Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

J. nr. 2016-6810-30401

En kvindelig trainee hos en ejendomsmægler blev opsagt få timer efter, at hun havde oplyst sin arbejdsgiver, at hun var gravid. Opsigelsen, som blev fremsendt med e-mail, var dateret dagen inden. Opsigelsen var blandt andet begrundet i modtagne kundeklager over hendes arbejde. Da opsigelsen blev sendt i umiddelbar forlængelse af oplysningen om hendes graviditet, havde indklagede – uanset opsigelsens datering – ikke godtgjort, at graviditeten ikke var en medvirkende årsag til opsigelsen. Indklagede havde i øvrigt ikke under sagen fremlagt dokumentation for, at de havde modtaget kundeklager over hendes arbejde.

Klager fik derfor medhold i klagen. Hun blev tilkendt en godtgørelse på 65.000 kroner.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelse af klager under hendes graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget under sin graviditet.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 65.000 kr. med procesrente fra den 7. juni 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. november 2015 ansat hos den indklagede ejendomsmæglervirksomhed i en uddannelsesstilling som trainee. I uddannelsestiden skulle klager blandt andet opnå erhvervskompetence inden for kontor og salg med henblik på en fremtidig beskæftigelse som ejendomsmægler.

Den effektive arbejdstid var fastsat til 37,5 timer inklusiv pauser. Virksomhedens normale åbningstider var kl. 09.00-17.00 på hverdage og søndage, samt lørdage efter aftale.

Fredag den 22. januar 2016 gik klager hjem fra arbejde omkring kl. 13.00. Om eftermiddagen kontaktede en af indklagedes indehaverne hende telefonisk, fordi hun var gået tidligt hjem.

Den efterfølgende mandag den 25. januar 2016 deltog klager i et møde med begge indehaverne af indklagede ejendomsmæglerfirma om klagers opgaver og arbejdsindsats.

Da klager var utilpas, gik hun samme dag hjem fra arbejde omkring kl. 12.30. Hun var sygemeldt den 26. og 27. januar 2016.

I en e-mail sendt til indklagede den 27. januar 2016 kl. 12.21 oplyste klager, at hun var gravid med termin i slutningen af august 2016. Hun sygemeldte sig desuden med graviditetsbetinget kvalme.

Klager modtog den 27. januar 2016 kl. 17.09 en e-mail fra indklagede vedlagt en opsigelse dateret den 26. januar 2016.

Om baggrunden for afskedigelsen fremgik følgende: ”…

Efter mødet mandag den 25 januar 2016, kunne vi konkludere, at [klager] ikke var glad for at være hos [indklagede] og var frustreret over arbejdstiden og at man skulle dele flyer ud osv. [Klager] var i tvivl om det var det rigtige for hende. Det vi [i] ledelsen var utilfredse med var klager fra kunder, der ikke havde hørt fra os [i forbindelse med] fremvisninger og manglende opfølgninger fra [klagers] side.

…”

Klager blev fritstillet den 29. januar 2016.

Klagers fagforbund havde den 3. februar 2016 en e-mailkorrespondance med indklagede. Indklagede skrev herunder til forbundet:

”…

Du nævnte at jeg ville få en underskrift på det dokument jeg sendte med, vedr. opsigelse af [klager].

Jeg har ikke modtaget underskrevet dokument.

…”

Forbundet tilkendegav samme dag over for indklagede, at afskedigelsen efter deres opfattelse var begrundet i klagers graviditet og dermed i strid med ligebehandlingsloven. De inviterede derfor indklagede til en forhandling med henblik på indgåelse af forlig.

Hertil svarede indklagede i en e-mail af 3. februar 2016: ”…

Nå, men hvis du mener i har en sag skal i jo køre den.

Vi stopper alt herfra, da [klager] ikke har underskrevet det dokument jeg har mailet/sendt til hende.

…”

Klagers fagforbund fremsatte den 1. marts 2016 krav om betaling af en godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsloven svarende til ni måneders løn. Parterne kunne dog ikke nå til enighed om sagen.

Indklagede ansatte pr. 18. maj 2016 og 1. september 2016 to ejendomsformidlere.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. juni 2016.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelsen. Hun påstår sig tilkendt en godtgørelse.

Afskedigelsen var begrundet i klagers graviditet. Hun modtog således en e-mail med en opsigelse få timer efter, at hun havde oplyst indklagede, at hun var gravid.

Indehaverne af det indklagede ejendomsmæglerfirma har ikke givet udtryk for, at de var utilfredse med hendes arbejdsindsats, eller at de foretrak en uddannet ejendomsmægler frem for en trainee.

Klager har alene modtaget en kort introduktion til opgaverne i forbindelse med åbent hus-arrangementer. Hun har ikke modtaget en egentlig oplæring, og hun fremviste boligerne, så godt hun kunne.

Da klager blev ansat, fik hun at vide, at hun måtte arbejde hjemmefra, og at der ikke var faste arbejdstider. Hun skulle dog være til rådighed på telefonen hele døgnet. Hun har flere gange bedt indehaverne om opgaver, men har ikke fået et konkret svar. Klager har selv foreslået, at hun skulle have flere opgaver.

Telefonsamtalen med den ene indehaver fredag den 22. januar 2016 var meget ubehagelig. Klager nægtede ikke under telefonsamtalen at uddele flyers som anført af indklagede. Klagers mor kontaktede efterfølgende den anden indehaver på grund af samtalen. De havde en god dialog, og de talte herunder om, hvad der forventedes af en trainee.

Klager mødte syg op til mødet med indehaverne mandag den 25. januar 2016. På mødet aftalte de, at klager kunne uddele flyers, hvis hun manglede arbejdsopgaver. Indehaverne udtrykte tilfredshed med hendes arbejdsindsats og gav udtryk for, at de burde have givet hende flere arbejdsopgaver, når hun havde bedt om det. De talte om, at klager skulle oplæres i at lave vurderinger. De omtalte ikke, at de havde modtaget kundeklager over klagers arbejde. Mødet blev afsluttet efter en kort pause, hvor klager var ked af det. Efter mødet fik hun lov at tage hjem, fordi hun var syg.

Klager modtog den 27. januar 2016 sin opsigelse kort tid efter, at hun havde oplyst, at hun var gravid. Indklagede kendte derfor til hendes graviditet, inden de sendte e-mailen med hendes opsigelse. Opsigelsen var tilbagedateret til den 26. januar 2016.

Indklagede har efter afskedigelsen tilbageholdt hendes løn og forsøgt at presse hende til at skrive under på, at hun modtog opsigelsen dagen før, at indklagede blev bekendte med hendes graviditet. Det fremgår af den fremlagte e-mailkorrespondance, at indklagede ville have klager til at underskrive den tilbagedaterede opsigelse og ikke blot kvittere for modtagelsen heraf som hævdet af indklagede.

Indklagede har først gjort gældende, at klager blev afskediget, fordi indklagede i stedet ønskede at ansætte en uddannet ejendomsmægler, efter at sagen er blevet indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Det er ikke dokumenteret, at det allerede på afskedigelsestidspunktet var besluttet at ansætte en uddannet ejendomsmægler i stedet for klager. Indklagede har således først den 18. maj 2016 og den 1. september 2016 ansat to medarbejdere, som i øvrigt har samme titel som klager. Ingen af dem er uddannet som ejendomsmæglere.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Afskedigelsen af klager var ikke begrundet i hendes graviditet.

Klager har under ansættelsen haft svingende præstationer, og indklagede har modtaget enkelte klager over hende fra kunder. En mulig køber klagede herunder over, at klager ved et åbent hus-arrangement oplyste, at hun ikke havde nærmere kendskab til boligen, hvorefter hun blot henviste kunden til selv at gennemgå denne. Indklagede havde derfor overvejet, om det ikke ville være bedre i stedet at ansætte en uddannet ejendomsmægler.

Klager har flere gange forladt arbejdspladsen i arbejdstiden. Fredag den 22. januar 2016 forlod hun arbejdspladsen kl. 13.00 uden forudgående aftale med indehaverne. En af indehaverne kontaktede hende derfor telefonisk og påtalte dette. Han oplyste hende om, at hun skulle overholde den fastsatte arbejdstid og bede indehaverne om flere opgaver, hvis hun manglede arbejdsopgaver. Under samtalen bad han hende om at dele flyers ud samme dag, hvilket hun nægtede at gøre.

På mødet mandag den 25. januar 2016 var klager ked af det og gav udtryk for, at arbejdet ikke levede op til hendes forventninger. Indehaverne konfronterede hende med klagerne fra kunder og lydighedsnægtelse den 22. januar 2016, hvor hun nægtede at dele flyers ud. Mødet kunne ikke færdiggøres, fordi klager blev ked af det. Efterfølgende gik hun hjem, fordi hun var syg.

Umiddelbart efter mødet besluttede indehaverne at afskedige klager inden prøveperiodens udløb. Opsigelsen blev udarbejdet den 26. januar 2016, hvor klager var syg. Indklagede orienterede samme dag en anden medarbejder i virksomheden om, at klager ville blive afskediget.

Normalt vil en afskedigelse af en medarbejder blive meddelt på et møde, hvor både medarbejderen og indehaverne er til stede. Da klager imidlertid var syg den 26. og 27. januar 2016 var det ikke muligt at afholde et sådant møde. Efter modtagelsen af e-mailen fra klager den 27. januar 2016 med oplysning om hendes graviditet, sendte de derfor opsigelsen pr. e-mail. Indklagede blev først klar over, at klager var gravid, da hun oplyste dette i e-mailen af 27. januar 2016.

Indklagede har alene bedt klager om at underskrive opsigelsen for at kvittere for modtagelsen af denne i overensstemmelse med normal praksis.

Indklagede har efter afskedigelsen af klager ansat to medarbejdere, som er selvkørende. De kan selv foretage vurderinger og salg, mens klager ikke var oplært i vurdering af boliger. De har samme titel som klager, men de er ansat på en mæglerkontrakt og ikke en traineekontrakt som klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Det er ubestridt, at klager var gravid på tidspunktet for afskedigelsen.

Indklagede har derfor bevisbyrden for, at afskedigelsen af klager ikke helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet.

Klager oplyste i en e-mail til indklagede sendt den 27. januar 2016 kl. 12.21, at hun var gravid.

Hun blev afskediget samme dag i en e-mail sendt til hende kl. 17.09. Det fremgik af den vedlagte opsigelse, som var dateret den 26. januar 2016, at afskedigelsen var begrundet i klagers tilkendegivelser på et møde to dage forinden samt modtagne klager fra kunder over hendes arbejde.

Der er ikke fremlagt dokumentation for de pågældende kundeklager.

Indklagedes mail vedhæftet opsigelsen blev sendt i umiddelbar forlængelse af klagers mail til indklagede med oplysning om, at klager var gravid. Uanset, at opsigelsen er dateret den foregående dag vurderer nævnet herefter, at indklagede ikke har godtgjort, at klagers graviditet ikke var en medvirkende årsag til afskedigelsen af hende. Det bemærkes i denne forbindelse, at indklagede ikke for nævnet har dokumenteret at have modtaget kundeklager over klagers arbejde.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 65.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 65.000 kr. til klager med procesrente fra den 7. juni 2016, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

§ 16, stk. 2 om godtgørelse

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

<2016-6810-30401>