Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 6-14 om - fleksjob - afslag - rehabiliteringsteam - rehabiliteringsplan

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

Ansøgning om fleksjob

En borger kan ikke anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om fleksjob, da kommunen skal se en ansøgning om fleksjob i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal således i det enkelte tilfælde vurdere, om og i givet fald hvilken indsats, der skal iværksættes.

Der er ikke hjemmel i fleksjobreglerne til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om fleksjob.

Kommunen skal vurdere, om der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om fleksjob eller at iværksætte andre initiativer. Kommunen skal kun påbegynde behandling af sag om fleksjob i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for fleksjob.

Et afslag på at påbegynde behandling af sag om fleksjob vil efter Ankestyrelsens praksis være at betragte som en afgørelse, som borgeren kan klage over. Vi henviser til principafgørelse 64-11, hvorefter jobcentrets afslag på at afklare arbejdsevnen måtte anses for en afgørelse, der tilsigtede at have retsvirkning efter sit indhold, det vil sige afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag.

Forelæggelse for rehabiliteringsteamet

Borgeren har ikke krav på at få sin sag forelagt for rehabiliteringsteamet. Kommunen har kun pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet i det tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.

Det følger af reglerne, at rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension træffes af kommunen. Det fremgår af lovbemærkningerne, at kommunens forelæggelse af sager for teamet er en del af den faktiske forvaltningsudøvelse som led i sagsbehandlingen, og at der derfor ikke kan klages over, at sagen forelægges eller ikke forelægges for teamet.

Det fremgår også af lovbemærkningerne, at der i komplekse sager skal ske en nødvendig tværfaglig koordinering og en parallel afklaring af den enkeltes beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer. Tilsvarende fremgår det af den politiske aftale om reformen, at formålet med rehabiliteringsteamet er at sikre, at der sker den nødvendige tværfaglige koordinering i komplekse sager.

Kommunen kan altid vælge at forelægge en sag for rehabiliteringsteamet.

I sager om førtidspension er der en særlig hjemmel til, at borgeren kan bede kommunen om at tage stilling til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, se § 17, stk. 2, i lov om sociale pension. Det betyder, at kommunen i disse tilfælde ikke skal foretage en helhedsvurdering. Disse sager skal altid forelægges for rehabiliteringsteamet inden afgørelse.

Udarbejdelse af rehabiliteringsplan

Kommunen har kun pligt til at udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del, hvis sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Kommunen kan dog altid vælge at udarbejde rehabiliteringsplanen.

Det følger af reglerne, at den forberedende del af rehabiliteringsplanen skal udarbejdes for alle, der skal have deres sag behandlet i et rehabiliteringsteam.

Vi bemærker, at kommunen efter officialprincippet altid skal sørge for at oplyse sagen tilstrækkeligt, og at rehabiliteringsplanens forberedende del med fordel kan anvendes som et værktøj til at belyse og dokumentere borgerens forhold i de tilfælde, hvor kommunen f.eks. træffer afgørelse om afslag på fleksjob uden at forelægge sagen for teamet.

Lov:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 415 af 24. april 2013 - § 30 a, stk. 1, § 69, § 70 og § 70 a

Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 731 af 15. juni 2010 med de ændringer, der følger af ændringslov nr. 1380 af 23. december 2012 - § 25 a, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 983 af 8. august 2013 - § 5

Bekendtgørelse nr. 1418 af 23. december 2012 om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension - § 2, stk. 1

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen for at afklare, om kommunen i alle tilfælde skal udarbejde rehabiliteringsplan samt forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, inden kommunen giver afslag på fleksjob.

2. Reglerne

Det følger af § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.

Det følger af § 25 a, stk. 1, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, at kommunalbestyrelsen skal oprette et rehabiliteringsteam, og at rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver en indstilling i alle sager, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension træffes.

Det følger af § 30 a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at personer, der skal have behandlet deres sag i et rehabiliteringsteam skal have en rehabiliteringsplan.

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din klage over afslag på fleksjob.

Vi har med afgørelsen taget stilling til, om kommunen har pligt til at udarbejde rehabiliteringsplan samt forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, inden kommunen giver afslag på fleksjob.

Resultatet er:

Du har ikke ret til fleksjob

Vi er således kommet til samme resultat som A Kommune.

Kommunen havde ikke pligt til at udarbejde rehabiliteringsplan samt forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, inden kommunen traf afgørelse om afslag på fleksjob.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Afslag på fleksjob:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at din arbejdsevne ikke er nedsat i et sådan omfang, at du ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Du har derfor ikke ret til fleksjob.

Det, der har været afgørende for resultatet, er, at du har vist, at du kan arbejde mellem 25 og 27 ½ timer om ugen, når der tages højde for dine skånehensyn over for fysisk aktivitet. Her ud over har du på hjemmefronten også haft ressourcer til at lave mad, vaske tøj og handle ind, mens din ægtefælle har klaret de tunge opgaver og den daglige rengøring.

Det følger af reglerne, at jobcenteret kan give tilbud om fleksjob til personer med varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.

Se note 1 sidst i afgørelsen.

Rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteam:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at kommunen ikke havde pligt til at udarbejde rehabiliteringsplan samt forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, inden kommunen traf afgørelse om afslag på fleksjob.

Det, der har været afgørende for resultatet, er, at der ikke er grundlag for at påbegynde behandling af sag om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Det følger af reglerne, at rehabiliteringsteamet som udgangspunkt forudsættes at give indstilling om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at der i komplekse sager skal ske en nødvendig tværfaglig koordinering og en parallel afklaring af den enkeltes beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer. Tilsvarende fremgår det af den politiske aftale om reformen, at formålet med rehabiliteringsteamet er at sikre, at der sker den nødvendige tværfaglige koordinering i komplekse sager.

Det er vores opfattelse, at en borger ikke kan anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om fleksjob.

Vi finder, at der kun skal påbegyndes behandling af sag om fleksjob i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren kan være i målgruppen for fleksjob.

Vi har lagt vægt på, at kommunen skal se en ansøgning om fleksjob i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning, og dermed i det enkelte tilfælde skal vurdere, om og i givet fald hvilken indsats/initiativer der skal iværksættes.

Der er i reglerne om førtidspension indsat direkte hjemmel til, at borgeren kan anmode om, at kommunalbestyrelsen alene tager stilling til spørgsmålet om førtidspension.

Det betyder, at kommunen ikke i dette tilfælde skal vurdere sagen i lyset af de øvrige muligheder for hjælp, der findes efter den sociale lovgivning.

Vi har lagt vægt på, at der er tale om en samlet reform om fleksjob og førtidspension, og at der ikke i forbindelse med reformen er indsat en tilsvarende lovhjemmel i reglerne om fleksjob.

Vi har ved afgørelsen videre lagt vægt på ordlyden af § 25 a, stk. 1, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats sammenholdt med lovbemærkningerne til bestemmelsen.

Det følger af § 25 a, stk. 1, at rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling, inden beslutning om og tilkendelse af fx fleksjob træffes af kommunen. Det fremgår af lovbemærkningerne til bestemmelsen, at kommunens forelæggelse af sager for teamet er en del af den faktiske forvaltningsudøvelse som led i sagsbehandlingen, og at der derfor ikke kan klages over, at sagen forelægges, eller at sagen ikke forelægges for teamet.

Det er vores opfattelse, at kommunen kun har pligt til at udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del, hvis sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet.

Kommunen kan dog altid vælge at anvende rehabiliteringsplanen.

Vi har lagt vægt på, at det følger af reglerne, at den forberedende del af rehabiliteringsplanen skal udarbejdes for alle, der skal have deres sag behandlet i et rehabiliteringsteam.

Bemærkninger til klagen

Du har i klagen oplyst, at kommunen begrunder afslaget med, at din arbejdsevne ikke er nedsat med halvdelen af din arbejdsevne, og at du ikke kan se i loven, at dette skulle være en betingelse.

Du anser din arbejdsevne for at være nedsat varigt og væsentligt, og du oplyser, at du i virkeligheden nok arbejder flere timer, end du reelt er i stand til.

Se note 1 sidst i afgørelsen.

Vi kan i den forbindelse henvise til Ankestyrelsens principafgørelser N-14-06 og 150-11. Vi vedlægger disse principafgørelser.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

de oplysninger, som forelå, da kommunen traf afgørelse i sagen

kommunens afgørelse af 29. maj 2013

klagen til Ankestyrelsen, modtaget i kommunen den 18. juni 2013

kommunens genvurdering af 8. juli 2013

--------------------------

Note 1

Ved en fejl stod følgende sætning under afsnittet "Begrundelsen for afgørelsen" ved offentliggørelsen af principafgørelsen:

"Det følger af Ankestyrelsens praksis, at arbejdsevnen skal være nedsat med mindst halvdelen, for at man kan være berettiget til fleksjob."

Tilsvarende stod ved en fejl følgende sætning under afsnittet ”Bemærkninger til klagen” ved offentliggørelsen af principafgørelsen:

”Som kommunen også henviser til i brev til dig af 8. juli 2013, kan vi oplyse, at betingelsen om, at arbejdsevnen skal være nedsat med mindst halvdelen, fremgår af praksis. ”

Sætningerne er fjernet fra principafgørelsen, da afgørelsen ikke er udtryk for en skærpelse af praksis for tilkendelse af fleksjob. Ankestyrelsens praksis for tilkendelse af fleksjob fremgår af tidligere principafgørelser, blandt andet N-11-06, og denne praksis gælder stadig.