Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 12-17 om magtanvendelse - besøgsrestriktioner - mindre indgribende initiativer - dokumentation - anstaltsanordning - notatpligt

Principafgørelsen fastslår

Personer, der bor i plejeboliger, plejehjem eller andre boligformer med tilknyttet personale og fællesboligarealer, bestemmer selv, hvem vedkommende vil have besøg af, og hvornår det skal ske. Kommunen kan beslutte, at besøgene for visse personer skal begrænses, hvis det er nødvendigt for at beskytte de øvrige beboere eller personalet mod forskellig former for uønsket adfærd.

Forudsætningen for, at kommunen kan træffe afgørelse om at begrænse beboerens ret til besøg, er, at der er dokumentation for den uønskede adfærd. Kommunen skal endvidere dokumentere, at mindre indgribende initiativer har været forsøgt uden effekt.

Hvis kommunen fx vurderer, at det af hensyn til de øvrige beboere og personalet er nødvendigt, at kommentarer og spørgsmål til beboerens behandling og pleje ikke bliver fremsat under besøgene, må kommunen vejlede den besøgende om, til hvem og hvornår drøftelserne i så fald kan finde sted.

Driftsherren af tilbuddet kan fastsætte generelle regler, som er nødvendige for, at institutionen kan fungere (anstaltsanordningen). Det kan være regler for at beskytte personalet og sikre driften, og der kan i den forbindelse fastsættes en husorden. Reglerne må ikke være mere indgribende, end det er nødvendigt for at få tilbuddet – herunder arbejdsmiljøet - til at fungere.

En afgørelse om at regulere besøg af hensyn til beboerens nattesøvn eller øvrige trivsel, kan ikke træffes af kommunen. Det er beboerens eget valg, hvornår pågældende vil have besøg, så længe det ikke er i strid med anstaltsanordningen eller botilbuddets husorden. Hvis beboeren er under værgemål, træffes beslutningen af værgen.

I den konkrete sag ophævede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om besøgsrestriktion. Ankestyrelsen vurderede, at kommunen ikke havde dokumenteret, at mindre indgribende initiativer havde været forsøgt uden effekt.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at fastlægge praksis for besøgsrestriktioner for personer på plejehjem, plejeboliger og andre boligformer, hvor der er tilknyttet personale og fællesboligarealer.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om social service (serviceloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1270 af 24. oktober 2016.

§ 137 b, stk. 1, nr. 2, om begrænsning af besøg på fællesboligarealerne

§ 137 c, stk. 2, om begrænsning af besøg i beboerens egen bolig

§ 137 d, stk. 3, om dokumentation for at mindre indgribende initiativer ikke kan løse problemet

Praksis

Ankestyrelsen har ikke principafgørelser på området.

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over A Kommunes afgørelse om besøgsbegrænsning. A Kommune afgjorde sagen den 16. juni 2016.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Besøgsbegrænsning i forhold til din mor PP ophæves.

Det betyder, at vi ophæver kommunens afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er dokumentation for, at betingelserne for besøgsrestriktioner er opfyldt.

Hvad er afgørende for resultatet

I din mors bolig:

Vi lægger vægt på, at det er din mor (dvs. hendes værge) og ikke kommunen, der inden for husordenens rammer bestemmer, i hvilket omfang du kan besøge din mor på tidspunkter, hvor hun ikke modtager den visiterede hjælp. Kommunen kan ikke fastsætte supplerende begrænsninger for dig i dine muligheder for at være i hendes bolig.

På fællesarealerne:

Vi lægger endvidere vægt på, at det ikke er dokumenteret, at kommunen har søgt at gøre brug af mindre indgribende initiativer og disse har været uden effekt. Det er en forudsætning for at pålægge besøgsrestriktioner, at sådanne initiativer har været forsøgt iværksat.

Vi er opmærksomme på, at din adfærd på plejecenteret er blevet opfattet som generende og chikanerende, og at lederen af plejecenteret på et møde i oktober 2013 har gjort dig opmærksom på konkrete eksempler på, at din adfærd efter lederens opfattelse er uhensigtsmæssig. Det ændrer dog ikke ved resultatet, da det ikke er dokumenteret, at kommunen i perioden op til afgørelsen i juni 2016 har forsøgt at gøre dine besøg mindre konfliktfyldte for personalet og de øvrige beboere.

Kommunen har ikke vejledt dig om, i hvilket forum dine kritikpunkter om Plejecenter S og den lægelige og socialfaglige pleje af din mor, kan fremsættes.

Kommunen ses heller ikke mere generelt, fx i en husorden, at have formuleret, hvilke forventninger kommunen og plejecenterets ledelse har til de besøgendes adfærd og kontakt til andre end den beboer, de besøger.

Vi har ikke taget stilling til, i hvilket omfang du er part i forhold til de forskellige kritikpunkter. Hvis kommunen vurderer, at der er tale om emner, som skal varetages af værgen, må kommunen henvise dig til ham.

Hvis du efter kommunens generelle og specifikke vejledning om forventninger til adfærd under besøg og om mulighederne for klage og dialog optræder på en måde, der er omfattet af reglerne om besøgsrestriktioner, vil kommunen kunne træffe afgørelse om begrænsning i din adgang til områderne.

Oplysningerne fremgår særligt af centerlederens mødenotat af 9. oktober 2013, usigneret notat af 24. maj 2016 og det omfattende materiale, du har indsendt.

Vi lægger også vægt på, at kommunen ikke har partshørt dig ved at gøre dig bekendt med de akter, der ligger til grund for afgørelsen. Det brev, som kommunen sendte 26. maj 2016 opfylder ikke kravet i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Vi tillægger det også betydning, at kommunen først i maj 2016 vælger at nedskrive de forskellige episoder, der strækker sig over mere end 1 år, og som kommunen nu ønsker at benytte som dokumentation for sagen om besøgsrestriktion.

Vi er opmærksomme på kommunens bemærkninger om, at plejepersonale ikke har samme mulighed og tradition for ”at dokumentere små hændelser i hverdagen” som administrativt personale har. Vi bemærker hertil, at en afgørelse om besøgsbegrænsning har karakter af magtanvendelse, og at det derfor er afgørende, at der løbende noteres, så adfærd, der, er omfattet af servicelovens § 137 a-d, kan dokumenteres.

Om reglerne

Kommunen kan træffe afgørelse om begrænsning af besøgendes adgang til fællesboligarealerne og til beboerens egen bolig, når beboeren modtager den visiterede pleje. Det er en betingelse for en afgørelse, at mindre indgribende initiativer har været søgt anvendt.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.