Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af sundhedsloven

(Justering af takster for somatiske færdigbehandlingsdage)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016, som ændret ved § 33 i lov nr. 618 af 8. juni 2016 og § 39 i lov nr. 620 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 238 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1, opkræver staten bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag for første og anden sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og med den tredje sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

2. § 238, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den betaling, som er nævnt i stk. 1 og 3, kan maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau). Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.«

3. I § 238, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-4«.

4. I § 238 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Sundheds- og ældreministeren fastsætter regler om tilbageførsel af provenuet efter stk. 2 til kommunerne.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2017.

Givet på Marselisborg Slot, den 27. december 2016

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Ellen Trane Nørby