Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse i sag 39.2016

afsagt af Tvistighedsnævnet den 15. december 2016

A

ved forhandlingssekretær Flemming Grønsund

3F Den Grønne Gruppe

mod

B

og

C

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Ida Skouvig (formand), politisk konsulent Ann Marie Willemoes Jørgensen (DA) og advokat Pernille Leidersdorf-Ernst (LO). Endvidere har som særligt sagkyndige medlemmer deltaget advokat Charlotte Strøm Petersen, udpeget af GLS-A, og forhandlingssekretær Morten Fischer-Nielsen, udpeget af 3F.

Mellem klageren, A, født den 7. maj 1988, og X v/B blev der den 3. august 2015 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes som landbrugselev med uddannelsesperiode fra den 17.august 2015 til den 20. marts 2017.

Denne sag drejer sig om godtgørelse for mistet uddannelsesgode og godtgørelse for misvisende uddannelsesaftale.

A har ved sin faglige organisation, 3F, Den Grønne Gruppe, ved klageskrift modtaget den 31. august 2016, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at B skal betale en godtgørelse på 35.000 kr. for mistet uddannelsesgode og en godtgørelse på 10.000 kr. for misvisende uddannelsesaftale med procesrente fra Tvistighedsnævnets afgørelse.

Af klageskriftet fremgår, at et tilsvarende krav uden held er forsøgt forkyndt over for C.

Sagen har været mundtligt forhandlet i Tvistighedsnævnet den 17. november 2016. Der har medvirket rumænsk tolk under mødet. Under mødet i Tvistighedsnævnet har C givet møde og har nedlagt påstand om frifindelse.

Tvistighedsnævnet har på den baggrund anset kravet for rejst personligt både mod B og C, der i henhold til en udskrift fra CVR begge var fuldt ansvarlige deltagere i X v/ B, indtil interessentskabet ophørte den 31. marts 2016.

Sagsfremstilling

I uddannelsesaftalens punkt 8 er der sat kryds i rubrikken, hvorefter lønnen udgør den gældende mindstebetaling for elever fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet, ligesom der er svaret ja til, om der ydes løn under påbygning i hovedforløb. Lønudbetalingsdagen er angivet som den sidste hverdag i måneden, og den normale arbejdstid er anført som 37 timer pr. uge. Samme dag, som uddannelsesaftalen blev indgået, underskrev parterne en ansættelseskontrakt, hvoraf bl.a. fremgår, at den gælder for medarbejdere, som ikke er dækket af overenskomst. Lønnen udgør ifølge kontrakten 16.000 kr. pr. måned. I kontraktens § 5 er angivet, at overarbejde afspadseres i forholdet 1-1, og under punkt 6 er angivet, at der ikke er feriefridag med løn i ansættelsesforholdet.

Af et brev af 9. december 2015, der er underskrevet af C og A, fremgår følgende:

”Vedr. X I/S

Som det vil være dig bekendt, måtte X I/S desværre indstille sin produktion med virkning fra den 04.12.2015 og i konsekvens heraf, ser vi os desværre nødsaget til at ophæve uddannelsesaftalen. Du opsiges til fratræden den 31. januar 2016.

Uddannelsesaftalen løber til den 20.03.2017.

Vi håber, at du får mulighed for at færdiggøre din uddannelse på en anden landbrugsejendom, og hvis din ny arbejdsgiver måtte ønske det, er vedkommende velkommen til at kontakte N1 på telefon nr. xx xx xx xx. ”

C, der blev indkaldt til mødet i Det faglige uddannelsesudvalg for Jordbrug, oplyste ifølge en mail fra N2, Jordbrugets Uddannelser, at han havde et arbejde at passe, og at han i øvrigt tidligere havde meddelt, at han ikke ville bruge tid på sagen. Mødet blev derfor ikke afholdt, og sagen blev indbragt for Tvistighedsnævnet.

Retsgrundlag

Af erhvervsuddannelseslovens § 55 fremgår bl.a.:

”Uddannelsesaftalen skal angive den løn, praktikvirksomheden skal betale til elever under praktikophold samt under skoleophold, der er omfattet af aftalen.

Stk. 2. Lønnen skal mindst udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. ”

Af erhvervsuddannelseslovens § 60 fremgår bl.a., at en uddannelsesaftale ikke kan opsiges af aftalens parter. Hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser sig at være urigtig eller senere brister, kan parterne hæve aftalen, jf. erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2.

Forklaringer

A har bl.a. forklaret, at han begyndte som elev den 17. august 2015. Både B og C havde deres gang på arbejdspladsen. Han arbejdede i klimastalden. Han havde ikke, da han indgik uddannelsesaftalen, fået noget at vide om, at virksomheden måske snart ville lukke, og han fik ikke hjælp fra virksomhedens side til at finde en ny elevplads. Han gik derfor arbejdsløs efter, at uddannelsesaftalen var blevet ophævet. Han stoppede med at arbejde den 9. december 2015, men han fik løn for ca. 2 måneder.

C har bl.a. forklaret, at alle, der blev ansat i 2015, fik at vide ved ansættelsessamtalen, at der var risiko for, at ejendommen kunne blive solgt, idet de lå i forhandlinger med Sparekassen Kronjylland. De fik valget mellem at gå konkurs eller at sælge ejendommen. De valgte at sælge ejendommen, der derefter blev solgt den 4. december 2015, og samtidig opsagde de alle medarbejdere. Aftalen var, at alle medarbejdere, herunder også A, skulle overtages af den nye ejer, der skulle betale dem løn fra den 4. december 2015 og tre måneder frem mod at de stod til rådighed. Han ved ikke, om A arbejdede for den nye ejer. Han havde sagt til A, at han kunne kontakte ham, hvis han havde brug for hjælp til at finde noget nyt, men A kontaktede ham aldrig. Han hjalp den anden elev med at finde en ny læreplads.

V1 har bl.a. forklaret, at han er ansat i Den Grønne Gruppe i Randers. Han forsøgte på vegne af A at kontakte C, men fik det svar, at han ikke havde yderligere forpligtelser over for A.

Procedure

A har til støtte for sin påstand om godtgørelse for mistet uddannelsesgode henvist til, at ophævelsen af uddannelsesaftalen er i strid med erhvervsuddannelseslovens § 60, idet ophævelsen ikke er begrundet i forhold, som han som elev bærer risikoen for. Han har derfor krav på en godtgørelse for mistet uddannelsesgode. Der foreligger skærpende omstændigheder, idet virksomheden ikke har ønsket at hjælpe ham med at komme videre, og desuden bør den sædvanlige godtgørelse forhøjes under hensyn til den almindelige udvikling i forbrugerprisindekset.

Til støtte for påstanden om en godtgørelse for misvisende uddannelsesaftale har klager bl.a. henvist til, at det er en væsentlig mangel ved uddannelsesaftalen, at den ikke henviser til overenskomsten. Det er desuden vildledende, at der udover uddannelsesaftalen er indgået en ansættelsesaftale, som indeholder en række oplysninger, der er i strid med overenskomsten, herunder fx oplysningerne om, at der ikke er krav på feriefridag, og at overarbejde honoreres i forholdet1-1. På grund af fejlenes grovhed bør godtgørelsen efter ansættelsesbevisloven ikke fastsættes til under 10.000 kr.

C har til støtte for påstanden om frifindelse navnlig anført, at han og B ikke havde mulighed for at fortsætte elevaftalen, idet alternativet til et salg var en konkurs. De gjorde, hvad de kunne for at hjælpe A ved at sikre ham løn i nogle måneder og kontakt til køberen af gården. Hvis han selv havde henvendt sig, ville de desuden have forsøgt at hjælpe med at finde en ny læreplads, men de hørte aldrig noget fra ham, og derfor gik de ud fra, at han selv havde fundet noget.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Ophævelsen af uddannelsesaftalen er begrundet i virksomhedens lukning. Risikoen herfor påhviler efter Tvistighedsnævntes faste praksis virksomhedens ejere, og A har derfor krav på en godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen.

Godtgørelsen herfor fastsættes i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets praksis til 30.000 kr., idet der hverken er påvist et grundlag for at forhøje godtgørelsen som følge af skærpende forhold eller for at nedsætte den på grund af formildende omstændigheder.

Det fremgår ikke af uddannelsesaftalen, hvilken overenskomst der er gældende for området, og den ansættelsesaftale, der er indgået samtidig med uddannelsesaftalen, indeholder oplysninger, som er i strid med den gældende overenskomst. A har derfor krav på godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for mangelfuldt ansættelsesbevis. Da manglerne ikke har ført til tvist, fastsættes godtgørelsen til 5.000 kr.

A har derfor krav på betaling af 35.000 kr.

Som ovenfor anført anser Tvistighedsnævnet sagen for at angå både B og C, der begge var interessenter i det nu ophørte interessentskab. B og C hæfter derfor solidarisk for A’s krav.

T h i b e s t e m m e s :

B og C skal inden 14 dage solidarisk betale 35.000 kr. til Amed procesrente fra denne afgørelses dato.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse.