Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område

Indholdsfortegnelse
   
     
Punkter
Afsnit I
Vejledningens struktur og introduktion til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
   
 
Kapitel 1
Vejledningens struktur
 
1-5
   
Henvisninger i vejledningen
 
4
   
Forkortelser i vejledningen
 
5
 
Kapitel 2
Retssikkerhedslovens anvendelsesområde
 
6-30
   
Retssikkerhedsbekendtgørelsen
 
8
   
Lovområder, hvor retssikkerhedsloven gælder fuldt ud ved kommunernes og Ankestyrelsens behandling og afgørelse af sager
 
9-11
   
Retssikkerhedslovens anvendelse ved Statsforvaltningens afgørelser
 
12
   
Lovområder, hvor enkelte bestemmelser i retssikkerhedsloven gælder ved kommunens sagsbehandling
 
13-15
   
Regler, der gælder for behandling af sager i Udbetaling Danmark
 
16
   
Regler, der gælder for Ankestyrelsen på andre sociale områder
 
17-23
   
Regler, der gælder for Ankestyrelsens klagesagsbehandling på det familieretlige område
 
24
   
Regler, der gælder for Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af klager på beskæftigelsesområdet efter retssikkerhedslovens kapitel 9 a
 
25-27
   
Retssikkerhedslovens anvendelse i Arbejdsmiljøklagenævnet
 
28
   
Ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet
 
29-30
 
Kapitel 3
Ændringer af retssikkerhedsloven
 
31
 
Kapitel 4
Retssikkerhedslovens formål
 
32-33
Afsnit II
Regler i retssikkerhedsloven om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne
 
34
 
Kapitel 5
Frister for afgørelser
 
35-47
   
Fastsættelse af frister for sagsbehandlingstiden
 
35-38
   
Fristernes længde
 
39
   
Hvornår begynder en frist at løbe?
 
40
   
Skriftlig besked
 
41
   
Forskellige generelle frister
 
42
   
Standardiseret skriftlig information
 
43
   
Fristerne skal offentliggøres
 
44
   
Frister for afgørelser og ikke for faktisk forvaltningsvirksomhed
 
45
   
Sanktioner
 
46
   
Udbetaling Danmark
 
47
 
Kapitel 6
Borgeren skal medvirke
 
48-61
   
Borgerens medvirken må ikke føre til selvinkriminering
 
49
   
Lokale beslutninger
 
50
   
Borgerens eget ansvar
 
51
   
God dialog øger forståelsen
 
52
   
Klar formidling af borgerens rettigheder
 
53
   
Tolkebistand
 
54-55
   
Tillid til sagsbehandleren
 
56
   
Bisidder, partsrepræsentant og værge
 
57-59
   
Anmodning om værgemål
 
60
   
Fremtidsfuldmagt
 
61
 
Kapitel 7
Helhedsvurdering
 
62-70
   
Alle muligheder skal tages i betragtning
 
62-63
   
Rådgivning
 
64-68
   
Forkert eller mangelfuld rådgivning
 
69-70
 
Kapitel 8
Kommunernes handlepligt i forhold til udsættelsestruede lejere
 
71-79
   
Generelt om kommunens handlepligt i udsættelsessager
 
71
   
Børnefamilier
 
72
   
Genvurdering af hjælp, når kommunen er i besiddelse af oplysninger om lejeren, som sandsynliggør, at denne har behov for hjælp
 
73
   
Helhedsvurdering
 
74-75
   
Sagsbehandling og frist
 
76-77
   
Klageadgang
 
78
   
Kommunens pligt til at kontakte udsættelsestruede lejere i andre tilfælde
 
79
 
Kapitel 9
Tidlig samlet vurdering
 
80-84
   
Hjælpen målrettes tidligt i forløbet
 
80
   
Kommunen fastlægger principper for tidlig samlet indsats
 
81
   
Ingen formkrav
 
82
   
Kortvarig hjælp
 
83-84
 
Kapitel 10
8-ugers vurdering ved hjælp til forsørgelse
 
85-89
   
Den første vurdering af hjælp til forsørgelse
 
85
   
En kommunal forpligtelse
 
86
   
Krav til indhold
 
87
   
Skriftlig besked
 
88
   
Klage
 
89
 
Kapitel 11
Opfølgning på erhvervsrettede foranstaltninger
 
90-92
   
Indsats uden afbrydelser
 
90
   
Hvilke erhvervsrettede foranstaltninger
 
91
   
Regler for behandling og opfølgning af sager - funktionsevnemetoden
 
92
Afsnit III
Reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager, herunder borgerens medvirken og pligt til at oplyse om ændringer og myndigheders og andres pligt til at give oplysninger
   
 
Kapitel 12
Reglerne om sagsbehandlingen m.v.
 
93-97
   
Reglernes baggrund og struktur
 
93-94
   
De forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper
 
95-97
 
Kapitel 13
Officialprincippet eller undersøgelsesprincippet
 
98-99
   
Myndighedens ansvar for oplysning af sagen
 
98
   
Hvilke oplysninger skal myndigheden indhente?
 
99
 
Kapitel 14
Borgernes medvirkning - oplysninger fra borgeren selv
 
100-106
   
Oplysningerne gives af borgeren selv
 
100
   
Oplysninger fra andre dele af forvaltningen
 
101
   
Lægelig undersøgelse og behandling
 
102-103
   
Medvirken til at myndigheden indhenter oplysninger fra andre
 
104
   
Medvirken så længe hjælpen modtages
 
105
   
Borgerens pligt til at oplyse om senere ændringer
 
106
 
Kapitel 15
Myndigheden kan forlange at få oplysninger fra andre
 
107-137
   
Forholdet mellem persondataloven, forvaltningsloven, lov om Udbetaling Danmark, sundhedsloven og §§ 11 a og 11 c
 
108
   
Nødvendige oplysninger
 
109-110
   
Hvem kan myndigheden indhente oplysninger fra?
 
111-112
   
Oplysningernes form er ikke afgørende
 
113
   
Retsligt forhør
 
114
   
Hvem kan myndigheden indhente oplysninger om?
 
115
   
Borgeren skal give samtykke til, at oplysningerne indhentes
 
116
   
Kravet til samtykket
 
117
   
Borgere, der ikke selv kan give samtykke
 
118
   
Helbredsoplysninger
 
119-121
   
Hvilke myndigheder kan forlange oplysninger?
 
122
   
Indhentning af samtykke i klagesager og visse sager, der behandles af Udbetaling Danmark
 
123-124
   
Økonomiske oplysninger – kræver ikke samtykke
 
125-128
   
Stikprøvekontrol i pensionssager
 
129
   
Oplysninger fra eIndkomstregistret
 
130
   
Oplysninger om ferieforhold
 
131
   
Særligt om indhentelse af oplysninger om ægtefæller og samlevere
 
132-134
   
Underretningspligt over for ægtefællen eller samleveren
 
135
   
Kommunernes muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke i beskæftigelsessager
 
136
   
Udbetaling Danmarks muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke efter § 12 i lov om Udbetaling Danmark
 
137
 
Kapitel 16
Konsekvensen, når borgeren ikke medvirker – processuel skadevirkning
 
138-144
   
Borgerens medvirken er frivillig
 
138
   
Konsekvenser af manglende medvirken – afgørelse på det foreliggende grundlag
 
139-142
   
Udgifter ved sagens behandling
 
143
   
Helhedsvurderingen og borgerens medvirken
 
144
 
Kapitel 17
Sager, der kan oplyses uden borgerens medvirken
 
145-174
   
Betingelser for at fravige kravet om samtykke
 
145-146
   
Myndigheden skal forsøge at indhente samtykke
 
147
   
Der skal være en grund til, at myndigheden påbegynder en sag
 
148
   
Tilbagebetalingssager
 
149-168
   
- Urigtige oplysninger
 
150
   
- Pligt til at rejse sag
 
151
   
- Ond tro
 
152-153
   
- Sagen skal oplyses
 
154
   
- Betingelserne for at indhente oplysninger uden samtykke i tilbagebetalingssager
 
155
   
- Partshøring
 
156
   
- Økonomiske oplysninger
 
157
   
- Ikke generel kontrol – krav om konkret mistanke
 
158
   
- Samtykke kan kun fraviges i selve tilbagebetalingssagen
 
159
   
- Observationer i tilbagebetalingssager
 
160-161
   
- Kommunalt ansattes indberetninger til socialforvaltningen af egen drift
 
162-163
   
- Overvågning og uanmeldte besøg i tilbagebetalingssager
 
164-168
   
Mellemkommunal refusion
 
169
   
Børnesager
 
170-174
   
- Indhentning af oplysninger fra private
 
170
   
- Udlevering af oplysninger fra private er frivillig
 
171
   
- Samtykke skal forsøges indhentet
 
172
   
- Hvem kan der indhentes oplysninger om?
 
173-174
 
Kapitel 18
Myndighedens oplysningspligt
 
175-184
   
Skriftlig besked om muligheden for at indhente oplysninger, oplysningspligten m.v.
 
175
   
Ændringer, der har betydning for hjælpen
 
176
   
Oplysningspligtens omfang
 
177
   
Skriftlighed
 
178
   
Borgere, der har brug for særlig vejledning
 
179-181
   
Dokumentation for at der er vejledt om borgerens oplysningspligt m.v.
 
182-183
   
Tilsidesættelse af borgerens oplysningspligt - tilbagebetaling og straf
 
184
 
Kapitel 19
Kontrolbesøg i virksomheder – »sort arbejde«
 
185-199
   
Generel kontrol og kontrol af enkeltsager
 
186
   
Mistanke om strafbart forhold
 
187
   
Kun kontrol af borgere, der modtager sociale ydelser
 
188
   
Hvem kan foretage kontrollen
 
189
   
Anbefalinger om samarbejde
 
190
   
Virksomhedens lokaler m.v. og arbejdssteder uden for lokalerne
 
191
   
Kontrollører skal legitimere sig
 
192
   
Personers oplysningspligt
 
193
   
Hvad kan kommunen kontrollere?
 
194
   
Logbog
 
195-197
   
Politibistand
 
198
   
Partshøring
 
199
 
Kapitel 20
Anden udveksling af oplysninger
 
200-213
   
Udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse
 
200
   
Formålet med udvekslingen af oplysningerne
 
201
   
Sådan fungerer en digital sagsoverbliksløsning
 
202
   
Betingelser for at anvende en digital sagsoverbliksløsning
 
203
   
Forældelse af oplysninger i en digital sagsoverbliksløsning
 
204
   
Kommuner og sygehuse har ikke pligt til at anvende en digital sagsoverbliksløsning
 
205
   
Private sygehuse
 
206
   
Kun udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning
 
207
   
Betingelser for udveksling af andre helbredsoplysninger
 
208-209
   
Orientering til borgerne om § 12 c
 
210
   
Orientering til borgeren, når udveksling af oplysninger er sket
 
211
   
Udveksling af oplysninger mellem kommuner og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
 
212
   
Oplysninger til apoteker
 
213
Afsnit IV
Straffebestemmelser
   
 
Kapitel 21
Socialbedrageri – straffebestemmelser
 
214-226
   
Straf for groft uagtsom vildledelse
 
214
   
Betingelser for anvendelsen af bestemmelsen
 
215
   
Vildfarelse
 
216-217
   
Det svigagtige forhold og myndighedens formuetab
 
218
   
De subjektive betingelser for straf
 
219
   
Strafferammen
 
220
   
De almindelige strafbarhedsbetingelser
 
221
   
Forsøg
 
222
   
Eksempler på straf efter bestemmelsen
 
223
   
Sociale hensyn og politianmeldelse
 
224
   
Straf i forbindelse med pålæg til virksomhed om af føre logbog
 
225
   
Straffebestemmelser i serviceloven
 
226
Afsnit V
Klagereglerne
   
 
Kapitel 22
Almindelige klageregler
 
227-247
   
Klageadgang
 
227-229
   
Klage over afgørelser
 
230
   
Klage over rådgivning og vejledning
 
231
   
Klage over indhold og formalitet i afgørelserne
 
232-234
   
Klageadgangen kan være afskåret
 
235
   
Klage over processuelle beslutninger
 
236
   
Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed
 
237-238
   
Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed, som leveres af en privat leverandør
 
239-240
   
Klage over den konkrete indsats efter serviceloven
 
241
   
Klage over det generelle serviceniveau
 
242
   
Klage over sagsbehandlingstiden, personalets optræden m.v.
 
243
   
Klager over afslag på anmodning om udlevering af oplysninger
 
244
   
Klager over, at oplysninger er udleveret
 
245
   
Klager over afgørelser om aktindsigt
 
246-247
 
Kapitel 23
Klageberettigede
 
248-254
   
Klageadgang for den person, som afgørelsen vedrører
 
248-249
   
Klageadgang for andre end den person, som afgørelsen vedrører
 
250-251
   
Klageadgang ved uenighed mellem kommuner om deres afgørelser
 
252-253
   
Klageadgang ved uenighed om Udbetaling Danmarks kompetence
 
254
 
Kapitel 24
Pligt til at genvurdere sagen
 
255-261
   
Myndighedens genvurdering og frister for genvurderingen
 
255-260
   
Ankeskema skal benyttes ved kommunens genvurdering i klagesager
 
261
 
Kapitel 25
Klagefrister
 
262-271
   
Klagefristens længde
 
262
   
Klagefristens begyndelse
 
263
   
Klagefristens udløb
 
264-265
   
Klagefristens overholdelse
 
266-267
   
Klagevejledning
 
268
   
Dispensation fra klagefristen
 
269-271
 
Kapitel 26
Ankestyrelsens sagsbehandling
 
272-288
   
Uafhængighed
 
272-273
   
Reaktionsmuligheder
 
274-276
   
Efterprøvelse af afgørelser – retlige spørgsmål
 
277-279
   
Skønsmæssige afgørelser
 
280
   
Hvorfor regler, som bygger på skøn?
 
281
   
Retlig efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser
 
282
   
Vage og elastiske bestemmelser
 
283
   
Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser
 
284
   
Sager med fuld prøvelse
 
285
   
Sager med begrænset prøvelse
 
286
   
Formkrav til klager
 
287
   
Formkrav til afgørelser
 
288
 
Kapitel 27
Opsættende virkning
 
289-294
   
Klager har ikke opsættende virkning
 
289
   
Klager med opsættende virkning
 
290-293
   
Virkningstidspunktet for Ankestyrelsens afgørelser til skade for borgeren
 
294
 
Kapitel 28
Domstolsprøvelse
 
295-296
 
Kapitel 29
Ankestyrelsen
 
297-308
   
Ankestyrelsens kompetence
 
297
   
Ankestyrelsens sammensætning
 
298-299
   
Ankestyrelsens afgørelser
 
300
   
Afgørelser på møder
 
301
   
Generelle eller principielle afgørelser
 
302-304
   
Andre sager, som udvælges til behandling med beskikkede medlemmer
 
305
   
Afgørelser i de enkelte sager
 
306
   
Afgørelser med udvidet votering
 
307
   
Beslutninger
 
308
 
Kapitel 30
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg
 
309
 
Kapitel 31
Koordinering af praksis
 
310-315
   
Sagerne skal kunne påklages
 
311
   
Retlig vurdering
 
312
   
Sager kan ikke tages op af egen drift
 
313
   
Opfølgning
 
314
   
Behandling på møde i kommunalbestyrelsen
 
315
 
Kapitel 32
Det Rådgivende Praksisudvalg
 
316-317
 
Kapitel 33
Vejledning til kommunerne og på det familieretlige område tillige til Statsforvaltningen og personregisterførerne
 
318-323
   
Ankestyrelsens vejledning
 
319
   
Grundlaget for vejledning
 
320
   
Ny lovgivning
 
321
   
Lovområder, hvor afgørelser ikke kan indbringes for Ankestyrelsen
 
322
   
Vejledning om foranstaltninger
 
323
Afsnit VI
Opholdskommune, handlekommune og mellemkommunal refusion
   
 
Kapitel 34
Opholdskommune og handlepligt
 
324-358
   
Begreberne opholdskommune, handlekommune og betalingskommune
 
325
   
Opholdskommune for ægtefæller
 
326
   
Opholdskommune for børn
 
327
   
Forældrene bor ikke sammen
 
328
   
Børn og unge på samværsophold i anden kommune
 
329
   
Forældrenes dødsfald
 
330
   
Foranstaltninger over for børn og unge træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren
 
331
   
Børn og unge anbragt uden for hjemmet efter servicelovens kapitel 11
 
332-335
   
Selvstændig opholdskommune for børn
 
336
   
Øjeblikkelig hjælp
 
337
   
Opholdskommune for personer, der krydser landegrænser
 
338-340
   
Sygedagpenge samt børnefamilieydelse og børnetilskud
 
341
   
Pensionisters flytning til udlandet
 
342
   
Hjemkomst fra udlandet
 
343
   
Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester
 
344
   
Færøerne og Grønland
 
345
   
Midlertidige ophold uden for den faste opholdskommune
 
346-350
   
- Kontantydelser
 
346
   
- Personlig og praktisk hjælp og madservice
 
347
   
- Hjælpemidler
 
348-349
   
- Plejevederlag m.v.
 
350
   
Ophold på boformer m.v. som led i en social indsats
 
351
   
Adgang til at aftale at tidligere opholdskommune er handlekommune
 
352-353
   
Samtykke fra borgeren er en betingelse for aftale om, at tidligere opholdskommune er handlekommune
 
354
   
Kommunernes forpligtelse til at følge op ved flytning
 
355
   
Uenighed om forpligtelsen som opholdskommune
 
356-357
   
Folkeregisteradresse (bopælsregistrering i CPR)
 
358
 
Kapitel 35
Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde – den oprindelige opholdskommune er handlekommune for hjælp efter serviceloven
 
359-385
   
Særlige handlekommuneregler for voksne, der får ophold i boformer m.v. efter medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed
 
360-361
   
Særlige handlekommuneregler for personer, der har fået ophold i veterantilbud
 
362
   
Unge anbragt uden for hjemmet, der fylder 18 år
 
363
   
Unge anbragt uden for hjemmet før 1. juli 2003
 
364-365
   
Tilbud til unge fra 18 til 22 år (Efterværn)
 
366
   
Handlepligten omfatter al hjælp og alle forpligtelser efter serviceloven
 
367
   
Borgerens rettigheder efter serviceloven
 
368-369
   
Klageadgang
 
370
   
Helhedsorienteret indsats og borgerens medvirken
 
371-372
   
Handlepligtens ophør for den oprindelige opholdskommune
 
373
   
Delegation
 
374-380
   
- Typer af sager, hvor delegation kan anvendes
 
375
   
- Delegation i alle typer opgaver efter serviceloven
 
376
   
- Handlekommunen bevarer ansvaret uanset delegationen
 
377
   
- Klagebehandling i delegationssager
 
378
   
- Handlekommunens tilsynspligt ved delegation
 
379
   
- Delegation forudsætter enighed mellem kommunerne
 
380
   
Kommunalt samarbejde i øvrigt
 
381
   
Eksisterende sager, hvor den oprindelige opholdskommune har overtaget handlepligten den 1. januar 2011
 
382-383
   
Eksisterende sager, hvor den oprindelige opholdskommune har truffet afgørelse om ikke at overtage handlepligten den 1. januar 2011
 
384-385
 
Kapitel 36
Mellemkommunal refusion
 
386-408
   
Betalingsforpligtelsen
 
386-387
   
Medvirken fra fraflytningskommunen eller anden offentlig myndighed
 
388
   
Typer af boformer, der giver ret til refusion, hvis borgeren er flyttet ved offentlig medvirken
 
389-390
   
Betalingsforpligtelsen for udgifter til børn og unge anbragt uden for hjemmet
 
391
   
Betalingsforpligtelsen for udgifter til børn og unge anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003
 
392
   
Betalingsforpligtelsen for tilbud til unge fra 18 til 22 år (efterværn)
 
393-395
   
Betalingsforpligtelsen i forbindelse med ophold i forsorgshjem og fængsler
 
396-397
   
Betalingsforpligtelsen i forbindelse med ophold i veterantilbud
 
398-399
   
Mellemkommunal refusion ved flytteret
 
400
   
Mellemkommunal refusion ved passivitet
 
401
   
Mellemkommunal refusion under midlertidigt ophold uden for den faste opholdskommune
 
402
   
Mellemkommunal refusion i op til seks år for førtidspension
 
403
   
Beregning af refusionskravet
 
404
   
Refusionskravets ophør
 
405-406
   
Aftaler om refusion ved flytning
 
407
   
Forældelse af refusionskravet
 
408-409
   
Uenighed mellem kommuner
 
410
Afsnit VII
Udvalg
   
411
 
Kapitel 37
Udvalg under kommunerne
 
412-424
   
Generelt om behandling af personsager i kommunerne
 
412
   
Børn og unge-udvalget
 
413
   
Ældreråd
 
414
   
Handicapråd
 
415-424
 
Kapitel 38
Udvalg under Børne og Socialministeriet
 
425-426
   
Det Centrale Handicapråd
 
425
   
Børnerådet
 
426
Afsnit VIII
Samarbejde mellem kommuner og private
   
 
Kapitel 39
Forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven skal overholdes, når kommunen overlader kommunale opgaver til andre
 
427-434
   
Omfattende aftaler
 
428
   
Andre aftaler
 
429
   
Borgerens retsstilling
 
430
   
Frivillige organisationer m.fl.
 
431
   
Private personers tavshedspligt
 
432-433
   
Private leverandører og persondataloven
 
434
Afsnit IX
Kommunalbestyrelsens ansvar for de sociale opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed
   
 
Kapitel 40
Tilsynsforpligtelsen
 
435-445
   
Kommunalbestyrelen har ansvaret
 
435
   
Pligt til at føre tilsyn
 
436
   
Formålet med at føre tilsyn
 
437
   
Aktivt tilsyn
 
438
   
Tilsyn kan udføres af andre end ansatte hos myndigheden
 
439
   
Svage grupper bør prioriteres
 
440
   
Brugerindflydelse og tilsyn
 
441
   
Serviceniveauer og kvalitetsstandarder
 
442
   
Opgaver, der udføres af andre
 
443-445
   
- Tilsynet omfatter alle tilbud
 
443
   
- Aftaler om at udføre sociale opgaver
 
444-445
 
Kapitel 41
Regler om tilsyn i serviceloven og i lov om socialtilsyn
 
446-452
   
Det personrettede tilsyn
 
446-450
   
- Tilsyn med personer, der har ophold i botilbud i en anden kommune
 
447
   
- Tilsyn med anbragte børn
 
448
   
- Tilsyn med børns levevilkår
 
449
   
- Tilsyn i plejeboliger, plejehjem m.v.
 
450
   
Det driftsorienterede tilsyn efter serviceloven
 
451-452
 
Kapitel 42
Tilsyn med dømte m.v.
 
453
Afsnit X
Tilsyn med kommunerne, statsrefusion og revision af kommunernes regnskaber på det sociale område
   
 
Kapitel 43
Det kommunale tilsyn
 
454-457
 
Kapitel 44
Tilsynet med Udbetaling Danmark
 
458
 
Kapitel 45
Ministeriernes reaktionsmuligheder i konkrete enkeltsager
 
459
 
Kapitel 46
Folketingets Ombudsmand
 
460
 
Kapitel 47
Statsrefusion
 
461-488
   
Regler om statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision m.v.
 
461-462
   
Betingelser for udbetaling af statsrefusion
 
463
   
Dokumentations- og registreringssystemet i kommunerne
 
464-465
   
Journalen
 
466
   
Stamdata i journalen
 
467
   
Ligestillingsmæssige hensyn
 
468-469
   
Grundlaget for tildeling og beregning af ydelsen
 
470
   
Skønsmæssige afgørelser og kontrol
 
471
   
Oplysninger i elektronisk form og opfølgning på sagen
 
472
   
Undtagelser fra krav om dokumentation
 
473-474
   
Arkivering
 
475
   
Personbogføring
 
476
   
Statsrefusion af administrationsudgifter
 
477-478
   
Statsrefusion af udgifter til sygebehandling
 
479
   
Statsrefusion for udgifter til visse udlændinge
 
480-482
   
Udgifter med tilbagebetalingspligt
 
483
   
Anmodning om og anvisning af statsrefusion
 
484
   
Løbende restafregning
 
485
   
Foreløbig restafregning
 
486
   
Endelig restafregning
 
487
   
Berigtigelse af statsrefusion
 
488
 
Kapitel 48
Revision af kommunernes regnskaber vedr. ydelser og tilskud omfattet af statsrefusion
 
489-493
   
Revisionens udførelse og efterprøvelse
 
489
   
Beretning om revision af kommunernes regnskaber
 
490
   
Revisionsberetninger sendes til ministerierne
 
491
   
Ministeriernes reaktionsmuligheder
 
492
   
Rigsrevisionen
 
493
Afsnit XI
Undersøgelser m.v.
   
 
Kapitel 49
Undersøgelser og indberetninger
 
494-499
   
Formålet med undersøgelser
 
494
   
Retningslinjer for undersøgelser
 
495
   
Offentliggørelse af undersøgelser
 
496
   
Ajourføring af oplysninger
 
497
   
Oplysninger om det frivillige sociale område
 
498
   
Indberetning om stævninger og domme
 
499
     
   
         
         
         
         

Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område

Afsnit I

Vejledningens struktur og introduktion til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Kapitel 1

Vejledningens struktur

1. Vejledningen afløser Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Redaktionen er som udgangspunkt afsluttet den 2. januar 2017. Vejledningen medtager de lovændringer, der er vedtaget frem til denne dato og bekendtgørelser, der er trådt i kraft senest på denne dato.1)

I vejledningen uddybes reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

Vejledningen gennemgår reglerne i:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), seneste lovbekendtgørelse nr. 1345 af 23. november 2016 (A20160134529).

Bekendtgørelse nr. 1338 af 18. november 2016 om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsbekendtgørelsen) (B20160133805).

Bekendtgørelse nr. 1839 af 22. december 2015 om forretningsorden for Ankestyrelsen (Ankestyrelsens forretningsorden) (B20150183905).

Bekendtgørelse nr. 761 af 25. juni 2013 om forretningsorden for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg (Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs forretningsorden) (B20130076105).

Bekendtgørelse nr. 1617 af 15. december 2016 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og, Integrationsministeriets, Transport-, Bygnings- og Boligministeriets og Undervisningsministeriets ressortområder (regnskabsbekendtgørelsen).

2. Vejledningen er udarbejdet på grundlag af retssikkerhedsloven og forarbejderne hertil, bekendtgørelser, praksis fra Ankestyrelsen m.v.

Ved beskrivelsen af reglerne om finansiering af sociale ydelser og reglerne om regnskabsaflæggelse og revision (afsnit X) fremhæver vejledningen de regler om regnskabsaflæggelse og revision, som har betydning for tilrettelæggelse af forvaltningen og behandling af sagerne.

Sagsbehandlingsreglerne for sager om foranstaltninger efter lov om social service uden borgerens samtykke er ikke beskrevet i vejledningen. Der henvises til vejledninger fra Børne- og Socialministeriet til lov om social service om magtanvendelse overfor voksne (Vejledning nr. 8 til serviceloven) og vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge.

Afsnit XII i den tidligere retssikkerhedsvejledning (nr. 73 af 3. oktober 2006), som handlede om forvaltningsretlige regler, offentlighedsloven, relevante regler i persondataloven og reglerne om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligt ved mistanke om strafbare forhold, er ikke medtaget i denne vejledning. Der henvises i stedet til reglerne i forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven og lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Desuden henvises til Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven (vejledning om forvaltningsloven) og vejledning nr. 9686 af 22. december 2004 om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

3. Denne vejledning indeholder følgende afsnit:

Afsnit II beskriver retssikkerhedslovens regler om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne. Det er reglerne om, at der skal være frister for, hvornår afgørelser skal træffes, at borgeren skal inddrages ved sagens behandling, og at sagerne skal behandles bredt (helhedsorienteret sagsbehandling). Afsnittet beskriver også reglen om kommunernes handlepligt overfor udsættelsestruede lejere og reglerne om opfølgning i sager om hjælp til løbende forsørgelse og om kommunernes vurdering af hjælpen til borgere, som udsættes af beboelseslejemål.

Afsnit III beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sagerne, herunder borgerens medvirken og pligt til at oplyse om ændringer samt om myndigheders og andres pligt til at give oplysninger til brug for behandlingen af en social sag. Afsnittet beskriver også bestemmelsen i retssikkerhedsloven om indhentning af økonomiske oplysninger fra eIndkomstregistret og reglerne om virksomhedskontrol og pålæg til en arbejdsgiver om at føre logbog i forbindelse med kommunens kontrolbesøg i virksomheder.

Afsnit IV beskriver straffebestemmelserne i retssikkerhedsloven og omtaler kort straffebestemmelserne i lov om social service.

Afsnit V beskriver retssikkerhedslovens regler om behandling af klager og om prøvelsesgrundlaget i sociale sager. Herudover beskrives reglerne om klageorganerne Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Der er også et afsnit om praksiskoordinering.

Afsnit VI beskriver retssikkerhedslovens regler om opholdskommune, handlekommune og mellemkommunal refusion samt begrebet betalingskommune, herunder de særlige regler om handlekommune på det specialiserede socialområde og reglerne om opholdskommune for borgere, som bor eller opholder sig i udlandet.

Kapitel 34 beskriver reglerne om opholds- og handlekommune, som er fastlagt i retssikkerhedslovens §§ 9-9 b samt begrebet betalingskommune.

Kapitel 35 beskriver de særlige regler om sammenhæng mellem finansieringsansvar og visitationskompetence på det specialiserede socialområde efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7. Efter disse regler er den oprindelige opholdskommune handlekommune efter serviceloven i nærmere angivne tilfælde.

Kapitel 36 beskriver reglerne i retssikkerhedslovens § 9 c om mellemkommunal refusion. Kapitlet beskriver, hvornår en handlekommune kan kræve, at udgifterne til hjælp betales af en tidligere opholdskommune, samt hjemlen til at aftale refusion.

Afsnit VII beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om de udvalg og råd, som indgår i beslutningsprocessen, når kommuner afgør sager og behandler problemstillinger på det sociale område.

Afsnit VIII beskriver reglerne i retssikkerhedslovens § 43, som gælder ved kommunernes overladelse af sociale opgaver til private.

Afsnit IX beskriver retssikkerhedslovens regler om kommunalbestyrelsens ansvar for løsning af opgaver efter dem sociale lovgivning og kommunens pligt til at føre tilsyn med, hvordan opgaverne udføres i praksis. Herudover beskrives reglerne om tilsyn i serviceloven og i lov om socialtilsyn.

Afsnit X giver en kortfattet beskrivelse af de instanser, som fører tilsyn med kommunerne, dvs. Ankestyrelsen og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Desuden beskrives kort reglerne for tilsyn med Udbetaling Danmark og fagministeriernes samt Folketingets Ombudsmands kontrolmuligheder. Afsnittet indeholder endelig en gennemgang af reglerne om statsrefusion og revision af kommunernes regnskaber på det sociale område.

Afsnit XI beskriver retssikkerhedslovens regler om undersøgelser, herunder kommunernes indberetningspligt.

Henvisninger i vejledningen

4. Hvor intet andet er anført i denne vejledning, henviser paragrafangivelser til retssikkerhedsloven.

Når der i vejledningen henvises til de sociale myndigheder, er der tale om myndigheder, som administrerer den lovgivning, som følger sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven på både Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets og Sundheds- og Ældreministeriets områder. Når der henvises til den sociale lovgivning, er der tale om den lovgivning, som administreres efter retssikkerhedsloven, uanset om lovgivningen hører under Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets eller Sundheds- og Ældreministeriets områder.

Vejledningen inddrager udtalelser fra Folketingets Ombudsmand og principafgørelser fra Ankestyrelsen. Udtalelser fra Ombudsmanden kan findes i Retsinformation og på Ombudsmandens hjemmeside www.ombudsmanden.dk. Ankestyrelsens praksis er offentliggjort i Ankestyrelsens Principafgørelser. Principafgørelserne kan findes i Retsinformation og på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk.

Forkortelser i vejledningen

5. I denne vejledning anvendes følgende forkortelser:

Aktivloven = lov om aktiv socialpolitik.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs forretningsorden = bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Ankestyrelsens forretningsorden = bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsen.

Arbejdsskadesikringsloven = lov om arbejdsskadesikring/lov om sikring mod følger af arbejdsskade/lov om arbejdsskadeforsikring/lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

Barselsloven = lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.

Beskæftigelsesindsatsloven = lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Boligstøtteloven = lov om individuel boligstøtte.

Børnetilskudsloven = lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Dagtilbudsloven = lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge.

Friplejeboligloven = lov om friplejeboliger.

Førtidspensionsloven (gammel) = lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Integrationsloven = lov om integration af udlændinge i Danmark.

Offentlighedsloven = lov om offentlighed i forvaltningen.

Pensionsloven = lov om social pension.

Persondataloven = lov om behandling af personoplysninger.

Retssikkerhedsloven = lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Retssikkerhedsbekendtgørelsen = bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Regnskabsbekendtgørelsen = bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder indenfor Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets, Transport-, Bygnings- og Boligministeriets og Undervisningsministeriets ressortområder.

Serviceloven = lov om social service.

Sygedagpengeloven = lov om sygedagpenge.

Værnepligterstatningslovene = lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl./lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Kapitel 2

Retssikkerhedslovens anvendelsesområde

§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunen (kommunalbestyrelsen) og statslige myndigheder på det sociale område (statsforvaltningen og Ankestyrelsen) skal behandle sager efter lovgivningen.
Stk. 2. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der fraviger denne lov.
Stk. 3. Børne- og socialministeren bestemmer, på beskæftigelsesområdet efter forhandling med beskæftigelsesministeren og på ældreområdet efter forhandling med ældreministeren, hvilke sager denne lov helt eller delvis skal gælde for.

6. Retssikkerhedsloven indeholder regler for, hvordan kommunerne og statslige myndigheder på det sociale område (Ankestyrelsen og i et enkelt tilfælde Statsforvaltningen) skal behandle sager.

7. Det er ikke udtrykkeligt fastsat i retssikkerhedsloven, hvilke lovområder den gælder for. Det er med hjemmel i lovens § 2, stk. 3, fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens kapitel 1 (se punkt 8-29), hvilke lovområder retssikkerhedsloven gælder for − enten helt eller delvis. Det fremgår af bl.a. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2 og af §§ 2 og 5 i lov om Udbetaling Danmark, at en del af retssikkerhedslovens bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser på sagsområder vedrørende en række sociale ydelser m.v. Det er tillige i de fleste tilfælde fastsat i de pågældende love, i hvilket omfang retssikkerhedsloven gælder. Det gælder i alle tilfælde, hvor retssikkerhedslovens klageregler anvendes, jf. retssikkerhedslovens § 60.

Retssikkerhedsbekendtgørelsen

Retssikkerhedsbekendtgørelsen
§ 1. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder, når kommunalbestyrelsen eller Ankestyrelsen, jf. dog § 3, stk. 2, men ikke Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, behandler og afgør sager efter:
1) lov om social pension,
2) lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,
3) lov om individuel boligstøtte,
4) lov om sygedagpenge,
5) lov om aktiv socialpolitik,
6) lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
7) lov om social service, jf. dog stk. 3,
8) lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling,
9) lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge,
10) lov om seniorjob,
11) lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.,
12) lov om kontantydelse,
13) lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret*, og
14) kapitel 2 i lov om friplejeboliger.
Stk. 2. Loven gælder endvidere, når statsforvaltningen træffer afgørelse efter § 131 i lov om social service.
Stk. 3. Lovens § 9 om handlekommune gælder ikke for forebyggende hjemmebesøg, jf. § 79 a i lov om social service.
Stk. 4. Lovens § 11, stk. 1, nr. 2, § 11 b, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, og § 12 a gælder, når kommunerne udbetaler ydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark.
Stk. 5. Lovens § 11 a, stk. 1, 2, og 4-6, gælder ved kommunalbestyrelsens behandling af de sager, der er nævnt i § 178 a i lov om almene boliger m.v.
Stk. 6. Lovens § 85 gælder ved kommunalbestyrelsens behandling af sager efter lov om ophævelse af lov om servicejob.
*loven ophævet pr. 2. januar 2017 ved § 9 i lov nr. 624 af 08/06/2016

8. I retssikkerhedsbekendtgørelsen er det i § 1, stk. 1, fastsat, i hvilke tilfælde retssikkerhedslovens regler som udgangspunkt gælder fuldt ud, når kommunerne eller Ankestyrelsen behandler og afgør sager. Det gælder ved behandling og afgørelse af sager efter de love, der er nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1-14, (se punkt 9 og 10).

Desuden gælder retssikkerhedsloven på et enkelt område for Statsforvaltningens sagsbehandling, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, (se punkt 12).

På de lovområder, hvor klage kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, er der særskilt taget stilling til, hvilke af retssikkerhedslovens regler, der gælder ved behandlingen af sager i Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, (se punkt 24-26).

Se desuden punkt 20 om, hvilke af retssikkerhedslovens regler, der gælder ved Ankestyrelsens behandling af klager over afgørelser truffet af Udbetaling Danmark.

På nogle områder gælder kun enkelte af retssikkerhedslovens regler ved kommunernes sagsbehandling, (se punkt 13-15).

Udover afgørelser efter de love, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, gælder retssikkerhedsloven og retssikkerhedsbekendtgørelsen i større eller mindre omfang, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser efter andre love, (se herom punkt 17-24).

Endelig gælder visse af retssikkerhedslovens regler for Udbetaling Danmarks sagsbehandling, (se punkt 16).

Klagereglerne i retssikkerhedsloven er beskrevet i afsnit V.

Lovområder, hvor retssikkerhedsloven gælder fuldt ud ved kommunernes og Ankestyrelsens behandling og afgørelse af sager

9. Udgangspunktet er, at retssikkerhedsloven gælder ved såvel kommunernes sagsbehandling som Ankestyrelsens behandling af klager efter følgende love:

Pensionsloven

Førtidspensionsloven (gammel)

Boligstøtteloven

Sygedagpengeloven

Aktivloven

Beskæftigelsesindsatsloven

Serviceloven, jf. dog retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 3

Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

Dagtilbudsloven

Lov om seniorjob

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Lov om kontantydelse

Kapitel 2 i friplejeboligloven

10. For så vidt angår friplejeboligloven gælder hele retssikkerhedsloven, men alene ved behandling af sager efter lovens kapitel 2 (§§ 3 og 4) om borgerens adgang til friplejeboliger. Det vil sige, at kommunerne skal følge reglerne i retssikkerhedsloven, når de træffer afgørelse om borgerens ret til at vælge en bestemt friplejebolig. Kommunerne skal efter § 3 i friplejeboligloven afgøre, om den pågældende friplejeboligleverandør er certificeret til at levere alle de tilbud, som opholdskommunen har truffet afgørelse om, at ansøgeren skal tilbydes. Retssikkerhedsloven gælder også, når Ankestyrelsen behandler klager over kommunernes afgørelse om dette spørgsmål.

11. Retssikkerhedsloven gælder for forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a. § 9 om handlekommune gælder dog ikke, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3. Det skyldes, at det følger af serviceloven, at det er bopælskommunen, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg.

Retssikkerhedslovens anvendelse ved Statsforvaltningens afgørelser

12. Efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, gælder hele retssikkerhedsloven desuden – i det omfang det er relevant – når Statsforvaltningen træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 131. Retssikkerhedsloven gælder ikke for Statsforvaltningen i andre tilfælde end disse.

Lovområder, hvor enkelte bestemmelser i retssikkerhedsloven gælder ved kommunernes sagsbehandling

13. Retssikkerhedsloven gælder som hovedregel ikke for sagsbehandlingen i sager efter lov om integration af udlændinge i Danmark. Dog gælder lovens § 11, stk. 1, nr. 2, § 11 b, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og § 12 a, når kommunerne udbetaler ydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 4.

14. På samme måde gælder retssikkerhedsloven som hovedregel ikke for sagsbehandling efter lov om almene boliger m.v. Lovens § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, om indhentelse af oplysninger gælder dog ved behandling af sager om anvisning af en bolig eller sager om godkendelse af udlejning, som fastsat i § 178 a i lov om almene boliger. Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 5.

15. Endelig gælder retssikkerhedslovens § 85 og de regler, der er fastsat i medfør heraf, om statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision, ved behandlingen af sager efter lov om ophævelse af lov om servicejob, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 6.

Regler, der gælder for behandling af sager i Udbetaling Danmark

Retssikkerhedsbekendtgørelsen
§ 2. Lovens §§ 3, 4 og 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b, § 11 c, stk. 1, nr. 4, og § 12 finder tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelse efter:
1) lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,
2) lov om opkrævning af underholdsbidrag,
3) lov om en børne- og ungeydelse,
4) lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,
5) lov om social pension,
6) lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,
7) lov om individuel boligstøtte,
8) lov om friplejeboliger,
9) lov om aktiv socialpolitik,
10) lov om delpension,
11) lov om fleksydelse,
12) sundhedsloven og
13) repatrieringsloven.

16. På en række lovområder har Udbetaling Danmark helt eller delvis afgørelseskompetencen på en række områder, jf. lov om Udbetaling Danmark.

Det gælder:

Børnetilskudsloven.

Lov om opkrævning af underholdsbidrag.

Lov om en børne- og ungeydelse.

Barselsloven.

Pensionsloven.

Førtidspensionsloven (gammel).

Boligstøtteloven.

Friplejeboligloven.

Lov om delpension.

Lov om fleksydelse.

Sundhedsloven.

På enkelte områder har Udbetaling Danmark endvidere overtaget sagsbehandlingen fra staten. Det gælder

§ 6 i aktivloven om hjælp til forsørgelse af danske statsborgere og samme lovs § 85 a om efterlevelseshjælp og

§§ 10 og 10 a i repatrieringsloven om udbetaling af reintegrationsbistand og supplerende reintegrationsbistand og tilbagebetaling og ophør af disse ydelser.

I §§ 2 og 5 i Udbetaling Danmark-loven er fastsat, hvilke regler i retssikkerhedsloven, der gælder ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver og behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. Det drejer sig om §§ 3, 4, 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b, § 11 c, stk. 1, nr. 4 og § 12. Det fremgår tilsvarende af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2.

Regler, der gælder for Ankestyrelsen på andre sociale områder

Retssikkerhedsbekendtgørelsen
§ 3. Lovens §§ 10 og 11, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, og § 12 samt lovens kapitel 9, §§ 67-70 og 72, stk. 1 og 7, og kapitel 11 samt denne bekendtgørelses kapitler 3, 5 og 6 gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter:
1) lov om almene boliger m.v. og lov om boliger for ældre og personer med handicap,
2) lov om integration af udlændinge i Danmark, § 53, stk. 2, 3. pkt.,
3) repatrieringslovens § 12, stk. 2, og
4) lov om folkeskolen (afgørelser om søskendemoderation og fripladser).
Stk. 2. Lovens § 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, § 11 b, § 11 c, stk. 1, nr. 4, og § 12 samt lovens kapitel 9, §§ 66-70 og 72 samt denne bekendtgørelses kapitler 3 og 5 gælder, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser, som er truffet af Udbetaling Danmark efter § 2, nr. 1-9 og 13, i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Lovens §§ 10 og 11, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, og § 12 samt lovens kapitel 9, §§ 67-70 og 72, stk. 1 og 7, samt denne bekendtgørelses kapitler 3, 5 og 6 gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter lov om tolkning til personer med hørehandicap.
Stk. 4. Lovens kapitel 9 og §§ 68 og 70 gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter
1) lov om arbejdsskadesikring,
2) lov om sikring mod følger af arbejdsskade,
3) lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.,
4) lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. og
5) lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

17. På lovområder, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1 gælder retssikkerhedsloven for både kommunernes og Ankestyrelsens sagsbehandling, (se punkt 8). Herudover gælder en række af retssikkerhedslovens og retssikkerhedsbekendtgørelsens regler, når Ankestyrelsen træffer afgørelse efter andre love.

18. Reglerne i retssikkerhedslovens §§ 10 og 11, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, og § 12, og lovens kapitel 9 samt §§ 67-70 og 72, stk. 1 og 7, samt kapitel 11 gælder, når Ankestyrelsen behandler og træffer afgørelse efter:

Lov om almene boliger m.v. og lov om boliger for ældre og personer med handicap

Lov om integration af udlændinge i Danmark, § 53, stk. 2, 3. pkt., om boligplacering

Repatrieringslovens § 12, stk. 2, om kommunale afgørelser efter loven

Lov om folkeskolen (afgørelser om søskendemoderation og fripladser)

Det fremgår af § 3, stk. 1, i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

19. De samme regler, med undtagelse af lovens kapitel 11 om praksiskoordinering, gælder, når Ankestyrelsen behandler klager efter lov om tolkning til personer med hørehandicap. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 3.

20. Når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser, der er truffet af Udbetaling Danmark, gælder retssikkerhedslovens §§ 10, 11, stk. 1, 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, 11 b, 11 c, stk. 1, nr. 4, og 12. Herudover gælder lovens kapitel 9, §§ 66-70 og 72. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. lovens § 64 a.

Disse regler gælder for klager over afgørelser efter en række af de love, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, (se punkt 16). (Om afgørelser efter lov om delpension og lov om fleksydelse se dog punkt 25). Klager over afgørelser efter sundhedsloven kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

Klagereglerne i retssikkerhedsloven er beskrevet i afsnit V.

21. Det er fastsat i § 3, stk. 4, at lovens kapitel 9 og §§ 68 og 70 gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter følgende love:

Lov om arbejdsskadesikring

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

Lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Lov om erstatning til besættelsestidens ofre

22. Endelig gælder lovens kapitler 9 og 10 med undtagelse af §§ 57, 60-64, 72 og 73, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser truffet af Sundhedsstyrelsen vedrørende tilbagekaldelser og bortfald af certifikationer m.v. efter § 96 i lov om friplejeboliger. Det er fastsat i den nævnte bestemmelse i friplejeboligloven.

23. Det er fastsat i lov om socialtilsyn § 19, at socialtilsynets afgørelser efter lov om socialtilsyn kan påklages til Ankestyrelsen af de tilbud eller myndigheder, der er adressater for socialtilsynets afgørelser, efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Regler, der gælder for Ankestyrelsens klagesagsbehandling på det familieretlige område

24. Når Ankestyrelsen som klageinstans og i visse situationer som 1. instans behandler sager på det familieretlige område, gælder retssikkerhedslovens §§ 68 og 70 samt kapitel 9 ved klagesagens behandling. Det er fastsat i de enkelte familieretlige love, jf. § 29 d i adoptionsloven, § 35 i børneloven, § 41 a, i forældreansvarsloven, § 21 i lov om børns forsørgelse, § 33 i lov om opkrævning af underholdsbidrag, § 52 a i lov om ægteskabets retsvirkninger, § 58 e i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, § 21 i navneloven og, § 56 a i udlændingeloven.

Regler, der gælder for Ankestyrelsens og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af klager på beskæftigelsesområdet efter retssikkerhedslovens kapitel 9 a

Retssikkerhedsbekendtgørelsen
§ 4. Lovens kapitler 1-7, 11 og 12 samt de bestemmelser, der er nævnt i lovens § 59 a, stk. 6, og denne bekendtgørelses kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. lovens § 59 a, træffer afgørelse efter de love, der er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4-6, og 10-13og § 2, nr. 10 og 11 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. De bestemmelser, der er nævnt i lovens § 59 b, stk. 10, samt denne bekendtgørelses § 10, stk. 2 og 3, og § 19 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg træffer afgørelser efter lovens § 59 b.
Stk. 3. De bestemmelser, der er nævnt i lovens § 59 a, stk. 6, lovens kapitel 11, samt denne bekendtgørelses kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler og afgør sager efter § 53, stk. 2, 1. pkt. i lov om integration af udlændinge i Danmark og efter § 19, stk. 2, i lov om børnepasningsorlov.

25. Regler om retssikkerhedslovens anvendelsesområde for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4. Reglerne gælder også, når Ankestyrelsen uden medvirken af beskikkede medlemmer træffer afgørelse på de lovområder, hvor en klage efter loven kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. lovens § 59 a, stk. 1.

Lovens kapitler 1-7, 11 og 12 samt § 50, stk. 4, § 51, stk. 3. § 52 a, stk. 4, §§ 57, 59, 60 og 66-70, § 71, stk. 1, § 72, stk. 1 og 7, og § 74 samt bekendtgørelsens kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af kommunen efter lovens § 59 a vedrørende sager efter følgende love:

Pensionsloven

Førtidspensionsloven (gammel)

Sygedagpengeloven

Aktivloven

Beskæftigelsesindsatsloven

Lov om seniorjob

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Lov om kontantydelse

Lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret

Reglerne gælder endvidere når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af Udbetaling Danmark efter

Lov om fleksydelse

Lov om delpension

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 1.

26. Når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af kommunerne efter integrationsloven og efter § 19, stk. 2, i lov om børnepasningsorlov gælder alene lovens § 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 52 a, stk. 4, §§ 57, 59, 60 og 66-70, § 71, stk. 1, § 72, stk. 1 og 7, § 74 samt bekendtgørelsens kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7.

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 3.

27. Når Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser efter retssikkerhedslovens § 59 b, gælder lovens § 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 57, nr. 1, § 59, § 67, stk. 2, §§ 68 og 70, § 72, stk. 1 og 7, § 74 samt retssikkerhedsbekendtgørelsens § 12, stk. 2 og 3, §§ 17, 18, 20, § 21, stk. 1, og § 42.

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Det drejer sig om afgørelser truffet af andre end kommunerne og Udbetaling Danmark.

Retssikkerhedslovens anvendelse i Arbejdsmiljøklagenævnet

28. Endelig gælder retssikkerhedslovens § 59 for Arbejdsmiljøklagenævnet, jf. lov om arbejdsmiljø. Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 5.

Ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet

29. Retssikkerhedsloven gælder også, når de sociale myndigheder behandler ansøgninger om sociale ydelser til personer, som bor i udlandet. Det gælder ansøgninger fra personer, som har ret til danske sociale ydelser efter reglerne i EF-forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger, jf. forordning nr. 883/04 eller efter konventioner indgået mellem Danmark og et eller flere andre lande om gensidig ligestilling af hinandens borgere. Forordningen og konventionerne giver i et vist omfang personer med bopæl i udlandet ret til at modtage sociale sikringsydelser fra Danmark. Det gælder social pension, syge- og barselsdagpenge, børnefamilieydelse og børnetilskud samt visse ydelser efter serviceloven. Endvidere er visse ordninger og ydelser efter beskæftigelsesindsatsloven og aktivloven, bl.a. ledighedsydelse, omfattet af forordningen. Den midlertidige ydelse til arbejdsløse, der er blevet godkendt til et fleksjob – ledighedsydelse (lov nr. 455 af 10. juni 1997), er omfattet af forordningens afsnit III, kapitel 6 (arbejdsløshedsydelser). For arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat, finder artikel 64 og 65 anvendelse, når denne medlemsstat har lignende beskæftigelsesordninger for den samme personkategori. Personer bosat i udlandet kan også have ret til erstatning m.v. efter arbejdsskadesikringsloven, værnepligtslovene og lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Personer, der er arbejdstagere i Danmark og har bopæl i et andet EU/EØS-land, har herudover efter EU-forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, samme ret til "sociale fordele", som landets egne borgere.

Personer, der er arbejdstagere i Danmark og har bopæl i et andet EU/EØS-land, har herudover, efter EU-forordning nr. 492/11 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, samme ret til "sociale fordele", som landets egne borgere, jf. forordningens artikel 7, stk. 2.

Også borgere fra andre EU-medlemslande med ophold i Danmark kan have krav på danske sociale sikringsydelser. EF-forordning nr. 883/2004 koordinerer anvendelsen af de sociale sikringsordninger for personer, som flytter inden for EU. En person, som er omfattet af forordningen, har således krav på ligebehandling med borgerne i den stat, hvori de er omfattet af lovgivningen om social sikring. Det drejer sig bl.a. om sager om dagpenge under sygdom og barsel, revalidering, social pension, børnefamilieydelser samt en række tilskud til personer med nedsat funktionsevne. Disse personer har derfor samme rettigheder og pligter som danske statsborgere. Der henvises til den daværende Pensionsstyrelses vejledninger om EF-forordning 883/04, om henholdsvis lovvalg og social sikring, jf. vejledning nr. 9228, 9229 og 9230 af 23. maj 2013.

Sagsbehandlingsregler findes også i de administrative aftaler til konventionerne og i EF-forordning nr. 987/09, som omhandler administrationen af EF-forordning nr. 883/04.

Se også punkt 338-340 om opholdskommune for personer med bopæl i udlandet.

30. Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester af 14. juni 1994 regulerer, i hvilket omfang nordiske statsborgere og andre borgere med bopæl i Danmark og i andre nordiske lande har ret til ydelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik.

Kapitel 3

Ændringer af retssikkerhedsloven

31. Siden Socialministeriets vejledning af 3. oktober 2006 er der indtil 2. januar 2017 vedtaget følgende ændringer af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:

Lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen (trådt i kraft 1. oktober 2011)

Lov nr. 1545 af 20. december 2006 om ændring af lov om sygedagpenge og forskellige andre love (Ændring af regler om forlængelse af sygedagpengeperioden, sygedagpenge til delvis sygemeldte, udvidelse af arbejdsgiverperioden samt konsekvensændringer)

Lov nr. 1584 af 20. december 2006 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om almene boliger m.v. og forskellige andre love (Tekniske rettelser på det sociale område og boligområdet som følge af kommunalreformen m.v.)

Lov nr. 1585 af 20. december 2006 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om psykologer m.v. (Tilpasning af reglerne om tilsyn med løsningen af sociale opgaver til kommunalreformen samt regler om befordringsgodtgørelse i forbindelse med specialrådgivning i VISO m.v.)

Lov nr. 90 af 31. januar 2007 om friplejeboliger

Lov nr. 496 af 6. juni 2007 om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Opfølgning af anbefalinger fra arbejdsskadeudvalgene m.v.)

Lov nr. 543 af 6. juni 2007 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Tilsyn på plejehjem og i plejeboliger m.v.)

Lov nr. 544 af 6. juni 2007 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Pligt til at genvurdere hjælpen til personer, som udsættes af beboelseslejemål)

Lov nr. 546 af 6. juni 2007 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Diæter til medlemmer af ældreråd)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (Dagtilbudsloven)

Lov nr. 323 af 30. april 2008 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om almene boliger m.v. (Indhentelse af økonomiske oplysninger om husstandsmedlemmer og indhentelse af oplysninger om boligsøgende ved anvisninger af ledige almene boliger m.v.)

Lov nr. 286 af 15. april 2009 om ændring af lov om leje af almene boliger, lov om leje og forskellige andre love (Initiativer for at forhindre udsættelser af lejere som følge af manglende betaling af husleje m.v.)

Lov nr. 316 af 28. april 2009 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om social service (Præcisering af kommunens ansvar, diæter, inhabilitet m.v.)

Lov nr. 482 af 12. juni 2009 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Sammenlægning af Arbejdsmarkedets Ankenævn med Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, finansiering af arbejdsløshedsdagpenge, arbejdsløshedskassernes vejledningspligt og tilsyn med kommunerne m.v.)

Lov nr. 483 af 12. juni 2009 om ændring af lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love samt om ophævelse af lov om supplerende aktiveringstilbud til visse ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse (Etablering af et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem m.v.)

Lov nr. 429 af 28. april 2010 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love (Kompetencen til at træffe afgørelse om lovvalg m.v. efter EF-forordning nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger m.v.)

Lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om social service (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde)

Lov nr. 571 af 31. maj 2010 om ændring af integrationsloven og forskellige andre love (Udvidelse af personkredsen, styrket indsats over for ægtefælleforsørgede m.v.)

Lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets reform)

Lov nr. 629 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. (Afbureaukratisering på området for ældre, handicappede m.fl.)

Lov nr. 699 af 25. juni 2010 om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Meddelelsespligt ved længerevarende midlertidigt ophold i lande uden for EU/EØS og Schweiz samt mulighed for øget kontrol med udbetaling af social pension)

Lov nr. 201 af 13. marts 2011 om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v. og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Rammeaftaler m.v.)

Lov nr. 320 af 15. april 2011 om ændring af ferieloven, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Kontrol af arbejdsgiverens indbetaling af uhævede feriepenge, videregivelse af oplysninger fra Feriekonto, afholdelse af ferie i en fritstillingsperiode, forældelsesregler m.v.)

Lov nr. 600 af 14. juni 2011 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., integrationsloven og forskellige andre love (Skærpet kontrol med udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser, sanktioner for uberettiget modtagelse af ydelser under ophold i udlandet m.v.)

Lov nr. 630 af 14. juni 2011 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Bedre vilkår for private leverandører af tilbud efter lov om social service)

Lov nr. 152 af 28. februar 2012 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension samt lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Forenkling af reglerne om optagelse og overflytning samt afskaffelse af kombinationsforsikring og uddannelsesydelse m.v.)

Lov nr. 326 af 11. april 2012 om ændring af forskellige love som følge af etableringen af Udbetaling Danmark og om ophævelse af lov om ændring af regler for statens udbetaling af refusion af kommunernes udgifter i henhold til den sociale pensions- og bistandslovgivning m.v. (Fordeling af myndighedsansvaret mellem kommunerne og Udbetaling Danmark m.v.)

Lov nr. 596 af 18. juni 2012 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (inddragelse af faglige og økonomiske hensyn, fastsættelse af serviceniveauer, refusion for særlig dyre enkeltsager, afregningsfrister og opprioritering af juridisk sagkyndige i de sociale nævn m.v.)

Lov nr. 598 af 18. juni 2012 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Børnerådets fortalervirksomhed)

Lov nr. 1380 af 23. december 2012 om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Reform af førtidspension og fleksjob)

Lov nr. 493 af 21. maj 2013 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og forskellige andre love (Forenkling af klagestrukturen på det sociale og beskæftigelsesmæssige område)

Lov nr. 494 af 21. maj 2013 om ændring af lov om Udbetaling Danmark, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og forskellige andre love (Overførsel af Pensionsstyrelsens opgaver til Udbetaling Danmark)

Lov nr. 495 af 21. maj 2013 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Kriminalpræventive indsatser)

Lov nr. 639 af 12. juni 2013 om ændring af forskellige lovbestemmelser om aktindsigt m.v. (Konsekvensændringer i lyset af lov om offentlighed i forvaltningen og af ændringer i forvaltningsloven og retsplejeloven)

Lov nr. 651 af 12. juni 2013 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om forpligtende kommunale samarbejder (Konsekvensændringer som følge af lov om socialtilsyn m.v.)

Lov nr. 1462 af 17. december 2013 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Mulighed for opretholdelse af anbringelse af unge med funktionsnedsættelse i alderen 18 til 22 år og ændring af reglerne om ansvaret for at sikre supervision og efteruddannelse til plejefamilier mv.)

Lov nr. 722 af 25. juni 2014 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Evaluering af kommunalreformen på det mest specialiserede socialområde samt konsekvens af ressortomlægning)

Lov nr. 1486 af 23. december 2014 om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, et fælles og intensiveret kontaktforløb, uddannelsesløft, styrket rådighed og målretning af virksomhedsrettede tilbud m.v.)

Lov nr. 523 af 29. april 2015 om ændring af lov om Udbetaling Danmark og forskellige andre love (Overførsel af myndighedsområder til Udbetaling Danmark og indførelse af beføjelser til, at Udbetaling Danmark kan foretage registersamkøringer på bl.a. kommunale ydelsesområder m.v.)

Lov nr. 529 af 29. april 2015 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Faglig støtte til netværksplejefamilier m.fl., ændring af afgørelseskompetence i sager om ændring af anbringelsessted samt nedsættelse af alder for samtykke i afgørelser om ændring af anbringelsessted m.v.)

Lov nr. 530 af 29. april 2015 om ændring af adoptionsloven, lov om social service, forældreansvarsloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Lempelse af betingelserne for adoption uden samtykke m.v.)

Lov nr. 994 af 30. august 2015 om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne

Lov nr. 1741 af 22. december 2015 om ændring af forskellige lovbestemmelser om klageadgang og kompetence m.v. på det familieretlige område (Ankestyrelsen som familieretlig klagemyndighed m.v.)

Lov nr. 380 af 27. april 2016 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Betalings- og handlekommune ved ophold i veterantilbud m.v.)

Lov nr. 395 af 02. maj 2016 om ændring af lov om arbejdsskadesikring, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Overførsel af Arbejdsskadestyrelsens opgaver til den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt nedlæggelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring)

Lov nr. 1543 af 13. december 2016 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om voksenansvar for børn og unge (Fremtidsfuldmagter på det sociale område m.v.)

Denne vejledning beskriver retssikkerhedsloven med disse ændringers art:

Lov nr. 549 af 30. maj 2017 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (mellemkommunal refusion ved efterværn)

Kapitel 4

Retssikkerhedslovens formål

§ 1. Formålet med denne lov er at
1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
2) fremhæve kommunalbestyrelsens ansvar for kommunens opgavevaretagelse på det sociale område,
3) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
4) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og
5) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

32. Retssikkerhedsloven indledes med en formålsbestemmelse i § 1. Loven har fem ligestillede formål, som er:

At sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager

At fremhæve kommunens ansvar for kommunens opgavevaretagelse på det sociale område

At fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig, helhedsorienteret hjælp

At forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse

At fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager

33. Retssikkerhedsloven indeholder en række regler om, hvordan myndighederne skal behandle sagerne. Der er lagt vægt på borgernes retssikkerhed, og på at de får mulighed for aktivt at medvirke og få indflydelse, når myndighederne behandler deres sag. Retssikkerhedsloven supplerer de generelle regler for sagsbehandling og offentlig forvaltning, som findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven og den kommunale styrelseslov. Det indebærer, at de generelle regler i disse love gælder, når der ikke findes særlige regler i retssikkerhedsloven. Endvidere supplerer retssikkerhedsloven principperne for god forvaltningsskik, som kan udledes af Folketingets Ombudsmands praksis. Nogle af reglerne i retssikkerhedsloven bygger på principperne om god forvaltningsskik og den almindelige forvaltningsret.

Herudover er strukturen for de sociale myndigheder fastlagt i loven. Den indeholder regler om myndighedernes ansvar, sammensætning samt om statistik og analyse m.v.

Afsnit II

Regler i retssikkerhedsloven om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne

34. Dette afsnit beskriver reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 2 om, hvordan en myndighed skal behandle en social sag i forhold til borgeren. Der er tale om regler om tidsfrister, medvirken, helhedsvurdering m.v. De sociale sagsbehandlingsregler supplerer i et vist omfang de forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven og i offentlighedsloven samt reglerne i persondataloven.

Kapitel 5

Frister for afgørelser

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal på de enkelte sagsområder fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Fristerne skal offentliggøres. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Fastsættelse af frister for sagsbehandlingstiden

35. For borgerne har indholdet i afgørelserne og kvaliteten af ydelserne afgørende betydning. Men for den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på, også stor betydning, herunder at sagsbehandlingen sker hurtigst muligt. Derfor skal kommunen efter § 3, stk. 1, behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt.

36. Kommunen skal desuden efter § 3, stk. 2, fastsætte serviceniveauet for sagsbehandlingstider i kommunen. Kommunen skal

på de enkelte områder fastsætte en generel frist for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet,

give borgeren besked, hvis fristen for at træffe afgørelse i en konkret sag ikke kan overholdes, og

Offentliggøre oplysninger om de frister, der gælder i kommunen.

37. § 3, stk. 2, handler om de tilfælde, hvor en borger har søgt om hjælp, og hvor borgeren derfor har interesse i at få oplyst, hvor lang tid der vil gå, før der foreligger en afgørelse. Reglen er således ikke udformet med henblik på de situationer, hvor forvaltningen uden en ansøgning fra en borger (ikke-ansøgningssager) rejser spørgsmål om, hvorvidt der er behov for hjælp. Det sker f.eks. i visse sager efter servicelovens kapitel 11 om foranstaltninger af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

38. Det fremgår af § 2 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at retssikkerhedslovens § 3 finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver på sine sagsområder.

Fristernes længde

39. Der er ikke i retssikkerhedsloven eller dens forarbejder givet anvisninger på, hvor korte eller hvor lange fristerne kan være. Det er derfor myndighedens opgave at fastsætte fristerne for at træffe afgørelse som led i lokale prioriteringer af, hvordan kommunens samlede ressourcer bedst anvendes. Fristerne kan afhænge af de enkelte sagstyper.

En frist kan dog være for lang i forhold til kravet om, at spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt.

Ankestyrelsens Principafgørelse C-56-03 (W20030993325): Ankestyrelsen fandt - i en sag om støtte til køb af ejerbolig efter servicelovens § 116 - efter en konkret vurdering, at den af kommunen fastsatte sagsbehandlingstid på i alt 20 måneder fra ansøgningstidspunktet var for lang i forhold til retssikkerhedslovens krav om, at spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, hvilken hjælp, der er ret til.

Hvis der i lovgivningen er fastsat en frist for et område, gælder denne frist. F.eks. fastsætter pensionslovens § 21, stk. 1, at kommunen skal træffe afgørelse om førtidspension senest 3 måneder efter tidspunktet for sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension.

Særligt for behandlingen af klagesager indeholder §§ 10-14 og 16 i retssikkerhedsbekendtgørelsen regler om frister for genvurderingen af klagesager.

Hvornår begynder en frist at løbe?

40. Det fremgår af § 3, stk. 2, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor myndigheden har modtaget en ansøgning, og omfatter tiden, indtil afgørelsen er truffet.

Skriftlig besked

41. Hvis myndigheden ikke kan træffe en afgørelse inden for den frist, som myndigheden har fastsat, skal ansøgeren skriftligt have dette at vide, og myndigheden skal oplyse, hvor lang tid borgeren kan forvente, at der vil gå, før myndigheden kan træffe en afgørelse.

Hvis myndigheden ikke kan træffe en afgørelse, f.eks. fordi der mangler visse lægelige oplysninger, kan myndigheden opfylde kravet ved at oplyse borgeren om, at der vil blive truffet afgørelse, når ansøgeren eller myndigheden har fremskaffet de manglende lægelige oplysninger.

I nogle tilfælde kan man forudse, at der skal fremskaffes en del oplysninger, inden sagen er klar til afgørelse. I sådanne tilfælde er det ofte umuligt at sige noget præcist om, hvor lang tid der vil gå, før der kan træffes en afgørelse. Myndigheden kan i disse tilfælde oplyse borgeren om, hvor langt sagen er, og at afgørelsen ikke kan træffes, før oplysningerne er fremskaffet.

Forskellige generelle frister

42. Efter loven er det ikke et krav, at der for hver individuel ansøgning skal træffes en beslutning om, hvad fristen i den konkrete sag skal være.

Det fremgår af lovforarbejderne til bestemmelsen i lovforslag 117 2008/1, at den enkelte kommunalbestyrelse skal fastsætte frister for alle relevante sociale sagsområder, ikke kun for nogle af sagsområderne. Det gælder dog ikke, hvis der i lovgivningen er fastsat en særskilt frist på det pågældende område. I så fald gælder denne frist. En kommunalbestyrelse kan fastsætte en eller flere frister for det enkelte sagsområde og er ikke forpligtet til kun at fastsætte én frist for det enkelte sagsområde. Fristerne skal knyttes til et enkelt sagsområde. Der kan ikke under ét fastsættes én frist for samtlige sociale sagsområder. Der er imidlertid intet til hinder for, at en kommunalbestyrelse kan fastsætte samme sagsbehandlingstid for flere forskellige sagsområder. Det overlades til de enkelte kommunalbestyrelser at inddele afgørelsessager på det sociale område i hensigtsmæssige sagsbehandlingsområder.

Frister kan være længere for typer af sager, som erfaringsmæssigt kræver længere tid, før der kan træffes en afgørelse, og der kan fastsættes kortere frister for sager, som normalt kan afgøres hurtigt. Fristerne bør være realistiske, så de f.eks. svarer til den tid, der i praksis går med at behandle 80-90 procent af sagstypen. Se også punkt 46 om overholdelse af frister.

FOU 2015-10. Overholdelse og revision af sagsbehandlingsfrister
(O20150001070)
Ombudsmanden rejste på eget initiativ en sag over for Socialforvaltningen i Københavns Kommune om forvaltningens overholdelse og revision af de frister som forvaltningen har fastsat efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, for bl.a. sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. og til tandpleje. Det skete på baggrund af en konkret klage, som han havde modtaget over sagsbehandlingstiden i Socialcenter København.
Overholdelsesprocenten for behandlingen af sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling og tandpleje mv. havde igennem længere tid været meget lav. En opgørelse over overholdelsesprocenten for ansøgninger, der blev modtaget i november 2014, viste, at kun 30 pct. af ansøgningerne om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. og kun 49 pct. af ansøgningerne om hjælp til dækning af udgifter til tandpleje blev behandlet inden for den fastsatte frist på seks uger.
Ombudsmanden kritiserede, at procenten for overholdelse af fristen navnlig for sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. fra juni 2014 og frem til november 2014 ikke var forbedret, heller ikke efter Socialforvaltningens iværksættelse af forskellige tiltag i august 2014 med henblik på nedbringelse af sagsbehandlingstiderne.
Ombudsmanden kritiserede også, at Socialforvaltningen først den 17. december 2014 – efter at han havde rejst sagen – havde fremsat forslag til justering af fristen for behandling af sager om tandbehandling. I den forbindelse udtalte han bl.a., at formålet med retssikkerhedslovens krav om fastsættelse af generelle frister er, at borgerne skal kunne vide, hvilket niveau de kan forvente med hensyn til sagsbehandlingstid, at fristerne skal være realistiske, og at der derfor må gælde en forpligtelse til at revidere fristerne, når det viser sig, at kommunen – eventuelt efter ændring af arbejdsrutiner og arbejdsgange − ikke over en vis periode kan få rettet op på overholdelsesprocenten.

Standardiseret skriftlig information

43. Kommunerne kan benytte standardiserede skriftlige informationer. Som eksempel kan nævnes ansøgning om plads i en plejebolig eller en ældrebolig. I disse sager er det sædvanligvis sådan, at kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender ved anvisning til disse boformer.

Kommunen kan i sådanne tilfælde opfylde sin pligt efter § 3 ved, når ansøgningen modtages, straks at give ansøgeren en generel skriftlig information om kommunens kriterier for at anvise til disse boformer og oplyse om, hvorledes proceduren i almindelighed er med hensyn til at få de nødvendige oplysninger. Kommunen kan endvidere oplyse om, hvor lang tid der normalt går, inden den har de nødvendige oplysninger til at kunne tage stilling til ansøgningen. Individuel formidling af frister til ansøger fratager ikke kommunen for kravet om, at fristerne på samtlige sagsområder skal offentliggøres generelt over for borgerne.

Fristerne skal offentliggøres

44. Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvordan fristerne skal offentliggøres. Det er således overladt til kommunen at beslutte, hvordan offentliggørelsen skal ske. Det fremgår dog af lovforarbejderne til den seneste ændring af bestemmelsen, jf. lovforslag 117 2008/1, at det forudsættes, at offentliggørelsen sker på en måde, der er sædvanlig i kommunen, og således, at de borgere, som de enkelte sagsbehandlingsfrister må forventes at interessere, har gode forudsætninger for at gøre sig bekendt med fristerne.

Kommunale frister kan f.eks. hensigtsmæssigt offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Udbetaling Danmark offentliggør frister på borger.dk.

Frister for afgørelser og ikke for faktisk forvaltningsvirksomhed

45. Reglen i § 3, stk. 2, gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens behandling vil munde ud i en afgørelse. § 3, stk. 2, gælder ikke ved beslutninger, der træffes som led i faktisk forvaltningsvirksomhed. Ved faktisk forvaltningsvirksomhed forstås den faktiske gennemførelse af myndighedens opgaver efter den sociale lovgivning. Det er f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde og giver hjælp til en borger (se punkt 237).

Sanktioner

46. Der er ikke i retssikkerhedsloven fastsat særlige regler om sanktioner, hvis en myndighed overtræder § 3. Ankestyrelsen kan i forbindelse med behandling af en klage over en afgørelse påse, om der er fastsat en frist for sagstypen, og om ansøgeren har fået sin afgørelse inden for den fastsatte frist, eller har fået skriftlig besked, hvis fristen ikke er overholdt.

Ankestyrelsens principafgørelse 49-16 (W20160985325):
Ankestyrelsen kan behandle en konkret klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Kommunen skal på de enkelte sagsområder offentliggøre frister for, hvor lang tid sagsbehandlingen må tage. Hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes, skal borgeren have besked.
Ankestyrelsen kan behandle en klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister, men først når der er truffet afgørelse i den konkrete sag. Der kan klages over den manglende overholdelse af sagsbehandlingsfristen, selv om der ikke klages over afgørelsen i den konkrete sag. Klagen skal indgives inden for klagefristen for denne afgørelse.
Borgeren kan således begrænse sin klage til alene at vedrøre manglende overholdelse af den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist. Ankestyrelsen kan almindeligvis tage stilling til alle dele af en sag, selv om der ikke er klaget herover. Ankestyrelsen vil dog normalt respektere borgerens klageafgrænsning.
Ankestyrelsen kan alene efterprøve, om der er offentliggjort en frist, og om borgeren har fået rettidig besked, hvis fristen ikke kan overholdes i den konkrete sag.
Ankestyrelsen kan ikke behandle klager over manglende overholdelse af retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, det såkaldte ”hurtighedsprincip”. Princippet vil indgå i vurderingen af, om sagsbehandlingstiden har været så uforholdsmæssig lang, at der er tale om passivitet, som kan sidestilles med et afslag.
Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over længden af de offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Ankestyrelsen behandler klager over konkrete afgørelser. Det er Statsforvaltningen*, der fører det almindelige tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
*Det kommunale tilsyns 1. instans er fra 1. april 2017 overført fra Statsforvaltningen til Ankestyrelsen.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til den oprindelige bestemmelse (Lovforslag 228 1996/1) at hvis administrationen i større omfang i det daglige ikke lever op til de frister, som kommunalbestyrelsen har fastsat, og hvis kommunen undlader at justere arbejdsrutiner og arbejdsgange eller at fastsætte en ny frist, som forvaltningen har realistiske muligheder for at overholde, kan der efter omstændighederne være tale om lovbrud. Se også punkt 42 udtalelse fra ombudsmanden om overholdelse af frister.

Videre fremgår af bemærkningerne, at de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder derfor vil kunne gå ind i en bedømmelse af en overtrædelse af bestemmelsen. Se kapitel 43 om de kommunale tilsynsmyndigheder.

Udbetaling Danmark

47. Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med, at Udbetaling Danmark fastsætter frister for sagsbehandlingen i Udbetaling Danmark på de områder, hvor reglerne om frister i retssikkerhedsloven finder tilsvarende anvendelse. Se kapitel 44 om tilsyn med Udbetaling Danmark.

Kapitel 6

Borgeren skal medvirke

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunalbestyrelsen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

48. § 4 lovfæster princippet om, at den, som skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Det præciseres også, at kommunerne skal tilrettelægge deres arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke. Se kapitel 14 om borgerens medvirken til sagens oplysning. Manglende adgang til medvirken kan føre til en afgørelses ugyldighed.

Det fremgår af § 2 i lov om Udbetaling Danmark og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen at retssikkerhedslovens § 4 finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver vedrørende en række sociale ydelser m.v.

I forhold til Udbetaling Danmarks sagsbehandling har bestemmelsen primært betydning i forhold til at sikre, at borgeren bliver oplyst om, hvilke oplysninger borgeren eventuelt selv skal hjælpe med at fremskaffe til brug for sin sag, retten til at få hjælp af en bisidder, til at klage og til at få aktindsigt i sagen. Bestemmelsen indebærer herudover, at borgere, der henvender sig telefonisk med spørgsmål om, hvor der kan findes digitale vejledninger eller om anvendelse af digitale selvbetjeningsløsninger, skal have den fornødne hjælp og vejledning.

Ankestyrelsens principafgørelse R-4-07 (W20071121125): En kommune havde truffet en afgørelse om standsning af personlig hjælperordning uden at inddrage borgeren i det omfang, kommunen havde stillet ham i udsigt. Ankestyrelsen fandt, at borgeren mod berettiget forventning ikke var blevet hørt i tilstrækkeligt omfang, inden kommunen gav afslag på hjælperordningen.
Da det ikke kunne udelukkes, at den manglende borgerinddragelse havde haft betydning for afgørelsens resultat, var nævnets (det sociale nævns) afgørelse (der stadfæstede kommunens afgørelse) ugyldig.

Borgerens medvirken må ikke føre til selvinkriminering

49. Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, skal myndigheden vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at oplyse om forhold, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det fremgår af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Se også punkt 187.

FOU 2015-13 (O20150001370): Retten til ikke at inkriminere sig selv: Et socialtilsyn havde truffet afgørelse om at sætte et privat bosted under skærpet tilsyn. Socialtilsynet udstedte samtidig et påbud til den daglige leder om, at han ikke måtte have kontakt til de anbragte børn. Begrundelsen var, at socialtilsynet havde mistanke om, at den daglige leder havde været voldelig over for de anbragte børn. Socialtilsynet anmeldte også den daglige leder til politiet.
Bestyrelsen for det private bosted opfordrede socialtilsynet til at invitere den daglige leder til et møde om sagen, og den opfordring fulgte socialtilsynet. Mødet fandt sted, mens politiet stadig efterforskede den anmeldte sag. Lederen mødte op og begyndte af sig selv at fortælle om de forhold, som han var politianmeldt for. Lederens advokat klagede senere til socialtilsynet og dernæst til ombudsmanden over, at lederen ikke var blevet vejledt af socialtilsynet om, at han ikke havde pligt til at oplyse om de forhold, som han var politianmeldt for.
Ombudsmanden gav lederen ret i klagen og fandt således, at socialtilsynet havde tilsidesat § 10, stk. 3 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Lokale beslutninger

50. Det er ikke i loven eller dens forarbejder angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken skal udmøntes i praksis. Det er myndigheden, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan administrationen bedst kan indrettes, således at borgerne kan inddrages aktivt. Borgerens medindflydelse har forskellige facetter, som beskrives i de følgende punkter. Herudover kan pligt til at inddrage borgeren følge af andre forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring i forvaltningslovens § 19.

Borgerens eget ansvar

51. Det fremgår af forarbejderne til retssikkerhedsloven, jf. lovforslag 228 1996/1, at borgeren har det primære ansvar for sin egen situation. I mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, kan det være vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

God dialog øger forståelsen

52. Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Også dette fremgår af lovens forarbejder. Når borgeren ved, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er afgørelsen lettere at forstå og acceptere for borgeren. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede og dokumenterede faglige vurderinger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed.

Klar formidling af borgerens rettigheder

53. Borgeren skal desuden kende sine rettigheder og pligter for at kunne tage ansvar og gøre sin medindflydelse på sagsbehandlingen gældende. Det gælder både rettigheder og pligter i forhold til det problem, der har fået borgeren til at henvende sig i forvaltningen, og de regler, der gælder for sagsbehandlingen. Sagsbehandlingsregler er f.eks. regler om aktindsigt, oplysningspligt, partshøring, bisidder og partsrepræsentation samt klagemuligheder. Det er sagsbehandlerens opgave at formidle dette klart til borgeren. Det er også vigtigt, at der er klarhed om rollerne, herunder sagsbehandlerens rolle som myndighedsperson.

Det er myndighedens opgave at sikre sig, at borgeren får mulighed for at medvirke i behandlingen af sin sag.

Ankestyrelsens principafgørelse A-9-08 (W20081088025): En kommune burde have sikret sig, at der var nogen til at hjælpe en 18-årig kontanthjælpsansøger, der var på specialskole, med at læse og besvare kommunens henvendelser. Ansøgeren havde fået afslag på kontanthjælp på grund af manglende aflevering af nødvendig dokumentation og manglende underskrifter på diverse dokumenter.
Kommunen var forpligtet til at give den nødvendige vejledning og rådgivning samt at oplyse sagen i et sådant omfang, at der kunne træffes en korrekt afgørelse.

Tolkebistand

54. Forvaltningslovens § 7, som fastsætter, at myndighederne i fornødent omfang har pligt til at give vejledning, indebærer også pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Østre Landsret har i en dom af 21. maj 2001 erklæret sig enig med det daværende Socialministerium i, at tilbud om tolkebistand bør suppleres med en konkret individuel vurdering af behovet for oversættelse i den enkelte sag. Ved vurderingen skal der tages hensyn til den enkelte parts muligheder og forudsætninger i øvrigt for at sætte sig ind i sagens akter bl.a. i samarbejde med tolk og eventuelt advokat.

Myndigheden har også pligt til at sørge for, at en person, som har et høre-, syns- eller talehandicap, vederlagsfrit får mulighed for tolkebistand. Se lov om tolkning til personer med hørehandicap.

For statsborgere fra de øvrige nordiske lande følger det i øvrigt af artikel 5 i Nordisk Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, at disse personer ved skriftlige henvendelser til en myndighed har ret til at anvende nordiske sprog. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov for det, får fornøden tolke- og oversættelseshjælp.

55. Det vil som hovedregel være kommunens eller Udbetaling Danmarks ansvar at sørge for oversættelse af skriftlige sagsakter, da disse myndigheder oftest er første instans. Klageinstanserne skal dog også være opmærksomme på, om der er behov for oversættelse af breve til borgeren og af nye akter. Se punkt 477 om statsrefusion af udgifter til tolkebistand.

Tillid til sagsbehandleren

56. Borgeren kommer ofte i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som han eller hun skal etablere et samspil med. De personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de mere omfattende og alvorlige sager.

Det er anført i lovforarbejderne til retssikkerhedsloven, jf. lovforslag 228 1996/1, at kommunen bør være opmærksom på disse forhold, og at myndighederne derfor, når det er muligt, og borgerens ønske er velbegrundet, bør være imødekommende overfor en anmodning om at få en anden sagsbehandler.

Forekommer det, at en sagsbehandler er inhabil, må den pågældende ikke medvirke ved behandlingen af sagen, og myndigheden har i så fald pligt til at lade en anden sagsbehandler behandle sagen. Det fremgår af forvaltningslovens § 3.

Bisidder, partsrepræsentant og værge

57. En borger, der ønsker det, har efter forvaltningslovens § 8 ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre, når forvaltningen behandler sagen. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed, jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (og se punkt 179 om bisidder ved sagens oplysning). Endvidere henvises til servicelovens § 48 a og vejledning om særlig støtte til børn unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven) om børns mulighed for at få en bisidder, herunder en professionel bisidder fra Børns Vilkår.

58. I forbindelse med ansøgninger om personlig og praktisk hjælp og madservice, jf. servicelovens § 83, stk. 1, kan kommunen - som led i samarbejdet med frivillige - udpege frivillige bisiddere. Det kan være et tilbud til borgere, som ikke har pårørende eller andre, der kan deltage i samtalen med kommunen. En sådan ordning udformes efter høring af kommunens ældreråd, som skal høres i alle forslag vedrørende ældre, medmindre andet er aftalt.

I forbindelse med frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp, skal den kommunale myndighed være opmærksom på, om modtageren af hjælpen er i stand til selv at vælge leverandør eller har svært ved at overskue konsekvenserne af et valg.

I forhold til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, er kommunen efter § 82, stk. 1, i serviceloven forpligtet til at yde hjælp. Kommunen skal efter § 82, stk. 2, i serviceloven, påse, om der er pårørende eller andre, herunder en værge eller en fremtidsfuldmægtig, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Er der tale om en person med nedsat psykisk funktionsevne, der ikke er i stand til at give informeret samtykke, kan den pårørende kun samtykke på vegne af den pågældende, hvis han eller hun er udpeget som værge eller fremtidsfuldmægtig (se punkt 59- 61). Der henvises desuden til vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper (Vejledning nr. 8 til serviceloven), bl.a. om bisiddere og om samtykkebegrebet. En række helt dagligdags spørgsmål for borgere, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp kræver dog ikke en værges medvirken.

Ankestyrelsen har i principafgørelse137-10 (beskrevet under punkt 248) truffet afgørelse om adgang for en plejefamilie til at klage for en ung mand, da kommunen havde tilsidesat væsentlige retssikkerhedsmæssige forskrifter ved ikke at have udpeget en værge.

Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung under 18 år, er kommunen efter servicelovens § 57 forpligtet til i fornødent omfang at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Statsforvaltningen træffer afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden og samtidig bliver værge for barnet eller den unge. Der henvises til vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven). Kommunen er endvidere forpligtet til at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når Statsforvaltningen anmoder om det til brug for en sag efter forældreansvarslovens § 15, hvor den ene af et barns forældremyndighedsindehavere har forvoldt den andens forældremyndighedsindehavers død.

59. Serviceloven har en række regler, der specifikt fastsætter, at borgerne skal inddrages. F.eks. fastsætter servicelovens § 141, at når der ydes hjælp efter lovens afsnit V til voksne under folkepensionsalderen med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen tilbyde at udarbejde en skriftlig handleplan. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. Et andet eksempel er, at kommunernes afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje efter kapitel 16 i serviceloven skal meddeles i skriftlig form, jf. servicelovens § 89, dog med undtagelse af afgørelser om mindre, begunstigende justeringer i hjælpen, hvor kommunen kan undlade at fremsende en ny skriftlig oplysning herom til borgeren. Se vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven (Vejledning nr. 2 til serviceloven).

I sager om svage borgere er det vigtigt at være opmærksom på, at der skal medvirke en værge eller en fremtidsfuldmægtig, hvis den pågældende på grund af alvorligt svækket helbred ikke selv er i stand til at varetage sine egne interesser, og borgerens egen medvirken kræves efter loven (se nærmere punkt 60 og 61). Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan i disse tilfælde kun handle for en borger, der ikke selv er i stand til det, hvis familiemedlemmet er værge eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende. Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan herunder kun klage på vegne af en borger, der på grund af alvorligt svækket helbred ikke selv er i stand til at varetage sine interesser, hvis familiemedlemmet er værge eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende. Om klageberettigede se kapitel 23.

Det vil også være nødvendigt at en værge eller fremtidsfuldmægtig varetager en svag borgers rettigheder i forhold til sagsbehandlingen, når borgerens medvirken kræves. En værge eller fremtidsfuldmægtig skal således give samtykke efter retssikkerhedslovens § 11 a, hvis en myndighed skal indhente oplysninger, og borgeren ikke selv kan give gyldigt samtykke (se nærmere punkt 118). En værge eller fremtidsfuldmægtig skal også medvirke, hvis f.eks. en borger med svær demens skal underskrive en lejeaftale eller en erklæring om hæftelse i forbindelse med en ansøgning om boligstøtte.

Såvel myndigheder som de nærmeste kan tage initiativ til iværksættelse af værgemål (se om værgemål nærmere punkt 60 og om fremtidsfuldmagt se punkt 61).

Anmodning om værgemål

60. Statsforvaltningen træffer afgørelse om værgemål. Afgørelser om værgemål træffes efter anmodning.

Anmodning kan indgives af:

Den pågældende selv

Ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste

En værge (hvis der allerede er et værgemål, der skal ændres)

Kommunen

Regionsrådet

Politidirektøren

Der er tre betingelser, der alle skal være opfyldt, før Statsforvaltningen kan iværksætte værgemål:

Den pågældende skal være ude af stand til at varetage sine anliggender

Den pågældende skal opfylde et medicinsk kriterium, som enten er sindssygdom, svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, f.eks. i form af hjerneblødninger, hjernesvind eller andre former for hjerneskade

Der skal være behov for værgemålet

Hvis en kommune vurderer, at der er behov for en værge til at varetage en borgers interesser, kan kommunen altså indgive anmodning om personligt værgemål. Er der familiemedlemmer eller andre nærtstående, bør anmodningen så vidt muligt indgives i samarbejde med disse.

Der vil være en vis sagsbehandlingstid i Statsforvaltningen. Anmodning om iværksættelse af værgemål kan indgives, også før der er et helt aktuelt behov for en værges medvirken, når det er klart, at borgeren er ude af stand til at varetage sine anliggender på grund af svækket helbred, og når det er klart, at der vil være et behov for en værge, f.eks. til at afgive samtykke efter retssikkerhedsloven som en nødvendig forudsætning for, at der kan ydes den nødvendige hjælp til borgeren.

Et værgemål kan begrænses til at angå enkelte personlige forhold. Det enkelte værgemål skal afpasses efter de konkrete behov hos den borger, som sagen drejer sig om. Værgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt.

I anmodningen til Statsforvaltningen skal derfor beskrives, hvilke opgaver der vil være behov for, at værgen skal varetage. Anmodningen bør udformes, så den kommer til at omfatte også de fremtidige situationer, hvor der vil være behov for en værge. Det kan f.eks. være indgåelse af lejeaftale eller andre aftaler, afgivelse af hæftelseserklæring i forbindelse med ansøgning om boligstøtte, fremtidigt samtykke til indhentning af oplysninger eller ved partshøring. En række helt dagligdags spørgsmål for borgere, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp, ligger uden for det personlige værgemål og kræver ikke en værges medvirken.

Anmodning kan indsendes på et standardskema, der bl.a. kan findes på Statsforvaltningens hjemmeside www.statsforvaltningen.dk. For at fremme sagens behandling bør relevante bilag fra den kommunale forvaltning vedlægges anmodningen. Kommunerne skal endvidere meddele Statsforvaltningen, hvilke personer i kommunen der har kompetence til at rejse sager om værgemål.

Det er Statsforvaltningen, der beslutter, hvem der skal være værge. Er der slægtninge, vil et familiemedlem ofte blive beskikket som værge.

Beskikkes en nærtstående som værge, får værgen som udgangspunkt ikke vederlag. Beskikkes en professionel værge, får værgen et vederlag. Vederlaget betales som udgangspunkt af den, der har fået beskikket værgen. Vederlaget fastsættes på grundlag af arbejdets omfang og værgemålets karakter (se også punkt 118 og 180).

Reglerne om værgemål er fastsat i værgemålsloven. Der er fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om behandling af værgemål og værgesager samt om faste værger og værgens vederlag m.v. (sagsbehandlingsbekendtgørelse).

Fremtidsfuldmagt

61. Som et selvvalgt privatretligt alternativ til et værgemål, kan enhver borger, der er fyldt 18 år, og som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, oprette en fremtidsfuldmagt. Fremtidsfuldmagten giver fuldmagtsgiveren mulighed for selv at udpege en eller flere fremtidige repræsentanter (fremtidsfuldmægtige) til at varetage økonomiske og personlige forhold, hvis fuldmagtsgiveren på et tidspunkt ikke længere selv har evne hertil som følge af sygdom, svækket mental funktion eller lignende.

Der kan udpeges en eller flere fremtidsfuldmægtige og subsidiære fuldmægtige. De subsidiære fuldmægtige kan træde i funktion, hvis den (primære) fremtidsfuldmægtig bliver forhindret.

En fremtidsfuldmagt, der ikke er sat i kraft, kan tilbagekaldes eller ændres af fuldmagtsgiveren, hvis denne er i stand til at forstå betydningen heraf.

En fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft, ophører, hvis fuldmagtsgiveren kommer under værgemål. Dette gælder dog ikke, hvis værgemålet angår bestemte forhold, der ikke er omfattet af fremtidsfuldmagten, eller som den, der har fremtidsfuldmagt, er afskåret fra at varetage. En fremtidsfuldmagt ophører desuden ved fuldmagtsgiverens død.

Den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i personlige forhold, repræsenteres inden for fuldmagtens område af fremtidsfuldmægtigen i forhold til offentlige myndigheder og private, når disse udfører opgaver for det offentlige.

Den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet over for tredjemand ved fremtidsfuldmægtigens handlinger i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens område.

En fremtidsfuldmagt oprettes digitalt i Fremtidsfuldmagtsregistret. For at sikre at fuldmagtsgiveren fornuftsmæssigt er i stand til at oprette fuldmagt, og at vedkommende ikke er undergivet et direkte pres eller tvang til at meddele fuldmagt, skal fremtidsfuldmagten endvidere vedkendes for en notar.

Fremtidsfuldmagten sættes i kraft af Statsforvaltningen efter anmodning fra fremtidsfuldmægtigen eller fuldmagtsgiveren. Afgørelser om ikraftsættelse tinglyses herefter i Personbogen, således at fremtidsfuldmægtigen over for tredjemand bliver klart legitimeret til at handle på fuldmagtsgiverens vegne.

Statsforvaltningen fører tilsyn med fremtidsfuldmægtigen.

Reglerne om fremtidsfuldmagter er fastsat i lov om fremtidsfuldmagter.

Kapitel 7

Helhedsvurdering

§ 5. Kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Alle muligheder skal tages i betragtning

62. Baggrunden for § 5 er, at det har stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Kommunen skal også se på, om der er andre muligheder for at løse borgerens behov for hjælp.

I det konkrete tilfælde vil det afhænge af situationen og den hjælp, som ansøgeren beder om, hvordan sagen skal behandles.

Hvis en borger f.eks. søger om støtte til et hjælpemiddel, skal myndigheden undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælpemidlet. Dette vil være tilstrækkeligt, hvis der ikke er andre problemer.

Det fremgår af lovforarbejderne til retssikkerhedsloven, jf. lovforslag 228 1996/1, at der vil kunne klages over kommunens afgørelse om, at en ansøger skal have en anden hjælp end den hjælp, der konkret er søgt om. Ankemyndigheden vil kunne vurdere afgørelsen og dermed klagen ud fra den samlede lovgivning på samme måde, som kommunen kan anvende hele lovgivningen.

Ankestyrelsens principafgørelse 83-15 (W20151113425):
Ansøgning om ressourceforløb
Når borgeren søger om en bestemt form for hjælp, f.eks. et ressourceforløb, skal kommunen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede situation, herunder borgerens helbredsmæssige-, sociale og arbejdsmæssige forhold vurdere, om og i givet fald hvilken indsats der skal iværksættes.
Kommunen skal træffe afgørelse om retten til hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.
Kommunen skal se borgerens ansøgning i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp til forsørgelse og udvikling med henblik på, at borgeren fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet. Kommunen kan ikke afvise at behandle borgerens ansøgning om hjælp med den begrundelse, at borgeren ikke kan ansøge om et ressourceforløb.
Borgeren har ikke krav på, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om ressourceforløb, da der ikke er hjemmel i reglerne om ressourceforløb til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om hjælp. Kommunen skal kun forelægge sagen for rehabiliteringsteamet og behandle sagen med henblik på ressourceforløb i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for et ressourceforløb. Der henvises til principafgørelse 6-14 om forelæggelse for rehabiliteringsteamet og udarbejdelse af rehabiliteringsplan.
Det følger af principperne for god forvaltningsskik, at kommunen skal svare på borgerens spørgsmål og relevante bemærkninger i sagen. I den konkrete sag skulle kommunen derfor i begrundelsen for afgørelsen forholde sig til borgerens anmodning om at få et ressourceforløb.
Et afslag på at behandle sagen med henblik på ressourceforløb vil efter Ankestyrelsens praksis være at betragte som en afgørelse, som borgeren kan klage over. Det fremgår af principafgørelse 64-11, at jobcentrets afslag på at afklare arbejdsevnen måtte anses for en afgørelse, der tilsigtede at have retsvirkning efter sit indhold, det vil sige afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag.
Ankestyrelsens principafgørelse 95-16 (W20161032825): Efter serviceloven skal kommunen tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Borgeren skal kunne efterspørge individuel ledsagelse og kunne give udtryk for – ikke nødvendigvis verbalt – et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter og skal være bevidst om indholdet.
Formålet med ledsageordningen er at medvirke til normalisering og integration i samfundet. Endvidere følger det af servicelovens formålsbestemmelse, at hjælp efter loven skal kunne fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Kommunen skal foretage en konkret vurdering af de ønsker, borgeren har til den selvvalgte aktivitet i forhold til borgerens lokalområde. Hvis borgeren giver udtryk for et ønske om at deltage fx i koncerter og familiebesøg, som er uden for lokalområdet, kan kommunen ikke lægge vægt på, at der i lokalområdet udbydes aktiviteter, som borgeren kan deltage i uden ledsagelse, hvis aktiviteterne ikke svarer til borgerens selvvalgte aktiviteter.
Kommunen skal samtidig inddrage oplysninger om, hvorvidt borgeren reelt kan deltage i den ønskede selvvalgte aktivitet uden hjælp, selvom borgeren selv kan transportere sig derhen. Det er ikke nok, kun at lægge vægt på, at borger enten selv kan komme til og fra aktiviteten eller selv kan deltage i aktiviteten. Kommunen skal derfor foretage en helhedsvurdering af borgerens behov.
I den konkrete sag kunne kommunen ikke henvise til, at borgeren kunne deltage i 2-3 aktiviteter i lokalområdet, da aktiviteterne ikke var selvvalgte. Borgeren ønskede at deltage i kulturelle oplevelser som koncerter eller biografture, som ikke blev udbudt i lokalområdet. Ankestyrelsen ændrede afgørelsen.
Ankestyrelsens principafgørelse 6-14 (W20140906125): En borger kan ikke anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om fleksjob, da kommunen skal se en ansøgning om fleksjob i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal således i det enkelte tilfælde vurdere, om og i givet fald hvilken indsats, der skal iværksættes.
Der er ikke hjemmel i fleksjobreglerne til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om fleksjob.
Kommunen skal vurdere, om der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om fleksjob eller at iværksætte andre initiativer. Kommunen skal kun påbegynde behandling af sag om fleksjob i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for fleksjob.
Et afslag på at påbegynde behandling af sag om fleksjob vil efter Ankestyrelsens praksis være at betragte som en afgørelse, som borgeren kan klage over.
Ankestyrelsens principafgørelse A-6-03 (W20030927625): Ankestyrelsen fandt i en sag, hvor en handicappet borger havde søgt om hjælp til samvær med sit barn, at kommunen, i det omfang der er behov for en personlig hjælper til samvær, skal foretage en helhedsvurdering, herunder vurdere mulighederne for at bevilge hjælpen efter henholdsvis bestemmelsen om hjælp til samvær i lov om aktiv socialpolitik, bestemmelsen om hjemmehjælp i serviceloven, og i det omfang disse bestemmelser ikke finder anvendelse, bestemmelsen om personligt tillæg i pensionsloven.

63. Kommunen skal være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos en anden myndighed. F.eks. kan det være relevant at rådgive om og henvise borgerne til at søge om f.eks. boligstøtte hos Udbetaling Danmark.

Rådgivning

64. Myndighederne skal ikke kun være opmærksomme på mulighederne for hjælp efter den sociale lovgivning. I mange tilfælde er det også relevant at pege på muligheder uden for det sociale system, f.eks. rådgivning og vejledning i Statsforvaltningen i forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer, støttemuligheder efter reglerne om SU, muligheder for retshjælp eller gældssanering samt muligheder for hjælp efter lovgivning, der hører under andre ministeriers områder, f.eks. Undervisningsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet.

Det kan eventuelt også være relevant at henvise til tilbud, der drives af frivillige organisationer.

65. Det er ikke et krav, at myndighederne - og dermed sagsbehandleren - selv skal kunne give råd om alle typer af problemer, men sagsbehandleren skal være opmærksom på andre rådgivningsmuligheder, som borgeren kan henvises til, f.eks. arbejdsløshedskassen, når det drejer sig om reglerne om arbejdsløshedsdagpenge, eller Statsforvaltningen i tilfælde af skilsmisse, separation eller spørgsmål om samvær med børn.

66. Udbetaling Danmark skal efter § 2, stk. 2, i lov om Udbetaling Danmark henvise borgere, som skønnes at have behov for helhedsorienteret vejledning, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller for personlig bistand, til kommunen. Udbetaling Danmark skal efter en konkret vurdering formidle den indledende kontakt til kommunen, hvis Udbetaling Danmark skønner, at borgeren har brug for bistand, jf. § 3, stk. 3, i lov om Udbetaling Danmark.

Efter § 3, stk. 1, skal kommunen yde generel vejledning om alle de muligheder, der findes for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde. Kommunen skal henvise, borgere, der har behov for detaljeret vejledning om kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde, til Udbetaling Danmark. Kommunen skal dog i fornødent omfang yde bistand til borgere, som vurderes at have særlige behov, og som ønsker at søge om, eller som modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud på sagsområder, der varetages af Udbetaling Danmark ved at hjælpe med at udfylde og indgive ansøgninger til Udbetaling Danmark, sørge for, at borgeren kan medvirke ved behandlingen af sin sag hos Udbetaling Danmark, og varetage kontakten til Udbetaling Danmark på borgerens vegne, jf. § 3, stk. 3, i lov om Udbetaling Danmark.

Ankestyrelsens principafgørelse 95-15 (W20151129725):
Kommunernes mangelfulde vejledning eller bistand kan få betydning for Udbetaling Danmarks afgørelser
Opstår der spørgsmål, om en borger har fået tilstrækkelig vejledning eller bistand i kommunen om kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde, skal Udbetaling Danmark tage stilling til betydningen heraf i forbindelse med sagens afgørelse. Dette gælder alle spørgsmål om mangelfuld vejledning eller bistand, dvs. også fra tiden før ydelsesområderne overgik til Udbetaling Danmark.
Udbetaling Danmark skal efter omstændighederne indhente oplysninger fra kommunen og partshøre over oplysningerne for at belyse spørgsmålet.
En borger, der ikke har fået den fornødne vejledning eller bistand i kommunen, skal efter omstændighederne stilles, som om han/hun fra begyndelsen havde modtaget korrekt vejledning og bistand i kommunen, for eksempel ved at modtage hjælp med tilbagevirkende kraft. I sager om tilbagebetaling af ydelser skal det vurderes, om kommunens manglende eller mangelfulde vejledning kan få den betydning, at borgeren ikke skal tilbagebetale ydelserne.
Sager om ret til ydelser
Kommunens manglende eller mangelfulde vejledning og bistand kan efter omstændighederne føre til, at den berørte borger skal stilles, som om kommunen havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning eller bistand, som borgeren havde handlet i overensstemmelse med.
Sager om tilbagebetaling
Kommunens manglende eller mangelfulde vejledning eller bistand kan også få betydning for vurderingen af, om en borger, der uberettiget har modtaget ydelser, også har modtaget ydelserne mod bedre vidende. Hvis der er sket myndighedsfejl ved manglende eller mangelfuld vejledning eller bistand, skal det vurderes, om den uretmæssige udbetaling hovedsagligt må tilskrives myndighedsfejlen, eller om borgeren til trods for den manglende eller mangelfulde vejledning eller bistand burde have vidst, at han/hun ikke var berettiget til ydelsen.
Kommunens generelle vejledningsforpligtelse på Udbetaling Danmarks ydelsesområder
Kommunen er forpligtet til at vejlede generelt om mulighederne for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud, der administreres af Udbetaling Danmark.
Kommunens generelle vejledning skal svare til den vejledning, der findes på borger.dk, hvor de generelle tilkendelseskriterier i de enkelte love bl.a. fremgår. Hvis borgeren har behov for detaljeret vejledning, skal kommunen henvise til Udbetaling Danmark.
Kommunen skal vejlede borgere, som henvender sig ved personligt fremmøde, skriftligt eller telefonisk mv.
En ansøgning til kommunen om en ydelse på det kommunale område, kan efter omstændighederne betyde, at kommunen skal vejlede ansøgeren om mulighederne for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks område.
En borger, der søger om økonomisk fripladstilskud og i ansøgningen angiver at være enlig, skal eksempelvis vejledes om muligheden for at søge om ordinært og ekstra børnetilskud. Hvis kommunen også er bekendt med ansøgerens boligforhold, skal kommunen efter omstændighederne også vejlede om muligheden for at søge om boligstøtte.
Kommunens udvidede forpligtelse til at yde bistand
Kommunen skal sikre, at ikke-digitalt parate borgere og borgere med andre særlige behov får den fornødne hjælp og bistand i kontakten til det offentlige.
Kommunen skal hjælpe ikke-digitalt parate borgere.
Det vil sige borgere, der har vanskeligt ved at anvende digitale selvbetjeningsløsninger, for eksempel digitale ansøgningsblanketter mv.
Kommunen skal bl.a. hjælpe med at anvende de digitale løsninger, der stilles til rådighed, når borgeren henvender sig ved fremmøde i kommunen.
Hvis kommunen vurderer, at borgeren må forventes ikke at kunne anvende digital selvbetjening på Udbetaling Danmarks områder, skal kommunen tilbyde, at en konkret ansøgning eller meddelelse mv. kan indgives på en anden måde end ved digital selvbetjening.
Kommunen kan også træffe afgørelse om, at alle fremtidige ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening.
Borgere, som skal undtages fra kravet om digital selvbetjening, kan eksempelvis være borgere med særlige handicap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse, borgere, der mangler digitale kompetencer, borgere med sprogvanskeligheder, visse socialt udsatte borgere, herunder borgere med psykiske lidelser og hjemløse m.v., hvor hjælp eller medbetjening fra kommunens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning.
Der kan også være tale om borgere, som er fysisk forhindret i at anvende den digitale selvbetjeningsløsning, for eksempel en indsat i fængsel eller institutionsanbragt, som af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform.
Kommunen har herudover pligt til at hjælpe borgere med særlige behov. Kommunen skal hjælpe med at vurdere, hvilke kontante ydelser og økonomiske tilskud borgeren bør søge om i Udbetaling Danmark og hjælpe med at udfylde og indgive ansøgninger til Udbetaling Danmark.
Kommunen skal desuden hjælpe borgeren, mens Udbetaling Danmark behandler sagen og ved efterfølgende spørgsmål. Kommunen skal for eksempel hjælpe med at forklare indholdet i breve fra Udbetaling Danmark og hjælpe med at forstå en partshøring. Kommunen skal også varetage kontakten til Udbetaling Danmark for eksempel i forbindelse med breve, der sendes med årlige efterreguleringer af ydelsen, sager om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud mv.
Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, hvilken hjælp borgeren kan have brug for fra sag til sag. Borgerens egen beskrivelse af behovet for at modtage hjælp skal tillægges en betydelig vægt, når kommunen vurderer, hvilken hjælp borgeren skal modtage.

67. At kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også − hvis det er nødvendigt − skal have tilbudt rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning og vejledning findes også i § 7 i aktivloven og § 10 i serviceloven.

Rådgivning og vejledning kan ydes enten alene eller sammen med anden form for hjælp.

68. Rådgivningsforpligtelsen varierer i forhold til det enkelte område. Folketingets ombudsmand har i FOB 2002 340 udtalt, at § 5 må anses for at indebære, at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område.

Ankestyrelsens principafgørelse C-58-06 (W20061092025): Ankestyrelsen fandt, at kommunen tilsidesatte sin pligt efter serviceloven til at yde familieorienteret rådgivning, da den ikke vejledte moderen til et handicappet barn om samspillet mellem reglerne om barselsorlov og reglerne om tabt arbejdsfortjeneste.
Ankestyrelsens principafgørelse C-44-06 (W20061090825): Kommunens forpligtelse til at vejlede om muligheden for at få hjælp efter serviceloven til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse forudsatte, at kommunen under sin sagsbehandling eller via kontakten med borgeren i øvrigt blev opmærksom på konkrete udgifter, der eventuelt ville kunne dækkes som nødvendige merudgifter som følge af borgerens nedsatte funktionsevne.
En mand, der led af insulinkrævende diabetes, var på denne baggrund ikke berettiget til hjælp med tilbagevirkende kraft til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse som følge af sin lidelse. Kommunen fandtes således ikke forud for mandens ansøgning om hjælp til dækning af merudgifter at have tilsidesat sin vejledningspligt, idet der ikke, således som sagen forelå oplyst, forinden ansøgningen sås at være anført forhold omkring udækkede hjælpebehov.
Ankestyrelsens principafgørelse B-2-02 (W20020927825): En kvinde henvendte sig i forbindelse med en forestående skilsmisse til en kommunes straksekspedition og fik udleveret skemaer til brug for ansøgning om økonomisk friplads i daginstitution. Kvinden indgav ca. 2 år senere ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger. Hun mente, at hun ved den oprindelige henvendelse burde have været vejledt om muligheden for børnetilskud som enlig forsørger. Børnetilskud skulle derfor udbetales med tilbagevirkende kraft. Kommunen fandtes ikke at have tilsidesat sin vejledningsforpligtelse over for kvinden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden ikke forud for ansøgningen om børnetilskud havde haft kontakt til kommunen om sine økonomiske forhold, og at bevilling af hel eller delvis økonomisk friplads i daginstitution ikke var betinget af, at ansøger var enlig forsørger. Der blev også lagt vægt på, at kommunen ved annoncering i lokale dagblade løbende havde vejledt om muligheden for at søge børnetilskud og om betingelserne for at modtage ydelserne.

Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2011 1-3 (O20110010370): Under en sag om afklaring af førtidspension fik en kommune oplyst at en sygemeldt borgers arbejdsgiver var grønlandsk, og at han regnede med at blive afskediget efter 120 sygedage og ikke regnede med at vende tilbage til arbejdsmarkedet. På det tidspunkt modtog borgeren fortsat løn, og udbetalingen af løn fortsatte indtil ansættelsen ophørte. Da den grønlandske arbejdsgiver ikke havde søgt om dagpengerefusion, og da borgeren ikke søgte om udbetaling af sygedagpenge, blev der ikke udbetalt sygedagpenge da udbetalingen af løn ophørte.
Et (daværende) beskæftigelsesankenævn stadfæstede kommunens afgørelse om, at borgeren ikke havde ret til sygedagpenge.
På baggrund af den skærpede vejledningspligt på det sociale område mente ombudsmanden, at kommunen skulle have vejledt borgeren om reglerne om sygedagpenge.
Efter en henstilling fra ombudsmanden genoptog beskæftigelsesankenævnet sagen og traf afgørelse om, at borgeren skulle stilles, som om han var blevet korrekt vejledt.

Forkert eller mangelfuld rådgivning

69. Det kan ske, at der gives forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.

Efter Ankestyrelsens praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at Ankestyrelsen træffer en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Også Folketingets ombudsmand har tilkendegivet, at der gælder en almindelig retsgrundsætning om realudligning, hvorefter den, der har været udsat for vejledningsfejl, i en vis udstrækning har ret til at blive stillet, som om fejlen ikke var begået.

Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2016 24 (O20160002470): Heri anføres bl.a.: ”Ifølge pensionslovens § 33, stk. 1, kan folkepension tildeles, med virkning fra den 1. i måneden efter at der er indgivet ansøgning (og lovens betingelser er opfyldt).
Det antages imidlertid, at der gælder en almindelig retsgrundsætning om realudligning, hvorefter den, der har været udsat for vejledningsfejl, i en vis udstrækning har ret til at blive stillet, som om fejlen ikke var begået, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 168, Folketingets Ombudsmands beretning for 2008, s. 92, Ugeskrift for Retsvæsen 2009.58 Ø, Ugeskrift for Retsvæsen 2014.2315 H forudsætningsvis, Ugeskrift for Retsvæsen 1990.263 Ø samt principafgørelserne 143-11, Y-2-06, C-1-04, O-139-96 og B-1-89. ”
Se også FOU 2011 1-3 gengivet i punkt 68.

Ankestyrelsens principafgørelse 65-10 (W20101024825): Faderen til en førtidspensionist med infantil autisme og uden sprog søgte på sønnens vegne om dækning af merudgifter. Oplysninger om konkrete udgifter fremført på et handlemøde med repræsentanter fra den kommunale forvaltning flere år tidligere burde have givet kommunen anledning til at vejlede om mulighederne for eventuelt at få støtte efter reglerne i serviceloven om merudgifter. Ansøger skulle stilles, som havde han ansøgt på dette tidspunkt.
Ankestyrelsens principafgørelse 11-10 (W20101019925): En borger, der kunne have fået folkepension fra den 1. maj 2005, søgte om opsat pension i marts 2008. Ansøgning om opsat pension skulle have været indgivet samtidig med eller senere end ansøgningen om folkepension for at kunne få forhøjet pension på grund af udsættelse af overgangen til folkepension.
Borgeren skulle stilles, som om han havde ansøgt om opsat pension fra den 1. maj 2005, fordi kommunen ikke kunne dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre, at den havde sendt ham en fyldestgørende orientering om muligheden for at opsætte pensionen i rimelig tid inden han nåede folkepensionsalderen.
Ankestyrelsens principafgørelse 247-09 (W20091078125): En ansøgning om opsat pension måtte anses for at være indgivet ved reglens ikrafttræden, da kommunen på det tidspunkt havde haft konkret anledning til at rådgive ansøger om, at han kunne søge om at få folkepensionen opsat.
Ansøger havde siden juni 2003 fået afslag på folkepension på grund af arbejdsindtægten. Omkring tidspunktet for at reglen om opsat pension blev indført, fik han igen afslag på folkepension uden at kommunen oplyste ham om den nye regel. I denne konkrete situation vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt.
Ankestyrelsens principafgørelse 183-09 (W20091072125): Kommunen havde givet forkert vejledning før og under revalidering. Kommunen skulle derfor rette op på fejlen og beregne, hvilket løntilskud ansøger ville have været berettiget til.
Ansøger var berettiget til hjælp i form af tilskud op til fagets mindsteløn under uddannelse til teknisk designer.
Ankestyrelsens principafgørelse C-13-04 (W20041010025): Ankestyrelsen fandt, at en mors ansøgning om ansættelse til pasning af en alvorligt syg datter i hjemmet ikke kunne afslås med, at moderen tidligere i en periode havde været ansat til pasning af datteren, således at hun ikke havde ret til en ny ansættelsesperiode.
Ankestyrelsen henviste til, at der kan bevilges ansættelse til pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom i hjemmet i en sammenhængende periode på op til seks måneder, men at ansættelsesperioden efter ønske fra ansøgeren kan opdeles i to perioder, hvis det er aftalt ved begyndelsen af ansættelsesforholdet.
Muligheden for at opdele ansættelsesperioden i to perioder forudsætter imidlertid, at ansøgeren er tilstrækkeligt vejledt herom inden ansættelsesforholdet indgås.
Ankestyrelsen fandt, at kommunens vejledning ved den første ansættelse havde været så mangelfuld, at moderen skulle stilles som om hun fra begyndelsen havde fået fyldestgørende vejledning om betingelserne for opdeling af ansættelsesperioden samt konsekvensen af en ansættelsesperiode på mindre end seks måneder.
Moderens ansøgning om yderligere ansættelse til pasning af datteren i hjemmet blev derfor hjemvist til ny behandling i kommunen.
Ankestyrelsens principafgørelse P-7-02 (W20020972125): En pensionist, der modtog medicinhjælp, flyttede til en anden kommune. Først efter 9 måneder søgte hun om medicintilskud i tilflytningskommunen, men anmodede om hjælpen med tilbagevirkende kraft for medicin, hun havde modtaget siden flytningen til kommunen.
Ankestyrelsen lagde til grund, at det faste forvaltningsretlige grundprincip om, at der skal søges om hjælp, før behandlingen/udgiften iværksættes, også gælder ved en pensionists flytning til en ny kommune. Der er herved lagt vægt på, at personligt tillæg afhænger af en konkret individuel vurdering i bopælskommunen og ikke ydes på samme måde som sociale sikringsydelser efter generelle kriterier, der er fastlagt i loven.
Det må afhænge af en nærmere konkret vurdering af det enkelte tilfælde, om der har foreligget en vejledningspligt, der har været tilsidesat. Der må bl.a. tages hensyn til, i hvilket omfang ansøger allerede har modtaget vejledning i fraflytningskommunen.
Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde, at tilflytningskommunen burde have vejledt ansøgeren om nødvendigheden af at indgive ny ansøgning. Der er lagt vægt på, at det fremgik af pensionssagen, at ansøgeren modtog medicinhjælp, at kommunen ved udbetaling af de øvrige beløb måtte kunne påregne, at ansøgeren ikke fandt anledning til at henvende sig til kommunen, at der ikke forelå oplysning om, at fraflytningskommunen havde orienteret ansøgeren om, at medicinkort kun var bevilget under ansøgerens bopæl i den pågældende kommune, at der ikke var oplysning om ændringer i ansøgerens situation udover flytningen, og at kommunen umiddelbart på det foreliggende grundlag fandt ansøgeren berettiget til medicinkort.
Den manglende vejledning medførte, at ansøgeren blev stillet, som om der var givet korrekt vejledning og ansøgt om tilskud i forlængelse heraf.
Se også principafgørelse 95-15 gengivet i punkt 66, om at kommunernes mangelfulde vejledning eller bistand kan få betydning for Udbetaling Danmarks afgørelser.

70. Myndigheden eller sagsbehandleren kan pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder bl.a., at der skal være et ansvarsgrundlag (culpa). Det vil sige, at myndigheden og sagsbehandleren skal kunne bebrejdes den fejlagtige rådgivning. Hvad der skal til, for at der er et ansvarsgrundlag, må udledes af domspraksis. Hvis rådgivningen vedrører forhold inden for myndighedens eget område, er der efter retspraksis et professionsansvar, dvs. at der kan pålægges ansvar, hvis rådgivningen ikke har haft det faglige niveau, som man kan forlange af den pågældende myndighed og dens ansatte.

Kapitel 8

Kommunernes handlepligt i forhold til udsættelsestruede lejere

§ 5 a. Kommunalbestyrelsen skal straks behandle spørgsmål om hjælp, jf. § 5, når kommunen modtager fogedrettens underretning om, at en borger udsættes af et beboelseslejemål, og der er børn eller unge under 18 år i husstanden, eller kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp. Tilsvarende gælder, når kommunen modtager en boligorganisations underretning om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indgives til fogedretten, jf. reglerne om udlejerens underretning til kommunen i lov om leje af almene boliger.
Stk. 2. Vurderer kommunalbestyrelsen, at der ikke er grundlag for at yde hjælp i forbindelse med udsættelsen af lejemålet, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom senest 14 dage efter fogedrettens underretning om gennemførelsen af fogedforretningen henholdsvis senest 14 dage efter boligorganisationens underretning om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indgives til fogedretten.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter forudgående samtykke fra borgeren orientere fogedretten henholdsvis boligorganisationen om kommunalbestyrelsens afgørelse.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10.
Stk. 5. Når kommunen modtager underretning som nævnt i stk. 1, uden at kommunen efter stk. 1 skal behandle spørgsmål om hjælp, skal kommunalbestyrelsen straks rette henvendelse til den pågældende og underrette om muligheden for at kontakte kommunen med henblik på behandling af spørgsmål om hjælp, jf. § 5.

Generelt om kommunens handlepligt i udsættelsessager

71. Efter § 5 a har kommunen i en række tilfælde pligt til at handle hurtigt i forhold til udsættelsestruede lejere. Det er tilfældet, når kommunen modtager underretning fra en almen boligorganisation om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indsendes til fogedretten. Det samme gælder, når kommunen modtager underretning fra fogedretten om, at en borger udsættes af et beboelseslejemål. Sidstnævnte situation omfatter såvel almene som private udlejningsboliger.

I nogle tilfælde skal kommunen straks behandle spørgsmål om hjælp, når den modtager en sådan underretning (se nedenfor punkt 72-77). Forpligtelsen til at foretage en sådan helhedsvurdering gælder efter § 5 a, stk. 1,

hvis der er børn og unge i husstanden eller,

hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om lejeren, som sandsynliggør, at denne har behov for hjælp.

I andre tilfælde, hvor kommunen modtager en underretning fra en almen boligorganisation eller fra fogedretten, har kommunen pligt til straks at kontakte udsættelsestruede lejere, jf. § 5 a, stk. 5 (se nærmere punkt 79).

Reglerne er nærmere beskrevet i vejledning nr. 9857 af 31. august 2016 om kommunernes handlepligt og handlemuligheder i forhold til udsættelsestruede eller udsatte lejere, der også beskriver forskellige handlemuligheder for kommunerne.

Børnefamilier

72. Kommunen skal altid vurdere, om der er behov for hjælp efter den sociale lovgivning, hvis den modtagne underretning drejer sig om en husstand med børn eller unge under 18 år. I forhold til børnefamilier skal kommunen vurdere, om udsættelsen er tegn på, at der er andre problemer i familien, som kan give anledning til at iværksætte et eller flere initiativer efter reglerne i serviceloven om særlig støtte til børn og unge. Der kan være tale om forebyggende foranstaltninger i form af f.eks. familierådgivning eller hjælp i hjemmet eller andre former for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11. Om kommunens muligheder for at yde hjælp i disse tilfælde, se vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven).

Kommunen bør sikre sig, at der bliver taget hensyn til børnene i forbindelse med selve udsættelsesforretningen. Dette kan f.eks. ske ved at sikre sig, at børnene opholder sig hos bedsteforældre eller hos kammerater, eller er i skole eller dagtilbud, eller hos den anden af forældrene, hvis forældrene ikke bor sammen.

Genvurdering af hjælp, når kommunen er i besiddelse af oplysninger om lejeren, som sandsynliggør, at denne har behov for hjælp

73. Kommunen skal foretage en helhedsvurdering af borgerens sag, hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp efter den sociale lovgivning på grund af udsættelsessagen. Der kan eksempelvis være tale om tilfælde, hvor kommunen modtager underretning om udsættelse af en borger, som modtager personlig og praktisk hjælp på grund af en demensdiagnose, eller tilfælde, hvor kommunen modtager underretning om udsættelse af en psykisk syg borger, som har en støtte- og kontaktperson. Der kan eksempelvis også være tale om en stofmisbruger, som er visiteret til et behandlingstilbud, eller en modtager af kontanthjælp, som har behov for hjælp til administration af ydelsen.

Helhedsvurdering

74. I de tilfælde, hvor kommunen efter § 5 a, stk. 1, har en pligt til straks at behandle alle spørgsmål om hjælp, dvs. i forhold til børnefamilier og borgere, som kommunen kender i forvejen, skal kommunen foretage en helhedsvurdering af borgerens behov for hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder rådgivning og vejledning. Efter § 5 skal kommunen desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp efter anden lovgivning.

Kommunen skal tage stilling til såvel muligheden for at undgå den aktuelle udsættelse, som muligheden for at hjælpe lejeren i forhold til at sikre huslejebetalingen fremover gennem etablering af en form for automatisk overførsel af huslejen, eller hvis der skønnes at være behov for det, at finde en ny bolig og dermed begrænse muligheden for en eventuel senere ny udsættelse.

F.eks. kan kommunen træffe afgørelse om administration af social pension eller kontanthjælp eller rådgive borgeren om andre muligheder for hjælp til betaling af faste udgifter, f.eks. en administrationsaftale i et pengeinstitut, og om muligheden for at få afdragsordninger ved betaling af gæld til det offentlige. Kommunen kan også anmode Statsforvaltningen om at træffe afgørelse om værgemål, hvis kommunen vurderer, at betingelserne for værgemål er opfyldt. Der henvises til punkt 59 og 60 om værgemål.

Der henvises til afsnit II i vejledning om kommunernes handlepligt og handlemuligheder i forhold til udsættelsestruede eller udsatte lejere, hvor kommunens muligheder for at yde hjælp er nærmere beskrevet.

75. Kommunen skal kun foretage en helhedsvurdering af borgerens behov for hjælp i tilfælde, hvor udsættelsen indebærer, at borgeren udsættes af sin bolig. Der skal altså ikke foretages en helhedsvurdering i de tilfælde, hvor der kun er tale om udsættelse af effekter fra kælderrum eller garager eller lignende.

Sagsbehandling og frist

76. Kommunen skal foretage vurderingen af borgerens behov straks, når kommunen modtager en underretning fra fogedretten eller fra en almen boligorganisation. Kommunen skal således ikke vente på, at borgeren selv retter henvendelse til kommunen og beder om hjælp.

Kommunen skal vurdere borgerens behov ud fra de oplysninger, som kommunen er i besiddelse af.

Det er vigtigt, at den enhed i kommunen, som modtager underretningen, er opmærksom på, om borgeren har en sag i en anden forvaltning eller enhed i kommunen, som sandsynliggør et behov for hjælp, eller om der er tale om en børnefamilie.

Hvis der på trods af en helhedsvurdering og kommunens indsats i forlængelse af en underretning fra en boligorganisation ikke er lykkedes at undgå en udsættelse, skal kommunen efter § 5 a genvurdere lejerens situation ved modtagelse af underretning fra fogedretten.

77. Hvis kommunen vurderer, at borgeren har brug for rådgivning og anden hjælp efter den sociale lovgivning, iværksættes rådgivningen og kommunen træffer afgørelse om den hjælp, som borgeren er berettiget til.

Hvis kommunen vurderer, at borgeren ikke er berettiget til rådgivning eller anden hjælp i forbindelse med udsættelsen, skal kommunen træffe afgørelse herom, jf. § 5 a, stk. 2. Kommunen skal træffe afgørelse i sagen senest 14 dage efter fogedrettens eller boligorganisationens underretning.

Kommunen kan orientere fogedretten henholdsvis boligorganisationen om afgørelsen, jf. § 5 a, stk. 3, hvis borgeren giver samtykke til dette, således at der etableres et bedre grundlag for at tilrettelægge det videre forløb i sagen.

Klageadgang

78. Der kan klages over kommunens afgørelser efter § 5 a, stk. 2, til Ankestyrelsen efter reglerne i lovens kapitel 10. Klagen har ikke opsættende virkning for udsættelsessagen. Klagereglerne er beskrevet i afsnit V.

Kommunens pligt til at kontakte udsættelsestruede lejere i andre tilfælde

79. Modtager en kommune en underretning fra en almen boligorganisation eller fra fogedretten om en lejer, der ikke er omfattet af målgruppen for umiddelbar helhedsvurdering efter § 5 a, stk. 1, skal kommunen straks rette henvendelse til den berørte lejer og oplyse om mulighederne for at kontakte kommunen med henblik på, at kommunen kan vurdere borgerens behov for og ret til rådgivning og anden hjælp.

Hvis borgeren herefter kontakter kommunen og søger hjælp, er kommunen forpligtet til at foretage en egentlig vurdering af behovet for hjælp efter lovens § 5 (se kapitel 7).

Kapitel 9

Tidlig samlet vurdering

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunalbestyrelsen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

Hjælpen målrettes tidligt i forløbet

80. Princippet om, at myndighederne tidligt i forløbet skal tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt, er ikke nyt. Princippet er formuleret som lovtekst, og det gælder for alle former for hjælp.

Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter de behov, borgeren har her og nu − samt på længere sigt − fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for borgeren. Kommunen skal således allerede tidligt i forløbet foretage en kvalificeret vurdering.

Hvis en borger f.eks. har fået et handicap på grund af et ulykkestilfælde, er det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af fremtidsudsigterne for borgeren og familien for at vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om, f.eks. genoptræning, boligindretning og hjælpemidler. Hvis situationen endnu ikke er stabil, og der derfor er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der tages højde for denne usikkerhed.

Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en borger, som er blevet arbejdsløs, og hvor muligheden for førtidspension på længere sigt ikke kan udelukkes, hvis der ikke tidligt i forløbet bliver iværksat foranstaltninger, der sigter på at sikre borgeren en aktiv tilværelse frem for passiv forsørgelse.

Bestemmelsen i § 6 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og behovet hos den borger, som det drejer sig om.

Kommunen fastlægger principper for tidlig samlet indsats

81. Det er kommunen, som fastlægger, hvorledes reglen i § 6 skal udmøntes. Kommunen må derfor tilrettelægge arbejdsgange for, hvordan kommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af, om der konkret er behov for at målrette hjælpen.

Ingen formkrav

82. Bortset fra i § 7, se nedenfor, er der ikke i retssikkerhedsloven fastsat bestemte kriterier for, hvornår der skal foretages en samlet vurdering, ligesom der ikke er fastsat bestemte formkrav. I de enkelte love kan der være fastsat sådanne regler, f.eks. i servicelovens § 140 om handleplaner på børneområdet og servicelovens § 141 om tilbud om en skriftlig handleplan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kortvarig hjælp

83. § 6 bygger på en forudsætning om, at myndighederne tilrettelægger visitationen på en sådan måde, at der skelnes mellem de lette sager, og de tilfælde, hvor der kan blive behov for hjælp i længere tid. Der skal således tages hensyn til, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt samles op. Skønner forvaltningen, at borgeren kun har brug for hjælp i kort tid, er der ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale situation. I disse tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid end nødvendigt, men sagsbehandlingen kan koncentreres om at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige, kortvarige hjælp.

Det er også vigtigt, at kommunen ved måden, som visitationen er tilrettelagt på, ikke kommer til at medvirke til at fastholde personer i det sociale system længere end nødvendigt.

84. § 6 omfatter principielt alle former for længerevarende hjælp. Ved nogle former for hjælp er der dog typisk ikke grund til tidligt at foretage en vurdering af borgerens samlede situation. F.eks. når forældre får plads til deres barn i en vuggestue eller børnehave, eller når der søges om boligstøtte i forbindelse med flytning.

Kapitel 10

8-ugers-vurdering ved hjælp til forsørgelse

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunalbestyrelsen foretage en vurdering efter § 6. Dette gælder dog ikke for personer, der er omfattet af et kontaktforløb efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, samt personer, der er omfattet af et opfølgningsforløb kapitel 6 i lov om sygedagpenge.
Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunalbestyrelsens vurdering efter stk. 1.

Den første vurdering af hjælp til forsørgelse

85. § 7 regulerer den første vurdering i sager om løbende hjælp til forsørgelse, når ansøgeren ikke er omfattet af et kontaktforløb efter reglerne i kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller et opfølgningsforløb efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge.

En kommunal forpligtelse

86. Kommunen bestemmer selv, hvornår den vil foretage 8-ugers-vurderingen inden for de 8 uger. Det er vigtigt, at vurderingen sker i samarbejde med borgeren, jf. § 4. I sygedagpengeloven er det endvidere bestemt, at arbejdsplads, læge, arbejdsløshedskasse faglig organisation, revalideringsinstitutioner, sygehuse, og sygehusafdelinger efter behov kan inddrages i opfølgningen af sager om sygedagpenge.

Krav til indhold

87. Ud over hvad der følger af § 7, er der ikke i loven fastsat bestemte krav til indholdet af vurderingen. Det er derfor op til kommunen, ud fra modtagernes individuelle forhold, konkret at skønne over det nærmere indhold af vurderingen.

Det vil afhænge af den konkrete situation, hvilke krav der skal stilles til 8-ugers-vurderingen.

I mange tilfælde er det ikke så tidligt i forløbet muligt at sætte mål eller fastlægge en plan, men det vil være mere realistisk, at kommunen ved vurderingen konstaterer, hvilke muligheder der skal arbejdes hen imod at få afklaret hurtigst muligt. F.eks. kan resultatet af vurderingen være, at det ikke aktuelt er muligt at fastlægge planen ”Min Plan”, men at kommunen konstaterer, at der må arbejdes hen imod at afklare mulighederne for revalidering.

Skriftlig besked

88. Det er fastsat i § 7, stk. 2, at borgeren skal have skriftlig besked om resultatet af vurderingen. Hvis der i vurderingen indgår en afgørelse, som ikke fuldt ud giver borgeren medhold, skal afgørelsen indeholde en skriftlig begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.

Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til myndigheden. For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er det en fordel, at der ikke opstår misforståelser om, hvad sagen handler om, og i hvilken retning den går.

Klage

89. I de vurderinger, som kommunerne foretager efter § 7, vil der typisk indgå elementer, der har karakter af afgørelser, f.eks. at kontanthjælpen eller et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal fortsætte uændret, eller at borgeren skal have en anden ydelse eller et andet tilbud. Der vil kunne klages over sådanne afgørelser efter de almindelige regler om klage til Ankestyrelsen. Se nærmere i afsnit V om de almindelige klageregler.

Ankestyrelsens principafgørelse D-20-05 (W20051073625): Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at ændre eller ophæve Ankestyrelsens afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge, fordi lønmodtager ikke ud fra en bredere vurdering var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og sagsbehandlingen havde været mangelfuld.
Højesteret (ved dom af 25. maj 2005) lagde til grund, at kommunen på grundlag af flere opfølgningssamtaler med lønmodtager og af de foreliggende lægelige oplysninger havde vurderet, at lønmodtager kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet uden forudgående revalidering eller iværksættelse af andre erhvervsafklarende foranstaltninger. Højesteret lagde samtidig til grund, at kommunens sagsbehandling havde været mangelfuld, idet der ikke var udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering efter retssikkerhedsloven og opfølgningsplan efter den dagældende sygedagpengelov, ligesom der ikke var blevet afholdt det foreskrevne antal opfølgningssamtaler med lønmodtager.
Højesteret fandt, at disse mangler ikke i sig selv kunne føre til, at kommunens afgørelse var ugyldig, eller at de havde haft betydning for rigtigheden af kommunens afgørelse. Højesteret fandt, at der i øvrigt ikke var grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering af, at lønmodtager ikke længere på grund af sygdom var afskåret fra at påtage sig et passende arbejde - og dermed ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig. Højesteret fandt derfor ikke grundlag for at ændre eller ophæve Ankestyrelsens afgørelse.
Højesteret frifandt derfor Ankestyrelsen.
Ankestyrelsens principafgørelse D-8-03 (W20030994225): Forlængelse af dagpengeperioden med henblik på afklaring af arbejdsevnen kunne ikke overstige 2 x 13 uger, selv om afklaringen ikke var afsluttet inden periodens udløb. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke i loven eller forarbejderne til loven var støtte til forlængelse i mere end 2 x 13 uger.
Sagen blev hjemvist til ny vurdering i kommunen, da reglerne om opfølgning ikke var overholdt.
Begrundelsen var, at der er tale om sagsbehandlingsregler, der har karakter af garantiforskrifter for, at der træffes en indholdsmæssigt rigtig afgørelse. Manglende overholdelse af reglerne indebærer, at der er en formodning for, at en afgørelse indholdsmæssigt er påvirket af sådanne regler. Afgørelsen er derfor ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. I denne sag kunne det ikke afkræftes.
Ankestyrelsens principafgørelse F-7-01 (W20010932825): Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge.
Der har i sagerne været mangler i form af bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning og manglende opfølgningsplan i henhold til dagpengeloven, manglende skriftlig helhedsvurdering og inddragelse af borgeren i henhold til retssikkerhedsloven.
Der er tale om sagsbehandlingsregler, der alle har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens resultat.
Visse mangler vil kunne afhjælpes af ankeinstansen. Dette gælder for eksempel en manglende partshøring.
Når en afgørelse erklæres ugyldig og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes, hvilket vil være udgangspunktet.
I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at en afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og træffe ny afgørelse, der indeholdt stillingtagen til hvor længe efter standsningstidspunktet, der var dagpengeret.
I sag nr. 2 kritiserede Ankestyrelsen kommunens sagsbehandling, men fandt at sagsbehandlingsfejlene konkret ikke havde påvirket afgørelsens resultat. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig.

Kapitel 11

Opfølgning på erhvervsrettede foranstaltninger

§ 7 a. Senest 2 uger før en erhvervsrettet foranstaltning hører op, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. Ved vurderingen skal borgeren, egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl. inddrages.
Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal disse sættes i værk i umiddelbar tilknytning til ophøret af den nuværende foranstaltning.

Indsats uden afbrydelser

90. For at undgå afbrydelser i indsatsen over for borgere, som har behov for hjælp, skal kommunen sikre sig, at den senest 2 uger før ophøret af en foranstaltning tager stilling til, hvad der videre skal ske. Det skal fremgå af journalen eller anden registrering, at kommunen forud for ophøret har foretaget en vurdering af, hvad der videre skal ske. Der skal foretages en helhedsvurdering af borgerens situation. Det betyder, at kommunen skal inddrage borgerens egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl., hvis dette skønnes relevant. I de situationer, hvor kommunen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal de nye foranstaltninger sættes i værk i umiddelbar tilknytning til den foranstaltning, som allerede er iværksat. Borgeren undgår således, at der bliver afbrydelser mellem foranstaltningerne.

§ 7 a er eksempelvis aktuel i sager om ophør af sygedagpenge, revalidering eller ressource- og jobafklaringsforløb.

Ankestyrelsens principafgørelse 27-14 (W20140932325): Kommunen skal i forbindelse med ophør af en erhvervsrettet foranstaltning tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. Denne helhedsvurdering indeholder en afgørelse. Borgeren kan klage over denne afgørelse til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Kommunen traf i den konkrete sag afgørelse om at stoppe borgerens sygedagpenge. Samtidig tog kommunen stilling til, at der ikke var behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet. Borgerens retsstilling, efter at hun ikke længere kunne få sygedagpenge, var afhængig af resultatet af kommunens helhedsvurdering. Kommunens helhedsvurdering var derfor en afgørelse om afslag på yderligere foranstaltninger, herunder ressourceforløb. Borgeren kunne klage over, at hun ikke var blevet tilkendt et ressourceforløb.
Ankestyrelsens principafgørelse D-14-08 (W20081095225): Kommunens afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig, idet der ikke forud for afgørelsen var taget stilling til, om der var behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen.
Standsning af sygedagpenge er ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Bestemmelsen i retssikkerhedsloven om ophør af erhvervsrettede foranstaltninger har karakter af en garantiforskrift. Ved manglende overholdelse af en garantiforskrift er der en formodning for, at afgørelsen indholdsmæssigt er påvirket.
Ankestyrelsens principafgørelse D-12-08 (W20081095025): Kommunens afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge ansås for ugyldig. Der var tale om ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Kommunen burde derfor have inddraget retssikkerhedslovens bestemmelse om erhvervsrettede foranstaltninger i behandlingen af sagen med hensyn til tilrettelæggelse af hjælpen og yderligere foranstaltninger for at bringe den sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet.
Kommunen burde ligeledes have opdateret ressourceprofilen med oplysninger om udfald af pensionssag og opdatering af seneste helbredsmæssige oplysninger, forinden den traf afgørelse om standsning af sygedagpenge.
Ankestyrelsens principafgørelse A-15-07 (W20071110225): Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kritiserede, at hverken kommune eller nævn havde forholdt sig til retssikkerhedslovens § 7 a. Den manglende overholdelse af § 7 a kunne dog ikke føre til genoptagelse af udbetalingen af revalideringsydelsen, idet udbetaling af revalideringsydelse var betinget af, at revalidering skete i overensstemmelse med en fastlagt jobplan.
Ankestyrelsens principafgørelse R-1-06 (W20061100725): Den faglige organisation skulle inddrages i kommunens vurdering, inden den traf afgørelse om ophør af sygedagpenge.
Da det ikke kunne afvises, at organisationen kunne have bidraget med noget nyt, var afgørelsen ugyldig.
Ankestyrelsens principafgørelse D-14-03 (W20030994825): Ankestyrelsen fandt, at standsning af sygedagpenge indebærer ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Nævnet burde derfor have inddraget retssikkerhedslovens § 7a i behandlingen af en klage over standsning af dagpenge.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at bestemmelsen skulle sikre, at personer, der har en arbejdsevne, som muliggør en tilknytning til arbejdsmarkedet, også reelt får mulighed for at bruge deres ressourcer gennem et arbejde.
Der skal derfor sikres en sammenhæng i indsatsen til personer, som har behov for hjælp, fx ved ophør af sygedagpenge, således at kommunen før ophør af en foranstaltning skal sikre sig, hvad der videre skal ske i relation til udnyttelse af arbejdsevnen.
Sagen blev hjemvist til nævnet til vurdering af, om kommunen havde overholdt denne sagsbehandlingsregel, og hvad konsekvensen skulle være, hvis forskriften ikke var overholdt.

Hvilke erhvervsrettede foranstaltninger?

91. § 7 a omfatter alle erhvervsrettede foranstaltninger, herunder tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og personkredsen, som er omfattet heraf. For nogle af persongrupperne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gælder dog særlige regler om et individuelt kontaktforløb med personlig kontakt igennem hele ledighedsforløbet. Der henvises til reglerne om kontaktforløbet i kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Regler for behandling og opfølgning af sager

§ 8. Børne- og socialministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ældreministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

92. Efter § 8, stk. 1, kan børne- og socialministeren fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager, herunder tidsfrister for visse typer sager. Med hjemmel i bestemmelsen er fastsat regler om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser, jf. bekendtgørelse nr. 39 af 20. januar 2012 om vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser. Der henvises herom nærmere til vejledning om særlig støtte til voksne (Vejledning nr. 5 til serviceloven).

Med hjemmel i § 8 er endvidere fastsat bekendtgørelse nr. 642 af 15. juni 2006 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper. Også herom henvises til vejledning om særlig støtte til voksne (Vejledning nr. 5 til serviceloven) samt til vejledning om særlig støtte til børn, unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven).

Også bekendtgørelse nr. 572 af 30. april 2015 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring er udstedt med hjemmel i lovens § 8. Der henvises herom til vejledning om særlig støtte til børn, unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven).

Efter § 8, stk. 2, kan ældreministeren tilsvarende fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager på ældreområdet, der er omfattet af retssikkerhedsloven. Det gælder sager efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service.

Afsnit III

Reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager, herunder borgerens medvirken og pligt til at oplyse om ændringer og myndigheders og andres pligt til at give oplysninger

Gennemgangen af reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 3 a om sagsoplysningen indledes med en kort beskrivelse af baggrunden for reglerne og en gennemgang af strukturen i kapitlet.

Kapitel 12

Reglerne om sagsbehandlingen m.v.

Reglernes baggrund og struktur

93. Kapitel 3 a i retssikkerhedsloven indeholder en række bestemmelser om de sociale myndigheders sagsbehandling. Det er et centralt element i bestemmelserne, at borgeren så vidt muligt skal inddrages i sagsbehandlingen, når myndigheden skal finde ud af, hvilken hjælp borgeren har behov for og er berettiget til at få. Kapitlet indeholder også en bestemmelse, der giver de sociale myndigheder ret til at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v. Når en myndighed skal indhente oplysninger fra andre myndigheder for at kunne træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, kræver det som hovedregel samtykke fra borgeren. Men myndigheden kan i visse tilfælde indhente oplysningerne uden samtykke fra borgeren.

94. Retssikkerhedslovens kapitel 3 a om myndighedernes beføjelser til at forlange at få oplysninger fra andre og borgerens medvirken m.v., har følgende struktur:

Officialprincippet (§ 10)

Borgerens medvirken og oplysningspligt ved senere ændringer (§ 11)

Myndighedens mulighed for at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v., herunder fra indkomstregistret (§ 11 a)

Princippet om processuel skadevirkning (§ 11 b)

Myndighedens indhentning af oplysninger uden samtykke fra borgeren i visse sager (§ 11 c)

Muligheden for at indhente oplysninger i »børnesager«, tilbagebetalingssager og visse sager om førtidspension (§ 11 c)

Myndighedens pligt til at oplyse borgeren om en række elementer i sagsbehandlingen m.v. (§ 12)

Kommunernes muligheder for at foretage uanmeldte eftersyn i virksomheder og pålægge virksomheder at føre logbog (§ 12 a)

Straf for groft uagtsomt socialbedrageri og straf for manglende overholdelse af pålæg om at føre logbog (§ 12 b)

Kommuners og sygehuses muligheder for at udveksle oplysninger om en borgers indlæggelse på eller udskrivning fra sygehuse (§ 12 c)

Arbejdsskadestyrelsens og kommunernes muligheder for, uden samtykke fra borgeren, at udveksle oplysninger om, hvorvidt henholdsvis Arbejdsskadestyrelsen eller kommunen har oprettet en sag og indhentet oplysninger om borgerens arbejdsevne og truffet afgørelse om arbejdsevnen (§ 12 d)

Kommunernes muligheder for, uden samtykke fra borgeren, at udlevere visse oplysninger til apoteker i sager, hvor borgeren modtager personligt tillæg til medicinudgifter (§ 14)

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 10, 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og 11 c, stk. 1, nr. 4, samt 12 i retssikkerhedsloven tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i lov om Udbetaling Danmark § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

De forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper

95. Den almindelige forvaltningsret indeholder både skrevne regler og uskrevne principper (retsgrundsætninger). De er fælles for den offentlige forvaltning, herunder kommunerne, Udbetaling Danmark og ankeinstanserne, når de behandler sager efter den sociale lovgivning. Der er tale om vigtige regler og principper for myndighedernes administration af lovgivningen.

De generelle forvaltningsretlige regler findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven. På det sociale område supplerer reglerne i retssikkerhedsloven de generelle forvaltningsretlige regler. Det vil sige, at de sociale myndigheder altid også skal anvende de generelle forvaltningsretlige regler, når de administrerer den sociale lovgivning. Når en bestemt problemstilling samtidig er reguleret i retssikkerhedsloven, skal de sociale myndigheder anvende reglerne i retssikkerhedsloven. Det følger af det juridiske lex specialis princip, som betyder, at myndigheden normalt skal anvende en speciel regel frem for en generel regel.

Der er fastsat særlige regler for behandlingen af sociale sager i retssikkerhedsloven, fordi de sociale sager ofte kræver, at der tages et særligt hensyn til borgeren og til dennes krav på dels at kunne beskytte sit privatliv og dels at kunne tilrettelægge sin tilværelse. Retssikkerhedsloven giver derfor ofte borgeren en bedre beskyttelse end de generelle forvaltningsretlige regler. Eksempelvis kan nævnes, at borgeren som altovervejende hovedregel skal give samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, hvilket efter forvaltningsloven og persondataloven kun gælder for visse særlige følsomme oplysninger. Se nærmere i kapitel 15 og 17 om reglerne i lovens §§ 11 a og 11 c. Omvendt er § 12 og § 12 a i lov om Udbetaling Danmark om registersamkøring af ikke følsomme personoplysninger i forbindelse med en ansøgning eller efterfølgende kontrol et eksempel på lex specialis i forhold til reglerne i retssikkerhedsloven og forvaltningsloven. Der henvises til punkt 137.

96. Der findes i øvrigt i de forskellige love, som retssikkerhedsloven gælder for, også særlige regler for behandlingen af de sager, som de enkelte love vedrører. Disse regler supplerer og erstatter for nogens vedkommende de almindelige forvaltningsretlige regler.

97. Den almindelige forvaltningsret omfatter samtidig en række grundlæggende principper, som også kaldes de forvaltningsretlige retsgrundsætninger. Der kan eksempelvis nævnes officialprincippet, proportionalitetsprincippet og lighedsprincippet. Principperne indgår ikke i de skrevne generelle forvaltningsretlige regler men gælder samtidig med de skrevne regler og skal således også anvendes ved administrationen af den sociale lovgivning. Flere af principperne er udtrykkeligt taget med i retssikkerhedsloven og andre love på det sociale område. Eksempelvis findes officialprincippet i § 10 (se kapitel 13).

Kapitel 13

Officialprincippet eller undersøgelsesprincippet

§ 10. Myndigheden har ansvaret for, at sager der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

Myndighedens ansvar for oplysning af sagen

98. Bestemmelserne i § 10 om oplysning af sociale sager bygger på officialprincippet, som er en forvaltningsretlig grundsætning. Officialprincippet bliver også kaldt undersøgelsesprincippet. Efter officialprincippet er det som udgangspunkt myndighedens ansvar at sørge for, at der bliver indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan afgøre, hvilken hjælp borgeren er berettiget til. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen, at myndigheden skal forsøge at få denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen. Dette gælder også oplysninger indhentet fra en anden myndighed. Officialprincippet i § 10 gælder for oplysningen af alle typer af sager på det sociale område, det vil sige alle de sager, der er omfattet af retssikkerhedsloven, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens §§ 1-4 (se nærmere kapitel 2). Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 10 i retssikkerhedsloven tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i lov om Udbetaling Danmark.

Ankestyrelsens principafgørelse 16-15 (W20150922225): Kommunen skal have foretaget en revurdering af sygedagpengemodtagerens situation, inden sygedagpengeudbetalingen ophører som følge af tidsbegrænsningen i § 24, stk. 1. Afgørelsen om forlængelse af sygedagpengeudbetalingen skal derfor træffes inden udløbet af sygedagpengeperioden.
På revurderingstidspunktet er kommunen som følge af undersøgelsesprincippet forpligtet til at have et tilstrækkeligt grundlag til at kunne træffe afgørelse om eventuel forlængelse af sygedagpengeperioden.
Ankestyrelsens principafgørelse 50-14 (W20140957225): Når en ung under 30 år søger om udbetaling af hjælp, skal det afklares, om den unge har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Hvis det ikke er tilfældet, skal kommunen give et uddannelsespålæg og indplacere den unge som uddannelsesparat eller aktivitetsparat.
Når den unge kommer med oplysninger, der kan have betydning for indplaceringen, skal kommunen undersøge disse oplysninger nærmere, inden den foretager sin indplacering.
Kommunerne burde i to konkrete sager have givet uddannelsespålæg og nærmere undersøgt oplysninger om de unges helbred, inden der blev foretaget indplacering.
Ankestyrelsens principafgørelse 18-14 (W20140910925): Kommunen kan afslå at yde hjælp efter § 81, hvis det er oplyst, at borgeren kan få en realistisk afdragsordning.
Kommunen kan ikke uden videre lægge til grund, at borgeren kan opnå en afdragsordning. Det er en del af sagens oplysning, og kommunen skal derfor indhente oplysninger fra borgeren, om borgeren har forsøgt at få en afdragsordning.
Ankestyrelsens principafgørelse 232-11 (W20111026525): En kommune havde ikke opfyldt sin pligt til at oplyse en sag tilstrækkeligt ved blot at konstatere, at en læge ikke havde besvaret en henvendelse og ikke telefonisk havde ønsket at udtale sig til kommunen om sygemeldtes psykiske lidelse.
Ifølge retssikkerhedslovens bestemmelser om oplysningspligt kan en myndighed efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange at en læge, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle en sag.
En eventuel tvivl om den sygemeldtes daværende helbredstilstand, som ikke kunne afklares efterfølgende, skulle ikke komme den sygemeldte til skade.
Ankestyrelsens principafgørelse P-19-06 (W20061099825): En kvinde havde krav på forhøjelse af pensionen med tilbagevirkende kraft, idet der skulle ske en forvaltningsretlig genoptagelse af den første afgørelse om tilkendelse af pension.
Begrundelsen var, at den første afgørelse var forkert, da den var truffet på et mangelfuldt grundlag, og pensionsmyndigheden havde ansvaret for, at en sag blev tilstrækkeligt oplyst.

Hvilke oplysninger skal myndigheden indhente?

99. Det afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke oplysninger, myndigheden skal indhente, for at have det fornødne grundlag for at træffe en afgørelse. Dette vil ofte kunne udledes af de sociale love, der indeholder betingelserne for, hvornår borgeren er berettiget til at modtage hjælp. Officialprincippet indebærer også, at det er myndighedens ansvar at afklare bevismæssige uklarheder.

Ankestyrelsens principafgørelse C-33-08 (W20081093025): En sag om støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag var ikke tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse i sagen. Ankestyrelsen vurderede, at der som udgangspunkt burde foreligge en aktuel speciallægeerklæring, inden der blev tilkendt støtte til køb af bil på baggrund af et stort skånebehov, når der var oplyst en gangdistance, der efter praksis normalt ikke ville kunne begrunde støtte til køb af trivselsbil.
Ankestyrelsens principafgørelse A-4-06 (W20061082925): Kontanthjælp til en gift ansøger kunne ikke bringes til ophør alene med den begrundelse, at ægtefællen opholdt sig i udlandet.
Ydelsen skulle derfor genoprettes, indtil kommunen havde truffet en ny gyldig afgørelse om berettigelsen til kontanthjælp. Der var i den forbindelse ikke hjemmel til kun at lægge den ene ægtefælles forhold til grund. Det skulle undersøges, om ægtefællen i udlandet opfyldte kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet samt, hvilke indtægter han havde i udlandet.
Principafgørelse A-56-02 (W20020927725): Kommunens og nævnets afgørelser om hjælp til et billigere brillestel end det ansøgte anses for ugyldige på grund af utilstrækkelig sagsoplysning. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet vurdering i kommunen. Myndigheden havde ikke undersøgt tilstrækkeligt grundigt, om det brillestel, som borgeren havde søgt om, var nødvendigt og helbredsmæssigt velbegrundet. Selv om det er ansøgeren, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at betingelserne for hjælp er opfyldt, er det kommunens forpligtelse at sørge for en tilstrækkelig sagsoplysning. Denne forpligtelse omfatter også afklaring af en eventuel bevistvivl.

FOU 2012-8 (O20120000870): Folketingets Ombudsmand har undersøgt en sag, hvor en kommune modtog en anonym henvendelse om en kvinde, som modtog en række sociale ydelser som ”reelt enlig”. Ifølge den anonyme henvendelse levede kvinden i et ægteskabslignende forhold. Kommunen indkaldte kvinden til et møde ”om de sociale ydelser, du modtager og har ansøgt om”. Under mødet blev kvinden gjort bekendt med den anonyme henvendelse og bedt om at redegøre for sine forhold. Kommunen undersøgte sagen nærmere og holdt endnu et møde med kvinden. Det andet møde blev kaldt ”partshøring”. Herefter traf kommunen afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til en række sociale ydelser, og at ydelser, hun allerede havde modtaget, skulle betales tilbage.
Efter en konkret vurdering af de forhold, som myndighederne havde lagt vægt på, da de afgjorde sagen, mente ombudsmanden, at sagen på en række punkter ikke var tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor var væsentlige mangler ved sagsoplysningen.
Ombudsmanden lagde til grund, at kommunen havde haft en ”mistanke”, sådan som det er beskrevet i § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Kommunen skulle derfor have vejledt kvinden om, at hun ikke havde pligt til at give oplysninger, som kunne have betydning for bedømmelsen af den formodede strafbare lovovertrædelse.
Ombudsmanden mente også, at det andet møde med kvinden ikke opfyldte kravene til en partshøring i forvaltningslovens § 19, da kommunen efter en konkret vurdering burde have partshørt kvinden skriftligt.
Endelig mente ombudsmanden, at det var en klar fejl, at det sociale nævn traf afgørelse på et delvist ukorrekt faktisk grundlag om fordeling af nogle penge mellem kvinden og hendes tidligere ægtefælle, og at nævnets udtalelse til ombudsmanden indeholdt samme faktuelle fejl. Det sociale nævn var henholdsvis én og to gange blevet gjort opmærksom på fejlen.
FOU 2003.385 (O20030038570): En kvinde klagede over kommunens og det sociale nævns afslag på at give hjælp til tandbehandling.
Ombudsmanden kritiserede bl.a. sagens oplysningsgrundlag. Myndighederne havde lagt vægt på at det ikke var dokumenteret at kvindens lidelse var medfødt, uanset at dette fremgik af de speciallægeerklæringer, som kvinden havde indhentet. Myndighederne havde ikke nærmere argumenteret for, at de ikke kunne tilslutte sig disse speciallægeerklæringer.
Ombudsmanden udtalte generelt at hvis der er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. I overensstemmelse hermed havde myndighederne – eftersom de mente, at der var tvivl om holdbarheden af de indhentede erklæringers oplysninger om, at kvindens lidelse var medfødt – efter ombudsmandens opfattelse pligt til at undersøge de pågældende oplysninger.

Kapitel 14

Borgerens medvirken - oplysninger fra borgeren selv

§ 11. Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om
1) at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til, og
2) at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen.
Stk. 2.

Oplysningerne gives af borgeren selv

100. Det er udtrykkeligt fastslået i § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin egen sag. Myndighederne skal desuden tilrettelægge behandlingen på en måde, der gør det muligt for borgeren at blive inddraget i sagens behandling. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og borgerens medvirken skal sikre, at han eller hun ikke føler, at der bliver truffet afgørelser hen over hovedet på vedkommende. Dette krav gælder også, når myndigheden indhenter oplysninger til brug for en sag. Borgeren har dog ikke pligt til at medvirke (se punkt 138).

Når en borger henvender sig til myndigheden for at få hjælp efter den sociale lovgivning, og myndigheden herefter undersøger, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, må oplysningerne først og fremmest komme fra ansøgeren selv. Myndigheden kan derfor bede borgeren om at medvirke i sagsbehandlingen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan gøre myndigheden opmærksom på, hvis der eventuelt allerede eksisterer en sag om tildeling af en anden ydelse, hvor det vil være oplagt at genbruge oplysningerne. Brug af oplysningerne fra den tidligere sag forudsætter, at oplysningerne fortsat er aktuelle.

Der skal være en saglig grund til, at myndigheden indhenter konkrete oplysninger. Myndigheden må kun bede om at få oplysninger fra borgeren om forhold, som direkte har betydning for den foreliggende sag. Hvis borgeren søger støtte til et begrænset formål, f.eks. et hjælpemiddel til personligt brug, som man kan få uden hensyn til økonomiske forhold, er der i almindelighed ikke grundlag for hverken at bede om økonomiske oplysninger eller oplysninger, som vedrører ægtefællen. F.eks. er der heller ikke grundlag for at bede om at få en kopi af hele journalen, når man alene skal have en oplysning om forventet fødselstidspunkt til brug for en barselsdagpengesag.

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 11, stk. 1, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i lov om Udbetaling Danmark § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Oplysninger fra andre dele af forvaltningen

101. Indhentelse af oplysninger fra andre dele af samme forvaltning er ikke reguleret i retssikkerhedsloven. Oplysninger fra andre dele af forvaltningen skal i ansøgningssager indhentes i overensstemmelse med forvaltningslovens § 29, dvs. som udgangspunkt med borgerens samtykke, hvis der indhentes oplysninger om rent private forhold. Reglerne i forvaltningsloven er beskrevet i punkterne 185-189 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven. Hvis myndigheden har brug for helt nye eller supplerende oplysninger, kan myndigheden bede borgeren om supplerende oplysninger, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, eller få samtykke fra borgeren til at indhente dem fra andre, jf. § 11 a, stk. 1 (se kapitel 15).

Lægelig undersøgelse og behandling

102. Efter § 11, stk. 1, nr. 2, kan myndigheden anmode borgeren om at blive undersøgt af en læge eller om at blive indlagt til observation og behandling, hvis borgerens helbred har betydning for, om borgeren er berettiget til at få den hjælp, som borgeren har søgt om.

Typisk vil der være tale om en undersøgelse hos en praktiserende læge, som regel borgerens egen læge. Helbredsmæssige forhold har betydning for en række af de sociale ydelser, f.eks. merudgifter, sygedagpenge, førtidspension og fleksjob. Den lægelige eller anden sundhedsmæssige undersøgelse er i disse tilfælde afgørende for, om hjælpen kan gives til borgeren og i givet fald omfanget af hjælpen. I nogle sager, f.eks. om hjælp til visse hjælpemidler, kan det desuden være relevant at bede borgeren om at lade sig undersøge af en eller flere speciallæger. I visse sager gælder særlige regler om indhentelse af helbredsoplysninger, f.eks. sager om førtidspension, fleksjob og ressource- eller jobafklaringsforløb. I disse sager skal der indhentes oplysninger fra borgerens læge, inden sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Øvrige lægelige oplysninger og vurderinger skal altid indhentes via Klinisk Funktion i regionen. Se nærmere i bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. og i vejledning nr. 10378 af 23. december 2016 om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager på beskæftigelsesområdet.

103. Behandling kan også være en betingelse for at få hjælp.

For eksempel kan kommunalbestyrelsen efter pensionslovgivningen som udgangspunkt ikke tilkende førtidspension, før det er dokumenteret, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i ressourceforløb, eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger, herunder deltagelse i lægeligt anbefalet behandling. Hvis en borger afviser at tage imod lægeligt anbefalet behandling, kan det derfor betyde, at der ikke kan tilkendes førtidspension.

Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.

I sygedagpengeloven, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, aktivloven og lov om social pension, er der fra 1. juli 2014 i en forsøgsperiode indsat bestemmelser om, at borgeren på visse betingelser ikke mister sin ret til ydelser ved sygdom, jobafklaring, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, selv om borgeren afviser at lade sig behandle. Forsøgsordningen gælder indtil den 30. juni 2019.

I forsøgsperioden har den enkelte borger ret til at afvise at tage imod lægebehandling, uden at det kan få betydning for retten til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller for kommunens vurdering af, om der er grundlag for at bevilge fleksjob eller tilkende førtidspension eller ressourceforløb.

I forsøgsperioden gælder at hvis en borger afviser en lægebehandling, skal sagen forelægges sundhedskoordinatoren, som skal give en udtalelse om, hvorvidt der kan anbefales en anden behandlingsmulighed end den, som borgeren er blevet tilbudt. Borgeren skal give samtykke til, at sagen forelægges for sundhedskoordinatoren.

Hvis borgeren heller ikke ønsker at deltage i en lægebehandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler, får det ikke konsekvenser for borgerens ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller mulighed for at få bevilliget fleksjob eller tilkendt førtidspension.

Borgeren har fortsat pligt til at bidrage til sin egen helbredelse, og det vil derfor kunne få betydning for borgerens ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse m.v., hvis borgeren ikke ønsker at modtage tilbudt lægebehandling, og borgeren heller ikke ønsker at medvirke til, at sagen forelægges sundhedskoordinatoren.

Forsøgsordningen omfatter som alene lægebehandling i snæver forstand, det vil sige behandlinger foretaget af en læge, eksempelvis operationer og behandling med lægeordineret medicin.

Forøget omfatter eksempelvis ikke genoptræning efter operation, eller behandling hos en fysioterapeut, uanset at det er en læge, der har anbefalet behandlingen. Endvidere omfatter forsøget ikke samtaleforløb og behandling hos psykolog, da disse behandlingstyper ikke betragtes som lægebehandling i snæver forstand.

Hvis sundhedskoordinatoren anbefaler en behandling, der ikke er lægelig behandling i snæver forstand, eksempelvis behandling hos en fysioterapeut, kan det få betydning for borgerens ret til sygedagpenge m.v., hvis borgeren afviser at deltage i den tilbudte behandling.

Den sundhedsfaglige behandling af borgeren sker som hidtil efter reglerne i sundhedslovgivningen. Det er således ikke sundhedskoordinatoren, der skal tilbyde borgeren den behandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler.

Ankestyrelsens principafgørelse 154-12 (W20121009525): En kommune kan ved afgørelse om forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt stille krav om vægttab, og borgeren har pligt til at medvirke ved behandlingen.
Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.
Det er en betingelse for, at der kan stilles krav om vægttab, at det er dokumenteret, at overvægten i sig selv har indflydelse på arbejdsevnen.
Det er samtidig en betingelse, at der er lægelig indikation for, at vægttab vil medføre forbedring af arbejdsevnen.
Ankestyrelsens principafgørelse 67-12 (W20121000925): Der kan ved afgørelse om førtidspension og forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt tages hensyn til, at der er behandlingsmuligheder i form af behandling med antidepressiv medicin.
Det er en betingelse, at der foreligger konkrete oplysninger om lægeordineret forslag til behandling med antidepressiv medicin i overensstemmelse med de professionelle, generelle retningslinjer blandt andet fra Sundhedsstyrelsen. Behandling med antidepressiv medicin udgør ikke en væsentlig risiko for liv og førlighed.
Principafgørelse 10-11 (W20111004925): Ved afgørelse om førtidspension kunne der ikke lægges vægt på, at der var mulighed for behandling af overvægt, når der ikke forelå konkrete oplysninger om forslag til realistisk vægttab, der kunne medføre forbedring af arbejdsevnen. Det var desuden ikke dokumenteret, at overvægten i sig selv havde indflydelse på arbejdsevnen.
Beskæftigelsesudvalget fandt, at der som udgangspunkt kan ske behandling af overvægt, og at borgere har pligt til at medvirke ved behandlingen. Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.
Der kunne ikke lægges vægt på eventuel mulighed for operativt indgreb med henblik på vægttab, hvis borgeren ikke ville medvirke til operation. Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på oplysning om, at der var en vis risiko for komplikationer af den ene eller anden art i forbindelse med operativt indgreb ved behandling af overvægt.

Medvirken til at myndigheden indhenter oplysninger fra andre

104. Kravet om borgerens medvirken gælder som udgangspunkt også, hvis myndigheden vurderer, at det er nødvendigt at indhente oplysninger om borgeren fra andre myndigheder m.v. (se kapitel 15 om borgerens samtykke til at oplysninger indhentes fra andre).

Medvirken så længe hjælpen modtages

105. Oplysninger til brug for en sag skal i første omgang komme fra borgeren selv. Det gælder, både når borgeren søger om hjælp, og når borgeren modtager hjælp, f.eks. førtidspension, hvis størrelse er afhængig af nye arbejdsindtægter eller bortfald af arbejdsindtægter.

Myndigheden har dog mulighed for - og i visse tilfælde pligt til - at oplyse en sag uden borgerens medvirken. Det forudsætter, at der i retssikkerhedsloven eller anden lovgivning findes en udtrykkelig bestemmelse, der giver myndigheden ret til at indhente eller modtage oplysninger uden borgerens medvirken. Den hjemmel er der i retssikkerhedslovens § 11 c og § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Der henvises til punkt 125-131, 133, 134, 136 og 145-149 om myndighedens adgang til at indhente oplysninger uden borgerens samtykke.

Borgerens pligt til at oplyse om senere ændringer

§ 11.
Stk. 2. Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

106. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for den hjælp, borgeren modtager eller har søgt om.

En forudsætning for, at borgeren kan overholde sin oplysningspligt er, at myndigheden har oplyst borgeren om hvilke ændringer, det er relevant at oplyse om, jf. lovens § 12, nr. 4. Det er yderst vigtigt, at borgeren opfylder sin oplysningspligt, da manglende overholdelse i yderste konsekvens kan betyde, at borgeren skal betale den modtagne ydelse tilbage. Borgeren kan også risikere at blive straffet for overtrædelse af § 12 b om groft uagtsomt bedrageri eller efter straffeloven. For en nærmere beskrivelse af myndighedens pligt til at oplyse borgeren om dette. Se kapitel 18 og punkt 152 om begrebet ond tro.

Der findes en tilsvarende bestemmelse om oplysningspligt i § 4 i lov om Udbetaling Danmark. Tilsvarende findes også en bestemmelse om groft uagtsomt bedrageri i § 14 i lov om Udbetaling Danmark.

Ankestyrelsens principafgørelse 125-12 (W20121006625): Kommunen har opfyldt sin vejledningspligt i forhold til betydningen af at tage et forbrugslån, hvis kommunen har udleveret en orientering (for eksempel bilaget til KL´s blanket: "Ansøgning om hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik") til kontanthjælpsmodtageren, hvoraf det fremgår, at ændringer i blandt andet indtægts- og formueforhold skal oplyses til kommunen, og at undladelse af at oplyse kan medføre krav om tilbagebetaling. Endvidere redegøres for, hvad formue er, herunder at det blandt andet er kontantbeholdning og indestående i bank eller sparekasse.

Kapitel 15

Myndigheden kan forlange at få oplysninger fra andre

§ 11 a. Myndigheden kan efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.
Stk. 2. Myndigheden kan uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer. Oplysninger kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders og arbejdsløshedskassers it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at yde hjælp er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med ydelse af hjælp Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra borgeren forlange at få nødvendige oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold fra pengeinstitutter og arbejdsgivere til brug for stikprøvekontrol i sager efter lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. med henblik på at kontrollere pensionistens indkomst- og formueforhold. Oplysningerne kan sammenstilles med øvrige oplysninger om økonomiske forhold, som kommunen er i besiddelse af med henblik på kontrol af, om der er sket misbrug i forbindelse med udbetaling af social pension.
Stk. 4. Adgang til oplysninger efter stk. 2, som vedrører optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie og udbetalinger af feriepenge, og som er registreret i Feriekonto, skal ske via den elektroniske adgang, som Feriekonto stiller til rådighed.
Stk. 5. Myndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2 i indkomstregistret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. I det omfang oplysningerne, som nævnt i stk. 1 eller 2 findes i indkomstregistret, skal myndigheden indhente oplysningerne herfra, jf. dog stk. 4.
Stk. 6. Ved klage til Ankestyrelsen, kan samtykke til at indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, indhentes ved, at borgeren i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, bliver gjort opmærksom på, hvilke typer af oplysninger det kan blive nødvendigt at indhente, og får en frist til eventuelt at gøre indsigelse imod dette. Tilsvarende gælder ved Udbetaling Danmarks behandling af sager efter lov om social pension, lov om højeste mellemste forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. for personer med bopæl i udlandet.

107 . Bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, giver de sociale myndigheder adgang til at forlange oplysninger til brug for behandlingen af en social sag med borgerens samtykke fra andre myndigheder m.fl.

Forholdet mellem persondataloven, forvaltningsloven, lov om Udbetaling Danmark, sundhedsloven og §§ 11 a og 11 c

108. Kravet i § 11 a om borgerens samtykke kan fraviges i de sager, der er nævnt i § 11 c. Økonomiske oplysninger fra visse parter og oplysninger om ferieforhold kan indhentes uden borgerens samtykke efter § 11 a, stk. 2 og 3.

Desuden kan kommunen indhente oplysninger uden samtykke med hjemmel i § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Efter denne bestemmelse kan der, hvis betingelserne i § 54 i øvrigt er opfyldt, indhentes oplysninger om løn- og beskæftigelsesperioder og andre særligt nævnte økonomiske forhold i sager efter aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven, sygedagpengeloven og integrationsloven.

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser finder § § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og 11 c, stk. 1, nr. 4, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i lov om Udbetaling Danmark og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Der er desuden regler i forvaltningslovens kapitel 8 og persondatalovens kapitel 4 om indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder. Derudover er det reglerne i sundhedsloven, som regulerer sundhedspersoners videregivelse og indhentning af oplysninger, som sundhedspersonen er blevet bekendt med i forbindelse med patientbehandling inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed.

Retssikkerhedsloven fraviger forvaltningsloven og persondataloven på nogle områder:

For det første indebærer § 11 a, at de sociale myndigheder har mulighed for at forlange at få oplysninger fra en række private, bl.a. pengeinstitutter og privatpraktiserende læger, hvilket forvaltningsloven ikke giver adgang til. Dette gælder, selv om der gælder særlige regler om tavshedspligt for disse erhverv.

For det andet indebærer § 11 a, at borgeren skal give samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, også selv om der ikke er tale om personlige eller fortrolige oplysninger. Det betyder, at der som hovedregel altid skal indhentes samtykke i sociale sager. I persondataloven og forvaltningsloven gælder kravet om samtykke kun, hvis der er tale om fortrolige eller rent personlige oplysninger.

For det tredje indebærer § 11 c, jf. § 11 a, at de myndigheder m.v., der bliver bedt om at bidrage til sagen med oplysninger, ikke behøver at vurdere om betingelserne for videregivelse i forvaltningslovens kapitel 8 eller behandlingsreglerne i persondatalovens kapitel 4 er til stede. Oplysningerne skal udleveres, når betingelserne i § 11 a eller § 11 c er opfyldt.

§§ 11 a-11 c regulerer ikke de sociale myndigheders adgang til selv at videregive oplysninger til andre. I dette tilfælde skal forvaltningslovens, persondatalovens og evt. særlovgivningens regler om adgang til at videregive oplysninger anvendes. Det samme gælder indhentning af oplysninger, der ikke er reguleret i retssikkerhedslovens bestemmelser.

§§ 11 a-11 c regulerer heller ikke de sociale myndigheders adgang til at indhente oplysninger fra andre dele af kommunen/forvaltningen, f.eks. fra den forvaltningsgren, der har ansvaret for sager vedrørende registrering i CPR eller teknisk forvaltning. Her gælder de almindelige tavshedspligtsregler m.v., der gælder for den kommunale enhedsforvaltning, dvs. forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32 samt persondatalovens regler. Reglerne i §§ 11 a – 11c gælder imidlertid, i det omfang oplysninger skal indhentes fra kommunale organer, der betragtes som selvstændige myndigheder. Se Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven. Se desuden Justitsministeriets vejledninger om persondataloven på www.datatilsynet.dk.

Bestemmelserne regulerer således, hvornår der skal foreligge samtykke fra borgeren til indhentelse af oplysninger, og hvornår de, der bliver bedt om at afgive oplysningerne, er forpligtet til at svare.

Reglerne i kapitel 3 a suppleres af persondatalovens regler om behandling af personoplysninger. Det betyder f.eks., at oplysninger fra andre end dem, der er nævnt i retssikkerhedslovens §§ 11 a-11 c, eller om andre persongrupper end dem, der er nævnt i de enkelte bestemmelser, kan indhentes i henhold til persondataloven.

Herudover indeholder lov om Udbetaling Danmark en række særregler om udveksling af oplysninger mellem kommunerne og registersamkøringer på sagsområder i Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark og kommunerne har efter kapitel 3 i Udbetaling Danmark-loven pligt til at videregive foreliggende oplysninger fra egne sager til hinanden, herunder oplysninger om rent private forhold om den, der får hjælp eller har fået hjælp, dennes ægtefælle eller samlever og andre husstandsmedlemmer, hvis oplysningerne er nødvendige for den modtagende myndigheds vurdering af, om der skal påbegyndes en sag om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud, som en borger kan have modtaget med urette og mod bedre vidende. Oplysningerne kan videregives uden samtykke fra borgeren. Udbetaling Danmark kan herudover indhente og samkøre oplysninger i kontroløjemed på egne ydelsesområder efter § 12 i lov om Udbetaling Danmark og efter kapitel 3 a i lov om Udbetaling Danmark på en række kommunale ydelsesområder. Der henvises nærmere til punkt 137. Bestemmelserne i § 12 og kapitel 3 a i lov om Udbetaling Danmark udgør en fravigelse af § 11 a, stk. 1.

Ankestyrelsens principafgørelse 10-13 (W20130967025): En kvinde, der modtog børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud, kunne - ud fra de i sagen foreliggende oplysninger - ikke betragtes som samlevende, selv om hun blandt andet havde en delebil med sin kæreste.
Indhentning af oplysninger i sager om ophør af ydelser og tilbagebetalingssager er en kontrolopgave for myndigheden, både for så vidt angår oplysninger om modtageren af ydelser og for så vidt angår oplysninger om en formodet samlever.
Det kræver ikke særskilt lovhjemmel at anmode om oplysninger fra private, herunder en formodet samlever, når oplysningerne er nødvendige for at udføre en kontrolopgave.
En anmodning om oplysninger til private forudsætter, at persondatalovens bestemmelser om behandling af almindelige og personfølsomme personoplysninger overholdes, navnlig persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6, § 7, stk. 2, nr. 4, og § 8, stk. 1 og 6.
En anmodning til private forudsætter endvidere, at straffelovens regler om tavshedspligt overholdes.
Den adspurgte har ikke pligt til at svare, medmindre der efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 6, eller retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 4, i sager om tilbagebetaling af sociale ydelser, jf. § 11 a, stk. 1 og 6, er adgang til at forlange oplysninger.
Hvis det således er nødvendigt for behandlingen af en sag, kan myndigheden anmode private om oplysninger. Afgørende er, at den adspurgte ikke gives flere oplysninger end nødvendigt for at kunne besvare myndighedens spørgsmål, og at myndigheden gør den adspurgte opmærksom på, at den pågældende ikke har pligt til at svare.
Ankestyrelsens principafgørelse 186-09 (W20091072325): I en sag om personlig assistance kunne konklusionen i en speciallægeerklæring ikke videregives til arbejdsgiveren uden borgerens udtrykkelige samtykke hertil.
Beskæftigelsesudvalget vurderede, at der ikke var tale om en situation, hvor videregivelsen skete til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart oversteg hensynet til de interesser, der begrundede hemmeligholdelse.
Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at det var nødvendigt for arbejdsgiveren at kende konklusionen i speciallægeerklæringen, for at formålet med foranstaltningen kunne opnås.

Nødvendige oplysninger

109. § 11 a giver kun de sociale myndigheder adgang til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at behandle en sag. Myndigheden skal i hver sag foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger den har brug for. Myndigheden kan f.eks. ikke forlange at få alle oplysninger fra borgerens læge om et for længst overstået misbrug eller om helbredte sygdomme, hvis oplysningerne ikke har betydning for sagen.

Myndighederne skal således ved enhver indhentning af oplysninger iagttage proportionalitetsprincippet i persondatalovens § 5, hvorefter de oplysninger, der indhentes, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke må omfatte mere, end der kræves for at kunne foretage den fornødne kontrol.

110. Det er vigtigt, at myndigheden ved anmodningen om udlevering af oplysninger fra andre end borgeren selv, jf. § 11 a, stk. 1, præciserer, hvilke oplysninger myndigheden har brug for at indhente for at forhindre, at der udleveres oplysninger, der er irrelevante for behandlingen af den sociale sag. Der henvises til persondatalovens § 5, stk. 3, og forvaltningslovens § 32. Myndigheden skal i overensstemmelse med § 13 i offentlighedsloven om notatpligt skrive ned i sagen, om borgeren har givet samtykke, hvis borgeren ikke har givet skriftligt samtykke.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger fra?

111. § 11 a, stk. 1, indeholder en udtømmende beskrivelse af, hvem myndigheden med samtykke fra borgeren kan forlange at få oplysninger fra. Efter bestemmelsen kan myndigheden indhente oplysninger fra

Andre offentlige myndigheder

Uddannelsesinstitutioner

Sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar

Arbejdsløshedskasser

Pengeinstitutter

Arbejdsgivere

Private, der udfører opgaver for det offentlige

112. Denne liste er en udtømmende beskrivelse af de myndigheder m.v., som myndigheden kan forlange at få oplysninger fra efter § 11 a, stk. 1. Det fremgår udtrykkeligt af lovforarbejderne, jf. lovforslag 138 2002/1. Om indhentelse af oplysninger fra andre, se punkt 108.

Det er således kun private, der udfører opgaver for det offentlige, der er omfattede af bestemmelsen i § 11 a, stk. 1. Private organisationer, frivillige foreninger og almindelige privatpersoner, f.eks. naboer, er ikke omfattet af § 11 a, stk. 1. Myndigheden kan dog indhente oplysninger fra private i børnesager efter § 11 c, stk. 2, uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Det er dog kun de private, som er omfattet af § 11 a, stk. 1, som er forpligtede til at give oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 3. Andre private er ikke forpligtede til at give oplysninger i børnesagerne (se punkt 145, 146 og 170-174).

Definitionen af hvem, der er en sundhedsperson, følger af § 6 i sundhedsloven. Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar. En autoriseret sundhedsperson er således en person, der er meddelt autorisation efter de gældende autorisationslove som læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, tandplejer, social- og sundhedsassistent m.v. Personer, der arbejder under autoriserede personers ansvar, er f.eks. social- og sundhedshjælpere, plejere og sygehjælpere. Andre uautoriserede sundhedspersoner er ikke omfattet af § 11 a, men skal anses som private, jf. § 11 c, stk. 2, medmindre de udfører opgaver for en offentlig myndighed.

Uddannelsesinstitutioner skal forstås meget bredt. Der kan f.eks. være tale om helt private og offentlige uddannelsesinstitutioner, selvejende uddannelsesinstitutioner m.v. Frie grundskoler og højskoler er således omfattet af bestemmelsen.

Oplysningernes form er ikke afgørende

113. Myndigheden kan forlange at få alle nødvendige oplysninger til brug for myndighedens behandling af sagen, uanset hvordan oplysningerne måtte være tilgængelige. Myndigheden kan således indhente oplysninger i form af erklæringer, udtalelser, udskrifter fra sygehus- eller lægejournaler, kopi af akter i en sag eller ved udskrift eller indsigt i registre.

Retsligt forhør

114. Hvis de sociale myndigheder har anmodet om oplysninger, har myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sundhedspersoner og pengeinstitutter m.fl. som anmodningen er stilet til, pligt til at udlevere de nødvendige oplysninger til de sociale myndigheder. Hvis oplysningerne ikke bliver udleveret, kan de sociale myndigheder bede om, at der bliver foretaget retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, jf. § 11 a, stk. 1, 3. pkt. Myndigheden kan herefter indkalde en repræsentant for en anden offentlig myndighed, en sundhedsperson eller andre omfattet af oplysningspligten i § 11 a til afhøring i retten, hvis vedkommende nægter at udtale sig til de sociale myndigheder. Det er kun repræsentanter for de myndigheder m.v., der specifikt er nævnt i § 11 a, der kan indkaldes til retsligt forhør.

Borgeren, der ansøger om en ydelse, kan ikke indkaldes til retsligt forhør.

Myndigheden skal rette henvendelse til byretten i den retskreds, hvor den, der skal afhøres, bor.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger om?

115. Myndigheden kan kun indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, om den, der søger om eller får hjælp. Myndigheden kan ikke efter denne bestemmelse indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle eller andre. Se punkt 132 om mulighederne for at indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle efter forvaltningsloven, punkt 133 om § 11 a, stk. 2. punkt 134 om § 11 c, stk. 3. Se endvidere punkt 108 om indhentelse af oplysninger om andre. Der er desuden mulighed for at indhente oplysninger om ansøgerens ægtefælle i § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Herudover gælder en række særlige regler om indhentning af oplysninger i lov om Udbetaling Danmark. Der henvises til pkt. 107.

Borgeren skal give samtykke til at oplysningerne indhentes

116. Myndigheden kan kun indhente oplysningerne efter § 11 a med forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, med mindre der er tale om en sag, hvor loven specifikt giver mulighed for at fravige kravet om samtykke jf. § 11 c og § 11 a, stk. 2-4 (se kapitel 17 og punkt 125-131). Myndigheden skal oplyse om konsekvenserne af et manglende samtykke, jf. § 12, nr. 3. Se punkt 175 og kapitel 16 om konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.

Kravet til samtykket

117. Samtykket skal være tilstrækkeligt præcist til, at borgeren ved, hvilke typer oplysninger der vil blive indhentet, hvem de vil blive indhentet fra, og hvilken sag oplysningerne skal bruges til at behandle. Myndigheden kan ikke nøjes med at indhente et generelt samtykke, hvor borgeren skriver under på, at myndigheden kan indhente oplysninger, der er relevante eller nødvendige for sagen. Det er forudsat i lovforarbejderne til bestemmelsen i lovforslag 138 2002/1, at kravet om samtykke efter § 11 a skal være så præcist, at det samtidig opfylder kravet om oplysning til borgeren om, hvilke oplysninger fra andre der vil blive databehandlet, jf. § 29 i persondataloven.

Ankestyrelsens principafgørelse R-12-06 (W20061101725): En kommune var berettiget til at anmode en mand om at underskrive en samtykkeerklæring for at kunne indhente relevante lægelige oplysninger til brug for kommunens vurdering af hans fravær fra aktivering. Erklæringen var formuleret således, at der blev givet samtykke både til indhentelse og afgivelse af oplysninger. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen havde informeret manden om formålet med at indhente hans samtykke alene var at kunne indhente oplysninger. Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at såfremt kommunen ønskede at benytte den samme blanket i forbindelse med samtykke til såvel indhentelse som videregivelse af oplysninger, burde kommunen efter Ankestyrelsens opfattelse uddybe blanketten med henblik på anvendelse i de to forskellige situationer.

Der er ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt. Se også punkt 110 om notatpligt, hvis samtykket ikke gives skriftligt.

Borgere, der ikke selv kan give samtykke

118. Hvis borgeren ikke selv kan give gyldigt samtykke, skal myndigheden indhente samtykke fra en værge eller en fremtidsfuldmægtig. Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan kun afgive samtykke efter § 11 a, hvis familiemedlemmet er værge eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende, dvs. hvis familiemedlemmet er beskikket som værge eller en fremtidsfuldmagt til familiemedlemmet er sat i kraft.

Hvis der ikke er etableret værgemål eller fremtidsfuldmagt, skal der søges etableret et personligt værgemål efter værgemålsloven. Såvel kommunen som de nærmeste kan tage initiativ til, at der etableres værgemål.

Se punkt 59 og 60 med nærmere information om værgemål og punkt 61 om fremtidsfuldmagter.

Helbredsoplysninger

119. Som hovedregel må myndighederne kun indhente helbredsoplysninger, herunder oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Nødvendige oplysninger om sygehusophold bør tilvejebringes ved, at der indhentes relevante foreliggende journaloplysninger fra sygehuset.

120. Reglerne om sundhedspersoners (lægers, tandlægers m.fl.) videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling af patienter findes i § 43 i sundhedsloven. Hovedreglen er, at sundhedspersonen kun må videregive fortrolige oplysninger, hvis patienten giver samtykke. Sundhedspersonen er ansvarlig for, at patienten har givet samtykke til videregivelsen. Samtykkekravet efter § 43, stk. 1, i sundhedsloven anses dog for opfyldt, hvis det over for sundhedspersonen oplyses, at patienten har givet samtykke til kommunen efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, til, at kommunen kan indhente oplysningerne fra sundhedspersonen. Der skal således ikke indhentes samtykke til både at videregive og indhente de samme oplysninger. Sundhedspersonen skal sikre sig, at patientens samtykke til kommunen omfatter de oplysninger, som sundhedspersonen bliver anmodet om at videregive.

Oplysninger kan endvidere videregives uden patientens samtykke, hvis der er fastsat regler herom i anden lovgivning – f.eks. retssikkerhedslovens § 11 a, jf. § 11 c. Dette følger af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, hvorefter sundhedspersoner uden samtykke kan videregive oplysninger, hvis det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Den indhentende myndighed skal dog i almindelighed have forsøgt at indhente borgerens samtykke. Som det fremgår af § 11 a, stk. 1, og § 11 c, kan kun nødvendige oplysninger forlanges efter bestemmelserne.

121. Praktiserende læger, øjenafdelinger på sygehuse, speciallæger og andre, der virker inden for social- og sundhedsvæsenet, kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver videregive oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til Synsregistret, som føres af Kennedy Centret, jf. § 153 a i serviceloven. Kennedy Centret kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver videregive disse oplysninger til relevante social-, sundheds-, og undervisningsmyndigheder. Regler herom findes i bekendtgørelse om videregivelse af oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til og fra Synsregistret, der føres af Kennedy Instituttet – Statens Øjenklinik (KISØ).

Hvilke myndigheder kan forlange oplysninger?

122. Det er de myndigheder, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger. Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og § 11 c, stk. 1, nr. 4, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i lov om Udbetaling Danmark. Det vil sige, at kommunerne, Udbetaling Danmark og Ankestyrelsen kan indhente oplysninger i henhold til bestemmelsen. Det samme gælder, når Statsforvaltningen behandler sager efter servicelovens § 131 om optagelse i særlige botilbud uden samtykke.

Indhentning af samtykke i klagesager og visse sager, der behandles af Udbetaling Danmark

123. Samtykke til brug for behandling af klagesager og sager om pension til borgere med bopæl i udlandet, der behandles i Udbetaling Danmark, kan indhentes på en særlig måde.

Efter § 11 a, stk. 6, kan Ankestyrelsen i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, meddele borgeren, at styrelsen om nødvendigt vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger efter § 11 a, stk. 1, til brug for sagsbehandlingen. Borgeren får herefter en frist til at gøre indvendinger mod dette. Hvis de nævnte myndigheder ikke får en indsigelse, kan myndighederne herefter indhente oplysningerne. Oplysninger, som indhentes efter denne praksis, sendes til partshøring efter forvaltningslovens regler.

Tilsvarende gælder ved Udbetaling Danmarks behandling af pensionssager for borgere med bopæl i udlandet.

For Ankestyrelsens behandling af arbejdsskadesager m.v. fremgår samme regel af § 16 i bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsen.

124. Hvis der gøres indsigelse, respekteres dette, men borgeren skal gøres opmærksom på, at sagen må afgøres på det foreliggende grundlag efter § 11 b om den processuelle skadevirkning, medmindre samtykkekravet kan fraviges efter § 11 c. Se punkt 138-142 og punkt 145 om den processuelle skadevirkning og adgangen til at forlange at få oplysninger fra andre om borgeren uden borgerens samtykke.

Økonomiske oplysninger - kræver ikke samtykke

125. § 11 a, stk. 2, giver myndighederne mulighed for at kræve at få oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser til brug for behandling af en enkelt sag eller til brug for kontrol af en enkelt eller flere sager.

Ved en generel søgning kan kommunen foretage en samkøring af registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har modtaget hjælp, ikke samtidig modtager eller har modtaget andre ydelser, som der ikke er ret til samtidig med hjælpen, eller som har betydning for hjælpens størrelse.

Datatilsynet forudsætter i sin praksis vedrørende sammenstilling i kontroløjemed, at de personer, der berøres i kontrolordningen, skal have forudgående information om kontrolordningen, jf. persondatalovens § 5, stk. 1.

Oplysninger om økonomiske forhold kan efter § 11 a, stk. 2, kun indhentes fra andre myndigheder og fra arbejdsløshedskasser. Om oplysninger til brug for stikprøvekontrol i pensionssager se dog punkt 129.

126. Myndigheden kan, ud over at indhente oplysninger om ansøgerens eller ydelsesmodtagerens økonomiske forhold, indhente oplysninger om en ægtefælles, en samlevers eller andre husstandsmedlemmers økonomiske forhold. Se punkt 132-134 om nødvendige oplysninger om andre end ansøgeren selv. Oplysninger om ægtefællers, samleveres eller andre husstandsmedlemmers økonomiske forhold kan alene indhentes efter § 11 a, stk. 2, når oplysningerne er nødvendige ved behandlingen af ansøgerens sag eller til brug for generel kontrol.

Som eksempel kan nævnes, at det følger af lov om individuel boligstøtte, at støtten beregnes på grundlag af summen af ansøgerens og dennes husstandsmedlemmers indkomster. Som medlemmer af husstanden medregnes efter boligstøtteloven ansøgeren, dennes ægtefælle, hjemmeværende børn og andre, der har fast ophold i lejligheden uden at være logerende. I sager efter boligstøtteloven vil oplysninger om sådanne personers økonomiske forhold derfor kunne indhentes uden samtykke efter § 11 a, stk. 2.

127. Oplysninger om økonomiske forhold kan også indhentes fra en anden kommune, selv om den, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne. Det betyder f.eks., at en kommune kan indhente oplysninger også i de tilfælde, hvor en borger flytter til eller fra kommunen og fortsat modtager hjælp fra fraflytningskommunen, mens borgeren søger hjælp i tilflytningskommunen.

128. Indhentningen af økonomiske oplysninger kan ske uden samtykke fra borgeren, både ved sagens start og ved senere opfølgning i sagen. Borgeren skal ved ansøgningen skriftligt oplyses om adgangen til at indhente økonomiske oplysninger uden samtykke, jf. § 12, nr. 1 (se punkt 175). Se også § 29 i persondataloven om underretningspligt.

§ 12 i lov om Udbetaling Danmark giver mulighed for at indhente og samkøre ikke-følsomme oplysninger og er ikke kun begrænset til oplysninger om økonomiske forhold. Der kan desuden indhentes oplysninger om alle relevante persongrupper. § 12 a i lov om Udbetaling Danmark finder også anvendelse ved registersamkøring i kontroløjemed i Udbetaling Danmark for så vidt angår kommunale ydelsesområder. Der henvises til punkt 137.

Stikprøvekontrol i pensionssager

129. Efter § 11 a, stk. 3, kan kommunen herudover uden samtykke fra borgeren forlange at få nødvendige oplysninger om økonomiske forhold fra pengeinstitutter og arbejdsgivere til brug for stikprøvekontrol i sager om lov om social pension.

Oplysningerne kan indhentes, uden at der foreligger en konkret mistanke om misbrug eller fejludbetalinger i sager, der udtages til stikprøvekontrol.

Det er alene oplysninger om pensionisten selv - men ikke om dennes ægtefælle eller samlever – der kan indhentes til brug for stikprøvekontrollen. Oplysninger om en eventuel ægtefælle eller samlevers indkomst og formue kan således alene indhentes uden samtykke efter andre bestemmelser, f.eks. § 11 a, stk. 2, eller efter bestemmelser fastsat i anden lovgivning, f.eks. persondataloven eller lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen i § 11 a, stk. 3, betyder, at pengeinstitutternes udlevering af nødvendige oplysninger til kommunerne, vil blive betragtet som berettiget, jf. lov om finansiel virksomhed.

Kommunernes stikprøvekontrol skal foretages ud fra objektive og lovlige kriterier, f.eks. cpr-nummer, alder, tilkendelsestidspunkt for pension eller pensionstype. Dette følger af princippet om ligebehandling og forbuddet mod direkte og indirekte usaglig sagsbehandling.

Bestemmelsen indebærer en forpligtelse til, at pengeinstitutter og arbejdsgivere udleverer nødvendige oplysninger om indkomst- og formueforhold. Dette krav svarer til forpligtelsen til at udlevere oplysninger efter § 11 a, stk. 1, dog med den undtagelse, at myndigheden ikke i forhold til oplysninger efter § 11 a, stk. 3, kan forlange, at der foretages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.

§ 11 a, stk. 3, giver kommunerne mulighed for at indhente nødvendige økonomiske oplysninger fra arbejdsgivere og pengeinstitutter, der kan belyse indkomst- og formueforhold. Det kan være oplysninger fra arbejdsgivere om personlig indkomst, der ikke indgår i eIndkomstregistret, f.eks. udbetaling af engangsvederlag fra arbejdsgivere. Og det kan være oplysninger fra pengeinstitutter om enkeltstående dispositioner på den enkelte konto, der kan anvendes til at belyse, om pensionisten har uoplyst formue eller uoplyste indtægter, herunder indtægter fra udlandet.

Derimod giver bestemmelsen ikke hjemmel til at kommunerne ved stikprøvekontrol uden samtykke kan undersøge andre forhold end pensionistens økonomiske forhold, der kan have betydning for pensionen.

Andre forhold end oplysninger om økonomiske forhold, f.eks. oplysninger om helbred m.v., kan fortsat alene undersøges uden samtykke fra borgeren, hvis retssikkerhedsloven i øvrigt giver hjemmel til det. Det kan være i tilfælde, hvor der opstår en konkret mistanke om, at pensionisten modtager ydelsen med urette, og der derfor indledes en tilbagebetalingssag (se punkt 149-168).

Det fremgår udtrykkeligt af § 11 a, stk. 3, at kommunerne alene kan indhente oplysninger, der er nødvendige (se punkt 109 og 110). Dette er en understregning af, at kommunerne ved indhentning og behandling af personoplysninger efter bestemmelsen, skal følge proportionalitetsprincippet i persondataloven, hvorefter de oplysninger, der indhentes, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke må omfatte mere, end der kræves for at kunne foretage den fornødne kontrol.

I forbindelse med en anmodning efter § 11 a, stk. 3, skal kommunen ved anmodningen om udlevering af oplysninger præcisere, hvilke oplysninger kommunen har brug for, således at der kun udleveres oplysninger, der kan belyse indkomst- og formueforhold, som er nødvendige og relevante for den type pension og de tillæg, som den enkelte pensionist modtager.

Relevante oplysninger om indtægtsforhold, der kan indhentes fra pengeinstitutter, kan for modtagere af folkepension og førtidspension f.eks. være løbende indsættelser på pensionistens bankkonti fra Danmark og udlandet eller indbetalinger af større engangsbeløb.

I forhold til efterfølgende kontrol af opgørelse af formue og fastlæggelse af tillægsprocenten, kan det være relevant at fremskaffe oplysninger om enkeltstående dispositioner på pensionistens bankkonti i månederne før og efter årsskiftet. Større beløb, der bliver hævet og indsat igen efter et stykke tid, kan være et tegn på, at pensionisten bevidst forsøger at omgå betingelserne i pensionsloven om, at helbredstillæg og den supplerende pensionsydelse for folkepensionister alene kan udbetales, hvis pensionisten og dennes eventuelle ægtefælles eller samlevers formue pr. 1. januar er under formuegrænsen, som er fastsat i pensionsloven.

Det kan aldrig blive betragtet som relevant og nødvendigt for kommunen at få oplysninger om transaktioner fra borgerens bankkonti om almindelige løbende forbrug eller at indhente et kontoudtog i sin helhed.

§ 11 a, stk. 3, giver adgang til at sammenstille de oplysninger, der kan indhentes efter bestemmelsen, med andre oplysninger om økonomiske forhold i den enkelte pensionssag.

Der er ikke efter § 11 a, stk. 3, et krav om, at kommunen skal forsøge at indhente samtykke, som det er tilfældet efter § 11 c, stk. 4 (se punkt 147). Kommunen har dog efter persondataloven pligt til efterfølgende at gøre pensionisten bekendt med, at der er indhentet oplysninger til brug for stikprøvekontrol.

Hvis en stikprøvekontrol giver anledning til yderligere undersøgelser, skal der foretages en partshøring af borgeren i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, ligesom regler for at indhente oplysninger i tilbagebetalingssager jf. § 11 c, stk. 1, nr. 4, og anden relevant lovgivning skal følges.

Efter § 5 i lov om Udbetaling Danmark og retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, finder § 11 a, stk. 3, tilsvarende anvendelse når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser vedrørende en række sociale ydelser m.v. Udbetaling Danmark udbetaler førtidspension og folkepension og opgør formuen samt borgerens tillægsprocent.

Oplysninger fra eIndkomstregistret

130. Efter § 7 i lov om et indkomstregister kan blandt andet kommunale og statslige myndigheder få terminaladgang til oplysninger i eIndkomstregistret. Dette kræver dog, at den pågældende myndighed i henhold til anden lovgivning kan få terminaladgang til den pågældende type oplysninger i indkomstregistret.

Myndighederne får terminaladgang til de oplysninger, der indhentes efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 2, i indkomstregistret, i det omfang sådanne oplysninger findes i registret.

§ 11 a, stk. 5, giver ikke myndighederne en udvidet adgang til at indhente oplysninger uden samtykke, men fastsætter blot en klar hjemmel til at indhente oplysninger også fra indkomstregistret.

Myndighederne skal i videst muligt omfang indhente nødvendige oplysninger om løn, overførselsindkomster, private pensioner og andre indkomster fra indkomstregistret. Det samme gælder oplysninger om arbejdsomfang (løntimer) og lønperioder. Bestemmelsen indebærer, at myndighederne skal anvende oplysningerne fra indkomstregistret, hvis de findes der, frem for at indhente oplysningerne fra andre myndigheder, arbejdsgivere, borgeren selv eller andre. Oplysninger om ferieforhold skal dog indhentes fra FerieKonto (se punkt 131).

Oplysninger om ferieforhold

131. Udover økonomiske oplysninger, bl.a. oplysninger om optjente feriepenge, giver § 11 a, stk. 2, adgang til, at kommunerne uden samtykke kan kræve oplysninger om ferieforhold generelt. Med ferieforhold forstås efter forarbejderne til bestemmelsen i lovforslag 108 2010/1 optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie og udbetaling af feriepenge. Oplysningerne kan indhentes til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol. Der henvises til punkt 125-128.

Adgang til oplysninger efter § 11 a, stk. 2, om optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie og udbetalinger af feriepenge, som er registreret i Feriekonto, skal efter § 11 a, stk. 4, ske via den elektroniske adgang, som Feriekonto stiller til rådighed.

Pligten til at få adgang til oplysninger fra FerieKonto om udbetaling af feriepenge m.v. via FerieKontos digitale adgang udelukker ikke, at kommunen kan anmode borgeren om at oplyse om optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelsen af ferie samt udbetalinger af feriepenge.

Særligt om indhentelse af oplysninger om ægtefæller og samlevere

132. Hvis betingelserne i de enkelte sociale love kræver, at myndigheden indhenter oplysninger om andre end den borger, der søger om eller får hjælp, f.eks. om borgerens ægtefælle eller samlever, vil oplysninger om disse personer ikke kunne indhentes efter § 11 a, stk. 1 (se punkt 115). Myndigheden kan dog fortsat indhente oplysninger om borgerens ægtefælle eller samlever efter forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler om udveksling af oplysninger. Se Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven og vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven.

Som udgangspunkt vil en redegørelse om borgerens ægtefælles eller samlevers forhold, der har betydning for tildeling af hjælp, komme fra den borger, der søger om eller får hjælp. Får myndigheden brug for at undersøge ægtefællens eller samleverens forhold nærmere, kan myndigheden indhente oplysninger om den pågældende efter forvaltningslovens og persondatalovens regler, samt efter andre særlove, eller bede ægtefællen eller samleveren om selv at fremskaffe den fornødne dokumentation for nærmere angivne forhold.

Ankestyrelsens principafgørelse P-20-02 (W20020973325): Klageinstansen havde ret til at afvise at realitetsbehandle samleverens klage over socialforvaltningens indhentelse af oplysninger om hendes formueforhold i forbindelse med behandling af en ansøgning om helbredstillæg fra den pensionist, der boede sammen med hende.
Socialforvaltningen var berettiget til at indhente oplysninger om samleverens formueforhold uden dennes samtykke.
Socialforvaltningen havde dog pligt efter persondataloven til at oplyse samleveren om, at kommunen behandlede oplysninger om hende. Socialforvaltningen burde derfor have givet samleveren klagevejledning til Datatilsynet.

133. Oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold for ægtefæller, samlevere og andre husstandsmedlemmer kan indhentes efter § 11 a, stk. 2 (se punkt 125-128 og punkt 131). Se også punkt 137 om kapitel 3, herunder §§ 12 og 12 a i lov om Udbetaling Danmark.

134. Der gælder særlige regler ved behandlingen af sager om foranstaltninger efter kapitel 11 i serviceloven, der kan gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. I disse sager kan myndigheden forlange at få oplysninger om ægtefæller eller samlevere. Dette er særligt reguleret i § 11 c, stk. 3. Myndighederne kan indhente oplysningerne uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren, jf. § 11 c, stk. 3, i disse sager. Myndigheden kan ikke kun indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og ægtefællen eller samleveren i en børnesag, men kan herudover indhente oplysninger fra private, jf. § 11 c, stk. 2 og 3. Dette kan ligeledes ske uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren. Myndigheden skal dog altid forsøge at indhente samtykke fra ægtefællen eller samleveren til at indhente oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 4. Der henvises i øvrigt til punkt 170-174.

Underretningspligt over for ægtefællen eller samleveren

135. Når kommunen indhenter oplysninger om ægtefællen eller samleveren, skal denne gives meddelelse om det efter § 29 i persondataloven, jf. Justitsministeriets vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven. Det gælder, uanset om oplysningen om ægtefællen eller samleveren indhentes efter retssikkerhedsloven eller persondataloven.

Kommunernes muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke i beskæftigelsessager

136. Udover mulighederne for at forlange økonomiske oplysninger og oplysninger om ferieforhold efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2 og 3, gælder for visse love, der også er omfattet af retssikkerhedsloven, at kommunerne uden samtykke fra borgeren kan kræve visse andre oplysninger efter § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol.

Kommunen kan ud over de tilfælde, der er omfattet af retssikkerhedslovens §§ 11 a og 11 c og § 50 i integrationsloven, i visse tilfælde kræve oplysninger om den, der ansøger om eller får ydelser fra kommunen efter aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven, sygedagpengeloven og integrationsloven, og dennes ægtefælle eller sambo.

Kommunen kan uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kræve oplysninger fra arbejdsgivere om løn- og beskæftigelsesperioder m.v. samt oplysninger om pensionsforhold m.v. fra pensionskasser, livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter. Oplysningerne indhentes med henblik på at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.

Kommunen kan uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kræve andre oplysninger end oplysninger om økonomiske forhold fra andre offentlige myndigheder og fra arbejdsløshedskasserne. Oplysningerne kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders og arbejdsløshedskassernes it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at modtage ydelser er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.

Oplysningerne kan indhentes, selv om borgeren, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.

Myndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger som nævnt i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. I det omfang oplysningerne findes i indkomstregisteret, skal kommunen indhente oplysningerne herfra.

Udbetaling Danmarks muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke efter § 12 i lov om Udbetaling Danmark

137. Udover mulighederne for at forlange økonomiske oplysninger og oplysninger om ferieforhold efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2 og 3, gælder for visse love, der også er omfattet af retssikkerhedsloven, at Udbetaling Danmark uden samtykke fra borgeren kan forlange visse andre oplysninger efter § 12 i lov om Udbetaling Danmark.

Udbetaling Danmark kan ved administrationen af sine sagsområder efter § 1 forlange at få nødvendige ikkefølsomme personoplysninger fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser i elektronisk form og indhente nødvendige ikkefølsomme personoplysninger fra udenlandske myndigheder i elektronisk form med henblik på samkøring og sammenstilling i kontroløjemed uden samtykke fra borgeren eller arbejdsgiveren til brug for kontrol af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol af ansøgere eller modtagere af kontante ydelser eller økonomiske tilskud.

Kapitel 16

Konsekvensen, når borgeren ikke medvirker – processuel skadevirkning

§ 11 b. Hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, jf. § 11 a, stk. 1, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysningerne kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 a, stk. 2, og § 11 c.

Borgerens medvirken er frivillig

138. Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke – f.eks. ikke vil tillade, at der indhentes fortrolige oplysninger fra andre myndigheder efter § 11 a, stk. 1, eller nægter at lade sig undersøge af en læge, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, er udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.

Dette gælder også, selv om myndighederne skønner, at det vil kunne være til borgerens fordel, at myndigheden får de ønskede oplysninger. En myndighed må således ikke - heller ikke i ansøgningssager - af egen drift forsøge at skaffe nødvendige fortrolige oplysninger, medmindre oplysningerne kan indhentes uden samtykke efter § 11 a eller § 11 c. Når borgerens ønske skal respekteres, skal myndigheden gøre borgeren opmærksom på, hvilken konsekvens den manglende medvirken kan få. Konsekvensen er, at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger, det vil sige ud fra de oplysninger, som nu er i sagen. Dette princip kaldes princippet om den processuelle skadevirkning og er lovfæstet i § 11 b. Det følger ligeledes af persondatalovens § 35, at borgeren til enhver tid kan gøre indsigelse imod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand for behandling. Hvis indsigelsen er berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte de pågældende oplysninger. Borgeren bør gøres opmærksom på, hvilke oplysninger der mangler for at kunne træffe afgørelsen, og hvordan de eventuelt kan skaffes. Nærmere om persondatalovens regler, herunder § 35, se Justitsministeriets vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven.

Det er en forudsætning for, at myndigheden kan tillægge borgerens manglende medvirken betydning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den hjælp, som der skal træffes afgørelse om.

Myndigheden kan i øvrigt ikke kræve, at borgeren selv indhenter oplysninger, som det vil være særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at skaffe. Myndigheden kan heller ikke kræve, at borgeren skal indhente oplysninger, som vil kræve, at borgeren har særlige forudsætninger, eller at borgeren skal have hjælp fra sagkyndige.

Myndigheden må ikke give borgeren det indtryk, at straffebestemmelsen i § 12 b, stk. 1, kan bruges til at tvinge borgeren til at medvirke til sagens oplysning. Straffebestemmelsen er beskrevet i kapitel 21.

Efter § 5 i lov om Udbetaling Danmark og retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, finder § 11 b tilsvarende anvendelse når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser vedrørende en række sociale ydelser m.v.

Konsekvenser af manglende medvirken – afgørelse på det foreliggende grundlag

139. Konsekvenserne af manglende medvirken vil afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp der er tale om. Drejer det sig f.eks. om oplysninger om økonomiske forhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag. Konsekvensen kan også være, at hjælpen tildeles med et mindre beløb end det, der er søgt om.

140. Myndighederne kan ikke give afslag på hjælp eller stoppe allerede bevilget hjælp med henvisning til den processuelle skadevirkning, alene fordi borgeren ikke vil medvirke til at oplyse sagen. Myndigheden skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning den eller de manglende oplysning(er) har i forhold til den sag, der skal tages stilling i.

Myndigheden skal være opmærksom på, at borgerens manglende medvirken kan skyldes forhold, der i nogle tilfælde i sig selv kan være tegn på behov for hjælp efter den sociale lovgivning.

141. Den processuelle skadevirkning gælder ikke, hvis det følger af reglerne, at princippet skal fraviges. Det gælder i sager, hvor myndighederne har pligt til at reagere og træffe afgørelse, fordi der er vægtigere hensyn at tage end hensynet til borgerens selvbestemmelse (se punkt 145-148). Der kan f.eks. være tale om uanmodet tilkendelse af førtidspension til en borger med alvorlig sindslidelse eller uanmodet tilkendelse af praktisk hjælp i hjemmet til en borger, som på grund af svær demens samler på affald og opbevarer det i boligen.

142. Udgangspunktet om processuel skadevirkning anvendes heller ikke, hvis en myndighed efterspørger oplysninger hos en ansøger om mulige strafbare forhold, se principperne i FOU 1999.299 (O19990029970).

Borgeren er ikke forpligtet til at give oplysninger, hvis afgivelse af oplysningerne indebærer, at borgeren derved tvinges til at belaste sig selv med oplysninger om at have begået strafbare forhold. Oplysningspligten skal ses i sammenhæng med § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

FOU 2013-4 (O20130000470): En kommune modtog en anonym anmeldelse om, at en kvinde, der modtog en række sociale ydelser som ”reelt enlig”, levede i et ægteskabslignende forhold. Som følge af anmeldelsen undersøgte kommunen kvindens forhold. I den forbindelse fik kommunen kvindens accept af, at kommunen indhentede en større mængde kontoudtog fra hendes bank for at undersøge hendes økonomiske forhold nærmere. Dette medførte, at banken opkrævede kvinden et gebyr på 500 kr.
Efter at have undersøgt kvindens forhold nærmere traf kommunen afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale ordinært og ekstra børnetilskud samt boligydelse for en periode. Senere traf kommunen også afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale for meget modtaget pension for samme periode. Det sociale nævn stadfæstede disse afgørelser. Som begrundelse for afgørelserne henviste myndighederne til, at de vurderede, at kvinden i den pågældende periode ikke havde været reelt enlig, og at hun havde modtaget for høje ydelser mod bedre vidende.
Ombudsmanden var enig i, at begrebet ”enlig” skulle forstås på samme måde i børnetilskudsloven og pensionsloven. Han fandt dog, at det var uheldigt, at afgørelserne gav indtryk af, at det var den samme vurdering, myndighederne skulle foretage for at fastslå, om tilbagebetalingsbetingelserne i børnetilskuds- og boligstøtteloven var opfyldt. Efter at have undersøgt sagen anså ombudsmanden det for en fejl, at kommunen ikke havde været opmærksom på overholdelsen af reglerne i § 10, stk. 3, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Derudover vurderede ombudsmanden, at kvinden ikke var blevet tilstrækkeligt vejledt i forbindelse med sagen. Endvidere havde ombudsmanden en række bemærkninger vedrørende enkelte af de konkrete forhold, som myndighederne havde lagt vægt på, herunder myndighedernes brug af den anonyme anmeldelse. Desuden mente ombudsmanden, at sagens forløb rejste berettiget tvivl om, hvorvidt kvinden havde modtaget de pågældende ydelser ”mod bedre vidende”. Endelig var det ombudsmandens opfattelse, at kommunen ikke havde tilstrækkelig hjemmel til at kræve, at bankgebyret skulle betales af kvinden.
FOU 2012-8 (O20120000870): En kommune modtog en anonym henvendelse om en kvinde, som modtog en række sociale ydelser som ”reelt enlig”. Ifølge den anonyme henvendelse levede kvinden i et ægteskabslignende forhold. Kommunen indkaldte kvinden til et møde ”om de sociale ydelser, du modtager og har ansøgt om”. Under mødet blev kvinden gjort bekendt med den anonyme henvendelse og bedt om at redegøre for sine forhold. Kommunen undersøgte sagen nærmere og holdt endnu et møde med kvinden. Det andet møde blev kaldt ”partshøring”. Herefter traf kommunen afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til en række sociale ydelser, og at ydelser, hun allerede havde modtaget, skulle betales tilbage.
Efter en konkret vurdering af de forhold, som myndighederne havde lagt vægt på, da de afgjorde sagen, mente ombudsmanden, at sagen på en række punkter ikke var tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor var væsentlige mangler ved sagsoplysningen.
Ombudsmanden lagde til grund, at kommunen havde haft en ”mistanke”, sådan som det er beskrevet i § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Kommunen skulle derfor have vejledt kvinden om, at hun ikke havde pligt til at give oplysninger, som kunne have betydning for bedømmelsen af den formodede strafbare lovovertrædelse.

Borgeren skal have skriftlig besked om konsekvenserne af den manglende medvirken (se punkt 175). Det bør udtrykkeligt fremgå, at behandling af sagen på det foreliggende grundlag som hovedregel vil betyde, at borgerens ansøgning ikke (fuldt ud) imødekommes, eller at den tildelte ydelse (helt eller delvis) vil blive bragt til ophør.

Udgifter ved sagernes behandling

143. Myndighederne betaler nødvendige udgifter til lægeerklæringer, undersøgelser, behandlinger, transport og lignende, som myndigheden pålægger borgeren eller klageren, og som ikke afholdes efter anden lovgivning, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 19. Når myndigheden anmoder borgeren om at medvirke til undersøgelser m.v., bør myndigheden oplyse, hvilke udgifter myndigheden dækker.

Helhedsvurderingen og borgerens medvirken

144. Helhedsvurderingen efter § 5 forudsætter, at sagsbehandleren spørger mere bredt f.eks. i de situationer, hvor ansøgeren har andre problemer end ledighed. Det kan være problemer i forbindelse med samlivsophævelse eller skilsmisse, problemer i forbindelse med børnene og lignende. Hovedsigtet med den brede vurdering er at tilrettelægge hjælpen bedst muligt. Sagsbehandleren bør derfor ved samtalens start orientere ansøgeren om samtalens karakter, herunder om at en bred viden om ansøgerens forhold kan give det bedste grundlag for hjælpen. De enkelte oplysninger behøver ikke at have betydning for den konkrete hjælp, som ansøgeren eventuelt skal have, men har betydning for helhedsbilledet af ansøgerens situation.

Borgerens medvirken har derimod betydning for den konkrete hjælp og størrelsen af hjælpen.

Kapitel 17

Sager, der kan oplyses uden borgerens medvirken

§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 6, fraviges i sager om
1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i lov om social service,
2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag uden at den pågældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, i lov om social pension,
3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller overflytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,
4) tilbagebetaling af sociale ydelser og
5) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, for så vidt angår følgende oplysninger om den borger, der ydes refusion for:
a) Cpr-nummer.
b) Hjemmel til udgiften.
c) Udgiftens elementer.
d) Antal af enheder.
. . .
Stk. 4. Myndigheden skal uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1-3, forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Betingelser for at fravige kravet om samtykke

145. Kravet om, at borgeren skal give samtykke, inden myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 a, kan fraviges i følgende kategorier af sager, jf. § 11 c:

Sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11, der kan gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i serviceloven

Sager, hvor myndigheden selv rejser sag om tildeling af pension efter pensionslovens § 17

Frakendelse af førtidspension tilkendt efter pensionslovens regler, der gælder fra 1. januar 2003 og nedsættelse eller frakendelse af pension, der er tilkendt efter de regler, der var gældende indtil den 1. januar 2003, se førtidspensionsloven (gammel)

Sager om tilbagebetaling af sociale ydelser

Sager om mellemkommunal refusion

I disse sagstyper er der vægtigere hensyn end at holde fast i borgerens selvbestemmelse. Der er derfor en adgang til at indhente oplysninger uden samtykke i disse sager.

146. I sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11, hvor der kan påbegyndes en sag eller træffes afgørelse uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at fravige kravet om samtykke ud fra et omsorgshensyn til barnet eller den unge, således at kommunen efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, kan indhente nødvendige oplysninger til brug for sagens behandling. Børnefaglige undersøgelser af børn og unge efter servicelovens § 50 skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Der gælder imidlertid ikke et krav om samtykke fra parterne til gennemførelse af en sådan undersøgelse. I sådanne sager kan samtykkekravet i retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, også fraviges. De myndigheder og personer, der er nævnt i § 11 a, stk. 1, har hermed pligt til at afgive de oplysninger, der kræves til brug for sagen også selv om samtykke ikke foreligger.

I sager efter pensionslovens § 17, hvor myndigheden kan rejse sag, uanset om borgeren ønsker det, f.eks. i forhold til en borger uden sygdomserkendelse, har myndigheden ligeledes mulighed for at undersøge sagen uden borgerens samtykke. Det kan f.eks. være for at finde ud af, om borgeren er berettiget til pension, fordi vedkommende på længere sigt ikke kan forsørge sig selv på grund af sin sygdom.

Det kan også være nødvendigt at fravige kravet om samtykke i sager om frakendelse af pension efter pensionslovens § 44, hvor myndigheden skal træffe afgørelse, hvis der sker en væsentlig forbedring af pensionistens arbejdsevne.

Også i tilbagebetalingssager kan det være nødvendigt at indhente oplysninger uden samtykke.

Myndigheden skal forsøge at indhente samtykke

147. Myndigheden skal altid forsøge at indhente samtykke fra borgeren til, at oplysningerne kan indhentes, jf. § 11 c, stk. 4. Dette gælder alle sager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, hvorefter kravet om samtykke kan fraviges.

Forsøg på aktuelt at indhente samtykke kan dog efter en konkret vurdering undlades, hvis myndigheden allerede på et tidligere tidspunkt i sagsforløbet forgæves har forsøgt at indhente samtykke, og myndigheden derfor har en formodning om, at samtykke igen vil blive nægtet, eller hvis borgeren allerede fra sagens begyndelse generelt har vist en stærk modvilje mod at medvirke i sagen.

Det skal bemærkes, at myndigheden i de tilfælde, hvor myndigheden indhenter oplysninger uden samtykke efter § 11 c, efterfølgende skal foretage partshøring af borgeren i overensstemmelse med forvaltningslovens regler. I det omfang persondataloven finder anvendelse, skal der som udgangspunkt desuden gives meddelelse om databehandlingen. Det vil som udgangspunkt være tilfældet.

Der skal være en grund til, at myndigheden påbegynder en sag

148. § 11 c kan først bruges, hvis der er grundlag for at påbegynde en egentlig sag, der er omfattet af en af de typer af sager, der er nævnt i § 11 c. Det vil i praksis – bortset fra i sager om mellemkommunal refusion - sige, at myndigheden skal have oplysninger, der peger på, at der er grundlag for en sag, f.eks. fordi myndigheden har fået oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller har fået en underretning f.eks. efter servicelovens §§ 152-154. Disse oplysninger skal noteres i sagen, jf. offentlighedslovens § 13.

Tilbagebetalingssager

149. Der kan blive tale om tilbagebetaling i sager, hvor en borger uberettiget og mod bedre vidende har modtaget en social ydelse, fordi vedkommende ikke har opfyldt sin oplysningspligt over for myndigheden. Ved tilbagebetaling forstås alle tilfælde, hvor en allerede udbetalt ydelse helt eller delvis kræves retur. Såkaldt efterregulering, hvorved for meget udbetalt ydelse modregnes i fremtidige ydelser, er også udtryk for tilbagebetaling, og kan kun gennemføres under de betingelser, de enkelte love fastsætter herfor.

Reglerne om borgerens pligt til at medvirke og konsekvenserne af manglende medvirken (se punkt 139-142) gælder ikke for tilbagebetalingssager. Det er således myndighedens opgave at tilvejebringe det nødvendige og tilstrækkelige grundlag for et tilbagebetalingskrav efter de retningslinjer, som er beskrebeskrevet nedenfor i punkt 150-168.

Urigtige oplysninger

150. §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven skal sikre, at myndighederne kan indhente relevante oplysninger om borgeren til brug for sagsbehandlingen, således at borgeren får den eller de ydelser, som borgeren har krav på. Et andet formål med reglerne er at sikre, at sociale ydelser kun udbetales til de borgere, som opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen, og som derfor er berettiget til at modtage hjælpen. Myndighederne skal derfor kunne afgøre, om de oplysninger, som borgeren kommer med, er korrekte og pålidelige. Det gælder både, når borgeren første gang ansøger om hjælp, og når myndigheden senere følger op på sagen.

Retssikkerhedsloven varetager på den ene side hensynet til, at myndighederne på et tilstrækkeligt og korrekt grundlag kan tildele hjælp til de borgere, der er berettiget til at modtage den, men på den anden side også hensynet til, at myndighederne kan gribe ind, hvis de har en konkret formodning om, at borgeren bevidst har givet myndigheden urigtige oplysninger, og derfor har modtaget en eller flere sociale ydelser med urette.

I lov om Udbetaling Danmark er der fastsat særlige regler om kommunernes og Udbetaling Danmarks samarbejde og pligt til at udveksle oplysninger til brug for vurderingen af, om der evt. skal påbegyndes en tilbagebetalingssag. Herudover indeholder loven regler om, at kommunen efter anmodning skal bidrage med at oplyse sager på Udbetaling Danmarks sagsområde. Kommunen er i den forbindelse omfattet af de samme beføjelser til at oplyse sagen, som hvis kommunen havde varetaget opgaven på sit eget sagsområde, det vil sige efter de retningslinjer, der blandt andet fremgår af denne vejledning.

Lov om Udbetaling Danmark indeholder herudover regler om, at Udbetaling Danmark kan foretage registersamkøringer i kontroløjemed på en række kommunale ydelsesområder. Kommunerne har ansvaret for den videre oplysning af en sag, hvor en registersamkøring hos Udbetaling Danmark viser, at der er grundlag for at undersøge sagen nærmere og herefter evt. påbegynde en sag om tilbagebetaling.

Pligt til at rejse sag

151. Myndigheden har en ubetinget pligt til at rejse tilbagebetalingskrav, hvis borgeren har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Myndighedens oplysning af sagen er i disse tilfælde afgørende for, om myndigheden kan træffe en korrekt afgørelse.

Myndigheden kan f.eks. ved henvendelse fra andre borgere komme i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at en borger ikke (længere) er reelt enlig. Myndigheden har i disse tilfælde pligt til at undersøge sagen nærmere. Det gælder både i forhold til vurderingen af, om borgeren fortsat er berettiget til den forhøjede ydelse, og ved vurderingen af, om borgeren i en forudgående periode har modtaget ydelsen, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt, og borgeren derfor måske skal betale den forhøjede ydelse tilbage.

Ond tro

152. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling i sager, hvor borgeren har vildledt myndigheden, fremgår af de enkelte sociale love, f.eks. § 42 i pensionsloven. Betingelserne i de forskellige love er dog de samme. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling er for det første, at ydelsen skal være modtaget med urette. Den anden betingelse er, at borgeren har været i ond tro om de oplysninger, som borgeren f.eks. har tilbageholdt over for myndigheden. Kravet om, at ydelsen er modtaget med ”urette” betyder, at der skal være en sammenhæng mellem udbetalingen af ydelsen og den forkerte eller mangelende oplysning. Begge betingelser skal være opfyldt for at kunne kræve tilbagebetaling. Ond tro betyder, at borgeren vidste eller burde vide, at myndighedens grundlag for at udbetale ydelser var forkert.

153. En myndighed har pligt til at rejse en sag om tilbagebetaling, hvis myndigheden har en begrundet formodning om, at borgeren i en periode har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Det skyldes, at myndighederne kun har hjemmel til at tildele ydelser til de borgere, der opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen.

Sagen skal oplyses

154. Hvis myndigheden påbegynder en tilbagebetalingssag, kan det forekomme, at borgeren ikke giver samtykke til, at myndigheden undersøger sagen nærmere ved at forlange oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1. Myndigheden har dog pligt til at oplyse sagen, således at afgørelsen om tilbagebetaling træffes på et forsvarligt grundlag. Myndigheden vil være nødsaget til at oplyse sagen uden borgerens samtykke. I disse sager vægter hensynet til kontrol med udbetalingen af sociale ydelser tungere end hensynet til borgerens selvbestemmelse. Myndigheden skal efter § 12 skriftligt orientere borgeren om adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke (se kapitel 18).

Der findes særlige regler i § 10 i lov om Udbetaling Danmark, der giver Udbetaling Danmark mulighed for at indhente oplysninger uden samtykke fra borgeren med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at påbegynde en egentlig tilbagebetalingssag.

Betingelserne for at indhente oplysninger uden samtykke i tilbagebetalingssager

155. Myndigheden kan ikke uden videre forlange at få oplysninger fra andre uden borgerens samtykke i sager, hvor der er en formodning for, at borgeren har modtaget ydelsen med urette og mod bedre vidende.

Myndigheden kan kun forlange at få oplysninger uden samtykke, når det må formodes at være nødvendigt for at kunne træffe en afgørelse om tilbagebetaling på et forsvarligt grundlag. Om det er nødvendigt for myndigheden at indhente oplysningen, afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag. For at kunne foretage denne vurdering må myndigheden først udnytte mulighederne for at få sagen oplyst i tilstrækkeligt omfang på anden vis.

Partshøring

156. Myndigheden skal derfor først søge at få sagen oplyst yderligere ved at henvende sig til borgeren og i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 partshøre borgeren om eventuelle nye oplysninger i sagen. Hvis myndigheden har brug for flere oplysninger i sagen, skal myndigheden forsøge at få dem fra borgeren selv eller eventuelt ved at forsøge at indhente samtykke til, at myndigheden kan indhente nærmere specificerede oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1.

Økonomiske oplysninger

157. Myndigheden skal også udnytte muligheden for at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra indkomstregistret, andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser efter § 11 a, stk. 2. Indhentning af disse oplysninger kræver ikke samtykke fra borgeren (se punkt 125-128 og 130). Mangler myndigheden fortsat de nødvendige oplysninger til tilbagebetalingssagen, skal myndigheden kontakte borgeren og anmode borgeren om evt. selv at fremskaffe den nødvendige dokumentation, f.eks. i form af et kontoudtog fra et pengeinstitut, hvis borgeren ikke ønsker, at myndigheden selv indhenter oplysningerne.

Hvis borgeren fortsat ikke ønsker at medvirke til at fremskaffe de fornødne oplysninger, må myndigheden vurdere, om der er formodning for, at den oplysning, der mangler, er nødvendig at indhente, for at myndigheden kan træffe afgørelse om tilbagebetaling. Først herefter kan myndigheden anvende retssikkerhedslovens § 11 c til at forlange at få oplysningen uden samtykke.

Ikke generel kontrol – krav om konkret mistanke

158. § 11 c kan ikke anvendes til brug for en generel kontrol af, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, ved at myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 c uden samtykke. Myndigheden skal have en konkret mistanke om, at ydelsen er modtaget med urette, før § 11 c kan anvendes. Denne mistanke kan f.eks. opstå ved, at myndigheden har samkørt registre elektronisk, jf. f.eks. § 11 a, stk. 2, eller §§ 12 og 12 a i lov om Udbetaling Danmark (se punkt 148 om grundlaget for at starte en sag).

Samtykke kan kun fraviges i selve tilbagebetalingssagen

159. § 11 c, stk.1, nr. 4, gælder kun for selve tilbagebetalingssagen. Vurderingen af, om borgeren i fremtiden fortsat, er berettiget til at modtage ydelsen, eller om en tildelt ydelse eventuelt skal stoppes, er ikke omfattet af § 11 c. Myndigheden kan dog lægge de oplysninger, der er indhentet i forbindelse med tilbagebetalingssagen til grund for vurderingen af borgerens fortsatte ret til hjælp, men kan ikke indhente yderligere oplysninger uden samtykke efter § 11 c, stk. 1, nr. 4, jf. § 11 a, stk. 1.

Hvis myndigheden har brug for at indhente oplysninger fra andre end borgeren selv for at kunne vurdere, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, skal sagen oplyses i overensstemmelse med § 11 a − medmindre der er tale om at indhente oplysninger fra andre end de typer af personer, institutioner m.v., der er nævnt i § 11 a, stk. 1 (se punkt 108).

Det betyder, at myndigheden ved vurderingen af, om en borger for fremtiden har ret til hjælp, kun kan indhente oplysninger med samtykke fra borgeren, efter § 11 a, stk. 1. Hvis borgeren ikke vil give samtykke, må vurderingen af, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, afgøres på det foreliggende grundlag, jf. § 11 b (se punkt 139-142 om den processuelle skadevirkning). Herunder kan eventuelt indgå oplysninger som myndigheden er i besiddelse af fra andre sager, hvis brugen af de tidligere indhentede oplysninger ikke er uforenelige med de formål, som oplysningerne oprindeligt er indhentet til. Se nærmere punkt 168.

Observationer i tilbagebetalingssager

160. Myndigheden, der har ansvar for behandlingen af sociale sager, kan ikke pålægge de personer og andre myndigheder m.v., fra hvem myndigheden kan indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, aktivt at skaffe sig yderligere oplysninger om borgerens forhold, der ikke er relevante for den adspurgte myndigheds eller persons almindelige funktion. Myndigheden kan f.eks. ikke til brug for behandlingen af sager, hvor det skal afgøres, om en borger er berettiget til at modtage ydelser til reelt enlige, pålægge hjemmesygeplejersken eller hjemmehjælperen at holde øje med forhold, der indikerer, om borgeren lever i et ægteskabslignende forhold med en anden, i forbindelse med sygeplejerskens eller hjemmehjælperens besøg i borgerens hjem.

161. Myndigheden må ikke pålægge ansatte at indsamle oplysninger og herefter at foretage en (automatisk) indberetning til myndigheden om forhold, der eventuelt kan have betydning for en social sag. Nogle ansatte i kommunerne har dog mulighed for på eget initiativ at indberette om mistænkelige forhold (se punkt 162-163).

Kommunalt ansattes indberetninger af egen drift

162. Kommunalt ansattes adgang til at videregive oplysninger til socialforvaltningen er reguleret af forvaltningslovens regler og af sundhedslovens regler, hvis oplysningen videregives af en sundhedsperson. F.eks. er kommunalt ansatte sundhedsplejersker omfattet af sundhedsloven. Det samme gælder social- og sundhedshjælpere samt hjemmehjælpere, der arbejder under ansvar for en autoriseret sundhedsperson. Efter sundhedslovens § 40 har en autoriseret sundhedsperson, eller andre, der handler under disses ansvar, tavshedspligt om alle oplysninger, som de har fået kendskab til gennem deres erhverv, dvs. også om andre oplysninger end helbredsoplysninger.

En kommunalt ansat sundhedsperson kan dog af egen drift – dvs. uden en konkret forespørgsel fra myndigheden efter § 11 a – videregive oplysninger, hvis patienten giver samtykke til videregivelsen. Det følger af sundhedslovens § 43, stk. 1. Videregivelse kan også ske uden samtykke, jf. § 43, stk. 2, hvis videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Det fremgår af forarbejderne til sundhedslovens § 43, at videregivelse til politi eller anklagemyndighed blandt andet vil være berettiget, hvis der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet, som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v., herunder vold mod børn. Sygeplejersker m.v. må derfor ikke automatisk videregive oplysninger om mistanke om socialbedrageri, hverken til politiet eller socialforvaltningen, da karakteren af forbrydelsen ikke er tilstrækkeligt alvorlig.

Andre kommunalt ansatte, der ikke er omfattet af sundhedsloven, har mulighed for at indberette oplysninger af egen drift om en eventuel og saglig begrundet, konkret mistanke om socialbedrageri til socialforvaltningen. Persondatalovens §§ 5-8 skal være opfyldt. Videregivelsen må efter persondatalovens § 5, stk. 2, ikke være uforeneligt med det formål, som oplysningen oprindeligt er blevet indsamlet til.

163. Myndigheden skal tage notat i sagen om indberetningen, jf. offentlighedslovens § 13. Myndigheden skal desuden partshøre borgeren om de nye oplysninger i sagen efter reglerne i forvaltningsloven, inden der eventuelt træffes afgørelse om tilbagebetaling.

Overvågning og uanmeldte besøg i tilbagebetalingssager

164. § 11 c, jf. § 11 a, stk. 1, giver ikke hjemmel til, at myndighederne kan overvåge borgere eller gå ind i hjemmet og undersøge forholdene hos borgere, der modtager sociale ydelser. Dette spørgsmål reguleres ikke i retssikkerhedsloven, men af grundlovens, straffelovens og retsplejelovens bestemmelser om forbud mod husfredskrænkelser og krænkelser af privatlivets fred.

Når overvågning foregår i det offentlige rum, er overvågningen ikke strafbar efter straffeloven. Myndigheders brug af overvågning er reguleret af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. Proportionalitetsprincippet betyder, at myndigheden ved vurderingen af, på hvilken måde en sag skal oplyses, skal vælge det mindst indgribende middel, som er tilstrækkeligt til at opnå formålet, dvs. midlet skal være nødvendigt. Endvidere indebærer proportionalitetsprincippet, at midlet skal stå i et rimeligt forhold til det mål, der forfølges. Dette indebærer, at overvågning i forhold til sociale sager om reelt enlige ofte vil være en ikke proportional fremgangsmåde. Det samme gælder i forhold til uanmeldte besøg hos borgeren.

I en temaartikel i Nyt fra Ankestyrelsen, marts 2013, har Ankestyrelsen om reelt enlige tilkendegivet nedenstående (Artiklen kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk):
Den bevismæssige vurdering
Sager om reelt enlige indeholder ofte rigtig mange oplysninger, og det er naturligvis med til at gøre bevisvurderingen vanskelig. Hertil kommer, at en oplysning kan tale for et resultat i en sag, men at en tilsvarende oplysning i en anden sag ikke kan anvendes, fordi der foreligger andre eller modstridende oplysninger i sagen.
Sandsynliggøre at borgeren er samlevende
De samlede oplysninger i sagen skal ud fra en almindelig bevisvurdering sandsynliggøre, at borgeren har fælles husførelse med en anden person.
Sagsbehandleren må altså danne sig et helhedsindtryk af sagens oplysninger, inden det vurderes, om en oplysning peger i den ene eller den anden retning, og med hvilken vægt oplysningen skal indgå.
Beviserne skal samlet set skabe en velbegrundet formodning for, at ydelsesmodtageren har fælles husførelse med en anden person. Der skal altså være tungtvejende beviser, og der må ikke være uafklarede, modstridende oplysninger. Bevisvurderingen skal ses i lyset af, at myndigheden har ansvar for, at oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt til at der kan træffes afgørelse i sagen.
Der kan ikke træffes afgørelse om ophør eller tilbagebetaling, hvis det ikke er tilstrækkelig sandsynliggjort, at der er fælles husførelse mellem parterne.
Stor vægt på sammenblandet økonomi
Oplysninger om sammenblandet økonomi tillægges i praksis meget stor vægt. Det skyldes bl.a., at økonomiske forhold er dokumenterbare, og en myndighed kan derfor have stor tillid til bevisernes troværdighed.
Bankudskrifter, låne/gældsbeviser, kontrakter om fælles ejerskab af aktiver mm. vil typisk være bevis for sammenblandet økonomi. Økonomisk dokumentation, for at to personer frivilligt har valgt at stifte eller opretholde økonomiske mellemværender, vil derfor kunne tillægges stor vægt ved vurderingen af, om to parter har fælles husførelse.
Anonyme anmeldelser - ingen eller ringe vægt
Troværdigheden af anonyme anmeldelser og motiverne bag vil ofte være svære at bedømme. En anonym anmeldelse vil derfor typisk alene kunne bruges som anledning til at undersøge en sag nærmere.
Troværdigheden afhænger af, hvor detaljeret anmeldelsen er. Ud fra anmeldelsens karakter må det derfor vurderes, om anmeldelsen vil kunne bruges som udgangspunkt for en samtale med borgeren.
Bilobservationer - ingen eller ringe vægt
Systematisk overvågning af borgere vil ofte være i strid med proportionalitetsprincippet. Bilobservationer vil derfor være få tilfældige observationer, som typisk strækker sig over en længere periode. Den bevismæssige betydning vil være yderst ringe som følge heraf, og vil - ligesom anonyme anmeldelser - alene kunne bruges som anledning til at undersøge en sag nærmere.
Besøg i borgerens hjem efter klar aftale
Der er ikke lovhjemmel til at foretage egentlig husundersøgelse i sager om reelt enlige.
Hvis det er nødvendigt for at oplyse sagen, er der derimod ikke noget i vejen for, at myndigheden - efter klar aftale med borgeren - besøger borgeren for at danne sig et indtryk af borgerens boligforhold. Afhængig af sagens konkrete omstændigheder kan observationer foretaget i hjemmet dog have ringe bevismæssig betydning.
Der kan ikke lægges vægt på, at der er en dobbeltseng, og at kæresten har en tandbørste stående, når ydelsesmodtageren f.eks. har forklaret, at han/hun har en kæreste. Sådanne observationer vil alene bekræfte oplysningen om, at ydelsesmodtageren har en kæreste, og ikke nødvendigvis skabe en formodning om, at parterne har fælles husførelse. Hvis kæresten derimod har størstedelen af sine private og personlige ejendele hos ydelsesmodtageren, er situationen en anden.
Facebook og andre sociale medier
Det er muligt at indhente oplysninger fra relevante facebookprofiler eller lign., når profilerne er åbne og tilgængelige for alle brugere. Det vil dog igen være sagens konkrete omstændigheder, som bestemmer oplysningernes bevismæssige betydning. Hvis oplysningerne ikke er i modstrid med borgerens oplysninger, vil oplysningerne ikke have afgørende bevismæssig betydning.
Da man godt kan have en kæreste og fortsat være berettiget til ydelser som enlig, vil det for eksempel ikke være afgørende for et evt. tilbagebetalingskrav, fra hvilket tidspunkt ydelsesmodtageren har stået som værende i et forhold.
Sagen er en anden, hvis en ydelsesmodtager derimod har oplyst, at han/hun ikke har afholdt ferier med sin kæreste, og der er feriebilleder på eks. Facebook. Man kan tilsvarende forestille sig, at en formodet samlever på sin profil har ændret sin hjemby fra et tidligere tidspunkt end oplyst.
Modstridende oplysninger i sagen
Når der er modstridende oplysninger i en sag, må sagsbehandleren undersøge spørgsmålet nærmere eller undlade at lægge vægt på oplysningen til skade for ydelsesmodtageren. De modstridende oplysninger skal altså være tilbagevist af myndigheden, hvis myndigheden skal kunne lægge vægt på forholdet til skade for borgeren i en afgørelse.
Der kan for eksempel ikke lægges vægt på et lavt el-forbrug på en formodet samlevers adresse, når det er oplyst, at huset på adressen er under renovering, og der alene opvarmes enkelte rum. Sagsbehandleren må med en sådan oplysning undersøge forholdet nærmere, eller tro på parternes forklaring.
Tilbagebetalingssager - beviser for hele perioden
Ydelserne skal tilbagebetales, hvis en person har modtaget ydelser uden at være berettiget til dem og ydelserne er modtaget mod bedre vidende.
Afgørelsens tidsrum er meget væsentligt. Der kan kun træffes afgørelse om tilbagebetaling for en periode, når oplysningerne i sagen vedrører hele den pågældende periode. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der alene er indhentet oplysninger om en borgers nuværende situation, hvis afgørelsen strækker sig over en længere periode.

I FOB 2011-15-1 har Folketingets ombudsmand – i en sag på skatteområdet - tilkendegivet, at myndigheder må bruge oplysninger fra åbne facebookprofiler.

Myndigheden kan derfor som udgangspunkt kun gøre brug af overvågning og uanmeldte besøg, hvis det er umuligt at tilvejebringe de nødvendige oplysninger på anden måde i den konkrete sag ud fra en vurdering af sagens karakter. Det skal i øvrigt bemærkes, at myndigheden ved uanmeldte besøg skal oplyse borgeren om, at myndigheden ikke har ret til at foretage kontrolbesøg i boligen.

Ankestyrelsens principafgørelse 10-13 (W20130967025): om reelt enlig − ægteskabslignende forhold − fælles husførelse − delebil.
En kvinde, der modtog børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud, kunne - ud fra de i sagen foreliggende oplysninger - ikke betragtes som samlevende, selv om hun blandt andet havde en delebil med sin kæreste.
Kvinden havde ikke opnået fordele i et sådant omfang, at de kunne sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.
Oplysningerne i sagen var ikke tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at parterne havde levet sammen i et ægteskabslignende forhold og fortsat levede sammen, indtil kæresten fik selvstændig bolig. Der kunne således ikke på det foreliggende grundlag træffes afgørelse om tilbagebetaling af boligstøtte, børnetilskud og økonomisk fripladstilskud.
Ved vurderingen af, om der forelå et ægteskabslignende forhold, lagde Ankestyrelsen i overensstemmelse med tidligere praksis vægt på boligforholdene hos den formodede samlever, og på karakteren af parternes indbyrdes forhold, herunder at der var tale om et par, som tidligere kun kortvarigt havde boet sammen.
Der blev navnlig lagt vægt på parternes egne forklaringer om deres boligforhold og indbyrdes forhold, idet der ikke var forhold i sagen, som kunne sandsynliggøre, at parternes forklaringer ikke var korrekte.
Formålet med forhøjede ydelser til enlige
Formålet med forhøjede ydelser til enlige er at yde en kompensation for de fordele som gifte og samlevende har. Det er navnlig en kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også en kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, indkøb, madlavning og rengøring m.v.
Ægteskabslignende forhold
Der foreligger et ægteskabslignende forhold, når der er fælles husførelse og tale om et samlivsforhold, der generelt set kan føre til ægteskab efter dansk ret.
Parterne i sagen ville kunne indgå ægteskab.
Fælles husførelse
Ved vurderingen af om parterne har fælles husførelse, skal der lægges vægt på, om ydelsesmodtageren opnår fordele ved at have et forhold til en anden person. Det afgørende ved vurderingen er, om fordelene samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.
Fordelene kan være økonomiske, i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, eller ikke-økonomiske, i form af praktisk hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, at gøre indkøb, madlavning og rengøring mv.
Ydelsesmodtageren havde opnået fordele ved at have en delebil og været på ferie med den formodede samlever. Der var dog ikke tale om fordele i et sådant omfang, at de kunne sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.
Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at det var uklart hvor ofte og i hvilke perioder, parterne havde set hinanden.
De bilobservationer, som kommunen havde foretaget, kunne alene bruges som anledning til at undersøge sagen nærmere.
CPR-loven som hjemmel til at indhente oplysninger
Det var forkert at indhente oplysninger om ydelsesmodtageren med henvisning til CPR-loven, da der ikke havde været tvivl om, hun var registreret korrekt i CPR-registeret.
Det var også forkert at indhente oplysninger om den formodede samlever i tilbagebetalingssagen med henvisning til CPR-loven. Kommunen burde have oprettet en bopælssag på den formodede samlever, før der kunne indhentes oplysninger om ham i henhold til CPR-loven.
Indhentning af oplysninger i sager om ophør af ydelser og tilbagebetaling
Indhentning af oplysninger i sager om ophør af ydelser og tilbagebetalingssager er en kontrolopgave for myndigheden, både for så vidt angår oplysninger om modtageren af ydelser og for så vidt angår oplysninger om en formodet samlever.
Det kræver ikke særskilt lovhjemmel at anmode om oplysninger fra private, herunder en formodet samlever, når oplysningerne er nødvendige for at udføre en kontrolopgave.
En anmodning om oplysninger til private forudsætter, at persondatalovens bestemmelser om behandling af almindelige og personfølsomme personoplysninger overholdes, navnlig persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6, § 7, stk. 2, nr. 4, og § 8, stk. 1 og 6.
En anmodning til private forudsætter endvidere, at straffelovens regler om tavshedspligt overholdes.
Den adspurgte har ikke pligt til at svare, medmindre der efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 6, eller retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 4, i sager om tilbagebetaling af sociale ydelser, jf. § 11 a, stk. 1 og 6, er adgang til at forlange oplysninger.
Hvis det således er nødvendigt for behandlingen af en sag, kan myndigheden anmode private om oplysninger. Afgørende er, at den adspurgte ikke gives flere oplysninger end nødvendigt for at kunne besvare myndighedens spørgsmål, og at myndigheden gør den adspurgte opmærksom på, at den pågældende ikke har pligt til at svare.

For så vidt angår brug af observationer m.m. til brug for en kommunes behandling af sager efter CPR-loven om registrering af bopæl i, dvs. sager, hvor kommunen skal undersøge om en borger er korrekt bopælsregistreret i CPR, henvises til kapitel 3 i vejledning nr. 9273 af 14. juni 2013 om folkeregistrering.

165. Hvis oplysninger er indhentet på retsstridig måde, betyder det ikke, at oplysningerne ikke kan bruges.

Ankestyrelsens principafgørelse 25-13 (W20130968525): Myndigheder har en pligt til at sikre sig, at de er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i sagen, og at disse oplysninger er korrekte.
Oplysningspligten betyder, at en myndighed har ret og pligt til at bruge oplysninger, som har betydning for afgørelsen i sagen. Dette gælder selv om oplysningerne eventuelt er tilvejebragt på en retsstridig måde.
Myndigheden skal partshøre over videooptagelser efter samme regler som ved andre typer af oplysninger.

166. I forhold til brug af kommunalt ansattes observationer i administrative tilbagebetalingssager kan tilfældige observationer indgå som dokumentation i en administrativ sag om tilbagebetaling efter den sociale lovgivning.

167. Myndigheden skal altid partshøre borgeren om de observationer, myndigheden har foretaget, jf. forvaltningslovens § 19, inden myndigheden træffer afgørelse i sagen om tilbagebetaling.

168. Socialforvaltningen kan gøre brug af oplysninger, som den er i besiddelse af fra andre sager, selv om oplysningerne er indhentet med et andet formål, og så længe brugen af de tidligere indhentede oplysninger ikke er uforenelige med de formål, som oplysningerne oprindeligt er indhentet til, jf. persondatalovens § 5, stk. 2. F.eks. kan socialforvaltningen i en kommune efter en konkret vurdering (af formålet med den nye behandling – behandlingen af tilbagebetalingssagen - i forhold til de formål, som oplysningerne oprindeligt blev indsamlet til) indhente og anvende oplysninger, som en anden enhed i kommunen tidligere har indhentet til en anden sag i den kommunale enhedsforvaltning. Dette vil efter en konkret vurdering ikke være i strid med persondatalovens § 5, stk. 2.

Hvis en kommune efter en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder f.eks. har fundet det nødvendigt at foretage observationer i en social sag, kan kommunen ligeledes efter § 32 i forvaltningsloven eller §§ 5 og 6 i persondataloven videregive oplysningerne til brug for andre sager, f.eks. en adressesag efter CPR-loven.

Det er den sociale lovgivning og dermed også Børne- og Socialministeriets udmeldinger om observationer vedrørende denne lovgivning, der skal følges, når en kommune eller Udbetaling Danmark skal undersøge, om en borger, f.eks. kvinden i en samlivssag, uberettiget modtager sociale ydelser.

Hvis kommunen skal afgøre, om en borger, f.eks. manden i en samlivssag, er registreret korrekt i CPR, er det CPR-loven og dermed Økonomi- og Indenrigsministeriets tilkendegivelser om observationer og uanmeldte besøg i forhold til denne lovgivning, der skal følges.

Eksempel: Kvinden A har 2 børn med sin eksmand B og modtager en række forskellige ydelser til reelt enlige. B er registreret på en anden adresse end A. A’s nabo ringer en dag til kommunen og siger, at A snyder det offentlige, fordi hun i virkeligheden bor sammen med sin eksmand. Naboen siger, at B er der meget tit, og at hun har set B køre på arbejde fra A’s hus mange gange.
Kommunen kan vælge at undersøge B’s forhold ved at rejse en sag om, B´s bopælsregistrering i CPR, hvor kommunen skal finde ud af, om der er grundlag for at flytte B’s adresse hen til A. Dette skal ske efter CPR-loven.
Kommunen kan også vælge at undersøge sagen efter den sociale lovgivning. I så fald skal kommunen i overensstemmelse med retssikkerhedsloven undersøge, om A er berettiget til at modtage de forhøjede sociale ydelser.
Det er vigtigt, at kommunen ikke blander de to love sammen.
Adressesagen og tilbagebetalingssagen skal behandles hver for sig og efter hver sit regelsæt.

Det skal dog igen understreges, at også i sager efter den sociale lovgivning vil brug af observationer og uanmeldte besøg oftest ikke være proportionalt og dermed ulovlig, (se punkt 164).

Mellemkommunal refusion

169. I § 11 c, stk. 1, nr. 5, er fastsat, at en kommune, som yder mellemkommunal refusion til en anden kommune, kan indhente visse oplysninger om refusionskravet. En betalingskommune kan kræve oplyst, efter hvilke hjemler, der er ydet hjælp til den pågældende borger, hvilke elementer, der indgår i beregningen, hvor mange enheder og enhedspriser der indgår.

Det skal således ikke fremgå, hvilket specifikt botilbud/opholdssted den pågældende borger bor på, men hvilken hjemmel der er for opholdet. Ligeledes skal det ikke oplyses, hvad grundlaget for hjælpen er – altså hvilke forhold hos borgeren, der begrunder hjælpen og eventuelle ændringer i behov. Det skal oplyses, hvilke beregninger der ligger til grund for kravet – herunder hvilke delelementer, der er medtaget. Hvis borgeren modtager personlig og praktisk hjælp m.v., kan betalingskommunen forlange at blive gjort bekendt med, hvor mange timer der bevilges, og hvilken beregning der ligger til grund for prisen på en times hjælp.

Bestemmelsen fraviger persondataloven til ugunst for borgeren.

Børnesager

§ 11 c.
Stk. 2. Hvis det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden desuden uden samtykke anmode private, der har kendskab til forholdene, om at give oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen. Myndigheden skal ved anmodningen gøre opmærksom på, at den adspurgte ikke er forpligtet til at svare.
Stk. 3. I sager efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden uden samtykke forlange oplysninger efter § 11 a, stk. 1, og indhente oplysninger efter § 11 c, stk. 2, om personer, der er part i sagen, samt forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle.
Stk. 4. Myndigheden skal uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1 - 3, forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Indhentning af oplysninger fra private

170. § 11 c, stk. 2, udvider den kreds af personer, som myndigheden kan indhente oplysninger fra, til også at omfatte private i de børnesager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, nr. 1, og oplysningerne kan indhentes uden samtykke. Myndigheden skal dog først forsøge at indhente samtykke, jf. § 11 c, stk. 4 (se punkt 172). Det tilføjes i bestemmelsen, at myndigheden i disse sager kan anmode private, f.eks. naboer, om at komme med oplysninger, hvis det skønnes nødvendigt for sagens behandling. Det skyldes, at hensynet til barnet eller den unges tarv er det vigtigste i disse sager, og at det derfor kan være nødvendigt, at myndighederne kan gå meget langt i forhold til at få oplyst sagen mest muligt.

Der kan dog kun indhentes oplysninger fra private i disse sager, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Det betyder, at det altid skal overvejes, om myndigheden kan få de ønskede oplysninger ad anden vej, f.eks. af forældrene selv eller af andre myndigheder, inden myndigheden spørger private.

Udlevering af oplysninger fra private er frivillig

171. Myndigheden kan efter bestemmelsen anmode en privat om at bidrage til sagens oplysning, men vedkommende er ikke forpligtet til at svare. Der kan således ikke gennemføres retsligt forhør over for private. Myndigheden skal ved anmodningen til private om at bidrage til sagens oplysning, gøre opmærksom på, at vedkommende ikke er forpligtet til at svare. Myndigheden skal desuden give den, som oplysningerne vedrører, meddelelse om databehandlingen, jf. persondatalovens § 29.

Samtykke skal forsøges indhentet

172. Oplysningerne kan indhentes uden samtykke, men kravet om at myndighederne skal forsøge at indhente samtykke gælder også i disse tilfælde, jf. § 11 c, stk. 4.

Hvem kan der indhentes oplysninger om?

173. Udgangspunktet efter § 11 a, stk. 1, er, at myndigheden kun kan indhente oplysninger om den person, der søger om eller får hjælp og ikke andre, f.eks. ægtefæller og samlevere (se punkt 115). I § 11 c, stk. 3, udvides den kreds, som myndighederne kan indhente oplysninger om i børnesager. I børnesager kan der også indhentes oplysninger om personer, der er parter i sagen samt samleveren og ægtefællen til forældremyndighedsindehaveren.

Udvidelsen af den kreds af borgere, hvis forhold man kan undersøge efter § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan være nødvendig i sager om foranstaltninger over for børn og unge, der gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, da det ofte vil være relevant at undersøge forhold, der vedrører andre end forældremyndighedsindehaveren, f.eks. forældre der ikke har del i forældremyndigheden, men er part i sagen. § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan anvendes til at indhente oplysninger om hver af parterne samt forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever i de nævnte børnesager, jf. § 11 c, stk. 3.

Eksempel: Kvinden A bor sammen med manden B. A har to børn, som B ikke er far til. Børnene har betydelige vanskeligheder i skolen, bl.a. med manglende fremmøde. A og B har begge et alkoholmisbrug. B har desuden en psykisk lidelse. For at afgøre, hvilken hjælp der er brug for til børnene, kan det være nødvendigt at indhente oplysninger om samleveren B. Da han opholder sig i det hjem, hvor børnene bor, er hans forhold også af betydning for afgørelsen af, hvilken hjælp der kan gives i hjemmet og for, om børnene kan være i hjemmet.
Kommunen vil f.eks. kunne forlange oplysninger fra B’s læge om hans psykiske lidelse efter § 11 a, stk. 1, jf. § 11 c, stk. 3. Forinden skal kommunen forsøge at få samtykke fra B til, at oplysningerne indhentes, jf. § 11 c, stk. 4.

Indhentning af oplysninger om andre end de personer, der er nævnt i § 11 c, stk. 3, skal ske efter forvaltningslovens og persondatalovens regler.

174. Myndigheden skal i alle tilfælde forsøge at indhente samtykke til at indhente oplysninger fra alle de borgere, der bliver indhentet oplysninger om, jf. § 11 c, stk. 4. Om muligheden for at indhente oplysninger uden forudgående forsøg på at indhente samtykke henvises til punkt 125-131.

Kapitel 18

Myndighedens oplysningspligt

§ 12. Myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om
1) myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter §§ 11 a og 11 c og til at foretage kontrol efter § 12 a,
2) adgangen til at udveksle oplysninger og foretage kontrol efter kapitel 3 og 3 a i lov om Udbetaling Danmark,
3) konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11 b,
4) hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for hjælpen og
5) muligheden for, at borgeren kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav og eventuelt blive tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 289 a og efter § 12 b i denne lov eller § 14 i lov om Udbetaling Danmark, hvis borgeren ikke oplyser om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Skriftlig besked om muligheden for at indhente oplysninger, oplysningspligten m.v.

175. I § 12, nr. 1 og 2, er det bestemt, at borgeren skal have skriftlig besked om myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter § 11 a og § 11 c og foretage kontrol efter § 12 a, og om adgangen til at udveksle oplysninger mellem kommuner og Udbetaling Danmark og foretage kontrol efter kapitel 3 og 3a i lov om Udbetaling Danmark. § 12, nr. 3, stiller desuden krav om, at myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker. Se kapitel 15 om myndighedernes muligheder for at indhente oplysninger om borgeren fra andre end borgeren selv. Se punkt 139-142 om den processuelle skadevirkning, herunder om pligten til at vejlede om § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendel