Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om sundhedspersoners indberetningspligt af beslutninger om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer m.v.

I medfør af § 27 f, stk. 2, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014, som ændret ved lov nr. 383 af 27. april 2016, fastsættes:

Indberetning af beslutning om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer

§ 1. Overlægen skal sikre, at enhver beslutning om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer efter § 27 d, stk. 1-2 og stk. 4-5, i sundhedsloven indberettes til Sundhedsdatastyrelsen og til det regionsråd, der er driftsansvarlig myndighed.

Stk. 2. På private behandlingssteder, som har indgået overenskomst eller driftsoverenskomst med et regionsråd, skal den læge, som har besluttet indgrebet, sikre, at der foretages indberetning efter stk. 1 til Sundhedsdatastyrelsen og til det regionsråd, der er indgået overenskomst eller driftsoverenskomst med, og som behandlingen af den patient, som systemerne anvendes på, sker på vegne af.

Stk. 3. Indberetningerne efter stk. 1 og 2 foretages via registrering i Landspatientregisteret.

§ 2. Indberetning af beslutning om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer efter § 1 skal indeholde følgende oplysninger:

1) Patientens personnummer.

2) Hvilket sygehus og hvilken afdeling, som indgrebet er foretaget på.

3) Hvorvidt indgrebet er besluttet:

a) efter § 27 d, stk. 1, i sundhedsloven af hensyn til den bedste løsning for patienten eller

b) efter § 27 d, stk. 2, 4 eller 6, i sundhedsloven på grund af en åbenbar risiko for, at patienten forlader sygehusafdelingen og derved risikerer at udsætte sig for personskade, og de personlige alarm- og pejlesystemer kan forebygge denne risiko.

4) Hvorvidt beslutningen om at anvende personlige alarm- og pejlesystemer oprindeligt er taget af en anden læge i overlægens fravær.

5) Dato og klokkeslæt for iværksættelse af indgrebet samt varigheden deraf.

Stk. 2. Er beslutningen truffet af en anden læge i overlægens fravær, jf. stk. 1, nr. 4, indberettes tillige, om overlægen efterfølgende har godkendt eller ophævet den anden læges beslutning.

Stk. 3. Indberetning efter stk. 1 skal derudover indeholder oplysninger om, hvorvidt indgrebet er sket med

1) samtykke fra nærmeste pårørende eller værge,

2) tilslutning fra anden læge i tilfælde af, at patienten ikke har nærmeste pårørende eller værge, eller

3) tilslutning til beslutning om at gennemføre indgrebet fra anden læge i tilfælde af, at patientens nærmeste pårørende eller værge forvalter samtykket til åbenbar skade for patienten.

Indberetning af beslutning om tilbageholdelse og tilbageførsel af patienter

§ 3. Den sundhedsperson, som beslutter at tilbageholde eller tilbageføre en patient efter § 27 e i sundhedsloven, skal sikre, at denne beslutning indberettes til Sundhedsdatastyrelsen og til det regionsråd, der er driftsansvarlig myndighed.

Stk. 2. Sundhedspersoner på private behandlingssteder, som har indgået overenskomst eller driftsoverenskomst med et regionsråd, skal sikre, at der foretages indberetning efter stk. 1 til det regionsråd, der er indgået overenskomst eller driftsoverenskomst med, og som behandlingen af den patient, som systemerne anvendes på, sker på vegne af.

Stk. 3. Indberetningerne efter stk. 1 og 2 foretages via registrering i Landspatientregisteret.

§ 4. Indberetning af beslutning om tilbageholdelse og tilbageførsel efter § 3 skal indeholde oplysninger om

1) patientens personnummer,

2) hvilket sygehus og hvilken afdeling, som indgrebet er foretaget på,

3) beslutningen vedrører tilbageholdelse eller tilbageførsel,

4) dato og klokkeslæt for iværksættelse af indgrebet, og

5) hvilken faggruppe, der har besluttet indgrebet.

Frister for indberetningen

§ 5. Indberetninger efter §§ 1 og 3 skal foretages senest 10 dage efter indgrebets iværksættelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Oplysninger om varighed af indgrebet indberettes senest 10 dage efter indgrebets ophør.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. september 2016.

Sundheds- og Ældreministeriet, den 30. august 2016

Sophie Løhde

/ Frederik Rechenback Enelund