Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 43-17 om løntilskud - privat arbejdsgiver - fastsættelse af løn - og arbejdsvilkår - overenskomstmæssig - sædvanligt gældende

Principafgørelsen fastslår

Kommunen kan give ledige personer tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere.

Når kommunen giver tilbud om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere, skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

Kommunen skal derfor sikre, at de løn- og arbejdsvilkår, som er aftalt mellem arbejdsgiveren og den ledige, enten er overenskomstmæssige eller svarer til de løn- og arbejdsvilkår, som er sædvanligt gældende for tilsvarende arbejde, når en arbejdsgiver søger om løntilskud. Det gælder, uanset om arbejdsgiver og arbejdstager er enige om lønnen.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at arbejdsgiveren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at de aftalte løn- og arbejdsvilkår var sædvanligt gældende for tilsvarende arbejde. Kommunen kunne derfor ikke give tilskud til lønnen.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare, om kommunen kan afvise at godkende en aftale om ansættelse med løntilskud, hvis det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at de løn- og arbejdsvilkår, som er aftalt mellem arbejdsgiveren og den ledige, er overenskomstmæssige eller for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016:

§ 54, om at løn- og arbejdsvilkår skal være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende ved ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere.

Praksis

Gældende:

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

A-41-01, hvor fastsættelse af løntilskud i forbindelse med ansættelse i fleksjob ikke kunne ske på baggrund af den begyndelsesløn, som virksomheden havde indgået aftale med den ansatte om.

N-9-06, hvor kommunen ved beregning af løntilskud i forbindelse med ansættelse i fleksjob skulle finde frem til, hvilken begyndelsesløn som sædvanligvis ville gælde for tilsvarende arbejde, da arbejdspladsen ikke var overenskomstdækket.

Vejledninger

Vi har også brugt Vejledning om løntilskud nr. 9065 af 1. februar 2017:

Punkt 6.2 om løn- og arbejdsvilkår.

Den konkrete afgørelse

I har klaget over X Kommunes afgørelse om afslag på ansættelse med løntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 18. juli 2016.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort jeres sag.

Resultatet er:

I har ikke ret til løntilskud til en månedsløn på 10.000 kr. plus provision (1500 kr. pr. salg).

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Vi kritiserer, at kommunen har begået fejl. Fejlen er, at kommunen ikke har sendt sagen til Ankestyrelsen inden 5 arbejdsdage efter, at klagen er modtaget i kommunen. Fejlen har dog ikke betydning for vores afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at det er en betingelse, for at kommunen kan give løntilskud, at de aftalte løn- og arbejdsvilkår er overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

Vi vurderer også, at I ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at den aftalte månedsløn på 10.000 kr. plus provision (1500 kr. pr. salg) svarer til de lønvilkår, der er sædvanligt gældende for tilsvarende arbejde.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at I har ansøgt om at ansætte X som trainee med løntilskud til en månedsløn på 10.000 kr. plus provision (1500 kr. pr. salg).

Vi lægger vægt på, at X er nyuddannet og har en bachelorgrad i erhvervsøkonomi.

Vi lægger også vægt på, at der ikke er indgået overenskomst for trainees i ejendomsmæglerbranchen, og at løn- og arbejdsvilkår derfor skal svare til de løn- og arbejdsvilkår, som er sædvanligt gældende for tilsvarende arbejde.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at vi har bedt jer dokumentere, hvilke løn- og arbejdsvilkår der er sædvanlige for trainees i ejendomsmæglerbranchen.

Vi lægger vægt på, at I har oplyst, at I ikke har nogen dokumentation for lønforholdene for trainees ud over oplysningen om, at den ene indehaver fik en månedsløn på 12.000 kr. om måneden plus 1000 kr. pr. salg.

I oplyser videre, at X selv ønsker en månedsløn på 10.000 kr. og 1500 kr. pr salg, og at det er almindeligt, at man som trainee kan vælge, om man helst vil have en høj månedsløn og lav provision eller omvendt.

Om reglerne

Efter reglerne skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende ved ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere.

I principafgørelse A-41-01 var en virksomhed ikke berettiget til at få beregnet løntilskud på baggrund af den faktisk udbetalte begyndelsesløn i firmaet i forbindelse med en fleksjobaftale. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at der hverken i loven, forarbejderne eller i vejledningen var holdepunkter for, at det var begyndelseslønnen i

virksomheden, der som hovedregel skulle lægges til grund ved beregningen af løntilskud. Da der ikke var mindsteløn på et sammenligneligt område anvendtes lønstatistikken på den pågældende stillingsgruppe.

Ifølge principafgørelse N-9-06 skulle kommunen ved beregning af løntilskud i forbindelse med ansættelse i fleksjob finde frem til, hvilken begyndelsesløn der sædvanligvis ville gælde for tilsvarende arbejde, da arbejdspladsen ikke var overenskomstdækket.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.