Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om offentliggørelse af maksimale gebyrer for betalingsmodtagere i fysisk handel

I medfør af § 123, stk. 5, 2. pkt., i lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger fastsættes:

§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Betalingsinstrument: Enhver form for personligt instrument eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og udbyderen af betalingstjenester, og som brugeren benytter til at iværksætte en betalingsordre.

2) Betalingsmodtager: En fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de midler, der indgår i en betalingstransaktion.

3) Betalingstransaktion: En handling, der iværksættes af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren.

4) Fysisk handel: Afvikling af en betalingstransaktion, der forudsætter fysisk tilstedeværelse af betaler og betalingsmodtager.

§ 2. Indløsere af betalingsinstrumenter skal på tydelig måde offentliggøre de maksimale gebyrer for betalingsmodtagere, der er forbundet med gennemførelsen af en betalingstransaktion ved brug af betalingsinstrumenter. Indløser skal offentliggøre det maksimale gebyr for hver enkelt type betalingsinstrument, som indløses af den pågældende indløser.

§ 3. Betalingsmodtager må ikke opkræve gebyr hos betaler, medmindre betalingsmodtager i forbindelse med transaktionens gennemførsel med sikkerhed kan fastslå, at betalingstransaktionen ikke er omfattet af § 121, stk. 3, i lov om betalinger.

Øvrige bestemmelser

§ 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne i § 2. Styrelsens tilsyn følger af §§ 145, 146 og 152, i lov om betalinger.

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1411 af 28. december 2011 om gebyrer ved brug af betalingsinstrumenter i den fysiske handel ophæves.

Erhvervsministeriet, den 1. december 2017

Brian Mikkelsen

/ Jakob Hald