Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 41-17 om kompetence - klage - rådgivning og vejledning - kommunens vejledningspligt - realudligning - helhedsvurdering

Principafgørelsen fastslår

Rådgivning og vejledning

Kommunen har pligt til at give borgeren nødvendig rådgivning og vejledning. Rådgivning og vejledning er ydelser, som kommunen kan give enten alene eller sammen med anden form for hjælp.

Borgeren kan klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over afslag på rådgivning og vejledning i forhold til beskæftigelsesområdet. Beskæftigelsesudvalget vil normalt behandle klagen sammen med en materiel sag om hjælp, men kan også behandle den alene. Klagen skal behandles, selv om kommunen ikke har truffet en formel skriftlig afgørelse om afslag på rådgivning og vejledning.

Helhedsvurdering

Kommunen skal behandle en ansøgning om hjælp i forhold til alle de muligheder, der er for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed, herunder efter anden lovgivning.

Hjælpen til en borger skal tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. Kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som borgeren har søgt om.

At kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også – hvis det er nødvendigt – skal have tilbud om rådgivning og vejledning.

Det er altid en konkret vurdering på baggrund af situationen og den hjælp, som borgeren beder om, hvordan en ansøgning om hjælp skal behandles.

I en række tilfælde vil det ikke være aktuelt, at kommunen overvejer samtlige muligheder for hjælp. Hvis borgeren fx søger om hjælp til forsørgelse, og der ikke er noget, der tyder på, at borgeren har andre problemer end ledighed, skal kommunen ikke overveje andre muligheder for hjælp. I det tilfælde skal kommunen blot vurdere, om der er behov for at vejlede om, hvordan borgeren ved egen hjælp kan komme til at klare sig selv.

Søger en borger om hjælp til forsørgelse og har andre problemer end ledighed, skal kommunen foretage en bred vurdering af mulighederne for hjælp og med baggrund i borgerens situation overveje mulighederne for hjælp bredt, fx om borgeren er i målgruppen for et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, revalidering, fleksjob, ressourceforløb, førtidspension m.v.

Denne helhedsvurdering betyder, at borgeren normalt ikke kan søge om en bestemt ydelse. Det betyder på beskæftigelsesområdet, at kommunen skal tage stilling til alle relevante muligheder, uanset om borgeren nævner en specifik foranstaltning eller ej. I sådanne tilfælde vil kommunens manglende vejledning derfor ikke betyde, at borgeren mister en ret.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren havde modtaget tilstrækkelig rådgivning og vejledning. Kommunen havde i den omhandlede periode fra 2011-2016 løbende tilrettelagt hjælp i samarbejde med borgeren og ud fra en samlet vurdering af borgerens behov for hjælp. Kommunen havde også løbende besvaret borgerens anmodninger om vejledning skriftligt og havde tilbudt borgeren samtaler.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, om Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan behandle en særskilt klage over kommunens manglende vejledning om muligheder for hjælp. Sagen skal samtidig afklare omfanget af den vejledning, som kommunerne skal give borgere, der har en bred vifte af udfordringer.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1345 af 23. november 2016.

§ 5 om kommunernes helhedsvurdering

§ 60, stk. 1, om klageadgang

Forvaltningsloven, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.

§ 7, stk. 1, om forvaltningsmyndighedens pligt til at yde vejledning og bistand

Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017.

§ 7 om vejledning

Praksis

Gældende:

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

83-15: Når borgeren søger om en bestemt form for hjælp, f.eks. et ressourceforløb, skal kommunen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede situation, herunder borgerens helbredsmæssige-, sociale og arbejdsmæssige forhold vurdere, om og i givet fald hvilken indsats der skal iværksættes.

Kommunen skal træffe afgørelse om retten til hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område nr. 9564 af 9. juni 2017

Pkt. 231 om klage over rådgivning og vejledning

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes vejledning.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Vi kan behandle din klage over kommunens vejledning.

Kommunen har vejledt dig tilstrækkeligt om mulighederne for hjælp.

Det betyder, at der ikke er grundlag for at bede kommunen genoptage tidligere afgørelser. Der er ikke begået fejl i kommunens tidligere afgørelser på grund af manglende eller mangelfuld vejledning.

Vi beklager, at vi tidligere fejlagtigt meddelte dig, at Ankestyrelsen kun kunne tage stilling til kommunens sagsbehandling, herunder vejledning, hvis den havde konkret betydning for den sag, der var til prøvelse.

Begrundelse for afgørelsen om, at vi kan behandle klagen over vejledningen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at vi kan behandle din klage over kommunens manglende vejledning og rådgivning i forbindelse med mulighederne for hjælp til forsørgelse.

Det er vores opfattelse, at rådgivning og vejledning må betragtes som en ydelse efter den sociale lovgivning.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at kommunens afgørelser efter reglerne kan indbringes for Ankestyrelsen, når det fremgår af lovgivningen.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det følger af vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, at der også kan klages over den måde, en sag er blevet behandlet på. Rådgivning og vejledning bliver betragtet som ydelser efter den sociale lovgivning. Klager over kommunens afslag på anmodning om rådgivning og vejledning kan behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven.

Vi vil ofte i forbindelse med efterprøvelse af en konkret klagesag om retten til en ydelse tage stilling til eventuel manglende vejledning. Hvis det fremgår af sagen, at der kunne være ret til en anden ydelse eller foranstaltning, efterprøver vi betydningen af manglende eller mangelfuld vejledning.

Vi lægger vægt på, at vi ikke har taget stilling til spørgsmålet om manglende eller mangelfuld vejledning i forbindelse med dine klager over kommunens afgørelser om hjælp til forsørgelse, herunder i din klagesag om førtidspension.

Om reglerne

Kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Når det fremgår af lovgivningen, kan kommunens afgørelser indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Begrundelse for afgørelsen om, at kommunen har vejledt tilstrækkeligt

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer på grundlag af oplysningerne i sagen, at kommunen ikke har tilsidesat sin vejledningspligt på en måde, som har betydet, at du har mistet en ret.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på reglen om, at kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt og ikke kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Det betyder, at selv om en borger ansøger om en bestemt form for hjælp til forsørgelse, skal kommunen også se på andre muligheder for at løse behovet for hjælp.

Vi har forstået af din klage til Folketingets Ombudsmand, at du mener, at du er blevet misforstået. Du er kommet til at blande begreber som sygedagpenge, revalidering og førtidspension sammen, og derved har kommunen ikke forstået din situation. Du mener, at kommunen alene har forholdt sig til det begreb, som du har nævnt, og du mener, at det betyder, at der ikke er iværksat en relevant indsats på trods af mange henvendelser fra dig.

Vi lægger vægt på, at det fremgår af oplysningerne fra kommunen, at du gennem årene flere gange er blevet tilbudt – og har fået - vejledning og rådgivning. I den forbindelse henviser vi til følgende oplysninger fra sagens akter m.v.:

Kommunen vurderede den 10. oktober 2011, at din ansøgning om førtidspension den 24. august 2011 var en ansøgning om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Du havde henvendt dig til kommunen den 26. januar 2011 i form af et skema ”Oplysninger til brug for opstart af førtidspension”. Skemaet var til brug for en person, der allerede var tilkendt førtidspension. Imidlertid fremgår det af kommunens journal den 20. oktober 2011 og kommunens brev den 22. december 2011, at kommunen besluttede at anse henvendelse den 26. januar 2011 som en ansøgning om førtidspension.

I brev af den 4. november 2011 oplyser kommunen dig om, at kommunen ikke kan afvente yderligere undersøgelser, når en sag om førtidspension behandles på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Denne oplysning gentager kommunen i brev af 22. oktober 2011, hvor kommunen dels forklarer, hvorfor kommunen har indhentet lægelige oplysninger, dels skriver:

”… Jobcenter X vurderer, som De kan se af den tidligere fremsendte ressourceprofil, at det endnu ikke kan vurderes, om der er berettigelse til revalidering, grundlag for visitation til fleksjob eller førtidspension, Idet der afventes udredning på Hospital 1.

Ligesom det må bemærkes, at det ikke er dokumenteret ved arbejdsprøvning i hvilken grad der foreligger en arbejdsevne.

Hertil henvises dertil Deres ressourceprofil, hvori De kan se, hvordan Deres sag er vurderet. Jobcenter X har ikke vurderet, at De på nuværende tidspunkt er arbejdsdygtig, netop grundet at Deres helbredstilstand ikke er endeligt afklaret, hvorfor det endnu ikke er muligt at vurderer i hvilken grad De har en bevaret arbejdsevne samt hvorvidt De kan bringes i selvforsørgelse.

Jobcenter X vurderer, at Deres sag endnu ikke er tilstrækkeligt belyst til at det kan vurderes, om De er arbejdsdygtig, og kan raskmeldes Jf. Lov om sygedagpenge § 7, om De er berettiget fil revalidering, visitation til fleksjob eller Førtidspension.

Jobcenter X er I henhold til Lov om social pension § 17 forpligtiget til at behandle Deres sag på foreliggende sagsgrundlag, idet De selv har ønsket dette qua at De har rejst Sag om førtidspension jf. Lov om social pension § 17, til trods for, at Jobcenter X ikke finder, at sagen er tilstrækkeligt belyst.

De er tidligere blevet spurgt, om De ønsker at trække Deres ansøgning om førtidspension tilbage således, at Jobcenter X kunne belyse Deres sag ved Indhentelse af yderligere helbredsoplysninger samt evt. arbejdsprøvning. Dette har De afvist.

De gøres opmærksom på, at en tilbagetrækning af Deres ansøgning ikke udelukker at De på et senere tidspunkt kan rejse sag om førtidspension jf. Lov om social pension § 17 på ny.

…”

I forbindelse med at kommunen skal træffe afgørelse i sagen om førtidspension på det foreliggende grundlag, henvender kommunen sig til dig den 16. januar 2012. Det fremgår af kommunens notat, at du i den forbindelse oplyses om følgende:

”…

Ut. informere ham om, at ut. ikke på nuværende tidspunkt vurderer, at han er arbejdsdygtig jf. Lov om sygedagpenge § 7, hvilket han tidligere har opfattet jf. sine skrivelser.

Ut. informere A om, at det blot vurderes, at sagen ikke er tilstrækkeligt belyst til, at der kan indstilles til, at der tilkendes førtidspension.

Ut. informere A om, at betingelserne for at få førtidspension er, at arbejdsevnen er varigt ophørt til det ubetydelige eller ophørt i ethvert erhverv, og at det uanset mulighederne for støtte ikke er muligt at bringe pgl. i beskæftigelse, herunder under rammerne af fleksjob.

Ut. informere ham om, at dette skal være dokumenteret lægeligt samt ved arbejdsprøvning.

Ut. informere A om, at der kun kan udlades en arbejdsprøvning i situationer hvor, en arbejdsprøvning er med risiko for helbredet.

Ut. informere A om, at han kan vælge at opretholde sin ansøgning om førtidspension, men at ut. da ikke kan gøre yderligere for at belyse hans sag. Ut. råder A til at trække sin ansøgning tilbage således at sagen kan belyses yderligere.

A spørger til hvordan sagen behandles fremadrettet såfremt han får afslag på førtidspension.

Ut. informere ham om reglerne i henhold til lov om sygedagpenge §§ 7, 24 og 27.

Reglerne jf. Lov om sygedagpenge § 27 stk. 1, nr. 1-7 gennemgås. A informeres om, at sygedagpengeudbetalingen som udgangspunkt ophører den 31.05.2012, hvor han har modtaget sygedagpenge i 52 uger ud af de sidste 18 kalender måneder.

A vælger at opretholde sin ansøgning om førtidspension.

…”

Den 2. februar 2012 træffer kommunen afgørelse om afslag på førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Kommunen noterer den 14. februar 2012, at der skal foretages en nærmere vurdering af dine muligheder for beskæftigelse, når der foreligger lægelige oplysninger i sagen, der giver et tydeligt billede af tilstanden og dennes indvirkning på din arbejdsevne, men at du aktuelt er fuldt uarbejdsdygtig.

På din foranledning skriver kommunen den 28. februar 2012 blandt andet:

”…

Ved varigheds indtræden den 31.05.2012 skal en af forlængelses-

bestemmelserne jf. lov om sygedagpenge § 27 stk. 1, nr. 1-7 foruden lov om sygedagpenge § 7 være opfyldt.

Jobcenteret har ikke mulighed for at vurdere om disse betingelser er opfyldt 3 måneder før varigheds indtræden.

Aktuelt er Deres helbredstilstand uafklaret og der afventes lægelige oplysninger til sagen fra henholdsvis Hospital 1 og Hospital 2.

De kan forvente at blive tilskrevet om forlængelse af sygedagpengeudbetalingen eller agter ophør af sygedagpengeudbetalingen senest 14 dage før varigheds indtræden.

Såfremt der pågår undersøgelser 14 dage op til varigheds indtræden eller umiddelbart derefter, som skønnes at kunne have afgørende betydningen for vurderingen af, hvorvidt De opfylder betingelserne for forlængelse af sygedagpenge udbetalingen, vil afgørelsen om evt forlængelse blive udsat jf. Retssikkerhedslovens § 10 indtil de fornødne oplysninger er modtaget og vurderet.

…”

Det fremgår af kommunens notat den 16. april 2012, at du fortsat forventede, at din sag blev undersøgt med henblik på at opfylde betingelserne for førtidspension.

Den 16. maj 2012 begynder kommunen vurderingen af, om sygedagpenge kan forlænges udover den 31. maj 2012. Det sker på baggrund af en opdateret ressourceprofil med de senest indhentede lægelige oplysninger, dine bemærkninger i mail den 22. maj 2012 og den 25. maj 2012 samt forslag om socialmedicinsk behandling fra læge Y den 22. maj 2012. Blandt andet skriver du den 25. maj 2012:

”…

Jeg håber på en positiv tilbagemelding fra Jer angående mine sygedagpenge og Igangsættelse af førtidspensionssag efter §18.

…”

Kommunen træffer den 30. maj 2012 afgørelse om ophør af sygedagpenge med virkning fra den 31. maj 2012. I den forbindelse vurderer kommunen blandt andet:

”…

Jobcenteret deler derimod praktiserende læge Ys vurdering af, at tilstanden aktuelt er uafklaret, og at der ikke kan iværksættes afklarende erhvervsrettede foranstaltninger på nuværende tidspunkt.

De anfører endvidere, at De afventer at høre, at kommunen igangsætter § 18-sag, med henblik på udredning til flex- eller førtidspension.

Jobcenteret vurderer på baggrund af anvendelsen af ressourceprofilen, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at indstille til, at der tilkendes fleksjob jf. LAB § 70 eller rejses sag om førtidspension jf. Lov om social pension § 18, idet den helbredsmæssige tilstand aktuelt vurderes at være uafklaret og at det endnu ikke er muligt at vurderer, om der er tale om en varig og væsentlig nedsat arbejdsevne i et sådan omfang, at De uanset muligheden for i støtte ikke er i stand til at opnå ordinær beskæftigelse.

…”

Det fremgår også af kommunens afgørelse, at kommunen samtidig vurderer, at hverken revalidering eller afklarende erhvervsrettede foranstaltninger er brugbare løsninger på det tidspunkt.

Kommunen skal i forbindelse med ophør af sygedagpenge senest 2 uger før ophøret tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe pågældende tilbage til arbejdsmarkedet. Vi kritiserer, at kommunens vurdering i brevet den 30. maj 2012 kommer for sent i forhold til den regel.

Ankestyrelsen har den 8. juni 2016 taget stilling til, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen om sygedagpenge på grundlag af Højesterets dom og Ankestyrelsens principafgørelse 75-15, fordi kommunen ikke traf afgørelse om ophør af sygedagpengeudbetalingen med tilbagevirkende kraft.

Folketingets Ombudsmand har den 29. november 2016 besluttet ikke at indlede en ombudsmandsundersøgelse i anledning af din klage over Ankestyrelsens afgørelse den 8. juni 2016.

Ankestyrelsen har den 10. februar 2017 taget stilling til, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen om sygedagpenge med henvisning til Ankestyrelsens afgørelse den 27. juni 2016 om Borgerstyret Personlig Assistance.

Det fremgår af sagens akter, at du efter ophør af sygedagpenge

meldte dig ledig og modtog arbejdsløshedsdagpenge frem til udløbet den

15. september 2013. Vi bemærker, at udbetaling af arbejdsløsheds- dagpenge er betinget af, at den ledige står til rådighed for arbejds- markedet. Det betyder blandt andet, at dagpenge ikke må udbetales til et medlem, som er sygt, eller som i øvrigt er ude af stand til at påtage sig arbejde af normalt omfang.

I den mellemliggende periode skrev du til kommunen den 3. januar 2013, at du søgte revalidering til fleksjob eller førtidspension.

I den anledning havde du en samtale med kommunen den 10. januar 2013 om, at du fortsat stod til rådighed for arbejde, og at det, som du kunne have brug for, var muligheder for at kompensere for dine skånebehov. I den forbindelse blev du vejledt om fx at søge hjælpemidler, og det blev noteret, at du hverken ønskede at opretholde en ansøgning om fleksjob eller førtidspension.

Den 29. juli 2013 har kommunen noteret, at du har henvendt dig i uge

30 om revalidering. Det fremgår af din mail den 26. juli 2013, at du søger: ”… omskoling i henhold til lov om aktiv socialpolitik”. Sagsbehandleren noterer, at du fortsat er ledig og i kontakt med a-kassen. Sagsbehandleren oplyser også, at en særlig afdeling behandler sager om revalidering til personer, der er selvforsørgende, men da du er blevet sendt rundt i kommunen, tilbyder medarbejderen at tage hånd om din henvendelse.

Den 29. august 2013 skriver du til kommunen og oplyser blandt andet, at du har en sag kørende om revalidering/omskoling, da du mener at være omfattet af lov om aktiv socialpolitik, kapitel 6 og 7, fordi du har fysiske og sociale problemer.

Den 30. august 2013 henholdsvis den 15. september 2013 noterer kommunen, at du er blevet kontaktet telefonisk, og at du i den forbindelse er rådgivet og vejledt om særlig uddannelsesydelse, sygedagpenge og mulighed for at ansøge om kontanthjælp. Det er også noteret, at du på grundlag af rådgivningen beslutter at trække din ansøgning om revalidering tilbage og søge om særlig uddannelsesydelse, som a-kassen oplyser, at du har ret til i 26 uger.

Den 5. september 2013 skriver du følgende til kommunen:

”…

Under samtalen drøftede vi også min ansøgning om revalidering/omskoling, i henhold til Lov om aktiv socialpolitik (bl.a. kapitel 6 og 7), hvor du nævnte at Jobcentret. ikke kunne behandle denne såfremt jeg også søgte særlig uddannelsesordning. For god ordens skyld beder jeg dig om et skriftligt afslag med begrundelse og henvising til den lovgivning, hvoraf det fremgår at en borger med mine symptomer ikke kan få sin sag om omskoling/revalidering vurderet, sideløbende med at man står til rådighed for arbejdsmarkedet.

…”

Den 16. september 2013 noterer kommunen, at du har søgt om særlig uddannelsesydelse, og at du har annulleret din ansøgning om revalidering.

Den 27. september 2013 er der tale om en ny samtale om revalidering, på baggrund af dit ønske om generelle oplysninger om betingelserne for revalidering og oplysninger om, hvorvidt en ansøgning om revalidering kunne få konsekvenser for dit daværende forsørgelsesgrundlag.

Sagsbehandleren vejleder dig, og samtalen munder ud i, at kommunen noterer, at der er en aftale om, at du afventer samtale omkring den særlige uddannelsesordning. Det vil kunne afklares, om du ad den vej kan hjælpes til at skifte branche, fordi du mener, at uoverensstemmelser med en tidligere arbejdsgiver forhindrer dig i at få arbejde i din hidtidige branche.

Den 18. oktober 2013 noterer kommunen, at du er blevet informeret om den særlige uddannelsesydelse. Det er også noteret, at det er aftalt, at du kan bruge tiden til at opkvalificere dig med henblik på at blive journalist, fordi dette er dit ønske. Det er derfor også aftalt, at du skal undersøge hvilke kurser, det er mulige for dig at tage i perioden med uddannelsesydelse. Aftalen var, at du skulle oplyse om kurserne via mail, hvorefter sagsbehandleren ville tilmelde dig, hvis kurserne kunne godkendes.

Den 25. november 2013 godkender kommunen et kursus i journalistik i perioden fra 13. januar 2014 til den 21. februar 2014.

Der er forskellige oplysninger om, hvornår udbetaling af uddannelsesydelsen fra kommunen ville ophøre: I mail den 10. marts 2014 oplyser du, at uddannelsesydelsen udløber samme dag og den 29. marts 2014 skriver du, at du mister dit forsørgelsesgrundlag den 20. april 2014. Kommunen har den 17. marts 2014 noteret, at du har sidste dag med uddannelsesydelse den 16. marts 2014, og at du søger om den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, som var en ydelse arbejdsløshedskassen udbetalte.

Den 17., den 20. og den 21. februar 2014 retter du henvendelse til kommunen om genoptagelse af din sag om revalidering og afklaring af din arbejdsevne. Du skriver blandt andet:

”…

Min udredning har været gået i stå på alle måder, samt at jeg er drænet for energi, både på grund af manglende udredning, usikkerhed om min fremtid også økonomisk, men også fordi Jobcentret har sendt mig i skole og at jeg fysisk ser ud til ikke at klare det.

Mit helbred har forværret sig, min uddannelsesydelse udløber primo marts, så du må meget gerne få sat min revalidering igang igen, således, at jeg ikke kommer til at stå uden forsørgelsespenge, da jeg heller ikke ser ud til at kunne gennemføre min uddannelse på det tilmeldte kursus.

…”

Kommunen svarer den 28. februar 2014 og skriver blandt andet:

”…

Hvis vi skal vurdere din revalideringsberettigelse, har vi brug for at vide, hvilken type omskoling du forventer kan bringe dig tilbage på det ordinære arbejdsmarked. Vi vil endvidere have behov for en ny lægeattest fra din praktiserende læge, men denne vil først blive indhentet, hvis vi modtager en ansøgning fra dig.

Det lyder på din mail som om, at du har rigtig mange helbredsmæssige problemer, hvorfor vi selvfølgelig, hvis du ansøger må forholde os til, om din plan er realistisk og matcher dine skånebehov, hvorfor en eventuel ansøgning fra dig bør være begrundet med angivelse af mulige fremtidige jobområder.

…”

Samme dag skriver du blandt andet:

”…

Da jeg ikke har kunne gennemføre kursus i journalistik (á propos omskoling) og min særlig uddannelsesydelse snart udløber, beder jeg om (ansøger om), grundet min tilstand er prodigerende, at der snarest muligt bliver iværksat afklaring om førtidspension, da jeg ikke kan se, hvordan jeg skal kunne klare at komme tilbage på arbejdsmarkedet, da jeg ikke kunne gennemføre et kursus.

…”

Kommunen svarer den 2. marts 2014:

”…

Jeg skal bringe din anmodning videre - dvs du ønsker afklaret, om du er berettiget til førtidspension. Dette betyder, at vi vil anmode om relevante lægeoplysninger og på baggrund af disse vurdere, om der bør iværksættes et afklaringsforløb på en passende arbejdsplads. Du skal være opmærksom på, at en sådan afklaring ikke berettiger til revalideringsydelse.

…”

I en ny e-mail den samme dag skriver du blandt andet:

”Jeg har i mit brev af d. 17. februar 2014 bedt om at iværksætte et revalideringsforløb. Du har svaret mig, at jeg har indgivet ansøgning om "konkret ansøgning om revalidering til en bestemt uddannelse eller anden form for opkvalificering" (se nedenfor i din e-mail af d.28.02.14). Dette lyder i mine ører, at du har fortolket begreb revalidering som omskoling.

Når jeg har svaret til dig, at der skal tages stilling, om jeg kunne få førtidspension, siger du, at jeg i dette tilfælde ikke er berettiget til revalidering (? ! )

Du bedes beskrive konkret i dit svar på denne e-mail - HVAD er revalidering?

Samtidig bedes du VEJLEDE mig, hvilket forløb skal jeg gå i gang med, når jeg står i følgende situation: jeg er syg, går konstant til kontrol og undersøgelser på hospitaler, hvordan jeg vil kunne arbejde med mine skavanker. Jeg har forsøgt at omskole mig (journalistkursus), hvilket gik ikke godt pga mit helbred og jeg ikke kunne gennemføre dette kursus.

Så, du bedes forklare, hvorfor når jeg beder om revalidering, siger du, at så skal jeg omskoles og, når jeg siger, at der skal tages stilling, om jeg kunne få førtidspension, siger du, at så er jeg ikke berretiget til revalidering.

Så vidt jeg kan se, så har jeg brug for vurdering, hvor der tages stilling til, hvad og hvor meget jeg kan - jeg selv dog har svært ved at se, hvad det skulle være pga helbreddet og fordi jeg har forsøgt uddannelse og ikke kunne gennemføre forløbet pga helbreddet kan jeg ikke se andre muligheder end førtidspension.

Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet, men håber, at du som sagsbehandler på kommunen i Jobcentret kan vejlede mig, hvilke foranstaltninger der skal igangsættes således, at jeg kan finde måde at forsørge mig og min familie.

Afventer dit svar hurtigst muligt med en konkret handlingsplan målrettet mod afklaring af, hvordan jeg kan forsørge mig og min familie.

…”

Samme dag svarer kommunen:

”…

Revalidering kan bevilges til borgere med begrænsninger i arbejdsevnen, og som har behov for støtte i form af fx uddannelse, praktik, kurser eller lignende for at kunne genskabe tilknytningen til det ordinære arbejdsmarked.

Når du selv tænker førtidspension, ser jeg dig ikke som målgruppen for revalidering, idet formålet med revalidering er støtte til at borgere kan komme tilbage til det ordinære arbejdsmarked. Førtidspension er relevant for personer, som varigt helt har mistet deres arbejdsevne. Jeg kan ikke vurdere i hvilket omfang din arbejdsevne er nedsat. Men revalidering og førtidspension er to meget forskellige ting, så derfor er det helt udelukket at overveje revalidering, hvis du selv tænker førtidspension, da førtidspension som nævnt kun tildeles borgere med en varigt nedsat og ubetydelig arbejdsevne. Hvis du har behov for mere råd og vejledning vil jeg gerne kontakte dig telefonisk i løbet af næste uge?

…”

Du skriver samme dag:

”…

Tak for din forklaring om, hvad revalideringen er. Der er kun en ting, som jeg ikke kan se, hvordan hænger sammen:

Ifølge din beskrivelse er revalidering og omskoling det samme. Så vidt jeg kan se, så skal personen i ressourceforløb med formål til at komme tilbage til arbejdsmarkedet og hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal personen på førtidspension, fordi det vurderes, at der er ingen chance for, at han / hun kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, men skal stadigvæk kunne forsørge sig selv og sin familie.

Jeg har været syg i lang tid nu, har også forsøgt at søge jobs på trods af mit dårlige helbred og har nu været i et uddannelsesforløb, som endte med ikke at blive til noget - igen på grund af mit dårlige helbred.

Det vil sige, at jeg har været i et ressourseforløb og kommunen skal nu drage konklusion ud fra det og med udgangspunkt i min helbredssituation og med udgangspunkt i, at jeg har forsøgt at udvikle min arbejdsevne, men uden held.

Så vidt jeg kan se, så forholder det sig sådan: efter kommunen har sat et ressourseafklarende forløb i gang for at finde frem til omfanget af min arbejdsevne, skal kommunen finde frem til, om der er tale om en ubetydelig eller intet arbejdsevne hos mig, hvilket betyder, at kommunen selv på sit eget initiativ skulle have startet sagen om førtidspension.

Det, jeg ikke kan forstå, hvorfor er der ingen fra Jobcentret, der har reageret på, at jeg ikke kunne gennemføre et kursus og kommunen forventer, at jeg selv skal komme med et forslag, hvordan jeg skal agere og hvad jeg skal ansøge om? Jeg forsøger at gøre, hvad jeg kan, men lige nu står jeg der, hvor jeg ikke har kunnet gennemføre et kursus og står til at miste forsørgergelsesgrundlag! Det er hårdt nok at slås med helbredsskavankerne i hverdagen og jeg ikke kan se, hvordan jeg skal komme videre, når jeg ikke en gang kan gennemføre et kursus.

Jeg har bedt dig i min sidste e-mail at komme med en konkret handlingsplan målrettet mod afklaring af, hvordan jeg kan forsørge mig og min familie.

Dette ser jeg nødvendigt at gentage igen, da jeg ikke har fået svar på min anmodning. Jeg håber, at du forstår, at jeg står i en situation, som giver anledning til en bekymring og derfor håber på at få dit svar på min anmodning om en konkret handlingsplan målrettet mod afklaring af, hvordan jeg kan forsørge mig og min familie.

Jeg har fundet oplysning om førtidspension og ressourseforløb på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside:

Citat:

Hvem kan få tilkendt førtidspension?

Alle - uanset alder - kan fortsat få tilkendt førtidspension, hvis de under ingen omstændigheder kan komme i arbejde eller i gang med en uddannelse. Det drejer sig om personer, hvor arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat samtidig med, at det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen.

Citat slut.

Det bekræfter igen, at kommunen skulle have initieret igangsættelsen af sag om førtidspension - ikke, at jeg skulle ansøge om det. Sidste gang, da jeg har ansøgt om førtidspension, fik jeg at vide fra Jobcentret, at det skulle jeg ikke - det er Jobcentret, der skal igangsætter det forløb! Jeg forventer en reaktion fra Jobcentret med udgangspunkt i mit helbred og med udgangspunkt med gennemført ressourseforløb.

Et andet citat fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside:

Citat:

Uanset hvilken ydelse du modtog inden ressourceforløbet, er du altid

sikret en ydelse, der svarer til kontanthjælpssatsen for voksne. Det er cirka 10.300 kroner om måneden (60 procent af højeste dagpengesats). Dog gælder minimumssatsen ikke, hvis du er under 25 år og bor hjemme. Du er også altid sikret, at ydelsen ikke er afhængig af hverken formue eller ægtefællens indkomst.

Hvis du har børn, modtager du som minimum en ydelse, der svarer til kontanthjælpssatsen for forsørgere. Det er cirka 13.700 kroner om måneden (80 procent af højeste dagpegesats).

Citat slut.

Jeg regner med, at Jobcentret vil oplyse mig, hvilken økonomisk støtte jeg kan få (med udgangspunkt i lov og reglerne (se Beskæftigelsesministeriets hjemmeside) og eventuelt hvad skal ske næst?

Jeg ser frem til dit svar på min anmodning om en konkret handlingsplan målrettet mod afklaring af, hvordan jeg kan forsørge mig og min familie.

…”

Kommunen skriver den 4. marts 2014:

”…

Det er mit indtryk, at vi kommunikerer lidt forbi hinanden i forhold til de forskellige begreber dvs revalidering, ressourceforløb, førtidspension. Og du efterspørger en handleplan.

Dette vil jeg gerne tilbyde dig en samtale omkring, hvis du ønsker dette enten telefonisk eller personligt? Jeg har mulighed for at tilbyde dig en samtale torsdag d. 13.03.14 kl. 16 - alternativt kontakter jeg dig gerne telefonisk, hvis du foretrækker dette - skriv evt til mig, hvornår du bedst træffes.

Umiddelbart tænker jeg, at du bør sygemeldes fra din a-kasse, hvis du ikke kan stå til rådighed grundet din helbredssituation - i så tilfælde vil ydelse og Jobcentret vurdere, om du kan overgå til sygedagpenge.

Endvidere mener jeg, at din sag skal opdateres på alle fronter - dvs der bør indhentes nyt lægeligt og laves rehabiliteringsplan, og så må det jo vurderes, hvilken indsats der fremadrettet kan peges på. Dette kan jeg ikke på nuværende tidspunkt vurdere, da de lægeakter vi har er fra 2012. Du må meget gerne sende mig navn på eventuelle hospitaler/speciallæger, som har undersøgt dig indenfor det sidste år og i denne forbindelse har fundet frem til diagnoser/behandling, som er af relevans for vurderingen af din arbejdsevne.

…”

Du svarer den 10. marts 2014:

”…

Jeg vil meget gerne have, at du giver mig råd og vejledning på skrift, således at misforståelser udelades. Så vidt jeg kan regne mig frem til er min særlig uddannelsesydelse udløbet idag! - Har du udarbejdet en handlingsplan for mig?

…”

Den 11. marts 2014 henviser kommunen til vejledningen i mail af 4. marts 2014 og forklarer, hvilke oplysninger der er brug for. Følgende fremgår af kommunens mail:

”…

Du har heller ikke taget imod muligheden for en samtale. Hvis din uddannelsesydelse udløber i dag, vil jeg anbefale dig at undersøge, om du er berettiget til kontanthjælp via vores Ydelse.

…”

Den 29. marts 2014 skriver du:

”…

Eftersom der er rigtig mange speciallæger og hospitaler involveret i udredningen af min sygdom, så foreslår jeg at du henvender dig til min læge:

Jeg tror det er bedre at min læge sorterer, koordinerer og forklarer, da min sygdom er mangeartet og indtil nu har givet anledning til fejlfortolkninger, også blandt ellers dygtige læger.

Hvis du vil have en samtale med mig, må du endelig sige til.

Da jeg har mistet min forsørgelse den 20. april 2014, så beder jeg dig venligst hurtigst muligt udarbejde en handlingsplan for mig, således at jeg ikke står uden forsørgelse. Skal jeg henvende mig på Ydelseskontoret?

…”

Den 7. maj 2014 er du til visitationssamtale, hvor du søger om førtidspension. Kommunen skriver:

”…

ANSØGER D. D. OM FØP §17.

Borger er informeret om mulighederne for FØP og arbejdsgangen herefter.

Borger er vejledt om rettigheder og pligter, herunder krav om deltagelse i samtaler og tilbud samt om sanktionering ved manglende vedvirken.

Der aftales, at borger fremsendes skrivelse om ansøgning af FØP §17 Der aftales, at Jobcentret indhenter status fra praktiserende læge

…”

Den 19. maj 2014 har du udfyldt og underskrevet et skema ”Rehabiliteringsplanens forberedende del”. Skemaet er modtaget i kommunen den 20. maj 2014.

Det er oplyst, at du har fået kontanthjælp fra 1. maj 2014. Det fremgår af kommunens notat den 9. oktober 2014, at du er henvist til at leve af dine private pensioner.

Den 27. oktober 2014 sender kommunen rehabiliteringsplanens forberedende del til dig til partshøring.

Den 5. november 2014 modtager kommunen dine bemærkninger til rehabiliteringsplanens forberedende del, herunder materiale med lægelige oplysninger før og efter den 7. maj 2014.

På foranledning af din henvendelse til Ankestyrelsen den 1. december 2014, beder vi kommunen den 2. december 2014 om at behandle din henvendelse om revalidering. Det er den samme henvendelse, der den 5. februar 2015 giver Ankestyrelsen anledning til at meddele, at Ankestyrelsen og tidligere Beskæftigelsesankenævnet ikke har en sag om revalidering. Der er derfor heller ikke en sag, som Ankestyrelsen ville kunne overveje at genoptage.

På foranledning af den henvendelse, der er sendt videre til kommunen, træffer kommunen den 28. januar 2015 afslag om revalidering. Afslaget indeholder klagevejledning. Du har ikke klaget over den afgørelse.

Den 9. februar 2015 sender din læge ”Forslag til socialmedicinsk sagsbehandling”. Lægen mener, at kommunen bør overveje pension.

Det fremgår af kommunen journal den 12. februar 2015, at du med tilknytning til henvendelsen fra lægen skriver:

”…

Derfor er jeg også omfattet af Sundhedsstyrelsen: …, hvor kommunen skal tilvejebringe og facilitere en uddannet socialpædagog/sagsbehandler, der skal hjælpe mig i min sygdom, således at mit liv kan leves i videst muligt omfang på normal vis.

Dette medfører også at X Kommune har administreret og afvist min forlængelse af sygedagpenge på et forkert grundlag og rettelig burde have bevilget mig forlængelse af sygedagpenge i henhold til §27, stk. 5 - indtil overgang til førtidspension.

Det er sandsynligt, at i nærmeste fremtid vil jeg få brug for mere hjælp til at klare min hverdag.

…”

Du bliver indkaldt til samtale i rehabiliteringsteamet den 7. april 2015. Rehabiliteringsteamet indstiller til afslag på førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag og til, at din sag bliver opdateret og yderligere oplyst. Det fremgår af oplysningerne fra mødet, at du vælger at trække din ansøgning om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Du er til samtale den 21. april 2015 på baggrund af indstillingen fra rehabiliteringsteamet. Du ønsker da en hurtig afklaring.

Kommunen indhenter oplysninger fra læge m.v. og sender den 6. juni 2015 rehabiliteringsplan, teamets indstilling og de øvrige akter til partshøring med henblik på, at kommunens pensionsnævn skal tage stilling til, om der kan påbegyndes en sag om førtidspension.

Den 24. juni 2015 er der igen møde i rehabiliteringsteamet. Rehabiliteringsteamet indstiller, at sagen overgår til behandling efter reglerne om pension og indstiller til afslag på førtidspension:

”…

Da As lidelse stadig er under udredning, og der mangler resultater af den seneste muskelbiopsi, samt at det ikke er dokumenteret, at arbejdsevnen er nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv - dette er ikke afprøvet ifm en arbejdsprøvning – kan Rehabiliteringsteamet således ikke vurdere at funktionsevnen er varigt nedsat. Rehabiliteringsteamet vurderer derfor, at A på nuværende tidspunkt ikke er i målgruppen for førtidspension.

…”

Det fremgår af en blanket underskrevet den 26. juni 2015, at der er rejst pensionssag på det foreliggende dokumentationsgrundlag den

23. juni 2015.

Efterfølgende indhenter kommunen yderligere oplysninger fra behandlende læger samt fra din egen læge (LÆ 265).

Den 14. september 2015 foreligger en opdateret forberedende del af rehabiliteringsplanen.

Du udtaler dig til kommunens pensionsnævn i en mail dateret den

17. september 2015, og skriver blandt andet:

”…

Det skal siges, at jeg er blevet så syg, at jeg ikke engang kan klare min hverdag længere og så meget som jeg vil gerne og er vant til at arbejde, kan jeg ikke gøre det længere.

Mine dagligdags funktioner er så nedsat, at jeg hverken kan være aktiv på nogen måde eller kan klare mig i hverdagen uden hjælp.

Det skal pointeres, at min tilstand blev forværret siden sidst jeg har været til et møde med rehabiliteringsteamet og flere af mine funktioner blev nedsat i sådant et grad, at det er endnu sværere for mig at klare hverdagen.

Det ændrer dog ikke på, at jeg er syg, min tilstand forværres hele tiden og jeg er ikke i stand til at forsørge mig selv eller min familie.

…”

Kommunen afgør den 17. september 2015, at du ikke har ret til førtidspension.

Klagen over kommunens afgørelse af 17. september 2015 er behandlet af Ankestyrelsen den 22. januar 2016. Ankestyrelsen afgjorde da, at du har ikke ret til førtidspension på det dokumentationsgrundlag, der forelå ved kommunens afgørelse. Vi skriver blandt andet i afgørelsen den 22. januar 2016:

”…

Ved det foreliggende dokumentationsgrundlag forstås det materiale, som allerede er udarbejdet. Kommunen skal fremskaffe dette til brug for sagsbehandlingen.

Kommunen kan ikke inddrage nye oplysninger, der er udarbejdet efter, at sagen er overgået til behandling efter reglerne om førtidspension. Disse oplysninger må derimod indgå i kommunens videre sagsbehandling for at afklare, hvilken hjælp du skal have, for at du kan blive selvforsørgende.

…”

Folketingets Ombudsmand har den 29. november 2016 meddelt, at han ikke indleder en egentlig ombudsmandsundersøgelse om blandt andet førtidspension.

Den 30. september 2015 foretager kommunen partshøring af rehabiliteringsplanens forberedende del, og du bliver den 5. oktober 2015 oplyst om at deltage i møde med rehabiliteringsteamet den 21. oktober 2015.

Den 30. september 2015 giver kommunen afslag på din ansøgning om manuel og el-kørestol.

Ankestyrelsen stadfæster den 4. januar 2016 kommunens afgørelse om manuel og el-kørestol. Den sag blev genoptaget den 18. juli 2016 og hjemvist til kommunen den 18. oktober 2016 med henblik på ny behandling og afgørelse.

Rehabiliteringsteamet indstiller den 22. oktober 2015 til et ressourceforløb af et års varighed. Teamet vurderer, at der er udviklingspotentiale i forhold til fx fleksjob med rådgivningsopgaver, der kan udføres fra hjemmet.

Teamet indstiller, at der i forløbet indgår:

Generel ergoterapeutisk vurdering vurderes nødvendig til belysning af funktionsniveau og skånebehov i forhold til fremtidig beskæftigelsesmål.

Praktikforløb med henblik på endelig afklaring af beskæftigelsesmål samt optræning af arbejdsevnen.

VUM udredning for at få belyst funktionsniveauet og behovet for hjælpeforanstaltninger.

Fortsat helbredsmæssig udredning af diagnoser og behandling.

Kommunen træffer den 9. november 2015 afgørelse om, at du har ret til et ressourceforløb med ressourceforløbsydelse.

Den koordinerende sagsbehandler sender den 20. november 2015

et forslag til et mentorforløb som en del af indsatsplanen efter at have talt med dig. Du sender dine bemærkninger til den 24. november 2015.

Den 2. december 2015 bevilger kommunen et individuelt tilrettelagt mentorforløb over 7 uger med 3 ugentlige mentortimer. Forløbet forestås af Ø fra den 7. december 2015 til den 22. januar 2016.

Kommunen har den 28. januar 2016 afslået at bevilge støtte til køb af bil med særlige indretninger og afgiftsfritagelse.

Den 13. oktober 2016 har Ankestyrelsen hjemvist sagen om støtte til køb af bil med særlige indretninger og afgiftsfritagelse, idet kommunen skal behandle spørgsmålene igen og træffe en ny afgørelse.

Kommunen meddeler afslag den 2. marts 2016 i anledning af din ansøgning den 29. oktober 2015 om Borgerstyret Personlig Assistance.

Den 27. juni 2016 har Ankestyrelsen hjemvist spørgsmålet om Borgerstyret Personlig Assistance og ledsagelse, idet kommunen skal behandle spørgsmålene igen og træffe en ny afgørelse.

Den 12. august 2016 har Ankestyrelsen genoptaget spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang styrelsen kan behandle klagen over kommunens manglende vejledning af dig på baggrund af din klage til Folketingets Ombudsmand den 3. februar 2016 og den 8. februar 2016.

Vi vurderer, at forløbet viser, at kommunen har vejledt dig om, at forudsætningen for det videre forløb er, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. I den forbindelse er du også oplyst om:

At oplysning af en sag om førtidspension stopper, når borgeren søger førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

At kommunen skal undersøge en sag i tilstrækkeligt omfang – helbredsmæssigt og afklaringsmæssigt - med henblik på at vurdere, hvad der måtte være den rette indsats i den givne situation.

At den rette indsats afhænger af, om det er dokumenteret, at arbejdsevnen er afklaret, og om det er dokumenteret i hvilket omfang arbejdsevnen er nedsat, herunder om arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat.

Vi vurderer også, at forløbet viser, at kommunen har tilrettelagt hjælpen ud fra en samlet vurdering af din situation.

Under vores behandling af klagen over kommunens vejledning har du sendt e-mail den 12. december 2016. Du oplyser, at du er tilkendt invalidepension fra pensionsselskab Z, og at pensionsselskab Z lægger vægt på, at du har været syg siden april 2011.

Du sender følgende bilag med din e-mail, fordi du mener, at de har betydning i forhold et eventuelt erstatningsspørgsmål:

Kommunens brev den 12. december 2012.

Kommunens brev den 2. april 2012.

Kommunens brev den 16. maj 2012.

Kommunens brev den 18. december 2012.

Kommunens brev den 7. januar 2013.

Dit brev til kommunen den 17. februar 2014.

Kommunens brev den 28. februar 2015.

Udtalelse nr. 2016-33 fra Folketingets Ombudsmand den 4. juli 2016 i sag nr. 15/04738.

Kommunens brev den 22. november 2016.

Den 25. marts 2017 har du sendt e-mail med oplysninger. Du mener, at oplysningerne dokumenterer, at du siden 2011 har manglet vejledning. Du henviser til, at du i 1½ år har været uden forsørgelse, og at kommunen modregner din pension fra pensionsselskab Z dels i ressourceforløbsydelsen og senest i ydelser tilbage til 2011. Du mener, at det er kommunens pligt at oplyse forholdene.

Sammen med din e-mail den 27. marts 2017 vedlægger du dokumentation for, at din sygdom har været uden behandlings- eller optrænings- muligheder siden 2011:

Lægeerklæring (LÆ 265) den 17. januar 2017 fra læge C.

Journaloplysninger den 10. januar 2017 fra læge C.

Udtalelse den 17. februar 2017 fra D.

Mailkorrespondance mellem dig og kommunen fra den 28. februar 2017 til den 3. marts 2017.

Ankestyrelsens brev den 3. marts 2017 om afslag på hastebehandling af klage om Borgerstyret Personlig Assistance.

Lægeattest den 15. marts 2017 om helbredsmæssige oplysninger ved udstedelse af kørekort.

De fremsendte oplysninger og bilag ændrer ikke ved Beskæftigelsesudvalgets vurdering. Kommunen har ikke tilsidesat sin vejledningspligt på en måde, som har betydet, at du har mistet en ret. Vi henviser til ovenstående gennemgang.

Vi lægger desuden vægt på, at kommunen har tilrettelagt hjælpen i samarbejde med dig og ud fra en samlet vurdering af din situation.

I forbindelse med behandlingen af denne sag er det oplyst, at kommunen den 21. oktober 2016 har forlænget ressourceforløbet til og med den 5. februar 2017.

Vi bemærker, at Ankestyrelsen den 30. november 2016 har offentliggjort principafgørelse 82-16 om varighed og slutdato for ressourceforløb for personer over 40 år. Principafgørelsen slår fast, at kommunen ikke blot kan forlænge et ressourceforløb, men at kommunen kan give et nyt ressourceforløb, hvis betingelserne er opfyldt, og kommunen følger de særlige sagsbehandlingsregler, der gælder for at tilkende et ressourceforløb, herunder at udarbejde rehabiliteringsplan og forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.

Om reglerne

Efter de forvaltningsretlige regler har en myndighed pligt til i fornødent omfang at yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Kommunen skal derudover behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Det følger af vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, at forkert eller mangelfuld rådgivning normalt ikke vil få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning. Efter Ankestyrelsens praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.