Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 46-17 om jobafklaringsforløb - ressourceforløb - ressourceforløbsydelse - gentagne udeblivelser - sanktion - vejledning

Principafgørelsen fastslår

Ressourceforløbsydelse udbetales til borgere, der deltager i jobafklaringsforløb eller ressourceforløb.

Borgere, der modtager ressourceforløbsydelse, kan pålægges en sanktion efter tilsvarende regler, som gælder for borgere, der modtager uddannelses- eller kontanthjælp, og som er aktivitetsparate.

Hvis en borger uden rimelig grund udebliver fra en samtale, eller hvis en borger uden rimelig grund afviser eller udebliver fra et tilbud, kan kommunen træffe afgørelse om fradrag i eller nedsættelse i ressourceforløbsydelsen.

Det er en betingelse for at kunne fradrage i eller nedsætte ressourceforløbsydelsen, at kommunen konkret i forbindelse med henvisningen til arbejde, indkaldelse til samtale, afgivelsen af tilbud skriftligt har informeret borgeren om konsekvensen for ydelsen, hvis personen undlader at opfylde sin pligt, samt om hvilke skridt borgeren skal tage for igen at blive berettiget til ydelsen.

Kommunen skal samtidig med en afgørelse om fradrag i eller nedsættelse af ressourceforløbsydelsen vejlede borgeren om betydningen af gentagelsestilfælde.

Kommunen kan desuden træffe afgørelse om at stoppe ressourceforløbsydelsen, hvis borgeren uden rimelig grund gentagne gange afviser eller udebliver fra tilbud eller på anden vis ikke medvirker i forløbet.

Det er en betingelse for at stoppe ressourceforløbsydelsen, at kommunen forinden skriftligt har vejledt borgeren tilstrækkeligt og konkret om, hvilke konsekvenser det har for hans ressourceforløbsydelse, hvis han gentagne gange uden rimelig grund er udeblevet fra samtaler og møder.

Forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelse skal kommunen desuden have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med borgeren med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

I en konkret sag fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at kommunen ikke havde ret til at stoppe borgerens jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, hvornår en kommune er berettiget til at stoppe et jobafklaringsforløb, herunder ressourceforløbsydelse, hvis personen ikke medvirker i forløbet.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om aktiv socialpolitik(aktivloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017.

§ 69 l, stk. 1-2, om betingelserne for at foretage fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelse.

§ 69 p, om ophør af ressourceforløbsydelse.

Praksis

Gældende:

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

5-11 fastslår, at kommunens vejledning i forbindelse med indkaldelse til jobsamtale ikke var tilstrækkelig til at opfylde betingelserne for at foretage fradrag i borgerens hjælp. Vejledningen var utilstrækkelig, fordi kommunen i jobplanen havde angivet 3 forskellige konsekvenser af udeblivelse fra jobsamtalen uden rimelig grund, selv om der i reglerne ikke er nogen valgmulighed. Angivelse af alternativer medførte uklarhed om, hvilken konsekvens en udeblivelse rent faktisk ville have og var dermed utilstrækkelig.

Da kommunen ikke havde vejledt borgeren tilstrækkeligt, kunne kommunen ikke foretage fradrag i borgerens kontanthjælp for perioden fra hans udeblivelse fra jobsamtalen til kontakten til jobcenteret var genoprettet.

6-11 fastslår, at en kommune ikke ved indkaldelse til jobsamtale i tilstrækkelig grad havde vejledt borgeren om konsekvensen af at udeblive fra jobsamtalen, og om hvilke skridt han ved udeblivelse skulle tage for igen at være berettiget til hjælp.

Da kommunen ikke havde vejledt borgeren tilstrækkeligt præcist, kunne kommunen ikke foretage fradrag i borgerens kontanthjælp for perioden fra hans udeblivelse fra jobsamtalen til kontakten til jobcenteret var genoprettet.

132-11 fastslår, at kommunen skal vejlede konkret og præcist om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund, når kommunen har anledning til det.

I denne konkrete sag havde kommunen imidlertid ikke en sådan anledning til at vejlede borgeren, idet kommunen ikke havde oplysninger om, at borgeren ville opsige sit arbejde.

134-11 fastslår, at den skriftlige vejledning, som borgeren havde modtaget ved indkaldelse til en jobsamtale, var tilstrækkelig, selvom jobsamtalen blev flyttet til dagen efter på foranledning af borgeren.

Det var afgørende, at det kun var mødetidspunktet, der var ændret, at ændringen skyldtes borgerens forhold, at ændringen kom i stand dagen inden det oprindeligt aftalte møde, og det nye mødetidspunkt lå kort tid efter samtalen om ændring af tidspunktet.

39-15 fastslår, at det er en betingelse for, at kommunen kan give en aktivitetsparat borger en sanktion, at kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at få personlig kontakt med borgeren om grunden til, at borgeren ikke mødte til samtalen, udeblev fra sit tilbud m.v. Kommunen skal forsøge at få personlig kontakt med borgeren, hvis borgeren ikke reagerer på kommunens skriftlige partshøring. Det er ikke en betingelse, at kommunen rent faktisk opnår kontakt med borgeren.

Det beror på en konkret vurdering af oplysningerne i den enkelte borgers sag, hvilke og hvor mange forsøg på personlig kontakt kommunen skal gøre, før kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at få personlig kontakt med borgeren.

Det er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt, at kommunen kun forsøger at få personlig kontakt ved opringninger til borgerens private telefonnummer, og/eller skriver til borgerens private e-mail, hvis der er andre rimelige muligheder for at opnå kontakt. Det kan f.eks. være via borgerens mentor, på borgerens bopæl, eller på borgerens tilbudssted.

64-15 fastslår, at kommunen skal give sanktion i uddannelses- og kontanthjælp i tilfælde, hvor modtageren af hjælp mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Ved gentagelsestilfælde skal kommunen give skærpede sanktioner.

Aktivlovens bestemmelser om sanktion for mod bedre vidende at tilsidesætte pligten til at oplyse om arbejde eller mod bedre vidende uberettiget at modtage hjælp i udlandet er opdelt i 3 led.

Førstegangssanktionen er nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 3 uger.

Hvis kommunen har truffet afgørelse om førstegangssanktion og modtageren af hjælp derefter på ny begår en forseelse omfattet af bestemmelsen, træffer kommunen afgørelse om en skærpet sanktion ved at nedsætte hjælpen med 1/3 i 20 uger.

Hvis modtageren af hjælp begår endnu en eller flere forseelser omfattet af bestemmelsen efter en gentagelsessanktion, træffer kommunen afgørelse om nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger for hver efterfølgende forseelse. Den udbetalte hjælp gøres desuden tilbagebetalingspligtig.

Det er således en forudsætning for, at kommunen kan give en skærpet sanktion i gentagelsestilfælde, at kommunen har truffet afgørelse om førstegangssanktion, før modtageren af hjælp begår endnu en forseelse.

Hvis kommunen ikke har truffet en afgørelse om sanktion for en førstegangsforseelse inden endnu en forseelse, kan den anden forseelse alene udløse en afgørelse om en førstegangssanktion.

Det er uden betydning for anvendelse af reglerne om skærpet sanktion, om der er tale om gentagelse af samme type forseelse. Hvis en person tidligere har fået en førstegangssanktion for tilsidesættelse af pligten til at oplyse om arbejde, kan kommunen således træffe afgørelse om skærpet sanktion ved et efterfølgende ophold i udlandet uden tilladelse.

Kommunen skal i afgørelsen om førstegangssanktion vejlede borgeren om, at der træffes afgørelse om nedsættelse og eventuelt tilbagebetaling af hjælp, hvis en person efterfølgende mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet eller mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde.

45-17 fastslår, at kommunen efter beskæftigelsesindsatsloven skal give et tværfagligt afklaringsforløb til borgere, uanset at de afslår at modtage ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb. En dom fra Østre Landsret afsagt den 31. marts 2017 viser, at deltagelse i jobafklaringsforløb er en ret, der ikke er betinget af en samtidig pligt til at modtage ressourceforløbsydelse.

Kasserede:

Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere (historisk):

81-16 Principafgørelsen er kasseret, fordi praksis er ændret. En sanktion gives kun i ydelsen og kan ikke føre til stop af selve forløbet, som det fremgår af 81-16.

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om at stoppe dit jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse. X Kommune afgjorde sagen den 10. juli 2015.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Kommunen har ikke ret til at stoppe dit jobafklaringsforløb den 2. juli 2015.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Det betyder også, at du har ret til ressourceforløbsydelse efter den 2. juli 2015, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Kommunen vil kontakte dig.

Vi kritiserer, at X Kommune har begået fejl i sagsbehandlingen. Fejlen er, at kommunen har stoppet din ressourceforløbsydelse, før du modtog en afgørelse om stop af ydelsen.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke har vejledt dig tilstrækkeligt om, hvilke konsekvenser det har for dit jobafklaringsforløb, hvis du gentagne gange uden rimelig grund udebliver fra samtaler og møder.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi har lagt vægt på, at du ikke i forbindelse med indkaldelse til møder og samtaler på noget tidspunkt er blevet skriftligt vejledt om, at gentagne udeblivelser uden rimelig grund kan medføre, at du ikke længere er berettiget til at deltage i jobafklaringsforløb og modtage ressourceforløbsydelse.

Vi lægger til grund, at du overgik til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse den 28. marts 2015.

Om reglerne

Efter reglerne kan kommunen træffe afgørelse om fradrag i eller nedsættelse i ressourceforløbsydelsen, hvis en borger uden rimelig grund udebliver fra en samtale, eller hvis en borger uden rimelig grund afviser eller udebliver fra et tilbud.

Der er en betingelse for at kunne foretage fradrag i eller nedsætte ressourceforløbsydelsen, at kommunen konkret i forbindelse med henvisningen til arbejde, indkaldelse til samtale, afgivelsen af tilbud i jobafklaringsforløbet m.v. skriftligt har informeret borgeren om konsekvensen for ydelsen, hvis personen undlader at opfylde sin pligt, samt om hvilke skridt borgeren skal tage for igen at blive berettiget til ydelsen.

Efter reglerne kan kommunen desuden træffe afgørelse om at stoppe et jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse, hvis borgeren uden rimelig grund gentagne gange afviser eller udebliver fra tilbud eller på anden vis ikke medvirker i jobafklaringsforløbet.

Det er en betingelse for at stoppe et jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse, at kommunen forinden skriftligt har vejledt borgeren tilstrækkeligt og konkret om, hvilke konsekvenser det har for hans jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse, hvis han gentagne gange uden rimelig grund er udeblevet fra samtaler og møder.

Forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelse skal kommunen have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med borgeren med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

Reglerne om sanktioner til borgere, der modtager ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb svarer til de regler, som gælder for borgere, der modtager uddannelses- eller kontanthjælp, og som er aktivitetsparate.

Ankestyrelsen har truffet flere principafgørelser om sanktioner til borgere, der modtager uddannelses- eller kontanthjælp. Disse principafgørelser kan anvendes ved fortolkning.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.