Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold

J. nr. 2016-6810-59483

En 39-årig kvinde fik afslag på en stilling på en privat lægeklinik. Afslaget var begrundet i, at indklagede var usikker på hendes planer for graviditet i det første år af ansættelsen. Efter indklagedes opfattelse ville en graviditet inden for denne tidshorisont være uhensigtsmæssig af hensyn til oplæringen af klager. Kvinden havde herefter påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling på grund af køn. Det fremgik direkte af afslaget, at klagers planer om graviditet havde haft afgørende betydning for, at hun ikke blev tilbudt ansættelse. Indklagede havde derfor ikke godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en skønsmæssig godtgørelse på 25.000 kroner.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med klagers ansøgning om ansættelse i en stilling hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede gav klager afslag på ansættelse under henvisning til hendes planer for fremtidig graviditet.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kroner med procesrente fra den 9. november 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, som er en 39-årig kvinde, ansøgte den 25. september 2015 om ansættelse hos indklagede.

Den 23. oktober 2015 blev klager indkaldt til ansættelsessamtale. I forbindelse med samtalen skulle hun også gennemføre en praktisk prøve.

Efter samtalen fik klager i en e-mail af 31. oktober 2015 afslag på ansættelse. Af indklagedes e-mail fremgik følgende:

”Kære [klager]

Tak for samtalen i går.

Vi synes at du har klaret dig godt til både interview og den praktiske prøve.

Vi har dog en meget stor usikkerhed vedr. din kommende graviditet. Vi har intet imod at du efter et års ansættelse bliver gravid og går på barsel. Men i det første år af ansættelse ser vi helst at en medarbejder arbejder efter plan. Vi bruger meget tid, og energi på at skulle oplære dig og give dig den skanningserfaring der skal til, og det tager ca. 1 år før du bliver erfaret i faget.

Da vi har den store usikkerhed på dette første år, må vi desværre takke nej til din ansøgning.

…”

Klagers faglige organisation rettede den 18. oktober 2016 henvendelse til indklagede på vegne af klager med krav om betaling af godtgørelse efter ligebehandlingslovens regler.

Ved e-mail af 19. oktober 2016 afviste indehaveren af den indklagede virksomhed kravet.

Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. november 2016.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har overtrådt ligebehandlingsloven. Klager ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Klager blev fravalgt til stillingen alene med den begrundelse, at indklagede var usikker på, om hun ville blive gravid inden for det første år af ansættelsen. Det fremgår af indehaverens e-mail af 31. oktober 2015, at klager klarede både jobsamtalen og den praktiske prøve godt. Imidlertid blev hun ikke tilbudt stillingen, idet en eventuel graviditet i det første år af ansættelsen ville være til gene for indklagede.

Ved vurderingen af, om klager skulle ansættes, har indklagede således lagt vægt på, om klager havde planer om at blive gravid.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket overtrædelse af ligebehandlingsloven.

Der var mange ansøgere til stillingen. Indklagede har ansat en 27-årig kvinde, som efter indklagedes vurdering var den bedste til opgaven. Den pågældende har to små børn og blev ansat umiddelbart efter sin seneste barsel. Hun har således samme køn og sociale status som klager.

Indklagede har således ikke forskelsbehandlet klager på grund af hendes køn.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved blandt andet ansættelser.

Det følger videre af loven, at der foreligger direkte forskelsbehandling på grund af køn ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ved indklagedes e-mail af 31. oktober 2015 fik klager afslag på den søgte stilling med den begrundelse, at der var usikkerhed om hendes planer for graviditet i det første år af ansættelsen. Det fremgik endvidere af emailen, at en graviditet inden for denne tidshorisont ville være uhensigtsmæssig af hensyn til oplæringen af klager.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af køn.

Efter e-mailens indhold havde klagers planer for graviditet afgørende betydning for, at indklagede ikke tilbød hende ansættelse. Nævnet vurderer, at indklagede ikke heroverfor har godtgjort, at de nævnte planer hverken var helt eller delvist bestemmende for indklagedes fravalg af klager.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. november 2016, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

§ 14, om godtgørelse

§ 16 a om delt bevisbyrde

<2016-6810-59483>