Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - medhold

J. nr. 2016-6810-66100

En kvindelig socialpædagog blev afskediget 5 måneder efter afslutningen af sin barselsorlov. Under graviditeten havde hun været delvist sygemeldt pga. en risikovurdering af arbejdet med udadreagerende borgere som gravid. Klager udviklede under sin barselsorlov en behandlingskrævende fødselsdepression, som medførte en længerevarende sygemelding i umiddelbar forlængelse af barselsorloven. Hun var fortsat sygemeldt pga. fødselsdepression, da hun blev afskediget pga. sygdom og det manglende perspektiv for tilbagevenden til arbejdspladsen inden for rimelig tid. I opsigelsen henviste indklagede til klagers samlede sygefravær og nævnte udtrykkeligt både sygefraværet under graviditeten og sygemeldingen i umiddelbar forlængelse af barselsorloven som følge af fødselsdepression opstået under orloven. Nævnet vurderede herefter, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling pga. køn i forbindelse med graviditet og barsel. Indklagede havde ikke godtgjort, at klagers graviditetsbetingede fravær under graviditeten og fraværet under barselsorloven ikke var tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige hende.

Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 215.000 kroner.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelse af klager under sygefravær efter endt barselsorlov.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som socialpædagog i den indklagede region.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 215.000 kroner med procesrente fra den 16. december 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev den 26. maj 2014 ansat som socialpædagog i en tidsbegrænset stilling indtil den 31. december 2014 ved et handicapcenter i den indklagede region. Med virkning fra den 1. oktober 2014 blev hun fastansat i stillingen.

Klager blev efterfølgende gravid med termin den 17. august 2015.

Den 13. marts 2015 blev hun delvist sygemeldt i resten af graviditeten på baggrund af en risikovurdering af hendes arbejde, som indebar kontakt til borgere med udadreagerende adfærd. Under den delvise sygemelding arbejdede klager i en periode med administrative opgaver 1-2 dage om ugen.

Klager fødte den 6. august 2015 og afviklede herefter barselsorlov til og med den 17. maj 2016.

Den 11. marts 2016 orienterede klager mundtligt sin leder om, at hun havde udviklet en fødselsdepression.

Klager sendte den 11. april 2016 en SMS til sin leder, hvoraf følgende blandt andet fremgik:

”Status her, er som jeg fortalte sidst vi snakkede, at jeg har en fødselsdepression. Min tid på barsel er og har været svær og langt fra hvad jeg havde forestillet eller ønsket mig. Jeg er i behandling ved sundhedsplejerske, læge og psykolog. Jeg er usikker på hvad fremtiden bringer, men der er jo heldigvis lidt tid endnu. Jeg vil helst bare være ærlig og fair overfor jer, holder jo af jer – jeg ringer når vi kommer tættere på. ”

Som følge af sin fødselsdepression sygemeldte klager sig med virkning fra den 18. maj 2016, hvor hun skulle have genoptaget arbejdet efter endt orlov.

I erklæring af 13. juni 2016 oplyste klagers læge, at klager fortsat var deprimeret, og at der var iværksat relevant behandling. Lægen forventede, at sygemeldingen ville vare yderligere 2-3 måneder med efterfølgende gradvis tilbagevenden til arbejdet.

Den 3. august 2016 udarbejdede klager og hendes leder en plan for klagers gradvise opstart på arbejdet efter sygemeldingen. Det blev aftalt, at klager den 17. august 2016 skulle besøge arbejdspladsen, hvorefter hun skulle afvikle ferie fra den 22. august til den 28. august 2016. Den 30. august 2016 skulle hun genoptage arbejdet med to ugentlige vagter af 4 timers varighed. Kommunens sygedagpengekontor blev orienteret om den indgåede aftale.

Klager genoptog arbejdet som planlagt, men den 7. september 2016 blev hun på ny sygemeldt som følge af sin fødselsdepression.

Hendes læge oplyste i erklæring af 12. september 2016, at klager endnu ikke var klar til at genoptage arbejdet, heller ikke på deltid. Lægen angav, at det var usikkert, hvornår hun ville være i stand til at vende tilbage. Lægen anbefalede desuden en gradvis opstart uden borgerkontakt.

Den 26. september 2016 blev klager indkaldt til en tjenstlig samtale til drøftelse af sit sygeforløb og perspektivet for tilbagevenden til arbejdspladsen samt sit fremtidige ansættelsesforhold.

Den tjenstlige samtale blev afholdt den 11. oktober 2016. Under samtalen den blev klager orienteret om, at der ville blive indledt en afskedigelsessag.

Klager modtog samme dag meddelelse om påtænkt opsigelse fra indklagede. Om baggrunden for afskedigelsen var angivet følgende:

Begrundelse

Begrundelsen for den påtænkte opsigelse er sygdom og manglende perspektiv for tilbagevenden til arbejdspladsen indenfor rimelig tid.

Sagens omstændigheder

Du sygemeldes forud for din barsel grundet belastningen i arbejdet med borgerne i [handicapcentret].

Du skulle efter planen have vendt tilbage fra barsel den 17. maj 2016 men sygemelder dig inden opstart. Af mulighedserklæring af 8. juni 2016 fremgår, at der er iværksat behandling for depression.

Den 3. august 2016 aftaltes en opstartsplan med spæd opstart den 17. august. Opstartsplanen afbrydes den 3. september hvor [klager] sygemelder sig på ubestemt tid.

Af mulighedserklæring af 12. september 2016 kan lægen ikke angive perspektiv for tilbagevenden og samtidig anbefaler lægen at eventuel opstart skal ske uden borgerkontakt.

Der er siden mulighedserklæringen[s] tilblivelse ikke sket ændringer i din helbredssituation og grundet det usikre og manglende perspektiv for tilbagevenden til arbejdspladsen, er du på tjenstlig samtale dags dato blevet orienteret om, at ledelsen har besluttet at indlede en afskedigelse. ”

Klagers forbund indledte herefter en forhandling om afskedigelsen med indklagede. Der kunne imidlertid ikke opnås enighed mellem parterne, og den 24. oktober 2016 modtog klager sin endelige opsigelse med fratræden til udgangen af januar 2017.

Indklagede har under sagen fremlagt et notat fra et møde mellem klager, hendes teamkoordinator og vicecenterleder, som blev afholdt den 16. juni 2014 i anledning af en hændelse på arbejdet den 14. juni 2014. Af notatet fremgik blandt andet følgende:

Forud for mødet:

[Klager] var på arbejde lørdag eftermiddag den 14. juni , hvor hun skulle hjælpe, og der reagerede hun og kunne ikke overskue at være hos denne dag – hun blev ked af det.

[Klagers kollega] ringede til undertegnede [vicecenterlederen] (afdelingsleder har ferie), at han havde bedt hende tage hjem, Jeg ringede og talte med [klager], som var ked af det, men alligevel indstillet på, at komme i gang hurtigst muligt igen. Hun vidste ikke hvad der gik galt for hende, men at hun pludselig reagerede på .

Notat fra mødet:

[Klager] fortæller, hun havde det bedre og fortsat indstillet på at komme i gang , hun giver udtryk for , at hun skal indstille på, at hun ikke kan gøre mere, end det hun gør og at følge strukturen.

Det lyder som om, [klager] er ”oven på”. Min vurdering på mødet er, at [klager] er en robust pige, der reagerer naturligt på det, hun oplever – og vigtigt, hun tager det alvorligt og mærker efter. [Klager] vil i gang igen. [Vicecenterlederen] gør opmærksom på, at der også er mulighed for aftale med psykolog ved behov. [Klager] udtrykker, at det behov, har hun ikke.

Det aftales, at [klager] ikke skal hjælpe en hel arbejdsdag, men nogle timer af arbejdsdagen – det planlægges indtil videre. ”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. december 2016.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelsen. Hun påstår sig tilkendt en godtgørelse.

Klager blev afskediget fra sin stilling efter tilbagevenden fra sin barselsorlov og sygemelding. Sygemeldingen havde sammenhæng med hendes barselsorlov, da årsagen til sygemeldingen var en fødselsdepression.

Indklagede har ikke iværksat de nødvendige initiativer til at fastholde klager i stillingen efter endt barselsorlov. Indklagede har ikke forsøgt at skåne klager fra direkte borgerkontakt ved den delvise sygemelding efter barselsorloven, selvom regionen ved den delvise sygemelding forud for fødslen var i stand til at imødekomme dette skånebehov.

Indklagede har heller ikke forsøgt at involvere kommunens jobcenter for at afklare, om der i henhold til arbejdsmarkedslovgivningen kunne etableres støtteordninger eller andre initiativer for at fastholde klager i stillingen.

Endelig har indklagede ikke dokumenteret, at de har undersøgt mulighederne for at omplacere klager til en stilling med mindre belastende borgerkontakt. En omplacering kunne have været af midlertidig karakter. En fødselsdepression varer typisk et halvt til et helt år.

Det er den samme medarbejder, som har vikarieret for klager under hendes barselsorlov og den delvise sygemelding både før og efter orloven. De økonomiske forudsætninger for indklagede har ikke ændret sig under forløbet, da klager fortsat er berettiget til sygedagpenge, som udbetales som refusion til indklagede.

Indklagede har således ikke dokumenteret, at afskedigelsen af klager ikke var begrundet i hendes udnyttelse af retten til barselsorlov og den efterfølgende sygemelding med sammenhæng til hendes fødsel og barselsorlov.

Da klager under sin delvise sygemelding under graviditeten udførte administrative opgaver, forsøgte hun selv at komme med idéer til administrative opgaver, som hun kunne udføre. Det drejede sig for eksempel om gennemgang af borgernes handleplaner og opdatering af disse. Hun oplevede, at der blev sagt nej til disse opgaver, ligesom hun havde fornemmelsen af, at hun ikke var en del af arbejdspladsen under sin delvise sygemelding. Hun havde et stort ønske om at deltage i personalemøderne og være en del af refleksionen omkring de borgere, som hun kendte. Dette ønske ville ledelsen heller ikke imødekomme.

Efter fødslen havde klager kontakt til sin leder og orienterede om sin fødselsdepression i god tid inden den planlagte tilbagevenden efter orlov. Inden sin opstart efter barselsorlov ønskede hun en uges ferie, og den aftalte ferie i slutningen af august 2016 har derfor ingen sammenhæng med denne sag.

Efter klagers opstart var det mundtligt aftalt, at klager på vagter kun skulle være sammen med én borger i fire timer ad gangen. På grund af sin situation havde hun i opstartsfasen brug for at vide, hvilke kollegaer hun skulle følges med. Hun oplevede dog, at kollegaerne ikke var ordentligt forberedt på aftalerne mellem ledelsen og hende, og hvordan de skulle agere i det. Klager blev derfor stillet i nogle situationer, som gjorde hende utryg og utilpas eller blev nødt til at melde fra. Disse situationer ville kunne have været undgået, hvis ledelsen havde meldt ordentligt ud til klagers kollegaer. Dette medførte klagers sygemelding i september 2016.

Klager havde behov for meget faste rammer i opstartsperioden og havde behov for kun at skulle have med en bestemt borger at gøre i hele opstartsperioden. Allerede på sin anden vagt fik hun imidlertid tildelt opgaver med en anden borger.

Klager er derfor ikke enig i, at der har været en skånsom opstart med imødekommelse af hendes skånehensyn.

Det er ikke relevant at inddrage forhold omkring klagers ansættelse forud for hendes barselsorlov, da disse ikke har haft betydning for afskedigelsen. Klager er ikke bekendt med, at hendes ledelse ikke var tilfreds med hendes arbejdsindsats.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Klager var ansat på et af regionens handicapcentre, som både har et botilbud og et dagtilbud til personer med fysiske og psykiske handicap. Tilbuddet er rettet mod mennesker med udviklingshæmning, hjerneskader, autisme, epilepsi, Prader-Willi Syndrom og andre varige lidelser.

Klager arbejdede på botilbuddet, hvor de voksne beboere havde betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Beboerne havde brug for massiv støtte i alle livets gøremål, og de havde ofte en meget udadrettet adfærd. Deres kognitive udviklingsniveau svarer til et barn på 6-15 måneder, hvorfor de ikke har en forståelse af deres egen uhensigtsmæssige adfærd.

Da klager i 2014 blev ansat som socialpædagog, blev hun grundigt oplært. Der var i oplæringen særligt fokus på tryghed i arbejdet med borgerne. Hun havde det imidlertid allerede inden sin graviditet i 2015 svært med arbejdet med borgerne på botilbuddet. Indklagede har til støtte herfor henvist til referat fra mødet den 16. juni 2014.

Det er korrekt, at klager under sin graviditet i 2015 blev delvist sygemeldt efter en risikovurdering på baggrund af beboernes udadrettede adfærd. I slutningen af februar 2015 blev der derfor lavet en plan for andre arbejdsopgaver til klager frem til påbegyndelsen af hendes barselsorlov.

I midten af maj 2015 oplyste klager imidlertid sin afdelingsleder om, at der ikke var nok administrative opgaver til at udfylde 1-2 arbejdsdage om ugen. De administrative opgaver var fordelt mellem personalet i teamet, og det blev aftalt, at klager kunne aflaste og hjælpe sine kollegaer efter behov. Det viste sig imidlertid, at kollegaerne selv kunne løse deres administrative opgaver, hvorfor der ikke var behov for klagers støtte til opgaven.

Klager udtrykte derefter ønske om at gennemgå borgernes individuelle planer. Planerne for borgerne i klagers team var netop blevet gennemgået, og klager havde ikke kendskab til de øvrige borgere. Ledelsen fandt det derfor ikke hensigtsmæssigt at lade hende løse denne opgave. Det blev efterfølgende aftalt, at klager fremover deltog i teamog personalemøder, men i øvrigt blev sygemeldt på kontordagene. Det er derfor ikke korrekt, at klager under hele sin delvise sygemelding i 2015 arbejdede med administrative opgaver 1-2 dage om ugen.

Klager orienterede indklagede om sin fødselsdepression den 11. marts 2016. På et møde mellem klager og hendes leder den 8. juni 2016 blev der udfyldt en mulighedserklæring for at få en lægefaglig vurdering af perspektivet for hendes tilbagevenden og eventuelle tilpasningsforanstaltninger. I mulighedserklæringen af 13. juni 2016 angav klagers læge, at hun var deprimeret. Det fremgik ikke, at der var tale om en fødselsdepression.

Klager og hendes leder udarbejdede den 3. august 2016 en opstartsplan. Under mødet kontaktede klager og hendes leder kommunens jobcenter, som tilbød et møde for at udarbejde en opstartsplan. Da klager og hendes leder selv havde aftalt en plan for klagers opstart, blev der i stedet sendt kopi af aftalen til jobcentret. Det er således ikke korrekt, at indklagede ikke har inddraget kommunens jobcenter.

Det er heller ikke korrekt, at klager genoptog arbejdet delvist den 17. august 2016 med to vagter om ugen. Det blev aftalt, at hun skulle komme på besøg på arbejdspladsen i to timer den 17. august 2016, hvorefter hun skulle afholde en uges ferie. Hun skulle derfor først starte den

30. august 2016.

Klagers kollegaer var informeret om klagers opstartsplan, og at hun kun skulle arbejde med én borger. På klagers anden arbejdsdag sygemeldte hendes kollega sig sidst på dagen, og det var ikke muligt at indkalde en vikar med så kort varsel. Dette påvirkede klager meget, og hun kunne ikke overskue, hvad det ville få af betydning for hende, eller hvilken kollega hun så skulle være sammen med. Klagers afdelingsleder lavede i samarbejde med klagers andre kollegaer en plan for, hvordan situationen kunne håndteres, uden at det fik betydning for klagers vagt.

Klager mødte på arbejde to gange, hvorefter hun sygemeldte sig på ubestemt tid. Hun oplyste i den forbindelse, at hun ikke kunne overskue jobbet i øjeblikket.

I mulighedserklæringen af 12. september 2016 kunne klagers læge ikke oplyse et tidsperspektiv for klagers tilbagevenden til arbejdet. Lægen angav, at en gradvis opstart skulle ske uden borgerkontakt.

Da klager var ansat på et botilbud for voksne med betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne med behov for massiv støtte, ville en gradvis opstart uden borgerkontakt imidlertid være problematisk.

Under klagers graviditet havde indklagede allerede forsøgt at tilpasse arbejdet, så hun blev skånet for borgerkontakt og derfor kun varetog administrative opgaver. Som nævnt vurderede klager dengang selv, at det ikke gav mening med administrative opgaver.

Da det ikke var muligt at tilbyde klager opgaver uden borgerkontakt, indledte indklagede en afskedigelsessag. Afskedigelsen var begrundet i manglende perspektiv for tilbagevending til arbejdspladsen inden for rimelig tid, hvilket påvirkede driften.

Det er ikke korrekt, at den samme medarbejder har vikarieret for klager før, under og efter hendes barselsorlov. Klagers sygemelding har haft en betydelig økonomisk indvirkning på driften uanset den modtagne refusion, da denne ikke dækker den reelle udgift for en sygemeldt medarbejder. Herudover har driften på bostedet været uhensigtsmæssigt forstyrret af klagers sygemelding, da beboerne har behov for stabilitet og faste medarbejdere omkring sig.

Mulighederne for omplacering af klager blev drøftet under den tjenstlige samtale, hvor klagers fagforbund foreslog omplacering til en anden afdeling. Dette afviste indklagede, da klager var sygemeldt med depression, hvilket ikke kunne formodes at ændre sig, uanset hvilken afdeling hun var tilknyttet. Hovedopgaven som socialpædagog inden for handicapområdet er arbejdet med borgerne, og det fremgår netop af mulighedserklæringen af 12. september 2016, at en eventuel opstart skulle ske uden borgerkontakt.

Indklagede er som arbejdsgiver ikke forpligtet til at oprette en stilling til klager, da dette er en uforholdsmæssigt stor byrde. Der er efter praksis ikke pligt til at omplacere medarbejdere til helt andre jobfunktioner eller til at etablere nye stillinger. Det fremgår bl.a. af Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 2015-6810-06077.

Det er klager, som har bevisbyrden for, at afskedigelsen var begrundet i køn. Beslutningen om at afskedige hende blev truffet fem måneder efter barselsorlovens udløb, hvorfor den omvendte bevisbyrde ikke finder anvendelse. Indklagede har herved henvist til Østre Landsrets dom af 19. marts 2004 i sag B-689-03.

Klagers diagnose er ikke i sig selv afgørende for, om hun på opsigelsestidspunktet blev afskediget i strid med ligebehandlingslovens forbud mod diskrimination på grund af køn. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der sandsynliggør, at den afsluttede graviditet og orlov må antages at være den reelle årsag til opsigelsen.

Indklagede har i tilstrækkelig grad forsøgt at fastholde klager i hendes stilling ved at forsøge at imødekomme hendes skånebehov i form af langsom opstart, skånefunktioner og gradvis øgning af timetal. Trods dette var hun ikke i stand til at vende tilbage til sin tidligere stilling. Beslutningen om afskedigelse var alene begrundet i det manglende perspektiv for tilbagevenden til arbejdspladsen inden for rimelig tid.

Det er indklagedes opfattelse, at de har været rummelige og støttende i forsøget på at fastholde klager på arbejdspladsen.

En eventuel godtgørelse bør fastsættes til et yderst begrænset beløb henset til indklagedes bestræbelser på at fastholde klager og imødekomme hendes behov.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Klagers barselsorlov ophørte den 17. maj 2016, og hun blev afskediget den 24. oktober 2016. Da afskedigelsen af klager således fandt sted efter endt barselsorlov, finder ligebehandlingslovens regel om omvendt bevisbyrde ikke anvendelse. I stedet anvendes lovens regel om delt bevisbyrde.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Under sin graviditet var klager delvist sygemeldt fra den 13. marts 2015 og frem til påbegyndelsen af sin barselsorlov. Sygemeldingen var begrundet i en risikovurdering af arbejdet med udadreagerende borgere som gravid.

Klager afholdt barselsorlov i perioden fra den 7. august 2015 til den 17. maj 2016. Under sin barselsorlov udviklede hun en behandlingskrævende fødselsdepression, hvilket hun orienterede indklagede om den 11. marts 2016 og den 11. april 2016.

Som følge af sin fødselsdepression blev klager under barselsorloven sygemeldt med virkning fra den 18. maj 2016, hvor hun skulle have genoptaget arbejdet efter endt barselsorlov.

Den 17. august 2016 genoptog klager arbejdet delvist, idet hun dog på ny blev sygemeldt som følge af sin fødselsdepression den 7. september 2016.

Klagers læge vurderede i erklæring af 12. september 2016, at det var usikkert, hvornår klager ville være i stand til at vende tilbage til sit arbejde, ligesom der blev anbefalet en gradvis opstart uden borgerkontakt.

Klager blev afskediget den 24. oktober 2016. Afskedigelsen var begrundet i klagers sygdom og det manglende perspektiv for tilbagevenden til arbejdspladsen inden for rimelig tid.

I opsigelsen henviste indklagede i sin gennemgang af sagens omstændigheder til klagers samlede sygefravær. Indklagede nævnte i den forbindelse udtrykkeligt hendes sygefravær under graviditeten og hendes sygemelding i umiddelbar forlængelse af barselsorloven, som skyldtes en fødselsdepression opstået under hendes barselsorlov.

Klagers fødselsdepression var også årsag til hendes fortsatte sygefravær på afskedigelsestidspunktet.

Det fremgår af Højesterets dom af 24. august 2000 (U. 2000.2249H), at fravær som følge af graviditetseller fødselsbetinget sygdom under graviditet og barselsorlov efter ligebehandlingsloven ikke må tages i betragtning som begrundelse for en senere afskedigelse.

På baggrund af det samlede forløb, herunder indholdet af opsigelsen, vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med graviditet og barsel.

Indklagede har ikke heroverfor godtgjort, at klagers graviditetsbetingede fravær under graviditeten og hendes fravær under barselsorloven ikke er tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige hende.

Nævnet vurderer herefter, at indklagede ikke har godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 215.000 kroner.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 215.000 kroner til klager med procesrente fra den 16. december 2016, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

§ 16, stk. 2 om godtgørelse

§ 16 a om delt bevisbyrde

<2016-6810-66100>