Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32002L0059
 
32004L0035
 
32013L0030
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Indberetning
Kapitel 2 Særligt vedrørende olie- og gasanlæg
Kapitel 3 Straf
Kapitel 4 Ikrafttræden m.v.
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om indberetning i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet1)

I medfør af § 39, stk. 1, § 58 b og § 61, stk. 1, i lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1616 af 10. december 2015, og § 26, § 44, stk. 1 og 3, og § 45 i lov nr. 476 af 30. juni 1993 om beskyttelse af havmiljøet, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 1035 af 22. oktober 2004 fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 350 af 26. marts 2016 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen:

Kapitel 1

Indberetning

§ 1. Indberetning efter denne bekendtgørelse skal ske til de myndigheder og på den måde, der er fastsat i §§ 5 og 6.

§ 2. Føreren af et skib, føreren af et luftfartøj, anlægschefen for en platform eller den ansvarlige for en rørledning skal straks indberette, hvis der fra skibet, luftfartøjet, platformen eller rørledningen sker udtømning eller dumpning, eller er fare for udtømning, som er i strid med loven eller regler udstedt i medfør heraf, eller som omfattes af lovens § 58. For platforme, der ikke har en anlægschef, påhviler indberetningspligten den ansvarlige for platformen. Der skal ligeledes straks ske indberetning ved enhver form for kollision, grundberøring eller grundstødning. Der skal desuden straks ske indberetning, hvis der som følge af brand, eksplosion, fejl på maskineri eller udstyr, der kan påvirke skibets eller platformens manøvredygtighed, eller hvis der af andre grunde er fare for udtømning, herunder

1) en udtømning eller mulig udtømning af skadelige stoffer i emballeret form, herunder sådanne stoffer i containere, flytbare tanke, køretøjer og jernbanevogne og ombordværende pramme, eller

2) ved skade, fejl eller sammenbrud på et skib med en længde på 15 meter eller derover, som

a) påvirker skibets sikkerhed, og som inkluderer, men ikke er begrænset til kollision, grundstødning, brand, eksplosion, skader på skibets konstruktion, indtrængning af søvand, forskydning af lasten, eller

b) resulterer i en forringelse af skibets navigationssikkerhed, og som inkluderer, men ikke er begrænset til fejl eller svigt af styresystemet, fremdrivningsmaskineriet, strømforsyningssystemet, og væsentlige skibsbaserede navigationshjælpemidler.

Stk. 2. Føreren af et skib, føreren af et luftfartøj, anlægschefen for en platform eller den ansvarlige for en rørledning skal straks, jf. dog § 16 indberette, hvis der fra skibet, luftfartøjet, platformen eller rørledningen iagttages spild af olie eller skadelige flydende stoffer, herunder spild af skadelige stoffer og materialer, der transporteres i emballeret form.

Stk. 3. Føreren af et skib, føreren af et luftfartøj eller anlægschefen for en platform skal straks indberette, hvis der fra skibet, luftfartøjet eller platformen af hensyn til disses sikkerhed, for at redde menneskeliv eller som følge af skade på skibet, luftfartøjet eller platformen eller deres udstyr er foretaget dumpning eller afbrænding på havet i medfør af lovens § 58.

Stk. 4. Pligten efter stk. 1-3 til straks at indberette påhviler desuden ejeren eller brugeren af skibet, luftfartøjet, platformen eller rørledningen.

Stk. 5. Pligten efter stk. 1-3 til straks at indberette påhviler desuden lodsen på skibet eller platformen.

Stk. 6. Føreren af et skib skal straks indberette, hvis der indtræder en situation på havet, som kan føre til forurening af danske kyster eller havområder, herunder udtømning eller risiko for udtømning af forurenende stoffer i havet.

Stk. 7. Føreren af et skib skal endvidere straks indberette, hvis der iagttages forurenende udslip på havoverfladen eller drivgods på havet.

Stk. 8. Der skal kun ske indberetning af de af de i §§ 7-10 anførte oplysninger, der er relevante for det pågældende skib, luftfartøj, platform eller rørledning.

§ 3. I tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. lovens § 47 a, skal den ansvarlige for driften af et skib, et luftfartøj, en platform eller en rørledning, jf. lovens § 47 b, straks indberette miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskaden.

Stk. 2. Pligten efter stk. 1 til straks at indberette påhviler desuden føreren af et skib, føreren af et luftfartøj eller anlægschefen for en platform.

Stk. 3. Hvis ejeren af et skib, et luftfartøj, en platform eller en rørledning får kendskab til, at der ikke er foretaget indberetning efter stk. 1 eller 2, skal ejeren straks indberette herom.

Stk. 4. Indberetning i henhold til § 3 kan indgå i en indberetning, der foretages i henhold til § 2.

§ 4. Havnebestyrelsen skal straks indberette, hvis der i havnen iagttages spild af olie eller skadelige flydende stoffer, herunder spild af skadelige stoffer og materialer der transporteres i emballeret form, og der er fare for forurening af havet. Hvis der ikke er en havnebestyrelse, påhviler pligten til at foretage indberetning den ansvarlige for havnen.

§ 5. Indberetning i medfør af §§ 2 og 4 skal ske til Den Værnsfælles Forsvarskommando, jf. dog § 16. Den Værnsfælles Forsvarskommando videresender indberetning om platforme og rørledninger til Miljøstyrelsen. I havet uden for søterritoriet ved Grønland, herunder i den eksklusive økonomiske zone, skal indberetning ske til Grønlands Kommando.

Stk. 2. Indberetning i medfør af § 3 skal ske til Den Værnsfælles Forsvarskommando. Uden at foretage en miljøfaglig vurdering videresender Den Værnsfælles Forsvarskommando indberetningen til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning til behandling efter lovens kapitel 14 a.

Stk. 3. I den eksklusive økonomiske zone eller uden for dansk søterritorium i øvrigt kan indberetning desuden ske til de kompetente myndigheder i den nærmeste kyststat. Indberetning fra skibe, platforme og rørledninger sker gennem den nærmeste kystradiostation eller ad den vej, som er hurtigst på tidspunktet for indberetningen. Indberetning fra luftfartøjer sker gennem den lufttrafiktjenesteenhed, som luftfartøjet til enhver tid har forbindelse med.

Stk. 4. Hvis der i de i § 2, stk. 3, nævnte tilfælde er sket indberetning til udenlandske myndigheder, skal dumpningen eller afbrændingen desuden indberettes til Den Værnsfælles Forsvarskommando senest en uge efter, at dumpningen eller afbrændingen har fundet sted. Den Værnsfælles Forsvarskommando videresender indberetning om platforme og rørledninger til Miljøstyrelsen.

§ 6. Indberetning skal ske over radio, telefonisk eller ad den vej, som er hurtigst på tidspunktet for indberetningen. Indberetningen i de i § 5, stk. 4, nævnte tilfælde kan dog ske skriftligt eller pr. e-mail.

§ 7. Indberetning i de i § 2, stk. 1, nævnte tilfælde skal indeholde alle oplysninger, der kan være af betydning for de i § 5 nævnte myndigheders bedømmelse af situationen, herunder oplysninger om

1) skibets, luftfartøjets eller platformens navn, hjemsted og internationale radiokaldesignal,

2) skibets, luftfartøjets eller platformens type og tonnage,

3) lastens art, mængde og placering, herunder mulighederne for at overføre last eller ballast til andre skibe eller platforme,

4) brændstofbeholdningens art, mængde og placering,

5) tidspunktet for hændelsen,

6) skibets, luftfartøjets eller platformens position, kurs og hastighed, da hændelsen indtraf,

7) skibets, luftfartøjets eller platformens kurs og hastighed efter hændelsen eller, hvis skibet eller platformen er grundstødt, amning for og agter,

8) skibets, luftfartøjets eller platformens sidste afgang samt tid og sted for forventet nærmeste destination,

9) de herskende vind-, sø- og strømforhold samt sigtbarheden,

10) hændelsens art, årsag og forløb, herunder om en evt. skades placering, og om en evt. udtømning fortsætter,

11) de relevante forhold vedrørende skibets, luftfartøjets, platformens eller rørledningens tilstand,

12) hvilke forholdsregler, der er taget for at forhindre eller begrænse udtømning,

13) i hvilket omfang, der er søgt eller opnået assistance,

14) hvilken radiofrekvens eller kanal, der aflyttes,

15) skibets, luftfartøjets, platformens eller rørledningens ejer, bruger og nærmeste lokale agent, og

16) oplysning om skibets, luftfartøjets, platformens eller rørledningens forsikringsforhold, herunder forsikringsselskab.

Stk. 2. Indberetning i de i § 2, stk. 1, nævnte tilfælde skal desuden indeholde udførlige oplysninger om de stoffer, der er udtømt, eller som der er fare for vil blive udtømt, herunder

1) tydelig angivelse eller beskrivelse af stofferne, herunder den korrekte tekniske betegnelse,

2) angivelse af eller skøn over mængder, koncentrationer og sandsynlige tilstande af stofferne,

3) beskrivelse af spildets udstrækning og bevægelser, og

4) angivelse af navn på modtageren, afskiberen, afsenderen eller producenterne af stofferne.

Stk. 3. Indberetningen skal suppleres, hvis den videre udvikling ændrer de forhold, der er indberettet.

Stk. 4. Indberetning fra lodsen skal indeholde de oplysninger som nævnt i stk. 1-3, som lodsen er eller burde være bekendt med.

§ 8. Indberetning i de i § 2, stk. 2, nævnte tilfælde skal indeholde alle oplysninger, der kan være af betydning for de i § 5 nævnte myndigheders bedømmelse af situationen, herunder

1) skibets, luftfartøjets eller platformens navn, hjemsted og internationale radiokaldesignal,

2) tidspunktet for iagttagelsen,

3) positionen og udstrækningen af det iagttagne spild,

4) hvilke stoffer, spildet består af og den sandsynlige mængde,

5) hvor spildet stammer fra, og

6) de herskende vind-, sø- og strømforhold samt sigtbarheden på tidspunktet for iagttagelsen.

§ 9. Indberetning om dumpning i henhold til § 2, stk. 3, skal indeholde oplysninger om

1) skibets, luftfartøjets eller platformens navn, hjemsted og internationale radiokaldesignal,

2) tidspunktet for dumpningen,

3) skibets, luftfartøjets eller platformens position, da dumpningen fandt sted,

4) arten og mængden af de dumpede stoffer og materialer,

5) de herskende vind-, sø- og strømforhold samt sigtbarheden,

6) fremgangsmåden ved dumpningen, og

7) de grunde, der førte til, at der blev foretaget dumpning.

§ 10. Indberetning om afbrænding på havet i henhold til § 2, stk. 3, skal indeholde oplysninger om

1) skibets, luftfartøjets eller platformens navn, hjemsted og internationale radiokaldesignal,

2) tidspunktet for afbrændingen,

3) skibets, luftfartøjets eller platformens position, da afbrændingen fandt sted,

4) arten og mængden af de afbrændte stoffer og materialer,

5) de herskende vind-, sø- og strømforhold samt sigtbarheden,

6) fremgangsmåden ved afbrændingen,

7) forbrændingseffekten, og

8) de grunde, der førte til, at der blev foretaget afbrænding på havet.

§ 11. Indberetning i de i § 2, stk. 6 og 7, nævnte tilfælde skal indeholde alle oplysninger, der kan være af betydning for de i § 5 nævnte myndigheders bedømmelse af situationen, herunder

1) skibets hjemsted og internationale radiokaldesignal,

2) skibets position, dets lastehavn og bestemmelseshavn,

3) positionen og udstrækningen af den iagttagne forurening eller drivgods,

4) en adresse, hvorfra der kan skaffes oplysninger om eventuelt farligt eller forurenende gods, der transporteres om bord,

5) de herskende vind-, sø- og strømforhold samt sigtbarheden, og

6) andre relevante oplysninger, som omhandlet i IMO’s (International Maritime Organization) resolution A. 851(20) (med titlen ”General Principles for Ship Reporting Systems and Ship Reporting Requirements, including Guidelines for Reporting Incidents involving Dangerous Goods, Harmful Substances and/or Marine Pollutants”). Resolutionen kan findes på www.svana.dk.

§ 12. Indberetning i de i § 3 nævnte tilfælde skal indeholde alle oplysninger, der kan være af betydning for de i § 5 nævnte myndigheders bedømmelse af situationen, herunder

1) skibets, luftfartøjets, platformens navn, hjemsted og internationale radiokaldesignal,

2) skibets, luftfartøjets, platformens eller rørledningens position,

3) positionen og udstrækningen af miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskaden,

4) tidspunktet for miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskaden,

5) oplysning om skibets, luftfartøjets, platformens eller rørledningens forsikringsforhold, herunder forsikringsselskab, og

6) de herskende vind-, sø- og strømforhold samt sigtbarheden.

§ 13. Indberetning i de i § 4 nævnte tilfælde skal indeholde alle oplysninger, der kan være af betydning for Den Værnsfælles Forsvarskommandos bedømmelse af situationen, herunder

1) positionen og udstrækningen af det iagttagne spild,

2) hvilke stoffer, spildet består af og den sandsynlige mængde,

3) de herskende vind-, sø- og strømforhold, og

4) hvor spildet stammer fra.

§ 14. I de i §§ 2-4 nævnte tilfælde skal de nævnte personer og vedkommende havnebestyrelse efter anmodning give de i § 5, stk. 1 og 2, nævnte myndigheder samt de udenlandske myndigheder, der i medfør af § 5, stk. 3, har modtaget indberetning, alle oplysninger, som har betydning for iværksættelse af foranstaltninger for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

Kapitel 2

Særligt vedrørende olie- og gasanlæg

§ 15. Operatøren af et olie- og gasanlæg, jf. bekendtgørelse om beredskab ved forurening af havet fra olie- og gasanlæg, rørledninger og andre platforme, skal i tilfælde af en større ulykke, jf. offshoresikkerhedsloven, udover den indberetning, der finder sted efter kapitel 1, give Miljøstyrelsen de oplysninger om miljømæssige forhold, som fremgår af bilag I til forordning (EU) nr. 1112/2014.

Stk. 2. Miljøstyrelsen videregiver de i stk. 1 nævnte oplysninger til Arbejdstilsynet med henblik på videregivelse til Europa-Kommissionen. Oplysningerne offentliggøres på Miljøstyrelsens og Arbejdstilsynets hjemmesider.

§ 16. Spild af olie på mindre end 70 l fra et olie- og gasanlæg indberettes hvert halve år til Miljøstyrelsen. Operatøren skal føre en logbog over sådanne spild og sin opfølgning herpå. Logbogen og indberetningen til Miljøstyrelsen skal også omfatte spild større end 70 l, som indberettes efter § 2, stk. 2.

Stk. 2. Indberetningen efter stk. 1 indsendes senest den 1. marts for andet halvår af det foregående kalenderår og senest den 1. september for første halvår af det indeværende kalenderår.

Kapitel 3

Straf

§ 17. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der

1) undlader at indberette efter §§ 2-6, § 15, stk. 1, eller § 16,

2) undlader at give alle oplysninger som krævet i §§ 7-13, eller

3) undlader at give oplysninger som anmodet om i § 14.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Stk. 2 og 6 finder ikke anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen er begået i indre territorialt farvand. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet.

Stk. 5. Medmindre højere sanktion er forskyldt efter den øvrige lovgivning, idømmes med bøde efter kriminallov for Grønland den, der i Grønland overtræder de i stk. 1 nævnte bestemmelser.

Stk. 6. Overtrædelse i Grønland af de i stk. 1 nævnte bestemmelser kan medføre idømmelse af foranstaltninger efter kriminallov for Grønland, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 7. I Grønland kan der for overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, pålægges selskabet som sådant bødeansvar efter kriminallov for Grønland.

Stk. 8. Er overtrædelsen begået af Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 64 i landstingslov om kommunalbestyrelser og bygderåd m.v., kan der pålægges hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar efter kriminallov for Grønland.

Kapitel 4

Ikrafttræden m.v.

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1853 af 16. december 2015 om indberetning i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet ophæves.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren fastsætter tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden for Grønland. Bekendtgørelse nr. 29 af 9. januar 1999 om ikrafttræden for Grønland af bekendtgørelse om indberetning i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet forbliver i kraft for Grønland, indtil miljø- og fødevareministeren sætter denne bekendtgørelse i kraft for Grønland.

§ 19. §§ 3, 12, 15 og 16 finder ikke anvendelse for Grønland.

Naturstyrelsen, den 27. juni 2016

Hanne Kristensen

/ Anne-Marie Vægter Rasmussen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF, EF-Tidende 2002, nr. L 208, side 10, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/17/EF af 23. april 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 131, side 101, og Kommissionens direktiv 2011/15/EU af 23. februar 2011, EU-Tidende 2011, nr. L 49, side 33, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende 2004, nr. L 143, side 56, samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF, EU-tidende 2013, nr. L 178, side 66.