Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - køn - øvrige - ej medhold

J. nr. 2015-6811-18913 og 2015-6811-23707 og 2015-6811-23710

En etnisk dansk mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse i forbindelse med et møde i en A-kasse og generelt i forhold til uddannelsesvilkår og rekruttering. Manden var blandt andet blevet bedt om at forlade et møde arrangeret af hans A-kasse, hvilket efter de foreliggende oplysninger skyldtes, at hans optræden efter arrangørens vurdering var til alvorlig gene for mødets gennemførelse. Der var ikke oplysninger i sagen, der skabte en formodning for forskelsbehandling på grund af køn eller etnisk oprindelse.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse i forbindelse med et møde i en A-kasse og generelt i forhold til uddannelsesvilkår og rekruttering.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede 1, 2 eller 3 har ikke handlet i strid med ligebehandlingseller forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Klager er etnisk dansker fra en dansk storby (by A), der den 13. april 2015 deltog i et obligatorisk vejledningsog rådighedsmøde i sin lokale fagforenings A-kasse (indklagede 1). Klager er arbejdsløs.

Det fremgår af mødeindkaldelsen, at mødet forventedes at vare to og en halv time.

En vejleder ved en uddannelsesinstitution (indklagede 2), der bl.a. uddanner buschauffører, orienterede på mødet om forskellige uddannelsestilbud.

Vejlederen fortalte blandt andet, at indklagede 2 i samarbejde med et busselskab (indklagede 3) havde et projekt, der særligt var rettet mod rekruttering af ledige, nydanske kvinder til buschaufføruddannelsen.

På mødet opstod der uoverensstemmelser mellem klager og en repræsentant for indklagede 1, og klager blev efter cirka 30 minutter bortvist fra mødet.

Klager har den 16. april 2015 indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han har været udsat for raceog kønsdiskrimination af indklagede 1, 2 og 3. De har alle søgt efter folk med en anden etnisk baggrund end dansk, særligt kvinder.

Han blev tvunget til at møde op den 13. april 2015 med det formål at høre, hvordan man blev buschauffør ved indklagede 3.

På mødet fik han de første 30 minutter gentagne gange at vide, at indklagede 3 foretrak at ansætte udlændinge, og at de havde fast arbejde til folk med anden etnisk baggrund end dansk. Først da klager gentagne gange havde påstået, at det var diskrimination, fortalte vejlederen fra indklagede 2 eller repræsentanten fra indklagede 1, at danskere også kunne få job som chauffør.

Klager fik aldrig på mødet bekræftet, at danskere kunne få en uddannelse på lige vilkår med ”muslimerne”. Der blev aldrig på mødet sagt, at der kun var tale om et hold til udenlandske kvinder.

Klager opfordrer til, at der bliver taget kontakt til alle andre, der deltog på mødet, særligt de ”gammel Danskere”, der ikke kunne komme i betragtning til et job.

Klager har flere gange tidligere søgt job som chauffør ved indklagede 3 uden at komme til samtale, senest den 1. april 2015. Indklagede 3 har tidligere søgt folk, selvom de ikke har haft buskørekort. Han er blevet nægtet job, fordi han er dansker.

Over 50 % af dem, der kører bus for indklagede 3, er udlændinge. I by A er det cirka 80 %. Det kan alle, der har kørt bus i by A det sidste år, bevidne.

Indklagede 3 ansætter kun folk med anden etnisk baggrund end dansk.

Indklagede 3 burde fremvise en liste over alle, der er blevet ansat fra den 1. januar 2014 til den 13. februar 2015. At de ikke har villet gøre det, må betyde, at de har noget at skjule.

Det forhold, at indklagede 3 arbejder for mangfoldighed og menneskelig forskellighed, dokumenterer i sig selv, at de diskriminerer danskere.

Der er helt tydeligt et samarbejde mellem indklagede 1 og 2 om at diskriminere danskere i forhold til at få uddannelse hos indklagede 2 og få job hos indklagede 3. Klager henviser til en avisartikel fra indklagede 1’s medlemsblad, hvor en inder med hjælp fra indklagede 1 fik tilbudt en uddannelse af indklagede 2.

Klager ønsker godtgørelse, da udlændinge såvel som danske piger masser af gange har fået godtgørelse, når de er nægtet arbejde.

Indklagede 1 har oplyst, at en repræsentant fra indklagede 2 på mødet blandt andet fortalte om, at ledige kunne vælge mellem forskellige tilbud om uddannelse til chauffør hos indklagede 2. Det blev på mødet oplyst, at ét af disse tilbud var målrettet kvinder med anden etnisk baggrund.

Klager forstyrrede mødet fra dets start med gentagne afbrydelser og højlydte kommentarer. Da han trods flere henstillinger om at forholde sig roligt ufortrødent fortsatte, blev han bedt om at forlade mødet.

Indklagede 2 og 3 gør gældende, at sagen skal afvises, da klagen er grundløs. Endvidere vil en afgørelse af sagen kræve mundtlig bevisførelse med partsog vidneforklaringer. Også af den grund bør sagen afvises.

Hvis sagen ikke afvises, gøres det gældende, at indklagede 2 og 3 skal frifindes.

De kan ikke genkende det hændelsesforløb og den opfattelse af sagen, som klager har fremført.

På mødet den 13. april 2015 præsenterede indklagede 2’s vejleder alle de tilbud, som ledige har inden for bus-, lastbilog taxaområdet. Herunder blev der orienteret om, hvordan uddannelserne foregår ved indklagede 2, og at der her som noget unikt tilbydes danskundervisning på skolen.

Da vejlederen forklarede om det projekt, der særligt var rettet mod rekruttering af ledige nydanske kvinder, afbrød klager oplægget. Klager udtrykte højlydt sin vrede over, at han var tvunget til at sidde og høre, at det kun var ”muslimer-kvinder”, der kunne få arbejde og igen var skyld i, at der ikke var arbejde til danske mænd.

Medarbejderen fra indklagede 1 prøvede herefter at forklare klager, at det ikke var det, der blev sagt. Efter en længere diskussion med klager meddelte medarbejderen fra indklagede 1, at klager kunne vælge, om han ville forholde sig roligt og deltage i det videre informationsmøde, eller om han ville forlade mødet. Da klager fortsatte, bad medarbejderen fra indklagede 1 ham om at forlade møde. På sin vej ud af salen råbte klager flere gange ”arbejde til muslimske kvinder, så derfor ikke arbejde til danske mænd”.

Ved mødet har der været tale om en overordnet orientering om mulighederne for uddannelse og ansættelse inden for transportbranchen. Der var ikke ved mødet nogen ansatte fra indklagede 2 eller 3, der konkret har forholdt sig til klagers mulighed for at påbegynde uddannelse som buschauffør eller opnå ansættelse hos indklagede 3.

Indklagede 3 har ved intern undersøgelse ikke kunnet få bekræftet, at klager har søgt arbejde hos dem. I overensstemmelse med persondatalovens regler gemmes oplysninger om ansøgere, der ikke har fået ansættelse, dog kun i op til 6 måneder (oplyst den 7. juli 2015).

Ved rekruttering af nye chauffører ansætter indklagede 3 generelt de bedst kvalificerede ansøgere. De chauffører, der ansættes som led i det projekt, der er særligt rettet mod rekruttering af ledige nydanske kvinder, har gennemgået et afklaringsforløb hos indklagede 2, der svarer til det afklaringsforløb, som andre ledige gennemgår inden optagelse på uddannelsen og ved eventuel efterfølgende ansættelse.

Indklagede 3 har af persondatamæssige hensyn afvist at fremlægge en liste over alle de chauffører, der er blevet ansat fra 1. januar 2014 til den 13. februar 2015.

Indklagede 3 har i stedet oplyst, at 14 % af deres ansatte er kvinder og cirka 70 % er danskere. I by A er der blandt chaufførerne 8 % kvinder, og ud af disse har 69 % dansk oprindelse. Den overvejende del af de ansatte chauffører hos indklagede 3 er mænd med dansk oprindelse. Der er vedlagt oplysninger fra Danmarks Statistik.

Indklagede 3 arbejder aktivt med mangfoldighed og har en mangfoldighedspolitik.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige partsog vidneforklaringer.

Klager har den 13. april 2015 deltaget i et vejledningsog opkvalificeringsmøde, der blev afholdt af indklagede 1, og som efter planen skulle vare i to og en halv time. Der deltog en vejleder fra indklagede 2, som fortalte om de overordnede muligheder for uddannelse og ansættelse inden for transportbranchen.

Klager blev af en repræsentant for indklagede 1 bedt om at gå efter omkring en halv time, da han forstyrrede mødet med gentagne afbrydelser og opråb.

Efter de foreliggende oplysninger vurderer nævnet, at klager ikke blev bedt om at forlade mødet på grund af sit køn eller sin etniske oprindelse, men fordi arrangøren vurderede, at klagers optræden var til alvorlig gene for mødets gennemførelse.

Det er ubestridt, at klager ikke i forbindelse med eller efter det pågældende møde har søgt om optagelse på et af indklagede 2’s uddannelsestilbud.

Indklagede 3 har ikke kunnet bekræfte klagers oplysninger om, at han skulle have søgt om ansættelse. Klager har ikke fremlagt oplysninger, der understøtter hans påstand om, at han har søgt om ansættelse og er blevet valgt fra på grund af køn og/eller etnisk oprindelse.

Klager har derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede 1, 2 eller 3 har udsat klager for diskrimination på grund af køn og/eller etnisk oprindelse.

Der er ikke i øvrigt omstændigheder i sagen, der giver anledning til at formode, at de indklagede skulle have krænket ligebehandlingsprincippet.

Tilbuddet, der er særligt rettet mod ledige nydanske kvinder, er således ét blandt flere af indklagede 2’s uddannelsestilbud til ledige. Danske mænd er efter det af indklagede 2 og 3 oplyste ikke stillet ringere i forhold til uddannelse og rekruttering. Størstedelen af indklagede 3’s ansatte chauffører er desuden danske mænd.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2 og 3, om nævnets kompetence

§ 8, nævnets afvisning af klagen

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1 om lovens anvendelsesområde

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

§ 3 om forbud mod forskelsbehandling

§ 6 om annoncering

§ 16 a om delt bevisbyrde

Forskelsbehandlingsloven

§ 1 om lovens anvendelsesområde

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

§ 3 om forbud mod forskelsbehandling

§ 5 om annoncering

§ 7a om delt bevisbyrde

<2015-6811-18913 og 2015-6811-18913 og 2015-6811-23710>