Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 54-17 om betingelser for hjælp efter serviceloven - Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke - lovligt ophold - legalitetsprincippet

Principafgørelsen fastslår

Det er alene personer med lovligt ophold i Danmark, der har ret til hjælp efter servicelovens regler.

Udlændinge, der efter udlændingelovens bestemmelser har processuelt ophold i Danmark - det vil sige ret til at opholde sig her i landet, mens deres ansøgning om opholdstilladelse behandles – har lovligt ophold i Danmark som dette må forstås i serviceloven.

Det følger af udlændingeloven, at asylansøgere får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse eller udrejser. Andre udlændinge med processuelt ophold får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt at hensyn til forsørgelsen af udlændingen. Udlændingestyrelsens forpligtelse omfatter også nødvendige sociale foranstaltninger.

Udlændingeloven har forrang for serviceloven. Det betyder, at kommunen skal indhente tilsagn fra udlændingemyndighederne til at afholde udgifterne til støtteforanstaltninger. Det gælder også udgifter til anbringelse af børn og unge.

Når der er indhentet tilsagn, er det kommunens børn og unge-udvalg, der efter serviceloven afgør, om et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehavere og barnet eller den unge, der er fyldt 15 år.

I den konkrete sag besluttede Ankestyrelsen at anbringe to børn uden for hjemmet uden samtykke fra moderen. Børnene og deres moder havde processuelt ophold, mens myndighederne behandlede deres ansøgning om EU-opholdsdokument efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Byretten har efterfølgende stadfæstet Ankestyrelsens afgørelse om anbringelse.

Retten fandt, at Ankestyrelsens afgørelse om anbringelse af de to børn var truffet med den fornødne lovhjemmel i både serviceloven og udlændingeloven.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt.

Det har vi gjort for at afklare, hvornår personer uden opholdstilladelse i Danmark, men med processuelt ophold efter udlændingeloven, kan anses for at have lovligt ophold i Danmark i servicelovens forstand og dermed være omfattet af servicelovens anvendelsesområde.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om social service § 2 fastslår, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet har ret til hjælp efter serviceloven.

Udlændingelovens Kapitel 7 om kontrollen med udlændinges indrejse, ophold og udrejse m.v. herunder blandt andet af § 42 a.

Praksis

Gældende:

Følgende principafgørelse omhandler lovligt ophold i Danmark, gælder stadig:

C-32-00: Principafgørelsen fastslår bl.a., at der efter servicelovens regler kan træffes afgørelse over for en udenlandsk forældremyndighedsindehaver om anbringelse uden for hjemmet, idet børnene havde (lovligt) ophold i Danmark.

53-17: Principafgørelsen om hjemmel til at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke for personer uden lovligt ophold i Danmark.

Kasserede:

Følgende principafgørelse vil blive kasseret og dermed ikke gælde længere (historisk):

80-15: Principafgørelsen fastslår, at der ikke kan træffes afgørelse direkte efter serviceloven hvis partnerne ikke har lovligt ophold i Danmark, idet personkredsen for afgørelser efter serviceloven er personer med lovligt ophold i Danmark.

Praksis er indarbejdet i principafgørelsen 53-17 om hjemmel til at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke for personer uden lovligt ophold i Danmark.

Den konkrete afgørelse

AA og BB skal fortsat være anbragt uden for hjemmet

[…]

Begrundelsen for afgørelsen om anbringelse

[…]

Begrundelsen for afgørelsen om genbehandlingsfrist

[…]

Hjemmel

Børn- og ungeudvalget har truffet afgørelse med henvisning til udlændingelovens § 42 a og principperne i serviceloven kapitel 11.

Ankestyrelsens skal hertil bemærke, at CC ifølge sagens oplysninger har en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under behandling hos udlændingemyndighederne. Det er oplyst, at CC har ret til at opholde sig her i landet mens ansøgningen behandles. Ifølge Ankestyrelsens oplysninger har CC således processuelt ophold i Danmark.

En udlænding med processuelt ophold, der har ret til at opholde sig her i landet, mens udlændingens ansøgning om opholdstilladelse behandles, vurderes ud fra opholdets udlændingeretlige karakter at have et lovligt ophold her i landet i servicelovens forstand.

Vi lægger vægt på, at en udlænding under sit processuelle ophold ikke har pligt til at udrejse, ikke kan udsendes tvangsmæssigt og ikke kan udvises alene som følge af sit processuelle ophold. Det processuelle ophold svarer således til, hvad der ud fra en naturlig sproglig forståelse må forstås ved et lovligt ophold. Det forhold at opholdsgrundlaget er midlertidigt og afhænger af udfaldet om opholdstilladelse, gør ikke opholdet ulovligt, men kan bevirke, at karakteren af opholdet er midlertidigt.

Det betyder, at udlændinge med processuelt ophold er omfattet af servicelovens anvendelsesområde.

Ankestyrelsen er opmærksom på, at vi ved vores afgørelse af XX om anbringelse af AA og BB uden for hjemmet lagde til grund, at CC og AA og BB ikke havde lovligt ophold i Danmark. Vi har af de ovenfor nævnte grunde revurderet vores opfattelse og anser nu processuelt ophold for lovligt ophold i servicelovens forstand.

[…]

Bemærkninger til kommunen

[…]