Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Detaljeret indholdsfortegnelse
Bilag 2 Oversigt over afslagsgrunde i visumkodeksen og efter dansk visumpraksis
Den fulde tekst

Vejledning om behandling af ansøgninger om visum til Danmark

Indhold

1. Indledning

2. Visumpligt og visumfratagelse

3. Definition af visum

4. Ansøgning om visum

5. Vurdering af en ansøgning om visum

6. Sagsfordeling mellem repræsentationerne og Udlændingestyrelsen

7. Sagsbehandlingstid

8. Udstedelse af visum

9. Udstedelse af visum ved grænsen

10. Afslag på en visumansøgning

11. Visum til særlige grupper

12. Danmarks internationale forpligtelser

13. Udstedelse af visum med begrænset territorial gyldighed

14. Forlængelse af visum

15. Annullering og inddragelse af allerede meddelte visa

16. Meddelelse om afslag, annullering eller inddragelse af visum

17. Klageadgang

18. Genoptagelse

19. Færøerne og Grønland

1. Indledning

1.1. Ændringer i forhold til vejledning nr. 9188 af 20. marts 2015

Denne vejledning træder i stedet for vejledning nr. 9188 af 20. marts 2015 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark.

Vejledningen beskriver de ændrede kompetenceregler, der følger af lov nr. 188 af 27. februar 2017 om ændring af udlændingeloven (Overførsel af opgaver fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Flygtningenævnet og Udlændingenævnet m.v.) og bekendtgørelse nr. 202 af 27. februar 2017 om ændring af bekendtgørelse om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum (visumbekendtgørelsen).

Der henvises særligt vedrørende afsnit 16.1.3 og 17 til ikrafttrædelsesbestemmelserne i de ovennævnte forskrifter.

Endvidere er der foretaget en præcisering af praksis i afsnit 5.6.4.1 (tvangs- og proformaægteskaber), 5.9.2.2 (karens som følge af tidligere overtrædelse af reglerne om indrejse og ophold), 5.9.6 (verserende ansøgning om opholdstilladelse) og 5.9.7.4.1 (privatbesøg under hovedgruppe 4).

Endelig er der foretaget en række redaktionelle ændringer og ajourføring af henvisninger til gældende ret.

1.2. Schengensamarbejdet

Danmark indtrådte i Schengensamarbejdet i marts 2001. Udgangspunktet for Schengensamarbejdet er en ophævelse af personkontrollen ved de fælles grænser inden for Schengenområdet suppleret af fælles regler for passage af Schengenområdets ydre grænser og fælles visumregler for statsborgere i tredjelande.

Danmark deltager fuldt ud i EU’s samarbejde med hensyn til fastlæggelsen af, hvilke tredjelandes statsborgere der skal have visum ved passage af EU’s ydre grænser, og i samarbejdet om ensartet udformning af visa.

Danmarks forbehold i relation til EU’s samarbejde om retlige og indre anliggender indebærer, at Danmark ikke deltager i vedtagelsen af retsakter inden for Schengensamarbejdet. Det følger dog af protokollen vedrørende Danmarks særlige stilling, at Danmark ensidigt kan beslutte at gennemføre retsakter, der udgør en videreudvikling af Schengenreglerne, hvorefter Danmark er folkeretligt forpligtet af reglerne.

Schengenlandene omfatter aktuelt følgende 26 europæiske lande: Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien deltager endnu kun i visumsamarbejdet for så vidt angår fastlæggelsen af, hvilke tredjelandes statsborgere der skal have visum ved passage af de ydre grænser, og i samarbejdet om ensartet udformning af visa.

1.3. Retsgrundlag

1.3.1. Fælles regler for Schengenlandene

Danmarks deltagelse i Schengensamarbejdet indebærer, at en række fælles europæiske regler på visumområdet finder anvendelse i Danmark. Disse regler fastlægger de overordnede rammer for dansk visumpraksis.

Spørgsmålet om, hvem der skal have visum for at indrejse i Danmark, reguleres af Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 med senere ændringer om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (visumforordningen). Der henvises til afsnit 2.5.

De overordnede betingelser og procedurer for behandlingen af ansøgninger om visum er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 om en fællesskabskodeks for visum (visumkodeksen), som trådte i kraft den 5. april 2010. Visumkodeksen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 1511 af 27. december 2009 om ændring af udlændingeloven (gennemførelse af forordning om en fællesskabskodeks for visum (visumkodeks) m.v.).

Visumkodeksen indeholder bl.a. regler om indgivelse af ansøgninger, om sagsbehandlingstid og om afgørelsen af visumsager, herunder ved fastlæggelse af de overordnede rammer for, hvornår der skal meddeles afslag på en ansøgning om visum.

Visumkodeksen suppleres af Europa-Kommissionens afgørelse af 19. marts 2010 med senere ændringer om en håndbog om behandling af visumansøgninger og ændring af udstedte visa (visumhåndbogen). Denne håndbog indeholder vejledende retningslinjer for den praktiske anvendelse af visumkodeksen. Håndbogen er ikke bindende for myndighederne, men indeholder væsentlige fortolkningsbidrag og tilstræber en ensartet anvendelse af reglerne.

Sagsbehandlingen på visumområdet foregår i elektroniske sagsbehandlingssystemer, og de enkelte Schengenlandes visumsystemer er koblet til et fælles europæisk visuminformationssystem (VIS). Reglerne om VIS-systemet findes i Europaparlamentets og Rådets forordning nr. 767/2008 med senere ændringer om visuminformationssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarige ophold (VIS-forordningen). Denne forordning blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 431 af 1. juni 2008 om ændring af udlændingeloven (gennemførelse af forordning om visuminformationssystemet m.v.). VIS-systemet giver mulighed for, at Schengenlandene kan optage og registrere en visumansøgers biometriske data (fotografi og fingeraftryk), ligesom systemet giver Schengenlandene adgang til at se, om en visumansøger tidligere har ansøgt om visum til et andet Schengenland og i givet fald udfaldet af denne sag. Idriftsættelsen af VIS-systemet blev påbegyndt den 11. oktober 2011 i bl.a. Nordafrika og udrulles trinvis over resten af verden.

I tillæg til de nævnte regler om visum indeholder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 med senere ændringer om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeksen)1) en række regler om grænsepassage og grænsekontrol, som både gælder for visumpligtige og visumfritagne udlændinge. Schengengrænsekodeksen fastlægger bl.a. en række grundlæggende indrejsebetingelser, som en udlænding skal opfylde for at kunne indrejse og opholde sig i et Schengenland i op til 90 dage.

1.3.2. Nationale regler

De overordnede nationale regler om udlændinges indrejse og ophold i Danmark findes i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016 med senere ændringer.

Udlændingeloven indeholder bl.a. en række grundlæggende bestemmelser om visumfritagelse og visumpligt (§§ 1-3 a), om forskellige typer visum (§§ 4-4 b), om tildeling af karens ved misbrug af visumsystemet (§ 4 c) og om kompetencefordelingen på visumområdet (§§ 46-47 b).

Bekendtgørelse nr. 376 af 20. marts 2015 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum med senere ændringer (visumbekendtgørelsen) indeholder en række nærmere regler, herunder uddybende bestemmelser om visumpligt og visumfritagelse, om indgivelse af ansøgninger om visum, om betingelser for udstedelse af visum, om de grundlæggende hensyn i sagsbehandlingen og om sagsfordelingen mellem de involverede myndigheder.

2. Visumpligt og visumfritagelse

Udlændinge skal have deres pas eller andet rejsedokument viseret (dvs. påført visum) forud for indrejse her i landet, medmindre de er fritaget for visum, jf. visumbekendtgørelsens § 1, jf. udlændingelovens § 3, jf. § 39, stk. 2.

2.1. Nordiske statsborgere og udlændinge med bopæl i de nordiske lande

Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan uden visum indrejse og opholde sig her i landet, jf. udlændingelovens § 1.

Unge under 18 år, som har fast bopæl i Finland, Island, Norge eller Sverige, men som ikke er statsborgere i nogen af disse lande, er ligeledes fritaget for krav om visum, hvis de rejser i en gruppe med nordiske unge i forbindelse med skolerejser, sportsarrangementer og lignende af maksimalt 1 måneds varighed, og indrejsen og udrejsen med gruppen sker direkte henholdsvis fra og til Finland, Island, Norge eller Sverige, jf. visumbekendtgørelsens § 2, nr. 8, jf. udlændingelovens § 39, stk. 2.

2.2. Statsborgere i EU- eller EØS-lande samt Schweiz

Udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union (EU) eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), samt schweiziske statsborgere kan indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder uden visum, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1 og 5.

En liste over EU-lande og lande omfattet af EØS-aftalen kan findes på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk.

2.3. Tredjelandsstatsborgere med opholdstilladelse i et Schengenland

Udlændinge, der har opholdstilladelse eller langtidsvisum udstedt af et andet Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig her i landet uden visum i indtil 90 dage pr. 180 dage, jf. udlændingelovens § 2 b, stk. 1 og 3.

En oversigt over forskellige typer af opholdstilladelser fremgår af visumhåndbogens bilag 2.2)

2.4. Tredjelandsstatsborgere med EU-opholdskort

Udlændinge, der er i besiddelse af et EU-opholdskort udstedt af et andet Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig her i landet uden visum i indtil 90 dage pr. 180 dage, jf. visumbekendtgørelsens § 2, nr. 3, jf. udlændingelovens § 2, stk. 4.

Dette indebærer eksempelvis, at en tredjelandsstatsborger, som er gift med en tysk statsborger og opholder sig i Tyskland på grundlag af et EU-opholdskort, kan indrejse her i landet uden visum.

Udlændinge, der på baggrund af deres familiemæssige tilknytning til en EU-statsborger er i besiddelse af et EU-opholdskort udstedt af et land uden for Schengensamarbejdet, har ligeledes ret til at indrejse og opholde sig her i landet uden visum i indtil 90 dage pr. 180 dage, hvis de ledsager eller slutter sig til EU-statsborgeren, jf. visumbekendtgørelsens § 2, nr. 4, jf. udlændingelovens § 2, stk. 4.

Eksempelvis kan en tredjelandsstatsborger, som er gift med en britisk statsborger og opholder sig i England på grundlag af et EU-opholdskort, ledsage ægtefællen på en rejse til Danmark uden visum. Tredjelandsstatsborgeren er derimod ikke fritaget for kravet om visum, hvis den pågældende rejser alene til Danmark, mens ægtefællen bliver i England.

2.5. Tredjelandsstatsborgere i øvrigt

Visumforordningen3) indeholder en liste over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af Schengenlandenes ydre grænser, og en liste over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for krav om visum.

Listen over visumpligtige og visumfritagne lande er desuden optaget som bilag 1 til visumhåndbogen.

2.5.1. Nationale undtagelser fra de fælles lister om visumpligt og visumfritagelse

De enkelte Schengenlande har i medfør af visumforordningens artikel 4 mulighed for at indføre undtagelser fra de fælles regler om visumpligt og visumfritagelse i relation til bestemte persongrupper.

Danmark har i medfør af ovennævnte bestemmelse indført visumfrihed for visse besætningsmedlemmer på fly, visse besætningsmedlemmer på skibe samt indehavere af nærmere bestemte rejsedokumenter, herunder visse diplomatpas og biometriske pas.

En oversigt over Danmarks og de øvrige Schengenlandes nationale fravigelser af de fælles regler findes i visumhåndbogens bilag 5. Opdateringer offentliggøres desuden løbende på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk.

2.5.2. Visumfrihed for tyrkiske tjenesteydere mv.

Tyrkiske statsborgere er som udgangspunkt visumpligtige ved indrejse i Schengenlandene i medfør af reglerne omtalt i afsnit 2.5.

Tyrkiske statsborgere, der bor og arbejder i Tyrkiet, og som kan betegnes som tjenesteydere, kan dog indrejse visumfrit i Danmark, hvis formålet med opholdet er at udføre tjenesteydelser i Danmark af kortere varighed.

Den tyrkiske statsborger skal i forbindelse med kontrollen ved den danske grænse kunne dokumentere, at vedkommende skal til Danmark med henblik på udførelse af en tjenesteydelse her i landet eller med henblik på midlertidig beskæftigelse som arbejdstager inden for ovennævnte områder.

En tyrkisk statsborger, der er visumfritaget som følge af ovennævnte, må maksimalt opholde sig i Danmark i 90 dage inden for en periode på 180 dage.

2.6. Bilaterale visumfrihedsaftaler

Udlændinge, der er statsborgere i lande, som Danmark forud for Schengenkonventionens ikrafttræden har indgået en bilateral visumfritagelsesaftale med, har ret til at indrejse og opholde sig her i landet i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalen, jf. udlændingelovens § 3, stk. 2.

Danmark har indgået sådanne aftaler med følgende visumfrie lande: Amerikas Forenede Stater (USA), Australien, Canada, Chile, Israel, Japan, Malaysia, New Zealand, Singapore og Sydkorea.

Retten til indrejse og ophold i medfør af de bilaterale visumfrihedsaftaler udgør et supplement til de pågældende nationaliteters almindelige ret til visumfrie ophold i Schengenlandene. Disse udlændinge har således ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i indtil 90 dage regnet fra datoen for indrejsen i Danmark eller et andet nordisk land, uanset om de måtte have opholdt sig i et andet Schengenland forud for indrejsen i Danmark. I de nævnte 90 dage fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de seneste 180 dage har opholdt sig i Danmark eller et andet nordisk land.4)

2.7. Visumpligt for udlændinge med indrejseforbud

Efter udlændingelovens § 3 a skal alle udlændinge, der har indrejseforbud i Danmark, have visum for at indrejse og opholde sig her i landet.

Dette gælder uanset udlændingens statsborgerskab, og uanset om udlændingen er i besiddelse af et Schengenvisum udstedt af et andet Schengenland.5)

3. Definition af visum

3.1. Schengenvisum

Et Schengenvisum – også benævnt et ensartet visum – er en tilladelse, som visumpligtige udlændinge skal indhente forud for indrejse i Danmark eller et andet Schengenland med henblik på kortvarigt ophold.

Besiddelse af et Schengenvisum giver ikke i sig selv indehaveren ret til at indrejse i Schengenområdet. Det kræves yderligere, at udlændingen på indrejsetidspunktet opfylder en række grundlæggende indrejsebetingelser, som følger af Schengengrænsekodeksen.6)

Et Schengenvisum udstedes, således at det er gyldigt for maksimalt 90 dages ophold og for en, to eller flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum, men dog således, at varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold i Schengenlandene ikke må overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning, jf. udlændingelovens § 4.

Fra de 90 dages ophold trækkes den tid, hvori ansøgeren inden for de seneste 180 dage allerede har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland. Har ansøgeren opholdt sig i et andet Schengenland end Danmark på grundlag af en opholdstilladelse eller et langtidsvisum begrænset til dette Schengenland, fratrækkes denne tid dog ikke, jf. udlændingelovens § 4, stk. 2.

Et Schengenvisum gælder for indrejse og ophold i alle Schengenlande, medmindre andet er angivet, jf. udlændingelovens § 4.

Et visum giver ikke ret til at arbejde i Danmark, medmindre visumindehaveren er fritaget for arbejdstilladelse efter reglerne i udlændingebekendtgørelsens § 24.

3.2. Lufthavnstransitvisum

Et lufthavnstransitvisum er en tilladelse til at rejse i transit gennem de internationale transitområder i en eller flere af Schengenlandenes lufthavne, jf. visumkodeksens artikel 2, nr. 5.

Et lufthavnstransitvisum giver alene indehaveren ret til at opholde sig i de internationale transitområder i Schengenlandenes lufthavne i forbindelse med en mellemlanding, men ikke ret til indrejse i Schengenlandene, jf. visumbekendtgørelsens § 4, nr. 2.

Det er kun visse nærmere opregnede nationaliteter eller specifikke persongrupper, der skal have udstedt lufthavnstransitvisum for at kunne mellemlande i Schengenlandene. I visumhåndbogens bilag 7 a findes en oversigt over de nationaliteter og persongrupper, der skal have udstedt lufthavnstransitvisum ved indrejse i ethvert Schengenland. I håndbogens bilag 7 b findes endvidere en oversigt over de nationaliteter og persongrupper, der skal have udstedt lufthavnstransitvisum ved indrejse i bestemte Schengenlande.

3.3. Territorialt begrænset visum (VLTV7) )

Hvis en ansøger ikke opfylder betingelserne for udstedelse af Schengenvisum, kan de danske myndigheder undtagelsesvist udstede et visum, som alene er gyldigt for ophold i Danmark eller i en gruppe af Schengenlande, jf. udlændingelovens § 4 a og visumkodeksens artikel 25.8)

4. Ansøgning om visum

4.1. Ansøgningssted

En ansøgning om visum skal som udgangspunkt indgives til en repræsentation (normalt en ambassade eller et konsulat) for det Schengenland, som ansøgeren ønsker at besøge. Hvis ansøgeren ønsker at besøge flere Schengenlande, skal visumansøgningen som udgangspunkt indgives til en repræsentation for det Schengenland, som udgør rejsens hoveddestination, eller – hvis hoveddestinationen ikke kan fastslås – til en repræsentation for det land, som ansøgeren først vil indrejse i, jf. visumkodeksens artikel 5, stk. 1.

En visumansøgning skal som udgangspunkt indgives til en repræsentation i det land, hvor ansøgeren har sin lovlige bopæl. Hvis ansøgeren opholder sig lovligt i et andet land end bopælslandet, kan ansøgningen dog også indgives til en repræsentation i dette land, hvis valget af ansøgningssted er begrundet, jf. visumkodeksens artikel 6.

Er den repræsentation, hvor ansøgningen er indgivet, ikke kompetent til at behandle ansøgningen, returneres ansøgningen, visumgebyret tilbagebetales, og der gives oplysning om, hvilken repræsentation der er kompetent til at behandle sagen, jf. visumkodeksens artikel 18.

4.1.1. Danske repræsentationer

Efter udlændingelovens § 47, stk. 2, 1. pkt., kan danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet bemyndiges til at træffe afgørelse i sager om visum.9)

En ansøgning om visum kan, når Danmark er den kompetente stat, indgives til danske diplomatiske eller konsulære repræsentationer, som i medfør af ovennævnte regler er bemyndiget til at behandle visumansøgninger, eller i særlige tilfælde til visse danske honorære repræsentationer, jf. visumbekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Information om danske repræsentationer i udlandet kan findes på Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk.

Herudover kan en ansøgning om visum indgives gennem en privat virksomhed eller organisation, som har indgået aftale med en dansk repræsentation eller Udenrigsministeriet om varetagelse af visse administrative opgaver på visumområdet. Et sådant privat ansøgningscenter kan modtage og oprette ansøgninger om visum samt varetage opgaver i forbindelse med optagelse af fingeraftryk, men kan ikke træffe afgørelse om en visumansøgning, jf. visumbekendtgørelsens § 6, stk. 3.

I lande, hvor Danmark har etableret rejsebureauordninger og turistordninger,10) kan en ansøgning om visum desuden indgives gennem et akkrediteret rejsebureau. Et rejsebureau kan alene tage imod visumansøgninger og videreformidle disse til en dansk repræsentation, jf. visumbekendtgørelsens § 6, stk. 4. Hvis ansøgeren i forbindelse med ansøgningen skal have optaget biometri, vil den pågældende således være nødt til også at møde på repræsentationen.

Endelig kan en ansøgning om visum i særlige tilfælde indgives til Udlændingestyrelsen eller politiet i forbindelse med ansøgning om visum ved grænsen, jf. visumbekendtgørelsens § 6, stk. 5. Der er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 9.

4.1.2. Udenlandske repræsentationer (repræsentationsaftaler)

Danmark har ikke en viseringsbemyndiget repræsentation i alle lande, men har nogle steder valgt at indgå repræsentationsaftaler med andre Schengenlande i overensstemmelse med reglerne i visumkodeksens artikel 8.

Når Danmark har indgået aftale med et andet Schengenland om at blive repræsenteret af det pågældende land, betyder det, at repræsentationen for det pågældende Schengenland kan modtage og behandle visumansøgninger på Danmarks vegne.

En ansøgning om visum kan således indgives til et andet Schengenlands repræsentation, hvis der er indgået en repræsentationsaftale, jf. visumbekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Når en visumansøgning indgives via et andet Schengenlands repræsentation, foretager repræsentationen den indledende vurdering af, om der kan meddeles visum. Sagen behandles i disse tilfælde i overensstemmelse med de fælles Schengenregler (herunder visumkodeksen) og det repræsenterende Schengenlands nationale regler og praksis.

Hvis det repræsenterende Schengenland vurderer, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få visum, meddeler det pågældende land tilladelse på Danmarks vegne.

Hvis det repræsenterende Schengenland vurderer, at der ikke kan meddeles visum, afhænger det videre forløb af, om det pågældende Schengenland er tildelt afslagskompetence i repræsentationsaftalen med Danmark. Hvis landet har kompetence til at meddele afslag på Danmarks vegne, færdigbehandler repræsentationen sagen og meddeler afslag. Hvis landet alene er tildelt kompetence til at meddele visum – men ikke afslag – forelægges ansøgningen for Udlændingestyrelsen i Danmark, som herefter træffer afgørelse i sagen. Udlændingestyrelsens afgørelse træffes i så fald i overensstemmelse med Schengenreglerne og de danske regler og praksis.

Hvis en ansøger ikke ønsker at benytte sig af de indgåede repræsentationsaftaler, kan ansøgeren vælge at rejse til den nærmeste danske viseringsbemyndigede repræsentation for at indgive ansøgningen der, forudsat at ansøgeren har lovligt ophold i det pågældende land.

Information om Danmarks repræsentationsaftaler med andre Schengenlande kan findes på Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk.

4.2. Krav til ansøgningen

Det fremgår af visumkodeksens artikel 10, stk. 1, at en ansøger som udgangspunkt skal møde personligt op i forbindelse med indgivelsen af en visumansøgning. Dog kan kravet om personligt fremmøde fraviges, hvis der er tale om en ansøger, som repræsentationen kender for sin integritet og pålidelighed, jf. artikel 10, stk. 2.

På de lokaliteter, hvor VIS-systemet er taget i brug, skal en ansøger altid møde personligt op ved indgivelsen af den første visumansøgning, idet der skal optages fingeraftryk, jf. nærmere visumkodeksens artikel 13 og visumbekendtgørelsens § 7, stk. 6.

Hvis en visumansøgning indgives på et privat ansøgningscenter, er personligt fremmøde på dette center som udgangspunkt tilstrækkeligt.

Det følger endvidere af visumkodeksens artikel 10, stk. 3, at en visumansøger ved ansøgningens indgivelse skal fremlægge ansøgningsskema, rejsedokument og fotografi, ligesom ansøgeren som udgangspunkt skal have optaget fingeraftryk. Ansøgeren skal desuden betale visumgebyr, fremlægge relevant dokumentation og eventuelt dokumentere at være i besiddelse af en passende og gyldig rejsesygeforsikring. Dette fremgår ligeledes af visumbekendtgørelsens § 7 og 8.

Nogle af disse krav skal være opfyldt, for at ansøgningen overhovedet kan tages under behandling. Disse krav omtales i afsnit 4.3.

De øvrige krav har ansøgeren mulighed for at opfylde, efter at sagen er taget under behandling. Disse krav omtales i afsnit 5.

4.3. Antagelighed

Visumkodeksens artikel 19 og visumbekendtgørelsens § 7 fastlægger en række betingelser for, at en visumansøgning er antagelig. Det betyder, at ansøgningen som udgangspunkt kun kan tages under behandling, hvis disse betingelser er opfyldt.

Det drejer sig om følgende betingelser:

Ansøgningen skal indgives højst tre måneder før det planlagte ophold.

Ansøgeren skal fremlægge et udfyldt og underskrevet ansøgningsskema.

Ansøgeren skal fremlægge gyldigt pas eller andet gyldigt rejsedokument.

Ansøgeren skal have optaget fotografi og fingeraftryk.

Ansøgeren skal betale visumgebyr.

Hvis en eller flere af ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, afvises ansøgningen, jf. nærmere visumkodeksens artikel 19, stk. 3, og visumbekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Dog kan en ansøgning undtagelsesvist tages under behandling af humanitære grunde eller af hensyn til nationale interesser, jf. visumkodeksens artikel 19, stk. 4, og visumbekendtgørelsens § 7, stk. 9.

Repræsentationernes afvisning af en visumansøgning under henvisning til, at ansøgningen ikke er antagelig, kan ikke påklages.

4.3.1. Ansøgningstidspunkt

Ifølge visumkodeksens artikel 9, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 7, stk. 2, kan en visumansøgning tidligst indgives tre måneder før begyndelsen af det forventede ophold.

Er der tidligere udstedt et visum, og er det ikke udløbet, kan ansøgning først indgives, efter udløbet af det tidligere udstedte visum.

En indehaver af et visum gældende for flere indrejser og med en gyldighed på mindst 6 måneder kan indgive ansøgning om nyt visum inden udløbet af det første visum.

Der henvises i øvrigt til visumhåndbogens del II, afsnit 3.1.

4.3.2. Ansøgningsskema

Ifølge visumkodeksens artikel 11 og visumbekendtgørelsens § 7, stk. 3, skal en visumansøger forelægge et udfyldt og underskrevet ansøgningsskema af den type, der er optrykt som bilag 1 til visumkodeksen.

4.3.3. Rejsedokument

Ifølge visumkodeksens artikel 12 og visumbekendtgørelsens § 7, stk. 4, skal en visumansøger fremlægge et gyldigt rejsedokument, der opfylder følgende kriterier:

a) Det skal være gyldigt i mindst tre måneder efter datoen for den forventede udrejse fra medlemsstaternes område, eller, i tilfælde af flere rejser, efter datoen for den seneste forventede udrejse fra medlemsstaternes område. Hvis der er tale om et begrundet hastetilfælde, kan dette krav dog frafaldes.

b) Det skal indeholde mindst to tomme sider.

c) Det skal være udstedt inden for de seneste ti år.

4.3.4. Fotografi og fingeraftryk

Ifølge visumkodeksens artikel 13 og visumbekendtgørelsens § 7, stk. 5 og 6, skal myndighederne indsamle en visumansøgers biometriske identifikatorer, som omfatter et ansigtsbillede og ti fingeraftryk.

Dog er nogle persongrupper fritaget for krav om optagelse af fingeraftryk mv.

For nærmere information om kravene til fotografi og fingeraftryk henvises til visumhåndbogens del II, afsnit 4.3 og 5.

4.3.5. Gebyr

Ifølge visumkodeksens artikel 16 skal en visumansøger som udgangspunkt betale et visumgebyr på 60 euro.11) Nogle persongrupper skal dog betale et lavere gebyr, mens andre persongrupper helt er fritaget for kravet om gebyrbetaling.

For nærmere information om gebyrer og gebyrfritagelse henvises til visumhåndbogens del II, afsnit 4.4.

Ud over visumgebyret kan eksterne tjenesteydere (private ansøgningscentre) opkræve et supplerende servicegebyr, jf. visumkodeksens artikel 17.

5. Vurdering af en ansøgning om visum

Det fremgår bl.a. af visumkodeksens artikel 21, at myndighederne skal kontrollere, om ansøgeren opfylder de grundlæggende indrejsebetingelser, der følger af Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, litra a, c, d og e, dvs.:

Ansøgeren skal have et gyldigt rejsedokument (litra a).

Ansøgeren skal redegøre12) for formålet med opholdet og dokumentere at være i besiddelse af nødvendige midler til underhold og hjemrejse (litra c).

Ansøgeren må ikke være indberettet til Schengeninformationssystemet (SIS II) som uønsket (litra d).

Ansøgeren må ikke udgøre en trussel for Schengenlandenes offentlige orden, forhold til fremmede magter eller nationale sikkerhed eller sundhed (litra e).

Herudover skal myndighederne kontrollere, at ansøgerens rejsedokument er ægte, at ansøgeren har en passende og gyldig rejsesygeforsikring, og at ansøgerens eventuelle ophold i Schengenområdet ikke vil komme til at overstige de maksimale 90 dage pr. 180 dage, som et visum kan meddeles for.

Visumkodeksens artikel 21 skal ses i sammenhæng med reglerne om afslag i artikel 32, bilag VI og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, idet undersøgelserne efter artikel 21 har til formål at fastslå, om der kan meddeles visum, eller om der foreligger en grund til at meddele afslag.

På den baggrund bør sagsbehandlingen i en visumsag omfatte følgende:

undersøgelse af rejsedokumentets ægthed

vurdering af ansøgerens redegørelse for formålet med og vilkårene for opholdet

kontrol af tilstrækkelige subsistensmidler

kontrol af opholdets varighed

opslag i Schengeninformationssystemet (SIS II)

undersøgelse af, om ansøgeren udgør en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser, navnlig når den pågældende på dette grundlag er indberettet som uønsket i Schengenlandenes nationale databaser

kontrol af rejsesygeforsikring

vurdering af pålideligheden af de forelagte oplysninger

vurdering af, om ansøgeren har til hensigt at forlade Schengenområdet inden udløbet af det visum, der ansøges om

5.1. Undersøgelse af rejsedokumentets ægthed

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 3, litra a, skal myndighederne kontrollere, at det rejsedokument, som ansøgeren har fremlagt, ikke er falsk eller forfalsket.

Bestemmelsen finder både anvendelse, hvis ansøgeren gør brug af et rejsedokument, der ikke er udstedt af den angivne udsteder, hvis ansøgeren gør brug af et ægte rejsedokument, hvori der er foretaget uautoriserede ændringer, og hvis ansøgeren gør brug af et ægte dokument, som tilhører en anden person.

Vurderingen af, om et rejsedokument er falsk eller forfalsket, bør i almindelighed foretages af personer med særlig ekspertise på området, således at de visumudstedende myndigheder blot lægger ekspertvurderingen til grund ved afgørelsen af sagen.

5.2. Vurdering af ansøgerens redegørelse for formålet med og vilkårene for opholdet

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 3, litra b, skal myndighederne bl.a. kontrollere ansøgerens redegørelse for formålet med og vilkårene for det forventede ophold.

Det følger supplerende af visumkodeksens artikel 14, og visumbekendtgørelsens §§ 10-13, at en visumansøger bl.a. skal fremlægge dokumentation for rejsens formål og dokumentation, der giver mulighed for at vurdere, om ansøgeren har til hensigt at forlade Schengenområdet inden udløbet af det visum, der ansøges om.

Bilag II til visumkodeksen indeholder en ikke-udtømmende liste over den dokumentation, som myndighederne kan kræve, jf. artikel 14, stk. 3.

Inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde vurderes det, om der er behov for at supplere og harmonisere listerne over dokumentation for at tage hensyn til de lokale forhold, jf. artikel 14, stk. 5.

I det omfang der er udarbejdet lokale dokumentationslister, kan Schengenlandene ikke generelt fravige kravene på disse lister. Repræsentationerne har dog mulighed for at fravige et eller flere dokumentationskrav, hvis de kender ansøgeren for den pågældendes integritet og pålidelighed, navnlig som følge af lovlig anvendelse af tidligere visa, forudsat at der ikke hersker tvivl om, at den pågældende opfylder de grundlæggende indrejsebetingelser i Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, jf. visumkodeksens artikel 14, stk. 6.

Ved vurderingen af, om en ansøger har godtgjort formålet med det forventede ophold, lægger myndighederne blandt andet vægt på, om ansøgeren har indleveret relevant dokumentation, herunder dokumentation anført i Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelser om udarbejdelse af listerne over dokumentation, jf. visumbekendtgørelsens § 10, stk. 1.

Herudover beror det på en konkret vurdering, hvilke oplysninger og hvilken dokumentation der bør indhentes i den enkelte sag.

I afsnit 5.2.1-5.2.5 gennemgås de krav, der sædvanligvis bør stilles i forbindelse med forskellige typer af visumbesøg.

Myndighederne kan fravige de beskrevne retningslinjer, hvis formålet med opholdet er tilstrækkeligt dokumenteret på anden vis, eller hvis der er tale om en ansøger, som myndighederne i forvejen kender for sin integritet og pålidelighed, f.eks. som følge af tidligere problemfrie ophold.

Ved vurderingen af, om en ansøger opfylder vilkårene for opholdet, lægger myndighederne bl.a. vægt på, om ansøgerens rejsedokument opfylder en række betingelser, jf. visumbekendtgørelsens § 13. Der henvises til afsnit 5.2.6.

5.2.1. Dokumentation i sager om turist- og privatbesøg

Praksis for meddelelse af visum med henblik på turist- og privatbesøg varierer, afhængig af hvor høj risiko der generelt er for, at personer fra ansøgerens hjemland vil tage ulovligt ophold i Danmark eller andre Schengenlande.

Der er foretaget en inddeling af de visumpligtige lande i 5 hovedgrupper13) på grundlag af oplysninger om den generelle situation i hjemlandet og kendte immigrationsmønstre. I hovedgrupper, der generelt er kendetegnet ved en lav immigrationsrisiko, gives der som udgangspunkt visum til en bredere personkreds end i hovedgrupper kendetegnet ved en høj risiko for ulovlig immigration.

Spørgsmålet om, hvilken dokumentation der bør indhentes i en visumsag vedrørende turist- eller privatbesøg, afhænger af, hvilke betingelser ansøgeren skal opfylde for at få visum og beror således i nogen grad på, hvilken hovedgruppe ansøgeren tilhører.

Hvis der efter praksis meddeles visum til rene turistbesøg, bør kravene til dokumentation være begrænsede, idet det alene skal godtgøres, at ansøgeren faktisk ønsker at besøge Danmark som turist. Myndighederne vil ofte kunne fastslå dette allerede ved gennemgangen af ansøgningen og den indleverede dokumentation, f.eks. hvis der foreligger en troværdig beskrivelse af den planlagte rejse eller gennem interview med ansøgeren. Efter omstændighederne kan myndighederne indhente nærmere oplysninger eller dokumentation. Dokumentation i form af flybilletter eller hotelreservation bør dog kun kræves undtagelsesvist, hvis der er konkret anledning til at betvivle, at formålet med opholdet er et turistbesøg i Danmark.14)

Hvis det efter praksis er en betingelse for meddelelse af visum, at der består en familiemæssig relation mellem ansøgeren og en vært i Danmark, bør myndighederne i relevant omfang indhente dokumentation for familieforholdet, f.eks. i form af fødselsattester, familieattester, vielsesattester el.lign.

På samme måde bør myndighederne indhente relevante oplysninger om ansøgerens baggrund og situation i hjemlandet, hvis disse forhold efter praksis er af betydning for, om ansøgeren kan få visum.

Hvis der ansøges om visum under henvisning til ekstraordinære omstændigheder i form af alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem, bør der kræves dokumentation for sygdommen ved en erklæring fra en person med lægefaglig uddannelse, ligesom der også bør kræves dokumentation for relationen mellem ansøgeren og værten, herunder at der består en særlig tæt og mangeårig tilknytning.

Myndighederne bør ikke anmode om unødvendig dokumentation. Eksempelvis bør myndighederne ikke anmode om at se en vielsesattest, hvis ansøgeren efter praksis kan få visum med henblik på kærestebesøg. Det gælder uanset, om ansøgeren selv har oplyst, at der er tale om besøg hos en ægtefælle.15)

I det omfang en visumansøgning er indgivet med henblik på besøg hos en herboende vært, bør myndighederne kontrollere, om besøget er ventet af værten, og om værten har bekræftet formålet med opholdet, f.eks. i en invitation.

Det er som udgangspunkt en forudsætning for at invitere ansøgere på besøg i Danmark, at værten har fast bopæl og lovligt ophold her i landet. Myndighederne bør derfor endvidere kontrollere disse forhold ved opslag i relevante registre. Kravet om fast bopæl her i landet bør i almindelighed anses for opfyldt, hvis værten er registreret med adresse i Danmark i det centrale personregister (CPR). Kravet om lovligt ophold vil være opfyldt, hvis værten er dansk statsborger eller har opholdstilladelse her i landet, som er gyldig på tidspunktet for visumbesøget. Dansk statsborgerskab kan i almindelighed fastslås ved opslag i CPR-registret. Oplysninger om en eventuel dansk opholdstilladelse kan om nødvendigt kontrolleres ved opslag i udlændingemyndighedernes sagsbehandlingssystemer eller ved gennemgang af eventuelle fysiske udlændingesager, hvis der ikke allerede er indleveret dokumentation herfor i forbindelse med ansøgningen.

Selv om værtens opholdstilladelse er udløbet, kan der meddeles visum, hvis opholdstilladelsen er meddelt med mulighed for varigt ophold, og der er ansøgt om forlængelse af tilladelsen. Hvis der derimod er tale om en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold, f.eks. på baggrund af studier eller arbejde, kan der som udgangspunkt ikke meddeles visum, før opholdstilladelsen er blevet forlænget.

Uanset at værten ikke har fast bopæl i Danmark kan der efter praksis meddeles visum til en ægtefælle, fast samlever, kæreste eller mindreårige børn til en dansk statsborger, der er fast etableret i udlandet, hvis den danske statsborger ønsker at holde ferie i Danmark sammen med sin nærmeste familie. Ved fast etablering i udlandet forstås i denne sammenhæng, at den danske statsborger har opgivet sin danske bopæl og har taget længerevarende ophold i udlandet. Det skal i den forbindelse dokumenteres, at den danske statsborger har en fast adresse i det pågældende land, f.eks. i form af en adresseattest fra landets bopælsregistreringsmyndighed.

5.2.2. Dokumentation i sager om forretningsbesøg

Ansøgere, der ønsker at rejse til Danmark på forretningsrejse, kan få visum, hvis der er tale om et reelt forretningsbesøg.

Dette indebærer som udgangspunkt, at der skal fremlægges dokumentation for, at ansøgeren som led i sit erhverv ønsker at komme til Danmark for at handle, indgå aftale, besigtige produkter mv. hos en forretningsforbindelse i Danmark, at ansøgeren er erhvervsdrivende, og at opholdet i Danmark har relation til det erhverv, ansøgeren driver i sit hjemland.

Der bør desuden kræves dokumentation for, at der forud for ansøgerens indrejse er indgået en aftale eller er etableret kontakt med den inviterende virksomhed i Danmark.

Endvidere bør det generelt kræves, at en repræsentant for virksomheden har tilkendegivet, at besøget er ventet, og har bekræftet besøgets formål. Hvis en sådan bekræftelse ikke fremlægges sammen med ansøgningen, eller hvis der er tvivl om ægtheden eller pålideligheden af dokumentationen, bør der sendes en invitationsblanket til den inviterende forretningsforbindelse, hvori der anmodes om besvarelse af nogle uddybende spørgsmål med henblik på afklaring af parternes eventuelle forudgående forretningsmæssige kendskab til hinanden, hvorledes kontakten er blevet etableret og formålet med besøget.

Myndighederne bør herudover kontrollere, at virksomheden i Danmark er registreret i det centrale virksomhedsregister (CVR). Endvidere kan det være relevant at indhente oplysninger om virksomhedens arbejdsområde, f.eks. ved opslag på hjemmesider eller i opslagsværker eller eventuelt gennem direkte kontakt til virksomheden.

Der kan som udgangspunkt også meddeles visum til en medfølgende ægtefælle til en udlænding, der har fået visum til Danmark med henblik på forretningsbesøg. Det er i den forbindelse som udgangspunkt en forudsætning, at ægtefællerne indgiver deres visumansøgning samtidig, og at det dokumenteres, at de skal rejse sammen.

5.2.3. Dokumentation i sager om besøg med henblik på deltagelse i kulturelle eller videnskabelige arrangementer

Ansøgere, der ønsker at rejse til Danmark med henblik på deltagelse i et kulturelt eller videnskabeligt arrangement, kan som udgangspunkt meddeles visum til dette formål.

Det skal i den forbindelse dokumenteres, at arrangementet er arrangeret af danske myndigheder, uddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutioner eller organisationer, at ansøgeren har en uddannelsesmæssig baggrund eller et særligt kendskab, der begrunder deltagelse i det pågældende arrangement, og at formålet med deltagelsen i arrangementet bekræftes af værten.

Kulturelle og videnskabelige arrangementer omfatter f.eks. kongresser, sportsstævner, højskoleophold og lignende, og kravene til dokumentation afhænger af typen af ophold.

Ved visumansøgninger med henblik på højskoleophold kan det f.eks. være relevant at kræve dokumentation for ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund og sproglige forudsætninger for at deltage i undervisningen.

Ved visumansøgninger med henblik på deltagelse i et sportsstævne kan myndighederne f.eks. kræve dokumentation for, at ansøgeren har det fornødne kendskab til den pågældende sportsgren og har udøvet denne på et vist professionelt niveau forud for ønsket om indrejse i Danmark, f.eks. i form af dokumentation for medlemskab af en professionel sportsklub eller lignende.

5.2.4. Dokumentation i sager om visum med henblik på modtagelse af medicinsk behandling

Der kan efter praksis gives visum til ansøgere, som ønsker at modtage sygdomsbehandling på et privathospital eller på en privatklinik her i landet.

Ud over de almindelige betingelser for udstedelse af visum kræver det, at der foreligger en skriftligt indgået aftale med det privathospital eller den privatklinik i Danmark, som skal udføre behandlingen, hvori den forventede behandling er konkret og præcist beskrevet, at ansøgningen er vedlagt dokumentation for fuldstændig forudgående betaling for hele opholdet på behandlingsstedet, inklusive omkostninger til forundersøgelse, operation/behandling og efterbehandling/genoptræning/rekreation, og at hele behandlingsforløbet kan gennemføres på de maksimale 90 dage, som et visum kan gives for.

Det er ikke et absolut krav, at behandlingen ikke er tilgængelig i hjemlandet. Hvis der ikke ses at være rimelig grund til, at behandlingen skal foregå i Danmark, kan det dog indgå i vurderingen af, om visumansøgningen reelt er indgivet med dette formål for øje.16)

I visse tilfælde vil det endvidere være nødvendigt, at der foreligger sundhedsvidenskabelige oplysninger om, at den pågældende behandling kan gennemføres uden fare for den offentlige sundhed.

5.2.5. Dokumentation i sager om visum med henblik på deltagelse i retssager

Efter retsplejelovens § 303 kan enhver part i en civil retssag frivilligt fremstille sig og begære personligt at afgive sin forklaring. Den omstændighed, at en visumansøger oplyser, at han eller hun ønsker at afgive forklaring i en retssag, der føres ved en dansk domstol, kan dog ikke i sig selv begrunde, at der gives visum.

Udlændingemyndighederne vurderer således i hver enkelt sag, om der er en risiko for, at ansøgeren vil misbruge et meddelt visum, f.eks. til at søge asyl eller andet længerevarende ophold, eller om visumansøgningen er indgivet med henblik på at omgå reglerne om opholdstilladelse.

Ved vurderingen af asyl- og immigrationsrisikoen lægges der både vægt på visumansøgerens individuelle forhold og på den generelle asyl- eller immigrationsrisiko, der kendetegner ansøgere fra det pågældende land. Det tillægges desuden betydning, hvis ansøgeren f.eks. giver udtryk for ikke at have til hensigt at udrejse igen efter visummets udløb, eller hvis ansøgeren tidligere har udvist en adfærd, der indikerer, at der ikke kun ønskes et kortvarigt ophold i Danmark, f.eks. hvis ansøgeren ikke er udrejst i overensstemmelse med et tidligere udstedt visum.

Ved vurderingen af, om visumansøgningen er indgivet med henblik på omgåelse af reglerne om opholdstilladelse, vil det bl.a. indgå med betydelig vægt, hvis ansøgeren tidligere er meddelt afslag på ægtefællesammenføring med en herboende ægtefælle under henvisning til reglerne om tvangs- eller proformaægteskaber, eller hvis udlændingemyndighederne tidligere har afvist at behandle en ansøgning om opholdstilladelse indgivet af den pågældende og i den forbindelse har henvist til, at ansøgningen vurderes primært at være indgivet med henblik på opnåelse af processuelt ophold, idet det f.eks. var åbenbart, at udlændingen ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse, eller hvis udlændingen allerede var meddelt afslag på det, der blev ansøgt om.

Hvis udlændingemyndighederne vurderer, at der er en risiko for, at ansøgeren vil misbruge et meddelt visum, foretager udlændingemyndighederne herefter en afvejning af denne risiko over for ansøgerens interesse i at deltage i den verserende retssag. I den forbindelse lægges der bl.a. vægt på retssagens betydning for ansøgeren og på muligheden for, at ansøgerens personlige deltagelse i retssagen vil kunne påvirke sagens udfald.

Hvis udlændingemyndighederne vurderer, at ansøgerens interesse i at deltage i retssagen i Danmark overstiger hensynet til at forebygge misbrug af visumsystemet, vil der som udgangspunkt blive meddelt visum. I sådanne tilfælde begrænses visummets gyldighed til det tidsrum, der er nødvendigt, for at ansøgeren kan varetage sine interesser i forbindelse med retssagen.

Hvis det omvendt vurderes, at hensynet til at forebygge misbrug af visumsystemet vejer tungere end hensynet til ansøgerens interesse i at deltage i retssagen, meddeles der afslag på visum.

Ansøgeren må i så fald i forbindelse med retssagen anmode om tilladelse til at afgive forklaring ved bevisoptagelse i udlandet efter retsplejelovens § 342 eller om at afgive forklaring i form af en skriftlig erklæring efter retsplejelovens § 297.

Hvis retten ikke tillader ansøgeren at afgive forklaring ved bevisoptagelse i udlandet eller ved skriftlig erklæring, kan ansøgeren anmode udlændingemyndighederne om genoptagelse af visumsagens behandling under henvisning til de nye oplysninger, der fremgår af rettens kendelse. Udlændingemyndighederne vil i sådanne tilfælde genoverveje, om der er grundlag for at meddele visum, i lyset af de nye oplysninger. Der foretages i den forbindelse en fornyet vurdering af nødvendigheden af ansøgerens forklaring i retten, bl.a. på grundlag af rettens begrundelse for at afvise de ovennævnte muligheder for at afgive forklaring fra udlandet.

I sager, hvor retten har indkaldt en part til et personligt møde efter modpartens påstand, jf. retsplejelovens § 302, stk. 1, tages dette som udtryk for, at retten anser partens tilstedeværelse under retsmødet for nødvendig.

Efter praksis gives der derfor som udgangspunkt visum med henblik på at deltage i et retsmøde, hvis der foreligger dokumentation for, at den pågældende er indkaldt til at afgive partsforklaring for retten.

Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis udlændingemyndighederne finder, at hensynet til at undgå misbrug af visumsystemet i den konkrete sag overstiger de interesser, der tilgodeses ved ansøgerens tilstedeværelse under retssagen.

I civile sager såvel som straffesager, hvor en ansøger er indkaldt til at vidne, er det en betingelse for meddelelse af visum, at der foreligger dokumentation for et konkret retsmøde, herunder en indkaldelse af ansøgeren med henblik på at afgive vidneforklaring.

Vidnepligten efter retsplejelovens § 168 gælder alene for personer, der bor i Danmark. Personer, der opholder sig i udlandet, kan som udgangspunkt ikke pålægges at afgive forklaring ved en dansk domstol. Hvis disse personer indkaldes som vidner, vil de således ikke være forpligtede til at møde og afgive forklaring i retten.

I forhold til vidner kan der i visse sager foreligge meget tungtvejende hensyn til retssagens oplysning, og der kan derfor efter omstændighederne meddeles visum i videre omfang end til parterne i en retssag.

5.2.6. Dokumentation for opfyldelse af vilkårene for opholdet

Ved vurderingen af, om en ansøger opfylder vilkårene for det forventede ophold, skal myndighederne bl.a. påse, at ansøgerens pas eller andet rejsedokument er anerkendt som rejselegitimation af Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 13, stk. 1, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.

Passet eller rejsedokumentet skal desuden være gyldigt i mindst tre måneder efter den påtænkte dato for udrejse af Schengenlandene, være udstedt inden for de seneste ti år, indeholde to tomme sider og være gyldigt for tilbagerejse til udstederlandet, jf. visumbekendtgørelsens § 13, stk. 2, jf. § 7, stk. 4.17) Myndighederne kan fravige kravene til passets eller rejsedokumentets tidsmæssige gyldighed i begrundede hastetilfælde, hvis gyldigheden er længere end visummet og gør det muligt for ansøgeren at rejse tilbage til udstederlandet inden udløbet af rejsedokumentet.

Hvis ansøgerens rejsedokument er udstedt af et andet land end hjemlandet, skal det desuden dokumenteres, at ansøgeren er i besiddelse af en tilbagerejsetilladelse til det land, der har udstedt rejsedokumentet, og at tilbagerejsetilladelsen er gyldig i mindst tre måneder efter den påtænkte dato for udrejse af Schengenlandene, jf. visumbekendtgørelsens § 13, stk. 3. Kravet til tilbagerejsetilladelsens gyldighed kan fraviges i begrundede hastetilfælde, hvis gyldigheden er længere end visummet og gør det muligt for ansøgeren at rejse tilbage til udstederlandet inden udløbet af rejsedokumentet.

Hvis ansøgeren har fast bopæl i et andet land end hjemlandet, skal det ligeledes dokumenteres, at ansøgeren er i besiddelse af en tilbagerejsetilladelse til bopælslandet, som er gyldig i mindst tre måneder efter den påtænkte dato for udrejse af Schengenlandene, jf. visumbekendtgørelsens § 13, stk. 4. Kravet til tilbagerejsetilladelsens gyldighed kan fraviges i begrundede hastetilfælde, hvis gyldigheden er længere end visummet og gør det muligt for ansøgeren at rejse tilbage til bopælslandet inden udløbet af rejsedokumentet, eller hvis myndighederne vurderer, at ansøgeren utvivlsomt har til hensigt at udrejse i overensstemmelse med et meddelt visum, og ansøgeren faktisk har mulighed for at vende tilbage til sit eget hjemland efter visumopholdet.

For så vidt angår de øvrige vilkår, der følger af Schengengrænsekodeksens artikel 6, henvises til afsnit 4.3.3 og 5.3-5.7.

5.3. Kontrol af tilstrækkelige subsistensmidler

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 1, og stk. 3, litra b, skal myndighederne kontrollere, om ansøgeren har de fornødne subsistensmidler, såvel i den påtænkte opholdsperiode som til hjemrejsen til hjemlandet eller bopælslandet eller gennemrejse til et tredjeland, hvor den pågældende er sikret indrejse, eller om den pågældende er i stand til at skaffe sig disse midler på lovlig vis.

Vurderingen af subsistensmidler under det forventede ophold foretages på grundlag af varigheden af og formålet med opholdet.

Ved indrejse i Danmark skal en visumindehaver som udgangspunkt dokumentere at være i besiddelse af ca. 500 kr. pr. døgn, hvis der er tale om et hotelophold, mens ca. 350 kr. pr. døgn vil være tilstrækkeligt, hvis visumansøgeren skal bo på vandrerhjem el.lign. Et mindre beløb kan efter omstændighederne anses for tilstrækkeligt, hvis indkvarteringen er betalt i forvejen, eller der er tale om privat indkvartering, og værten har påtaget sig at indestå for alle udgifter.

De enkelte Schengenlande har opstillet forskellige retningslinjer med hensyn til beløbets størrelse. Visumhåndbogens bilag 18 indeholder en oversigt over de krav, der stilles af de forskellige Schengenlande.

5.4. Kontrol af opholdets varighed

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 4, skal myndighederne sikre sig, at ansøgeren ikke har overskredet den maksimale længde af det tilladte ophold i Schengenområdet.

Hvis ansøgeren tidligere har opholdt sig i Schengenområdet på grundlag af et visum, skal det således påses, at ansøgeren ikke kommer til at opholde sig i Schengenområdet på grundlag af visum i mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage.

For nærmere information om beregningen af tilladte ophold henvises til afsnit 3.1.

For nærmere information om mulighederne for at få udstedt visum gældende for en kortere periode end ansøgt henvises til afsnit 8.4.

5.5. Opslag i Schengeninformationssystemet (SIS II)

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 1, og stk. 3, litra c, skal myndighederne kontrollere, om ansøgeren er en person, om hvem der er indgivet indberetning til Schengeninformationssystemet (SIS II) med henblik på at nægte indrejse.

Der foretages opslag i SIS II i forbindelse med oprettelsen af en visumansøgning i visumsystemet.

Hvis ansøgeren fremgår som indberettet til SIS II, sendes der automatisk en høring til Rigspolitiets Sirenekontor, som herefter undersøger resultatet nærmere og meddeler, om det kan bekræftes, at ansøgeren er indberettet til SIS II, eller om der er tale om et falsk hit som følge af sammenfald i persondata el.lign.

Hvis Sirenekontoret bekræfter en indberetning til SIS II, skal der tillige indhentes oplysninger om, hvilket land der har indberettet ansøgeren, idet ansøgeren skal oplyses om dette.

5.6. Undersøgelse af, om ansøgeren udgør en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 1, og stk. 3, litra d, skal myndighederne kontrollere, at ansøgeren ikke udgør en trussel mod nogen af medlemsstaternes offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed som defineret i artikel 2, nr. 21, i Schengengrænsekodeksen eller internationale forbindelser, og navnlig at den pågældende ikke på dette grundlag er indberettet som uønsket i medlemsstaternes nationale databaser.

Bestemmelsen indebærer både, at myndighederne har pligt til at følge op på eventuelle konkrete oplysninger, der indikerer, at der kan være en sikkerhedsrisiko, og at myndighederne skal kontrollere ansøgeren i en række registre samt eventuelt foretage høring af andre Schengenlande eller af efterretningstjenesterne.

5.6.1. Indrejseforbud

Myndighederne kontrollerer ved behandlingen af en visumsag, om ansøgeren er opført med et indrejseforbud i Kriminalregistret. Opslag i Kriminalregistret foretages automatisk samtidig med opslaget i SIS II ved oprettelsen af en visumansøgning.

Hvis ansøgeren har indrejseforbud, kan der som udgangspunkt ikke meddeles visum i tiden fra udrejsen og indtil indrejseforbuddets udløb.

I alle tilfælde bør der ved behandlingen af visumansøgningen fra den udviste tages hensyn til den pågældendes tilknytning her til landet, længden af indrejseforbuddet, forløbet af den medgåede tid fra udrejsen, baggrunden for udvisningen mv. Hvis den udviste forinden har overtrådt indrejseforbuddet, gives som udgangspunkt altid afslag på visumansøgningen.

Er ansøgeren udvist ved dom med indrejseforbud for bestandig, kan visum alene udstedes i helt ekstraordinære tilfælde. Til sådanne ansøgere kan der ikke udstedes visum i de to første år efter udrejsen, medmindre ansøgerens tilstedeværelse i Danmark er bydende nødvendig, f.eks. hvis ansøgeren skal vidne i en retssag, hvor retten skønner, at ansøgerens tilstedeværelse er af væsentlig betydning for sagens gennemførelse, eller ved akut alvorlig sygdom hos en herboende ægtefælle eller barn, og hvor hensynet til den herboende afgørende taler for udstedelse af visum til den udviste ansøger.

Efter udløbet af de første to år efter udrejsen kan der alene udstedes visum, når ganske særlige grunde taler derfor, f.eks. ved alvorlig sygdom eller dødsfald hos herboende familie.

Forud for meddelelse af visum til en person, der ved dom er udvist med indrejseforbud for bestandig, skal udlændingemyndighederne fra politiet indhente oplysning om risikoen for, at den pågældende under et ophold her i landet vil begå ny kriminalitet. Foreligger der en sådan risiko, bør dette indgå som et særdeles vægtigt argument imod meddelelse af visum. Det bør tillige tillægges betydning, hvis udsendelsen af den pågældende var problematisk.

Er ansøgeren udvist ved dom med indrejseforbud for 12 år, 6 år eller 4 år, kan visum i denne periode alene meddeles, hvis der er en ganske særlig grund, f.eks. alvorlig sygdom eller dødsfald hos herboende familie.

Er ansøgeren udvist administrativt med indrejseforbud for 2 eller 5 år, herunder hvis ansøgeren er opført på den i udlændingelovens § 29 c nævnte liste over udenlandske forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse, gælder det tilsvarende, at visum i denne periode alene kan meddeles, hvis der er en ganske særlig grund, f.eks. alvorlig sygdom eller dødsfald hos herboende familie.

I de tilfælde, hvor der er grundlag for at meddele visum, selv om ansøgeren har et gældende indrejseforbud, vil visummet altid være territorialt begrænset.

5.6.2. Registrering på FN's eller EU's sanktionslister

Myndighederne kontrollerer ved behandlingen af en visumsag, om ansøgeren er opført på FN's eller EU's sanktionslister. Opslag i disse lister foretages automatisk samtidig med opslaget i SIS II ved oprettelsen af en visumansøgning.

Hvis ansøgeren er opført på en sanktionsliste, forelægges sagen for Udenrigsministeriet, der herefter afgiver en indstilling til sagens afgørelse.

5.6.3. Konsultation af andre Schengenlande eller af efterretningstjenesterne

Ifølge visumkodeksens artikel 22, stk. 1, kan et Schengenland kræve, at andre Schengenlandes myndigheder hører dets centrale myndigheder under behandlingen af visumansøgninger indgivet af statsborgere fra specifikke tredjelande eller specifikke kategorier af disse statsborgere.

Det følger i forlængelse heraf af visumbekendtgørelsens § 14, stk. 1, at der ved behandlingen af en visumsag skal gennemføres høring af myndighederne i andre Schengenlande i overensstemmelse med reglerne i visumkodeksen.

Et Schengenland kan endvidere bestemme, at landets egne visumudstedende myndigheder skal konsultere de centrale myndigheder med ansvar for sikkerhed. Efter visumbekendtgørelsens § 14, stk. 2, kan de danske udlændingemyndigheder foretage høring af efterretningstjenesterne i forbindelse med vurderingen af, om en ansøger udgør en sikkerhedsrisiko.

Høring af andre Schengenlande og/eller af efterretningstjenesterne fremsendes automatisk til de relevante myndigheder i forbindelse med oprettelsen af visumansøgningen.

Der kan ikke meddeles Schengenvisum, før alle hørte myndigheder har afgivet svar, eller fristen for at afgive svar er sprunget.18)

Oplysninger om, hvilke landes myndigheder der skal høres i forbindelse med visumansøgninger fra bestemte nationaliteter eller persongrupper, fremgår af dokumenter, der er klassificeret "til tjenestebrug".

Ved behandlingen af en konkret visumsag må myndighederne derfor ikke udlevere oplysninger til ansøgeren om, hvilke landes myndigheder der måtte være blevet hørt, eller om de pågældende landes myndigheders eventuelle svar på en sådan høring.

I forbindelse med en eventuel anmodning om aktindsigt kan dokumenter, der indeholder oplysninger om hørte lande/myndigheder og om disses svar på høringen undtages fra aktindsigt efter forvaltningslovens §§ 15-15 a, hvorefter retten til aktindsigt kan begrænses på grund af afgørende hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar eller af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser mv.

5.6.4. Andre oplysninger om forhold af betydning for den offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser

Myndighederne bør altid foretage nærmere undersøgelser af en sag, hvis der foreligger oplysninger, der tyder på, at ansøgeren eventuelt kan udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser.

Nedenfor omtales nogle eksempler på, at hensynet til den offentlige orden taler imod udstedelse af visum.

5.6.4.1. Tvangsægteskaber og proformaægteskaber

Hvis en ansøger tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om ægtefællefamiliesammenføring eller familiesammenføring med en fast samlever i Danmark under henvisning til, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforholdet er at opnå opholdstilladelse (proforma), eller med henvisning til, at det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet etableret efter begge parters eget ønske (tvangsægteskab), kan der efter praksis ikke gives Schengenvisum med henblik på besøg hos den herboende ægtefælle eller samlever, uanset hvilket land ansøgeren kommer fra. Dette gælder også, selv om ansøgeren tidligere er meddelt visum under henvisning til den samme eller en anden vært.

Myndighederne kan endvidere i helt særlige tilfælde meddele afslag på visum, hvis der i forbindelse med behandlingen af en visumsag fremkommer oplysninger, der tydeligt indikerer, at der er tale om et tvangs- eller proformaægteskab, uanset at ansøgeren ikke tidligere har fået behandlet en ansøgning om familiesammenføring med ægtefællen. I sådanne tilfælde bør ansøgeren i forbindelse med afslaget vejledes om, at der alene er taget stilling til, om ægteskabet ud fra de foreliggende oplysninger kan danne grundlag for et visumbesøg, og at spørgsmålet vil blive undersøgt nærmere i forbindelse med en eventuel sag om familiesammenføring.

Uanset at der er tale om et tvangs- eller proformaægteskab, kan der i helt særlige tilfælde, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle eller samlever har fællesbørn, der er bosat her i landet, og hvor hensynet til fællesbarnet taler afgørende derfor, meddeles visum med henblik på besøg hos fællesbarnet. Sådanne forhold, der kan tale afgørende for meddelelse af visum med henblik på besøg hos det herboende fællesbarn, kan eksempelvis være, at fællesbarnet lider af en alvorlig sygdom, der umuliggør barnets rejse til udlandet.

5.6.4.2. Kriminalitet

Hvis myndighederne ved behandlingen af en visumsag vurderer, at der er en begrundet formodning for, at ansøgeren vil begå kriminalitet under visumopholdet, bør der meddeles afslag på visumansøgningen ud fra hensynet til Schengenlandenes offentlige orden.

5.6.4.3. Ulovligt arbejde

Det følger af udlændingelovens § 13, at en udlænding som udgangspunkt skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for at udføre tjenesteydelser her i landet. Enkelte former for arbejde er dog undtaget fra kravet om arbejdstilladelse. Det gælder f.eks. videnskabsmænd og foredragsholdere for så vidt angår undervisning eller lignende virksomhed, hvortil de er indbudt, og kunstnere, herunder musikere, artister og lignende og tilknyttet personale, såfremt de har større betydning for en væsentlig kunstnerisk begivenhed, jf. udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2, jf. udlændingelovens § 14, stk. 2.

Det er således kun tilladt at arbejde under et visumophold, hvis den pågældende form for arbejde er undtaget fra kravet om arbejdstilladelse i medfør af de ovennævnte bestemmelser.

Hvis myndighederne ved behandlingen af en visumsag vurderer, at der er en begrundet formodning for, at ansøgeren vil arbejde under visumopholdet uden fornøden tilladelse, bør der meddeles afslag på visumansøgningen. I forbindelse med et sådant afslag bør ansøgeren vejledes om muligheden for at ansøge om arbejdstilladelse.

5.6.4.4. Ekstreme religiøse prædikanter mv.

Hvis myndighederne ved behandlingen af en visumsag vurderer, at der er en begrundet formodning for, at ansøgeren under visumopholdet vil formidle ekstreme religiøse værdier og holdninger i strid med grundlæggende demokratiske værdier, f.eks. fordi ansøgeren er kendt for at formidle sådanne værdier og holdninger, bør der meddeles afslag på visumansøgningen ud fra hensynet til Schengenlandenes offentlige orden.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at en sådan udlænding, selvom vedkommende er meddelt visum, skal afvises ved indrejsen her i landet, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 7, jf. stk. 2.

Fra den 1. januar 2017 er der indført en offentlig sanktionsliste over udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse i Danmark.

Det følger af udlændingelovens § 29 c, stk. 1, at en udlænding kan optages på sanktionslisten, hvis udlændingen virker som religiøs forkynder eller på anden måde udbreder en religion eller tro og hensynet til den offentlige orden i Danmark tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet. Optagelse på sanktionslisten sker for 2 år og kan forlænges med 2 år ad gangen. En udlænding, som er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 3, eller har opholdstilladelse her i landet, kan ikke optages på sanktionslisten.

Sanktionslisten er offentlig og kan indeholde oplysninger om navn, nationalitet, fødselsdato og opholdsland og med ansigtsfoto, jf. udlændingelovens § 29 c, stk. 4.

Ifølge udlændingelovens § 32, stk. 10, har en udlænding, der er optaget på sanktionslisten, indrejseforbud og må ikke uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet, jf. nærmere afsnit 5.6.1.19)

5.7. Kontrol af rejsesygeforsikring

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 1, og stk. 3, litra e, skal myndighederne kontrollere, om ansøgeren har en passende og gyldig rejsesygeforsikring.

Det følger af visumkodeksens artikel 15, at rejsesygeforsikringen skal dække eventuelle udgifter i forbindelse med hjemsendelse af helbredsmæssige grunde eller dødsfald, uopsættelig lægebehandling og akut hospitalsbehandling under det påtænkte ophold. Rejsesygeforsikringen skal endvidere dække alle Schengenlandene og dække hele varigheden af de påtænkte ophold eller transit. Minimumsbeløbet for forsikringsdækningen skal være 30.000 euro.

Hvis der er ansøgt om visum til mere end to indrejser i Schengenlandene, skal rejsesygeforsikringen alene dække tidsrummet for den første påtænkte indrejse og ophold i Schengenlandene. I sådanne tilfælde skal ansøgeren underskrive erklæringen på visumansøgningsskemaet om at være bekendt med nødvendigheden af at have rejsesygeforsikring ved fremtidige indrejser og ophold i Schengenlandene.

Indehavere af diplomatpas er fritaget for kravet om rejsesygeforsikring, ligesom visse persongrupper kan undtages for kravet om rejsesygeforsikring på baggrund af deres ansættelsesforhold eller i forbindelse med udstedelse af visum ved grænsen.

Der henvises til visumbekendtgørelsens § 15 og visumhåndbogens del II, afsnit 6.3.

5.8. Vurdering af pålideligheden af de forelagte oplysninger

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 7, skal behandlingen af en visumansøgning navnlig baseres på ægtheden og troværdigheden af den fremlagte dokumentation og på rigtigheden og troværdigheden af de udsagn, der er fremsat af ansøgeren.

Når der foreligger oplysninger og dokumentation vedrørende formålet med opholdet, skal myndighederne således også vurdere pålideligheden af dokumentationen og de fremsatte udtalelser.

Myndighederne bør således i relevant omfang kontrollere disse forhold. Vurderingen af, hvilke undersøgelser der er behov for, må foretages på baggrund af omstændighederne i den konkrete sag og under hensyn til de lokale forhold, herunder om der er større eller mindre problemer med svig i forbindelse med visumansøgninger.

Det kan f.eks. være relevant at kontrollere ægtheden og troværdigheden af dokumenter ved at indhente supplerende oplysninger fra ansøgeren selv (evt. ved et personligt interview), ved at kontakte den angivne udsteder af dokumentet eller om nødvendigt ved at foretage en egentlig verificering af dokumentet.

Nogle steder i verden er det så vanskeligt og tidskrævende at verificere dokumenter, at det ikke er praktisk muligt at fastslå, om dokumenterne er ægte, i forbindelse med behandlingen af en visumsag. I sådanne tilfælde må det bero på en konkret vurdering, om dokumenterne kan lægges til grund ved vurderingen af sagen. I den forbindelse bør der både lægges vægt på, om dokumenterne fremstår ægte, og om der foreligger andre oplysninger, som bekræfter eller sår tvivl om dokumenternes ægthed.

Med henblik på vurderingen af rigtigheden og troværdigheden af ansøgerens udtalelser kan det ligeledes være relevant at indhente supplerende oplysninger fra ansøgeren selv (evt. ved et personligt interview), ligesom det kan være relevant at indhente supplerende oplysninger fra en eventuel vært med henblik på afdækning af eventuelle uoverensstemmelser i forklaringerne.

For at hindre misbrug af visumsystemet kan Udlændingestyrelsen i visse sager stille krav om, at værten eller en repræsentant for den inviterende virksomhed skal møde personligt op og fremvise legitimation, der godtgør den pågældendes identitet. Mødet holdes i Udlændingestyrelsen, hvis værten bor i Storkøbenhavn, og hos det lokale politi, hvis værten bor uden for Storkøbenhavn.

5.9. Vurdering af, om ansøgeren har til hensigt at forlade Schengenområdet inden udløbet af det visum, der ansøges om

Ifølge visumkodeksens artikel 21, stk. 1, og stk. 3, litra e, skal myndighederne ved behandlingen af en ansøgning om visum bl.a. lægge vægt på, om ansøgeren udgør en risiko for ulovlig indvandring, og om ansøgeren agter at forlade medlemsstaternes område før udløbet af det visum, der ansøges om.

Det følger endvidere af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 1, at myndighederne ved vurderingen af, om en ansøger har til hensigt at forlade Schengenlandene inden visummets udløb, bl.a. skal lægge vægt på tilgængelige oplysninger om ansøgerens situation i hjemlandet, eventuelle tidligere ophold i Danmark eller andre Schengenlande, formålet med det planlagte ophold samt eventuel tilknytning til herboende personer.

Endvidere skal myndighederne lægge vægt på oplysninger om de generelle forhold i ansøgerens hjemland samt kendte immigrationsmønstre.

I tilfælde, hvor flere ansøgere, f.eks. ægtefæller, ansøger om Schengenvisum med henblik på at rejse til Danmark sammen, bør ansøgningerne som udgangspunkt behandles individuelt. Ved ansøgninger fra mindreårige børn, som ansøger om Schengenvisum med henblik på at rejse sammen med deres forældre, foretages der dog som udgangspunkt ikke en selvstændig vurdering af barnet, men alene en bedømmelse af, om forældrene kan meddeles Schengenvisum. Hvis forældrene kan meddeles Schengenvisum, meddeles der som udgangspunkt også visum til det medfølgende mindreårige barn.

5.9.1. Visum efter en konkret vurdering (bona fide)

Det følger af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 2, at en ansøger kan meddeles visum, hvis myndighederne efter en samlet vurdering af alle de relevante omstændigheder (jf. § 16, stk. 1) vurderer, at ansøgeren utvivlsomt har til hensigt at forlade Schengenlandene inden visummets udløb.

I alle sager, hvor afgørelsen beror på en vurdering af, om ansøgeren har til hensigt at udrejse inden visummets udløb, har myndighederne således mulighed for at meddele visum, hvis det efter en konkret vurdering anses for ubetænkeligt.20)

Dette gælder for repræsentationerne såvel som Udlændingestyrelsen, men er i praksis af størst betydning for repræsentationerne, idet de sager, der forelægges for Udlændingestyrelsen til afgørelse i første instans generelt er relativt komplicerede, hvorfor der typisk vil være en vis tvivl om ansøgerens hensigter.

5.9.2. Betydningen af tidligere ophold i Danmark eller andre Schengenlande

Ifølge visumbekendtgørelsens § 16, stk. 3, skal oplysninger om en ansøgers eventuelle tidligere ophold i Danmark eller andre Schengenlande inden for en kortere årrække forud for den aktuelle visumansøgning tillægges vægt i vurderingen af, om ansøgeren har til hensigt at forlade Schengenlandene inden visummets udløb.

Der lægges både vægt på oplysninger om tidligere problemfrie ophold og oplysninger om tidligere misbrug af reglerne om indrejse og ophold.

En ansøger, der i forbindelse med et tidligere ophold i Danmark eller andre Schengenlande har overholdt reglerne for indrejse og ophold, må således som udgangspunkt formodes også at ville overholde reglerne i forbindelse med et nyt ophold.

Omvendt kan en ansøgers tidligere misbrug af reglerne om indrejse og ophold ses som et tegn på, at ansøgeren ikke vil udrejse i overensstemmelse med et eventuelt visum. Der kan både være tale om tilfælde, hvor ansøgeren er blevet udvist med indrejseforbud, hvor ansøgeren har handlet i strid med udlændingelovens karensregler, eller hvor ansøgeren i øvrigt har handlet på en måde, der indikerer, at den pågældende ikke vil overholde reglerne i forbindelse med et eventuelt nyt ophold.

Ved behandlingen af en visumansøgning bør myndighederne altid foretage opslag i visumsystemet21) for at fastslå, om ansøgeren er kendt med tidligere visumsager.

Myndighederne bør desuden indhente oplysninger om ansøgerens eventuelle tidligere ophold og/eller ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark, f.eks. ved opslag i udlændingemyndighedernes øvrige sagsbehandlingssystemer, ved opslag i CPR-registret og ved gennemgang af eventuelle fysiske udlændingesager.

Da repræsentationerne kun har begrænset adgang til sagsbehandlingssystemerne, og da de ikke har adgang til de fysiske udlændingesager, bør repræsentationerne følge op på alle oplysninger om tidligere ophold og/eller ansøgninger om opholdstilladelse ved at kontakte Udlændingestyrelsen.

I repræsentationernes sagsbehandlingssystem vil det i nogle tilfælde være angivet, hvis en ansøger er kendt med en sag i udlændingemyndighedernes sagsbehandlingssystemer (med en rød stjerne i feltet ”immigration case check”). En ansøger kan dog godt være kendt med tidligere sager om f.eks. opholdstilladelse, uden at det fremgår af visumsagen. Repræsentationerne bør derfor også følge op på andre oplysninger, der indikerer, at ansøgeren tidligere har haft ophold i Danmark og/eller har ansøgt om opholdstilladelse.

5.9.2.1. Tidligere problemfrit ophold

I det omfang afgørelsen af en visumsag beror på en vurdering af, om ansøgeren har til hensigt at udrejse inden visummets udløb, bør der som udgangspunkt meddeles visum, hvis ansøgeren tidligere er meddelt visum til Danmark eller et andet Schengenland22) og har benyttet det udstedte visum i overensstemmelse med reglerne om indrejse og ophold, herunder ved overholdelse af udrejsetidspunktet og det angivne formål med besøget.

Der bør ligeledes meddeles visum, hvis ansøgeren tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark og i den forbindelse har haft et uproblematisk ophold.

En ansøgers tidligere problemfri ophold bør dog kun tillægges selvstændig betydning, hvis ansøgerens forhold og forholdene i ansøgerens hjemland ikke har ændret sig væsentligt siden det tidligere ophold.

Tidligere ophold tillægges endvidere kun betydning, hvis de har fundet sted inden for en kortere årrække forud for den aktuelle visumansøgning. Der kan efter en konkret vurdering lægges vægt på ophold, der ligger op til 10 år tilbage i tiden, hvis forholdene er helt uændrede, både i relation til ansøgerens situation, forholdene i hjemlandet og formålet med opholdet.

Tidligere ophold, mens ansøgeren var mindreårig, bør normalt kun tillægges begrænset betydning, idet der som udgangspunkt ikke foretages en selvstændig vurdering af en sag vedrørende et mindreårigt barn, hvis barnet ansøger om visum med henblik på at rejse sammen med sine forældre. I så fald vil barnet blot få visum eller afslag på visum i konsekvens af afgørelsen i forældrenes sag. Hvis en nu voksen ansøger tidligere er blevet meddelt visum som mindreårig efter en selvstændig vurdering, kan der dog lægges vægt på dette visumophold i forbindelse med en ny ansøgning om visum.

5.9.2.2. Karens som følge af tidligere overtrædelse af reglerne om indrejse og ophold

Udlændingelovens § 4 c indeholder regler om fastsættelse af karensperioder for udlændinge, der på nærmere angivne måder benytter visumophold til andet end det tiltænkte formål. Karensperioden er enten 3 eller 5 år, jf. nedenfor.

Udlændingelovens § 4 c finder anvendelse i situationer, hvor en karensbærende adfærd er sket efter indrejse på et dansk Schengenvisum. Ved dansk Schengenvisum forstås i denne sammenhæng visum udstedt af danske repræsentationer, visum bemyndiget af Udlændingestyrelsen efter forelæggelse fra den modtagende repræsentation – uanset om det er en dansk eller udenlandsk repræsentation – samt bona fide visum med Danmark som hoveddestination udstedt af et andet lands repræsentation på vegne af Danmark i medfør af en repræsentationsaftale.

Ifølge udlændingelovens § 4 c, stk. 1, kan en udlænding som udgangspunkt ikke få visum i 3 år, hvis den pågældende efter indrejsen opholder sig i Danmark eller et andet Schengenland uden fornøden tilladelse i op til en måned (30 dage) ud over det tidsrum, der er angivet i det udstedte visum. Perioden udgør 5 år, hvis opholdet varer mere end en måned (30 dage) ud over det angivne tidsrum. Perioderne på henholdsvis 3 og 5 år regnes fra tidspunktet for udlændingens udrejse af Schengenområdet.

Udlændingen kan dog meddeles visum, hvis den pågældende godtgør, at overskridelsen af det angivne tidsrum skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges den pågældende til last, eller at der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis en afskæring af udlændingens muligheder for at få visum vil udgøre en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til overskridelsen af visummets gyldighed, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor udlændingen har haft til hensigt at udrejse inden for visummets gyldighed, men ikke har haft mulighed for det som følge af f.eks. strejker, vejrliget eller sygdom, eller hvor baggrunden for den nye visumansøgning er livstruende sygdom, dødsfald el.lign. hos et herboende nærtstående familiemedlem.

I visse tilfælde tildeles der endvidere ikke karens i forbindelse med kortvarige førstegangsoverskridelser af det antal dage, som et visum er udstedt for. Det gælder således i tilfælde, hvor en udlænding opholder sig i Danmark eller et andet Schengenland uden fornøden tilladelse i op til 15 dage ud over det antal dage, som visummet er udstedt for, såfremt den pågældende udrejser af Schengenområdet inden udløbet af visummets gyldighedsperiode, og såfremt den pågældende i fornødent omfang kan godtgøre at have misforstået tidspunktet for visummets udløb samt kan anføre andre forhold, der understøtter, at den pågældende har været i god tro. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det må lægges til grund, at der har været vejledt forkert eller ufyldestgørende om visummets udløb.23)

Ifølge udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 1, kan en udlænding ikke få visum i 5 år, hvis den pågældende efter indrejsen i Danmark udvises ved dom eller administrativ beslutning efter udlændingelovens kapitel 4. Perioden på 5 år regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

Det følger endvidere af udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 2, at en udlænding ikke kan få visum i 5 år, hvis den pågældende efter indrejsen indgiver ansøgning om asyl i Danmark eller et andet Schengenland. Perioden på 5 år regnes fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.

Udlændingen pålægges dog ikke karens, hvis den pågældende medvirker til asylsagens oplysning og efter afslag på eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 6.

Endelig følger det af udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 3, at en udlænding ikke kan få visum i 5 år, hvis den pågældende efter indrejsen indgiver ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag end asyl. Perioden på 5 år regnes fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse. Hvis udlændingen indgiver flere ansøgninger om opholdstilladelse, regnes perioden fra den senest indgivne ansøgning.

Udlændingen pålægges dog ikke karens, hvis der er tale om en ansøgning om ægtefællesammenføring, familiesammenføring med en fast samlever, familiesammenføring, hvor ansøgeren er et mindreårigt barn under 15 år, opholdstilladelse med henblik på at studere eller deltage i en ph.d.-uddannelse, opholdstilladelse på grundlag af fribyordningen, opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed, opholdstilladelse som ansat eller ph.d.-studerende ved European Spallation Source i Sverige eller opholdstilladelse meddelt på baggrund af internationale forpligtelser. Udlændingen pålægges endvidere ikke karens, hvis udlændingen efter indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse udrejser af Schengenlandene i overensstemmelse med det udstedte visums gyldighed, eller hvis hensyn af humanitær karakter afgørende taler derimod, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 4.24)

Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med at søge opholdstilladelse er at forlænge opholdet her i landet, og det er åbenbart, at ansøgningen ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 5.

5.9.3. Ansøgerens tidligere adfærd i øvrigt25)

Der bør normalt meddeles afslag på en visumansøgning, hvis ansøgeren tidligere har udvist en adfærd, der indikerer, at den pågældende ikke kun ønsker et lovligt kortvarigt ophold.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ansøgeren tidligere har søgt asyl. Det forhold, at en ansøger tidligere har ansøgt om asyl i Danmark, kan dog ikke i sig selv i alle tilfælde føre til, at der meddeles afslag på visumansøgningen. Den tidsmæssige udstrækning, der er forløbet siden ansøgningen om asyl, vil i den forbindelse indgå som et væsentligt moment ved den skønsmæssige vurdering.

Der kan desuden meddeles afslag på visum under henvisning til tidligere misbrug, hvis ansøgeren tidligere er blevet udvist af Danmark som følge af ulovligt ophold, hvis ansøgeren ikke er udrejst i overensstemmelse med et visum udstedt af et andet Schengenland, eller hvis ansøgeren ikke er udrejst i overensstemmelse med en udrejsefrist, der er fastsat i forbindelse med et eventuelt afslag på opholdstilladelse.

Har ansøgeren fået inddraget en tidligere meddelt opholdstilladelse i Danmark, eller har ansøgeren på anden vis haft et problematisk ophold i forbindelse med en tidligere meddelt opholdstilladelse i Danmark, bør dette ligeledes indgå i vurderingen af immigrationsrisikoen. Det forhold, at en visumansøger tidligere har ansøgt om opholds- eller arbejdstilladelse (bortset fra asyl) i Danmark, betragtes derimod ikke i sig selv som misbrug af visumsystemet.

Det kan endvidere indgå i vurderingen, hvis ansøgeren i forbindelse med en tidligere sag har indleveret falske eller forfalskede dokumenter. Det gælder, uanset om dokumenterne er indleveret sammen med en visumansøgning eller f.eks. en ansøgning om opholdstilladelse.

Herudover kan det indgå som et moment i vurderingen, hvis der foreligger oplysninger om, at ansøgeren tidligere har ansøgt om visum til et andet Schengenland, til trods for at hoveddestinationen var Danmark, med det formål at omgå den danske visumpraksis.

5.9.4. Værtens adfærd

Ved behandlingen af en visumansøgning bør myndighederne foretage opslag i visumregistret for at undersøge, om værten har udvist en adfærd, der indikerer, at visumsystemet misbruges til andet end kortvarige besøg. Det bør i den forbindelse bl.a. undersøges, om værten har inviteret et stort antal visumansøgere på besøg uden rimelig anledning, eller om der har været problemer med, at tidligere besøgende har benyttet deres visa til andet end det angivne formål.

Dette gælder, hvad enten der er tale om et privatbesøg, et forretningsbesøg eller et kulturelt besøg, og således uanset om værten er en privatperson, en virksomhed eller en organisation el.lign.

5.9.5. Tilkendegivelser

Hvis en ansøger tilkendegiver, at den pågældende ikke har til hensigt at udrejse i overensstemmelse med et meddelt visum, bør der som altovervejende udgangspunkt meddeles afslag på visumansøgningen.

5.9.6. Verserende ansøgning om opholdstilladelse

Hvis en ansøger har en verserende ansøgning om opholdstilladelse med henblik på at studere eller arbejde i Danmark, kan der som udgangspunkt meddeles visum, hvis ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne herfor. En verserende ansøgning om opholdstilladelse med henblik på at studere eller arbejde i Danmark medfører således ikke i sig selv, at ansøgeren er afskåret fra at rejse til Danmark på f.eks. turist- eller privatbesøg. Dog kan der ikke meddeles visum, hvis der er konkrete holdepunkter for at antage, at ansøgeren efter indrejse på visum vil begynde at arbejde i Danmark uden fornøden tilladelse. Dette udgangspunkt gælder for alle sager, der behandles af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Hvis ansøgeren har en verserende ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af reglerne om familiesammenføring, kan der som udgangspunkt ikke meddeles visum. Dette udgangspunkt gælder for alle de typer af sager, der behandles af Udlændingestyrelsen.

Dog kan der meddeles visum, hvis ansøgningen om opholdstilladelse vedrører ægtefællesammenføring, og Udlændingestyrelsen efter en gennemgang af sagen konkret vurderer, at det vil være ubetænkeligt at meddele visum, mens sagen om ægtefællesammenføring verserer. Det vil i den forbindelse være en forudsætning, at behandlingen af ægtefællesammenføringssagen er så fremskreden, at Udlændingestyrelsen har et reelt grundlag for at vurdere, om det vil være ubetænkeligt at meddele visum. Ægtefællesammenføringssagen må som minimum være så fremskreden, at det kan udelukkes, at visumansøgningen er indgivet med henblik på at omgå reglerne for opholdstilladelse, ligesom det må kunne udelukkes, at der er tale om et tvangs- eller proformaægteskab.

Hvis oplysningerne i familiesammenføringssagen gør det betænkeligt at meddele visum, eller hvis familiesammenføringssagen ikke er tilstrækkeligt fremskreden til, at det er muligt at foretage vurderingen heraf, meddeles der normalt afslag på visum.

Der meddeles ikke afslag på visum som følge af en verserende ansøgning om opholdstilladelse i tilfælde, hvor ansøgeren har påklaget et afslag på opholdstilladelse til Udlændingenævnet eller har indbragt Udlændingenævnets afgørelse for domstolene eller for Folketingets Ombudsmand. Dette gælder dog ikke, hvis ansøgeren tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om ægtefællefamiliesammenføring eller familiesammenføring med en fast samlever i Danmark under henvisning til, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforholdet er at opnå opholdstilladelse (proforma), eller med henvisning til, at det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet etableret efter begge parters eget ønske (tvangsægteskab), jf. nærmere afsnit 5.6.4.1.

Der skal altid meddeles visum, hvis et afslag vil indebære en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, jf. nærmere afsnit 12.

Der kan endvidere gives Schengenvisum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, f.eks. livstruende sygdom hos en herboende vært eller dødsfald eller begravelse af et herboende nærtstående familiemedlem.

I forbindelse med adoptionssager, hvor et mindreårigt barn indgiver en visumansøgning med henblik på at rejse til Danmark alene eller sammen med sine kommende adoptivforældre for i Danmark at afvente oprindelseslandets og/eller de danske myndigheders godkendelse af adoptionen, bør barnet som udgangspunkt meddeles afslag på visum. Dette skyldes ønsket om at undgå tilfælde, hvor et mindreårigt barn meddeles visum til Danmark, mens adoptionssagen stadig er verserende, og hvor adoptionen efterfølgende ikke kan anerkendes af myndighederne i oprindelseslandet eller Danmark.

5.9.7. Vurdering af ansøgerens intentioner i øvrigt

Ved vurderingen af en visumsag skal myndighederne bl.a. lægge vægt på oplysninger om ansøgerens situation i hjemlandet, formålet med opholdet, omstændighederne omkring eventuelle tidligere ophold, eventuel tilknytning til herboende personer, de generelle forhold i ansøgerens hjemland samt kendte immigrationsmønstre, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 1.

Hvis gennemgangen af oplysningerne viser, at udlændingen utvivlsomt har til hensigt at forlade Schengenlandene inden visummets udløb, bør der som udgangspunkt meddeles visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 2.

Hvis gennemgangen ikke giver et klart svar på, om ansøgeren har til hensigt at udrejse inden visummets udløb, bør sagen overvejes nærmere, bl.a. i lyset af de generelle forhold i ansøgerens hjemland og kendte immigrationsmønstre. Myndighederne skal i den forbindelse lægge vægt på, hvilken hovedgruppe af visumpligtige lande ansøgeren tilhører, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4.

Visumbekendtgørelsens bilag 2 indeholder således en oversigt over de visumpligtige lande, hvori disse er oplistet i 5 hovedgrupper, der er fastlagt på baggrund af en generel vurdering af risikoen for, at ansøgere fra de oplistede lande eller regioner vil forblive i Schengenområdet efter udløbet af et meddelt visum.

I de følgende afsnit 5.9.7.1-5.9.7.5 gennemgås nogle vejledende retningslinjer for behandlingen af visumansøgninger indgivet af personer i de forskellige hovedgrupper.

I afsnit 5.9.7.6-5.9.7.9 omtales nogle tilfælde, hvor der generelt er grundlag for at fravige hovedgrupperne.

5.9.7.1. Hovedgruppe 1

Hovedgruppe 1 omfatter lande og regioner, hvis statsborgere som udgangspunkt vurderes at udgøre en meget begrænset risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande.

I denne hovedgruppe er det klare udgangspunkt, at der kan meddeles visum med henblik på både turist- og privatbesøg, forretningsbesøg og kulturelle besøg.

Myndighederne bør dog generelt meddele afslag på en visumansøgning, hvis det vurderes, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ansøgeren giver udtryk for ikke at have til hensigt at udrejse igen efter visummets udløb, eller hvis ansøgeren tidligere har udvist en adfærd, der indikerer, at der ikke kun ønskes et kortvarigt ophold i Danmark.

5.9.7.1.1. Turist- og privatbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 1 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på enhver form for privatbesøg samt rene turistbesøg, dvs. også selv om de ikke er inviteret af en herboende vært.

5.9.7.1.2. Forretningsbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 1 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på et reelt forretningsbesøg.

Der vil efter praksis være tale om et reelt forretningsbesøg, når en ansøger som led i sit erhverv ønsker at komme til Danmark for at handle, indgå aftale, besigtige produkter mv. hos en forretningsforbindelse i Danmark, når ansøgeren er erhvervsdrivende, og når opholdet i Danmark har relation til det erhverv, ansøgeren driver i sit hjemland.

Det er en forudsætning, at forretningsbesøget dokumenteres, og at det angivne formål bekræftes af forretningsværten, jf. nærmere afsnit 5.2.2.

5.9.7.1.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 1 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på deltagelse i et kulturelt eller videnskabeligt arrangement, herunder deltagelse i kongresser, sportsstævner, højskoleophold eller lignende, som er arrangeret af danske myndigheder, uddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutioner eller organisationer.

Der foretages en nærmere vurdering af formålet med deltagelsen i arrangementet og ansøgerens forudsætninger for at deltage, ligesom der kun kan gives Schengenvisum, hvis det angivne formål bekræftes, jf. nærmere afsnit 5.2.3.

5.9.7.2. Hovedgruppe 2

Hovedgruppe 2 omfatter lande og regioner, hvis statsborgere som udgangspunkt vurderes at udgøre en vis risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande.

I denne hovedgruppe kan der som udgangspunkt meddeles visum med henblik på privatbesøg hos herboende personer samt forretningsbesøg og kulturelle besøg.

Myndighederne bør dog generelt meddele afslag på en visumansøgning, hvis det vurderes, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ansøgeren giver udtryk for ikke at have til hensigt at udrejse igen efter visummets udløb, eller hvis ansøgeren tidligere har udvist en adfærd, der indikerer, at der ikke kun ønskes et kortvarigt ophold i Danmark.

Endvidere bør myndighederne i visse tilfælde meddele afslag, hvis ansøgeren har en begrænset tilknytning til sit hjemland.

5.9.7.2.1. Privatbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 2 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum, uanset hvem de ønsker at besøge, herunder også venner og bekendte. Det er dog normalt en forudsætning, at ansøgeren er inviteret til Danmark af en herboende vært.

Ved visumansøgninger indgivet af andre end ægtefæller, faste samlevere, mindreårige børn og forældre bør myndighederne desuden foretage en vurdering af, om ansøgerens tilknytning til hjemlandet eller bopælslandet er af en sådan styrke, at det med tilstrækkelig sikkerhed findes sandsynliggjort, at den pågældende vil rejse tilbage efter visumopholdet. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, hvor etableret ansøgeren er i sit hjemland, herunder om den pågældende er i beskæftigelse, om den pågældende er gift og har børn, og om eventuel familie tillige ønsker visum til Danmark. Opmærksomheden rettes især mod personer i særlige risikokategorier, herunder arbejdsløse og personer, der ikke kan dokumentere at have en fast indtægt. Det forhold, at en visumansøger er uden beskæftigelse, kan dog ikke i sig selv i alle tilfælde føre til, at der meddeles afslag på visumansøgningen.

Myndighederne skal i forbindelse med vurderingen tage højde for, hvilken form for længerevarende ophold der kan blive tale om. En risiko for, at ansøgeren eventuelt vil søge at opnå længevarende ophold ved at ansøge om en af de typer af opholdstilladelse, der efter udlændingelovens § 4 c, stk. 4, ikke medfører en karensperiode, skal således ikke medføre afslag på visumansøgningen. Dette omfatter bl.a. familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-11 og 13. Dette betyder, at f.eks. kærester som udgangspunkt kan meddeles visum på trods af en svag tilknytning til hjemlandet, da risikoen for, at ansøgeren vil søge om opholdstilladelse, i disse tilfælde knytter sig til familiesammenføringsreglerne.26)

5.9.7.2.2. Forretningsbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 2 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på et reelt forretningsbesøg.

Der vil efter praksis være tale om et reelt forretningsbesøg, når en ansøger som led i sit erhverv ønsker at komme til Danmark for at handle, indgå aftale, besigtige produkter mv. hos en forretningsforbindelse i Danmark, når ansøgeren er erhvervsdrivende, og når opholdet i Danmark har relation til det erhverv, ansøgeren driver i sit hjemland.

Det er en forudsætning, at forretningsbesøget dokumenteres, og at det angivne formål bekræftes af forretningsværten, jf. nærmere afsnit 5.2.2.

5.9.7.2.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 2 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på deltagelse i et kulturelt eller videnskabeligt arrangement, herunder deltagelse i kongresser, sportsstævner, højskoleophold eller lignende, som er arrangeret af danske myndigheder, uddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutioner eller organisationer.

Myndighederne bør foretage en nærmere vurdering af formålet med deltagelsen i arrangementet og ansøgerens forudsætninger for at deltage, ligesom der kun bør meddeles Schengenvisum, hvis det angivne formål bekræftes, jf. nærmere afsnit 5.2.3.

5.9.7.3. Hovedgruppe 3

Hovedgruppe 3 omfatter lande og regioner, hvis statsborgere som udgangspunkt vurderes at udgøre en væsentlig risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande.

I denne hovedgruppe kan der som udgangspunkt meddeles visum med henblik på privatbesøg hos relativt nære familiemedlemmer samt forretningsbesøg og kulturelle besøg.

Myndighederne bør dog generelt meddele afslag på en visumansøgning, hvis det vurderes, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ansøgeren giver udtryk for ikke at have til hensigt at udrejse igen efter visummets udløb, eller hvis ansøgeren tidligere har udvist en adfærd, der indikerer, at der ikke kun ønskes et kortvarigt ophold i Danmark.

Endvidere bør myndighederne i visse tilfælde meddele afslag, hvis ansøgeren har en begrænset tilknytning til sit hjemland.

5.9.7.3.1. Privatbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 3 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum, hvis de har en relativt nær relation til en herboende vært.

Følgende persongrupper kan som udgangspunkt meddeles visum:

værtens ægtefælle eller faste samlever

værtens kæreste eller forlovede

værtens børn uanset alder og disses eventuelt medfølgende ægtefæller

værtens forældre og disses eventuelt medfølgende ægtefæller (dvs. stedforældre)

værtens søskende og disses eventuelt medfølgende ægtefæller

Herudover gives der som udgangspunkt visum til mindreårige niecer, nevøer og børnebørn, hvis de ønsker at rejse til Danmark med henblik på ferieophold uden ledsagelse af en voksen person.

Der kan desuden gives Schengenvisum til nære bekendte til tidligere danske udstationerede, mindreårige sponsorbørn og ansøgere, der skal ledsage et ældre svagt familiemedlem.

For at give Schengenvisum til kærester bør det normalt kræves, at parret har haft et sædvanligt forudgående personligt kendskab til hinanden i kraft af et fast kæresteforhold. Det er i den forbindelse en forudsætning, at parret kender og har mødt hinanden personligt. Det er således ikke tilstrækkeligt, at parret har haft telefonisk og/eller skriftlig kontakt, eksempelvis via internettet. Uanset at parret har mødt hinanden personligt, bør der i almindelighed meddeles afslag, hvis parret ikke har større kendskab til hinandens personlige forhold, eller den personlige kontakt ikke er af nyere dato. Der stilles samme krav til det personlige kendskab, uanset om ansøgeren ønsker at indrejse i Danmark med henblik på at indgå ægteskab. Der bør ikke meddeles visum med henblik på kærestebesøg, hvis ansøgeren og/eller værten er registreret som gift med en anden person, idet kæresteforholdet mellem ansøgeren og værten i så fald ikke kan anses for dokumenteret. Dog kan der meddeles visum, såfremt der indsendes dokumentation for, at ægteskabet er ophørt ved endelig skilsmisse.

I forbindelse med vurderingen af, om der kan gives Schengenvisum til mindreårige sponsorbørn, bør myndighederne bl.a. lægge vægt på, hvilket land sponsorbarnet kommer fra og arten og omfanget af den støtte, som sponsoren har ydet over for det pågældende barn. Kan det således lægges til grund, at sponsoren i kraft af støtte til barnet og/eller dennes familie f.eks. har været medvirkende til at sikre barnets skolegang og uddannelse, at sikre barnets sundhed, således at sygdomme og mangelfuld ernæring undgås, eller i øvrigt har været medvirkende til en forbedring af det pågældende barns levevilkår, kan der som udgangspunkt meddeles visum.

I forbindelse med visum til nære bekendte til tidligere danske udstationerede er det som udgangspunkt et krav, at udstationeringen har haft en varighed på minimum 6 sammenhængende måneder, og at udstationeringen har været et led i en ansættelse hos en offentlig myndighed eller en dansk eller udenlandsk privat virksomhed med forretningssted både i Danmark og i udlandet. Udstationering for en større nødhjælpsorganisation, som er registreret i Danmark, med virke i udlandet, kan i nogle tilfælde sidestilles hermed. Herudover bør myndighederne lægge vægt på den herboende værts tilknytning til ansøgeren, herunder eksempelvis karakteren af den fortsatte kontakt efter ophør af udstationeringen. Herudover lægges der vægt på den enkelte ansøgers interesse i at besøge den herboende vært samt værtens interesse i at modtage besøg.

Ved behandlingen af visumansøgninger indgivet af andre end ægtefæller, faste samlevere, mindreårige børn og forældre27) bør myndighederne desuden foretage en vurdering af, om ansøgerens tilknytning til hjemlandet eller bopælslandet er af en sådan styrke, at det med tilstrækkelig sikkerhed findes sandsynliggjort, at den pågældende vil rejse tilbage efter visumopholdet, eller om ansøgeren vil tage længerevarende ophold i Danmark eller de øvrige Schengenlande. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, hvor etableret ansøgeren er i sit hjemland, herunder om den pågældende er i beskæftigelse, om den pågældende er gift og har børn, og om eventuel familie tillige ønsker visum til Danmark. Opmærksomheden rettes især mod personer i særlige risikokategorier, herunder arbejdsløse og personer, der ikke kan dokumentere at have en fast indtægt. Det forhold, at en visumansøger er uden beskæftigelse, kan dog ikke i sig selv i alle tilfælde føre til, at der meddeles afslag på visumansøgningen.

Myndighederne skal i forbindelse med vurderingen tage højde for, hvilken form for længerevarende ophold der kan blive tale om. En risiko for, at ansøgeren eventuelt vil søge at opnå længevarende ophold ved at ansøge om en af de typer af opholdstilladelse, der efter udlændingelovens § 4 c, stk. 4, ikke medfører en karensperiode, skal således ikke medføre afslag på visumansøgningen. Dette omfatter bl.a. familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-11 og 13. Dette betyder, at f.eks. kærester som udgangspunkt kan meddeles visum på trods af en svag tilknytning til hjemlandet, da risikoen for, at ansøgeren vil søge om opholdstilladelse, i disse tilfælde knytter sig til familiesammenføringsreglerne.28)

5.9.7.3.2. Forretningsbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 3 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på et reelt forretningsbesøg.

Der vil efter praksis være tale om et reelt forretningsbesøg, når en ansøger som led i sit erhverv ønsker at komme til Danmark for at handle, indgå aftale, besigtige produkter mv. hos en forretningsforbindelse i Danmark, når ansøgeren er erhvervsdrivende, og når opholdet i Danmark har relation til det erhverv, ansøgeren driver i sit hjemland.

Det er en forudsætning, at forretningsbesøget dokumenteres, og at det angivne formål bekræftes af forretningsværten, jf. nærmere afsnit 5.2.2.

5.9.7.3.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 3 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på deltagelse i et kulturelt eller videnskabeligt arrangement, herunder deltagelse i kongresser, sportsstævner, højskoleophold eller lignende, som er arrangeret af danske myndigheder, uddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutioner eller organisationer.

Myndighederne bør foretage en nærmere vurdering af formålet med deltagelsen i arrangementet og ansøgerens forudsætninger for at deltage, ligesom der kun bør meddeles Schengenvisum, hvis det angivne formål bekræftes, jf. nærmere afsnit 5.2.3.

5.9.7.4. Hovedgruppe 4

Hovedgruppe 4 omfatter lande og regioner, hvis statsborgere som udgangspunkt vurderes at udgøre en høj grad af risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande.

I denne hovedgruppe kan der som udgangspunkt meddeles visum med henblik på privatbesøg hos de nærmeste familiemedlemmer samt forretningsbesøg og kulturelle besøg.

Myndighederne bør under hensyn til formålet med opholdet foretage en vurdering af, om ansøgeren uden lovligt grundlag vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande.

Der bør f.eks. meddeles afslag, hvis ansøgeren giver udtryk for ikke at have til hensigt at udrejse igen efter visummets udløb, eller hvis ansøgeren tidligere har udvist en adfærd, der indikerer, at der ikke kun ønskes et kortvarigt ophold i Danmark.

Endvidere bør myndighederne i visse tilfælde meddele afslag, hvis ansøgeren har en begrænset tilknytning til sit hjemland.

5.9.7.4.1. Privatbesøg

I hovedgruppe 4 kan der som udgangspunkt meddeles Schengenvisum til følgende persongrupper:

værtens ægtefælle eller faste samlever

værtens mindreårige børn

værtens forældre

Ved faste samlevere forstås personer, der har boet sammen i et samlivsforhold af fastere karakter på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år.

Myndighederne bør som udgangspunkt meddele afslag på en ansøgning om Schengenvisum, hvis der er en begrundet formodning for, at ansøgeren vil benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ansøgeren giver udtryk for ikke at have til hensigt at udrejse igen efter visummets udløb, eller hvis ansøgeren tidligere har udvist en adfærd, der indikerer, at der ikke kun ønskes kortvarigt ophold i Danmark.

Det kan desuden indgå i vurderingen, hvis flere af ansøgerens familiemedlemmer tidligere er meddelt visum til Danmark og ikke er udrejst inden visummets udløb, men derimod har taget fast ophold eller ophold af længere varighed her i landet, og hvor det således ikke kan udelukkes, at også ansøgeren vil benytte et meddelt Schengenvisum til at tage længevarende ophold her i landet eller i et af de øvrige Schengenlande.

For så vidt angår forældre, der ansøger om Schengenvisum med henblik på at besøge herboende børn, bør der herudover meddeles afslag på en ansøgning om visum, hvis udlændingemyndighederne vurderer, at ansøgerens tilknytning til sit hjemland eller det land, hvor ansøgeren har fast bopæl ikke er af en sådan styrke, at det med tilstrækkelig sikkerhed findes sandsynliggjort, at den pågældende vil rejse hjem igen efter visumopholdet. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, om de pågældende er i beskæftigelse, er gift, om de har andre børn i hjemlandet, og om eventuel familie ønsker visum til Danmark. Det kan f.eks. som udgangspunkt ikke antages, at ansøgeren har den fornødne tilknytning til hjemlandet, hvis alle eller de fleste af ansøgerens børn eller familie i øvrigt opholder sig i Danmark eller i andre lande end hjemlandet eller det land, hvor ansøgeren har fast bopæl. Det kan som udgangspunkt heller ikke antages, at ansøgeren har den fornødne tilknytning til hjemlandet, hvis ansøgeren ikke opholder sig i det land, hvori den pågældende har statsborgerskab, men opholder sig i et tredjeland. Det vil dog i sådanne tilfælde kunne tillægges en vis betydning, hvis ansøgeren gennem en længere årrække har haft og fortsat har fast opholdstilladelse i dette tredjeland, og hvis ansøgeren er fast etableret i dette land i form af beskæftigelse, fast ejendom eller andet.

Myndighederne kan af hensyn til immigrationsrisikoen – eksempelvis hvor der ikke er nogen børn i hjemlandet, og hvor ægtefællerne udgør hinandens tilknytning til hjemlandet – betinge et visum af, at den ene ægtefælle forbliver i hjemlandet. Denne mulighed kan anvendes i tilfælde, hvor alternativet ville være at meddele begge ægtefæller afslag på visum.

5.9.7.4.2. Forretningsbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 4 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på et reelt forretningsbesøg.

Der vil efter praksis være tale om et reelt forretningsbesøg, når en ansøger som led i sit erhverv ønsker at komme til Danmark for at handle, indgå aftale, besigtige produkter mv. hos en forretningsforbindelse i Danmark, når ansøgeren er erhvervsdrivende, og når opholdet i Danmark har relation til det erhverv, ansøgeren driver i sit hjemland.

Det er en forudsætning, at forretningsbesøget dokumenteres, og at det angivne formål bekræftes af forretningsværten, jf. nærmere afsnit 5.2.2.

Der bør meddeles afslag på en ansøgning om forretningsvisum, hvis udlændingemyndighederne vurderer, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgeren vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande.

5.9.7.4.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 4 kan som udgangspunkt meddeles Schengenvisum med henblik på deltagelse i et kulturelt eller videnskabeligt arrangement, herunder deltagelse i kongresser, sportsstævner, højskoleophold eller lignende, som er arrangeret af danske myndigheder, uddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutioner eller organisationer.

Myndighederne bør foretage en nærmere vurdering af formålet med deltagelsen i arrangementet og ansøgerens forudsætninger for at deltage, ligesom der kun bør meddeles Schengenvisum, hvis det angivne formål bekræftes, jf. nærmere afsnit 5.2.3.

Der bør meddeles afslag på en ansøgning om visum med henblik på deltagelse i et kulturelt eller videnskabeligt arrangement, hvis myndighederne vurderer, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgeren vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande.

5.9.7.5. Hovedgruppe 5

Hovedgruppe 5 omfatter lande og regioner, hvis statsborgere vurderes at udgøre en særligt høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder.

I denne hovedgruppe bør der som udgangspunkt kun meddeles Schengenvisum i ekstraordinære situationer.

5.9.7.5.1. Privatbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 5 bør som udgangspunkt meddeles afslag på visum.

Dog bør der meddeles visum, hvis der foreligger ekstraordinære omstændigheder, f.eks. i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom eller dødsfald.29)

Herudover bør der i visse tilfælde meddeles visum til ansøgere, der ønsker at besøge en ægtefælle, som ansøgeren tidligere har ansøgt om familiesammenføring med på baggrund af ægteskabet. Det er i den forbindelse en forudsætning, at ansøgeren – forinden indgivelse af visumansøgningen – har indgivet og fået realitetsbehandlet en ansøgning om familiesammenføring med den herboende ægtefælle, og at det i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om familiesammenføring er konstateret, at ægteparret opfylder betingelserne for familiesammenføring bortset fra kravet om, at ansøgeren skal have en selvstændig tilknytning til Danmark.

Det er således en forudsætning, at det i forbindelse med familiesammenføringssagens behandling er fastslået, at den herboende ægtefælle har en væsentlig tilknytning til Danmark, således at det alene er ansøgeren, der ikke opfylder sin del af tilknytningskravet. Herudover er det en betingelse for meddelelse af visum, at det er konstateret, at der foreligger et retsgyldigt ægteskab eller et i øvrigt beskyttelsesværdigt familieliv (jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8), og at de øvrige betingelser for ægtefællesammenføring (boligkrav, forsørgelseskrav mv.) er opfyldt, dog således at opfyldelse af kravet om sikkerhedsstillelse først skal dokumenteres efter indrejsen.

I forbindelse med behandlingen af en visumansøgning fra en ægtefælle vil Udlændingestyrelsen gennemgå ansøgerens tidligere familiesammenføringssag for at undersøge, om de øvrige betingelser for at give opholdstilladelse er til stede.

Hvis dokumentationen for opfyldelse af de løbende betingelser er af ældre dato, eller hvis der ikke i familiesammenføringssagen er taget stilling til f.eks. opfyldelse af boligkravet eller forsørgelseskravet, vil opfyldelse af disse krav skulle dokumenteres i forbindelse med visumsagens behandling. Det vil imidlertid ikke altid være muligt for Udlændingestyrelsen at indhente og vurdere den nye dokumentation inden for de i visumkodeksen fastsatte tidsfrister for sagsbehandlingen, hvilket betyder, at det i nogle sager vil være nødvendigt at meddele afslag under henvisning til den manglende dokumentation. Der vil i sådanne tilfælde være mulighed for at få sagen genoptaget, hvis dokumentationen efterfølgende fremsendes.

5.9.7.5.2. Forretningsbesøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 5 kan som udgangspunkt ikke meddeles Schengenvisum med henblik på forretningsbesøg.30)

5.9.7.5.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

Ansøgere fra lande placeret i hovedgruppe 5 kan som udgangspunkt ikke meddeles Schengenvisum med henblik på deltagelse i et kulturelt eller videnskabeligt arrangement.31)

5.9.7.6. Fravigelse af hovedgrupperne som følge af regionale forskelle

Det følger af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, at myndighederne ikke kun skal lægge vægt på inddelingen af de visumpligtige lande i de forskellige hovedgrupper, men at der også kan lægges vægt på regionale forskelle med hensyn til risikoen for ulovlig indvandring.

I det omfang der foreligger oplysninger om sådanne regionale forskelle, kan myndighederne således tage hensyn hertil ved vurderingen af en visumsag.

Det er i den forbindelse en forudsætning, at det med fornøden sikkerhed kan fastslås, at ansøgeren har sin faste bopæl i den pågældende region.

5.9.7.7. Fravigelse af hovedgrupperne i tilfælde af ophold uden for eget land

Det følger af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 5, at myndighederne kan fravige hovedgrupperne i forhold til en ansøger, der i en længere årrække har haft fast, lovligt ophold i et andet tredjeland end det land, hvor den pågældende er statsborger.

I sådanne tilfælde vil ansøgningen efter en konkret vurdering kunne behandles efter praksis for statsborgere fra opholdslandet.32)

Det er en forudsætning, at ansøgeren kan vende tilbage til opholdslandet efter visumopholdet. Den pågældende skal således være i besiddelse af en opholdstilladelse i det pågældende land, som er gyldig ud over tidspunktet for afslutningen af det planlagte visumophold.

5.9.7.8. Fravigelse af hovedgrupperne på baggrund af ekstraordinære omstændigheder

Det følger af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, at der uanset stk. 3-5 kan meddeles visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem.

Hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, kan myndighederne således meddele visum til en ansøger, selv om den pågældende ikke er omfattet af den personkreds, der som udgangspunkt meddeles visum i den relevante hovedgruppe.

Der kan f.eks. meddeles visum på baggrund af helt ekstraordinære omstændigheder, hvis visumansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse.

Ansøgerens tilknytning til den herboende vært bør således indgå som et væsentligt moment i vurderingen af, om der kan gives Schengenvisum. Schengenvisum vil således kunne meddeles, hvis der mellem ansøgeren og den herboende vært består en særlig tæt og mangeårig tilknytning, der kan dokumenteres. I de tilfælde, hvor der foreligger livstruende sygdom hos den herboende vært, skal dette dokumenteres ved erklæring fra en person med lægefaglig uddannelse. Det er i den forbindelse ikke et krav, at den livstruende sygdom er i terminalstadiet, men sygdommen skal efter en lægelig vurdering være af en aktuelt livstruende karakter.

5.9.7.9. Fravigelse af hovedgrupperne for ansøgninger omfattet af en rejsebureau- eller turistordning

Det følger af visumbekendtgørelsens § 17, at der ved ansøgning om visum i forbindelse med køb af en pakkerejse gennem et rejsebureau, der er akkrediteret til en rejsebureauordning eller en turistordning, kan meddeles visum gældende for en indrejse og op til 30 dages ophold uanset bestemmelserne i § 16, stk. 4, dvs. uanset hvilken hovedgruppe ansøgeren tilhører.

6. Sagsfordeling mellem repræsentationerne og Udlændingestyrelsen

Afgørelser i visumsager træffes af danske repræsentationer i udlandet, som er bemyndiget hertil i medfør af udlændingelovens § 47, stk. 2, 1. pkt., eller af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1.

Det er forudsat i forarbejderne til udlændingeloven,33) at de danske repræsentationer skal have kompetence til at træffe afgørelse – herunder meddele afslag – i visumsager, der kan oplyses tilstrækkeligt på stedet.

Sager, hvor der er behov for yderligere undersøgelser, skal derimod forelægges for Udlændingestyrelsen, således at sagerne kan blive tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse.

Opretholdelsen af forelæggelsesordningen i sager, der kræver nærmere undersøgelser, skal på den ene side sikre, at ansøgeren ikke mødes med en negativ afgørelse truffet på et ufuldstændigt grundlag, og på den anden side, at myndighederne har mulighed for at varetage immigrations- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Når nogle sager bør undersøges nærmere af Udlændingestyrelsen, skyldes det, at Udlændingestyrelsen har adgang til flere oplysninger end repræsentationerne – dels som følge af beliggenheden i Danmark, dels som følge af en udvidet adgang til en række it-systemer og fysiske sager. Det kan f.eks. dreje sig om oplysninger om værten eller virksomheden i Danmark, oplysninger om ansøgerens eventuelle tidligere opholdssager, oplysninger fra Udlændingestyrelsens andre kontorer om verserende sager, oplysninger fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller oplysninger fra politiet eller efterretningstjenesterne.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 2, 2. pkt., kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om sagsfordelingen på visumområdet mellem Udlændingestyrelsen og de danske repræsentationer i udlandet og om de grundlæggende hensyn ved behandlingen og afgørelsen af visumsagen.

I medfør af denne bestemmelse er der i visumbekendtgørelsens § 28 fastsat nærmere regler om, hvilke sager repræsentationerne selv kan færdigbehandle, og hvilke sager der skal forelægges for Udlændingestyrelsen.

6.1. Afgørelser på repræsentationerne

Afgørelsen i en visumsag træffes som udgangspunkt af repræsentationen, hvor ansøgningen er indgivet, jf. visumbekendtgørelsens § 28, stk. 1.

6.2. Forelæggelse af sager for Udlændingestyrelsen

I visumbekendtgørelsens § 28, stk. 2-5, er oplistet en række undtagelsestilfælde, hvor visumsager skal forelægges for Udlændingestyrelsen, der herefter træffer afgørelse i første instans.

I de oplistede tilfælde er forelæggelse for Udlændingestyrelsen obligatorisk i den forstand, at repræsentationerne er forpligtede til at forelægge en sag, hvis der foreligger en forelæggelsesgrund (eller flere) som angivet i § 28, stk. 2-5. Nogle af bestemmelserne overlader dog repræsentationerne et vist skøn ved vurderingen af, om der skal ske forelæggelse.

6.2.1. Tvivl om formålet med opholdet

Efter § 28, stk. 2, nr. 1, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis der er behov for nærmere undersøgelser af personer, virksomheder eller organisationer her i landet med henblik på at fastslå formålet med opholdet.

Dette kan eksempelvis være relevant, hvis der er tvivl om, hvorvidt værten har lovligt ophold i Danmark, hvis der i øvrigt er behov for nærmere undersøgelser af værten, eller hvis der er tvivl om, hvorvidt besøget er ventet, og dette ikke umiddelbart kan afklares af repræsentationen.

6.2.2. Manglende anerkendelse af rejsedokument

Efter § 28, stk. 2, nr. 2, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis ansøgerens rejsedokument ikke anerkendes af Danmark, jf. § 28, stk. 2, nr. 2.

I sådanne tilfælde vil der kun undtagelsesvist være grundlag for at udstede visum, og der vil i givet fald være tale om et visum med begrænset territorial gyldighed, jf. visumbekendtgørelsens § 20, stk. 2. I sådanne sager vil der desuden være behov for udstedelse af rejselegitimation i form af et laissez-passer.

6.2.3. Indberetning i Schengeninformationssystemet (SIS II)

Efter § 28, stk. 2, nr. 3, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis ansøgeren er indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS II).

En indberetning i SIS II vil fremgå af ansøgerens sag i visumregistret.

6.2.4. Trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser

Efter § 28, stk. 2, nr. 4, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis der er grund til at tro, at ansøgeren udgør en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser, herunder hvis der er mistanke om, at ansøgeren under opholdet vil begå kriminalitet, arbejde uden fornøden tilladelse eller formidle ekstreme religiøse værdier og holdninger, hvis der er fremsat indsigelser mod udstedelse af visum i forbindelse med en høring efter § 14, eller hvis ansøgeren er opført på EU’s eller FN’s sanktionslister eller er registreret med et indrejseforbud i Det Centrale Kriminalregister eller er opført på den i udlændingelovens § 29 c nævnte liste over udenlandske forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse.

Denne forelæggelsesgrund omfatter alle tilfælde, hvor repræsentationerne har anledning til at tro, at ansøgeren udgør en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser.

Dette vil altid være tilfældet, hvis der er fremsat indsigelser mod udstedelse af visum til ansøgeren i forbindelse med en høring af andre Schengenlandes myndigheder og/eller af efterretningstjenesterne efter visumbekendtgørelsens § 14, eller hvis ansøgeren er opført på EU’s eller FN’s sanktionslister eller er registreret med et indrejseforbud i Det Centrale Kriminalregister eller er opført på den i udlændingelovens § 29 c nævnte liste over udenlandske forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse. Oplysninger om indsigelser, om registrering på en sanktionsliste eller om indrejseforbud vil fremgå af ansøgerens sag i visumregistret.

Herudover skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis repræsentationen konkret vurderer, at ansøgeren udgør en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser.

6.2.5. Tvivl om pålideligheden af oplysninger eller dokumentation

Efter § 28, stk. 2, nr. 5, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis der er behov for nærmere undersøgelser af personer, virksomheder eller organisationer her i landet med henblik på at fastslå pålideligheden af oplysninger eller dokumentation fremlagt til støtte for ansøgningen.

Dette kan eksempelvis være relevant, hvis der er tvivl om ansøgerens relation til en herboende person, hvis der er tvivl om ægtheden af en invitation, eller hvis ansøgeren og værten har afgivet divergerende oplysninger om formålet med opholdet, og tvivlsspørgsmålene ikke umiddelbart kan afklares af repræsentationen.

6.2.6. Tidligere misbrug

Efter § 28, stk. 2, nr. 6, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis ansøgeren tidligere har været i Danmark, og der er behov for nærmere undersøgelser for at fastslå, om ansøgeren har handlet i strid med reglerne om indrejse og ophold, herunder hvis der er spørgsmål om anvendelse af reglerne om karens.

Oplysninger om tidligere ansøgninger og ophold vil normalt fremgå af ansøgerens visumsag og/eller af den pågældendes rejsedokument.

Hvis der foreligger oplysninger om, at ansøgeren tidligere har overskredet gyldigheden af et visum eller en opholdstilladelse, eller at den pågældende har undladt at udrejse i overensstemmelse med en pålagt udrejsefrist, bør sagen som altovervejende udgangspunkt forelægges med henblik på nærmere undersøgelser.

Der er dog ikke behov for forelæggelse, hvis overskridelsen af det angivne udrejsetidspunkt utvivlsomt skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last. Eksempelvis vil repræsentationerne kunne meddele visum uden at forelægge sagen, hvis ansøgerens udrejse alene er blevet udsat som følge af trafikforsinkelser, flystrejke el.lign.

6.2.7. Verserende sager om opholdstilladelse

Efter § 28, stk. 2, nr. 7, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis ansøgeren har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, og denne sag fortsat verserer.

I nogle tilfælde vil det fremgå af ansøgerens visumsag, at den pågældende er kendt med en sag i udlændingemyndighedernes sagsbehandlingssystemer. Dette er imidlertid ikke altid tilfældet. Repræsentationerne bør derfor generelt følge op på eventuelle oplysninger, der tyder på, at ansøgeren kan have en verserende sag om opholdstilladelse i Danmark. Oplysninger herom kan indhentes gennem Udlændingestyrelsen, f.eks. ved en telefonisk henvendelse.34)

6.2.8. Tvangsægteskaber og proformaægteskaber

Efter § 28, stk. 2, nr. 8, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis ansøgeren tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark på baggrund af en formodning om, at der er tale om et tvangsægteskab eller et proformaægteskab.

Som nævnt ovenfor vil det ikke altid fremgå af en ansøgers visumsag, at den pågældende er kendt med en sag i udlændingemyndighedernes sagsbehandlingssystemer. Det er derfor vigtigt, at repræsentationerne indhenter nærmere oplysninger fra Udlændingestyrelsen i alle sager, hvor der foreligger oplysninger, der tyder på, at ansøgeren tidligere kan have ansøgt om opholdstilladelse i Danmark.

6.2.9. Mindreårige børn

Efter § 28, stk. 2, nr. 9, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis ansøgeren er et mindreårigt barn, medmindre det er ubetænkeligt at meddele visum.

Sager vedrørende mindreårige børn skal således som udgangspunkt forelægges for Udlændingestyrelsen, bl.a. fordi der kan være anledning til at undersøge sådanne sager nærmere, både i forhold til risikoen for ulovlig indvandring og i forhold til risikoen for børnebortførelser.

Dog skal der ikke generelt ske forelæggelse af sager vedrørende mindreårige børn, hvis repræsentationen vurderer, at det er ubetænkeligt at meddele visum. Dette forudsætter, at repræsentationen konkret vurderer, at der ikke er nogen risiko for ulovlig indvandring eller for bortførelse af barnet.

Det kan f.eks. være ubetænkeligt at meddele visum til et mindreårigt barn, hvis den pågældende er bosat sammen med sine forældre i udlandet og ønsker at ledsage den ene eller begge af forældrene på rejsen til Danmark, eller hvis barnet er bosat i udlandet sammen med den ene af forældrene og ønsker at ledsage denne forælder på rejsen til Danmark med henblik på at besøge den anden forælder. Andre personer med forældremyndighed over barnet bør normalt sidestilles med forældre.

6.2.10. Konkret behov for undersøgelser

Efter § 28, stk. 2, nr. 10, skal en sag forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis der i øvrigt er behov for nærmere undersøgelser af sagen, og Udlændingestyrelsen har bedre muligheder for at gennemføre disse undersøgelser end repræsentationen, hvor ansøgningen er indgivet.

Bestemmelsen giver repræsentationerne mulighed for at forelægge sager for Udlændingestyrelsen i andre tilfælde end de udtrykkeligt oplistede situationer, hvis det konkret vurderes, at Udlændingestyrelsen vil have bedre forudsætninger end repræsentationerne for at gennemføre de nødvendige undersøgelser.

6.2.11. Territorialt begrænset visum

Efter § 28, stk. 3, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse i første instans, hvis der kan blive tale om at meddele visum med begrænset territorial gyldighed bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 19 og § 20, stk. 3.

En sag skal således forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få udstedt Schengenvisum, men der foreligger oplysninger om forhold, som eventuelt kan begrunde udstedelse af territorialt begrænset visum. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en ansøger er indberettet som uønsket i SIS II, men der foreligger oplysninger om alvorlig sygdom hos familie i Danmark. I en sådan situation skal sagen forelægges for Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere undersøgelser af, om der er grundlag for udstedelse af territorialt begrænset visum.

Hvis en ansøger ikke kan meddeles visum gældende for alle Schengenlandene, alene fordi et eller flere andre Schengenlande ikke anerkender den pågældendes rejsedokument, betyder det dog ikke, at sagen skal forelægges for Udlændingestyrelsen. I sådanne tilfælde kan repræsentationen udstede visum, hvis gyldighed begrænses til det eller de Schengenlande, som anerkender det pågældende rejsedokument, jf. visumbekendtgørelsens § 19.

Hvis en ansøger ikke kan meddeles Schengenvisum, alene fordi den pågældende allerede har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i 90 dage inden for de seneste 180 dage på grundlag af et visum, indebærer dette heller ikke i sig selv, at sagen skal forelægges for Udlændingestyrelsen. I sådanne tilfælde kan repræsentationen, hvis det findes velbegrundet, udstede visum, hvis gyldighed begrænses til kun at gælde indrejse og ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 20, stk. 3.

6.2.12. Afslag til udlændinge omfattet af EU-reglerne

Efter § 28, stk. 4, træffer Udlændingestyrelsen endvidere afgørelse i første instans, hvis der kan blive tale om at meddele afslag på visum til en ansøger, som er omfattet af EU-reglerne, eller som påberåber sig at være omfattet heraf, jf. § 9.

6.2.13. Annullering og inddragelse

Efter § 28, stk. 5, har Udlændingestyrelsen mulighed for at træffe afgørelse i første instans i sager om inddragelse eller annullering af et visum, hvis det vurderes hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være tilfældet i sager, hvor udlændingen allerede er indrejst i Danmark på grundlag af det meddelte visum, og hvor Udlændingestyrelsen modtager oplysninger om forhold, der eventuelt kan begrunde inddragelse eller annullering af det udstedte visum. I sådanne tilfælde vil Udlændingestyrelsen ofte have bedre muligheder for at undersøge sagen end repræsentationerne, ligesom Udlændingestyrelsen også vil have bedre muligheder for at komme i kontakt med ansøgeren i Danmark.

7. Sagsbehandlingstid

7.1. Maksimal sagsbehandlingstid

Visumkodeksens artikel 23 indeholder regler om den maksimale sagsbehandlingstid i visumsager.

Efter artikel 23, stk. 1, er udgangspunktet, at der skal træffes beslutning om en visumansøgning inden for 15 kalenderdage regnet fra datoen for indgivelsen af en visumansøgning, der er antagelig i henhold til artikel 19.

Dette tidsrum kan i individuelle tilfælde forlænges til højst 30 kalenderdage, navnlig hvis det er nødvendigt at undersøge ansøgningen nærmere eller i tilfælde af repræsentation, hvor myndighederne i det repræsenterede Schengenland høres, jf. artikel 23, stk. 2.

Endelig kan perioden undtagelsesvist forlænges til 60 kalenderdage i særlige tilfælde, hvor der er brug for supplerende dokumentation, jf. artikel 23, stk. 3.

Som nærmere beskrevet i afsnit 6 er det danske visumsystem opbygget således, at de danske repræsentationer træffer afgørelse i sager, der kan oplyses tilstrækkeligt på stedet, mens Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i sager, der kræver nærmere undersøgelser af forhold i Danmark. Dette betyder i praksis, at sager, der kan færdigbehandles på repræsentationerne, som udgangspunkt skal afgøres inden for 15 kalenderdage, mens sager, der forelægges for Udlændingestyrelsen til nærmere undersøgelse, som udgangspunkt skal afgøres inden for 30 kalenderdage.

Det følger af visumkodeksens artikel 9, stk. 2, at det kan bestemmes, at ansøgeren skal bestille tid til at indgive en ansøgning. I sådanne tilfælde vil sagsbehandlingstiden blive regnet fra den dato, hvor ansøgningen faktisk indgives, dvs. den dato, hvor ansøgeren i overensstemmelse med den bestilte tid møder op og indgiver en ansøgning, der er antagelig efter visumkodeksen.

7.2. Afgørelse af sager, der ikke kan oplyses fuldt ud inden for de maksimale sagsbehandlingstider

Visumkodeksens regler om den maksimale sagsbehandlingstid kan ikke fraviges.

Da myndighederne således i alle tilfælde er forpligtede til at træffe afgørelse i en visumsag inden for den øvre grænse på 60 dage, kan det i visse situationer være nødvendigt at afgøre en ansøgning, inden sagen er oplyst fuldt ud. Afgørelsen af sagen vil i så fald blive truffet på det foreliggende grundlag, hvilket i nogle tilfælde vil indebære, at der meddeles afslag.

I sådanne tilfælde kan sagen i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper genoptages, hvis der efterfølgende fremkommer oplysninger, som myndigheden ikke var bekendt med på tidspunktet for den oprindelige afgørelse, og som i givet fald må antages at ville have medført en væsentlig anden vurdering af sagen.35)

For at overholde den lovbestemte frist for sagsbehandlingen kan det endvidere i enkeltstående tilfælde være nødvendigt at fravige reglerne om partshøring, hvis det ikke er muligt at indhente ansøgerens bemærkninger og afslutte en sag inden for de 60 dage. Såfremt ansøgeren eller værten efterfølgende fremkommer med sådanne oplysninger, der ellers ville være fremkommet i forbindelse med en partshøring, bør sagen genoptages, uanset om betingelserne for genoptagelse ikke i øvrigt måtte være opfyldt.

Hvis det på afgørelsestidspunktet er åbenbart, at der kan meddeles visum, såfremt visse konkrete betingelser bliver opfyldt, eksempelvis hvis der indsendes dokumentation for et gyldigt ægteskab, bør myndighederne i afgørelsen vejlede ansøgeren om, at sagen vil blive genoptaget, hvis ansøgeren fremlægger de relevante oplysninger.

I særlige tilfælde, hvor sagens oplysning beror på myndighederne, og hvor det ikke er muligt at oplyse sagen fuldt ud inden for de 60 dage, bør myndighederne i forbindelse med et afslag på visumansøgningen tilkendegive over for ansøgeren, at sagen vil blive genoptaget på myndighedernes foranledning, når de nødvendige oplysninger foreligger. Dette kan f.eks. være tilfældet i sager, hvor der er behov for at ægthedsvurdere dokumenter, som ansøgeren har fremlagt, og hvor denne ægthedsvurdering ikke kan gennemføres inden for de 60 dage, f.eks. fordi myndighederne i ansøgerens hjemland skal inddrages.

8. Udstedelse af visum

Ved afgørelsen af en visumsag er udgangspunktet, at myndighederne meddeler tilladelse.

Myndighederne vil således imødekomme en ansøgning om Schengenvisum, medmindre der er grundlag for at afslå ansøgningen efter reglerne i visumkodeksen, jf. visumbekendtgørelsens § 8, stk. 1.

8.1. Visumsticker

Et visum udstedes i praksis ved, at der sættes en visumsticker i passet for at markere tilladelsen.

Retningslinjer for udfyldning af en visumsticker samt eksempler på udfyldte visumstickers kan findes i visumkodeksens bilag VII og visumhåndbogens bilag 19-21.

8.2. Et visums gyldighed i tid

Et Schengenvisum kan maksimalt udstedes for 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning, jf. udlændingelovens § 4.36)

Visummets gyldighed fastsættes ved angivelse af et antal dage (varigheden af det tilladte ophold), et antal indrejser og en gyldighedsperiode, jf. nærmere visumkodeksens artikel 24.

Antallet af dage fastsættes under hensyn til formålet med opholdet, jf. visumbekendtgørelsens § 18, stk. 1. Medmindre formålet i det konkrete tilfælde taler for at begrænse opholdets varighed, bør antallet af dage som udgangspunkt fastsættes i overensstemmelse med det ansøgte, forudsat at ansøgeren opfylder betingelserne for at få visum i hele dette tidsrum.37)

Antallet af indrejser kan fastsættes til en, to eller flere indrejser. Antallet bør som udgangspunkt fastsættes i overensstemmelse med det ansøgte, medmindre formålet med opholdet taler for at begrænse tilladelsen til en enkelt eller to indrejser.

Gyldighedsperioden fremgår af visumstickeren ved angivelse af den tidligste tilladte indrejsedato og den seneste tilladte udrejsedato.

Som udgangspunkt bør indrejsedatoen fastsættes til den dato, hvor ansøgeren ønsker at indrejse, hvis det er muligt at udstede visum forinden dette tidspunkt. Udrejsedatoen bør i almindelighed fastsættes til den dato, der ligger 15 dage efter udløbet af det bevilgede antal dage, jf. visumkodeksens artikel 24, stk. 1.

Udlændingen er forpligtet til at overholde såvel det bevilgede antal dage som den fastsatte gyldighedsperiode. Forlængelsen af gyldighedsperioden med 15 dage (en såkaldt "period of grace") indebærer ikke, at udlændingen må opholde sig i Danmark længere end det bevilgede antal dage, men giver mulighed for, at opholdet kan udsættes nogle dage, f.eks. i tilfælde af sygdom, uden at det skal medføre en afkortning af selve visumopholdet.

Ved beregning af opholdets varighed medregnes både indrejsedagen og udrejsedagen, uanset hvad tid på døgnet rejserne gennemføres.

Visumhåndbogens del II, afsnit 9.1, indeholder nærmere retningslinjer for fastsættelse af visummets gyldighed.

8.3. Visum med længere gyldighed

Efter visumkodeksens artikel 24, stk. 2, kan visum udstedes for flere indrejser og med en gyldighedsperiode på mellem 6 måneder og 5 år, hvis ansøgeren har behov for eller begrunder hensigten om at rejse ofte, og ansøgeren dokumenterer sin integritet og pålidelighed, navnlig gennem tidligere problemfrie visumophold.

Hvis et visum udstedes for 90 dage og med en længere gyldighedsperiode end 6 måneder, betyder det, at udlændingen har ret til 90 dages ophold pr. 180 dage inden for gyldighedsperioden, jf. visumkodeksens bilag VII, afsnit 4.

Visumhåndbogens del II, afsnit 9.1, indeholder nærmere retningslinjer for, hvornår der kan meddeles visum gældende for flere indrejser og med forlænget gyldighedsperiode.

8.4. Visum med kortere gyldighed

Som anført i afsnit 8.2 bør et visums gyldighed som udgangspunkt fastsættes i overensstemmelse med det antal dage, som ansøgeren har angivet i visumansøgningen (dog maksimalt 90 dage).

Opholdets varighed bør dog begrænses til et kortere tidsrum end angivet i ansøgningen, hvis antallet af dage ikke er i overensstemmelse med det (eller de) angivne formål med opholdet, jf. visumbekendtgørelsens § 18, stk. 1.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en udlænding ansøger om visum for 90 dages ophold med henblik på deltagelse i et kortvarigt kursus eller for at være til stede under et retsmøde.

Opholdets varighed skal endvidere begrænses til et kortere tidsrum end det ansøgte, hvis ansøgeren kun opfylder betingelserne for at få visum i en kortere periode, jf. visumbekendtgørelsens § 18, stk. 2.

Det kan f.eks. være nødvendigt at begrænse et visums gyldighed, hvis ansøgerens rejsedokument ikke er gyldigt i tilstrækkelig lang tid, eller hvis værtens opholdstilladelse i Danmark udløber inden for det tidsrum, hvor ansøgeren planlægger at besøge den pågældende.

8.4.1. Særligt om fastlæggelse af visums gyldighed i tilfælde af graviditet

Hvis en visumansøger er gravid ved indgivelsen af ansøgningen om visum, vil den pågældendes visum som altovervejende hovedregel blive tidsmæssigt begrænset, således at udrejse af Danmark skal ske senest 2 ½ måned før terminsdatoen. Den tidsmæssige begrænsning skyldes, at et visum kun er beregnet til kortvarige ophold i Danmark (eller de øvrige Schengenlande), og at der ved visumophold her i landet, der lægger sig tæt op ad terminsdatoen, kan være en konkret og overvejende risiko for fødsel her i landet samt et eventuelt deraf følgende længerevarende ophold her i landet. Den tidsmæssige begrænsning er således konkret motiveret bl.a. af det forhold, at de fleste flyselskaber ikke vil medtage passagerer de sidste to måneder før forventet fødsel samt indtil to måneder efter overstået fødsel, hvorfor udlændingemyndighederne således normalt ikke vil kunne pålægge den pågældende visumansøger at udrejse i dette tidsrum.

Udlændingemyndighederne vil i forbindelse med behandlingen af en gravid visumansøgers ansøgning indhente dokumentation for visumansøgerens terminstidspunkt. Dette terminstidspunkt vil herefter virke som skæringsdato i forhold til vurderingen af, hvornår den pågældende senest skal udrejse af Danmark.

Det er imidlertid til enhver tid en visumindehavers ansvar at sikre, at et påtænkt visumbesøg kan gennemføres inden for den meddelte visumperiode, således at udrejsen kan gennemføres i overensstemmelse med visummet. Hvis en visumindehaver – mod forventning – føder her i landet, vil Udlændingestyrelsen normalt udsætte udrejsefristen til otte uger efter fødslen.

Ovennævnte praksis om udrejse senest 2 ½ måned før forventet termin kan dog fraviges i følgende tilfælde:

Visumansøgeren er gift med en udstationeret dansk statsborger eller en person med en opholdstilladelse i Danmark meddelt med mulighed for varigt ophold, hvis forsikring dækker omkostningerne til fødslen i Danmark.

Den herboende vært dokumenterer, at der er indgået en aftale med et hospital i Danmark vedrørende fødslen, samt at der er betalt for fødslen i Danmark. Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at hospitalet erklærer, at visumansøgeren har ret til gratis sygehusbehandling i forbindelse med en fødsel, uanset at den pågældende ikke har fast bopæl her i landet, jf. § 5 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling mv. (bekendtgørelse nr. 1207 af 22. september 2016).

Det bemærkes, at det alene er kravet om udrejse af Danmark senest 2 ½ måned før terminsdatoen, der fraviges i de nævnte tilfælde. Det kan således ikke forventes, at det pågældende visum – efter indrejsen i Danmark – vil kunne forlænges ud over visumperioden af maksimalt 90 dages varighed. Visumansøgeren har i de nævnte tilfælde det fulde ansvar for, at ind- og udrejse kan ske i overensstemmelse med det meddelte visum.

9. Udstedelse af visum ved grænsen

Det følger af visumkodeksens artikel 35 og 36, at der i særlige tilfælde kan udstedes visum ved Schengenområdets ydre grænse. Artikel 35 vedrører udstedelse af visum ved grænsen i nødsituationer generelt, mens artikel 36 vedrører udstedelse af visum til visumpligtige søfolk.

Efter udlændingelovens § 47 a kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen og politiet i særlige tilfælde kan udstede visum ved indrejsen her i landet. Bemyndigelsen er udmøntet i visumbekendtgørelsens § 21, der finder anvendelse på enhver form for visumudstedelse ved grænsen, herunder også i forhold til visumpligtige søfolk.

9.1. Nødvisum

Ifølge visumkodeksens artikel 35 kan der undtagelsesvist udstedes visum ved grænseovergangssteder, hvis følgende betingelser er opfyldt:

Ansøgeren opfylder de grundlæggende indrejsebetingelser fastlagt i Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, litra a, c, d og e.38)

Ansøgeren har ikke været i stand til at ansøge om visum på forhånd og indgiver efter anmodning dokumentation, der viser, at der er tale om uforudsigelige og tvingende indrejsegrunde.

Ansøgerens tilbagerejse til hjemlandet, opholdslandet eller transitlandet gennem lande uden for Schengenområdet, vurderes at være sikker.

Det følger af visumbekendtgørelsens § 21, stk. 1, at Udlændingestyrelsen kan udstede visum ved grænsen, når særlige grunde taler derfor. Sådanne visa kan udstedes med en gyldighed på op til 15 dage og en indrejse eller som transitvisa. Der kan dog ikke udstedes Schengenvisum ved grænsen, hvis der er pligt til at gennemføre en høring af andre Schengenlandes myndigheder inden visumudstedelse. I sådanne tilfælde kan der eventuelt meddeles territorialt begrænset visum til Danmark, hvis humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser taler derfor.

Ifølge visumbekendtgørelsens § 21, stk. 3, kan politiet ligeledes – efter bemyndigelse fra Udlændingestyrelsen39) – i særlige tilfælde udstede visum ved grænsen med samme gyldighed og under samme betingelser som anført ovenfor. Politiet kan dog ikke udstede visum, hvis ansøgeren er indberettet til Schengeninformationssystemet (SIS II) som uønsket, eller hvis ansøgeren har indrejseforbud til Danmark.

Nærmere retningslinjer for meddelelse af visum ved grænsen findes i visumhåndbogen, del IV, afsnit 1.

9.2. Sømandsvisum40)

Det følger af visumkodeksens artikel 36, stk. 1, at der kan udstedes visum ved grænsen med henblik på transit til visumpligtige søfolk, hvis ansøgerne opfylder betingelserne i artikel 35, stk. 1,41) og passerer den pågældende grænse med henblik på at påmønstre, påmønstre igen eller afmønstre et skib.

Udlændingestyrelsen og politiet42) kan udstede visum ved grænsen til visumpligtige søfolk efter de samme regler som omtalt i afsnit 9.1.

Nærmere retningslinjer for meddelelse af visum ved grænsen til visumpligtige søfolk findes i visumhåndbogen, del IV, afsnit 2. Det fremgår bl.a. heraf, at det ved behandlingen af sager vedrørende visumpligtige søfolk forudsættes, at der relativt ofte vil foreligge ”uforudsigelige og tvingende indrejsegrunde” i sager vedrørende visumpligtige søfolk, idet der – bl.a. som følge af vejrforholdene – ofte vil forekomme uforudsigelige ændringer af sejlplanen for det skib, som søfolkene påmønstrer, påmønstrer igen eller afmønstrer.

9.3. Afslag på visum ved grænsen

Afgørelser om afslag på ansøgninger om visum ved grænsen træffes af Udlændingestyrelsen, jf. visumbekendtgørelsens § 21, stk. 4.

Politiets kompetence på området er begrænset til udstedelse af visum, hvorimod politiet ikke kan meddele afslag.

10. Afslag på en visumansøgning

Visumkodeksens artikel 32 fastlægger rammerne for, hvornår der kan meddeles afslag på en ansøgning om Schengenvisum.

Der kan således kun meddeles afslag på en visumansøgning, hvis der foreligger en afslagsgrund som nævnt i visumkodeksens artikel 32, stk. 1, jf. tillige visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

De i artikel 32 nævnte afslagsgrunde er ligeledes oplistet i en standardformular til brug ved meddelelse af afslag på visum, som er optrykt som bilag VI til visumkodeksen.43)

I de følgende afsnit omtales afslagsgrundene i den rækkefølge, som de fremgår af standardformularen. Bilag 2 til denne vejledning indeholder desuden en skematisk oversigt over de overordnede afslagsgrunde i standardformularen og de nærmere situationer, hvor der meddeles afslag efter dansk praksis.

10.1. Fremlæggelse af falsk eller forfalsket rejsedokument

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. i, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 1, skal der meddeles afslag på Schengenvisum, hvis ansøgeren fremlægger et falsk eller forfalsket rejsedokument.

Der henvises til afsnit 5.1.

10.2. Manglende godtgørelse af formålet med og vilkårene for opholdet

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. ii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, skal der meddeles afslag på Schengenvisum, hvis ansøgeren ikke godtgør formålet med og vilkårene for det forventede ophold.

Ved vurderingen af, om ansøgeren har godtgjort formålet med det forventede ophold, lægger myndighederne bl.a. vægt på, om ansøgeren har indleveret relevant dokumentation, jf. visumbekendtgørelsens § 10, stk. 1.

Kravene til dokumentation varierer, afhængig af formålet med opholdet. For information om de sædvanlige dokumentationskrav for forskellige typer af visumophold henvises til afsnit 5.2.1-5.2.5.

Ved vurderingen af, om ansøgeren opfylder vilkårene for opholdet, lægger myndighederne bl.a. vægt på, om ansøgerens rejsedokument – og eventuelt tilbagerejsetilladelse – opfylder en række betingelser, jf. visumbekendtgørelsens § 13. For information om disse betingelser henvises til afsnit 5.2.6.

Hvis ansøgeren undlader at indlevere relevant dokumentation efter at være anmodet herom, meddeles der som udgangspunkt afslag på visum.

Det samme gælder, hvis værten efter at være tilsagt til at møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet udebliver uden anmeldt lovligt forfald.

10.3. Manglende bevis for tilstrækkelige subsistensmidler

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. iii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 3, skal der meddeles afslag på Schengenvisum, hvis ansøgeren ikke beviser, at vedkommende har tilstrækkelige subsistensmidler i hele den forventede opholdsperiode og til rejsen tilbage til hjemlandet eller bopælslandet eller til gennemrejse til et tredjeland, hvor den pågældende er sikret indrejse, eller at den pågældende er i stand til at skaffe sig disse midler på lovlig vis.

Der henvises til afsnit 5.3.

10.4. Ophold ud over 90 dage i den igangværende periode på 180 dage

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. iv, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 4, skal der meddeles afslag på Schengenvisum, hvis ansøgeren allerede har opholdt sig i Schengenområdet i 90 dage i den igangværende periode på 180 dage på grundlag af et Schengenvisum eller et visum med begrænset territorial gyldighed.

Såfremt en ansøger har opholdt sig i Schengenområdet inden for de seneste 180 dage, men ikke har opbrugt de maksimale 90 dage, kan der udstedes visum, hvis gyldighed begrænses under hensyn til varigheden af det tidligere visumophold, jf. visumbekendtgørelsens § 18, stk. 2.44)

For nærmere information om beregningen af tilladte ophold henvises til afsnit 3.1 og 5.4.

10.5. Registrering som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS II)

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. v, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 5, skal der meddeles afslag på Schengenvisum, hvis ansøgeren er indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS II).

Der henvises til afsnit 5.5.

10.6. Trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, skal der meddeles afslag på Schengenvisum, hvis ansøgeren anses for at udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser, navnlig når den pågældende på dette grundlag er indberettet som uønsket i Schengenlandenes nationale databaser.

Grundlaget for at meddele afslag efter disse bestemmelser kan bl.a. være, at ansøgeren er opført med et indrejseforbud i Kriminalregistret, at ansøgeren er opført på den i udlændingelovens § 29 c nævnte liste over udenlandske forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse, at ansøgeren er registreret på FN's eller EU's sanktionslister, eller at der er fremsat indsigelser mod udstedelse af visum til ansøgeren i forbindelse med en høring af andre Schengenlande og/eller efterretningstjenesterne.

Der kan desuden være tale om sager, hvor myndighederne på anden vis er kommet i besiddelse af oplysninger, der indikerer, at ansøgeren vil udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5.6.

I sager, hvor myndighederne meddeler afslag på visum som følge af, at der er fremsat indsigelser mod visumudstedelse i forbindelse med en høring af andre Schengenlande og/eller efterretningstjenesterne, skal begrundelsen for afgørelsen generelt begrænses, idet der ikke må udleveres oplysninger om, hvilke landes myndigheder der er blevet hørt eller om de pågældende landes myndigheders svar på høringen. Disse oplysninger kan undtages fra begrundelsen ud fra afgørende hensyn til offentlige interesser, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3, 2. pkt., jf. § 15-15 a.

10.7. Manglende bevis for passende og gyldig rejsesygeforsikring

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 7, skal der meddeles afslag på Schengenvisum, hvis ansøgeren ikke har fremlagt bevis for passende og gyldig rejsesygeforsikring, og der ikke er grundlag for at fravige dette krav.

Der henvises til afsnit 5.7.

10.8. Tvivl om pålideligheden af de forelagte oplysninger

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 8, skal der bl.a. meddeles afslag på Schengenvisum, hvis der er begrundet tvivl om ægtheden af den dokumentation, som ansøgeren har fremlagt, eller hvis der er begrundet tvivl om rigtigheden af indholdet eller om troværdigheden af de udsagn, som ansøgeren har fremsat.

Bestemmelsen giver – ligesom artikel 32, stk. 1, litra a, nr. ii – mulighed for at meddele afslag på visum, hvis det ikke kan lægges til grund, at formålet med opholdet er det, som ansøgeren har angivet.

Artikel 32, stk. 1, litra a, nr. ii, vedrører den situation, hvor ansøgeren har undladt at fremlægge relevant dokumentation for formålet med opholdet, mens artikel 32, stk. 1, litra b, vedrører den situation, hvor ansøgeren har givet relevante oplysninger og fremlagt relevant dokumentation, men hvor dokumentationen og de fremsatte udtalelser ikke er pålidelige.

I sager, hvor der er anledning til at betvivle ægtheden af fremlagte dokumenter, men hvor det ikke er muligt at foretage en egentlig verificering i forbindelse med behandlingen af visumsagen, bør ansøgeren normalt meddeles afslag. Ansøgeren bør imidlertid samtidig vejledes om, at der ikke er foretaget en egentlig verificering af dokumenterne, og at dette om nødvendigt vil kunne ske i forbindelse med en eventuel efterfølgende sag om opholdstilladelse.

Hvis det generelt ikke er muligt at verificere dokumenter af en bestemt art eller fra et bestemt område, bør dette dog ikke i sig selv føre til, at der meddeles afslag. Der bør i sådanne tilfælde kun meddeles afslag, hvis der ud over de generelle problemer med verificering også er konkrete grunde til at betvivle dokumentets ægthed, f.eks. fordi dokumentet i udseende fremstår unormalt, eller fordi oplysninger i dokumentet er i modstrid med andre oplysninger i sagen.

Der henvises til afsnit 5.8.

10.9. Tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene

Efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, skal der bl.a. meddeles afslag på Schengenvisum, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt ansøgeren har til hensigt at forlade Schengenlandene inden udløbet af det visum, der ansøges om.

Denne bestemmelse omfatter bl.a. sager, hvor ansøgeren tidligere har overtrådt reglerne om indrejse og ophold, og sager, hvor der i øvrigt vurderes en være en immigrationsrisiko som følge af ansøgerens forhold og de generelle forhold i hjemlandet (jf. inddelingen i forskellige hovedgrupper).

Der henvises til afsnit 5.9.

10.10. Manglende grundlag for udstedelse af visum ved grænsen

Efter visumkodeksens artikel 35, stk. 6, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 10, skal der meddeles afslag på Schengenvisum, hvis ansøgeren har ansøgt om visum ved grænsen, men ikke har fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at det ikke har været muligt at ansøge om visum på forhånd.

Der henvises til afsnit 9.

11. Visum til særlige grupper

11.1. Visumansøgninger omfattet af EU-reglerne

Nogle tredjelandsstatsborgere har ret til at få deres ansøgning om visum behandlet efter EU-reglerne. Dette gælder for visse familiemedlemmer til en statsborger fra et EU-land, et EØS-land45) eller Schweiz (i det følgende benævnt en EU-statsborger), hvis visumansøgeren ledsager eller slutter sig til EU-statsborgeren, mens EU-statsborgeren udnytter sin ret til fri bevægelighed inden for EU.46)

11.1.1. Familiemedlemmer omfattet af EU-reglerne

EU-reglerne finder anvendelse på følgende familiemedlemmer til en EU-statsborger:47)

EU-statsborgerens ægtefælle.

EU-statsborgerens registrerede partner.

EU-statsborgerens faste samlever, hvis begge parter er over 18 år og samlever på fælles bopæl i et fast samlivsforhold af længere varighed, dvs. som minimum gennem en periode på 1½-2 år.

Efterkommere (dvs. børn, børnebørn osv.) af EU-statsborgeren eller af dennes ægtefælle, registrerede partner eller samlever, hvis efterkommeren ikke er fyldt 21 år eller forsørges af EU-statsborgeren eller dennes ægtefælle, registrerede partner eller samlever.

Slægtninge i opstigende linje (dvs. forældre, bedsteforældre osv.) til EU-statsborgeren eller dennes ægtefælle, registrerede partner eller samlever, hvis slægtningen forsørges af EU-statsborgeren eller af dennes ægtefælle, registrerede partner eller samlever.

EU-statsborgerens andre familiemedlemmer (dvs. søskende, fætre, kusiner osv.), hvis de i det land, de ankommer fra, forsørges af EU-statsborgeren eller er optaget i dennes husstand, eller hvis alvorlige helbredsmæssige grunde gør det absolut nødvendigt, at EU-statsborgeren personligt plejer de pågældende.

11.1.2. Ledsagelse eller tilslutning til en EU-statsborger

EU-reglerne finder alene anvendelse på familiemedlemmer til en EU-statsborger i det omfang, de pågældende ledsager eller slutter sig til EU-statsborgeren i forbindelse med visumopholdet.

Reglerne finder således anvendelse, hvis ansøgeren planlægger at rejse til Danmark sammen med EU-statsborgeren eller at besøge EU-statsborgeren her i landet, men ikke hvis ansøgeren planlægger at rejse til Danmark uafhængigt af EU-statsborgeren.

11.1.3. Værtens udnyttelse af den fri bevægelighed

EU-reglerne finder alene anvendelse på familiemedlemmer til en EU-statsborger, som udnytter sin ret til fri bevægelighed.

Reglerne finder således anvendelse på familiemedlemmer til en EU-statsborger, som opholder sig i Danmark og dermed udnytter retten til fri bevægelighed.

EU-reglerne finder som udgangspunkt ikke anvendelse på familiemedlemmer til en dansk statsborger, som opholder sig i Danmark, idet den danske statsborger ikke udnytter retten til fri bevægelighed. Det samme gælder for familiemedlemmer til en dansk statsborger, som arbejder i et andet EU-land, EØS-land eller Schweiz, men som har bevaret sin bopæl i Danmark.

Reglerne finder derimod anvendelse, hvis den danske statsborger har taget fast ophold i et andet EU-land eller EØS-land eller i Schweiz, f.eks. som arbejdstager. I sådanne tilfælde har den danske statsborgers familiemedlemmer ret til at få deres visumansøgning behandlet i henhold til EU-reglerne, hvis de ønsker at rejse til Danmark på turist- eller familiebesøg sammen med den danske statsborger.

Endvidere vil familiemedlemmer til en dansk statsborger, der har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, EØS-land eller Schweiz, og som i den forbindelse har haft et reelt og faktisk ophold i det pågældende land, kunne få behandlet deres ansøgning om visum efter EU-reglerne. Det er i den forbindelse en betingelse, at flytningen er en realitet, og der må ikke blot være tale om et kortvarigt ophold, f.eks. på et hotelværelse. Der vil altid blive foretaget en konkret og individuel vurdering af, om den danske statsborgers ophold i det andet land kan karakteriseres som reelt og faktisk, men en dansk statsborger, som har lejet et værelse eller har været tilflyttet en c/o-adresse hos slægtninge eller bekendte for en kortvarig periode, vil som udgangspunkt ikke opfylde kravet om at have etableret et reelt og faktisk ophold i et andet land. Omvendt vil en dansk statsborger, som har haft et længerevarende ophold i en lejelejlighed eller i en bolig, som den pågældende har købt, umiddelbart opfylde kravet om etablering af et reelt og faktisk ophold i et andet land.

Der kan f.eks. være tale om en dansk statsborger, som har arbejdet i Tyskland, men som nu er vendt tilbage til Danmark, og som ønsker at medbringe sin visumpligtige familie. Det er i den forbindelse en betingelse, at familiemedlemmernes visumansøgning indgives senest samtidig med den danske statsborgers genindrejse til Danmark, eller at ansøgningens indgivelse ligger i naturlig forlængelse heraf. Det beror på en konkret vurdering, om en visumansøgning kan anses for indgivet i naturlig forlængelse af den danske statsborgers genindrejse til Danmark. Der vil ved vurderingen heraf blive lagt vægt på baggrunden for, at ansøgningen er indgivet på et senere tidspunkt, herunder om familiemedlemmet af særlige arbejds- eller uddannelsesmæssige grunde har udskudt ansøgningen, samt varigheden af den tidsmæssige forskel.

Endvidere stilles der krav om, at den danske statsborger og familiemedlemmet har haft et reelt samliv i det land, hvor den danske statsborger har udnyttet sin ret til fri bevægelighed.

11.1.4. Behandling af ansøgninger omfattet af EU-reglerne

En ansøgning om visum efter EU-reglerne skal som udgangspunkt indgives på sædvanlig vis ved indlevering af ansøgningsskema på en repræsentation eller et ansøgningscenter i udlandet.

En sådan ansøgning skal kun opfylde nogle få betingelser for at kunne tages under behandling. De almindelige krav om, at en ansøgning tidligst må indgives 3 måneder inden det forventede ophold, at ansøgerens rejsedokument skal være gyldigt i tre måneder efter den påtænkte dato for udrejse af Schengenlandene, at rejsedokumentet skal være udstedt inden for de seneste ti år, og at der skal betales visumgebyr, finder ikke anvendelse i sager omfattet af EU-reglerne, jf. visumbekendtgørelsens § 7, stk. 8.

Det betyder i praksis, at ansøgeren ved visumansøgningens indgivelse alene skal forevise gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation, dokumentation for familieforholdet til EU-statsborgeren samt dokumentation for, at EU-statsborgeren eller den danske statsborger udnytter eller har udnyttet sin ret til fri bevægelighed.48)

Hvis en ansøgning skal behandles efter EU-reglerne, indebærer det desuden, at ansøgeren skal have udstedt visum så hurtigt som muligt efter en hasteprocedure, jf. visumbekendtgørelsens § 9. Det følger desuden af EU-opholdsdirektivets artikel 5, stk. 2, at EU-landene skal bistå ansøgere omfattet af EU-reglerne med henblik på udstedelse af visa, og at sagerne skal behandles gebyrfrit og efter en hasteprocedure. Sagsbehandlingstiden må kun undtagelsesvist overskride 15 dage, og en forlængelse af sagsbehandlingstiden skal behørigt begrundes, jf. visumhåndbogens del III, afsnit 3.4.

Ved behandlingen af en ansøgning efter EU-reglerne kan der ikke stilles krav om dokumentation for tilstrækkelige midler til ophold og hjemrejse eller for besiddelse af en passende og gyldig rejsesygeforsikring, ligesom de øvrige afslagsgrunde alene finder anvendelse i det omfang, det er foreneligt med EU-reglerne, jf. visumbekendtgørelsens § 8, stk. 3.

Det følger endvidere af EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1 og 2, at der som udgangspunkt kun kan fastsættes begrænsninger i den fri bevægelighed for personer omfattet af EU-reglerne ud fra hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Sådanne foranstaltninger skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og forudsætter, at ansøgerens personlige adfærd vurderes at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Ifølge direktivets artikel 35 kan EU-landene desuden træffe nødvendige foranstaltninger til at nægte, ophæve eller tilbagekalde rettigheder efter direktivet, hvis der er tale om misbrug af rettigheder eller om svig, som f.eks. proformaægteskab.

Et afslag på visum forudsætter således, at myndighederne kan bevise, at ansøgeren udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden, eller at myndighederne kan bevise, at der er tale om misbrug eller svig, jf. visumhåndbogen, del III, afsnit 3.8.

Det følger herudover af EU-opholdsdirektivets artikel 30, at afgørelser, der begrænser den fri bevægelighed for personer omfattet af EU-reglerne, skal angive de præcise og fuldstændige oplysninger om hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, der danner grundlaget for afgørelsen, medmindre hensynet til statens sikkerhed er til hinder herfor.

I forlængelse heraf følger det af udlændingelovens § 4 e, stk. 2, at reglerne om meddelelse af afgørelser alene ved brug af en standardformular ikke finder anvendelse på ansøgere omfattet af EU-reglerne.

Det følger endvidere af visumbekendtgørelsens § 28, stk. 4, at sager, hvor der kan blive tale om at meddele afslag på visum til en ansøger, der er omfattet af EU-reglerne, eller som påberåber sig at være omfattet heraf, skal forelægges for Udlændingestyrelsen.

For nærmere information om visum efter EU-reglerne henvises til EU-opholdsdirektivet49) samt visumhåndbogens del III.

11.2. Visumlempelsesaftaler

EU-landene har i flere tilfælde indgået aftaler med visumpligtige tredjelande om visumlempelser. Disse aftaler har ikke umiddelbar virkning i forhold til Danmark som følge af Danmarks forbehold på området for retlige og indre anliggender, men Danmark har i en række tilfælde indgået bilaterale aftaler med de pågældende tredjelande med et indhold svarende til EU-aftalerne.

Danmark har indgået bilaterale visumlempelsesaftaler med følgende lande: Montenegro (pr. 1. august 2008), Albanien (pr. 1. december 2008), Ukraine (pr. 1. marts 2009, med ændringer pr. 1. januar 2016), Bosnien-Hercegovina (pr. 1. april 2009), Serbien (pr. 1. maj 2009), Rusland (pr. 1. oktober 2009) og Moldova (pr. 1. september 2011)50). Danmark forventer endvidere at indgå tilsvarende aftaler med Armenien, Aserbajdsjan og Makedonien (FYROM).

En visumlempelsesaftale er en aftale, der letter procedurerne for behandlingen af visumansøgninger for bestemte persongrupper, bl.a. i forhold til dokumentationen for formålet med opholdet, herunder f.eks. for journalister, deltagere i kulturelle arrangementer og forretningsfolk. I forlængelse heraf følger det af visumbekendtgørelsens § 10, stk. 2, at de almindelige regler om dokumentation for formålet med et visumophold kun finder anvendelse for statsborgere omfattet af en visumlempelsesaftale i det omfang, det er foreneligt med bestemmelserne i aftalen.

Visumlempelsesaftalerne fastlægger endvidere bestemmelser om udstedelse af visa gældende for flere indrejser, om visumfritagelse for indehavere af diplomatpas og om kortere sagsbehandlingstid (som udgangspunkt højst 10 dage, dog op til 30 dage i særlige tilfælde).

Oplysninger om de enkelte visumlempelsesaftaler kan findes på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk.

11.3. Forhåndsgodkendelsesordning for virksomheder i Danmark

11.3.1. Behandling af ansøgninger om forhåndsgodkendelse

Udlændingestyrelsen kan forhåndsgodkende virksomheder i Danmark med henblik på at modtage forretningsbesøg af udlændinge fra visumpligtige lande, jf. udlændingelovens § 4 d, stk. 1.51)

Det er kun virksomheder, der er registreret i Danmark, eller som har en afdeling eller filial her i landet, der kan forhåndsgodkendes.

Forhåndsgodkendelsesordningen er navnlig tiltænkt erhvervsvirksomheder, men uddannelsesinstitutioner, foreninger og organisationer kan også efter en konkret vurdering forhåndsgodkendes, hvis Danmarks samarbejdsrelationer til udlandet taler for at imødekomme ansøgningen.

Ved vurderingen af en ansøgning om forhåndsgodkendelse bør der bl.a. lægges vægt på, om der er tale om en veletableret virksomhed, om virksomheden er sund og stabil, og om virksomheden må antages at have et sådant kendskab til de medarbejdere, der inviteres på forretningsbesøg, at virksomheden faktisk har mulighed for at indestå for de pågældende.

Det er desuden en forudsætning for, at en virksomhed kan forhåndsgodkendes, at virksomheden stiller en kontaktperson til rådighed, som myndighederne kan kontakte med henblik på bekræftelse af besøget, samt at virksomheden som følge af dennes registrerede erhverv har et naturligt erhvervsmæssigt behov for samhandel med udlandet.

En forhåndsgodkendelse skal meddeles for en periode på tre eller fem år, afhængig af virksomhedens stabilitet og erfaringer med at invitere udlændinge på besøg på visumophold.

I forbindelse med forhåndsgodkendelse af en virksomhed kan Udlændingestyrelsen stille krav om, at de inviterede forretningsforbindelser skal dokumentere deres hjemrejse over for repræsentationen ved fremsendelse af paskopier eller – om nødvendigt – ved personligt fremmøde.

Afslag på forhåndsgodkendelse kan ikke påklages, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 7.

En meddelt forhåndsgodkendelse skal inddrages, hvis godkendelsen er opnået ved svig, eller hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er til stede. En forhåndsgodkendelse kan endvidere inddrages, hvis det konstateres, at vilkårene for godkendelsen ikke overholdes, f.eks. fordi virksomheden har inviteret udlændinge til Danmark, som har misbrugt de meddelte visa, jf. udlændingelovens § 4 d, stk. 2. Det er i den forbindelse forudsat, at groft eller gentagen misbrug af visa skal resultere i, at virksomheden fratages forhåndsgodkendelsen og afskæres fra at opnå en ny forhåndsgodkendelse i op til tre år.

11.3.2. Behandling af visumansøgninger indgivet med henblik på besøg hos forhåndsgodkendte virksomheder52)

En ansøgning om visum med henblik på forretningsbesøg hos en forhåndsgodkendt virksomhed skal indgives via en dansk repræsentation eller et ansøgningscenter i udlandet.53)

En ansøger, der er inviteret af en forhåndsgodkendt virksomhed, bør som udgangspunkt gives de samme fordele, der er knyttet til den lokale akkrediteringsordning for udenlandske virksomheder, jf. afsnit 11.4.2 nedenfor. Det kan f.eks. betyde, at det almindelige krav om personligt fremmøde kan fraviges, og at der kan gives visum gældende for flere indrejser og med længere gyldighed.

En ansøgning om visum med henblik på besøg hos en forhåndsgodkendt virksomhed kan som udgangspunkt imødekommes af repræsentationen. Ansøgeren er ikke fritaget for at opfylde de almindelige visumbetingelser, men der er i sådanne sager en formodning for, at der er tale om et reelt forretningsforhold.

På den baggrund vil en invitation fra en forhåndsgodkendt virksomhed almindeligvis blive anset for tilstrækkelig dokumentation for formålet med opholdet, jf. visumbekendtgørelsens § 11.

Det er dog ikke udelukket at indhente supplerende dokumentation, hvis der f.eks. er konkret anledning til at betvivle invitationens ægthed, eller hvis der er tvivl om ansøgerens hensigt med opholdet, f.eks. fordi der ikke synes at være nogen sammenhæng mellem ansøgerens erhverv i hjemlandet og den forhåndsgodkendte virksomheds forretningsområde.

I særlige tilfælde, hvor der er behov for nærmere undersøgelser, kan ansøgningen også forelægges for Udlændingestyrelsen.

Udlændingestyrelsen bør med mellemrum foretage stikprøvekontrol af ansøgere, der meddeles visum på baggrund af forhåndsgodkendelsesordningen, f.eks. således at ansøgerne anmodes om at dokumentere deres hjemrejse ved fremsendelse af paskopier eller om nødvendigt ved personligt fremmøde på ansøgningsrepræsentationen.

Yderligere oplysninger om forhåndsgodkendelsesordningen kan findes på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk.

11.4. Akkrediteringsordning for virksomheder i udlandet – Red Carpet

11.4.1. Behandling af ansøgninger om akkreditering

De danske repræsentationer i udlandet, som er bemyndiget til at udstede visum, kan akkreditere virksomheder i udlandet med henblik på at give visumpligtige udlændinge med fast tilknytning til virksomheden mulighed for at gennemføre forretningsbesøg i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 d, stk. 3.54)

Det er forudsat, at akkrediteringsordningen udmøntes forskelligt på forskellige steder, idet repræsentationerne skal tilpasse ordningen til de lokale forhold, bl.a. under hensyn til asyl- eller immigrationsrisikoen. Det er endvidere forudsat, at repræsentationerne ved indførelsen af de enkelte ordninger skal indhente oplysninger fra Udlændingestyrelsen om aktuelle asyl- og immigrationstendenser.

Ved udformningen af lokale akkrediteringsordninger kan der f.eks. være variationer i relation til de krav, der stilles til virksomhederne som betingelse for akkreditering, ligesom der også kan være forskel på, hvilke personer der anses for omfattet af en virksomheds akkreditering.

Akkrediteringsordningen er først og fremmest tiltænkt erhvervsvirksomheder, men uddannelsesinstitutioner, foreninger og organisationer vil også efter en konkret vurdering kunne akkrediteres, hvis Danmarks samarbejdsrelationer til udlandet taler for at imødekomme ansøgningen.

Ved vurderingen af, om en virksomhed kan akkrediteres, bør repræsentationerne bl.a. lægge vægt på, om der er tale om en veletableret virksomhed, om virksomheden er sund og stabil, og om virksomheden må antages at have et sådant kendskab til de medarbejdere, der sendes på forretningsrejse, at virksomheden faktisk har en mulighed for at indestå for de pågældende.

Akkreditering af en virksomhed meddeles som udgangspunkt for en periode på tre år. Repræsentationerne kan dog udstrække perioden til fem år, hvis der er tale om en særligt stabil virksomhed, og risikoen for ulovlig immigration er begrænset.

Afslag på akkreditering kan ikke påklages, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 7.

Der skal ske inddragelse af en meddelt akkreditering, hvis denne er opnået gennem svig, eller hvis betingelserne for akkrediteringen ikke længere er til stede. Endvidere kan en akkreditering inddrages, hvis det konstateres, at vilkårene for akkrediteringen ikke overholdes, f.eks. fordi virksomheden har inviteret udlændinge til Danmark, som har misbrugt de meddelte visa, jf. udlændingelovens § 4 d, stk. 4. Det er i den forbindelse forudsat, at groft eller gentagen misbrug af visa skal resultere i, at virksomheden mister akkrediteringen og ikke kan opnå en ny akkreditering i op til tre år.

11.4.2. Behandling af visumansøgninger indgivet af ansøgere med fast tilknytning til akkrediterede virksomheder i udlandet55)

En ansøgning om visum omfattet af akkrediteringsordningen skal indgives via en dansk repræsentation eller et ansøgningscenter i udlandet.56)

Akkrediteringsordningen indebærer, at visse medarbejdere og andre personer med fast tilknytning til akkrediterede virksomheder får adgang til en særligt smidig visumprocedure, fordi deres integritet og pålidelighed som udgangspunkt kan anses for godtgjort i kraft af tilknytningen til den akkrediterede virksomhed.

De konkrete fordele, som en ansøger opnår gennem akkrediteringsordningen, varierer fra sted til sted, idet ordningerne skal tilpasses til de lokale forhold. Typisk opnår ansøgerne en kortere sagsbehandlingstid, en begrænsning af kravet om personligt fremmøde til sager, hvor der skal optages biometri, en udvidet adgang til at få udstedt visum gældende for flere indrejser og med længere gyldighed og en lempelse af dokumentationskravene.

I forlængelse heraf følger det af visumbekendtgørelsens § 12, at indlevering af den dokumentation, som er fastsat i retningslinjerne for den lokale akkrediteringsordning, vil opfylde kravet om dokumentation for formålet med opholdet. Der kan dog godt indhentes supplerende dokumentation, hvis det er nødvendigt for at fastslå, om ansøgningen bør afslås af andre grunde end manglende dokumentation for formålet med opholdet.

En ansøger, der er tilknyttet en akkrediteret virksomhed skal i øvrigt opfylde de sædvanlige betingelser for at få visum, herunder de grundlæggende indrejsebetingelser, og der skal på sædvanlig vis foretages en vurdering af asyl- og immigrationsrisikoen for hver enkelt ansøger.

Det er forudsat, at akkrediteringsordningen skal ledsages af effektive kontrolforanstaltninger, bl.a. i form af kontrol med de akkrediterede virksomheder gennem regelmæssige stikprøvekontroller i konkrete sager samt årlig kontrol af repræsentationernes administration af ordningen.

11.5. Rejsebureau- og turistordninger

Visumkodeksens artikel 45 giver Schengenlandene mulighed for at indføre såkaldte rejsebureauordninger, der går ud på, at rejsebureauer i tredjelande kan akkrediteres til at modtage visumansøgninger, således at ansøgerne ikke behøver at møde på en repræsentation. Det gælder dog ikke, hvis der er behov for optagelse af biometri, da det kun er repræsentationer og private ansøgningscentre, der kan optage fingeraftryk.

I Danmark er der indført to forskellige ordninger: en rejsebureauordning og en turistordning med akkreditering af andre aktører end rejsebureauer.

Rejsebureauordningerne indebærer, at visumansøgeren skal købe en rejse, der er arrangeret af et akkrediteret rejsebureau i hjemlandet, som samarbejder med et akkrediteret rejsebureau i Danmark.

Turistordningerne med akkreditering af andre aktører indebærer, at visumansøgeren skal købe en rejse, der er arrangeret af et akkrediteret rejsebureau i hjemlandet, som samarbejder med andre akkrediterede aktører end rejsebureauer i Danmark.

Ved begge ordninger er det en forudsætning, at rejsen er købt som en samlet pakke, der mindst omfatter transport og logi.

Ansøgere omfattet af ordningerne kan som udgangspunkt få visum gældende for en enkelt indrejse og op til 30 dages ophold, hvis de opfylder de grundlæggende indrejsebetingelser (gyldigt rejsedokument mv.). Dette gælder, uanset om de pågældende er omfattet af den personkreds af statsborgere fra det det pågældende land, der efter praksis som udgangspunkt meddeles visum.57)

Danmark har foreløbig indført rejsebureau- og turistordninger i Rusland, Kina,58) Ukraine og Indien. Information om ordningerne kan findes på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk.

12. Danmarks internationale forpligtelser

Der skal altid gives visum til en ansøger, hvis et afslag på visumansøgningen vil indebære en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for familielivet.

Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.

Det kan endvidere udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at der i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om adgang til at udøve et familieliv i Danmark, skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt – bl.a. ud fra Danmarks interesse i at kontrollere indvandringen – at meddele afslag.

Beskyttelsen efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 tager primært sigte på den traditionelle kernefamilie, således som den er blevet modificeret i moderne familiepraksis dvs. ægtefæller, faste samlivspartnere og deres mindreårige børn, samt de helt særlige tilfælde, hvor der foreligger et afhængighedsforhold, der går ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, mellem f.eks. et voksent barn og dets forældre.

I en række sager vil det familieliv, som udlændingen søger at udøve med herboende personer, ikke have et tilstrækkeligt omfang eller den fornødne kvalitet til, at udlændingen har krav på en opholdstilladelse. I disse tilfælde vil udlændingen blive henvist til at udøve familielivet i sit opholdsland eller ved besøgsophold i Danmark.

Dette gør sig f.eks. gældende, hvor der er fastsat eller aftalt samvær mellem en udenlandsk forælder og dennes herboende mindreårige barn med så langt mellemrum, at forælderen i stedet kan henvises til at udøve familielivet med barnet under besøgsophold, og et sådant besøgsophold ikke kan gennemføres i den udenlandske forælders opholdsland. Tilsvarende vil gøre sig gældende, hvis den udenlandske forælder i Danmark skal deltage i et retsmøde, en forældreevneundersøgelse el.lign. med henblik på at opnå samvær med et herboende barn.

Forhold, der kan tale afgørende for meddelelse af visum med henblik på besøg hos et herboende barn – herunder et barn, hvis anden forælder udlændingen fortsat er gift med – kan også være, at barnet lider af en alvorlig sygdom, der umuliggør barnets rejse til udlandet.

Også ægtefæller kan have krav på beskyttelse af deres familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Dette vil kunne gøre sig gældende, hvor den herboende i en kortere periode er forhindret i at udøve familielivet i et andet land på grund af f.eks. alvorlig sygdom, men hvor hindringen ikke har en varighed, der kan danne grundlag for opholdstilladelse.

Endvidere vil ægtefæller kunne have krav på beskyttelse af deres familieliv, hvor der er uoverstigelige hindringer af en karakter, som kan begrunde opholdstilladelse, men hvor parret vælger at udøve familielivet gennem besøgsophold i stedet. Sådanne uoverstigelige hindringer kan f.eks. være, at den herboende ægtefælle er flygtning og fortsat må antages at være asylrelevant forfulgt i et fælles hjemland, at den herboende opfylder betingelserne for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, som kravene er beskrevet i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010,59) eller at udlændingens herboende mindreårige børn har opnået en væsentlig selvstændig tilknytning til landet.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anser normalt ikke et familieliv mellem ægtefæller som beskyttet, hvis ægteskabet er indgået proforma eller under tvang.

13. Udstedelse af visum med begrænset territorial gyldighed

Hvis en ansøger ikke opfylder betingelserne for udstedelse af Schengenvisum, kan de danske myndigheder undtagelsesvist udstede et visum, som alene er gyldigt for ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 a og visumkodeksens artikel 25.

13.1. Territorialt begrænset visum ved manglende opfyldelse af grundlæggende indrejsebetingelser

Det fremgår af visumbekendtgørelsens § 20, stk. 1, at udstedelse af territorialt begrænset visum kan komme på tale i følgende situationer:

Hvis ansøgeren ikke opfylder kravene til godtgørelse af formålet med og vilkårene for opholdet.

Hvis ansøgeren ikke fremlægger fyldestgørende dokumentation for tilstrækkelige midler.

Hvis ansøgeren er indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS II).

Hvis ansøgeren anses for at udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser.

Hvis ansøgeren ikke fremlægger bevis for passende og gyldig rejsesygeforsikring.

Hvis ansøgeren ikke er i besiddelse af et pas eller andet rejsedokument, der er anerkendt af Danmark.

Hvis der ikke er gennemført høring af efterretningstjenesterne og/eller af andre Schengenlandes myndigheder efter reglerne i visumkodeksen.

I de nævnte tilfælde kan der udstedes territorialt begrænset visum, hvis humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser taler derfor.

Et sådant visum begrænses som udgangspunkt til at gælde indrejse og ophold i Danmark, men kan undtagelsesvist udstedes med gyldighed for Danmark og et eller flere andre Schengenlande, hvis det eller de andre Schengenlande har givet samtykke hertil, jf. visumbekendtgørelsens § 20, stk. 2.

13.2. Territorialt begrænset visum i sager, hvor nogle Schengenlande ikke anerkender ansøgerens rejsedokument

Hvis en ansøger ikke kan meddeles visum gældende for alle Schengenlandene, alene fordi et eller flere andre Schengenlande ikke anerkender den pågældendes rejsedokument, kan myndighederne udstede visum, hvis gyldighed begrænses til det eller de Schengenlande, som anerkender det pågældende rejsedokument, jf. visumbekendtgørelsens § 19.

13.3. Territorialt begrænset visum ved ophold i mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage

Hvis en ansøger ikke kan meddeles Schengenvisum, alene fordi den pågældende allerede har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i 90 dage inden for de seneste 180 dage på grundlag af et visum, kan myndighederne udstede visum, hvis gyldighed begrænses til kun at gælde indrejse og ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 20, stk. 3.

I sådanne tilfælde kan der udstedes territorialt begrænset visum, hvis det findes velbegrundet. Det beror på en konkret vurdering, om denne betingelse kan anses for opfyldt, men det bør i hvert fald kræves, at behovet for nyt visum inden for perioden på 180 dage ikke skyldes dårlig planlægning fra ansøgerens side.

14. Forlængelse af visum

Visumsystemet er alene beregnet til kortvarige ophold i Danmark og/eller de øvrige Schengenlande.

Der kan således maksimalt meddeles Schengenvisum for 90 dages ophold i Schengenlandene pr. 180 dage, jf. udlændingelovens § 4, stk. 1.60)

Et udstedt visum kan kun forlænges i særlige situationer, jf. nedenfor.

Ansøgning om forlængelse af et visum skal indgives til Udlændingestyrelsen – evt. via politiet, hvis visumindehaveren har ophold uden for Københavns og Københavns Vestegns politikredse – inden udløbet af det gældende visum, jf. visumbekendtgørelsens § 22, stk. 3.

14.1. Forlængelse af Schengenvisum

Et Schengenvisum udstedt for en kortere periode end 90 dage kan forlænges op til maksimalt 90 dage, hvis der foreligger force majeure eller humanitære hensyn, der forhindrer udlændingen i at udrejse i overensstemmelse med gyldigheden af det oprindelige visum, jf. visumkodeksens artikel 33, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1.

Et Schengenvisum udstedt for en kortere periode en 90 dage kan endvidere forlænges op til maksimalt 90 dage, hvis visumindehaveren fremlægger dokumentation for alvorlige personlige årsager, som kan begrunde en forlængelse af gyldighedsperioden eller varigheden af opholdet, jf. visumkodeksens artikel 33, stk. 2, og visumbekendtgørelsens § 22, stk. 2.

Der kan eksempelvis være grundlag for forlængelse, hvis det flyselskab, som visumindehaveren rejser med, strejker, hvis vejrliget umuliggør udrejse, hvis visumindehaveren eller værten er blevet alvorligt syg, eller hvis en vigtig handel ikke har kunnet afvikles inden for visummets gyldighed, men forventes afsluttet inden for ganske kort tid.

Forlængelse kan dog, medmindre særlige grunde taler derimod, kun ske på grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og kun hvis formålet med opholdet ikke ændres.

Hvis et Schengenvisum er udstedt for 90 dage, vil yderligere forlængelse alene kunne ske efter reglerne om forlængelse af retten til ophold i Danmark, jf. nedenfor.

14.2. Forlængelse af ophold i Danmark

Udlændinge, der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland på kortvarigt ophold i medfør af udlændingelovens §§ 2-3 a,61) kan i særlige tilfælde få forlænget deres ret til ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 4 b.

Efter praksis kan forlængelse af retten til ophold i Danmark som udgangspunkt kun ske, hvis der foreligger ekstraordinære omstændigheder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis udlændingen bliver syg under opholdet, og der fremlægges dokumentation for, at det efter en lægelig vurdering vil være helbredsmæssigt uforsvarligt for den pågældende at gennemføre hjemrejsen inden udløbet af visummet eller det visumfrie ophold. Der kan endvidere være grundlag for at forlænge retten til ophold, hvis den herboende vært eller andre nære pårørende bliver alvorligt syge eller afgår ved døden.

Det er en forudsætning for forlængelse af retten til ophold i Danmark, at der er tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at visumindehaveren således ikke har haft mulighed for at tilrettelægge visumopholdet herefter.

Ud over de ovennævnte situationer, hvor der foreligger ekstraordinære omstændigheder, kan retten til ophold i Danmark efter udlændingelovens § 4 b forlænges i følgende tilfælde:

Hvis udlændingen har ansøgt om familiesammenføring med en herboende ægtefælle, registreret partner eller fast samlever og aktuelt afventer udfaldet af denne sag, og den pågældende er indrejst i Danmark på et tidspunkt, hvor begge parter har en alder på mindst 23 år og seks måneder. Formålet med denne praksis er at sikre, at de ægtefæller, registrerede partnere og faste samlevere, som ikke opfylder 24 års-kravet i sager om familiesammenføring, får mulighed for at blive sammen, indtil udlændingemyndighederne har afgjort, om de øvrige betingelser for familiesammenføring er opfyldt.

Hvis udlændingen er statsborger i et EU-land, EØS-land eller i Schweiz og er på besøg hos en herboende ægtefælle, registreret partner, fast samlever, kæreste/forlovet, forældre, børn eller søskende.

Hvis udlændingen er tredjelandsstatsborger og er på besøg hos en herboende ægtefælle, registreret partner, fast samlever, kæreste/forlovet, forældre, børn eller søskende, og værten er statsborger i et EU-land, EØS-land eller i Schweiz og udnytter eller planlægger at udnytte sin ret til fri bevægelighed i Danmark efter EU-reglerne.

En forlængelse af retten til ophold i Danmark efter udlændingelovens § 4 b kan efter praksis maksimalt meddeles for 90 dage ud over et meddelt Schengenvisum, dvs. for op til 180 dages ophold i alt.

En forlængelse af retten til ophold i Danmark giver ikke ret til indrejse eller ophold i de andre Schengenlande, heller ikke ved transit gennem andre Schengenlande i forbindelse med hjemrejsen.

15. Annullering og inddragelse af allerede meddelte visa

Et visum kan annulleres eller inddrages, hvis det efter visumudstedelsen bliver åbenlyst, at der foreligger omstændigheder, der kunne have begrundet afslag på visumansøgningen, jf. visumkodeksens artikel 34 og visumbekendtgørelsens § 23.

I sager vedrørende annullering eller inddragelse af et visum skal der således foretages den samme vurdering af, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få visum, som ved den oprindelige behandling af en sag. Vurderingen skal blot foretages under inddragelse af de nye oplysninger, der er tilgået sagen efter visumudstedelsen.

15.1. Annullering af et visum

Et visum kan annulleres, hvis betingelserne for udstedelsen ikke var opfyldt på udstedelsestidspunktet, navnlig hvis der er alvorlig grund til at tro, at visummet er udstedt på svigagtigt grundlag, jf. visumkodeksens artikel 34, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 24.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det efter visumudstedelsen viser sig, at de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt til støtte for ansøgningen, er falske.

15.2. Inddragelse af et visum

Et visum kan inddrages, hvis betingelserne for udstedelsen var opfyldt på udstedelsestidspunktet, men ikke længere er opfyldt, jf. visumkodeksens artikel 34, stk. 2, og visumbekendtgørelsens § 25.

Der kan f.eks. være grundlag for at inddrage et visum, hvis værten for besøget tilkendegiver, at den pågældende ikke længere ønsker at modtage besøg af ansøgeren.

15.3. Ophævelse af visum efter ønske fra udlændingen

Et udstedt visum kan ophæves efter anmodning fra udlændingen selv, jf. visumbekendtgørelsens § 23, stk. 2.

15.4. Kompetence til at behandle sager om annullering, inddragelse eller ophævelse af et visum

Sagsfordelingen mellem de danske repræsentationer og Udlændingestyrelsen i sager vedrørende annullering eller inddragelse af et visum sker som udgangspunkt efter samme principper som ved den oprindelige afgørelse i sagen, jf. visumbekendtgørelsens § 28.

Dog har Udlændingestyrelsen i sådanne sager mulighed for at træffe afgørelse i første instans, hvis det vurderes hensigtsmæssigt, jf. § 28, stk. 5. Dette kan f.eks. være tilfældet i sager, hvor udlændingen allerede er indrejst i Danmark på grundlag af det meddelte visum, og hvor Udlændingestyrelsen modtager oplysninger om forhold, der eventuelt kan begrunde inddragelse eller annullering af det udstedte visum.

16. Meddelelse om afslag, annullering eller inddragelse af visum

16.1. De danske repræsentationers meddelelse af afslag mv.

Efter udlændingelovens § 4 e, stk. 1, kan en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations afgørelse om at meddele afslag på en ansøgning om visum eller om at annullere eller inddrage et allerede meddelt visum, meddeles ansøgeren alene ved brug af en standardformular i overensstemmelse med reglerne i visumkodeksen.

Repræsentationerne kan dog ikke meddele afslag alene ved brug af en standardformular, hvis udlændingen er omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 4 e, stk. 2.62)

Efter udlændingelovens § 4 e, stk. 3, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler om, i hvilke tilfælde standardformularen kan benyttes. Det er forudsat i forarbejderne til § 4 e, at repræsentationerne skal meddele afslag alene ved brug af standardformularen, medmindre udlændinge- og integrationsministeren har bestemt andet.63)

16.1.1. Standardbegrundelse for afslag, annullering eller inddragelse

Ifølge visumbekendtgørelsens § 29, stk. 1, er udgangspunktet, at en repræsentations afgørelse om afslag, annullering eller inddragelse af et visum meddeles ansøgeren alene ved brug af standardformularen, der er optrykt som bilag til visumkodeksen. Det samme gælder for en repræsentations afgørelse om ophævelse af et visum efter anmodning fra udlændingen selv.

Standardformularen udfyldes ved afkrydsning af den overordnede afslagsgrund, der danner grundlaget for afgørelsen. Det er forudsat i forarbejderne til § 4 e, at repræsentationerne benytter muligheden for at udlevere standardformularen til ansøgeren på lokalsproget, hvis blanketten findes i en officiel udgave på dette sprog.64)

16.1.2. Individuel begrundelse for afslag, annullering eller inddragelse

16.1.2.1. Afgørelser begrundet i objektivt konstaterbare forhold

Visumbekendtgørelsens § 29, stk. 2, oplister 4 undtagelsestilfælde, hvor en repræsentations afgørelse om afslag, annullering eller inddragelse af et visum skal udfærdiges efter de almindelige forvaltningsretlige regler om begrundelse for afgørelser. Det drejer sig om afgørelser, der er begrundet i objektivt konstaterbare forhold, og som bygger på en af de følgende afslagsgrunde:

1) Ansøgeren har fremlagt et falsk eller forfalsket rejsedokument.

2) Ansøgeren har fremlagt andre falske eller forfalskede dokumenter.

3) Ansøgeren har ikke bevist, at vedkommende har tilstrækkelige subsistensmidler.

4) Ansøgeren har ikke fremlagt bevis for passende og gyldig rejsesygeforsikring, og det er åbenlyst, at ansøgeren ikke er fritaget for dette krav.

Undtagelserne omfatter kun de situationer, hvor der meddeles afslag alene under henvisning til de ovennævnte grunde, og hvor der konkret er tale om objektivt konstaterbare forhold. Eksempelvis bør repræsentationerne meddele afslag med en individuel begrundelse, hvis en ekspertvurdering har afsløret, at ansøgerens rejsedokument utvivlsomt er falsk. Omvendt bør repræsentationerne benytte standardformularen i situationer, hvor det skønsmæssigt vurderes, at der er tvivl om ægtheden af et dokument.

Hvis der i en sag er flere grunde til at meddele afslag, skal alle grundene anføres i afgørelsen. Repræsentationerne kan i så fald kun give afslag med individuel begrundelse, hvis alle afslagsgrundene er omfattet af de ovennævnte undtagelser. Eksempelvis kan der gives afslag med individuel begrundelse, hvis ansøgeren har fremvist et utvivlsomt falsk pas og desuden har undladt at fremlægge dokumentation for en passende og gyldig rejsesygeforsikring. Derimod bør standardformularen benyttes, hvis ansøgeren f.eks. har undladt at dokumentere formålet med opholdet, uanset om den pågældende også har fremvist et falsk pas.

Hvis der foreligger sådanne omstændigheder i en sag, at der skal ske forelæggelse for Udlændingestyrelsen, jf. visumbekendtgørelsens § 28, kan repræsentationerne ikke meddele afslag. Repræsentationerne skal således f.eks. forelægge en sag, hvor ansøgeren er registreret som uønsket i SIS II og desuden har fremvist et falsk pas.

16.1.2.2. Afgørelser der i det væsentligste er begrundet i den hovedgruppe ansøger tilhører.

Det følger af visumbekendtgørelsens § 29, stk. 3, at en repræsentations afgørelse om afslag, annullering eller inddragelse af et visum skal udfærdiges efter de almindelige forvaltningsretlige regler om begrundelse for afgørelser i de tilfælde, hvor afgørelsen i det væsentligste er begrundet i repræsentationens vurdering i henhold til § 16, stk. 4.

Dette omfatter således mindre komplicerede sager, hvor repræsentationen vurderer, at ansøgeren ikke kan meddeles visum med henvisning til, at ansøgeren ikke er omfattet af udgangspunktet for meddelelse af Schengenvisum i den hovedgruppe, som ansøgeren tilhører.

Det er en forudsætning herfor, at repræsentationens gennemgang af sagens oplysninger ikke har givet et klart svar på, om ansøgeren har til hensigt at udrejse inden visummets udløb, og at repræsentationen har vurderet sagen i forhold til de generelle forhold i udlændingens hjemland samt kendte immigrationsmønstre.

For så vidt angår denne individuelle vurdering henvises nærmere til afsnit 5.9.7.

Det bemærkes, at afgørelser i sager, der i det væsentligste er begrundet i repræsentationens vurdering i henhold til visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, vil kunne afgøres alene ved benyttelse af standardformularen, jf. § 29, stk. 1, såfremt sagen ikke kan karakteriseres som mindre kompliceret. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis også andre hensyn end den hovedgruppe, som ansøgeren tilhører, indgår i sagen65).

Hvis der foreligger sådanne omstændigheder i en sag, at der skal ske forelæggelse for Udlændingestyrelsen, jf. visumbekendtgørelsens § 28, kan repræsentationerne ikke meddele afslag. Repræsentationerne skal således f.eks. forelægge en sag, hvor der er behov for nærmere undersøgelser af sagen, og Udlændingestyrelsen har bedre muligheder for at gennemføre disse undersøgelser end repræsentationen.

16.1.3. Individuel begrundelse for delvis tilladelse

Det følger af visumbekendtgørelsens § 29, stk. 4, at en afgørelse om meddelelse af visum, hvis gyldighed er begrænset territorialt eller tidsmæssigt, jf. §§ 18, 19 eller 20, stk. 3, skal udfærdiges efter de almindelige forvaltningsretlige regler om begrundelse for afgørelser.

Eksempelvis skal en tilladelse ledsages af en begrundelse, hvis visummet udstedes med gyldighed for et mindre antal dage end det ansøgte, f.eks. fordi ansøgeren allerede har opholdt sig i Schengenområdet inden for den igangværende periode på 180 dage.

16.2. Udlændingestyrelsens meddelelse af afslag mv.

Udlændingestyrelsens afgørelse om at meddele afslag på en ansøgning om visum eller om at annullere eller inddrage et allerede meddelt visum skal meddeles ansøgeren i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler og principper om begrundelse for afgørelser.

Udlændingestyrelsens afgørelse sendes til ansøgningsrepræsentationen med henblik på udlevering til ansøgeren.

17. Klageadgang

17.1. Klage over de danske repræsentationers afgørelser

De danske repræsentationers afgørelser om afslag, annullering eller inddragelse af et visum kan i nogle tilfælde påklages til Udlændingestyrelsen af ansøgeren, mens afgørelserne i andre tilfælde anses for påklaget ex officio, jf. visumbekendtgørelsens § 30, stk. 1 og 2, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 7.

I de tilfælde, hvor repræsentationerne meddeler ansøgeren en afgørelse alene ved brug af en standardformular, anses afgørelsen for påklaget til Udlændingestyrelsen ex officio, jf. visumbekendtgørelsens § 30, stk. 1, jf. § 29, stk. 1.

Når repræsentationerne udarbejder en individuel afgørelse i overensstemmelse med sædvanlige forvaltningsretlige principper,66) kan afgørelsen påklages til Udlændingestyrelsen af ansøgeren, jf. visumbekendtgørelsens § 30, stk. 2, jf. § 29, stk. 2-4.

En klage efter § 30, stk. 2, skal være indgivet til Udlændingestyrelsen inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Udlændingestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen, jf. visumbekendtgørelsens § 30, stk. 3.

En afgørelse om ophævelse af et visum efter anmodning fra udlændingen selv kan dog ikke påklages, jf. visumbekendtgørelsens § 30, stk. 5.

17.2. Klage over Udlændingestyrelsens afgørelser i første instans

Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i første instans i visse visumsager, der kræver nærmere undersøgelse, jf. visumbekendtgørelsens § 28, stk. 2-5.67)

Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag, annullering eller inddragelse af et visum kan i disse tilfælde påklages til Udlændingenævnet, jf. visumbekendtgørelsens § 30, stk. 4, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 1.

En klage efter § 30, stk. 4, skal være indgivet til Udlændingenævnet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan i særlige tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6.

En afgørelse om ophævelse af et visum efter anmodning fra udlændingen selv kan dog ikke påklages, jf. visumbekendtgørelsens § 30, stk. 5.

17.3. Klage over afgørelser truffet i medfør af en repræsentationsaftale

Det følger af visumkodeksens art. 32, stk. 3, at klagesager på visumområdet skal føres mod det Schengenland, der har truffet den endelige afgørelse om ansøgningen, og i henhold til det pågældende Schengenlands nationale lovgivning.

Når de danske myndigheder meddeler afslag på visum til et andet Schengenland, som Danmark repræsenterer i medfør af en repræsentationsaftale, skal en klage over afgørelsen således indgives til enten Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet i overensstemmelse med reglerne i visumbekendtgørelsens § 30.

Når et andet Schengenland, der repræsenterer Danmark på visumområdet i medfør af en repræsentationsaftale, meddeler afslag på en ansøgning om visum til Danmark, skal en klage over afgørelsen indgives til klageinstansen i det pågældende Schengenland.

18. Genoptagelse

En visumsag kan i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper genoptages, hvis der efter afgørelsen fremkommer oplysninger, som myndigheden ikke var bekendt med på tidspunktet for den oprindelige afgørelse, og som i givet fald må antages at ville have medført en væsentlig anden vurdering af sagen.68)

19. Færøerne og Grønland

Færøerne og Grønland deltager ikke i Schengensamarbejdet, og reglerne om visum til Danmark finder ikke umiddelbart anvendelse på ansøgninger om visum til Færøerne eller Grønland. Det gælder bl.a. reglerne i visumkodeksen, udlændingeloven og visumbekendtgørelsen.

Nogle af udlændingelovens bestemmelser om visum er dog sat i kraft for Færøerne og Grønland ved kongelige anordninger.69) Det gælder bl.a. reglerne om visumpligt og visumfritagelse, således at en ansøger, der er visumpligtig ved indrejse i Danmark, også er visumpligtig ved indrejse på Færøerne eller i Grønland.70)

En række af udlændingelovens bestemmelser finder derimod ikke anvendelse for Færøerne og Grønland. Det gælder bl.a. for reglerne om repræsentationernes afslagskompetence.

Udstedelse af visum til Færøerne eller Grønland kan træffes af Udlændingestyrelsen, af en dansk repræsentation i udlandet eller af politiet i forbindelse med udstedelse af visum ved grænsen. En afgørelse om afslag på visum kan kun træffes af Udlændingestyrelsen. Ansøgninger indgivet ved danske repræsentationer skal således forelægges for Udlændingestyrelsen, hvis det vurderes, at der skal meddeles afslag, ligesom alle ansøgninger indgivet ved udenlandske repræsentationer skal forelægges for Udlændingestyrelsen.

Udlændingelovens karensregler finder ikke anvendelse ved behandlingen af en ansøgning om visum til Færøerne eller Grønland, og der stilles i princippet ikke krav om, at ansøgeren skal opfylde de grundlæggende betingelser, der følger af visumkodeksen, medmindre betingelserne er gengivet i anordningerne. Der stilles f.eks. ikke krav om bevis for passende og gyldig rejsesygeforsikring.

I praksis vil en ansøgning om visum til Færøerne eller Grønland typisk være suppleret af en ansøgning om Schengenvisum, idet der kun findes ganske få flyruter, der giver mulighed for at indrejse på Færøerne eller i Grønland direkte fra et land uden for Schengenområdet. Medmindre det tydeligt fremgår, at ansøgeren vil rejse direkte til Færøerne eller Grønland, bør det i almindelighed lægges til grund, at en visumansøgning også omfatter en ansøgning om Schengenvisum, og i så fald skal ansøgeren også opfylde de grundlæggende betingelser for at få Schengenvisum, ligesom ansøgningen også i øvrigt bør vurderes i overensstemmelse med sædvanlig praksis for meddelelse af Schengenvisum til Danmark.

Ved udstedelse af visum til Grønland bør ansøgeren vejledes om, at Dansk Polarcenter skal notificeres om enhver form for ekspedition over indlandsisen, og at der i den forbindelse kan fastsættes nærmere betingelser for projektet, samt at adgang til Grønlands forsvarsområder forudsætter en særlig tilladelse fra Udenrigsministeriet.

Ansøgere, der har opholdstilladelse i Danmark, kan ikke rejse til Færøerne eller Grønland på grundlag af deres opholdstilladelse, men skal indhente særlig tilladelse til indrejsen. Ansøgning herom indgives til den afdeling i Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som har meddelt ansøgeren opholdstilladelse.

Ansøgere, der har opholdstilladelse i et andet Schengenland, skal have visum for at indrejse på Færøerne eller i Grønland. Ansøgning herom indgives via en repræsentation i udlandet eller via Udlændingestyrelsen. En sådan ansøgning kan som udgangspunkt imødekommes, idet ansøgeren allerede er blevet kontrolleret i forbindelse med sagen om opholdstilladelse i et Schengenland.

Ansøgere, der har opholdstilladelse på Færøerne eller i Grønland, skal ligeledes have visum for at rejse til Danmark. Ansøgning herom kan indgives via politiet og behandles af Udlændingestyrelsen. Visum udstedes enten som et territorialt begrænset visum til Danmark eller som et Schengenvisum, hvis ansøgeren også ønsker at rejse til andre Schengenlande.

Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag, annullering eller inddragelse af et visum til Færøerne eller Grønland kan påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet i medfør af kongelig anordning nr. 182 af 22. marts 2001 om ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven med senere ændringer henholdsvis kongelig anordning nr. 150 af 23. februar 2001 om ikrafttræden for Grønland af udlændingeloven.

Udlændinge- og Integrationsministeriet, den 27. februar 2017

Inger Støjberg

/ Lars Lichtenstein


Bilag 1

Detaljeret indholdsfortegnelse

1 Indledning

1.1. Ændringer i forhold til vejledning nr. 9188 af 20. marts 2015

1.2. Schengensamarbejdet

1.3. Retsgrundlag

1.3.1. Fælles regler for Schengenlandene

1.3.2. Nationale regler

2 Visumpligt og visumfritagelse

2.1. Nordiske statsborgere og udlændinge med bopæl i de nordiske lande

2.2. Statsborgere i EU- eller EØS-lande samt Schweiz

2.3. Tredjelandsstatsborgere med opholdstilladelse i et Schengenland

2.4. Tredjelandsstatsborgere med EU-opholdskort

2.5. Tredjelandsstatsborgere i øvrigt

2.5.1. Nationale undtagelser fra de fælles lister om visumpligt og visumfritagelse

2.5.2. Visumfrihed for tyrkiske tjenesteydere mv.

2.6. Bilaterale visumfrihedsaftaler

2.7. Visumpligt for udlændinge med indrejseforbud

3 Definition af visum

3.1. Schengenvisum

3.2. Lufthavnstransitvisum

3.3. Territorialt begrænset visum (VLTV)

4 Ansøgning om visum

4.1. Ansøgningssted

4.1.1. Danske repræsentationer

4.1.2. Udenlandske repræsentationer (repræsentationsaftaler)

4.2. Krav til ansøgningen

4.3. Antagelighed

4.3.1. Ansøgningstidspunkt

4.3.2. Ansøgningsskema

4.3.3. Rejsedokument

4.3.4. Fotografi og fingeraftryk

4.3.5. Gebyr

5 Vurdering af en ansøgning om visum

5.1. Undersøgelse af rejsedokumentets ægthed

5.2. Vurdering af ansøgerens redegørelse for formålet med og vilkårene for opholdet

5.2.1. Dokumentation i sager om turist- og privatbesøg

5.2.2. Dokumentation i sager om forretningsbesøg

5.2.3. Dokumentation i sager om besøg med henblik på deltagelse i kulturelle eller videnskabelige arrangementer

5.2.4. Dokumentation i sager om visum med henblik på modtagelse af medicinsk behandling

5.2.5. Dokumentation i sager om visum med henblik på deltagelse i retssager

5.2.6. Dokumentation for opfyldelse af vilkårene for opholdet

5.3. Kontrol af tilstrækkelige subsistensmidler

5.4. Kontrol af opholdets varighed

5.5. Opslag i Schengeninformationssystemet (SIS II)

5.6. Undersøgelse af, om ansøgeren udgør en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser

5.6.1. Indrejseforbud

5.6.2. Registrering på FN's eller EU's sanktionslister

5.6.3. Konsultation af andre Schengenlande eller af efterretningstjenesterne

5.6.4. Andre oplysninger om forhold af betydning for den offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser

5.6.4.1. Tvangsægteskaber og proformaægteskaber

5.6.4.2. Kriminalitet

5.6.4.3. Ulovligt arbejde

5.6.4.4. Ekstreme religiøse prædikanter mv.

5.7. Kontrol af rejsesygeforsikring

5.8. Vurdering af pålideligheden af de forelagte oplysninger

5.9. Vurdering af, om ansøgeren har til hensigt at forlade Schengenområdet inden udløbet af det visum, der ansøges om

5.9.1. Visum efter en konkret vurdering (bona fide)

5.9.2. Betydningen af tidligere ophold i Danmark eller andre Schengenlande

5.9.2.1. Tidligere problemfrit ophold

5.9.2.2. Karens som følge af tidligere overtrædelse af reglerne om indrejse og ophold

5.9.3. Ansøgerens tidligere adfærd i øvrigt

5.9.4. Værtens adfærd 39

5.9.5. Tilkendegivelser 39

5.9.6. Verserende ansøgning om opholdstilladelse

5.9.7. Vurdering af ansøgerens intentioner i øvrigt

5.9.7.1. Hovedgruppe 1

5.9.7.1.1. Turist- og privatbesøg

5.9.7.1.2. Forretningsbesøg

5.9.7.1.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

5.9.7.2. Hovedgruppe 2

5.9.7.2.1. Privatbesøg

5.9.7.2.2. Forretningsbesøg

5.9.7.2.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

5.9.7.3. Hovedgruppe 3

5.9.7.3.1. Privatbesøg

5.9.7.3.2. Forretningsbesøg

5.9.7.3.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

5.9.7.4. Hovedgruppe 4

5.9.7.4.1. Privatbesøg

5.9.7.4.2. Forretningsbesøg

5.9.7.4.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

5.9.7.5. Hovedgruppe 5

5.9.7.5.1. Privatbesøg

5.9.7.5.2. Forretningsbesøg

5.9.7.5.3. Kulturelle og videnskabelige besøg

5.9.7.6. Fravigelse af hovedgrupperne som følge af regionale forskelle

5.9.7.7. Fravigelse af hovedgrupperne i tilfælde af ophold uden for eget land

5.9.7.8. Fravigelse af hovedgrupperne på baggrund af ekstraordinære omstændigheder

5.9.7.9. Fravigelse af hovedgrupperne for ansøgninger omfattet af en rejsebureau- eller turistordning

6 Sagsfordeling mellem repræsentationerne og Udlændingestyrelsen

6.1. Afgørelser på repræsentationerne

6.2. Forelæggelse af sager for Udlændingestyrelsen

6.2.1. Tvivl om formålet med opholdet

6.2.2. Manglende anerkendelse af rejsedokument

6.2.3. Indberetning i Schengeninformationssystemet (SIS II)

6.2.4. Trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser

6.2.5. Tvivl om pålideligheden af oplysninger eller dokumentation

6.2.6. Tidligere misbrug

6.2.7. Verserende sager om opholdstilladelse

6.2.8. Tvangsægteskaber og proformaægteskaber

6.2.9. Mindreårige børn

6.2.10. Konkret behov for undersøgelser

6.2.11. Territorialt begrænset visum

6.2.12. Afslag til udlændinge omfattet af EU-reglerne

6.2.13. Annullering og inddragelse

7 Sagsbehandlingstid

7.1. Maksimal sagsbehandlingstid

7.2. Afgørelse af sager, der ikke kan oplyses fuldt ud inden for de maksimale sagsbehandlingstider

8 Udstedelse af visum

8.1. Visumsticker

8.2. Et visums gyldighed i tid

8.3. Visum med længere gyldighed

8.4. Visum med kortere gyldighed

8.4.1. Særligt om fastlæggelse af visums gyldighed i tilfælde af graviditet

9 Udstedelse af visum ved grænsen

9.1. Nødvisum

9.2. Sømandsvisum

9.3. Afslag på visum ved grænsen

10 Afslag på en visumansøgning

10.1. Fremlæggelse af falsk eller forfalsket rejsedokument

10.2. Manglende godtgørelse af formålet med og vilkårene for opholdet

10.3. Manglende bevis for tilstrækkelige subsistensmidler

10.4. Ophold ud over 90 dage i den igangværende periode på 180 dage

10.5. Registrering som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS II)

10.6. Trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser

10.7. Manglende bevis for passende og gyldig rejsesygeforsikring

10.8. Tvivl om pålideligheden af de forelagte oplysninger

10.9. Tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene

10.10. Manglende grundlag for udstedelse af visum ved grænsen

11 Visum til særlige grupper

11.1. Visumansøgninger omfattet af EU-reglerne

11.1.1. Familiemedlemmer omfattet af EU-reglerne

11.1.2. Ledsagelse eller tilslutning til en EU-statsborger

11.1.3. Værtens udnyttelse af den fri bevægelighed

11.1.4. Behandling af ansøgninger omfattet af EU-reglerne

11.2. Visumlempelsesaftaler

11.3. Forhåndsgodkendelsesordning for virksomheder i Danmark

11.3.1. Behandling af ansøgninger om forhåndsgodkendelse

11.3.2. Behandling af visumansøgninger indgivet med henblik på besøg hos forhåndsgodkendte virksomheder

11.4. Akkrediteringsordning for virksomheder i udlandet – Red Carpet

11.4.1. Behandling af ansøgninger om akkreditering

11.4.2. Behandling af visumansøgninger indgivet af ansøgere med fast tilknytning til akkrediterede virksomheder i udlandet

11.5. Rejsebureau- og turistordninger

12 Danmarks internationale forpligtelser

13 Udstedelse af visum med begrænset territorial gyldighed

13.1. Territorialt begrænset visum ved manglende opfyldelse af grundlæggende indrejsebetingelser

13.2. Territorialt begrænset visum i sager, hvor nogle Schengenlande ikke anerkender ansøgerens rejsedokument

13.3. Territorialt begrænset visum ved ophold i mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage

14 Forlængelse af visum

14.1. Forlængelse af Schengenvisum

14.2. Forlængelse af ophold i Danmark

15 Annullering og inddragelse af allerede meddelte visa

15.1. Annullering af et visum

15.2. Inddragelse af et visum

15.3. Ophævelse af visum efter ønske fra udlændingen

15.4. Kompetence til at behandle sager om annullering, inddragelse eller ophævelse af et visum

16 Meddelelse om afslag, annullering eller inddragelse af visum

16.1. De danske repræsentationers meddelelse af afslag mv.

16.1.1. Standardbegrundelse for afslag, annullering eller inddragelse

16.1.2. Individuel begrundelse for afslag, annullering eller inddragelse

16.1.2.1. Afgørelser begrundet i objektivt konstaterbare forhold

16.1.2.2. Afgørelser der i det væsentligste er begrundet i den hovedgruppe ansøger tilhører.

16.1.3. Individuel begrundelse for delvis tilladelse

16.2. Udlændingestyrelsens meddelelse af afslag mv.

17 Klageadgang

17.1. Klage over de danske repræsentationers afgørelser

17.2. Klage over Udlændingestyrelsens afgørelser i første instans

17.3. Klage over afgørelser truffet i medfør af en repræsentationsaftale

18 Genoptagelse

19 Færøerne og Grønland


Bilag 2

Oversigt over afslagsgrunde i visumkodeksen og efter dansk visumpraksis

Nr.
Afslagsgrund i visumkodeksens bilag VI
Afslagsgrund efter dansk visumpraksis
Afsnit
1
"Der er forelagt falsk/forfalsket rejsedokument"
Falsk eller forfalsket rejsedokument
NB: Andre falske eller forfalskede dokumenter er omfattet af afslagsgrund nr. 8
5.1 og 10. 1
2
"Der er ikke givet nogen redegørelse for formålet med og vilkårene for det forventede ophold"
• Manglende dokumentation for formålet med opholdet, f.eks.:
• Besøg ikke bekræftet
• Besøg ikke længere aktuelt
• Vært uden fast bopæl og/eller lovligt ophold i Danmark
• Hovedformål ikke i Danmark
• Forretningsbesøg - manglende dokumentation for ansættelse, erhvervsmæssig baggrund, aftale el.lign.
• Kulturelt besøg - manglende dokumentation for deltagelse, relevant baggrund el.lign.
• Privatbesøg - manglende dokumentation for slægtskab, ægteskab el.lign. (typisk i kombination med afslagsgrund nr. 9)
• Manglende opfyldelse af vilkår, navnlig:
• Rejsedokument ikke anerkendt af Danmark
• Rejsedokument ikke gyldigt (hvis ansøgningen alligevel er taget under behandling)
• Manglende tilbagerejsetilladelse
5.2 og 10.2
3
"De har ikke bevist, at De har tilstrækkelige subsistensmidler i hele den forventede opholdsperiode eller midler til rejsen tilbage til hjem- eller bopælslandet eller til gennemrejse til et tredjeland, hvor De er sikret indrejse, eller De er ikke i stand til at skaffe Dem disse midler på lovlig vis"
Manglende dokumentation for besiddelse af tilstrækkelige midler til ophold og hjemrejse
5.3 og 10.3
4
"De har allerede opholdt Dem på medlemsstaternes område i tre måneder i den igangværende seksmånedersperiode på grundlag af et ensartet visum eller et visum med begrænset territorial gyldighed"
Ophold i Schengenområdet i 90 dage i den igangværende periode på 180 dage
5.4 og 10.4
5
"De er indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS) af __________________
(angivelse af medlemsstat)"
Indberetning som uønsket i Schengen-informationssystemet
5.5 og 10.5
6
"En eller flere medlemsstater betragter Dem som en trussel mod den offentlige orden, indre sikkerhed, offentlige sundhed som defineret i artikel 2, nr. 19, i forordning (EF) nr. 562/2006 (Schengengrænsekodeks) eller de internationale relationer i en eller flere af medlemsstaterne"
• Indrejseforbud
• FN’s og EU’s sanktionslister
• Konsultation af andre Schengenlande og/eller af efterretningstjenesterne
• Tvangsægteskaber og proformaægteskaber
• Mistanke om kriminalitet, ulovligt arbejde, formidling af ekstreme religiøse værdier og holdninger mv.
• Formodning om, at ansøgeren i øvrigt vil udgøre en trussel mod den offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser
5.6 og 10.6
7
"Der er ikke fremlagt bevis for en passende og gyldig rejsesygeforsikring"
Manglende dokumentation for passende og gyldig rejsesygeforsikring
5.7 og 10.7
8
"De forelagte oplysninger til redegørelse for formålet med og vilkårene for det forventede ophold er ikke pålidelige"
• Falske eller forfalskede dokumenter (bortset fra rejsedokumenter)
• Troværdighedsafslag (divergerende eller i øvrigt upålidelige oplysninger)
5.8 og 10.8
9
"Deres forsæt om at forlade medlemsstaternes område efter visummets udløb kan ikke fastslås"
Karensafslag
• Tidligere overskredet visum
• Tidligere udvist
• Tidligere søgt asyl
• Tidligere ansøgt om visse typer af opholdstilladelse
Formodningsafslag, f.eks. pga. :
• Ansøgerens eller værtens¬tidligere misbrug af visum
• Tilkendegivelser om længerevarende ophold
• Verserende opholdssager
•Begrænset tilknytning
Gruppeafslag
• Ansøger uden for personkredsen, der som udgangspunkt meddeles visum i den relevante hovedgruppe¬(inkl. sager, hvor der ikke er tilstrækkelig dokumentation for slægtskab, anerkendt ægteskab, kæresteforhold osv., hvis dette betyder, at ansøger er uden for personkredsen)
5.9 og 10.9
10
"Der er ikke fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at De ikke har været i stand til at ansøge om et visum på forhånd som berettigelse til at søge om visum ved grænsen"
Afslag på visum ved grænsen, fordi ansøgeren ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at det ikke var muligt at ansøge om visum på forhånd
9 og 10.10
11
"Visumindehaveren har anmodet om ophævelse af visummet"
Frafald efter visumudstedelse
10.11

Officielle noter

1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) af nr. 2016/399 af 9. marts 2016 med senere ændringer om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeksen) er en kodifikation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) af nr. 562/2006 af 15. marts 2006 med senere ændringer om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage. Henvisninger i denne vejledning til Schengengrænsekodeksen skal derfor ses i forhold til den kodificerede forordning fra 2016. Kodifikationen indebærer en omlitrering af de fleste artikelnumre. Denne omlitrering er på tidspunktet for vejledningens udstedelse endnu ikke konsekvensrettet bl.a. i visumkodeksen. Der henvises til sammenligningstabellen i bilag X til den kodificerede forordning fra 2016.

2) Visumhåndbogen er tilgængelig på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk

3) Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 med senere ændringer

4) Eksempelvis vil en canadisk statsborger efter 90 dages ophold i Tyskland kunne indrejse og opholde sig i Danmark i yderligere 90 dage, hvorimod en canadisk statsborger efter 90 dages ophold i Sverige ikke har ret til et yderligere ophold i Danmark.

5) Dette er udtrykkeligt forudsat i forarbejderne til udlændingelovens § 3 a, jf. lovforslag nr. L 264 af 30. marts 2000.

6) Jf. nærmere afsnit 5.

7) Visa with Limited Territorial Validity

8) Reglerne om territorialt begrænsede visa er nærmere beskrevet i afsnit 13.

9) Bemyndigelse meddeles efter aftale mellem udlændinge- og integrationsministeren og udenrigsministeren.

10) Jf. nærmere afsnit 12.5.

11) Beløbet er angivet i 2014-niveau.

12) På engelsk anvendes terminologien ”justify the purpose and conditions…”.

13) Jf. nærmere om hovedgrupperne i afsnit 5.9.7.

14) Hvis der faktisk fremlægges flybilletter eller hotelreservationer, kan det dog være relevant at kontrollere disse, f.eks. gennem kontakt til flyselskabet eller hotellet, idet dokumentation for forudbetaling af rejse og logi vil være af betydning ved vurderingen af, om udlændingen har fornødne subsistensmidler, jf. afsnit 5.3.

15) Dog kan der efter omstændighederne være grund til at undersøge spørgsmålet nærmere, hvis udlændingens oplysninger sammenholdt med den manglende dokumentation giver anledning til at tvivle på, om ansøgningen reelt er indgivet med det angivne formål for øje, jf. nærmere afsnit 5.8.

16) Hvis det må anses for tvivlsomt, om formålet med opholdet reelt er at modtage medicinsk behandling, kan der efter omstændighederne meddeles afslag under henvisning til manglende godtgørelse af formålet med opholdet (jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. 2) i kombination med tvivl om udlændingens hensigt om at forlade Schengenområdet inden udløbet af det visum, der ansøges om (jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b).

17) Manglende opfyldelse af betingelserne vedrørende passets eller rejsedokumentets gyldighed indebærer som udgangspunkt, at visumansøgningen afvises, jf. afsnit 4.3. Det er derfor kun relevant at meddele afslag af denne årsag i tilfælde, hvor sagen er taget under behandling, og det efterfølgende har vist sig, at der ikke er tale om et begrundet hastetilfælde.

18) Dog kan der undtagelsesvis være grundlag for at meddele territorialt begrænset visum, inden fristen er udløbet, jf. nærmere afsnit 14.1.

19) Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016, særligt afsnit 2.4.2., 2.4.3. og 2.7.

20) Dvs. hvis udlændingen betragtes som "bona fide".

21) Det danske visumsystem opdelt i UM-VIS, som repræsentationerne har adgang til, og IVR-VIS, som Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet har adgang til.

22) Der lægges vægt på tidligere visumophold i det til enhver tid værende Schengenområde. Visumophold i et nuværende Schengenland forud for det pågældende lands indtræden i det praktiske Schengensamarbejde bør således ikke tillægges samme vægt.

23) Denne praksis er forudsat bemærkningerne til lovforslag nr. L 10 af 8. oktober 2008, særligt afsnit 3.2.2.3.

24) Det afgørende er således, om ansøgningen vil kunne føre til en opholdstilladelse meddelt efter en af bestemmelserne nævnt i udlændingelovens § 4 c, stk. 4. Eksempelvis vil en ansøgning om opholdstilladelse som trainee eller som fodermester eller driftsleder inden for landbrugsområdet ikke føre til karens, da disse opholdstilladelser meddeles efter henholdsvis udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5 og 8. Omvendt vil en ansøgning om opholdstilladelse f.eks. som au pair eller praktikant medføre karens, da disse opholdstilladelser meddeles efter henholdsvis udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og § 9 k, stk. 1.

25) Dette afsnit vedrører situationer, hvor karensreglerne ikke finder anvendelse, f.eks. fordi det tidligere misbrug af visumsystemet ikke er sket efter indrejse på et dansk visum som defineret i afsnit 5.9.2.2.

26) For at blive betragtet som kærester i denne sammenhæng må det dog forudsættes, at der er tale om et fast kæresteforhold, der bygger på et sædvanligt forudgående personligt kendskab.

27) Dvs. ansøgninger indgivet af kærester, forlovede, børn over 18 år og disses eventuelt medfølgende ægtefæller, søskende og disses eventuelt medfølgende ægtefæller, mindreårige niecer, nevøer og børnebørn, nære bekendte til tidligere danske udstationerede, mindreårige sponsorbørn og ansøgere, der skal ledsage et ældre svagt familiemedlem.

28) For at blive betragtet som kærester i denne sammenhæng må det dog forudsættes, at der er tale om et fast kæresteforhold, der bygger på et sædvanligt forudgående personligt kendskab.

29) Der kan evt. være tale om udstedelse af territorialt begrænset visum, såfremt ansøgeren ikke opfylder de grundlæggende betingelser for at få Schengenvisum, f.eks. fordi ansøgerens rejsedokument ikke anerkendes af Danmark. Jf. nærmere afsnit 13.

30) Dette udgangspunkt skal ses i sammenhæng med hovedgruppernes vejledende karakter, jf. afsnit 5.9.7. Der kan således meddeles visum med henblik på forretningsbesøg i konkret begrundede tilfælde, uanset af ansøgeren er fra et land placeret i hovedgruppe 5.

31) Dette udgangspunkt skal ses i sammenhæng med hovedgruppernes vejledende karakter, jf. afsnit 5.9.7. Der kan således meddeles visum med henblik på deltagelse i et kulturelt eller videnskabeligt arrangement i konkret begrundede tilfælde, uanset af ansøgeren er fra et land placeret i hovedgruppe 5.

32) Dog kan en visumpligtig udlænding ikke blive fritaget for krav om visum som følge af ophold i et land, hvis statsborgere er visumfri.

33) Jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 6 af 2. oktober 2013, særligt afsnit 4.1-4.3.

34) Jf. nærmere afsnit 5.9.2.

35) Der kan herved henvises til Jens Garde m.fl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 7. udgave, s. 126.

36) Jf. nærmere afsnit 3.1.

37) Jf. nærmere afsnit 8.4.

38) Jf. afsnit 5.

39) Udlændingestyrelsen har ved cirkulære nr. 71 af 10. august 2010 bemyndiget Politidirektøren i København og Politidirektøren for Sydøstjyllands Politi til – i henholdsvis Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn – at udstede visum ved grænsen i visse nødstilfælde.

40) Det bemærkes, at visse besætningsmedlemmer er undtaget fra visumpligt i forbindelse med transit i Danmark, jf. afsnit 2.5.1. Reglerne om sømandsvisum er således kun relevante for de søfolk, der ikke er omfattet af visumfritagelsen.

41) Jf. afsnit 9.1.

42) Udlændingestyrelsen har ved cirkulære nr. 70 af 10. august 2010 bemyndiget politiet til at udstede visum ved grænsen til visumpligtige søfolk i transit.

43) Standardformularen skal ligeledes anvendes ved annullering og inddragelse af visa, jf. nærmere herom afsnit 16.

44) Jf. afsnit 8.4.

45) Et land omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

46) Reglerne herom følger af direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EU-opholdsdirektivet).

47) Jf. visumbekendtgørelsens § 9 og EU-opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, og artikel 3, stk. 1 og 2.

48) I forhold til familiemedlemmer til en dansk statsborger, som er vendt tilbage til Danmark efter at have udnyttet retten til fri bevægelighed i et andet EU-land, EØS-land eller Schweiz, vil dokumentationen vedrørende udnyttelse af den fri bevægelighed også omfatte dokumentation for, at familiemedlemmet og den danske statsborger har haft et reelt samliv i det andet land.

49) Direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

50) Statsborgere fra Moldova, der er indehavere af biometriske pas, blev den 28. april 2014 fritaget for krav om visum. Visumlempelsesaftalen har derfor kun praktisk betydning for personer, der ikke har biometrisk pas.

51) Forhåndsgodkendelsesordningen blev indført ved lov nr. 1334 af 19. december 2008 og udvidet ved lov nr. 1616 af 26. december 2013.

52) Herunder erhvervsvirksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger og organisationer.

53) Forhåndsgodkendelsesordningen finder alene anvendelse for ansøgere, der søger om visum ved en dansk repræsentation, men ikke for ansøgere, der indgiver ansøgning via en udenlandsk repræsentation i medfør af en repræsentationsaftale.

54) Akkrediteringsordningen er beskrevet i bemærkningerne til lovforslag nr. L 6 af 2. oktober 2013, afsnit 3.

55) Herunder erhvervsvirksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger og organisationer.

56) Akkrediteringsordningen finder alene anvendelse for ansøgere, der søger om visum gennem den danske repræsentation, som har akkrediteret den virksomhed, som ansøgeren er tilknyttet.

57) Jf. afsnit 5.9.7.9.

58) I Kina blev der oprindelig indført en fælleseuropæisk rejsebureauordning – den såkaldte ADS-ordning – som alene omfatter turistgrupper med mindst fem deltagere. Denne ordning er senere suppleret af rejsebureau- og turistordninger for individuelle rejsende.

59) Jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 188 af 26. marts 2010, afsnit 8.4.

60) Jf. nærmere afsnit 3.1.

61) Herunder udlændinge, der er indrejst på visum eller som visumfri.

62) Jf. nærmere afsnit 12.1.4.

63) Jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 6 af 2. oktober 2013, afsnit 4.3. Se endvidere bemærkningerne til lovforslag nr. L 108 af 15. december 2016, afsnit 4, der udvidede bemyndigelsen i udlændingelovens § 4 e, stk. 3.

64) Jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 6 af 2. oktober 2013, afsnit 4.2 og 9.

65) Jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 108 af 15. december 2016, afsnit 4.2.

66) Jf. nærmere afsnit 11.1.

67) Jf. nærmere afsnit 6.2.

68) Der henvises til Jens Garde m.fl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 7. udgave, s. 126.

69) Jf. kongelig anordning nr. 182 af 22. marts 2001 om ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven med senere ændringer og kongelig anordning nr. 150 af 23. februar 2001 om ikrafttræden for Grønland af udlændingeloven.

70) Jf. nærmere afsnit 2.5 og 2.5.1 samt visumhåndbogens bilag 1 og 5.