Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 56-17 om magtanvendelse - optagelse i botilbud uden samtykke - absolut påkrævet - dokumentation - Tilbudsportalen

Principafgørelsen fastslår

Et botilbud må ikke afvise at yde en hjælp, som tilbuddet af Socialtilsynet, er godkendt til at yde til beboerne.

En borger kan blive optaget i et bestemt botilbud uden samtykke, når det er nødvendigt for at personen kan få den nødvendige pleje og omsorg, og det vil være uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Når kommunen ønsker, at en borger skal i et botilbud uden borgerens samtykke, skal kommunen kunne dokumentere, at den nødvendige hjælp ikke kan ydes i borgerens nuværende bolig.

Hvis borgeren allerede bor i et botilbud og ikke trives der, skal kommunen, i vurderingen af om flytning af borgeren er nødvendig, både inddrage oplysninger om, hvilken indsats botilbuddet – ifølge Tilbudsportalen – er godkendt til at yde, og hvilken hjælp kommunen kan bevilge som supplement til botilbuddets indsats.

I den konkrete sag ønskede kommunen at flytte en borger fra et botilbud til et andet. Kommunen havde ikke dokumenteret, at borgeren ikke kunne modtage den nødvendige hjælp i det nuværende tilbud. Botilbuddet kunne ikke afvise at yde den hjælp, som tilbuddet var godkendt til at tage ansvar for.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare, hvilke krav der kan stilles kommunens dokumentation for, at den nødvendige hjælp ikke kan ydes i en borgers nuværende bolig.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om social service (serviceloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 369 af 18. april 2017.

§ 129, stk. 1, om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke

Praksis

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

Principafgørelse 72-14; fastslår, at en borger med nedsat funktionsevne i så betydelig grad, at det ikke kunne forenes med et botilbud omfattet af lejelovens regler, ikke kunne anvises et botilbud efter almenboliglovens § 105 om almene ældreboliger.

Principafgørelse 41-15: fastslår, at en borger, som har behov for et længerevarende botilbud, har frit valg mellem botilbud efter servicelovens § 108 og almenboliglovens § 105, hvis betingelserne for frit valg er til stede, herunder at det af borgeren ønskede botilbud kan tilgodese borgerens behov.

Principafgørelse 21-17: fastslår, at kommunen skal påse, at borgerens behov fortsat varetages forsvarligt, og sikre, at leverandøren er opmærksom på, at tilbuddet vedbliver at kunne dække beboerens behov.

Principafgørelse 57-17: fastslår, at Statsforvaltningen ikke kan træffe afgørelse om optagelse i et særligt botilbud, førend borgeren/dennes værge har haft mulighed for at tilkendegive ønske om at gøre brug af frit valg ordningen.

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

Den konkrete afgørelse

B Kommune har klaget over Statsforvaltningen, Aabenraas afgørelse om optagelse i botilbud P uden dit samtykke. Statsforvaltningen, Aabenraa afgjorde sagen den 24. marts 2017.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Vi ophæver Statsforvaltningens afgørelse.

Det betyder, at Statsforvaltningens afgørelse ikke gælder. Det medfører, at du ikke skal flytte til P.

Begrundelse for afgørelsen

Frit valg af botilbud

Ankestyrelsen vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til at kunne vurdere botilbuddets egnethed. Det skyldes, at der ikke foreligger oplysninger om, om du ønsker at udnytte din ret til frit valg.

Vurderingen af om botilbuddet er egnet kan først foretages, når du har haft mulighed for at benytte dig af reglerne om frit valg.

Vi kan ikke udelukke, at dette har haft konkret væsentlig betydning for sagens resultat.

Vi lægger vægt på, at det fremgår af sagen, at du endnu ikke har fået tilkendt en værge. Der er derfor ikke tilstrækkeligt vejledt efter reglerne om frit valg, da det alene er værgen, der kan tage stilling til mulighed for at udnytte frit valg ordningen ved valg af egnet botilbud, når du ikke kan give informeret samtykke.

Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse, at du endnu ikke har fået en værge. Det har derfor ikke været muligt at indhente en værges bemærkninger til botilbuddet.

Vi bemærker, at det følger af praksis, at reglerne om frit valg af botilbud

også gælder, når der er tale om en flytning uden samtykke efter magtanvendelsesreglerne. Vi henviser til principafgørelse 72-14.

Den personlige værge indtræder i personens sted og kan handle på dennes

vegne. Værgen kan derfor vælge et andet botilbud, hvis dette er egnet og ikke væsentligt dyrere. Kommunen skal forud for indstillingen om flytning uden samtykke, træffe afgørelse om valg af botilbud.

Hvis værgen og kommunen ikke kan komme til enighed, kan spørgsmålet

om valg af botilbud indbringes for Ankestyrelsen.

Statsforvaltningen kan derfor ikke træffe afgørelse om optagelse i et

særligt botilbud, førend borgeren/dennes værge har haft mulighed for at tilkendegive ønske om at gøre brug af frit valg ordningen.

Personkredsen for magtanvendelsesbestemmelserne

Vi finder, at du har en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne og modtager praktisk hjælp efter servicelovens bestemmelser herom. Du er på grund af den nedsatte psykiske funktionsevne ikke i stand til at give informeret samtykke til flytningen. Du er derfor omfattet af bestemmelsen om flytning uden samtykke.

Flytning uden samtykke

Vi finder imidlertid, at betingelserne for optagelse i et andet botilbud uden samtykke ikke er opfyldte.

Betingelserne er:

1) det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den

nødvendige hjælp, og

2) hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og

3) den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine

handlinger og

4) den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig

personskade og

5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Vi lægger vægt på, at du er udviklingshæmmet og fungerer kognitivt som en 5-årig. De seneste 11 år har du boet på S, som er et regionalt botilbud efter servicelovens § 108. Du har i de seneste 6 år haft en vægtøgning på 30 kg og vejer nu 120 kg og er 175 cm høj.

Kommunen vurderer, at din vægtstigning er helbredstruende.

Kommunen har ikke dokumenteret, at S har udtømt mulighederne for at kunne støtte dig i en sundere levevis med den rette faglige indsats og med inddragelse af VISOs anbefalinger. Hvis S ikke ved en mere målrettet indsats kan honorere opgaven, må kommunen vurdere, om dit behov kan dækkes ved at sætte ind med ekstern støtte efter servicelovens § 85.

Vi anser det således ikke for dokumenteret, at hjælpen ikke kan gennemføres i det nuværende botilbud.

Kommunen har ønsket, at du flytter til P på adressen XX. Denne adresse rummer beskæftigelses- og samværstilbud men ikke botilbud. Der er derfor ikke en beskrivelse af, hvilke særlige strategier det foreslåede botilbud benytter, og hvordan omsorgen derfor forventes at kunne varetages i et andet botilbud. Det er en forudsætning for en flytning, at det foreslåede tilbud med sin indsats og sine rammer er egnet til at varetage omsorgen for dig og støtte dig i at udnytte dine ressourcer bedst muligt. Det er ligeledes en betingelse, at tilbuddet er godkendt af socialtilsynet og registreret i Tilbudsportalen.

Vi er opmærksomme på, at kommunen anser det for fagligt godtgjort, at S ikke er i stand til at tage vare på dine helt basale behov, og at de nødvendige kompetencer ikke er til stede i botilbuddet.

Vi bemærker, at det af sagen fremgår, at der er personalenormering på 1:1 om dagen og 1:3 om natten. Hvis S med denne personalenormering ikke er i stand til at støtte dig i sundere kostvaner, skal kommunen kontakte socialtilsynet, hvis dette giver anledning til bekymring i forhold til, om tilbuddet har den tilstrækkelige kvalitet til at kunne rumme den målgruppe af borgere, som tilbuddet er godkendt til. Det er vigtigt, at Tilbudsportalen giver et retvisende billede af tilbuddet.

Kommunen har yderligere oplyst, at du blev visiteret til en særforanstaltning på grund af udadreagerende adfærd, men at denne adfærd er aftaget, og at du nu ikke længere har brug for denne støtte. Prisen på P er væsentlig lavere end på S, og kommunen undrer sig over, at økonomien ikke er tillagt vægt i Statsforvaltningens afgørelse.

Vi bemærker, at økonomi kan indgå i valg mellem 2 egnede botilbud, men at økonomi ikke indgår i vurderingen af, om betingelserne i servicelovens § 129, stk. 1, er opfyldt.

Kommune har endelig henvist til § 129, stk. 3, og 4.

Vi bemærker, at flytning for at skabe tilfredsstillende omsorg og rammer for en borgers trivsel skal vurderes efter § 129, stk. 1. Vi henviser til principafgørelse 21-17.

Der er ikke oplysninger om, at det af andre grunde end din egen sundhed, er i din interesse at flytte til et andet botilbud. Sagen er derfor ikke omfattet af den meget snævre undtagelse i stk. 3.

Da du har boet på S i 11 år, er situationen heller ikke omfattet af § 129, stk. 4 om hensynet til de pårørende, der ikke længere kan varetage hjælpen og have opsyn med dig.

Om reglerne

Betingelserne for at kunne optage en person i et bestemt botilbud uden samtykke er, at det er nødvendigt for at personen kan få den nødvendige pleje og omsorg, og at det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.