha
16,87
0,99
       
 
naturtilstandsindeks
0,59
0,53
 
strukturindeks
0,62
0,55
 
artsindeks
0,61
0,57
       
 
middelscore
3,31
3,22
       
 
antal arter i 5 m cirkel
14,27
12,50
 
antal problemarter
0,41
0,83
 
antal stjernearter
6,74
5,33
 
antal tostjernearter
0,30
0,17
       

       
Tabel 8. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne i saltenge, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score, jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i Tabel 6 i beregningen af strukturindekset.
Habitattype
1330
1340
Vegetationsstruktur
   
 
Bar jord
0,90
0,92
 
lave urter
0,37
0,73
 
middel urter
0,54
0,67
 
høje urter
0,52
0,63
 
dværgbuske
1,00
1,00
 
vedplanter
0,88
0,87
 
invasive planter
0,86
1,00
Hydrologi
   
 
afvanding
0,70
0,90
 
vandløb
0,58
-
 
kystsikring
0,81
-
Landbrugspåvirkninger
   
 
afgræsning
0,49
0,77
 
gødskning
0,77
0,43
Naturtypekarakteristiske strukturer
   
 
positive strukturer
0,55
0,00
 
negative strukturer
0,46
0,58
       

Naturtilstand i kystklitter

Langs ubeskyttede kyster, der i særlig grad er udsat for havets og vindens påvirkning, foregår en omfattende materialetransport af det opskyllede havsand ind over land, hvorved sandklitterne dannes. En del materiale returneres, når klitterne nedbrydes og skyller ud i havet igen. Yderst langs havet dannes forklitten og den hvide klit. Længere inde sker der en langsom tilgroning og udvaskning, hvorved den grå klit dannes. Hvor sandet har et højt kalkindhold fra muslingeskaller, kan den artsrige grønne klit dannes. En yderligere udvaskning giver mulighed for dominans af dværgbuske, hvorved klitheden dannes. Naturlig tilgroning af klitterne med forskellige hjemmehørende vedplanter giver anledning til særlige plantesamfund.

På Habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

2110 Forklit

2120 Hvid klit

2130 Grå/grøn klit

2140 Klithede

2160 Havtornklit

2170 Grårisklit

2190 Klitlavning

2250 *Enebærklit.

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet Habitatdirektivets prioriterede typer. Desuden findes en særlig træbevokset klittype, 2180, skovklit, der omtales i forbindelse med skovnaturtyperne.

Vegetationsstruktur

De første stadier i klitdannelsen, forklitten og den hvide klit, har et sparsomt, spredt plantedække af særligt modstandsdygtige græsser (hovedsagligt hjælme og marehalm) og lave urter. I den grå klit er vegetationen mere lukket og kan i den grønne klit blive ganske frodig, artsrig og tæt. Vegetationen er meget variabel og består fortrinsvis af lave græsser og urter, ofte med mange mosser og laver, stedvist med partier af høje græsser og urter. Klitheden er karakteriseret ved en mere udvasket og stabil bund, der domineres af dværgbuske, og hvor klitterne gror til med hjemmehørende vedplanter, dannes havtorn- og grårisklit og den prioriterede naturtype enebærklit. I lavninger i de mere stabile områder dannes de mere eller mindre fugtige klitlavninger, hvor vegetationsstrukturen kan variere fra lav urte- og halvgræsvegetation til egentlig rørsump.

Hydrologi

I klitlavningerne trives de fugtighedskrævende arter, og her vil grøftning og dræning have stærk negativ effekt. Vandløb forekommer i klitområder, men er sjældent afgørende for dannelsen og udviklingen af kystklitter. Kystsikring er den vigtigste hydrologiske faktor i kystklitterne, da den kan hindre den naturlige dynamik, klitterne er så afhængige af. Klittilplantning, især med fremmede arter, kan både medføre en unaturlig udvikling af klitterne og give anledning til en udbredt floraforurening med bl.a. invasive arter.

Landbrugspåvirkning

Ekstensiv fåre- og kreaturgræsning har tidligere holdt vegetationen lav og åben, særligt i den frodige grønne klit. De mere næringsfattige og udvaskede klitsamfund, særligt grå klit og klithede, er meget følsomme over for eutrofiering, der skader mos- og lavforekomsterne og øger tilgroning med græsser og vedplanter.

Naturtypekarakteristiske strukturer

Øget næringstilførsel, kystsikring, sandflugtsdæmpning og ophørt afgræsning har medført, at tilgroning, særligt med udplantede sandflugtsarter, generelt er en af de største trusler for disse samfund.

           
Tabel 9. Indikatorerne for vegetationsstruktur i klitter. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
2130
2140
2190
2250
Uden vegetationsdække
       
 
0-5%
80
100
80
80
 
5-10%
100
60
100
100
 
10-30%
60
30
60
60
 
30-75%
30
10
30
30
 
75-100%
0
0
0
0
Græs/urtevegetation under 15 cm
       
 
0-5%
0
30
30
30
 
5-10%
30
60
60
60
 
10-30%
60
100
100
100
 
30-75%
100
60
60
60
 
75-100%
80
30
30
30
Græs/urtevegetation 15-50 cm
       
 
0-5%
80
30
30
80
 
5-10%
100
60
60
100
 
10-30%
60
100
100
60
 
30-75%
30
60
60
30
 
75-100%
0
30
30
0
Græs/urtevegetation over 50 cm
       
 
0-5%
80
80
100
80
 
5-10%
100
100
60
100
 
10-30%
60
60
30
60
 
30-75%
30
30
10
30
 
75-100%
0
0
0
0
Dværgbuske
       
 
0-5%
80
0
80
30
 
5-10%
100
10
100
60
 
10-30%
60
30
60
100
 
30-75%
30
60
30
60
 
75-100%
0
100
0
30
Vedplanter (kronedække)
       
 
0%
100
80
100
0
 
1-10%
60
100
60
30
 
10-25%
30
60
30
60
 
25-50%
10
30
10
100
 
50-100%
0
0
0
80
Forekomst af invasive arter
       
 
0%
100
100
100
100
 
1-10%
40
40
40
40
 
10-25%
20
20
20
20
 
25-50%
10
10
10
10
 
50-100%
0
0
0
0
           

           
Tabel 10. Indikatorerne for hydrologi i klitter. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
2130
2140
2190
2250
Afvanding og vandindvinding
       
 
forekommer ikke
100
100
100
100
 
ingen vegetationsændringer
60
60
60
60
 
sommerudtørring
30
30
30
30
 
udbredt tørlægning
10
10
10
10
 
fuldstændig tørlægning
0
0
0
0
Vandløb
       
 
uden indgreb
100
100
100
100
 
sparsomt regulerede
60
60
60
60
 
delvist regulerede
30
30
30
30
 
omfattende regulering
10
10
10
10
 
alle vandløb rørlagte
0
0
0
0
Kystsikring
       
 
ingen kystsikring
100
100
100
100
 
m. zonering og dynamik
60
60
60
60
 
hæmmet zonering og dynamik
30
30
30
30
 
ringe zonering og dynamik
10
10
10
10
 
ingen zonering eller dynamik
0
0
0
0
           

           
Tabel 11. Indikatorerne for landbrugspåvirkning i klitter. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
2130
2140
2190
2250
Græsning/høslæt
       
 
0-5%
0
0
0
0
 
5-10%
10
10
10
10
 
10-30%
30
30
30
30
 
30-75%
60
60
60
60
 
75-100%
100
100
100
100
Gødskning el. sprøjteskader
       
 
0%
100
100
100
100
 
1-10%
40
40
40
40
 
10-25%
20
20
20
20
 
25-50%
10
10
10
10
 
50-100%
0
0
0
0
           

           
Tabel 12. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer i klitter. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
2130
2140
2190
2250
Positive strukturer
       
 
udbredt/veludviklet
100
100
100
100
 
spredt/rudimentær
50
50
50
50
 
ikke til stede
0
0
0
0
Negative strukturer
       
 
udbredt/veludviklet
0
0
0
0
 
spredt/rudimentær
50
50
50
50
 
ikke til stede
100
100
100
100
           

           
Tabel 13. Betydningsfordeling af indikatorerne i klitter. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.
Habitattype
2130
2140
2190
2250
Vegetationsstruktur
40
40
30
30
 
bar jord
5
5
0
5
 
lave urter
5
5
0
5
 
middel urter
10
5
0
10
 
høje urter
10
5
0
10
 
dværgbuske
10
20
10
30
 
vedplanter
20
30
45
20
 
invasive planter
40
30
45
20
   
100
100
   
Hydrologi
15
10
30
20
 
afvanding
30
50
50
10
 
kystsikring
60
50
20
80
   
100
100
   
Landbrugspåvirkninger
15
20
10
20
 
afgræsning
50
50
50
50
 
gødskning
50
50
50
50
   
100
100
   
Naturtypekarakteristiske strukturer
30
30
30
30
 
positive strukturer
50
50
50
50
 
negative strukturer
50
50
50
50
           

     
Figur 4. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med strandklitter på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den laveste.
   
Figur04 Size: (400 X 249)
     

Resultatet af kortlægningen af naturtilstand af kystklitterne

Figur 4 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Klitarealerne er generelt ganske store, og på nær enebærhederne består de af relativt store arealenheder.

Generelt er der en god naturtilstand i klitterne, idet mere end tre fjerdedele er i gunstig tilstand (tilstandsklasse 1 og 2). Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 15) viser, at det er andelen med afgræsning og pleje, urte- og græsvegetations højdefordeling samt forekomsten af invasive arter og vedplanter, der har trukket ned i det gennemsnitlige strukturindeks.

Der er i gennemsnit fundet mellem 9 og 14 arter i dokumentationscirklerne. Middelscoren er generelt høj, og der er kun fundet få problemarter.

           
Tabel 14. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter i kystklitterne.
Habitattype
2130
2140
2190
2250
 
kortlagt areal i ha
9281
13748
4286
229
 
antal kortlagte arealer
1256
1295
720
64
 
middel arealstørrelse i ha.
7,39
10,62
5,95
3,58
           
 
naturtilstandsindeks
0,63
0,67
0,63
0,63
 
strukturindeks
0,66
0,71
0,65
0,67
 
artsindeks
0,63
0,66
0,64
0,61
           
 
middelscore
3,54
3,73
3,75
3,37
           
 
antal arter i 5 m cirkel
14,64
9,65
13,89
13,56
 
antal problemarter
0,49
0,28
0,35
0,61
 
antal stjernearter
7,41
6,12
7,47
6,56
 
antal tostjernearter
0,77
0,43
1,26
0,39
           

           
Tabel 15. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne i kystklitterne, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score, jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i Tabel 13 i beregningen af strukturindekset.
Habitattype
2130
2140
2190
2250
Vegetationsstruktur
       
 
bar jord
0,84
0,94
0,82
0,80
 
lave urter
0,61
0,46
0,55
0,54
 
middel urter
0,50
0,48
0,63
0,68
 
høje urter
0,81
0,80
0,49
0,77
 
dværgbuske
0,79
0,86
0,79
0,65
 
vedplanter
0,71
0,88
0,65
0,67
 
invasive planter
0,65
0,62
0,79
0,73
Hydrologi
       
 
afvanding
0,99
0,89
0,74
0,92
 
vandløb
0,95
0,98
0,87
0,60
 
kystsikring
0,85
0,83
0,84
0,97
Landbrugspåvirkninger
       
 
afgræsning
0,17
0,12
0,14
0,23
 
gødskning
0,86
0,89
0,93
0,97
Naturtypekarakteristiske strukturer
       
 
positive strukturer
0,68
0,75
0,63
0,73
 
negative strukturer
0,60
0,75
0,51
0,60
           

Naturtilstand på indlandsklitter, heder og krat

Indlandsklitter er indenlandske flyvesandsforekomster. Sandbunden er ofte meget tør, varm og kraftigt udvasket. Naturtyperne har begrænset udbredelse og hører således til nogle af vores mest tørre, næringsfattige og sure lokaliteter. Heder findes mere udbredt på sandede, næringsfattige jorde med typisk mordannelse, der ikke kan henføres til flyvesandslag. Vegetationen er domineret af lyngagtige dværgbuske og ofte med mange mosser og laver. Hederne er afhængig af en dynamisk pleje i form af afgræsning, afbrænding, tørveskrælning eller slæt, der vedligeholder lyngvegetationen, da de ellers naturligt gror til og omdannes til næringsfattige skovtyper. Skrænter, overdrev og heder, hvor der sker tilgroning med enekrat, opfattes i Habitatdirektivet som en selvstændig naturtype (5130).

På Habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

2310 Visse-indlandsklit

2320 Revling-indlandsklit

2330 Græs-indlandsklit

4010 Våd hede

4030 Tør hede

5130 Enekrat.

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet Habitatdirektivets prioriterede typer.

Vegetationsstruktur

Græs-indlandsklit har et spredt græs- og urtedække med åbne sandpartier og mange énårige arter. Enekrat har heller ikke altid dværgbuske, men på de øvrige indlandsklitter og heder domineres plantedækket af dværgbuske. Forekomsten af visse og revling karakteriserer de to indlandsklitter, og på den våde hede er der et stort indslag af klokkelyng og mosebølle. Hedelyng, revling, blåbær, hede-melbærris, arter af visse og tyttebær findes mest udbredt i de tørre heder og de dværgbuskdominerede indlandsklitter. Også krybende pil bidrager til dværgbuskene. Det tætte vegetationsdække består desuden af flere græs- og halvgræsarter samt lave urter. Luftbåren ammoniakdeposition medfører ofte en forskydning af artssammensætningen til fordel for græsserne, bl.a. bølget bunke og blåtop. På de fleste heder er det nødvendigt at holde tilgroning med bl.a. træer nede ved græsning, kontrolleret afbrænding eller tørveskrælning. Ene bliver kun i ringe grad afgræsset og fremmes derfor ved græsning, hvorved der kan udvikles enekrat. Græsningsophør og utilstrækkelig pleje fremmer tilgroning med hjemmehørende arter som eg, birk og røn, men ofte også med forskellige indførte nåletræer.

Hydrologi

Den våde hede findes i lavninger, så udtørring som følge af grøftning, afvanding og ikke mindst vandindvinding vil ofte medføre en udbredelse af den tørre hede på bekostning af den våde hede. Vandløb forekommer på hederne, og uhensigtsmæssig vedligeholdelse kan have samme udtørrende effekt på de omgivende arealer som grøftning og afvanding og dermed være en trussel mod de våde hedepartier. Ingen af typerne er påvirket af kystsikring.

               
Tabel 16. Indikatorerne for vegetationsstruktur på indlandsklitter og heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
2310
2320
2330
4010
4030
5130
Uden vegetationsdække
         
 
0-5%
70
70
50
80
100
100
 
5-10%
100
100
100
100
60
60
 
10-30%
60
60
80
60
30
30
 
30-75%
10
10
50
30
10
10
 
75-100%
0
0
0
0
0
0
Græs/urtevegetation under 15 cm
         
 
0-5%
60
60
0
80
80
80
 
5-10%
80
80
30
100
100
100
 
10-30%
100
100
60
60
60
80
 
30-75%
60
60
100
30
30
60
 
75-100%
0
0
80
0
0
30
Græs/urtevegetation 15-50 cm
         
 
0-5%
100
100
100
30
80
80
 
5-10%
80
80
80
60
100
100
 
10-30%
70
70
70
100
60
60
 
30-75%
50
50
50
60
30
30
 
75-100%
0
0
0
30
0
0
Græs/urtevegetation over 50 cm
         
 
0-5%
100
100
100
80
100
100
 
5-10%
60
60
60
100
60
60
 
10-30%
30
30
30
60
30
30
 
30-75%
10
10
10
30
10
10
 
75-100%
0
0
0
0
0
0
Dværgbuske
         
 
0-5%
0
0
80
0
0
60
 
5-10%
0
0
100
30
10
80
 
10-30%
10
10
60
60
30
100
 
30-75%
60
60
30
100
60
100
 
75-100%
100
100
0
80
100
60
Vedplanter (kronedække)
         
 
0%
100
100
100
100
100
0
 
1-10%
60
60
60
60
60
30
 
10-25%
30
30
30
30
30
100
 
25-50%
10
10
10
10
10
80
 
50-100%
0
0
0
0
0
30
Forekomst af invasive arter
         
 
0%
100
100
100
100
100
100
 
1-10%
40
40
40
40
40
40
 
10-25%
20
20
20
20
20
20
 
25-50%
10
10
10
10
10
10
 
50-100%
0
0
0
0
0
0
               

               
Tabel 17. Indikatorerne for hydrologi på indlandsklitter og heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
2310
2320
2330
4010
4030
5130
Afvanding og vandindvinding
         
 
forekommer ikke
100
100
100
100
100
100
 
ingen vegetationsændringer
60
60
60
60
60
60
 
sommerudtørring
30
30
30
30
30
30
 
udbredt tørlægning
10
10
10
10
10
10
 
fuldstændig tørlægning
0
0
0
0
0
0
Vandløb
         
 
uden indgreb
100
100
100
100
100
100
 
sparsomt regulerede
60
60
60
60
60
60
 
delvist regulerede
30
30
30
30
30
30
 
omfattende regulering
10
10
10
10
10
10
 
alle vandløb rørlagte
0
0
0
0
0
0
Kystsikring
         
 
ingen kystsikring
100
100
100
100
100
100
 
m. zonering og dynamik
60
60
60
60
60
60
 
hæmmet zonering og dynamik
30
30
30
30
30
30
 
ringe zonering og dynamik
10
10
10
10
10
10
 
ingen zonering eller dynamik
0
0
0
0
0
0
               

Landbrugspåvirkning

Hederne er afhængige af en dynamisk pleje, der vedligeholder og forynger hedelyngen. Det kan ske ved ekstensiv afgræsning med fx får og kreaturer eller ved jævnlige tørveskrælninger og afbrændinger. Afgræsning fremmer enekrat, medens tørveskrælning og afbrænding fjerner denne naturtype. En stor trussel for både hederne og indlandsklitterne er i dag den luftbårne eutrofiering, der ændrer konkurrenceforholdet mellem planterne til fordel for græsserne og til ugunst for dværgbuskene. Indlandsklitternes og hedernes lave næringsindhold er forudsætningen for deres specielle vegetation. Også de ellers udbredte mos- og lavbestande fortrænges af eutrofiering, på nær den invasive mosart Campylopus introflexus.

               
Tabel 18. Indikatorerne for landbrugspåvirkning på indlandsklitter og heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
2310
2320
2330
4010
4030
5130
Græsning/høslæt
         
 
0-5%
0
0
0
0
0
0
 
5-10%
10
10
10
10
10
10
 
10-30%
30
30
30
30
30
30
 
30-75%
60
60
60
60
60
60
 
75-100%
100
100
100
100
100
100
Gødskning el. sprøjteskader
         
 
0%
100
100
100
100
100
100
 
1-10%
40
40
40
40
40
40
 
10-25%
20
20
20
20
20
20
 
25-50%
10
10
10
10
10
10
 
50-100%
0
0
0
0
0
0
           

Naturtypekarakteristiske strukturer

Ændringer i vegetationsstruktur og artssammensætning er sikre tegn på, at indlandsklitterne og hederne er negativt påvirkede af især eutrofiering, så dværgbusk/græs-ratioen, foryngelse af hedelyngen og, på de våde heder, tilstedeværelsen af fugtighedskrævende arter er værdifulde indikatorer.

               
Tabel 19. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer på indlandsklitter og heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
2310
2320
2330
4010
4030
5130
Positive strukturer
         
 
udbredt/veludviklet
100
100
100
100
100
100
 
spredt/rudimentær
50
50
50
50
50
50
 
ikke til stede
0
0
0
0
0
0
Negative strukturer
         
 
udbredt/veludviklet
0
0
0
0
0
0
 
spredt/rudimentær
50
50
50
50
50
50
 
ikke til stede
100
100
100
100
100
100
           

               
Tabel 20. Betydningsfordeling af indikatorerne på indlandsklitter og heder. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.
Habitattype
2310
2320
2330
4010
4030
5130
Vegetationsstruktur
50
50
50
30
40
50
 
bar jord
10
10
15
10
0
5
 
lave urter
10
10
15
5
10
10
 
middel urter
10
10
10
5
10
5
 
høje urter
10
10
15
5
10
15
 
dværgbuske
20
20
5
20
10
5
 
vedplanter
20
20
20
25
30
30
 
invasive planter
20
20
20
30
30
30
Hydrologi
5
5
5
30
10
5
 
afvanding
100
100
100
75
100
100
 
vandløb
0
0
0
25
0
0
 
kystsikring
0
0
0
0
0
0
Landbrugspåvirkninger
20
20
20
20
25
25
 
afgræsning
50
50
75
25
50
50
 
gødskning
50
50
25
75
50
50
Naturtypekarak. strukturer
25
25
25
20
25
20
 
positive strukturer
50
50
50
50
50
50
 
negative strukturer
50
50
50
50
50
50
               

Resultatet af kortlægningen af naturtilstand af indlandsklitter og heder

Figur 5 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Arealet med indlandsklitter er ikke fuldstændigt kortlagt og er generelt ganske beskedent. Både den gennemsnitlige arealstørrelse og tilstanden er sammenlignelig med hedernes, men visse-indlandsklitterne dog har markant bedre tilstand end de øvrige typer. Arealet med de tørre heder er mere end seks gange så stort som de våde heder, og de våde heder er generelt begrænset til relativt små arealer. Kun godt halvdelen af det kortlagte hedeareal er i gunstig naturtilstand (tilstandsklasse 1 og 2). Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 23) viser, at for både indlandsklitter og heder er det primært en manglende afgræsning og vel især pleje, og deraf følgende tilgroning med vedplanter og invasive arter samt forekomsten af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket ned i det gennemsnitlige strukturindeks.

Der er i gennemsnit fundet 9 til 11 arter i dokumentationscirklerne, dog næsten 17 i enekrattene. Middelscoren er relativ høj for alle typerne, og der er i gennemsnit fundet godt én problemart på arealerne.

     
Figur 5. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med heder på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den laveste.
   
Figur05 Size: (400 X 266)
     

               
Tabel 21. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter på indlandsklitter og heder.
Habitattype
2310
2320
2330
4010
4030
5130
 
kortlagt areal i ha
169
1522
63
1602
10644
358
 
antal kortlagte arealer
29
151
35
400
1013
181
 
middel arealstørrelse i ha.
5,84
10,08
1,79
4,00
10,51
1,98
               
 
naturtilstandsindeks
0,62
0,60
0,58
0,63
0,56
0,63
 
strukturindeks
0,62
0,64
0,57
0,67
0,57
0,69
 
artsindeks
0,63
0,60
0,61
0,62
0,58
0,59
               
 
middelscore
3,56
3,31
3,61
3,50
3,36
3,22
               
 
antal arter i 5 m cirkel
10,90
8,91
9,43
9,99
10,12
16,73
 
antal problemarter
1,29
1,14
0,67
1,14
0,94
1,73
 
antal stjernearter
6,48
5,20
4,86
6,45
5,51
7,31
 
antal tostjernearter
0,52
0,30
0,67
0,92
0,50
0,87
               

               
Tabel 22. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne på indlandsklitter og heder, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score, jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i Tabel 20 i beregningen af strukturindekset.
Habitattype
2310
2320
2330
4010
4030
5130
Vegetationsstruktur
           
 
bar jord
0,70
0,71
0,77
0,79
0,94
0,97
 
lave urter
0,75
0,75
0,56
0,76
0,76
0,80
 
middel urter
0,74
0,74
0,77
0,66
0,58
0,69
 
høje urter
0,90
0,89
0,96
0,78
0,84
0,81
 
Dværgbuske
0,75
0,80
0,76
0,83
0,74
0,79
 
Vedplanter
0,59
0,48
0,61
0,58
0,48
0,53
 
invasive planter
0,50
0,48
0,50
0,69
0,54
0,68
Hydrologi
           
 
Afvanding
1,00
1,00
-
0,69
0,89
1,00
 
Vandløb
-
-
-
0,50
0,94
1,00
 
Kystsikring
-
-
-
0,85
0,98
-
Landbrugspåvirkninger
           
 
Afgræsning
0,03
0,23
0,08
0,12
0,23
0,39
 
Gødskning
0,88
0,89
0,93
0,93
0,88
0,96
Naturtypekarak. strukturer
           
 
positive strukturer
-
-
-
0,72
0,64
-
 
negative strukturer
-
-
-
0,32
0,41
-
               

Naturtilstand på overdrev og tidvis våd eng

Overdrev er et gammelt kulturhistorisk udtryk, der i naturbeskyttelsesloven benyttes som juridisk term for græslandsvegetation. Bruun & Ejrnæs (1998) definerer naturtypen overdrev som urtedomineret vegetation på veldrænet bund uden anden kulturpåvirkning end græsning.

Den tidvis våde eng er først og fremmest betinget af en fluktuerende vandstand og i mindre grad af jordbunden. Den er derfor meget variabel; den kan på de vådeste og mest kalkrige forekomster ligne rigkær og på de mere næringsfattige forekomster blot bestå af få arter med blåtop som dominerende art. Tidvis våd eng repræsenterer en overgangsnaturtype mellem de tørre overdrev og de vådere moser.

På Habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

6120* tørt kalksandsoverdrev

6210(*) kalkoverdrev (* på vigtige orkidélokaliteter)

6230* surt overdrev

6410 Tidvis våd eng.

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet Habitatdirektivets prioriterede typer.

Vegetationsstruktur

Overdrev er generelt karakteriseret ved en lysåben vegetation domineret af flerårige græsser og lave, rosetagtige urter med få eller ingen høje stauder. Der vil ofte være en del opvækst af træer og buske, der har undgået nedgræsning. Specielt på sur og næringsfattig bund kan der være en del dværgbuske.

           
Tabel 23. Indikatorerne for vegetationsstruktur på overdrev og i tidvis våd eng. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
6120
6210
6230
6410
Uden vegetationsdække
       
 
0-5%
30
100
100
100
 
5-10%
60
60
60
60
 
10-30%
100
30
30
30
 
30-75%
60
10
10
10
 
75-100%
30
0
0
0
Græs/urteveg. under 15 cm
       
 
0-5%
0
0
0
0
 
5-10%
10
10
10
30
 
10-30%
30
30
30
60
 
30-75%
60
60
60
100
 
75-100%
100
100
100
80
Græs/urtevegetation 15-50 cm
       
 
0-5%
80
80
80
0
 
5-10%
100
100
100
30
 
10-30%
60
60
60
60
 
30-75%
30
30
30
100
 
75-100%
0
0
0
80
Græs/urtevegetation over 50 cm
       
 
0-5%
100
100
100
100
 
5-10%
60
60
60
60
 
10-30%
30
30
30
30
 
30-75%
10
10
10
10
 
75-100%
0
0
0
0
Dværgbuske
       
 
0-5%
100
80
30
80
 
5-10%
60
100
60
100
 
10-30%
30
60
100
60
 
30-75%
10
30
60
30
 
75-100%
0
0
30
0
Vedplanter (kronedække)
       
 
0%
100
80
80
80
 
1-10%
60
100
100
100
 
10-25%
30
60
60
60
 
25-50%
10
30
30
30
 
50-100%
0
0
0
0
Forekomst af invasive arter
       
 
0%
100
100
100
100
 
1-10%
40
40
40
40
 
10-25%
20
20
20
20
 
25-50%
10
10
10
10
 
50-100%
0
0
0
0
           

Både kalkoverdrev (6210) og surt overdrev (6230) er karakteriseret ved en forholdsvis tæt og sluttet vegetation, dog kan kalkoverdrev være relativt åbent, hvor det forekommer på skrivekridt eller limsten. Tørt kalksandsoverdrev (6120) har en meget åben bund, der pga. vinderosion og jordskred på stærkt skrånende bund har en urtevegetation domineret af enårige arter og store vegetationsløse partier. Krat af roser, tjørn, ene og slåen findes hyppigt på overdrev, dog ikke så udbredt på den tørreste bund. Invasive arter er primært italiensk gyvel og rynket rose, der tidligere var et stort problem nær sommerhusområder, men nu er et generelt problem i det meste af landet.

Den artsrige tidvis våde eng vil i afgræsset form udvikle et lavt artsrigt urtelag med partier af høje urter. De uafgræssede former udvikler både på den kalkrige og den næringsfattige bund høje græsser og urter.

Hydrologi

Overdrev findes på naturligt veldrænet bund, og derfor tillægges afvanding og vandindvinding ingen betydning for naturtypen. Der kan forekomme vandløb i forbindelse med overdrevsarealer, der dog sjældent har betydning for naturtypens udvikling. Kystsikring kan have betydning for især de kystnære skrænter med overdrev, da det kan betyde mindre naturlig erosion og dynamik. Strandoverdrev hører til strandengens naturtyper, hvis saltpåvirkningen er tydelig. Visse værdifulde overdrevsskrænter er præget af vandgennemstrømning over overfladenære lerlag, men her vurderes den væsentligste trussel ikke at være hydrologiske forandringer, men derimod eutrofiering af det tilstrømmende vand.

Den tidvis våde eng skal have en fluktuerende vandstand og gerne, men ikke nødvendigvis, vinter- og forårsoversvømmelser. Afvanding er en meget betydningsfuld trussel.

           
Tabel 24. Indikatorerne for hydrologi på overdrev og i tidvis våd eng. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.
Habitattype
6120
6210
6230
6410
Afvanding og vandindvinding
       
 
forekommer ikke
100
100
100
100
 
ingen vegetationsændringer
60
60
60
60
 
sommerudtørring
30
30
30
30
 
udbredt tørlægning
10
10
10
10
 
fuldstændig tørlægning
0
0
0
0
Vandløb
       
 
uden indgreb
100
100
100
100
 
sparsomt regulerede
60
60
60
60
 
Delvist regulerede
30
30
30
30
 
omfattende regulering
10
10
10
10
 
alle vandløb rørlagte
0
0
0
0
Kystsikring
       
 
ingen kystsikring
100
100
100
100
 
m. zonering og dynamik
60
60
60
60
 
hæmmet zonering og dynamik
30
30
30
30
 
ringe zonering og dynamik
10
10
10
10
 
ingen zonering eller dynamik
0
0
0
0
         

Landbrugspåvirkning

Overdrevstyperne er afhængige af afgræsning. Tørt kalksandsoverdrev kan dog ved naturlig dynamik opretholde en lav, lysåben vegetation i mange år. Alle tre typer påvirkes stærkt negativt af eutrofiering, der favoriserer høje, kraftigt voksende urter og vedplanter.

Den tidvis våde eng er også afhængig af en ekstensiv afgræsning for at forblive lysåben.