Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 69-17 om børnetilskud - enlig forsøger - formodningsregel - Udbetaling Danmarks oplysningspligt - parternes relation - midlertidig og kortvarig boligsituation

Principafgørelsen fastslår

Det følger af reglerne om børnetilskud, at der udbetales ordinært børnetilskud, når forældremyndighedsindehaveren er enlig forsørger. Der udbetales også et ekstra børnetilskud, hvis der udbetales ordinært børnetilskud, og forældremyndighedsindehaveren har barnet hos sig.

Personer, der lever i et samlivshold, betragtes ikke som enlige.

En person betragtes som samlevende, når den pågældende har fælles husførelse med en anden person, som det efter dansk lov er muligt at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med.

Formålet med ydelser til enlige er at yde kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har. Det er navnlig kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til daglig forbrug, men også kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver som indkøb, madlavning, rengøring mv.

Personer har fælles husførelse, når de samlet set har de samme økonomiske og praktiske fordele, som gifte og samlevende har, ved at være to om at betale faste udgifter og ved at være to om at udføre det praktiske arbejde i hjemmet. De økonomiske fordele, som to eller flere personer har ved at dele en énfamiliesbolig, skal tillægges stor vægt.

Efter fast praksis er der en generel formodning for, at to personer, der er tilmeldt samme folkeregisteradresse, som er en énfamiliesbolig, skal betragtes som samlevende. Formodningen fremgår udtrykkeligt af bekendtgørelse om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det er ikke udelukket, at to personer i en énfamiliesbolig kan have indrettet sig således, at de ikke har et økonomisk eller praktisk fællesskab svarende til et samlivsforhold.

Udbetaling Danmarks pligt til at oplyse sagen

Udbetaling Danmark har pligt til at sørge for, at en sag om børnetilskud er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse.

Er der i folkeregistret tilmeldt andre personer over 18 år på ydelsesmodtagerens (herefter modtageren) adresse, skal Udbetaling Danmark bede modtageren af børnetilskud om nærmere oplysninger om, hvorvidt en tilmeldt lever i et samlivsforhold med modtageren.

Udbetaling Danmark skal afhængig af den konkrete sag vurdere, hvilke oplysninger det er relevant at bede modtageren om, således at modtageren har mulighed for at komme med oplysninger, der eventuelt kan afkræfte formodning om samliv.

I forbindelse med oplysning af sagen skal Udbetaling Danmark vejlede modtageren om, at der gælder en formodning for samliv, når to personer er tilmeldt samme folkeregisteradresse, og at det er modtageren, som skal komme med oplysninger, der kan afkræfte formodningen om samliv.

Udbetaling Danmark skal også vejlede modtageren om, hvilke oplysninger modtageren kan komme med for at afkræfte formodning om samliv, f.eks. oplysninger om hvordan parterne har indrettet sig økonomisk og praktisk.

Hvis modtageren ikke kommer med oplysninger til Udbetaling Danmark, træffer Udbetaling Danmark afgørelse om standsning af udbetaling og eventuelt tilbagebetaling af børnetilskud på det foreliggende grundlag.

Hvis modtageren kommer med oplysninger, men oplysningerne ikke er tilstrækkelige til at afkræfte formodning om samliv, skal Udbetaling Danmark vurdere, om de bør bede modtageren om yderligere oplysninger, således at en afgørelse om standsning af udbetaling og eventuelt tilbagebetaling af børnetilskud træffes på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Medmindre modtageren kommer med sådanne oplysninger, at Udbetaling Danmark finder, at betingelsen om at være enlig forsørger er opfyldt, lægges det til grund, at modtageren ikke er enlig med den følge, at udbetaling af børnetilskud standses og eventuelt kræves tilbagebetalt.

Parternes relation

To personer, der er tilmeldt samme folkeregisteradresse, som er en énfamiliesbolig, og som efter egne oplysninger har et kæresteforhold, må betragtes som samlevende i overensstemmelse med formålet med børnetilskud til enlige, uanset hvordan de har valgt at indrette sig økonomisk og praktisk.

Midlertidig og kortvarig boligsituation

Hvis der ud over modtageren af børnetilskud i folkeregistret er tilmeldt andre personer over 18 år på modtagerens adresse, som er en énfamiliesbolig, kan modtageren efter en konkret vurdering fortsat betragtes som enlig forsørger, såfremt der er tale om en midlertidig og kortvarig boligsituation. I denne situation er der tale om en kortvarig økonomisk fordel, som modtageren ikke kan indrette sin økonomi efter på længere sigt.

Udbetaling Danmark bør i en sådan situation vejlede modtageren om, at vurderingen af, om modtageren kan betragtes som enlig forsørger, kan ændre sig i forløbet, hvis den periode, hvor modtageren er tilmeldt samme adresse som andre personer over 18 år, viser sig ikke at være midlertidig og kortvarig. Modtageren bør også vejledes om, at en ændring af vurderingen kan betyde, at modtageren skal tilbagebetale børnetilskud for hele perioden.

De konkrete sager

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at Ankestyrelsen kunne tage stilling til, om modtageren fortsat havde ret til ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger fra den 1. april 2016.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den anden person over 18 år, som var tilmeldt modtagerens adresse fra den 22. februar 2016, var modtagerens søsters søn.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, hvordan parterne havde indrettet sig økonomisk og praktisk, og at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne vurderes, om de havde fælles husførelse.

Sagen blev hjemvist med henblik på, at Udbetaling Danmark skulle bede modtageren om oplysninger om, hvordan parterne havde indrettet sig økonomisk og praktisk.

I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at modtageren ikke havde ret til ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger fra den 1. juli 2016. Ankestyrelsen vurderede, at modtageren ikke opfyldte betingelserne for at være enlig forsørger fra den 1. juni, hvor modtagerens kæreste blev tilmeldt hendes adresse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at to personer, der er tilmeldt samme folkeregisteradresse, som er en énfamiliesbolig, og som har et kæresteforhold, anses som samlevende, uanset hvordan de har valgt at indrette sig økonomisk og praktisk.

I sag nr. 3 vurderede Ankestyrelsen, at modtageren havde ret til ordinært og ekstra børnetilskud fra den 1. januar 2017. Ankestyrelsen vurderede, at modtageren fortsat opfyldte betingelsen om at være enlig forsørger i perioden 31. oktober 2016 til 1. februar 2017, selv om der i perioden havde været tilmeldt en anden person over 18 år på modtagerens adresse.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om, at den anden person over 18 år kun skulle bo der nogle måneder, i mens pågældende søgte efter en anden bolig, og at der var tale om modtagerens eks-svigerdatter. Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om en midlertidig og kortvarig boligsituation.

I sag nr. 4 vurderede Ankestyrelsen, at modtageren havde ret til ordinært og ekstra børnetilskud for april kvartal 2016. Ankestyrelsen vurderede, at modtageren fortsat opfyldte betingelserne for at være enlig forsørger, selv om modtageren i perioden 2. januar 2016 til 15. maj 2016 var tilmeldt en folkeregisteradresse, hvor der var tilmeldt andre personer over 18 år.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om, at modtageren boede hos en veninde og hendes mand, at de to andre voksne personer på adressen var venindens søn og hendes bror, at modtageren og hendes børn sov i stuen, at hun ikke betalte husleje, at de spiste sammen, og hun lagde penge til mad, samt at hun var boligsøgende. Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om en midlertidig og kortvarig boligsituation.

Baggrund for at behandle sagerne principielt

Ankestyrelsen har behandlet 4 sager principielt. Det har vi gjort for at belyse, hvornår en modtager af børnetilskud kan betragtes som enlig forsørger efter reglerne om børnetilskud, når der ud over modtageren i folkeregistret er tilmeldt andre personer over 18 år på modtagerens adresse, som er en énfamiliesbolig.

Sagerne skal også belyse, hvilke oplysninger Udbetaling Danmark skal anmode modtageren om i forbindelse med oplysning af sagen.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (børnetilskudsloven), senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 7. oktober 2014.

§§ 2 og 3 om ordinært og ekstra børnetilskud.

§ 24 om oplysningspligt og tilbagebetaling.

Bekendtgørelse om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag nr. 835 af 27. juni 2017.

§ 7, stk. 2, om administration ved Udbetaling Danmarks vurdering af status som enlig forsørger.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1345 af 23. november 2016.

§ 10 om myndighedens pligt til at oplyse sagen.

Lov om Udbetaling Danmark, senest bekendtgjort i lovebekendtgørelse nr. 1507 af 6. december 2016.

§ 5 om Udbetaling Danmarks sagsbehandling.

Forvaltningsloven, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.

§§ 22 og 24, stk. 1, om begrundelse.

Praksis

Gældende:

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

P-20-95: Ankestyrelsen tog stilling til, hvornår en pensionist kan betragtes som enlig med deraf følgende ret til udbetaling af det særlige pensionstillæg. Ankestyrelsen lagde til grund, at der er en formodning for, at 2 personer, der er tilmeldt folkeregistret på samme adresse, som vedrører en énfamiliesbolig, som udgangspunkt må betragtes som samlevende med den virkning, at der ikke kan udbetales det særlige pensionstillæg. Formodningen kan ikke lægges til grund, hvis parterne ikke har fælles husførelse.

8-13: Ankestyrelsen vurderede, at en pensionist ikke kunne betragtes som enlig, fordi hun levede i et ægteskabslignende forhold med sin bofælle. Selv om de ikke levede sammen som et par, skulle de betragtes som samlevende. Ankestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at parterne boede sammen i en andelslejlighed, som de ejede sammen, og at de deltes ligeligt om betaling af de faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug. Herudover deltes de ligeligt om madlavning, rengøring og lignende. Pensionisten opnåede fordele ved at have en bofælle/samlever, og fordelene havde samlet set et omfang, der kunne sidestilles med de fordele, som gifte og andre samlevende personer har.

85-15: Ankestyrelsen fastslog, at der er en formodning for, at personer som er samlevende efter aktivloven, og hermed pålægges gensidig forsørgelsespligt, kun kan anses som reelt enlige efter pensionsloven, hvis særlige forhold taler for det. En afgørelse om, at to personer er samlevende efter aktivloven, er dog ikke ensbetydende med, at personerne er samlevende efter pensionsloven.

Vejledninger

Vi har også anvendt vejledning om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (børnetilskud), nr. 10177 af 11. oktober 2007.

Pkt. 13, om ægteskabslignende forhold.

Pkt. 18, om undersøgelse og vurdering af enligforsørger status.

De konkrete afgørelser

Sag nr. 1, j.nr. 2016-2910-44435

Resultatet er:

Udbetaling Danmark skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling, og at Udbetaling Danmark skal afgøre sagen på ny. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.

Udbetaling Danmark skal, inden de afgør sagen, indhente yderligere oplysninger om, hvordan du og XX har indrettet jer økonomisk og praktisk.

Udbetaling Danmark kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at sagen ikke er tilstrækkelig oplyst til, at vi kan tage stilling til, om du fortsat har ret til ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger fra den 1. april 2016.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at XX ifølge oplysninger fra folkeregistret er tilmeldt din adresse den 22. februar 2016.

Udbetaling Danmark har sendt en parthøring til dig den 18. maj 2016. Det fremgår af partshøringen, at du fra 22. februar 2016 deler adresse med en anden person over 18 år. Du skal i den forbindelse med dine egne ord oplyse Udbetaling Danmark om din relation til den anden voksne på din adresse, og om I har fælles husholdning. Det fremgår videre, at hvis du ikke svarer på partshøringen, vil Udbetaling Danmark behandle sagen ud fra de foreliggende oplysninger, og det kan betyde, at udbetalingen af ordinært og ekstra børnetilskud stoppes fra 31. marts 2016.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at Udbetaling Danmark i partshøringen ikke klart og tydeligt oplyser dig om, at der gælder en formodning for, at to personer, som er tilmeldt samme folkeregisteradresse, betragtes som samlevende med den virkning, at der ikke kan udbetales ordinært og ekstra børnetilskud.

Det fremgår heller ikke af partshøringen, at det er dig som ydelsesmodtager, som skal komme med oplysninger, der kan afkræfte formodning om samliv, samt hvilke oplysninger du kan komme med for at afkræfte denne formodning.

Du har ikke svaret på partshøringen.

Vi lægger vægt på, at du i klagen har oplyst, at det er din søsters søn, som bor hos dig, og at han ikke er din ægtefælle, men din sambo. Du anfører, at du stadig er enlig.

Oplysningerne fremgår særligt af Udbetaling Danmarks journalnotat og partshøring af 18. maj 2016 og din klage af 16. juli 2016.

Vi vurderer, at Udbetaling Danmark på baggrund af din klage burde have bedt dig om at komme med oplysninger om, hvordan du og XX har indrettet jer økonomisk og praktisk.

Vi finder, at der ikke er tilstrækkelige oplysninger i sagen til, at vi kan vurdere, om du og XX har fælles husførelse.

Udbetaling Danmark skal derfor indhente oplysninger om, hvordan du og XX har indrettet jer økonomisk og praktisk.

Udbetaling Danmark kan eksempelvis indhente følgende oplysninger: om der er tale om et lejeforhold (foreligger der en lejekontrakt), om I hver især afholder udgifter til husleje, el, vand, varme, renovation, licens, indboforsikring, TV- og internetabonnement og lignende, og om I er fælles om indkøb, madlavning, rengøring, vedligeholdelse af boligen mv.

Udbetaling Danmark skal herefter træffe en ny afgørelse. Hvis Udbetaling Danmark på ny træffer afgørelse om, at du ikke har ret til ordinært og ekstra børnetilskud, og at du skal tilbagebetale børnetilskud, skal Udbetaling Danmark i afgørelsen angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i Udbetaling Danmarks vurdering.

Vi bemærker, at du kan klage over Udbetaling Danmarks nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til Udbetaling Danmark inden fire uger efter, at du har modtaget den nye afgørelse.

Om reglerne om oplysning af sagen

Udbetaling Danmark har pligt til at sørge for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse.

Hvis der ud over ydelsesmodtageren er tilmeldt personer over 18 år på modtagerens folkeregisteradresse, skal Udbetaling Danmark bede modtageren af børnetilskud om nærmere oplysninger om, hvorvidt denne person lever i et samlivsforhold med ydelsesmodtageren.

Medmindre ydelsesmodtageren afgiver sådanne oplysninger, at Udbetaling Danmark finder, at betingelsen om at være enlig forsørger er opfyldt, lægges det til grund, at ydelsesmodtageren ikke er enlig forsørger.

Der er en formodning for, at to personer, som er tilmeldt samme folkeregisteradresse, som er en énfamiliesbolig, er samlevende.

Det er ikke udelukket, at to personer i en énfamiliesbolig kan have indrettet sig således, at de ikke har et økonomisk eller praktisk fællesskab svarende til et samlivsforhold.

Det er som udgangspunkt ydelsesmodtageren, som skal afkræfte formodning om samliv. Udbetaling Danmark skal anmode ydelsesmodtageren om oplysninger/dokumentation på konkrete områder, der kan ændre Udbetaling Danmarks opfattelse.

Når Udbetaling Danmark anmoder ydelsesmodtageren om oplysninger/dokumentation, skal det klart og tydeligt fremgå, hvorfor ydelsesmodtageren skal afgive oplysninger, hvilke oplysninger ydelsesmodtageren skal afgive, samt hvilken betydning oplysningerne kan få for ydelsesmodtagerens ret til børnetilskud som enlig forsørger.

Hvilke oplysninger, ydelsesmodtageren skal afgive til Udbetaling Danmark for at afkræfte en formodning om samliv, afhænger af den konkrete sag. Det er relevant at indhente oplysninger om parternes indbyrdes forhold, hvordan parterne har indrettet sig økonomisk og praktisk, f.eks. om man hver i sær betaler husleje, el, vand, varme, renovation, licens, indboforsikring, TV- og internetabonnement og lignende, og andre oplysninger, f.eks. om parterne er fælles om rengøring, indkøb, madlavning og vedligeholdelse af boligen mv.

En lejekontrakt kan ikke i sig selv afkræfte formodningen om et samlivsforhold. En lejekontrakt kan indgå i vurderingen sammen andre relevante oplysninger. Det er således hverken nødvendigt eller tilstrækkeligt, at der foreligger en lejekontrakt for at afkræfte en formodning om samliv.

Hvis ydelsesmodtageren afgiver oplysninger, som ikke er tilstrækkelige til at afkræfte formodning om samliv f.eks. i forbindelse med partshøring eller klagen, skal Udbetaling Danmark vurdere, om der bør indhentes yderligere oplysninger fra ydelsesmodtageren, således at en afgørelse om standsning af udbetaling og eventuelt tilbagebetaling af børnetilskud træffes på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Om reglerne om børnetilskud som enlig forsørger

Det er en betingelse for at være berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud, at modtageren er reelt enlig og ikke lever i et samlivsforhold.

En person betragtes som samlevende, når den pågældende har fælles husførelse med en anden person, som det efter dansk lov er muligt at indgå ægteskab med.

Formålet med ydelser til enlige er at yde kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har. Det er navnlig kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til daglig forbrug, men også kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom indkøb, madlavning, rengøring mv.

Man har fælles husførelse, når man samlet set har de samme økonomiske og praktiske fordele, som gifte og samlevende har, ved at være to om at betale faste udgifter og ved at være to om at udføre det praktiske arbejde i hjemmet. De økonomiske fordele, som to eller flere personer har ved at dele en énfamiliesbolig skal tillægges stor vægt.

Når man modtager en ydelse, har man pligt til at oplyse Udbetaling Danmark om ændringer i sine forhold, som kan medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen. Hvis man har modtaget en ydelse uberettiget og mod bedre vidende, skal ydelsen tilbagebetales.

Sag nr. 2, j.nr. 2016-2910-49873

Resultatet er:

Du har ikke ret til ordinært og ekstra børnetilskud fra den 1. juli 2016.

Du skal tilbagebetale børnetilskud modtaget i perioden 1. juli 2016 til 30. september 2016.

Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelse for afgørelsen om standsning af ordinært og ekstra børnetilskud

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du ikke opfylder betingelsen om at være enlig forsørger fra den 1. juni 2016.

Du har derfor ikke ret til ordinært og ekstra børnetilskud fra det efterfølgende kvartal, den 1. juli 2016.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at XX ifølge oplysninger fra folkeregistret er tilmeldt din adresse fra den 1. juni 2016.

Vi lægger også vægt på dine oplysninger om, at du og XX er kærester.

Vi er opmærksomme på, at du har oplyst, at du og XX ikke har fælles husholdning, og at I hver især betaler for eget forbrug af mad og daglige behov. Du har også oplyst, at XX ikke bidrager til din eller dine børns forsørgelse, og at han modtager kontanthjælp og derfor ikke er i stand til at bidrage til den daglige økonomiske husholdning.

Dine oplysninger ændrer ikke på resultatet, idet to personer, der er tilmeldt samme folkeregisteradresse, som er en énfamiliesbolig, og som har et kæresteforhold, anses som samlevende i overensstemmelse med formålet med børnetilskud til enlige. Det har ikke betydning for vurderingen, hvordan parterne har valgt at indrette sig økonomisk og praktisk, eller om den anden person bidrager til forsørgelsen af ydelsesmodtagerens børn.

Om reglerne

Det er en betingelse for at være berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud, at modtageren er reelt enlig og ikke lever i et samlivsforhold.

En person betragtes som samlevende, når den pågældende har fælles husførelse med en anden person, som det efter dansk lov er muligt at indgå ægteskab med.

Formålet med ydelser til enlige er at yde kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har. Det er navnlig kompensation for de økonomiske fordele, der er i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver som indkøb, madlavning, rengøring mv.

Man har fælles husførelse, når man samlet set er de samme økonomiske og praktiske fordele, som gifte og samlevende har, ved at være to om at betale faste udgifter og ved at være to om at udføre det praktiske arbejde i hjemmet.

Ved vurderingen af, om en person er reelt enlig forsørger, skal der bl.a. lægges vægt på karakteren af parternes indbyrdes forhold.

Der er en formodning for, at to personer, som er tilmeldt samme folkeregisteradresse, som er en énfamiliesbolig, er samlevende.

Hvis der ud over ydelsesmodtageren er tilmeldt personer over 18 år på modtagerens folkeregisteradresse, skal Udbetaling Danmark bede modtageren af børnetilskud om nærmere oplysninger om, hvorvidt denne person lever i et samlivsforhold med ydelsesmodtageren.

Medmindre ydelsesmodtageren afgiver sådanne oplysninger, at Udbetaling Danmark finder, at betingelsen om at være enlig forsørger er opfyldt, lægges det til grund, at ydelsesmodtageren ikke er enlig forsørger.

Begrundelse for afgørelsen om tilbagebetaling

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du har modtaget ordinært og ekstra børnetilskud uberettiget og mod bedre vidende. Du skal derfor tilbagebetale børnetilskud modtaget for perioden fra 1. juli 2016 til 30. september 2016.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at XX er tilmeldt din folkeregisteradresse fra den 1. juni 2016, og at I har et kæresteforhold.

Vi lægger desuden vægt på, at du senest ved den årlige enligerklæring blev orienteret om betingelserne for at modtage børnetilskud, og om din pligt til at oplyse om ændringer i dine personlige forhold, som kunne have betydning for din ret til ydelsen. Du blev også oplyst om, at du skulle tilbagebetale ydelsen, hvis du ikke længere opfyldte betingelserne.

Vi vurderer derfor, at du burde vide, at det havde betydning for din ret til børnetilskud som enlig forsørger, at din kæreste, XX, blev tilmeldt din adresse, og at du skulle rette henvendelse til Udbetaling Danmark og oplyse herom. Du har derfor ikke overholdt din oplysningspligt.

Om reglerne

Når man modtager en ydelse, har man pligt til at oplyse Udbetaling Danmark om ændringer i sine forhold, som kan medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen. Hvis man har modtaget en ydelse uberettiget og mod bedre vidende, skal ydelsen tilbagebetales.

Sag nr. 3, j.nr. 2017-2910-01700

Resultatet er:

Du har ret til ordinært og ekstra børnetilskud fra den 1. januar 2017.

Vi ændrer således Udbetaling Danmarks afgørelse.

Udbetaling Danmark skal derfor efterbetale dig børnetilskud fra den 1. januar 2017. Udbetaling Danmark kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du fortsat opfylder betingelserne for at være enlig forsørger i perioden 31. oktober 2016 til 1. februar 2017, selv om XX har været tilmeldt din adresse i perioden, idet der har været tale om en midlertidig og kortvarig boligsituation.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at XX i følge oplysninger fra folkeregistret er tilmeldt din adresse den 31. oktober 2016.

Vi lægger også vægt på dine oplysninger om, at XX er din tidligere svigerdatter, som er flyttet ind sammen med sit barn, dit barnebarn. De bor på et værelse og betaler ikke for at bo der. De har deres egen kost. Det er meningen, at de kun skal bo hos dig nogle måneder, mens XX leder efter sin egen bolig og sparer op til indskud – det drejer sig om højst 3 måneder. I er på ingen måde fælles om noget og har ikke noget at gøre med hinandens økonomi.

XX er fraflyttet din adresse den 1. februar 2017.

Om reglerne

Det er en betingelse for at være berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud, at modtageren er reelt enlig og ikke lever i et samlivsforhold.

En person betragtes som samlevende, når den pågældende har fælles husførelse med en anden person, som det efter dansk lov er muligt at indgå ægteskab med.

Formålet med ydelser til enlige er at yde kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har. Det er navnlig kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til daglig forbrug, men også kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom indkøb, madlavning, rengøring mv.

Man har fælles husførelse, når man samlet set har de samme økonomiske og praktiske fordele, som gifte og samlevende har, ved at være to om at betale faste udgifter og ved at være to om at udføre det praktiske arbejde i hjemmet.

Der er en formodning for, at to personer, som er tilmeldt samme folkeregisteradresse, som er en énfamiliesbolig, er samlevende.

Hvis der ud over ydelsesmodtageren i folkeregistret er tilmeldt personer over 18 år på ydelsesmodtagerens adresse, skal Udbetaling Danmark bede ydelsesmodtageren om nærmere oplysninger om, hvorvidt en tilmeldt lever i et samlivsforhold med ydelsesmodtageren.

Medmindre ydelsesmodtageren afgiver sådanne oplysninger, at Udbetaling Danmark finder, at betingelsen om at være enlig forsørger er opfyldt, lægges det til grund, at ydelsesmodtageren ikke er enlig forsørger.

En ydelsesmodtager kan efter en konkret vurdering fortsat betragtes som enlig forsørger efter reglerne om børnetilskud, og har dermed ret til ordinært og ekstra børnetilskud, i den situation, hvor der ud over ydelsesmodtageren midlertidigt og kortvarigt er folkeregistertilmeldt andre personer over 18 år på ydelsesmodtagerens adresse, eksempelvis hvis en ven, et familiemedlem eller en bekendt midlertidigt og kortvarigt bor hos ydelsesmodtageren, imens pågældende søger efter anden bolig eller afventer indflytning i anden bolig.

Selvom ydelsesmodtageren i den situation kan opnå en økonomisk og/eller praktisk fordel ved i en periode at bo sammen med en anden person, kan fordelene ikke sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende har, henset situationens midlertidige og kortvarige karakter.

Vurderingen af om ydelsesmodtageren kan betragtes som enlig forsørger, kan ændres i forløbet, såfremt den periode, hvor ydelsesmodtageren er tilmeldt samme adresse som andre personer over 18 år, viser sig ikke at være midlertidig og kortvarig. Ydelsesmodtageren bør således vejledes om, at vurderingen af om pågældende opfylder betingelsen om at være enlig forsørger kan ændre sig, og at det kan betyde, at børnetilskuddet for perioden skal tilbagebetales.

Sag nr. 4, j.nr. 2016-2910-46728

Resultatet er:

Du har ret til ordinært og ekstra børnetilskud for april kvartal 2016.

Det betyder, at vi ændrer Udbetaling Danmarks afgørelse.

Udbetaling Danmark skal derfor efterbetale børnetilskud for april kvartal 2016. Udbetaling Danmark kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du fortsat opfylder betingelserne for at være enlig forsørger i perioden 2. januar 2016 til 15. maj 2016, selv om du i perioden var tilmeldt en adresse, hvor der var tilmeldt andre personer over 18 år, idet der var tale om en midlertidig og kortvarig boligsituation.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt, at du ifølge oplysninger fra folkeregistret er tilmeldt en adresse den 2. januar 2016, hvor der er tilmeldt flere personer over 18 år.

Vi lægger også vægt på dine oplysninger om, at du bor hos din veninde og hendes mand. Derudover er der to andre voksne på adressen. Den ene er din venindes søn og den anden din venindes bror. Du og dine børn sover på madrasser i stuen. Du er boligsøgende, men du ved ikke, hvornår du får en anden bolig. Du betaler ikke husleje. I spiser sammen, og du lægger penge til mad.

Du har også oplyst, at du ikke har noget forhold til nogen af personerne på adressen.

Vi lægger endvidere vægt på, at du er fraflyttet adressen den 15. maj 2016. Udbetaling Danmark har truffet afgørelse om, at du har ret til børnetilskud igen fra den 1. juli 2016.

Om reglerne

Det er en betingelse for at være berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud, at ydelsesmodtageren er reelt enlig og ikke lever i et samlivsforhold.

En person betragtes som samlevende, når den pågældende har fælles husførelse med en anden person, som det efter dansk lov er muligt at indgå ægteskab med.

Formålet med ydelser til enlige er at yde kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har. Det er navnlig kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til daglig forbrug, men også kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom indkøb, madlavning, rengøring mv.

Man har fælles husførelse, når man samlet set har de samme økonomiske og praktiske fordele, som gifte og samlevende har, ved at være to om at betale faste udgifter og ved at være to om at udføre det praktiske arbejde i hjemmet.

Der er en formodning for, at to personer, som er tilmeldt samme folkeregisteradresse, som er en énfamiliesbolig, er samlevende.

Hvis der ud over ydelsesmodtageren i folkeregistret er tilmeldt personer over 18 år på ydelsesmodtagerens adresse, skal Udbetaling Danmark bede ydelsesmodtageren om nærmere oplysninger om, hvorvidt en tilmeldt lever i et samlivsforhold med ydelsesmodtageren.

Medmindre ydelsesmodtageren afgiver sådanne oplysninger, at Udbetaling Danmark finder, at betingelsen om at være enlig forsørger er opfyldt, lægges det til grund, at ydelsesmodtageren ikke er enlig forsørger.

En ydelsesmodtager kan efter en konkret vurdering fortsat betragtes som enlig forsørger efter reglerne om børnetilskud, og har dermed ret til ordinært og ekstra børnetilskud, i den situation, hvor der ud over ydelsesmodtageren midlertidigt og kortvarigt er folkeregistertilmeldt andre personer over 18 år på ydelsesmodtagerens adresse, eksempelvis hvis en ydelsesmodtager midlertidigt og kortvarigt bor hos en ven, et familiemedlem eller en bekendt, imens pågældende søger efter anden bolig eller afventer indflytning i anden bolig.

Selvom ydelsesmodtageren i den situation kan opnå en økonomisk og/eller praktisk fordel ved i en periode at bo sammen med en anden person, kan fordelene ikke sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende har, henset situationens midlertidige og kortvarige karakter.

Vurderingen af om ydelsesmodtageren kan betragtes som enlig forsørger, kan ændres i forløbet, såfremt den periode, hvor ydelsesmodtageren er tilmeldt samme adresse som andre personer over 18 år, viser sig ikke at være midlertidig og kortvarig. Ydelsesmodtageren bør således vejledes om, at vurderingen af om pågældende opfylder betingelsen om at være enlig forsørger kan ændre sig, og at det kan betyde, at børnetilskuddet for perioden skal tilbagebetales.