Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 74-16 Arbejdsskade - om varigt mén - blærekræft - fradrag - konkurrerende årsager

Resumé:

Anerkendelse af en sygdom som en arbejdsskade (erhvervssygdom) er ikke til hinder for, at der kan træffes afgørelse om nedsættelse eller bortfald af méngodtgørelsen, hvis den tilskadekomnes helbredsmæssige situation helt eller delvist skyldes andre forhold end den erhvervsbetingede sygdom.

Det er ikke i forhold til blærekræft muligt at fastslå, om denne konkret skyldes udsættelse for dieselos eller rygning. I forhold til en anerkendt blærekræft som følge af udsættelse for dieselos vil det derfor være afgørende, om en eventuel tobaksrygning udgør en så stor risikofaktor, at der skal foretages fradrag i ménet.

Der er ikke ud fra lægefaglige studier – modsat i sager om asbestpåvirkninger og rygning i forhold til risikoen for at udvikle lungekræft – dokumentation for en synergieffekt mellem udsættelse for dieselos og tobaksrygning i forhold til risikoen for at udvikle blærekræft. Udsættelse for dieselos har således ikke større negativ effekt, hvis der er tale om en ryger, end hvis der er tale om en ikke-ryger. De to risikofaktorer lægger sig i stedet oveni hinanden, det vil sige, at der er tale om additiv virkning af de to risici.

Méngraden fastsættes på baggrund af den del af lidelsen, som skønnes at måtte være arbejdsbetinget. Der sker i disse sager en afvejning af på den ene side den arbejdsmæssige udsættelse og dennes sværhedsgrad, og på den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse.

I den konkrete sag havde den tilskadekomne været udsat for dieselos i en årrække og havde samtidig røget cirka 10 cigaretter dagligt i 30 år (svarende til 15 pakkeår). Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne havde et samlet varigt mén på 40 procent, men at tobaksrygningen udgjorde en så stor risikofaktor i forhold til udsættelsen for dieselos, at der skulle foretages et fradrag i ménet.

Tilskadekomnes tobaksforbrug øgede, ud fra en lægefaglig vurdering, risikoen for at udvikle blærekræft med cirka 2-3 gange i forhold til en person, der ikke har røget. Den erhvervsmæssige udsættelse (dieselos) øgede risikoen med cirka 1,25 til 1,5 gange i forhold til en person, der aldrig har været udsat for dieselos. Ved både udsættelse for dieselos og rygning var der ud fra en lægefaglig vurdering tale om en risikoforøgelse på cirka 2,25-3,5 gange i forhold til en person, der aldrig har hverken røget eller erhvervsmæssigt udsat for dieselos, hvorfor rygning udgjorde langt den overvejende risiko.

Ankestyrelsen fandt således ud fra en konkret bevisvurdering baseret på statistiske risikoanalyser, at tilskadekomnes helbredsmæssige tilstand med overvejende sandsynlighed også skyldtes andre forhold end den erhvervsmæssige udsættelse.

Lovgivning:

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013, ændret ved lov nr. 395 af 2. maj 2016 - § 12 og § 18

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare rækkevidden af Højesterets dom af 11. december 2015 i forhold til spørgsmålet om fradrag for rygning i andre sager om anerkendte kræftsygdomme end lungekræft, hvor rygning kan være en medvirkende årsag til udvikling af kræften.

2. Reglerne

Lov om arbejdsskadesikring § 12 fastslår, at erstatning og godtgørelse efter §§ 15-18 fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatning eller godtgørelse kan nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige eller sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden.

§ 12, stk. 2, fastslår, at et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod eller andet er fastsat i loven (formodningsreglen).

Lov om arbejdsskadesikring § 18 fastslår, at den tilskadekomne har ret til godtgørelse, hvis en arbejdsskade har påført den tilskadekomne et varigt mén. Méngraden fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de ulemper i den tilskadekomnes personlige livsførelse, som arbejdsskaden har forvoldt.

3. Andre principafgørelser

Denne afgørelse er et supplement til 4-16 – udmelding af Højesterets dom af 11. december 2015 om fradrag i ménet for rygning i en sag om anerkendt lungekræft som følge af udsættelse for asbest

4. Den konkrete afgørelse

Du har klaget over Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse om varigt mén. Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgjorde sagen den 19. februar 2016.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du har ret til 5 procent i godtgørelse for varigt mén.

Det betyder, at vi stadfæster Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at følgerne af arbejdsskaden svarer til et varigt mén på 5 procent.

Vi vurderer, at dine samlede gener svarer til en méngrad på 40 procent. Vi foretager et fradrag svarende til skønsmæssigt 9/10, da vi vurderer, at der med overvejende sandsynlighed også er andre årsager til dit samlede varige mén end arbejdsskadens følger.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du har kræft i urinblæren. Du har som følge af din kræftsygdom fået fjernet urinblæren og prostata og har fået anlagt en Brickerblære og stomi.

Vi lægger også vægt på, at du er plaget af lymfesamlinger i bughulen, som siver via urinrøret.

Vi sammenligner dine gener med méntabellens punkt I. 2., hvorefter en kræftsygdom, radikalt opereret/behandlet, men med stor eller meget stor risiko for tilbagefald svarer til et varigt mén på 15 procent eller mindre. Vi vurderer ménet for din kræftsygdom til skønsmæssigt 10 procent.

Vi sammenligner også dine gener med méntabellens punkt F. 3.6., hvorefter urostomi uden reservoir (Bricker) svarer til et varigt mén på 30 procent.

I forhold til fradraget i dit samlede varige mén lægger vi vægt på, at du har haft et privat tobaksforbrug på cirka 15 pakkeår, svarende til 10 cigaretter dagligt i cirka 30 år.

Vi lægger vægt på, at lægefaglig erfaring viser, at udsættelse alene for dieselos i et omfang svarende til, hvad du har været udsat for, medfører en øget risiko for kræft i urinblæren med cirka 1,25 til 1,5 gange en person, der aldrig har været udsat.

Ligeledes viser lægefaglig erfaring, at risikoen for at udvikle kræft i urinblæren alene som følge af rygning svarende til et tobaksforbrug på 15 pakkeår medfører en øget risiko med cirka 2 til 3 gange en person, der aldrig har røget.

Ved både dieselos og rygning i et omfang som du har været udsat for, er der ud fra en lægefaglig vurdering en risiko forøgelse for at udvikle blærekræft på cirka 2,25 til 3,5 gange en person, der hverken har røget eller været erhvervsmæssigt udsat for dieselos.

Vi finder det overvejende sandsynligt, at årsagen til, at du har udviklet kræft i urinblæren er en kombination af følgerne af dit private tobaksforbrug og følgerne efter udsættelse for dieselos, hvor rygning udgør langt den største risiko.

Vi vurderer derfor, at der er grundlag for at foretage et fradrag i det samlede varige mén på skønsmæssigt 9/10.

Oplysningerne fremgår særligt af den arbejdsmedicinske speciallægeerklæring af den 10. februar 2016 og journalnotat fra Arbejds- og miljømedicinsk klinik modtaget den 10. marts 2016.

Om reglerne

Der udbetales kun godtgørelse for varigt mén, hvis méngraden er 5 procent eller mere. Beskæftigelsesministeriet udarbejder ud fra erfaringer fra tidligere tilfælde en vejledende méntabel med méngrader for de mest almindelige skader. Ankestyrelsen tager normalt udgangspunkt i denne tabel ved vurderingen af en skade.

Hvis dele af det varige mén med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end arbejdsskaden, foretager vi et fradrag i godtgørelsen for varigt mén. Fradrag i godtgørelsen kan kun ske, hvis den forudbestående eller konkurrerende skade eller sygdom allerede havde medført helbredsmæssige gener inden arbejdsskaden, eller hvis den med overvejende sandsynlighed ville medføre helbredsmæssige gener i den nærmeste fremtid, selvom arbejdsskaden ikke var sket.

I sager om kræft i urinblæren fastsættes méngraden alene på baggrund af den del af lidelsen, som skønnes at måtte være arbejdsbetinget. Der sker i disse sager en afvejning af på den ene side den arbejdsmæssige udsættelse og dennes sværhedsgrad, og på den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse.