Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01003

Sag om TV2’s valg af fodboldkommentator genoptages ikke

Pressenævnet afviste at behandle en sag, hvor en person klagede over TV2’s valg af kommentator under dækningen af EM i herrefodbold 2016. Klagen blev afvist pga. klagers manglende retlige interesse. Klager anmodede efterfølgende om at få sagen genoptaget, da han var uenig i afgørelsen. Nævnet afviste anmodningen.

Pressenævnets formand udtaler:

Pressenævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parten undskyldeligt forhold. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.

Pressenævnet finder, at [Klager] ikke er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller har påvist sagsbehandlingsfejl. De forhold, som [Klager] har anført i sin anmodning om genoptagelse, er forhold, som enten er indgået i nævnets vurdering, eller som ikke ses at kunne have betydning for udfaldet af vurderingen om, hvorvidt [Klager] har retlig interesse.

Pressenævnet afslår derfor anmodningen om genoptagelse.

[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets kendelse af 7. juli 2016 i sag nr. 16-70-00997, som vedrørte en klage fra [Klager] over, at TV 2 valgte at ansætte en kvindelig kommentator som ekspert ved EM i herrefodbold 2016.

Ved kendelsen afviste nævnet at behandle klagen, idet [Klager] ikke selv var omtalt eller afbildet i forbindelse med TV 2s dækning af EM i herrefodbold 2016, og at han derved ikke havde retlig interesse.

I Pressenævnets kendelse af 7. juli 2016 hedder det:

”Pressenævnets formand udtaler:

Der er klaget over TV 2s valg af kommentator ved TV 2s dækning af EM i herrefodbold 2016.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Henset til, at [Klager] efter det oplyste ikke er omtalt eller afbildet i forbindelse med TV 2s dækning af EM i herrefodbold 2016, har han ikke en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han er klageberettiget. Der er derfor ikke grundlag for at behandle klagen.

Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. ”

[Klager] har til støtte for anmodningen om genoptagelse anført, at han er uenig i afgørelsen, og at han som borger i Danmark har retlig interesse i, at TV 2 overholder gældende dansk lov. Det har TV 2 ikke gjort, idet udvælgelsen af den kvindelige fodboldkommentator ved EM i herrefodbold 2016 må være foretaget på baggrund af køn, og derved er udvælgelsen kønsdiskriminerende. [Klager] føler herved, at hans køn, det mandlige køn, er blevet krænket, og at han har en personlig interesse i at få klagen behandlet.

Pressenævnets formand udtaler:

Pressenævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parten undskyldeligt forhold. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.

Pressenævnet finder, at [Klager] ikke er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller har påvist sagsbehandlingsfejl. De forhold, som [Klager] har anført i sin anmodning om genoptagelse, er forhold, som enten er indgået i nævnets vurdering, eller som ikke ses at kunne have betydning for udfaldet af vurderingen om, hvorvidt [Klager] har retlig interesse.

Pressenævnet afslår derfor anmodningen om genoptagelse.

Afgjort den 16. august 2016.