Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om tilskud til kiropraktisk behandling i praksissektoren

I medfør af § 72, stk. 1, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016, fastsættes:

§ 1. Tilskud til gruppe 1-sikrede personer er betinget af, at de søger en kiropraktor, der har tilsluttet sig den gældende overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Kiropraktor Forening.

§ 2. Betalingstakster for de sikrede og de nærmere vilkår for hjælpens ydelse fastsættes i overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Kiropraktor Forening.

§ 3. For patienter, der omfattes af forløbspakkerne vedrørende lumbal diskusprolaps, cervikal diskusprolaps samt spinalstenose, ydes der følgende tilskud:

1) Til kiropraktisk klinisk forundersøgelse af patient ydes et tilskud på 410,40 kroner.

2) Til kiropraktisk klinisk forundersøgelse af patient i aktuelt behandlingsforløb ydes et tilskud på 342,00 kroner.

3) Til de opfølgende konsultationer, der er en del af forløbspakkerne, samt til de afsluttende forløbskonsultationer ydes et tilskud på 182,80 kroner.

4) Til opfølgende konsultation ydes et tilskud på 136,80 kroner.

5) Til røntgenundersøgelse ydes et tilskud på 116,00 kroner.

6) Til rekvirering og fortolkning af fremmede billeder ydes et tilskud på 56,00 kroner.

7) Til supplerende røntgenundersøgelse ydes et tilskud på 56,00 kroner.

8) Til ultralydsundersøgelse ydes et tilskud på 116,00 kroner.

9) Til introduktion til superviseret træning ydes et tilskud på 109,00 kroner.

10) Til superviseret træning ydes et tilskud på 52,00 kroner.

Stk. 2. Nærmere retningslinjer for afgrænsningen af den personkreds, der er omfattet af tilskudsbestemmelserne i stk. 1, fastsættes i overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Kiropraktor Forening.

§ 4. Til andre patienter end de i § 3, nævnte, ydes der følgende tilskud:

1) Til kiropraktisk klinisk forundersøgelser ydes et tilskud på 109,00 kroner.

2) Til de opfølgende konsultationer ydes et tilskud på 41,00 kroner.

3) Til røntgenundersøgelse ydes et tilskud på 116,00 kroner.

4) Til rekvirering og fortolkning af fremmede billeder ydes et tilskud på 56,00 kroner.

5) Til supplerende røntgenundersøgelse ydes et tilskud på 56,00 kroner.

6) Til ultralydsundersøgelse ydes et tilskud på 116,00 kroner.

7) Til introduktion til superviseret træning ydes et tilskud på 85,00 kroner.

8) Til superviseret træning ydes et tilskud på 41,00 kroner.

§ 5. De i §§ 3 og 4 anførte tilskudsbeløb er angivet i 1. oktober 2016-niveau. Tilskudsbeløbene reguleres i henhold til de i godkendt overenskomst fastsatte regler.

§ 6. Tilskud til behandling hos kiropraktor ydes af regionsrådet i den sikredes bopælsregion.

§ 7. Både gruppe 1- og gruppe 2-sikrede personer betaler deres egen andel af honoraret direkte til kiropraktoren. Til gruppe 2-sikrede personer, der har fået behandling hos en kiropraktor, der ikke har tilsluttet sig overenskomsten, udbetaler bopælskommunen tilskuddet på vegne af regionsrådet. For at få tilskuddet udbetalt skal patienten fremsende en kvitteret og specificeret regning til kommunen. Tilskuddet kan ikke overstige regningens beløb.

§ 8. Personer, der har ret til ydelser i praksissektoren i medfør af EF-retten eller internationale aftaler, har under ophold her i landet ret til tilskud til kiropraktisk behandling på samme vilkår som gruppe 1-sikrede.

Stk. 2. Ved EF-retten eller internationale aftaler forstås Rådets forordning (EØF) nr. 883/2004 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og den dertil knyttede forordning (EØF) nr. 574/72 om gennemførelse af forordning nr. 883/2004, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer.

Ikrafttræden

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2017.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1141 af 29. september 2010 om tilskud til kiropraktisk behandling i praksissektoren.

Sundheds- og Ældreministeriet, den 23. januar 2017

Ellen Trane Nørby

/ Erich Erichsen