Senere ændringer til forskriften
Dokumentets indarbejdede forskrifter
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Fastsættelse af regler om gødning og jordforbedringsmidler m.v.
Kapitel 2 Administrative bestemmelser
Kapitel 3 Straffebestemmelser
Kapitel 4 Ikrafttrædelsesbestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v.

Herved bekendtgøres lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 417 af 3. maj 2011, med den ændring, der følger af § 60 i lov nr. 1715 af 27. december 2016.1)

Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 10 a træder i kraft den 1. februar 2017, jf. § 24, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Kapitel 1

Fastsættelse af regler om gødning og jordforbedringsmidler m.v.

§ 1. Produkter omfattet af denne lov skal opfylde de bestemmelser, der er fastsat efter §§ 2-4, have en dokumenterbar virkning, være af god handelsmæssig kvalitet og må ikke ved normal brug have en skadelig virkning for menneskers, dyrs eller planters sundhed eller for miljøet og må ikke udgøre en risiko for den offentlige sikkerhed.

§ 2. Miljø- og fødevareministeren2) kan fastsætte regler om produktion, opbevaring, køb, salg eller anden form for overdragelse, distribution, import og eksport af alle produkter, der er bestemt til:

1) Fremme af planters vækst, og hvis virkning helt eller overvejende beror på deres indhold af plantenæringsstoffer (gødninger).

2) Fremme af omsætningen af indholdet af organisk stof i komposteringsmateriale (komposteringspræparater).

3) Ændring af jords eller voksemediers fysiske, kemiske eller biologiske tilstand, og hvis virkning ikke eller kun i ringe grad beror på et indhold af plantenæringsstoffer (jordforbedringsmidler).

4) Anvendelse som voksemedier for planter.

5) Fremme af optagelsen af næringsstoffer ved podning på frø, planter, jord eller voksemedier.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at reglerne i denne lov og regler fastsat i medfør heraf skal gælde for produkter, der ikke er omfattet af stk. 1, men som har samme virkning.

§ 3. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte de regler og iværksætte de foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelse af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser om fravigelse af reglerne i Det Europæiske Fællesskabs direktiver, beslutninger og forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, i det omfang dette er hjemlet i retsakterne.

§ 4. Miljø- og fødevareministeren kan ved fastsættelse af regler efter § 2 og § 3 fastsætte regler om

1) produkternes indhold, herunder grænseværdier for uønskede stoffer, produkternes sammensætning og kvalitet m.v.,

2) pakning og mærkning,

3) registrering og godkendelse af betegnelse og mærkning m.v.,

4) registrering af produktionsvirksomheder, forhandlere, importører og distributører af gødning og jordforbedringsmidler m.v. og

5) regnskab over produktion, køb, import, salg og lager.

Kapitel 2

Administrative bestemmelser

§ 5. Miljø- og fødevareministeren kan meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af loven eller af regler udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov.

Stk. 2. Hvis et påbud ikke efterkommes inden en nærmere fastsat frist, kan miljø- og fødevareministeren lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning.

§ 6. Er der en begrundet formodning om, at et bestemt produkt omfattet af denne lov udgør en sikkerheds- eller sundhedsfare for mennesker, dyr eller planter eller en risiko for miljøet, kan miljø- og fødevareministeren forbyde salg og anvendelse af produktet, indtil resultatet af en iværksat undersøgelse foreligger.

§ 7. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om tilsyn og kontrol med overholdelsen af denne lov eller de i medfør heraf fastsatte regler eller Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov.

§ 8. Miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af de relevante forordningsbestemmelser og denne lov samt de regler, der er udstedt i medfør heraf. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan i forbindelse hermed foretage sammenstilling og samkøring af oplysninger, herunder personoplysninger, i kontroløjemed.

§ 9. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om opkrævning og betaling til hel eller delvis dækning af udgifter til tilsyn, kontrol og administration efter denne lov, efter regler udstedt i medfør af denne lov og efter relevante forordningsbestemmelser.

Stk. 2. Betalingsforpligtelser efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf og betalingsforpligtelser, der følger af det Europæiske Fællesskabs forordninger, tillægges renter. Medmindre andet er fastsat ved forordning, beregnes renten fra forfaldsdagen, og til betaling sker med den i lov om renter ved forsinket betaling m.v. fastsatte referencesats med tillæg. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For erindringsskrivelser betales et gebyr på 100 kr., som reguleres pr. 1. januar med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent for det pågældende finansår. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10.

§ 9 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med anmeldelse af produkter efter regler fastsat i medfør af § 4, nr. 3, registrering af virksomheder efter regler fastsat i medfør af § 4, nr. 4, og afgivelse af oplysninger efter regler fastsat i medfør af § 9, til brug for hel eller delvis fastlæggelse af virksomhedens betaling af udgifter ved kontrol og administration af loven.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at ministeren ved henvendelser til virksomheder om forhold, der er omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 1, alene anvender digital kommunikation.

Stk. 3. Ministeren kan for den kommunikation, der er nævnt i stk. 1, fastsætte regler om vilkår for anvendelse af digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at ministeren kan udstede afgørelser og andre dokumenter i forbindelse med den kommunikation, der er nævnt i stk. 2, uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Miljø- og Fødevareministeriet som afsender.

Stk. 6. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 10. Henlægger miljø- og fødevareministeren sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at en klage ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan efter forhandling med vedkommende minister henlægge sine beføjelser efter denne lov til en anden statslig myndighed eller institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders eller institutioners afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

§ 10 a. Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 4 og 8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.

§ 11. Miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlig og privat ejendom, lokaliteter, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til brug for løsning af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af loven eller bestemmelser i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af den i stk. 1 nævnte kontrol. Miljø- og fødevareministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Den, der er omfattet af reglerne i denne lov, af regler fastsat i medfør af denne lov eller af bestemmelser i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov, skal efter anmodning fra miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som er påkrævet af hensyn til kontrollens gennemførelse, samt vederlagsfrit yde ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, fornøden bistand ved kontrol, prøvetagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrifter af oplysninger, som opbevares i elektronisk form.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan udtage prøver til undersøgelse uden at skulle erlægge betaling herfor.

§ 12. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater på grundlag af tilsyn og kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven eller af Det Europæiske Fællesskabs forordninger. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning på offentliggørelsen.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder, at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

Kapitel 3

Straffebestemmelser

§ 13. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder forbud eller undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 5, stk. 1, eller § 6, eller

2) undlader at afgive oplysninger eller at stille bistand til rådighed efter § 11, stk. 3.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne. I reglerne kan der endvidere fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler fastsat af Det Europæiske Fællesskab om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 14. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan miljø- og fødevareministeren tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Kapitel 4

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 15. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.3)

Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden ophæves lov om gødning og jordforbedringsmidler m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 853 af 25. september 1996.

Stk. 3. Regler fastsat i medfør af den i stk. 2 nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler fastsat i medfør af denne lov. Overtrædelser straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de afvigelser, de særlige grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet4) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 24. Loven træder i kraft den 1. februar 2017.

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. Erhvervsministeren5) kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte overgangsregler.

Stk. 4. (Udelades)

Stk. 5. Regler, der er fastsat i henhold til hidtil gældende regler, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat med hjemmel i denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 6. Verserende klagesager i Natur- og Miljøklagenævnet eller Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der ikke er færdigbehandlet ved denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles og afgøres af Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i denne lov. Dette gælder dog ikke verserende klagesager ved Natur- og Miljøklagenævnet, som ved lovens ikrafttræden skal færdigbehandles og afgøres af Planklagenævnet, jf. § 1 i lov om Planklagenævnet.

Stk. 7. (Udelades)

NaturErhvervstyrelsen, den 4. januar 2017

Jette Petersen

/ Dorthe Nielsen

Officielle noter

1) Denne lovbekendtgørelse gengiver alene ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelsen i lov nr. 1715 af 27. december 2016. De bemærkninger om ikrafttrædelsesbestemmelser for de tidligere vedtagne ændringer af loven, der fremgår af lovbekendtgørelse nr. 417 af 3. maj 2011, er ikke gengivet i denne lovbekendtgørelse.

2) Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blev Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sammenlagt til et Miljø- og Fødevareministerium, jf. bekendtgørelse nr. 1229 af 3. november 2015 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

3) Loven er trådt i kraft den 1. september 2008, jf. bekendtgørelse nr. 854 af 27. august 2008.

4) Lovændringen vedrører indsættelse af § 10 a.

5) Ved kongelig resolution af 28. november 2016 er betegnelsen Erhvervs- og Vækstministeriet ændret til Erhvervsministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 1777 af 23. december 2016.