Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om erklæringer til brug ved tvangsindlæggelse ved somatisk behandling af varigt inhabile

I medfør af § 10, stk. 8, i lov nr. 655 af 8. juni 2017 om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, fastsættes:

Erklæringens indhold

§ 1. Lægen eller tandlægen, der har truffet beslutning om, at en patient skal tvangsindlægges, jf. § 10, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, skal udfærdige en erklæring til brug herfor.

Stk. 2. Erklæringen efter stk. 1 skal indeholde:

1) Patientens navn og personnummer.

2) En kort beskrivelse af den foretagne aktuelle undersøgelse, patientens diagnose, hvilken behandling, der er fundet nødvendig, og anden relevant sygehistorie.

3) En angivelse af de omstændigheder, hvorpå lægen eller tandlægen har vurderet, at patienten er inhabil, at patienten ikke er omfattet af lov om tvang i psykiatrien, at der er grundlag for tvangsbehandling efter lovens § 4, at patienten i ord eller handling har modsat sig indlæggelse, og at tvangsindlæggelse er nødvendigt for at gennemføre tvangsbehandlingen.

4) En angivelse af, hvilke tillidsskabende og motiverende tiltag, der er forsøgt.

5) En angivelse af, hvem der har samtykket til eller tilsluttet sig behandlingen, samt til at den foretages med tvang, og dato herfor.

6) En angivelse af forventet behandlingssted.

7) En tilkendegivelse af, at lægen eller tandlægen ikke er ansat på den sygehusafdeling, hvor tvangsindlæggelsen skal finde sted, samt ikke i øvrigt er inhabil.

8) Hvorvidt patienten er kendt af lægen eller tandlægen.

9) Dato og klokkeslæt for den aktuelle undersøgelse, der er foretaget i henhold til § 10, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile,

10) Hvilke oplysninger, der beror på lægens eller tandlægens egen undersøgelse af patienten, og hvilke der stammer fra patienten selv, tredjemand eller patientjournaler m.v.

11) Titel, navn, autorisationsID og kontaktoplysninger på lægen eller tandlægen.

12) Lægens eller tandlægens underskrift og dato herfor.

Stk. 3. Ved beslutning om tvangsindlæggelse på baggrund af informeret samtykke fra en værge, nærmeste pårørende eller fremtidsfuldmægtig skal erklæringen indeholde følgende yderligere oplysninger:

1) Navn, adresse og telefonnummer på vedkommende.

2) Vedkommendes relation til patienten, herunder om personen fungerer som personlig værge for patienten, nærmeste pårørende eller fremtidsfuldmægtig.

3) Hvilken information, lægen eller tandlægen har givet, og hvad værgen, den nærmeste pårørende eller den fremtidsfuldmægtige på den baggrund har tilkendegivet.

Stk. 4. Ved beslutning om tvangsindlæggelse uden informeret samtykke, men ved tilslutning fra en anden læge eller tandlæge, skal erklæringen indeholde følgende yderligere oplysninger:

1) Titel, navn, autorisationsID på den læge eller tandlæge, der har tilsluttet sig indlæggelsen, samt angivelse af sted for lægens eller tandlægens virke. Hvis lægen eller tandlægen er ansat på et sygehus skal både afdeling og sygehus angives.

2) Erklæring om, at lægen eller tandlægen ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient.

3) Lægens eller tandlægens vurdering og begrundelse for tilslutningen.

Ikrafttræden

§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Styrelsen for Patientsikkerhed, den 4. december 2017

Anne-Marie Vangsted

/ Helle Borg Larsen