Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 44-17 om fleksjob - fastholdelsesfleksjob - hidtidig arbejdsplads - ordinær ansættelse - ustøttet beskæftigelse - nedsat arbejdsevne - ressourceforløb

Principafgørelsen fastslår

Det er en betingelse for bevilling af fleksjob på hidtidig arbejdsplads (fastholdelsesfleksjob), at personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Den pågældende skal endvidere opfylde betingelserne for fleksjob.

De særlige regler om fastholdelsesfleksjob er indført for at få arbejdsmarkedets parter til at bidrage mere til at skabe større rummelighed på arbejdsmarkedet, herunder ved brug af sociale kapitler. Reglerne skal sikre, at arbejdsmarkedets parter tager ansvar for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt uden brug af offentlige tilskudsordninger ved fastholdelse af medarbejdere, der får en nedsat arbejdsevne.

Lovteksten sammenholdt med lovforarbejderne fører til, at ”hidtidig arbejdsplads” må fortolkes indskrænkende. Reglerne finder således kun anvendelse i de tilfælde, hvor ansatte, der har været ansat på normale vilkår i ustøttet beskæftigelse, på grund af sygdom, nedslidning m.v. under ansættelsen får en nedsat arbejdsevne.

Reglerne om fastholdelsesfleksjob skal derfor efter en konkret vurdering ikke anvendes i tilfælde, hvor borgeren allerede ved ansættelsens begyndelse har begrænsninger i arbejdsevnen, og hvor ansættelsen er etableret under eller som en del af en samlet indsats for at udvikle borgerens arbejdsevne og hjælpe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet.

I vurderingen af, om ansættelsen er omfattet af reglerne om fastholdelsesfleksjob, kan disse vejledende kriterier fx indgå:

- Om begrænsningerne i arbejdsevnen allerede er til stede ved begyndelsen af ansættelsen, og ansættelsen dermed er på få timer eller med lav arbejdsintensitet.

- Om ansættelsen er etableret under et ressourceforløb eller et andet helhedsorienteret forløb for at udvikle arbejdsevnen og hjælpe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet.

- Om ansættelsen er indledt som støttet beskæftigelse.

- Om ansættelsen er på særlige vilkår eller tilrettelagt efter borgerens skånebehov.

I den konkrete sag havde borgeren ret til fleksjob på den arbejdsplads, hvor han under sit ressourceforløb havde været ordinært ansat i et ustøttet job 10 timer om ugen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at begrænsningerne i borgerens arbejdsevne allerede var til stede ved ansættelsens begyndelse, hvor arbejdstiden blev aftalt til 10 timer, at ansættelsen blev etableret under et ressourceforløb og oprindeligt var støttet beskæftigelse i form af en virksomhedspraktik, samt at borgerens skånehensyn blev tilgodeset i ansættelsen.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare, om reglerne om fastholdelsesfleksjob finder anvendelse, hvor borgeren allerede ved ansættelsens begyndelse har begrænsninger i arbejdsevnen, og hvor ansættelsen er etableret under eller som en del af en samlet indsats for at udvikle borgerens arbejdsevne og hjælpe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016:

§ 70 b, om betingelserne for fastholdelsesfleksjob.

Lovforarbejder

Lovforslag LF 53 2012/1 - Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Reform af førtidspension og fleksjob, herunder indførelse af ressourceforløb, rehabiliteringsteams, fleksløntilskud m.v.):

Bemærkninger til lovforslagets § 70 b.

Praksis

Gældende:

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

35-15, hvor en borger kunne blive ansat i fleksjob på den hidtidige arbejdsplads, selv om betingelsen om ansættelse på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår ikke var opfyldt. Borgeren led af en alvorlig og fremadskridende sygdom med en dårlig prognose, og det var åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

98-15, der beskriver, hvilke krav der stilles til den skriftlige aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksjob. Kommunen afgjorde sagen den 27. maj 2016.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du har ret til fleksjob på din arbejdsplads.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Det betyder også, at kommunen skal tilbyde dig fleksjob på din hidtidige arbejdsplads, hvis arbejdspladsen fortsat vil ansætte dig i fleksjob.

Kommunen kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har ret til fleksjob på din hidtidige arbejdsplads. Vi lægger til grund, at du opfylder betingelserne for fleksjob i §§ 69-70 i beskæftigelsesindsatsloven.

Det er vores vurdering, at de særlige regler om fastholdelsesfleksjob efter en konkret vurdering ikke finder anvendelse i din situation.

Vi vurderer, at lovteksten sammenholdt med lovforarbejderne må føre til, at ”hidtidig arbejdsplads” må fortolkes indskrænkende. Reglerne finder således kun anvendelse i de tilfælde, hvor ansatte, der har været ansat på normale vilkår i ustøttet beskæftigelse, på grund af sygdom, nedslidning m.v. under ansættelsen får en nedsat arbejdsevne.

Vi vurderer, at du allerede ved ansættelsens begyndelse havde begrænsninger i arbejdsevnen, og at ansættelsen er etableret under dit ressourceforløb og kan anses for en del af en samlet indsats for at udvikle din arbejdsevne og hjælpe dig tilbage på arbejdsmarkedet.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du på grund af kroniske smerter i kroppen, depression og posttraumatisk belastningsreaktion ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2009, og at det ikke har været muligt ved hjælp af beskæftigelsesrettede tilbud at hjælpe dig tilbage til arbejdsmarkedet.

Vi lægger videre vægt på, at du i oktober 2014 på grund af dine komplekse problemer og langvarige ledighed kommer i et ressourceforløb af to års varighed med henblik på at udvikle din arbejdsevne.

Vi lægger vægt på, at der som en del af ressourceforløbet i april 2015 bliver iværksat en virksomhedspraktik i en restaurant. Du deltager samtidig i tilbud om mentorstøtte og et træningsforløb for at bedre din fysiske og psykiske tilstand.

Vi lægger også vægt på, at du i begyndelsen af virksomhedspraktikken arbejder 2-3 timer om dagen, 2 dage om ugen, og at du øger din arbejdstid til dit højest mulige niveau, som er 2½ timer om dagen, 4 dage om ugen.

Vi lægger vægt på, at du i januar 2016 bliver ansat i virksomheden 10 timer om ugen. Arbejdet er tilrettelagt, så dine fysiske og psykiske skånebehov er tilgodeset, og du deltager fortsat i tilbud om mentorstøtte og træningsforløb.

Vi lægger desuden vægt på, at rehabiliteringsteamet den 19. maj 2016 vurderer, at dine ressourcer og udfordringer er fuldt afklarede. Teamet indstiller dig til fleksjob og vurderer, at du kan arbejde 10 timer om ugen, når der er tale om arbejde, som ikke er fysisk belastende inden for fx restaurations-, kantine- eller køkkenområdet.

Vi lægger videre vægt på, at kommunen den 27. maj 2016 bevilger dig fleksjob, da kommunen vurderer, at din arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat og ikke kan anvendes til at opnå eller fastholde beskæftigelse på ordinære vilkår.

Om reglerne

Efter reglerne er det en betingelse for ansættelse i fleksjob på den hidtidige arbejdsplads, at den ansatte har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår, medmindre den ansatte har været udsat for akut opstået skade eller sygdom, og det er åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Ifølge lovforarbejderne til reformen om førtidspension og fleksjob, herunder indførelse af ressourceforløb, rehabiliteringsteams, fleksløntilskud m.v. (LF 53 2012) er reglerne om fastholdelsesfleksjob indført for at få arbejdsmarkedets parter til at bidrage mere til at skabe

større rummelighed på arbejdsmarkedet, herunder ved brug af sociale

kapitler.

Reglerne skal fremme brugen af andre ansættelsesformer end fleksjob, der tager de fornødne skånehensyn, og dermed sikre, at arbejdsmarkedets parter tager ansvar for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt uden brug af offentlige tilskudsordninger ved fastholdelse af medarbejdere, der får en nedsat arbejdsevne.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.