Senere ændringer til forskriften
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Forsvarets formål
Kapitel 2 Forsvarets opgaver
Kapitel 3 Forsvarets organisation m.v.
Kapitel 4 Forsvarets Efterretningstjeneste
Kapitel 5 Andre bestemmelser
Kapitel 6 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.

Herved bekendtgøres lov nr. 122 af 27. februar 2001 om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. med de ændringer, der følger af lov nr. 568 af 9. juni 2006, § 21 i lov nr. 602 af 12. juni 2013, lov nr. 624 af 12. juni 2013 og lov nr. 625 af 12. juni 2013.

Kapitel 1

Forsvarets formål

§ 1. Det militære forsvar skal bidrage til at fremme fred og sikkerhed.

§ 2. Forsvaret udgør et væsentligt sikkerhedspolitisk middel og har til formål

1) at forebygge konflikter og krig,

2) at hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet og

3) at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne.

Kapitel 2

Forsvarets opgaver

§ 3. Forsvaret skal som en integreret del af NATO i samarbejde med allierede styrker kunne deltage i konfliktforebyggelse, krisestyring samt forsvar af NATO´s område i overensstemmelse med alliancens strategi.

§ 4. Forsvaret skal kunne konstatere og afvise krænkelser af dansk suverænitet og varetage myndighedsopgaver.

§ 5. Forsvaret skal kunne deltage i løsningen af tillidskabende og stabilitetsfremmende opgaver samt dialog og samarbejde på det forsvarsmæssige område med lande i og uden for NATO såvel i Danmarks nærområde som globalt.

§ 6. Dansk forsvar skal med militære midler kunne bidrage til løsning af konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

§ 7. Forsvaret skal efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse og forhandling med vedkommende ministre kunne løse andre opgaver.

§ 7 a. Forsvarsministeren har det overordnede, koordinerende ansvar for søredningstjenesten i danske farvande.

§ 8. Forsvaret skal råde over styrker af hæren, søværnet og flyvevåbnet, hvis størrelse, kampkraft, udholdenhed, mobilitet og fleksibilitet gør det muligt at løse de i §§ 3-7 nævnte opgaver. Hjemmeværnet deltager som en del af forsvaret i løsningen af de opgaver, der påhviler de tre værn.

§ 8 a. Forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan fastsætte regler om forsvarets uddannelser, herunder om:

1) Akkreditering.

2) Udbud.

3) Antallet af uddannelsespladser.

4) Adgang til og optagelse på uddannelse, jf. § 8 b, stk. 1 og 2.

5) Betaling, jf. § 8 b, stk. 3 og 4.

6) Merit.

7) Mødepligt.

8) Orlov.

9) Prøver, eksaminer og censur.

10) Klage over afgørelser i forbindelse med prøver og eksaminer, herunder om, at omprøve og ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter, jf. § 8 c.

11) Tildeling af grader.

12) Bortvisning og andre disciplinære foranstaltninger.

§ 8 b. Der er adgang til forsvarets uddannelser for ansatte på Forsvarsministeriets område som et led i deres ansættelse.

Stk. 2. I det omfang der er ledige pladser, kan andre end ansatte på Forsvarsministeriets område optages på uddannelserne efter princippet om frit og lige optag.

Stk. 3. Deltagelse i uddannelserne for andre end ansatte på Forsvarsministeriets område er gratis, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Forsvarets uddannelsesinstitutioner kan for andre end ansatte på Forsvarsministeriets område, der deltager i uddannelsen som led i deres ansættelse, opkræve hel eller delvis betaling for eventuelle merudgifter for forsvaret forbundet med de pågældendes deltagelse i uddannelsen.

§ 8 c. Afgørelser truffet af forsvarets uddannelsesinstitutioner kan ikke påklages til institutionernes overordnede myndigheder, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Afgørelser vedrørende retlige spørgsmål, herunder forvaltningsretlige forhold, kan påklages til Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Stk. 3. Afgørelser truffet af Forsvarsministeriets Personalestyrelse efter stk. 2 kan ikke påklages til andre administrative myndigheder. Dog kan afgørelser, som samtidig er omfattet af lov om forsvarets personel, påklages i overensstemmelse med denne lov.

Kapitel 3

Forsvarets organisation m.v.

§ 9. Forsvarsministeren er højeste ansvarlige myndighed for forsvaret.

§ 10. Forsvarsministeren fastsætter størrelsen, sammensætningen og organisationen af hæren, søværnet og flyvevåbnet, herunder styrker m.v. til løsning af internationale opgaver, samt af organer til støtte for forsvaret.

§ 11. Forsvarschefen har efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse kommandoen over hæren, søværnet og flyvevåbnet.

§ 12. Forsvarschefen kan efter bemyndigelse fra forsvarsministeren delegere dele af sin kommando over militære styrker m.v., der indsættes til løsning af opgaver i henhold til §§ 5 og 6, til chefen for den pågældende internationale styrke eller mission.

Stk. 2. Forsvarschefen kan efter bemyndigelse fra forsvarsministeren delegere dele af sin kommando over militære styrker m.v., der indsættes til løsning af opgaver i NATO-regi, jf. § 3, til NATO’s øverstkommanderende for de fælles forsvarsstyrker.

Kapitel 4

Forsvarets Efterretningstjeneste

§ 13. (Ophævet)

Kapitel 5

Andre bestemmelser

§ 14. Forsvarsministeren fastsætter bestemmelser om fremmede orlogs- og statsfartøjers og militære luftfartøjers adgang til dansk område.

§ 15. Forsvarsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om forsvarets udøvelse af politimyndighed til søs og i luften.

§ 16. Der må ikke oprettes private sammenslutninger af personer, der organiseres, uddannes eller udrustes til militær virksomhed.

§ 17. Under krig eller andre ekstraordinære forhold kan forsvarsministeren

1) uden retskendelse træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens § 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation,

2) regulere og kontrollere sejlads og fiskeri inden for dansk søterritorium og uden for dette udøve kontrol med danske skibes sejlads og

3) regulere og kontrollere lufttrafik inden for dansk luftrum og uden for dette udøve kontrol med danske flys lufttrafik.

Stk. 2. Under de forhold, der er nævnt i stk. 1, skal borgerne mod fuld erstatning stille deres ejendom til rådighed for landets forsvar efter regler, der fastsættes af forsvarsministeren. Erstatningen fastsættes efter tilsvarende regler, som er indeholdt i beredskabsloven.

§ 18. Overtrædelse af § 16 straffes efter straffelovens § 114 g.

Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 17, stk. 1, nr. 2 og 3, kan fastsættes straf af bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Den, der undlader at efterkomme forbud eller påbud udstedt i medfør af § 17, stk. 1, nr. 2 eller 3, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 19. Loven træder i kraft den 1. marts 2001.

Stk. 2. Lov nr. 909 af 8. december 1993 om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. ophæves.

§ 20. (Ophævet)


Lov nr. 568 af 9. juni 2006 (Ændringer som følge af regeringens terrorhandlingsplan og aftale om forsvarets ordning 2005-2009 m.v.)1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende2).


Lov nr. 602 af 12. juni 20133) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 20

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2014.

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 624 af 12. juni 2013 (Ændringer vedrørende forsvarets uddannelser)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. august 2013.


Lov nr. 625 af 12. juni 2013 (Ændringer af organiseringen af ledelsen af forsvaret)5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. august 2013.

Forsvarsministeriet, den 24. maj 2017

Claus Hjort Frederiksen

/ Jon Bach Holm

Officielle noter

1) Lovændringen vedrører § 5, § 7 a, § 12, § 13, § 18 og § 20.

2) Lov nr. 568 af 9. juni 2006 er bekendtgjort i Lovtidende den 10. juni 2016.

3) Lovændringen vedrører § 13.

4) Lovændringen vedrører §§ 8 a-8c.

5) Lovændringen vedrører § 11.