Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse i sag 11.2016

afsagt af Tvistighedsnævnet den 30. maj 2016

A

ved sekretær Erik B. Wiberg, Dansk Metal

mod

B v/ C

ved konsulent Mikele Schultz-Knudsen, DI

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Ida Skouvig (formand), advokat Tine Benedikte Skyum (DA) og advokat Maria Rasmussen (LO). Endvidere har som særligt sagkyndige medlemmer deltaget chefkonsulent Lars Bruhn, udpeget af DI, og faglig sekretær Kasper Palm, udpeget af Dansk Metal.

Mellem klageren, A, født den 25. juni 1996, og B, blev der den 30. januar 2013 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes som elektrofagtekniker med uddannelsesperiode fra den 25. marts 2013 til den 24. september 2016.

Denne sag drejer sig om godtgørelse for tab af uddannelsesgode i anledning af virksomhedens ophævelse af uddannelsesaftalen.

A har ved sin faglige organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 10. februar 2016 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at B skal betale en godtgørelse til ham med et beløb højere end 30.000 kr. med tillæg af procesrente.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Sagen har været mundtligt forhandlet i Tvistighedsnævnet den 28. april 2016.

Sagsfremstilling

Af uddannelsesaftalens punkt 8 fremgår bl.a., at Industriens overenskomst er gældende for uddannelsesområdet. Der er sat kryds i rubrikken, hvorefter lønnen udgør den gældende mindstebetaling for elever fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Uddannelsesstedet er angivet som virksomhedens adresse i Horsens. Ved brev af 25. maj 2015 opsagde virksomheden uddannelsesaftalen til fratrædelse den 31. december 2015. Som begrundelse herfor henvistes til, at produktionen blev flyttet til Kina, ligesom alle produktionsrelaterede funktioner blev flyttet til henholdsvis Boulder og Kina. I brevet anførtes endvidere følgende: ”Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe dig med at finde en ny læreplads, hvor du kan gøre din uddannelse færdig. ” Den 8. oktober 2015 indgik A med virkning fra den 1. november 2015 en uddannelsesaftale med Region Midtjylland med arbejdssted dels i Herning, dels i Aarhus. Af uddannelsesaftalen fremgår bl.a., at uddannelsen afsluttes den 24. september 2016, og at lønnen, der ved uddannelsens begyndelse er fastsat til 14.815,51 kr., er højere end den gældende mindstebetaling for elever. Uddannelsesaftalen med B blev herefter hævet med virkning fra den 31. oktober 2015. Under punkt 2 i meddelelsen om ophævelse er der sat kryds i rubrikken, hvorefter uddannelsesaftalen er hævet ensidigt af virksomheden, og om begrundelsen for ophævelsen er anført, at virksomhedens aktiviteter i Danmark lukkes ned, og at A har fundet nyt lærested pr. 1. november 2015. Den 28. oktober 2015 indgik B et forlig med virksomhedens anden elev, der ligesom A var blevet opsagt til fratrædelse den 31. december 2015. Ved forliget blev eleven tillagt en godtgørelse på 20.000 kr.

Forklaringer

A har bl.a. forklaret, at B ikke hjalp ham med at finde en ny læreplads, selv om de sagde, at de ville gøre det. N1 fra B sagde, at hun havde ringet rundt til forskellige steder, men at hun alle stede havde fået at vide, at der ikke var mulighed for en læreplads. Han fandt derefter selv en læreplads hos Region Midtjylland. Han skal møde i Herning hver dag, og derfor kører han nu hver dag fra sin bopæl ved Odder til Herning. Han har som følge deraf været nødt til at købe en ny bil. Han får mindre i løn hos Regionen end ved B.

C har bl.a. forklaret, at han er ansat som økonomichef hos B. Den 1. maj 2015 måtte virksomheden afskedige 70 medarbejdere, herunder direktøren, og i september 2015 blev yderligere 15 medarbejdere afskediget. Virksomheden har nu alene 15 ansatte i Danmark. Der er ud over ham tale om ingeniører samt service- og salgsmedarbejdere. Mens A var ansat hos B, havde han en månedsløn på 13.715 kr. N1, der var HR chef i virksomheden, forsøgte forgæves at finde en ny læreplads til A. Hun kontaktede i den forbindelse 6-8 virksomheder. Baggrunden for, at den anden elev fik en godtgørelse, var, at han den 28. oktober 2015, da aftalen om godtgørelse blev indgået, ikke havde fundet en anden læreplads. B, der producerer telekommunikationsudstyr, blev i 2012 overtaget af en amerikansk kapitalfond, som på baggrund af en produktionsanalyse besluttede at flytte hele produktionen til Kina. Udflytningen er nu gennemført.

Retsgrundlaget

Erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 1 og 2, er affattet således:

»§ 61. Misligholder en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt sine forpligtelser, kan den anden part hæve aftalen.

Stk. 2. Hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser sig at være urigtig eller senere brister, kan parten hæve aftalen.«

I forslaget til lov om erhvervsuddannelser (Folketingstidende 1988-89, 1. samling, tillæg A, L 38, sp. 1268-69) hedder det i de specielle bemærkninger til forslaget til bl.a. § 60, der blev vedtaget som lovens § 61:

»Til § 59

Arbejdsaftaler kan i almindelighed bringes til ophør ved en af parternes erklæring, eventuelt efter en særlig opsigelsesprocedure m.v., uden at der foreligger misligholdelse hos den anden part, og uden at en forudsætning for aftalen har vist sig urigtig eller er bristet. I mange ansættelsesforhold er adgangen til opsigelse og eventuelt spørgsmål om fratrædelsesgodtgørelse ordnet ved lov eller kollektiv overenskomst.

Under hensyn til, at uddannelsesaftaler har et videregående formål i forhold til arbejdsaftaler i almindelighed, er denne regulering af opsigelsesadgangen ikke tilstrækkeligt betryggende for uddannelsesaftalens parter.

Som en videreførelse af principperne i lærlingeloven og reglerne i efg-retsbekendtgørelsen foreslås derfor i stk. 1 en bestemmelse om, at en uddannelsesaftale ikke kan ophøre ved en af parternes erklæring, men kun hvis parterne er enige om det. Uopsigeligheden modificeres dog i stk. 2 (3 måneders prøvetid).

Stk. 3 indeholder en bestemmelse om forlængelse af prøvetiden.

Til §§ 60 og 61

Selv om en uddannelsesaftale som udgangspunkt er uopsigelig, kan der dog være tilfælde, hvor det er nødvendigt at kunne bringe en aftale til ophør.

Lærlingeloven indeholder en udførlig opregning af grunde, der kan føre til lærekontrakters bortfald eller ophævelse.

Derimod indeholder efg-retsbekendtgørelsen meget enkelt formulerede regler om ophævelse på grund af væsentlig misligholdelse eller på grundlag af urigtige eller bristede, væsentlige forudsætninger. Hertil kommer en bestemmelse om, at aftalen bortfalder, hvis eleven udelukkes fra skoleundervisningen.

Til § 60

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 svarer til efg-retsbekendtgørelsens bestemmelser og knytter hæveadgangen til væsentlig misligholdelse og urigtige eller bristede, væsentlige forudsætninger. Stk. 3 svarer ligeledes til efg-bestemmelserne, hvorefter der gælder en frist på 1 måned for at gøre hævegrunden gældende.«

Lovforslaget byggede på betænkning nr. 1112/1987 om grundlæggende erhvervsuddannelser, hvor det side 301 bl.a. hedder:

»Udvalget foreslår, at retsbekendtgørelsens system på dette område videreføres, idet det har vist sig hensigtsmæssigt, at afgørelser om ophævelse af uddannelsesaftaler kan træffes ud fra misligholdelses- eller forudsætningssynspunkter på grundlag af friere overvejelser.

Lærlingelovens principper vil fortsat have en vis vejledende betydning for disse overvejelser, sammen med den praksis, der har udviklet sig under efg-loven og almindelige ansættelsesretlige regler.«

I efg-retsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 88 af 24. februar 1987 om optagelse og om uddannelsesaftaler m.v. for elever i de erhvervsfaglige grunduddannelser) hed det i § 15, stk. 1 og 2:

»§ 15. Hvis en af parterne væsentligt misligholder sine forpligtelser, kan den anden part hæve aftalen.

Stk. 2. Hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen er urigtig eller senere brister, kan en af parterne ligeledes hæve aftalen.«

Denne bekendtgørelse er udstedt med hjemmel i lov nr. 289 af 8. juni 1977 om erhvervsfaglige grunduddannelser med senere ændringer. Loven byggede bl.a. på betænkning nr. 764/1976 om revision af lov om erhvervsfaglige forsøgsuddannelser. I betænkningen side 65 hedder det bl.a.:

». . . Endelig bør en part kunne hæve aftalen, såfremt en væsentlig forudsætning for aftalens indgåelse viser sig at være urigtig eller senere at falde bort. Det bør dog kun gælde de forudsætninger, som aftaleparten er bekendt med, og kun i tilfælde af, at adgangen til at opsige aftalen benyttes inden for rimelig tid efter at den pågældende er blevet bekendt med eller ved anvendelse af almindelig agtpågivenhed burde være blevet bekendt med det forhold, som han vil påberåbe sig som grund til opsigelsen.

Mens lærlingeloven udførligt opregner de forhold, som kan berettige parterne i læreforholdet til at hæve lærekontrakten og eventuelt medføre, at den falder bort uden varsel, skønner udvalget det således mere hensigtsmæssigt og i bedre overensstemmelse med almindelige arbejdsretlige regler at åbne adgang for en friere bedømmelse af det efter omstændighederne rimelige og nødvendige i at anerkende en ophævelsesmulighed i den konkrete sag. Lærlingelovens opregning af hævegrunde vil dog fortsat have betydning for fortolkningen af ovennævnte hæveadgange. I den forbindelse skal det nævnes, at reglerne om grov misligholdelse af forpligtelserne f. eks. svarer til lærlingelovens bestemmelser i §§ 21, stk. 2) og 22, stk. 1, b), mens reglerne om urigtige eller bristende forudsætninger for aftalen bl.a. svarer til lærlingelovens §§ 20, 21, stk. 1, 21, stk. 2, a), c) og d).«

Lærlingelovens § 20, stk. 1, indeholdt følgende bestemmelse:

”Lærekontrakten bortfalder:

a) for så vidt læremesteren afgår ved døden,

b) for så vidt læremesterens virksomhed ophæves eller på grund af konkurs eller anden årsag - herunder dog ikke lockout, strejke eller tvingende naturforhold - standses for et længere tidsrum end 2 måneder. ”

Procedure

Klager har til støtte for sin påstand navnlig anført, at B opsagde uddannelsesaftalen i strid med erhvervsuddannelseslovens § 60. Udflytningen af produktionen skyldtes et ønske hos virksomhedens ejere om at optimere indtjeningen, og der var ikke tale om force majeure, som kunne begrunde, at forudsætningerne for aftalen bristede. Under alle omstændigheder må det i den situation være virksomheden, der skal bære risikoen for, at forudsætningerne for uddannelsesaftalen brister. Klager har derfor krav på godtgørelse for tab af uddannelsesgode. Den normale godtgørelse på 30.000 kr. bør forhøjes under hensyn til, at klager er gået ned i løn og desuden må afholde betydelige meromkostninger til transport som følge af afstanden til den nye læreplads. Det er ikke lovligt at opsige en uddannelsesaftale, og den omstændighed, at aftalen er opsagt med et langt varsel kan derfor ikke føre til en nedsættelse af godtgørelsen. Virksomheden hjalp desuden ikke med at finde en ny læreplads.

Indklagede har til støtte for sin påstand navnlig anført, at opsigelsen af uddannelsesaftalen er sket i overensstemmelse med erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2, idet det er en bristende forudsætning for uddannelsesaftalen, at virksomhedens produktion i Danmark ophørte. I lighed med, hvad der gjaldt efter § 20 i den tidligere lærlingelov, der i henhold til forarbejderne til erhvervsuddannelsesloven fortsat har betydning ved fortolkningen af § 61, skal der ved virksomhedens ophør alene betales erstatning, hvis virksomheden groft har misligholdt sin forpligtelse til at hjælpe eleven med at finde en ny læreplads. B har taget mest muligt hensyn til eleven ved at opsige aftalen med et meget langt varsel, og virksomheden har ved at godkende kontraopsigelsen gjort det muligt for eleven at fortsætte i en ny læreplads. Virksomheden har desuden bestræbt sig på at finde en ny læreplads til eleven. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge virksomheden at betale en godtgørelse til eleven. Hvis der tillægges eleven en godtgørelse, skal den være væsentligt under det sædvanlige niveau på 30.000 kr., idet der skal tages hensyn til, at eleven ikke har lidt noget indtægtstab, og at hans uddannelse ikke er blevet forsinket. Elevens ændrede transportforhold kan ikke tillægges betydning ved fastsættelen af godtgørelsen.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

1 medlem udtaler:

Der er i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2, en udtrykkelig hjemmel til at hæve en uddannelsesaftale, hvis væsentlige forudsætninger for aftaleindgåelsen brister. Jeg finder det utvivlsomt, at det var en forudsætning for virksomheden ved indgåelsen af uddannelsesaftalen, at der var drift i virksomheden, således at oplæring kunne finde sted. I overensstemmelse med princippet i lærlingelovens § 20, stk. 1, som efter forarbejderene til erhvervsuddannelsesloven fortsat bør tillægges betydning, finder jeg, at en virksomheds ophør er en sådan bristende forudsætning, at uddannelsesaftalen kan ophæves. Afskedigelser i den anledning er generelt også saglige. Spørgsmålet om, hvem der i denne situation er nærmest til at bære risikoen for den bristende forudsætning er ikke relevant, hvilket f.eks. er afspejlet i lærlingelovens § 20, stk. 1a, om læremesterens dødsfald, hvor det ikke giver mening, at en ophævelses berettigelse skulle være betinget af, at eleven efter en konkret vurdering skulle bære risikoen for læremesterens død. Globaliseringens specialisering af arbejdspladser er en samfundsudvikling, der ikke kan henføres til at være en risiko, som den enkelte virksomhed skal bære. De særlige omstændigheder i U2012216H, hvor uddannelsesaftalen var indgået med dispensation på vilkår, som efterfølgende ikke blev opfyldt, er ikke til stede i denne sag. Jeg finder derfor, at virksomheden skal frifindes.

4 medlemmer udtaler:

Det er ubestridt, at B opsagde uddannelsesaftalen med A som følge af, at virksomheden traf beslutning om at udflytte sin produktion til Kina.

Uanset om det måtte være en væsentlig forudsætning for B’s indgåelse af uddannelsesaftalen, at virksomhedens produktion forblev i Danmark, var A uden indflydelse på beslutningen herom, og B var derfor nærmest til at bære risikoen for, at denne forudsætning for uddannelsesaftalen bristede. Allerede af den grund forelå der således ikke en bristet forudsætning, der efter erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2, gav B ret til at bringe uddannelsesaftalen til ophør. Vi stemmer derfor for, at virksomheden skal betale en godtgørelse til A for tab af uddannelsesgode.

Om fastsættelsen af godtgørelsens størrelse udtaler disse 4 medlemmer herefter følgende:

2 medlemmer:

Vi finder, at godtgørelsen for tab af uddannelsesgode i overensstemmelse med sædvanlig praksis ved ophævelse af uddannelsesaftale skal fastsættes til 30.000 kr.

1 medlem (formanden):

Uddannelsesaftalen blev opsagt med et betydeligt varsel. A havde derfor mulighed for at finde en ny læreplads inden uddannelsesaftalens ophør, således at han ikke stod uden løn, og således at hans uddannelse ikke blev forsinket. Det må desuden lægges til grund, at virksomheden i et vist omfang forsøgte at yde bistand med at fremskaffe en ny læreplads. Under disse omstændigheder finder jeg, at godtgørelsen i lighed med den godtgørelse, som Tvistighedsnævnet udmålte i sagerne 68/2015 og 69/2014, passende kan fastsættes til 15.000 kr. Det, som A har anført om forøgede transportomkostninger, kan ikke føre til en forhøjelse af godtgørelsen.

1 medlem:

Under hensyn til sagens omstændigheder, herunder særligt at eleven fik et meget langt opsigelsesvarsel, at virksomheden gjorde en indsats for at skaffe eleven en ny uddannelsesaftale, og at eleven færdiggjorde sin uddannelse uden forsinkelse, stemmer jeg for at fastsætte godtgørelsen til et lavere beløb end 15.000,- kr.

I overensstemmelse med stemmeflertallet skal B herefter betale en godtgørelse til A.

Da der ikke kan opnås flertal blandt nævnets 5 medlemmer for en afgørelse vedrørende godtgørelsens størrelse, fastsættes godtgørelsen i overensstemmelse med formandens stemme, jf. § 24, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 729 af 29. juni 2012 om Tvistighedsnævnet, til 15.000 kr. med renter som nedenfor bestemt.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

T h i b e s t e m m e s :

B skal betale 15.000 kr. i godtgørelse for tab af uddannelsesgode til A. Beløbet forrentes med procesrente fra den 10. februar 2016.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse. ¬