Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 87-16 om efterværn - mellemkommunal refusion

Resumé:

Ifølge retssikkerhedsloven bevilger opholdskommunen som hovedregel hjælp til borgerne og afholder også udgifterne hertil. Det gælder også efterværn. Fravigelse af dette princip kræver udtrykkelig hjemmel.

Der er i loven indsat en særregel, der dækker de særlige tilfælde, hvor den unge var anbragt uden for hjemmet frem til det 18. år, og opholdskommunen havde ret til refusion for anbringelsesudgifterne. I de situationer har opholdskommunen også ret til refusion for udgifterne under efterværn.

Ordlyden i refusionsbestemmelsen om efterværn kan ikke fortolkes udvidet. En ny opholdskommune har derfor ikke ret til refusion for udgifter til efterværn m.v., hvis der ikke var ret til refusion under anbringelsen.

Når en anbringelse uden for hjemmet fortsætter i et efterværnsophold, er der både mellemkommunal refusion for udgifter til selve efterværnet og for ydelser til borgeren efter andre love.

Det er en forudsætning, at de udbetalte ydelser til borgeren vedrører perioden for efterværnet, og at der er tale om ydelser nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1.

Refusionen er ikke betinget af, at efterværnet er etableret i forbindelse med det fyldte 18. år, eller at det fortsætter ubrudt frem til det 23. år. Retten til refusion for udgifter til efterværn består således i hele efterværnsperioden, uanset om efterværnet først bliver etableret senere eller i en periode har været afbrudt.

Retten til refusion består, selv om den unge i efterværn flytter fra sit døgnophold og i stedet får en kontaktperson.

Retten til refusion er ikke betinget af, at handlekommunen overholder alle formelle sagsbehandlingsregler om handleplaner, så længe det er dokumenteret, at der er brug for den hjælp, der er bevilget.

I sag nr. 1 tiltrådte Ankestyrelsen kommunens afgørelse om ikke at yde refusion. Den unge var flyttet efter det 18. år, og der havde ikke været refusion under anbringelsen.

I sag nr. 2 tiltrådte Ankestyrelsen også kommunens afgørelse om ikke at yde refusion. Den unge var under anbringelsen flyttet til ny kommune sammen med sin plejefamilie, og denne opholdskommune havde ikke haft ret til refusion.

Ændring af praksis

Denne principafgørelse er en ændring af Ankestyrelsens tidligere praksis. Ankestyrelsens principafgørelser har som udgangspunkt virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen. Undtagelse herfra er, hvis der tidligere har været tale om en forkert fortolkning af loven (en retsvildfarelse) eller ulovlig praksis. På baggrund af en fortolkning af bestemmelsen og forarbejderne, må den tidligere praksis anses for at være baseret på en retsvildfarelse.

Som konsekvens af praksisændringen skal Ankestyrelsen tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage sager, hvor et nævn eller Ankestyrelsen har pålagt en kommune at betale refusion efter tidligere praksis.

Ankestyrelsen vurderer, at det vil være en betydelig administrativ byrde for styrelsen at søge at identificere sagerne, og der vil ikke være sikkerhed for, at alle sager ville kunne identificeres. Ankestyrelsen vil derfor informere kommunerne gennem KL om muligheden for at søge om genoptagelse og vejlede om retningslinjerne herfor.

Lovgivning:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1052 af 8. september 2015 - § 9 c, stk. 4

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagerne principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt for at afklare, om ordlyden i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, skal fortolkes på den måde, at retten til refusion for udgifter til efterværn er betinget af, at der inden det 18. år har været refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 6.

2. Reglerne

Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 6, bestemmer, at der er refusion, når en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i lov om social service.

Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, fastslår, at når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, når der iværksættes foranstaltninger, det vil sige efterværn, efter § 76, stk. 3, i lov om social service.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

66-13: Retten til refusion på grundlag af en beslutning om efterværn ophører, når efterværnet bringes til ophør. Efterværn ydes for i en afgrænset periode at hjælpe den unge, der har været anbragt uden for hjemmet, til en bedre overgang til voksenlivet. En pligt til refusion for udgifter til efterværn vil tilsvarende vedrøre denne afgrænsede periode.

Kasserede

Følgende principafgørelser er kasseret og gælder ikke længere, da de vedrører situationer, hvor der ikke på noget tidspunkt var ret til refusion. Øvrige principielle budskaber i de kasserede afgørelser er indarbejdet i denne principafgørelse.

64-14: Retten til refusion er ikke betinget af, at efterværnet er etableret i forbindelse med det fyldte 18. år, eller at det fortsætter uafbrudt frem til det fyldte 23. år. Retten til refusion for udgifter til efterværn består således i hele efterværnsperioden, uanset om efterværnet først bliver etableret senere eller i en periode har været afbrudt.

87-13: Når en anbringelse uden for hjemmet fortsætter i et efterværnsophold, er der både mellemkommunal refusion for udgifter til selve efterværnet og for ydelser til borgeren efter andre love.

Det er en forudsætning, at de udbetalte ydelser til borgeren vedrører perioden for efterværnsopholdet, og at der er tale om ydelser nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1.

R-6-06: Det var tilstrækkeligt dokumenteret i sagens oplysninger, at der havde været behov for efterværnsforanstaltninger udover den periode, som den tidligere kommunes refusionstilsagn omhandlede.

Det forhold, at den nye opholdskommune ikke havde opfyldt servicelovens krav om opfølgning af udfærdigelse af handleplaner i forhold til anbringelsen og ikke havde orienteret den tidligere kommune om forløbet kunne ikke i sig selv medføre at refusionspligten ophørte.

R-7-05: Den tidligere opholdskommune skulle refundere den nye opholdskommunes udgifterne til personlig rådgiver, uanset den unge ikke længere var anbragt.

Begrundelsen var, at Y kommune havde iværksat en foranstaltning i form af personlig rådgiver for en ung, og at den unge umiddelbart forud for sin 18 års fødselsdag var anbragt af X kommune på et anbringelsessted i Y kommune.

4. De konkrete afgørelser

Sag 1: J.nr. 2015-2211-11289

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i en sag om klage over A Kommunes afgørelse om afslag på mellemkommunal refusion. A Kommune afgjorde sagen 26. januar 2015.

Resultatet er:

B Kommune har ikke ret til refusion fra A Kommune under NNs efterværn.

Det betyder, at vi stadfæster A Kommunes afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at betingelserne for refusion ikke er opfyldt. Udgiften til hjælpen må derfor afholdes af den kommune, der har iværksat hjælpen.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at NN inden det 18. år var anbragt af A Kommune i A Kommune. A Kommune var derfor både handle- og betalingskommune for NN, og der var ingen ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 6.

Det følger af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, at retten til refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 6, fortsætter, når der iværksættes støtte i form af efterværn efter servicelovens § 76, stk. 3.

Det følger direkte af ordlyden, at det er væsentligt for retten til refusion, at der inden det 18. år har været refusion efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, i forbindelse med at barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet.

Vi finder, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller i forarbejder kan findes holdepunkter for en mere udvidet fortolkning af § 9 c, stk. 4.

Vi finder på den baggrund, at retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, ikke giver en selvstændig ret til refusion, men at bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den allerede inden det 18. år eksisterende ret til refusion, jf. § 9 c, stk. 2, nr. 6.

Vi finder derfor, at A Kommune ikke er refusionspligtig for udgifterne til NNs efterværn.

Sag 2: J.nr. 2014-2211-62159

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i en sag om klage over B Kommunes afgørelse om afslag på mellemkommunal refusion. B Kommune afgjorde sagen den 9. april 2014.

Resultatet er:

A Kommune har ikke ret til refusion under NNs efterværn.

Det betyder, at vi stadfæster B Kommunes afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Vi kritiserer, at B Kommune har begået fejl i sagsbehandlingen. Fejlen er at afgørelsen ikke blev genvurderet og sendt til Ankestyrelsen inden for 4 uger efter modtagelse af klagen i april 2014. Fejlen har ikke betydning for vores afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at betingelserne for refusion ikke er opfyldt. Udgiften til hjælpen må derfor afholdes af den kommune, der har iværksat hjælpen.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at A Kommune ikke modtog refusion for udgifter under anbringelsen af NN frem til han blev 18 år.

Vi er opmærksomme på, at A Kommune var refusionskommune under anbringelsen frem til hjemgivelsen i 2009, men at det efter genanbringelsen i september 2010 var C Kommune, der afholdt udgifterne, idet anbringelsen havde været afbrudt. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi mulighederne for refusion under efterværn er begrænset til de situationer, hvor opholdskommunen (dvs. A Kommune) også under anbringelsen efter § 9c, stk. 2, nr. 6, havde ret til refusion.

Vi vurderer således, at der ikke i loven er udtrykkelig hjemmel til at pålægge B Kommune pligt til refusion i denne situation, selv om B Kommune var handlekommune også efter at den unge sammen med plejefamilien flyttede til A Kommune inden han blev 18 år.