Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål og anvendelsesområde
Kapitel 2 Tilrettelæggelse og planlægning
Kapitel 3 Adgang til prøve
Kapitel 4 Prøveformer og prøvers tilrettelæggelse
Kapitel 5 Prøveafholdelse
Kapitel 6 Bedømmerne (censor og eksaminator)
Kapitel 7 Bedømmelse
Kapitel 8 Beviser
Kapitel 9 Fejl og mangler ved prøver
Kapitel 10 Klager over prøver
Kapitel 11 Klager over afgørelser truffet af en uddannelsesinstitution eller et ankenævn
Kapitel 12 Andre regler
Kapitel 13 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser

I medfør af § 34, stk. 2, og stk. 4, i lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 3. september 2014, § 22, stk. 1, nr. 3 og 4, og § 30 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1147 af 23. oktober 2014, som ændret ved lov nr. 411 af 11. maj 2016, § 15 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1356 af 23. oktober 2016, § 21, stk. 2, § 30, stk. 2, og § 32, stk. 1, nr. 1, i lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 578 af 1. juni 2014, § 2, stk. 9-12, og § 18, stk. 2, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 23. juni 2016, § 1 i lov nr. 247 af 6. april 2001 om afholdelse af danske prøver og eksaminer i udlandet og efter forhandling med sundhedsministeren fastsættes efter bemyndigelse:

Kapitel 1

Formål og anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for prøver ved erhvervsrettede videregående uddannelser, som efter bekendtgørelsen eller studieordningen for den enkelte uddannelse dokumenteres ved prøve- eller eksamensbevis, medmindre andet er fastsat i bekendtgørelsen for uddannelsen.

Stk. 2. Erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, der udbydes af universiteter, er ikke omfattet af denne bekendtgørelse, bortset fra reglerne i kapitel 6. Disse uddannelser er i stedet omfattet af eksamensreglerne for bacheloreruddannelser omfattet af universitetsloven, jf. bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

§ 2. Formålet med prøver er at dokumentere, i hvilken grad den studerende opfylder de faglige mål, der er fastsat for uddannelsen og dens elementer.

Stk. 2. Det følger af bekendtgørelsen eller studieordningen for den enkelte uddannelse, hvilke prøver og eksamener der indgår i uddannelsen, i hvilket omfang prøveresultater skal vægtes i deres indbyrdes forhold, og hvilke krav der stilles for udstedelse af bevis for afsluttet uddannelse.

Kapitel 2

Tilrettelæggelse og planlægning

§ 3. Prøverne skal tilrettelægges med henblik på at dokumentere graden af målopfyldelse i forhold til væsentlige mål og krav.

Stk. 2. Opgaverne til en prøve stilles af uddannelsesinstitutionen, medmindre andet er bestemt i bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse. Institutioner, der udbyder samme uddannelse, kan stille opgaver, der er fælles for institutionerne.

§ 4. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at gøre de studerende bekendt med, hvilke mål og krav der er væsentlige for prøverne.

Stk. 2. Institutionen fastsætter inden for denne bekendtgørelses rammer og i overensstemmelse med bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse nærmere i studieordningen om følgende:

1) Hvilke prøver, herunder delprøver, der indgår i uddannelsen og vægtningen af de karakterer, der gives i de enkelte prøver, jf. § 2, stk. 2.

2) Placering af prøverne i uddannelsesforløbet.

3) Afmelding til prøver, jf. § 5.

4) Eventuelle regler om, at førsteårsprøven skal være bestået inden udgangen af første studieår, jf. § 8, stk. 2.

5) Eventuelle regler om studiestartprøve, jf. § 10, stk. 5.

6) Eventuelle regler om krav til studieaktivitet, jf. § 9.

7) Afholdelse af syge- og omprøve, jf. §§ 6-9.

8) Opfyldelse af deltagelsespligt og aflevering af opgaver og projekter mv., der er en forudsætning for deltagelse i en prøve, jf. § 5, stk. 3.

9) Prøveformer, herunder formkrav til besvarelse, jf. § 11.

10) Prøvernes tilrettelæggelse som individuel prøve eller gruppeprøve, herunder om hvor mange der højst kan deltage i prøven, om den studerendes mulighed for at vælge en individuel prøve frem for en gruppeprøve og om krav til individualisering af en skriftlig gruppebesvarelse, jf. § 12 og §13.

11) Anvendelse af hjælpemidler, jf. § 16.

12) Det anvendte sprog ved prøven, jf. § 18.

13) Særlige prøvevilkår, jf. § 19.

14) Brug af egne og andres arbejder, jf. § 20.

15) Disciplinære foranstaltninger i tilfælde af eksamenssnyd og forstyrrende adfærd ved eksamen, jf. § 20.

16) Hvilke prøver der har ekstern bedømmelse, jf. § 34, stk. 3 og 4.

17) Hvorledes bedømmelsen af den studerendes formulerings - og staveevne indgår i den samlede bedømmelse af eksamenspræstationen, jf. § 35, stk. 4.

18) Eventuelle regler om løbende karakterfastsættelse, jf. § 35, stk. 2 og 3.

19) Klager, jf. kapitel. 10.

Stk. 3. Institutionen kan fravige, hvad institutionen eller institutionerne selv har fastsat i studieordningen, hvis det er begrundet i usædvanlige forhold.

Stk. 4. Det påhviler institutionen at orientere de studerende og de øvrige medvirkende ved prøver om de prøveregler, der gælder for den enkelte uddannelse. Reglerne skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside.

Kapitel 3

Adgang til prøve

§ 5. Begyndelse på et uddannelseselement, semester mv. er samtidig tilmelding til de tilhørende prøver. Uddannelsesinstitutionen fastsætter for hver prøve en frist for, hvornår afmelding fra prøven kan finde sted.

Stk. 2. Foreligger rettidig afmelding ikke, betragtes prøven med hensyn til antallet af prøvegange som påbegyndt, jf. § 6.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan i studieordningen fastsætte, at opfyldelse af deltagelsespligt og aflevering af opgaver og projekter m.v. er en forudsætning for deltagelse i en prøve.

Stk. 4. Institutionen kan for hele eller dele af uddannelser i studieordningen fastsætte, at afmelding ikke kan finde sted.

Stk. 5. Institutionen kan dispensere fra stk. 1-4, hvis den studerende er eliteidrætsudøver, eller det er begrundet i barsel eller i usædvanlige forhold, herunder funktionsnedsættelse.

§ 6. En bestået prøve kan ikke tages om. Indgår der flere delprøver i en prøve, kan delprøver, hvor der ikke er opnået bestået karakter, ikke tages om, når den samlede prøve er bestået, medmindre andet er bestemt i bekendtgørelsen eller studieordningen for uddannelsen.

Stk. 2. Er en prøve ikke bestået, er den studerende fortsat tilmeldt prøven, jf. dog stk. 5 og § 8.

Stk. 3. Den studerende kan være tilmeldt 3 gange til samme prøve. Uddannelsesinstitutionen kan tillade yderligere prøvegange, hvis det er begrundet i usædvanlige forhold. I vurderingen af om der foreligger usædvanlige forhold, kan spørgsmålet om studieegnethed ikke indgå.

Stk. 4. Ny prøve skal afholdes snarest muligt og så vidt muligt senest, når den pågældende prøve igen afholdes ved institutionen, eventuelt som sygeprøve, jf. § 7, stk. 1.

Stk. 5. En studerendes modtagelse af et tilbud om omprøve i henhold til § 39, stk. 2 og 3, § 45, stk. 1, nr. 2, eller § 50, stk. 2, nr. 2, betragtes ikke som brug af en prøvegang.

§ 7. En studerende, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller af anden dokumenteret grund, skal have mulighed for at aflægge prøven snarest muligt. Er det en prøve, der er placeret i uddannelsens sidste eksamenstermin, skal den studerende have mulighed for at aflægge prøven i samme eksamenstermin eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Stk. 2. Indgår der flere dele i en prøve, hvor der gives karakter for hver del, kan den studerende kun aflægge prøve i den eller de dele, der ikke er gennemført, med mindre andet følger af reglerne om uddannelsen. Dette gælder også, hvor de enkelte karakterer regnes sammen til én karakter for den samlede prøve.

Stk. 3. Andre særlige omstændigheder, hvorved en studerende praktisk forhindres i at møde til prøve, kan efter uddannelsesinstitutionens konkrete vurdering behandles efter stk. 1 og 2.

§ 8. Ved erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser skal den eller de prøver, den studerende efter bekendtgørelsen eller studieordningen skal deltage i inden udgangen af det 1. studieår efter studiestart (førsteårsprøven), være bestået inden udgangen af den studerendes 2. studieår efter studiestart, for at den studerende kan fortsætte uddannelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan for den enkelte uddannelse i studieordningen fastsætte, at førsteårsprøven skal være bestået inden udgangen af første studieår efter studiestart, for at den studerende kan fortsætte uddannelsen.

Stk. 3. Resultatet af 1. prøveforsøg skal meddeles den studerende så betids, at en eventuel omprøve kan finde sted i samme eksamenstermin.

Stk. 4. Øvrige krav om bestået prøve som forudsætning for at fortsætte uddannelsen skal fremgå af bekendtgørelsen for uddannelsen, jf. dog § 10.

Stk. 5. Institutionen kan for den enkelte studerende dispensere fra de tidspunkter, der er fastsat for at bestå prøven eller prøverne i stk. 1 og 2, hvis det er begrundet i sygdom, barsel eller usædvanlige forhold.

§ 9. Ved erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser kan uddannelsesinstitutionen for hele eller dele af den enkelte uddannelse i studieordningen fastsætte, at den studerende skal bestå prøver af et omfang på højst 45 ECTS-point pr. studieår. Den studerende har 3 forsøg til at bestå prøverne.

Stk. 2. Institutionen kan dispensere fra stk. 1, hvis den studerende er eliteidrætsudøver, eller det er begrundet i sygdom, barsel eller usædvanlige forhold, herunder funktionsnedsættelse.

§ 10. Ved erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser kan uddannelsesinstitutionen for den enkelte uddannelse bestemme, at studerende ved den enkelte uddannelse skal deltage i og bestå en studiestartprøve for at kunne fortsætte på uddannelsen. Studiestartprøven har til formål at klarlægge, om den studerende reelt er begyndt på uddannelsen.

Stk. 2. Studiestartprøven skal afholdes senest to måneder efter uddannelsens start, og resultatet skal være meddelt den studerende senest to uger efter prøvens afholdelse. Er prøven ikke bestået, har den studerende mulighed for at deltage i en omprøve, der afholdes senest tre måneder efter uddannelsens start. Den studerende har to forsøg til at bestå studiestartprøven.

Stk. 3. Studiestartprøven har intern bedømmelse, jf. § 34, stk. 2, og bedømmes med "Bestået" eller "Ikke bestået" henholdsvis "Godkendt" eller "Ikke godkendt", jf. bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. (karakterbekendtgørelsen).

Stk. 4. Studiestartprøven er ikke omfattet af reglerne i Kapitel 10 Klager over prøver.

Stk. 5. Institutionen fastsætter regler om studiestartprøven i studieordningen, herunder om prøvens form, indhold og tidsmæssige placering.

Stk. 6. Institutionen kan for den enkelte studerende dispensere fra de tidspunkter, der er fastsat for at bestå studiestartsprøven, hvis det er begrundet i sygdom, barsel eller usædvanlige forhold.

Kapitel 4

Prøveformer og prøvers tilrettelæggelse

§ 11. Uddannelsen skal indeholde en variation af prøveformer, der skal afspejle undervisningens indhold og arbejdsformer. Prøveformen skal tilgodese det enkelte fags/fagelements formål og kan f. eks. være mundtlig, skriftlig, praktisk prøve og projektorienteret forløb samt kombinationer af de forskellige prøveformer.

Stk. 2. Med mindre andet er fastsat i bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse, fastsættes det i studieordningen, hvilken prøveform der skal anvendes ved den enkelte prøve. Eventuelle formkrav til besvarelsen skal fremgå af studieordningen.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan afvise en besvarelse, hvis den ikke opfylder de fastsatte formkrav. Hvis besvarelsen afvises, skal der ikke gives en bedømmelse, og den studerende har brugt et prøveforsøg, jf. § 6, stk. 3.

§ 12. Det fastsættes i studieordningen ud fra faglige hensyn, om en prøve tilrettelægges som en individuel prøve eller en gruppeprøve. Når en prøve tilrettelægges som en gruppeprøve, fastsættes samtidig, hvor mange studerende der højst kan deltage i den enkelte gruppeprøve, og om den studerende i stedet kan vælge en individuel prøve.

Stk. 2. Ved såvel en individuel prøve som en gruppeprøve skal der foretages en individuel bedømmelse af de studerendes præstationer.

§ 13. Ved en mundtlig gruppeprøve skal den enkelte studerende eksamineres på en sådan måde, at det sikres, at der kan foretages en individuel bedømmelse af den studerendes præstation.

Stk. 2. Ved tilrettelæggelse af en mundtlig gruppeprøve skal det sikres, at den tid, der er afsat til prøven, tilpasses antallet af studerende, der deltager i prøven.

Stk. 3. Ved en skriftlig opgavebesvarelse, som er udarbejdet af flere studerende, kan der kun gives en selvstændig bedømmelse, hvis den enkelte studerendes bidrag kan konstateres. Der fastsættes krav om individualiseringen i studieordningen.

Stk. 4. Når der ikke skal gives en selvstændig bedømmelse for en skriftlig opgavebesvarelse, som er udarbejdet af flere studerende, kan opgavebesvarelsen indgå i bedømmelsen ved en efterfølgende mundtlig prøve.

Kapitel 5

Prøveafholdelse

§ 14. Eksaminationer med mundtlig og praktisk besvarelse er offentlige, jf. dog stk. 2-4, medmindre de er omfattet af en aftale efter § 53, stk. 3.

Stk. 2. Kliniske prøver med patientdeltagelse er kun offentlige med patientens tilladelse.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan fravige bestemmelsen i stk. 1, hvis der foreligger særlige omstændigheder, herunder hvor hensynet til eksaminanden taler herfor. Endvidere kan institutionen begrænse adgangen til prøvelokalerne af pladsmæssige grunde, og enkeltpersoner kan nægtes adgang eller bortvises, hvis det findes nødvendigt for at sikre den fornødne ro og orden i forbindelse med prøven.

Stk. 4. Ved en individuel mundtlig prøve, hvor den studerende eksamineres på grundlag af et gruppefremstillet produkt, må de øvrige medlemmer af gruppen ikke være til stede i prøvelokalet, før de selv skal eksamineres.

Stk. 5. Lyd- eller billedoptagelser af en prøve er ikke tilladt, medmindre optagelserne indgår som en del af prøveforløbet. Optagelserne foretages da af institutionen.

Stk. 6. Kun eksaminator og censor må være til stede under voteringen ved praktiske og mundtlige prøver, herunder mundtligt forsvar af projekter. Institutionen kan dog bestemme, at kommende eksaminatorer kan overvære en votering.

§ 15. Uddannelsesinstitutionen skal sikre, at prøverne gennemføres under forhold, der er egnede til at udelukke, at de studerende kommunikerer utilsigtet.

Stk. 2. Institutionen skal sikre, at de studerende har hensigtsmæssige arbejdsforhold ved prøverne.

Stk. 3. Institutionen kan afholde prøve med mundtlig besvarelse som videokonference eller ved hjælp af andre tekniske foranstaltninger. Institutionen skal sikre, at sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med afholdelse af en sådan prøve svarer til, hvad der almindeligvis gælder for afvikling af prøven. Institutionen udpeger eller godkender en tilsynsførende, der skal være hos den studerende under prøven. Eksaminator og censor skal eksaminere og give karakterer efter gældende regler i øvrigt.

§ 16. Under prøverne er anvendelse af hjælpemidler, herunder elektroniske, tilladt, medmindre der i bekendtgørelsen eller studieordningen for den enkelte uddannelse er fastsat begrænsninger i anvendelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan fastsætte begrænsning i adgangen til at anvende elektroniske hjælpemidler af kapacitetsmæssige grunde.

§ 17. En prøve er begyndt, når uddelingen af opgaverne er begyndt, når forberedelsesmateriale eller opgavetitel er udleveret til den studerende, eller når den studerende er blevet bekendt med prøvespørgsmålet eller lignende.

Stk. 2. En studerende, der kommer for sent til en skriftlig prøve, kan kun deltage i prøven, hvis uddannelsesinstitutionen anser det for udelukket, at den pågældende kan have modtaget nogen oplysning om opgaven, og finder, at forsinkelsen er rimeligt begrundet. Prøvetiden kan kun i usædvanlige tilfælde forlænges.

Stk. 3. En studerende, der kommer for sent til en mundtlig prøve, kan få tilbud om at blive eksamineret på et senere tidspunkt, hvis institutionen finder, at forsinkelsen er rimeligt begrundet.

§ 18. I uddannelser, der udbydes på dansk, aflægges prøverne på dansk, jf. dog stk. 2 og 3, medmindre det er en del af den enkelte prøves formål at dokumentere færdigheder i fremmedsprog. Prøverne kan aflægges på svensk eller norsk i stedet for dansk, medmindre prøvens formål er at dokumentere den studerendes færdigheder i dansk.

Stk. 2. I uddannelser eller enkeltfag, der udbydes på engelsk eller et andet fremmedsprog, aflægges prøverne på dette sprog, medmindre det er en del af den enkelte prøves formål at dokumentere den studerendes færdigheder i et andet sprog.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan i øvrigt, hvor forholdene gør det muligt, tillade en studerende, der ønsker det, at aflægge en prøve på et fremmedsprog, medmindre prøvens formål er at dokumentere den studerendes færdigheder i dansk.

§ 19. Uddannelsesinstitutionen tilbyder særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til studerende med tilsvarende vanskeligheder samt til studerende med et andet modersmål end dansk, når institutionen vurderer, at dette er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.

§ 20. En studerende, der under en prøve skaffer sig eller giver en anden studerende uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave eller benytter ikke tilladte hjælpemidler, skal af uddannelsesinstitutionen bortvises fra prøven.

Stk. 2. Opstår der under eller efter en prøve formodning om, at en studerende uretmæssigt har skaffet sig eller ydet hjælp, har udgivet en andens arbejde for sit eget eller anvendt eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning, indberettes dette til institutionen. Bliver formodningen bekræftet, og handlingen har fået eller ville kunne få betydning for bedømmelsen, bortviser institutionen den studerende fra prøven.

Stk. 3. Udviser en studerende forstyrrende adfærd, kan institutionen bortvise den studerende fra prøven. I mindre alvorlige tilfælde giver institutionen først en advarsel.

Stk. 4. Institutionen kan i de i stk. 1 - 3 nævnte tilfælde under skærpende omstændigheder beslutte, at den studerende skal bortvises fra institutionen i en kortere eller længere periode. I sådanne tilfælde gives en skriftlig advarsel om, at gentagelse kan medføre varig bortvisning.

Stk. 5. En bortvisning efter stk.1-3 medfører, at en eventuel karakter for den pågældende prøve bortfalder, og at den studerende har brugt en prøveindstilling, jf. § 6, stk. 3.

Stk. 6. En studerende skal ved aflevering af en skriftlig besvarelse bekræfte med sin underskrift, der kan være digital, at besvarelsen er udfærdiget uden uretmæssig hjælp, jf. stk. 1 og 2.

Prøver i udlandet

§ 21. Uddannelsesinstitutionen kan afholde prøve på en dansk repræsentation eller andre steder i udlandet, når det er begrundet i, at den studerende af praktiske eller økonomiske grunde ikke kan deltage i institutionens prøver i Danmark, og når den studerende og vedkommende prøvested er indforstået hermed. Afholdelse af danske prøver i udlandet skal finde sted efter bekendtgørelsens regler i øvrigt.

Stk. 2. Institutionen kan bemyndige en person i udlandet til at forestå den praktiske afvikling af prøven.

§ 22. Uddannelsesinstitutionen afholder de særlige udgifter, der er forbundet med prøvens afholdelse i udlandet.

Stk. 2. Ved afholdelse af prøver på danske repræsentationer i udlandet finder bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten anvendelse.

Stk. 3. Institutionen kan lade den studerende helt eller delvist betale de udgifter, som institutionen har afholdt i forbindelse med prøvens afholdelse. Det er en betingelse, at den studerende forud skriftligt har erklæret sig villig til at betale de pågældende udgifter på grundlag af et af institutionen meddelt skøn over beløbets forventede størrelse. Institutionen kan betinge prøvens afholdelse af, at beløbet forudbetales.

Kapitel 6

Bedømmerne (censor og eksaminator)

§ 23. Styrelsen for Videregående Uddannelser opretter for hver af de videregående uddannelser et landsdækkende korps af beskikkede censorer. Et censorkorps kan desuden omfatte flere uddannelser, hvis de er beslægtede, og antallet af censorer begrunder det.

Stk. 2. Censorkorpset skal sammensættes således, at det samlede korps dækker alle de fag eller fagområder, der indgår i uddannelsen, og det ansættelsesområde, som uddannelsen sigter mod.

Stk. 3. Mindst en tredjedel af censorerne i censorkorpset skal være personer, der har deres hovedbeskæftigelse uden for de uddannelsesinstitutioner, der udbyder videregående uddannelser på et af de ansættelsesområder, uddannelsen sigter imod (aftagercensorer). En mindre andel af aftagercensorer kan forekomme, når særlige forhold begrunder det.

Stk. 4. Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i censorkorpset er en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige censorer, og at der indgår censorer tilknyttet udenlandske uddannelsesinstitutioner i censorkorpset for de uddannelser og fag, hvor dette er relevant.

§ 24. Styrelsen for Videregående Uddannelser beskikker censorerne til de eksterne prøver, jf. § 34, stk. 3, efter indstilling fra uddannelsesinstitutionerne eller censorformandskabet i overensstemmelse med kravene i § 25, stk. 1. Styrelsen kan beskikke andre censorer end de af institutionerne indstillede.

Stk. 2. Beskikkelse af censorkorps for nye uddannelser sker efter indstilling fra den eller de udbydende institutioner.

Stk. 3. Censorerne beskikkes for 4 år ad gangen. Ved hver ny beskikkelsesperiode udskiftes mindst en fjerdedel af censorerne i censorkorpset. Der kan dog inden for perioden beskikkes supplerende censorer.

Stk. 4. Styrelsen kan bringe en censorbeskikkelse til ophør inden periodens udløb.

§ 25. En censor skal have

1) indgående og aktuelt kendskab til uddannelseselementets forudsætninger, mål og metoder,

2) specifik kompetence inden for et eller flere faglige delområder, som indgår i uddannelsen, og

3) aktuel viden om uddannelsens anvendelsesmuligheder, herunder kendskab til aftagernes situation og behov.

Stk. 2. Inden en prøves afholdelse informerer uddannelsesinstitutionen censor om de gældende regler for uddannelsen, herunder denne bekendtgørelse, samt forsyner censor med andet materiale, der har betydning for censorernes virksomhed.

§ 26. En beskikket censor skal

1) virke som censor ved uddannelsens, fagets eller fagområdets eksterne prøver, jf. § 31 og § 32,

2) medvirke ved de opgaver, der er nævnt i § 28,

3) ved eksamensterminens afslutning afgive en rapport om eksamensforløbet til uuddannelsesinstitutionen og formandskabet, jf. § 28, stk. 1, nr. 2 og 3, og

4) medvirke ved behandling af klager over prøver, jf. § 43, stk. 2, og § 48, stk. 2.

§ 27. Censorerne i hvert censorkorps vælger for en 4-årig periode en censorformand og en eller flere næstformænd, jf. dog stk. 2. Det hidtidige censorformandskab afholder valget. Ved nye censorkorps afholder den eller de udbydende uddannelsesinstitutioner valget til formand. Resultatet af valget meddeles til Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Stk. 2. Ved læreruddannelsen og pædagoguddannelsen udpeges en næstformand inden for hvert fag eller fagområde af fagets eller fagområdets censorer.

Stk. 3. Censorkorpsets formand og næstformand eller næstformænd danner et censorformandskab. Mindst 1 af censorerne i formandskabet skal være aftagercensor.

Stk. 4. Censorformandskabet repræsenterer censorerne i censorkorpset over for ministeriet og uddannelsesinstitutionen eller uddannelsesinstitutionerne.

Stk. 5. En oversigt over censorformændene er tilgængelig på Styrelsen for Videregående Uddannelsers hjemmeside.

§ 28. Censorformandskabet skal som led i kvalitetssikringen af uddannelserne

1) rådgive Styrelsen for Videregående Uddannelser ved beskikkelse af censorer,

2) rådgive uddannelsesinstitutionerne og Styrelsen for Videregående Uddannelser på grundlag af censorrapporter om uddannelsernes kvalitet og hensigtsmæssighed i forhold til arbejdsmarkedet og i forhold til videre uddannelsesforløb,

3) afgive en årlig beretning til uddannelsesinstitutionerne og Styrelsen for Videregående Uddannelser på baggrund af censorernes rapporter, jf. § 26, nr. 3, og indgår i grundlaget for evalueringer af uddannelsen eller faget,

4) besvare høringer om uddannelsernes bekendtgørelser og studieordninger og væsentlige ændringer heri, og

5) i øvrigt være til rådighed for hverv med tilknytning til censorvirksomheden, som formandskabet får tillagt i kraft af andre regler.

Stk. 2. Censorformandskabet medvirker til en løbende dialog om udviklingen i uddannelsen, faget eller fagområdet ved mindst hvert andet år at afholde censormøder med censorerne i censorkorpset og kontaktmøder mellem uddannelsesinstitutionerne og censorerne.

§ 29. Censorformandskabet fordeler efter samråd med uddannelsesinstitutionen eller institutionerne opgaverne til censur blandt censorerne i censorkorpset under iagttagelse af reglerne i stk. 2. Censorerne må ikke være eller inden for de sidste 2 år have været ansat på den institution, hvor de skal virke som censorer.

Stk. 2. Ved fordeling af censorarbejdet skal det sikres, medmindre særlige forhold gør sig gældende,

1) at der inddrages censorer fra flere institutioner og censorer fra det relevante arbejdsmarked (aftagercensorer) ved tilrettelæggelse af censuren inden for en given uddannelse,

2) at der jævnligt inddrages nye censorer ved fordeling af censorarbejdet, og

3) at de samme bedømmere ikke sammen medvirker ved censur inden for en periode på 2 år ud over én eksamenstermin, ét semester eller ét halvår.

§ 30. Ved en censors pludselige forfald og eller lignende, hvor det ikke har været muligt at tilkalde en censor, udpeger uddannelsesinstitutionen en person til censor, som opfylder kravene i § 25 og § 29, stk. 2. Institutionen skal hurtigst muligt orientere censorformandskabet om udpegningen.

§ 31. Censor skal

1) påse, at prøverne er i overensstemmelse med de mål og øvrige krav, som er fastsat i bekendtgørelser eller i henhold til bekendtgørelser,

2) medvirke til og påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse med de gældende regler, og

3) medvirke til og påse, at de studerende får en ensartet og retfærdig behandling, og at deres præstationer får en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne om karaktergivning og øvrige regler for uddannelsen.

Stk. 2. Censor og eksaminator skal gøre notater om præstationen og karakterfastsættelsen til personligt brug ved udarbejdelse af en udtalelse i en eventuel klagesag. Notaterne skal opbevares i 1 år.

Stk. 3. Censorernes virksomhed er omfattet af forvaltningslovens bestemmelser om inhabilitet og tavshedspligt.

§ 32. Konstaterer censor, at de forhold, der er omtalt i § 31, stk. 1, ikke er opfyldt, eller får censor formodning om væsentlige problemer eller mangler i uddannelsesinstitutionens varetagelse af en uddannelse, afgiver censor indberetning herom til institutionen med kopi til censorformandskabet, Institutionen videresender indberetningen til Styrelsen for Videregående Uddannelser med sine bemærkninger.

§ 33. Uddannelsesinstitutionerne dækker udgifterne til censorformandskabets og censorernes virke. Institutionerne yder efter forudgående aftale med censorformandskabet administrativ og praktisk bistand.

Kapitel 7

Bedømmelse

§ 34. Prøverne har enten intern eller ekstern bedømmelse.

Stk. 2. Ved prøve med intern bedømmelse foretages bedømmelsen af en eller flere lærere ansat på uddannelsesinstitutionen (eksaminator). Ved prøve i praktik kan en praktikvejleder deltage som eksaminator sammen med læreren eller lærerne.

Stk. 3. Ved prøve med ekstern bedømmelse foretages bedømmelsen af en eller flere eksaminatorer, jf. stk. 2, og en eller flere censorer, der er beskikket af Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Stk. 4. Prøverne med ekstern bedømmelse skal dække uddannelsens væsentlige områder. Mindst en tredjedel af en uddannelse opgjort i ECTS-point skal for den enkelte studerende dokumenteres ved eksterne prøver, med mindre der i bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse er bestemt andet.

§ 35. Grundlaget for bedømmelsen er den studerendes individuelle præstation

Stk. 2. Institutionen kan i studieordningen for erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser fastsætte, at karakterfastsættelse af skriftlige opgavebesvarelser og mundtlige fremlæggelser m.v., fra undervisningsforløbet indgår som en del af den samlede bedømmelse sammen med den afsluttende prøve i faget. Det skal fremgå af studieordningen, hvorledes karakterfastsættelser af de skriftlige opgavebesvarelser og mundtlige fremlæggelser mv. indgår i den samlede bedømmelse af faget. Uddannelsesinstitutionen kan fastsætte, at den studerende ikke kan deltage i den afsluttende prøve, medmindre den studerende har bestået de skriftlige opgavebesvarelser og mundtlige fremlæggelser m.v., som indgår i undervisningsforløbet.

Stk. 3. Klage over en løbende bedømmelse, jf. stk. 2, behandles efter reglerne i kapitel 10.

Stk. 4. Ved bedømmelsen af professionsbachelorprojekt, afsluttende eksamensprojekt eller afgangsprojekt skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den studerendes formulerings- og staveevne. Uddannelsesinstitutionen kan dispensere herfra for studerende, der

dokumenterer en relevant specifik funktionsnedsættelse Det fastsættes i studieordningen, hvorledes formulerings- og staveevne indgår i den samlede bedømmelse af eksamenspræstationen, jf. § 4, stk. 2, nr. 18, idet det faglige indhold dog skal vægtes tungest. Formulerings- og staveevne kan indgå i bedømmelsen af andre prøver.

Stk. 5. Alle prøver skal bestås.

Stk. 6. Bedømmelsen sker i øvrigt efter reglerne i bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterskalabekendtgørelsen).

§ 36. Ved prøver, hvor bedømmelsen ikke meddeles den studerende umiddelbart efter prøven, fastsætter uddannelsesinstitutionen en dato, hvor bedømmelsen vil blive meddelt. Datoen meddeles de studerende samtidig med meddelelsen om prøvens afholdelse, enten ved opslag eller på anden måde.

Kapitel 8

Beviser

§ 37. Uddannelsesinstitutionen udsteder bevis for fuldført uddannelse, medmindre andet er fastsat i bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse, og for enkeltfag fuldført i henhold til reglerne om åben uddannelse.

Stk. 2. Beviset skal som minimum indeholde oplysninger om følgende:

1) Den uddannedes navn og cpr. nr. eller anden entydig identifikation.

2) Den udstedende myndighed.

3) Uddannelsens betegnelse og hjemmel.

4) De enkelte uddannelseselementer angivet i ECTS-point.

5) De uddannelseselementer, der er aflagt prøve i, med angivelse af de opnåede bedømmelser.

6) De på anden vis dokumenterede uddannelseselementer.

7) Meritoverførte uddannelseselementer og prøver, eventuelt med angivelse af de opnåede bedømmelser som "Bestået", "Godkendt" eller en karakter i henhold til bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.

8) Eksamenssproget, hvis prøven er aflagt på et fremmedsprog bortset fra norsk og svensk.

9) Den betegnelse, som uddannelsen giver den færdiguddannede ret til, på dansk og engelsk.

Stk. 3. Den færdiguddannede kan tillige få sit bevis udfærdiget på engelsk.

Stk. 4. Som bilag til beviset for videregående uddannelser udsteder uddannelsesinstitutionen et engelsksproget Diploma Supplement, der i overensstemmelse med den af Europakommissionen, Europarådet og UNESCO udviklede standardmodel beskriver uddannelsen samt giver oplysninger om institutionen og om dennes og uddannelsens placering i det danske uddannelsessystem.

Stk. 5. Beviset må ikke indeholde oplysninger om særlige prøvevilkår, jf. § 19.

Stk. 6. Beviset må ikke indeholde oplysninger om studiestartprøven, jf. § 10.

Stk. 7. Samlet bevis for en uddannelse, der er gennemført ved flere uddannelsesinstitutioner, udstedes af den institution, hvor den studerende sidst er indskrevet.

Stk. 8. Til studerende, der forlader uddannelsen uden at have fuldført den, udsteder institutionen på foranledning af den studerende dokumentation for beståede dele af uddannelsen angivet i ECTS-point.

§ 38. Karakterer og eventuelt eksamensgennemsnit for den enkelte studerende indberettes til Styrelsen for Videregående Uddannelser efter styrelsens bestemmelse.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen opbevarer de oplysninger, der er nødvendige for at udstede beviser, i 30 år efter eksamens eller prøvens afslutning.

Stk. 3. Ophører en institution med at eksistere eller af anden årsag ikke kan opbevare dokumenterne i overensstemmelse med stk. 2, skal institutionen sikre anden betryggende opbevaring efter de herom gældende regler.

Kapitel 9

Fejl og mangler ved prøver

§ 39. Bliver uddannelsesinstitutionen i forbindelse med en prøve opmærksom på fejl og mangler, der kan udbedres, træffer institutionen, eventuelt efter drøftelse med bedømmerne eller opgavestillerne, afgørelse om, hvordan udbedringen skal ske.

Stk. 2. Ved væsentlige fejl og mangler tilbyder institutionen ombedømmelse eller omprøve. Tilbuddet gælder for alle de eksaminander, hvis prøve lider af samme fejl og mangler.

Stk. 3. Ved fejl og mangler af særlig grov karakter kan institutionen træffe afgørelse om at annullere allerede afholdt prøve og foranstalte en omprøve.

§ 40. Ombedømmelse og omprøve i henhold til § 39, stk. 2, kan ikke resultere i en lavere karakter. Omprøve, der skyldes annullering af den oprindelige prøve, jf. § 39, stk. 3, kan resultere i en lavere karakter.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan tilbageholde bevis, jf. § 37, indtil sagen er afgjort.

Kapitel 10

Klager over prøver

§ 41. Klager over forhold ved prøver indgives individuelt af den studerende til uddannelsesinstitutionen. Klagen skal være skriftlig og begrundet.

Stk. 2. Klagen indgives senest 2 uger efter, at bedømmelsen af prøven er bekendtgjort på sædvanlig måde. Institutionen kan dispensere fra fristen, hvor usædvanlige forhold begrunder det.

Stk. 3. Til brug for klagesagen skal den studerende efter anmodning have udleveret en kopi af den stillede opgave og ved prøver med skriftlig besvarelse tillige kopi af egen opgavebesvarelse.

§ 42. Den studerende kan fortsætte uddannelsen under klagesagens behandling bortset fra, hvor andet er fastsat i bekendtgørelse eller i henhold til bekendtgørelse.

§ 43. Klagen kan vedrøre

1) eksaminationsgrundlaget, herunder prøvespørgsmål, opgaver og lignende, samt dets forhold til uddannelsens mål og krav,

2) prøveforløbet eller

3) bedømmelsen.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen forelægger straks klagen for bedømmerne, der har en frist på normalt 2 uger til at afgive en udtalelse. Bedømmerne skal udtale sig om de faglige spørgsmål i klagen. Den studerende skal have lejlighed til at kommentere udtalelserne inden for en frist af normalt 1 uge.

§ 44. Uddannelsesinstitutionen afgør klagen på grundlag af bedømmernes faglige udtalelser og den studerendes kommentarer til udtalelserne.

§ 45. Afgørelsen, der skal være skriftlig og begrundet, kan gå ud på

1) tilbud om ny bedømmelse (ombedømmelse), dog ikke ved mundtlige prøver,

2) tilbud om ny prøve (omprøve) eller

3) at den studerende ikke får medhold i klagen.

Stk. 2. Kun når bedømmerne er enige om det, kan uddannelsesinstitutionens afgørelse gå ud på, at klageren ikke får medhold.

Stk. 3. Institutionen skal straks give den studerende og bedømmerne meddelelse om afgørelsen. Går afgørelsen ud på tilbud om ombedømmelse eller omprøve, skal den studerende informeres om, at ombedømmelse eller omprøve kan resultere i en lavere karakter.

§ 46. Accept af tilbud om ombedømmelse eller omprøve skal ske senest 2 uger efter, meddelelse om afgørelsen er afgivet. Ombedømmelse eller omprøve skal finde sted snarest muligt. Er bevis udstedt, jf. § 37, skal uddannelsesinstitutionen inddrage beviset, indtil bedømmelsen foreligger, og eventuelt udstede et nyt bevis.

Stk. 2. Til ombedømmelse og omprøve påsættes nye bedømmere.

Stk. 3. Ved ombedømmelse skal bedømmerne have forelagt sagens akter: opgaven, besvarelsen, klagen, de oprindelige bedømmeres udtalelser med den studerendes bemærkninger hertil samt institutionens henholdsvis styrelsens afgørelse. Bedømmerne meddeler institutionen resultatet af ombedømmelsen vedlagt en skriftlig begrundelse for bedømmelsen. Institutionen giver den studerende meddelelse om bedømmelsen og begrundelsen for bedømmelsen.

Stk. 4. Omprøve og ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter.

Anke af afgørelse

§ 47. Den studerende kan indbringe uddannelsesinstitutionens afgørelse vedrørende faglige spørgsmål, jf. § 45, stk. 1, for et af institutionen nedsat ankenævn, jf. § 48, der træffer afgørelse.

Stk. 2. Den studerende indgiver anken til institutionen. Anken skal være skriftlig og begrundet.

Stk. 3. Anken skal indgives senest 2 uger efter, at den studerende er gjort bekendt med institutionens afgørelse. Institutionen kan dispensere fra fristen, hvor usædvanlige forhold begrunder det.

§ 48. Uddannelsesinstitutionen nedsætter et ankenævn hurtigst muligt efter indgivelse af en anke. Der kan nedsættes permanente ankenævn. Institutionen afholder udgiften til ankenævn.

Stk. 2. Nævnet består af to beskikkede censorer, en eksaminationsberettiget lærer og en studerende inden for fagområdet.

Stk. 3. Censorformanden udpeger de to censorer. Censorformanden udpeger en af censorerne som formand for nævnet. Censorformanden kan udpege sig selv som censor eller som formand.

Stk. 4. Institutionen udpeger den eksaminationsberettigede lærer og den studerende.

Stk. 5. Ankenævnets virksomhed er omfattet af forvaltningsloven.

§ 49. For at ankenævnet kan være beslutningsdygtigt, skal alle nævnets medlemmer deltage i nævnets drøftelse og alle sagens akter være fremsendt til alle medlemmer. Drøftelsen kan foregå skriftligt, herunder elektronisk, hvis der er enighed blandt nævnets medlemmer om skriftlig behandling, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed i ankenævnet, afsluttes drøftelsen ved et møde, hvor alle nævnets medlemmer skal være til stede. Afsluttes drøftelsen med afstemning, og der er stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende.

Stk. 3. Bliver ankenævnet i forbindelse med behandlingen af anke opmærksom på fejl og mangler ved en prøve orienteres uddannelsesinstitutionen herom, og reglerne i § 39 finder anvendelse.

§ 50. Ankenævnet træffer afgørelse på grundlag af det materiale, som lå til grund for uddannelsesinstitutionens afgørelse, jf. § 44, stk. 1, og den studerendes begrundede anke.

Stk. 2. Ankenævnets afgørelse, der skal være skriftlig og begrundet, kan gå ud på

1) tilbud om ombedømmelse ved nye bedømmere, dog ikke ved mundtlige prøver,

2) tilbud om omprøve ved nye bedømmere eller,

3) klageren ikke får medhold i anken.

§ 51. Ankenævnets afgørelse meddeles uddannelsesinstitutionen snarest muligt og ved vintereksamen senest 2 måneder og ved sommereksamen senest 3 måneder efter, at anken er indgivet til institutionen.

Stk. 2. Kan anken ikke behandles inden for denne frist, skal institutionen hurtigst muligt underrette klageren herom med angivelse af begrundelsen herfor og oplysning om, hvornår anken forventes færdigbehandlet.

Stk. 3. Institutionen giver hurtigst muligt den studerende meddelelse om og bedømmerne kopi af afgørelsen. Går afgørelsen ud på tilbud om ombedømmelse eller omprøve, skal den studerende informeres om, at ombedømmelse eller omprøve kan resultere i en lavere karakter.

Stk. 4. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog § 52.

Stk. 5. Omprøve og ombedømmelse sker efter reglerne i § 46.

Kapitel 11

Klager over afgørelser truffet af en uddannelsesinstitution eller et ankenævn

§ 52. Klage over retlige spørgsmål i afgørelser, der er truffet af bedømmerne i henhold til § 46, stk. 3, og ankenævnet i henhold til § 50, stk. 1, indbringes til uddannelsesinstitutionen inden for en frist af 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren. Institutionen træffer herefter afgørelse.

Stk. 2. Klager over retlige spørgsmål i afgørelser, der er truffet af institutionen efter reglerne i bekendtgørelsen, kan indbringes for Styrelsen for Videregående Uddannelser. Klagen indgives til institutionen, der afgiver en udtalelse, som den studerende skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist på normalt 1 uge. Institutionen sender klagen, udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer til styrelsen. Fristen for indgivelse af klage til institutionen er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Kapitel 12

Andre regler

§ 53. Den studerende har ophavsretten til produkter, der fremkommer som resultat af en prøve, i henhold til reglerne i lov om ophavsret, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Den studerende har tillige ejendomsretten til disse produkter mod betaling af eventuelle udgifter til materialer, som er anvendt ved prøven, jf. dog stk. 3. Hvis den studerende ikke gør ejendomsretten gældende inden for 2 måneder, efter at resultatet af bedømmelsen er meddelt, overgår ejendomsretten til uddannelsesinstitutionen.

Stk. 3. Inddrager prøveforløbet parter uden for institutionen, aftales det forudgående mellem institutionen, den studerende og tredjeparten, i hvilket omfang de under respekt af gældende ophavsretlige regler er berettiget til at anvende de resultater, der fremkommer som et led i prøveforløbet, herunder om eventuelle oplysninger vedrørende tredjepartens forhold, der forekommer i opgaveløsningerne, må offentliggøres.

§ 54. Styrelsen for Videregående Uddannelser kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det er begrundet1i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 5, stk. 5, § 8, stk. 5, § 9. stk. 2, § 41, stk. 2, og § 47, stk. 3.

Stk. 2. Styrelsen for Videregående Uddannelser kan tillade, at bekendtgørelsens regler fraviges som et led i forsøg og udviklingsarbejde.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 55. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. december 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1046 af 30. juni 2016 om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser ophæves.

Stk. 3. § 1, stk. 2, får virkning, når universitetet har fastsat interne regler om prøver og eksamen, dog senest fra studieåret 2017/2018.

Styrelsen for Videregående Uddannelser, den 2. december 2016

Nils Agerhus

/ Kirsten Lippert