Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål og sammensætning m.v.
Kapitel 2 Udvalg under rådet
Kapitel 3 Forretningsgang og mødevirksomhed
Kapitel 4 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om forretningsorden for Arbejdsmiljørådet

I medfør af § 67, stk. 7, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010, som ændret ved lov nr. 1717 af 27. december 2016, fastsættes:

Kapitel 1

Formål og sammensætning m.v.

§ 1. Arbejdsmiljørådet er det forum, hvor arbejdsmarkedets parter drøfter og samarbejder om et sikkert og sundt arbejdsmiljø og deltager i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af den samlede arbejdsmiljø- og arbejdsskadeindsats gennem rådgivning af beskæftigelsesministeren.

§ 2. Arbejdsmiljørådet består af en formand og følgende andre medlemmer:

1) Seks medlemmer indstillet af Landsorganisationen i Danmark.

2) To medlemmer indstillet af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

3) To medlemmer indstillet af Akademikernes Centralorganisation.

4) Fire medlemmer indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening.

5) Et medlem indstillet af Ledernes Hovedorganisation.

6) Et medlem indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening og Landbrug & Fødevarer i fællesskab.

7) Et medlem indstillet af Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

8) To medlemmer indstillet af KL og Danske Regioner i fællesskab.

9) Et medlem indstillet af Finansministeriet.

Stk. 2. Følgende deltager med hver en repræsentant uden stemmeret i rådet:

1) Beskæftigelsesministeriet.

2) Arbejdstilsynet.

3) Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

4) Sundheds- og Ældreministeriet.

§ 3. Formanden og de øvrige medlemmer samt stedfortrædere for disse udpeges af beskæftigelsesministeren for fire år ad gangen og kan genudpeges. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 2. Arbejdsmiljørådet vælger blandt sine medlemmer en stedfortræder for formanden. Stedfortræderen fungerer i formandens fravær og i tilfælde af, at der ikke er udpeget en formand.

§ 4. Sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmiljørådet varetages af Arbejdsmiljørådets sekretariat, som er en selvstændig og afgrænset enhed i Arbejdstilsynet.

Stk. 2. Sekretariatet refererer til Arbejdsmiljørådets formand for så vidt angår varetagelsen af sekretariatsopgaven.

Kapitel 2

Udvalg under rådet

Forretningsudvalg

§ 5. Arbejdsmiljørådet kan blandt sine medlemmer og stedfortrædere nedsætte et forretningsudvalg.

Stk. 2. Arbejdsmiljørådet fastsætter udvalgets opgaver og kompetence i en forretningsorden for udvalget.

Stk. 3. Udvalgets formand udpeges af Arbejdsmiljørådet.

Stk. 4. Arbejdsmiljørådets sekretariat varetager sekretariatsbetjeningen af rådets forretningsudvalg.

Dialogforum for tværgående samarbejde og udvikling

§ 6. Arbejdsmiljørådet nedsætter et stående udvalg, Dialogforum for tværgående samarbejde og udvikling (herefter benævnt Dialogforum), der skal drøfte strategiske politiske prioriteringer samt udvikle og indstille forslag til tværgående aktiviteter.

§ 7. Dialogforum består af medlemmerne af Arbejdsmiljørådets forretningsudvalg og formandskabet for hvert Branchefællesskab for arbejdsmiljø (formand og næstformand eller disses suppleanter). Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og andre relevante aktører kan deltage når det er relevant.

§ 8. Arbejdsmiljørådet prioriterer, godkender og iværksætter tværgående aktiviteter efter indstilling fra Dialogforum.

Stk. 2. Flere branchefællesskaber indgår i de tværgående aktiviteter. Arbejdsmiljørådet og andre aktører på arbejdsmiljøområdet kan også indgå i aktiviteterne.

Stk. 3. De tværgående aktiviteter skal være virksomhedsrettede eller udspringe af politiske aftaler, initiativer fra Arbejdstilsynet, temadrøftelser i Arbejdsmiljørådet eller aktuelle emner, som er relevante på tværs af branchefællesskaberne.

§ 9. Arbejdsmiljørådet sekretariatet bistår Arbejdsmiljørådet med udarbejdelse af regnskab og årlig redegørelse. Kravene til regnskab og årlig redegørelse følger af bekendtgørelse om branchefællesskaber for arbejdsmiljø, kapitel 4 og 5.

Andre udvalg

§ 10. Arbejdsmiljørådet kan nedsætte andre stående udvalg samt arbejdsudvalg, herunder regeludvalg. Rådet kan udpege medlemmer til disse udvalg også uden for rådets medlemskreds.

Stk. 2. Udvalgene skal være repræsentativt sammensat. Rådet kan om nødvendigt tilkalde særligt sagkyndige til at deltage i udvalgenes arbejde.

Stk. 3. Formanden for de enkelte stående udvalg og arbejdsudvalg udpeges af rådets formand, medmindre andet bestemmes af Arbejdsmiljørådet.

Stk. 4. Udvalgene afgiver indstilling til rådet i de forelagte sager. Arbejdsmiljørådets formand kan fastsætte frister herfor.

Stk. 5. Arbejdsmiljørådet træffer bestemmelse om organisering af et sekretariat for regeludvalg nedsat under rådet. Arbejdstilsynet stiller normalt sekretariatsbetjening til rådighed.

Stk. 6. Arbejdsmiljørådet stiller efter konkret vurdering sekretariatsbetjening til rådighed for øvrige udvalg.

Kapitel 3

Forretningsgang og mødevirksomhed

§ 11. Der afholdes møde i Arbejdsmiljørådet efter formandens bestemmelse eller på anmodning fra et eller flere medlemmer.

§ 12. Arbejdsmiljørådets sekretariat skal normalt senest ti arbejdsdage før mødet udsende indkaldelse med dagsorden samt materiale, der skønnes nødvendigt for behandling i rådet.

Stk. 2. En eventuel tillægsdagsorden skal normalt udsendes senest fem arbejdsdage før mødet. Ethvert medlem kan få en sag sat på tillægsdagsordenen, ligesom ethvert medlem kan få udsat sager, der er optaget på en tillægsdagsorden.

§ 13 Formanden leder møderne. Er formanden ikke til stede, leder formandens stedfortræder møderne.

Stk. 2. Under forhandlingerne har ethvert af medlemmerne og repræsentanterne efter §2, stk.1 og 2, ret til at få ordet og ret til at få en sag udsat. Formanden kan fastsætte en frist for den afsluttende behandling af en udsat sag.

Stk. 3. Arbejdsmiljørådet kan indhente erklæringer fra sagkyndige og iværksætte undersøgelser til brug for sit arbejde.

§ 14. Arbejdsmiljørådet er beslutningsdygtigt, hvis mindst halvdelen af rådets medlemmer eller disses stedfortrædere er til stede.

Stk. 2. Det skal tilstræbes, at rådets beslutninger træffes i enighed. Ved uenighed kan formanden beslutte at sætte en sag til afstemning. I så fald træffes rådets beslutninger ved stemmeflertal blandt de tilstedeværende medlemmer. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. I sager, hvor rådet afgiver indstilling til beskæftigelsesministeren, skal det udtrykkeligt fremgå af Arbejdsmiljørådets indstillinger, hvilke organisationer der afgiver de enkelte indstillinger.

§ 15. Formanden sikrer, at Arbejdsmiljørådets indstillinger og beslutninger er udfærdiget i overensstemmelse med rådets vedtagelser, og underskriver disse på rådets vegne. Rådets sekretariat udarbejder et referat efter hvert rådsmøde.

Kapitel 4

Ikrafttræden

§ 16 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1477 af 20. december 2004 med senere ændringer om forretningsorden for Arbejdsmiljørådet.

Beskæftigelsesministeriet, den 27. december 2016

Troels Lund Poulsen

/ Peter Vesterheden