Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Bladet bragte en reportage fra en tv-mands sygeseng på hospitalet.

Der skal vises hensynsfuldhed i forbindelse med artikler om alvorlig sygdom. Pressenævnet lagde til grund, at bladet ønskede at skrive om klagerens alvorlige sygdom, og at bladet var klar over, at klageren havde fået en del medicin. Bladet havde derfor en særlig forpligtelse til at sikre sig, at klageren var klar over formålet med besøget.

Da det ikke var klart, hvorvidt klageren havde givet sit samtykke til interviewet og de optagne billeder eller ej, fandt Pressenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at god presseskik var overtrådt.

Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 20/1997

 

En kendt journalist og tv-mand har ved advokat Peter Koefoed klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ude og Hjemme den 12. februar 1997, idet han finder, at god presseskik er overtrådt.

Under sagen er klageren afgået ved døden, og sagen er fortsat af hans pårørende.

Artiklen, der blev bragt på hele side 21, havde overskriften "[navn] ramt af alvorlig sygdom: JEG VIL IKKE DØ ENDNU" og følgende indhold:

"I 26 år var han en af de mest populære skærmtrolde på TV.

I dag kæmper han for sit liv på Amtssygehuset i Herlev.

[Navn], 57 år, har fået kræft i leveren, men lægerne kæmper for at redde så meget af det livsvigtige organ, at han en dag skal udskrives.

- Jeg er ikke parat til at dø, siger en meget afkræftet [navn] fra sygesengen i Herlev. - Der er så mange ting, jeg stadig mangler at opleve. Der er endnu nogle have, jeg ikke har udforsket som sportsdykker, og jeg vil da også fortsat være sammen med alle vennerne.

I øjeblikket er der ikke mange kræfter tilbage hos den kendte TV-speaker. Men han har ikke mistet viljen til at overleve. Og det er vigtigt, når man bliver fyldt med smertestillende medicin, som virker meget sløvende.

- Jeg er da oppe at gå hver dag, siger han med et stille smil, mens han retter på dynen, så fotografen kan få et nogenlunde godt billede.

- Med det kan gøre så forbasket ondt, hvis ikke jeg får lidt at dulme smerterne på.

[Navn] har ikke altid været god ved sig selv. Han har taget for sig af livets goder, og han fik en pæn fyreseddel fra Danmarks Radio i 1989, da man mente, at han ikke gjorde nok ud af sit arbejde.

Efter en afvænningskur har han ikke rørt en dråbe spiritus i de sidste 7 år.

Men regningen skal betales, og den er kommet nu.

Han er faktisk en gammel Amager-dreng, født i Kastrup, men han slog sine første folder på Vestkysten i Esbjerg. Ret hurtigt blev den vakse unge journalist opdaget af TV. Hans behagelige stemme og glade ansigt var lige noget, der egnede sig for TV-skærmen, og i mange år var han en af de mest populære oplæsere.

Senest gjorde han udsendelsen "Næste uges TV" til et særdeles skattet program, før han efter sin sygdomsperiode arbejdede uden for TV-Byen med forskellige pr-opgaver.

Nu håber han bare på, at heldet igen kan smile til ham.

Det har han hårdt brug for."

Til artiklen var knyttet følgende brødtekst:

"Den tidligere skærmtrold er indlagt med leverkræft, men han klynger sig til håbet om, at lægerne kan redde ham.

- Der er så meget jeg vil opleve endnu, siger han."

Artiklen var illustreret med et billede, der fyldte halvdelen af siden, hvor klageren sad i pyjamas i en hositalsseng. Dette billede havde følgende billedtekst:

"[Navn] i hospitalssengen på Herlev Sygehus. Han håber, lægerne kan gøre lidt af et mirakel for at redde hans kræftramte lever."

Endvidere vistes et billede af klageren i samme seng i samtale med bladets medarbejder. Dette billede var ledsaget af følgende tekst:

"Jeg har ikke mistet modet, men det kan være svært at komme igennem smerterne, siger en afkræftet [navn] til Ude og Hjemmes medarbejder, Erik Alexander."

Endelig var indsat et billede af klageren fra før han blev syg.

Klageren har bl.a. fremlagt en personlig redegørelse af 10. februar 1997.

Klageren har anført, at bladets medarbejdere indfandt sig på hospitalet, hvor klageren var indlagt med en kræftlidelse. Den pågældende dag var klageren så stærkt medicineret, at han kun glimtvis har erindring om besøget, hvad der passerede og hvad han udtalte sig om. Bladets medarbejdere fik efter flere forsøg adgang til klagerens stue under foregivende af at være gamle venner til klageren.

Klageren har videre anført, at klagerens datter samme dag afsendte et brev til bladet, hvori hun på familiens vegne forbød enhver omtale af klageren.

Klageren har anført, at klagerens advokat den 7. februar 1997 meddelte bladet, at der ville blive taget skridt til nedlæggelse af fogedforbud mod den planlagte udgivelse den 12. februar 1997. Klagerens advokat drøftede dette med fogedrettens personale den 7. februar 1997 og blev i den forbindelse orienteret om, at sagen tidligst ville kunne blive behandlet tirsdag den 11. februar 1997. Bladet var - på trods af det normale udgivelsestidspunkt - imidlertid til salg i kiosken på Gentofte station allerede mandag aften den 10. februar 1997.

Klageren har gjort gældende, at såvel måden, på hvilken artiklen blev til, som indholdet heraf indebærer en grov krænkelse af privatlivets fred.

Klageren har endelig anført, at mange familiemedlemmer og venner ikke var informeret om hans sygdom, og at de på grund af bladets tidlige udgivelse blev orienteret via bladet.

Bladet har henvist til en udtalelse fra bladets journalist og fotograf. Det fremgår heraf, at bladet af en nær ven til klageren havde fået bekræftet, at klageren var indlagt med en alvorlig sygdom, men var så klar, at han var parat til at tale om sin sygdom.

Af udtalelsen fremgår videre, at de, - da de kom til klagerens stue på hospitalet, - ventede et par minutter, mens en læge var på stuegang hos klageren. Lægen fortalte dem efterfølgende, at de sagtens kunne gå ind til klageren, som var helt vågen. Lægen sagde videre, at klageren havde fået en del medicin, så de skulle nok ikke blive hos ham for længe. Besøget varede 10 minutter. Baggrunden for besøget hos klageren var, at journalisten skulle skrive en artikel om klagerens nuværende beskæftigelse.

Bladet har videre anført, at såvel journalisten som fotografen har optrådt fuldt forsvarligt ved gennemførelsen af interviewet, at klageren var indforstået med interviewet til bladet, og at billederne først blev optaget efter at klageren udtrykkelig var forespurgt, om han var indforstået hermed.

Bladet har endelig anført, at det efter familiens henvendelse den 7. februar 1997 fremstod klart, at i hvert fald familien - og formodentlig også klageren selv - efterfølgende ønskede, at den omtalte artikel ikke skulle bringes. Imidlertid var det ikke på daværende tidspunkt muligt at standse mangfoldiggørelsen af bladet.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Kate Bluhme og Leif Max Hansen.

Pressenævnet udtaler:

Der skal vises takt i forbindelse med alvorlig sygdom, af hensyn til både den syge og de pårørende til den syge. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.

Pressenævnet lægger til grund, at den aktuelle anledning til besøget hos klageren og artiklen om ham var oplysningen om hans alvorlige sygdom, og at journalisten og fotografen af en læge var orienteret om, at klageren havde fået en del medicin.

Under disse omstændigheder har bladet haft en forpligtelse til i højere grad end sædvanligt ved interviews at sikre sig, at den interviewede var klar over, at der var tale om et interview og optagelse af billeder, der skulle bringes i et ugeblad.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en egentlig bevisførelse om, hvad der foregik i forbindelse med interviewet med klageren og optagelsen af billederne af denne. På baggrund af de modstridende oplysninger om, hvorvidt klageren gav sit samtykke til optagelsen af billederne og frivilligt medvirkede til interviewet, finder nævnet det betænkeligt at tilsidesætte journalistens og fotografens oplysning om, at klageren var indforstået med interviewet og offentliggørelsen.

Pressenævnet finder herefter ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der er sket en overtrædelse af god presseskik.

Afsagt den 6. maj 1997