Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1-5
Bilag 6
Bilag 7
Bilag 8
Bilag 9
Bilag 10
Den fulde tekst

Vejledning om særlig støtte til børn og unge

(Lov om social service)

 

Indledning

Vejledningen uddyber reglerne om særlig støtte til børn og unge i lov om social service - i kort form kaldet serviceloven og forkortet til SEL.

Vejledningen afløser Socialministeriets vejledning nr. 208 af 19. december 2000 om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge. Vejledning udsendes på baggrund af følgende lovændringer:

Med lov nr. 489 af 7. juni 2001 blev den delte finansiering på visse dele af det sociale område afløst af grundtakstfinansiering. Der blev herved fastsat særlige regler i § 40 b om, hvad et døgnophold omfatter og § 131 b om en særlig visitationsprocedure, som kommunerne skal følge, hvis de ønsker at inddrage amtskommunen i finansieringen af udgifter, der ligger over grundtaksten for det enkelte tilbud. Samtidig indførtes i § 58 a regler om, at kommunen, når der ydes hjælp til børn og unge altid skal skønne, om der bør tilbydes en handleplan. Pligten til i særlige tilfælde at udarbejde en handleplan er opretholdt. Loven trådte i kraft den 1. januar 2002.

Udgifter til foranstaltninger efter lov om social service på det grundtakst belagte område, der er sat i værk inden den 1. januar 2002, bliver fra denne dato omfattet af grundtakstfinansiering, selv om den særlige fremgangsmåde ikke er fulgt.

En kommune, der efter den 1. november 2001 behandler sager med henblik på at iværksætte foranstaltninger, som fra den 1. januar 2002 bliver omfattet af grundtakstfinansiering, skal følge den særlige fremgangsmåde med henblik på, at amtskommunen kan tage stilling til, om den fra den 1. januar 2002 vil medvirke til finansiering af foranstaltningen.

Med lov nr. 469 af 7. juni 2001 om ungdomskriminalitet blev der i straffelovens § 74 a indført bestemmelser om en ungdomssanktion. Der blev hermed indført særlige rammer fastsat af retten for en socialpædagogisk behandling for unge, der på gerningstiden var mellem 15 og 17 år, og som havde begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Retten kan herefter bestemme, at den unge skal undergive sig en struktureret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Det er forudsat, at de sociale myndigheder til brug for rettens stillingtagen udarbejder en indstilling. Handleplanen forudsættes at være en del af indstillingen, evt. i form af et bilag. Loven trådte i kraft den 1. juli 2001.

Samtidig blev der i lov om social service § 58a indført en tidsfrist på 7 dage for kommunen til at udarbejde en foreløbig handleplan for børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Med udgangspunkt i den fastsatte målsætning for indsatsen for børn og unge, der har et særligt behov for støtte, indeholder serviceloven de nærmere regler for, hvordan særlig støtte kan ydes til børn, unge og deres familier, dels ved iværksættelse af foranstaltninger på frivilligt grundlag dels ved foranstaltninger mv., der må gennemføres tvangsmæssigt.

Servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge berører rettigheder, der er reguleret i FN´s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Lovens bestemmelser er udformet i overensstemmelse med konventionerne og det forudsættes, at loven ligeledes administreres i overensstemmelse med konventionerne.

Hvis der i vejledningen henvises til en paragraf uden nærmere angivelse, er der tale om en bestemmelse i serviceloven, mens titel er angivet ved alle andre forskrifter, der henvises til.

Reglerne om et barns eller en ungs opholdskommune/handlekommune og om nedsættelse af børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger m.v., findes i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (RTL). Loven om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder også de almindelige regler om sagsbehandling, om oplysningspligt m.v., om kommunens og amtskommunens generelle opgaver på det sociale område, om de almindelige klageregler samt andre generelle forhold på det sociale område. Loven om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder endvidere regler om Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at give vejledning inden for det sociale område.

Der henvises for så vidt angår disse spørgsmål til Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, samt til Ankestyrelsens klagevejledning.

Udgangspunktet er, at kommunerne yder vejledning om sociale spørgsmål overfor borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan søge vejledning i de sociale nævn, og medarbejderne i de sociale nævn kan søge vejledning i Ankestyrelsen. Særligt for servicelovens regler om afgørelser, der træffes af børn og unge- udvalget, kan medarbejdere i kommunerne søge vejledning i Ankestyrelsen. Der henvises til Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Om praksis på området kan der henvises til Ankestyrelsens årlige praksisoversigt vedrørende sociale meddelelser vedrørende lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 1

Kommunens og amtskommunens generelle opgaver

§ 4. Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen sørger for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

1. I § 4 angives formålet med den samlede kommunale og amtskommunale indsats på hele børne- og ungeområdet.

Det angives, at målet for indsatsen over for børn og unge principielt er det samme, uanset om barnets eller den unges behov er af generel eller særlig karakter. Det understreges således, at den særlige indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet særligt behov for støtte skal ses i tæt sammenhæng med og bygge på de generelle tilbud.

Bestemmelsen lægger således op til, at det i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger vurderes, i hvilken udstrækning fx barnets daginstitution kan inddrages både før, under og efter iværksættelsen af særlig støtte.

Kommunen og amtskommunen skal efter bestemmelsen sikre, at den indsats over for børn og unge og deres familier, der iværksættes efter serviceloven, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Der lægges således op til en sammenhængende indsats, der på tværs af lovgivningen, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål. Der henvises til kapitel 3 for en nærmere beskrivelse af det tværfaglige arbejde og målsætningerne om en tidlig indsats.

Kommunens opgaver vedrørende børn og unge

Rådgivning

§ 5. Kommunen sørger for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

2. Kommunen skal tilbyde gratis rådgivning til børn og unge og deres forældre eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, og kommunen er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant et tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Kommunen må derfor blandt andet rette sit opsøgende arbejde mod særligt truede grupper af børn og unge. Der kan fx være grund til at være særlig opmærksom på særlige vanskeligheder hos unge med en anden etnisk baggrund end dansk, fx vanskeligheder i forhold til barnets eller den unges eller familiens integration i det danske samfund. Et eksempel herpå kan være en ung, som har brug for rådgivning og støtte i forbindelse med familiens ægteskabsplaner for den unge. Der kan i en sådan situation også være brug for et rådgivningstilbud til familien.

Der skal således være adgang til en familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at der er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Ved en familieorienteret rådgivning forstås, at der kan rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge og deres familier. Rådgivningen kan i den forbindelse bestå i, at barnet, den unge og familien henvises til andre afdelinger i kommunen eller andre relevante myndigheder, som vil kunne yde den relevante rådgivning og vejledning. Viser det sig i forbindelse med rådgivningen, at der er behov for anden form for støtte, finder bestemmelserne i lovens kapitel 8 anvendelse.

Der er ikke notatpligt, når det kun er rådgivning, der ønskes og tilbydes. Offentlighedslovens regler om notatpligt gælder således ikke, da rådgivning ikke er en afgørelse.

Rådgivningen efter § 5 skal kunne ydes som et anonymt og åbent tilbud til forældre, børn og unge, der alene søger rådgivning. At rådgivningen skal kunne ydes som et åbent tilbud indebærer, at alle frit skal kunne henvende sig alene med det formål at blive rådgivet.

Særlig om rådgivning af børn og unge

3. Adgangen til rådgivning, herunder muligheden for anonym rådgivning og rådgivning som et åbent tilbud, omfatter også børn og unge. Almindelig rådgivning efter § 5 kræver ikke, at der foreligger tilladelse fra forældremyndighedens indehaver. Et barn eller en ung, der søger anonym og åben rådgivning, kan derfor ikke afvises.

Der er ingen aldersgrænse for retten til rådgivning. Mange børn og unge kan have behov for at fortælle om deres problemer til en voksen, der har tid til at lytte, og som kan give et godt råd. Dette behov afhænger mere af barnets eller den unges udvikling og modenhed end af den biologiske alder.

Den rådgivning, der kan blive tale om efter § 5, er alene en rådgivning, der har til formål at hjælpe barnet eller den unge til selv at løse de problemer, som har givet anledning til henvendelsen.

Børn og unge har ligesom alle andre, der henvender sig om råd og vejledning efter § 5, krav på, at oplysningerne ikke registreres eller videregives. Der oprettes ingen sag i anledning af en henvendelse om rådgivning fra barnet eller den unge. Adgangen til anonym rådgivning betyder, at der ikke kan stilles krav til den, der alene søger rådgivning, om at opgive navn eller andre data.

En uddybende beskrivelse af den anonyme rådgivning findes i bogen »Anonym rådgivning af børn og unge - om telefonrådgivning, opsøgende socialt arbejde og åbne rådgivninger« af Ida Koch og Torben Bechmann Jensen, Socialministeriet 1999.

Rådgivning i utraditionelle omgivelser

4. Rådgivning som et åbent tilbud vil ofte med fordel kunne etableres i utraditionelle omgivelser, der er geografisk adskilt fra den almindelige kommunale forvaltning, fx familiehuse eller familieværksteder. Dette kan medvirke til, at rådgivningen bliver udnyttet af enkeltpersoner eller familier, der ellers ikke ville være opmærksomme på denne mulighed, eller som ikke ønsker at henvende sig direkte til den kommunale forvaltning.

Anonymiteten i rådgivningen kan også sikres ved at etablere telefonrådgivning, hvor barnet eller den unge ikke behøver at være bange for at blive genkendt.

Ved vejledning af familier fra etniske minoriteter bør kommunen være særlig opmærksom på de forhold, som familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til.

Andre rådgivningstilbud

5. Det er vigtigt, at kommunerne også er opmærksomme på den rådgivning, der findes i andre regier. Udover rådgivning i medfør af § 5 vil der være mulighed for rådgivning for børn og forældre i forbindelse med skolen. Der kan henvises til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og til Undervisningsministeriets vejledning af 16. juli 1990 om folkeskolens indsats over for elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte.

Hertil kommer den rådgivning, der ydes til forældre og børn af statsamterne i forbindelse med samlivsophævelse. Der henvises til lov om forældremyndighed og samvær.

Der er også mulighed for i samarbejde med amtskommunen at etablere rådgivning for børn og unge. Grundlaget for amtskommunens deltagelse er § 34, jf. punkt 12 ff nedenfor om amtskommunens opgaver.

Herudover findes der forskellige former for rådgivning i privat regi, ofte etableret af organisationer eller foreninger med hel eller delvis frivillig arbejdskraft. Disse private rådgivningsmuligheder udgør et vigtigt supplement til de kommunale tilbud, men fritager ikke kommunen for pligten til at yde rådgivning.

Når der er behov for andet end rådgivning

6. Viser henvendelsen fra barnet eller den unge, at der er behov for andet end rådgivning, falder situationen helt uden for anvendelsesområdet for § 5.

Er der tale om alvorlige problemer, som barnet eller den unge ikke umiddelbart selv kan løse, og fastholder barnet eller den unge sit ønske om at være anonym, må barnet eller den unge ikke presses til at opgive sin anonymitet, men rådgiveren må sikre sig, at barnet eller den unge får præcise oplysninger om, hvad der findes af hjælpemuligheder. Rådgivningen kan desuden bestå i, at barnet eller den unge får det råd at tale med en slægtning eller en anden voksen, som barnet eller den unge er tryg ved, om muligheden for at få hjælp. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at barnet eller den unge får at vide, at der kan tilbydes hjælp, og at det er nødvendigt at inddrage forældrene, hvis der skal ydes hjælp.

Hvis barnet eller den unge selv beder om bistand, der ikke kan klares med rådgivning alene, gælder de almindelige regler for starten af en børnesag.

Det samme gælder de tilfælde, hvor henvendelsen giver anledning til at overveje, om der er behov for en nærmere undersøgelse med henblik på iværksættelse af egentlige foranstaltninger. Dette indebærer, at der er notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen kommer i besiddelse af, og at forældrene skal underrettes og inddrages. I sådanne tilfælde må kommunen være opmærksom på den særlige konflikt, som barnets eller den unges oplysninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det deraf følgende behov for at beskytte barnet eller den unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt må derfor altid føre til, at der foretages en konkret afvejning med henblik på vurderingen af, om forvaltningslovens bestemmelser om undtagelse fra aktindsigt kan bringes i anvendelse.

Tilsyn

§ 6. Kommunen fører tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever, jf. § 33.

§ 33. Kommunen fører sit tilsyn, jf. § 6, på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

7. § 6 fastslår en tilsynsforpligtelse for kommunen og dermed en pligt for kommunen til at interessere sig for de forhold, der har betydning for børns og unges vilkår.

Tilsynspligten efter § 6 er fortrinsvis af generel karakter og omfatter alle forhold, der har betydning for børns og unges livsbetingelser i lokalområdet. Det er således kommunens pligt også over for andre myndigheder at gøre opmærksom på uhensigtsmæssige forhold, fx med hensyn til utilfredsstillende bolig- og trafikforhold.

Ved udførelsen af den generelle tilsynspligt er det vigtigt, at der samarbejdes ikke blot mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, fx embedslægen. Et samarbejde med private og frivillige organisationer og foreninger vil også være nødvendigt for, at kommunen kan danne sig et overblik over tilbudene til børn og unge i kommunen. Dette er især vigtigt af hensyn til mulighederne for en tidlig forebyggende indsats. Bestemmelsen er således også grundlag for den forebyggende virksomhed, der foregår i samarbejde mellem skole, politi og de sociale myndigheder.

8. Tilsynspligten har imidlertid også en mere konkret karakter, idet kommunen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning om, at børn og unge har behov for individuel støtte. Denne mere konkrete karakter af tilsynspligten er uddybet i § 33.

§ 33 supplerer således § 6 ved at understrege betydningen af, at tilsynet føres på en sådan måde, at der kan sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov for særlig hjælp og støtte. Der kan særligt henvises til betydningen af en familieorienteret og forebyggende indsats over for børn og unge af forældre med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer fx som følge af alkohol- eller narkotikamisbrug eller en sindslidelse.

Tilsynet indebærer, at kommunen skal være opmærksom på, om et barn eller en ung har brug for støtte. Bliver kommunen opmærksom på et eventuelt behov herfor, har kommunen pligt til at undersøge forholdene. Normalt vil kommunen indhente oplysninger fra parterne. Kommunens undersøgelsesarbejde mv. er nærmere beskrevet i kapitel 3.

Kommunens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge, der har ophold i kommunen, også selv om deres ophold er af midlertidig karakter. Tilsynet omfatter dermed også børn og unge på krisecentre og børn og unge, der opholder sig midlertidigt i kommunen af andre grunde, fx under ferier eller i forbindelse med samvær med en forælder, som barnet eller den unge ikke har bopæl hos.

Særligt i forhold til krisecentre gælder det, at kommunen må tage kontakt til og løbende holde sig orienteret om forholdene for de børn og unge, der opholder sig på de i kommunen beliggende krisecentre, såvel de offentligt som de privat drevne, med henblik på, at den relevante støtte kan tilbydes til barnet eller den unge og familien på det tidligst mulige tidspunkt.

En afgørelse om samvær ophæver eller indskrænker ikke kommunens tilsynspligt over for det pågældende barn eller den pågældende unge. Hvis kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung der har fastsat samvær, kan have behov for støtte, må kommunen undersøge sagen gennem indhentelse af oplysninger fra parterne og eventuelt andre myndigheder, herunder fx statsamtet. Kommunen har efter retssikkerhedslovens § 12 krav på at få de nødvendige oplysninger udleveret.

Hvis den situation måtte opstå, at en kommune trods statsamtets afgørelse om, at samvær er til barnets bedste finder, at barnet på grund af samværet har behov for særlig støtte, er der ikke noget til hinder for, at kommunen træffer afgørelse om at tilbyde foranstaltninger efter servicelovens § 40, som f.eks. at udpege en personlig rådgiver for barnet eller den unge eller familiebehandling. Kommunen kan herudover kun rådgive og støtte, f.eks. ved at oplyse statsamtet om sin vurdering. Kommunen kan ikke regulere eller midlertidigt ophæve en samværsret fastsat af statsamtet med mindre, der er tale om et anbragt barn, herunder et barn anbragt med samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

For så vidt angår børn, der er på ferie- og rekreationsophold formidlet af private foreninger og lignende er det vigtigt, at foreninger, komiteer og andre private organisationer, der formidler ferieophold eller kortvarige rekreationsophold for børn under 14 år hos private, inden børnenes ankomst orienterer den stedlige kommune, om hvor mange børn det drejer sig om, hvor de skal bo under opholdet og hvor længe. Hvis kommunen er bekendt med oplysninger, som gør, at et hjem må anses for uegnet til at modtage feriebørn, underretter kommunen vedkommende forening. Det samme gælder, hvis kommunen efterfølgende bliver opmærksom på forhold, der giver anledning til betænkeligheder med hensyn til barnets fortsatte ophold i det pågældende feriehjem. Om nødvendigt kan den stedlige kommune sørge for, at barnet sendes hjem eller får ophold et andet sted.

Kommunen må endvidere være opmærksom på, at opholdet bringes til ophør ved ferieopholdets afslutning.

Bistand ved udpegning af forældremyndighedsindehaver

§ 37. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

9. Forpligtelsen for kommunen efter § 37 til om nødvendigt at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, gælder, hvad enten kommunen selv tager initiativ til at rejse sagen eller af statsamtet bliver bedt om at yde bistand.

Afgørelsen om, hvem der skal have forældremyndigheden, træffes af statsamtet. Ved afgørelsen inddrager statsamtet tillige eventuelle tilkendegivelser efter § 15 i lov om forældremyndighed og samvær fra indehavere af forældremyndigheden om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden (»børnetestamenter«). I en række tilfælde vil det ikke være nødvendigt at inddrage kommunen.

Hvis statsamtet anmoder om det, er kommunen forpligtet til at afgive en udtalelse om barnet og om ansøgere, jf. § 9, stk. 2, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 994 af 14. december 1995 om forældremyndighed og samvær.

Den, der udpeges som forældremyndighedsindehaver af statsamtet, bliver samtidig værge, men får ikke forsørgelsespligt for barnet eller den unge.

Hvis kommunen ikke umiddelbart er bekendt med personer, som kan komme på tale, må kommunen yde en aktiv indsats for at finde frem til egnede personer. Kommunen må således tage kontakt med barnets eller den unges pårørende, bekendte eller andre, der står barnet eller den unge nær, med henblik på at finde frem til den eller de personer, der vil være egnede til at blive udpeget som indehaver af forældremyndigheden.

Kommunen må være opmærksom på, om der er behov for at få udpeget en midlertidig indehaver af forældremyndigheden. Dette kan være nødvendigt, hvis der ikke umiddelbart er nogen, der ansøger om at få forældremyndigheden, men også i tilfælde, hvor der er uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet.

Nedsættelse af børn og unge-udvalg

10. Efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område påhviler det kommunalbestyrelsen at nedsætte et børn og unge-udvalg til at træffe afgørelse i de sager, der er opregnet i servicelovens § 62.

Efter § 19 i retssikkerhedsloven består udvalget af 5 medlemmer. De 3 vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, endvidere udpeges byretsdommeren i retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Er der flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode.

Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at give møde, når medlemmet er forhindret i at møde.

Efter retssikkerhedslovens § 19, stk. 3, kan medlemmer af det udvalg, der efter § 17 i retssikkerhedsloven behandler sager om børns og unges sociale forhold, ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med disse opgaver.

Bestemmelsen i stk. 3 skal sikre børn og unge-udvalget en særlig - og uafhængig - status i forhold til det udvalg, der varetager opgaverne vedrørende børns og unges sociale forhold i øvrigt. Børn og unge-udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed og har ingen overordnede funktioner i forhold til den kommunale forvaltning.

Ifølge retssikkerhedslovens § 21, stk. 1, fastsætter socialministeren forretningsorden for børn og unge-udvalget og kan herunder fravige kravet om, hvordan udvalget skal sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i retssikkerhedslovens § 19, stk. 3.

Socialministeriets bekendtgørelse om forretningsorden for børn og unge-udvalgene er optrykt som bilag 4 til denne vejledning.

I bekendtgørelsens § 1, stk. 4, fastsættes, at såfremt antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen umuliggør, at samtlige medlemmer af og stedfortrædere til børn og unge-udvalget kan opfylde kravet i retssikkerhedslovens § 19, stk. 3, kan et eller om nødvendigt flere medlemmer af det udvalg, der efter retssikkerhedslovens § 17 behandler sager om børns og unges sociale forhold, vælges til børn og unge-udvalget.

Socialministeren kan endvidere efter ansøgning godkende, at der udpeges mere end een stedfortræder for hvert medlem af udvalget. Denne mulighed forudsættes anvendt i et meget begrænset antal tilfælde, idet dispensationsbestemmelsen tager sigte på enkelte af de største kommuner, hvor antallet af møder i børn og unge-udvalget har et sådant omfang, at det er forbundet med store vanskeligheder at beramme møder, og hvor medlemmerne og stedfortræderne kan have en vis oparbejdet erfaring, uanset at antallet af stedfortrædere øges.

Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige er egentlige medlemmer af udvalget med stemmeret. Dommeren og den pædagogisk- psykologisk sagkyndige har i kraft af deres særlige sagkundskab tillige en vejledningsopgave i udvalget. Da de sagkyndige er tillagt særlige funktioner i udvalget, fastsættes i udvalgets forretningsorden, jf. § 7, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse herom, at udvalget kun er beslutningsdygtigt, når både dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige (eller deres respektive stedfortrædere) er til stede.

For så vidt angår de sagkyndiges særlige opgaver i børn og unge-udvalget henvises til kapitel 4.

11. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Det er formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes fravær næstformanden, der træffer foreløbige beslutninger efter § 45, jf. kapitel 4.

Kommunalbestyrelsen sørger for, at den fornødne sekretariatsbistand er til rådighed for udvalget. Der er ikke særlige krav i loven eller i forretningsordenen med hensyn til placeringen af sekretariatsfunktionen for børn og unge-udvalget.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 3, må kun udvalgets medlemmer og protokolføreren deltage i mødet under voteringen. Sagsbehandleren eller andre, der har beskæftiget sig med sagen i forvaltningen, kan således ikke deltage i mødet under voteringen. Der vil derimod ikke være noget i vejen for, at udvalget indkalder sagsbehandleren eller andre til mundtligt at redegøre for sagen, inden der træffes afgørelse, men forældrene, deres advokat og eventuelle andre parter har krav på at blive orienteret om, hvad forvaltningen mundtligt har oplyst.

Efter retssikkerhedslovens § 21, stk. 2, fastsætter indenrigsministeren regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

For så vidt angår de sager, der skal forelægges børn og unge- udvalget, henvises til kapitel 4.

Amtskommunens opgaver vedrørende børn og unge

Rådgivning, undersøgelse og behandling

§ 34. Amtskommunen tilbyder gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

12. Efter bestemmelsen er amtskommunen forpligtet til at rådgive i specielle tilfælde samt at sørge for, at der er mulighed for undersøgelse og behandling af børn og unge med særlige vanskeligheder, herunder på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Amtskommunens opgaver angår således særligt de tilfælde, hvor kommunerne ikke har tilstrækkelig specialviden til alene at løse opgaven.

Rådgivning, undersøgelse og behandling vil fortrinsvis ske af børn og unge, der henvises af kommunen. Der er dog også mulighed for, at børn, unge og deres familier selv kan rette henvendelse direkte til amtskommunen med henblik på rådgivning, undersøgelse og behandling.

Institutioner for børn og unge

§ 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Stk. 2.

13. Det er pålagt amtskommunen at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet. For så vidt angår døgninstitutioner efter § 51 og disses driftsmæssige forhold henvises til kapitel 6 og kapitel 7.

14. Amtskommunen skal endvidere efter § 51, stk. 1, sidste pkt., sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer. Med hjemmel i denne bestemmelse er der oprettet amtsungdomscentre i næsten alle amtskommuner, men udbygget på forskelligt niveau.

De indeholder som regel tilbud til unge med alkohol- og/eller narkotikamisbrug eller andre svære psykiske og/eller sociale problemer.

Amtsungdomscentrene råder over forskellige typer af behandlingstilbud, fx ungdomsboliger, dagcentre, daghøjskole, værksteder/arbejdshold, opholdssteder og lektiestøtte.

I øvrigt har amtsungdomscentrene en række opgaver uden for det egentlige behandlingsarbejde, fx i form af konsulentbistand, når det drejer sig om unge med alvorlige sociale og psykiske vanskeligheder, og opsøgende arbejde. Centrene deltager endvidere i et omfattende regionalt samarbejde med politiet, kriminalforsorgen, det psykiatriske hospitalsvæsen m.v.

Vejledning til kommunerne

15. Efter retssikkerhedslovens § 42, stk. 1, skal amtskommunen yde kommunerne, herunder børn og unge-udvalgene, vejledning i sager efter serviceloven, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.

Udpegning af medlem til børn og unge-udvalg

16. Det påhviler efter § 19, stk. 1, i retssikkerhedsloven amtsrådet at udpege den pædagogisk-psykologisk sagkyndige samt en stedfortræder for denne til at indtræde i de børn og unge- udvalg, som kommunalbestyrelserne nedsætter.

Kommunalt/amtskommunalt samarbejde

17. I retssikkerhedslovens § 42, stk. 2, fastsættes, at kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af serviceloven, og sammen løse de opgaver, der efter loven påhviler kommunen og amtskommunen.

18. Gennem årene er samarbejdet mellem kommuner og amtskommuner på børne- og ungeområdet blevet væsentligt udbygget. Den samlede virksomhed hviler i høj grad på samarbejdsaftaler afstemt efter lokale forhold, men som alle er et udtryk for ønsket om en styrkelse af en sammenhængende faglig og tidlig indsats, en klar ansvarsplacering og en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Mange kommuner og amtskommuner arbejder i fællesskab, fx med opstilling af målsætninger for arbejdet med børn og unge, både på det overordnede politiske og ledelsesmæssige niveau samt på institutionsniveau.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser, herunder om underretningspligt

Generelt

19. Retssikkerhedslovens almindelige bestemmelser om behandling af sager gælder også for behandlingen af sager om børn/unge og deres familier, herunder afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger, medmindre andet er fastsat.

For så vidt angår sagens oplysning gælder de almindelige regler i retssikkerhedsloven om oplysningspligt m.v. Desuden gælder de almindelige regler i forvaltningsloven, herunder reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger, og i ansøgningssager tillige reglerne om udveksling af oplysninger mellem forskellige dele inden for samme forvaltning.

Sager om støtte til børn og unge og deres familier vil i en række tilfælde være ansøgningssager. Kommunen har imidlertid mulighed for selv at rejse en sag i kraft af den særlige forpligtelse til at sørge for, at et barns eller en ungs forhold undersøges, ligesom kommunen har adgang til at fortsætte en sag, der er startet som ansøgningssag.

Der henvises med hensyn til disse spørgsmål til retssikkerhedsloven, Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og Socialministeriets vejledning om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene.

Samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år

20. I de tilfælde, hvor der skal foreligge samtykke til indhentelse af oplysninger fra indehaveren af forældremyndigheden, bør der tillige indhentes et særskilt samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, i det omfang oplysningerne vedrører denne.

Høring af barnet eller den unge

21. Børn, der er fyldt 12 år, er tildelt en egentlig ret til at blive hørt, inden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger eller om ophør af anbringelse. For børn under 12 år skal barnet høres, i det omfang barnets modenhed og sagens karakter tilsiger det. Der henvises herom til punkt 40.

Børn og unge-udvalget

22. Det børn og unge-udvalg, som er nedsat efter retssikkerhedslovens § 18, er en selvstændig forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens forstand og dermed omfattet af reglerne om videregivelse af oplysninger i forvaltningslovens § 28. Da det imidlertid er en forudsætning for udvalgets virksomhed, at udvalget får de oplysninger, der er nødvendige for, at sagen kan afgøres i overensstemmelse med de i serviceloven opstillede krav, er videregivelse af oplysningerne berettiget.

SSP samarbejdet

23. For så vidt angår retningslinierne for udveksling af oplysninger i tilslutning til det kriminalitetsforebyggende arbejde (SSP), der forudsætter samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politiet, henvises til Justitsministeriets vejledning nr. 163 af 17. august 1990.

Krav til sagsbehandlingen i sager vedrørende børn, unge og deres familier

24. Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn/unge og deres familier, da der er tale om et meget følsomt område, hvor der i en sag ofte er meget personlige og private oplysninger. Desuden er der under visse betingelser mulighed for at træffe afgørelser, som kan gennemføres tvangsmæssigt over for forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Dette gør det særlig vigtigt, at sagsbehandlingen lever op til forvaltningslovens krav, og hvad der i øvrigt følger af god forvaltningsskik.

På enkelte punkter er der i serviceloven fastsat nærmere regler i tilknytning til sagsbehandlingen, særligt vedrørende sager om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger. Disse særlige regler er nærmere omtalt under kapitel 4.

For så vidt angår reglen i § 61 om den særlige pligt til at gøre forældremyndighedsindehaveren og andre parter bekendt med retten til aktindsigt m.v. bemærkes, at der også uden for de tilfælde, der omfattes af § 61, kan være behov for, at kommunen aktivt medvirker til, at forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, bliver orienteret om de rettigheder, de har efter forvaltningsloven.

Af hensyn til familiens retssikkerhed er det vigtigt, at der i hele sagsforløbet sker en grundig orientering af familien om de oplysninger, der ligger i sagen, samt om de overvejelser kommunen gør sig med hensyn til indhentelse af andre oplysninger og eventuelle overvejelser om nødvendige foranstaltninger.

En grundig orientering er imidlertid også en nødvendig forudsætning for, at der kan etableres et reelt samarbejde mellem familien og kommunen om at finde de løsninger, der bedst tilgodeser behovene, så familien kan bringes ud af vanskelighederne.

Det er således væsentligt, at familien medvirker aktivt til løsningen af problemerne, og dette kan kun ske, hvis familien undervejs bliver gjort bekendt med kommunens overvejelser og får mulighed for at fremkomme med kommentarer og eventuelle korrektioner til de oplysninger, der er i sagen.

Vigtigheden af, at der sker en løbende orientering, gælder i hele sagsforløbet, men er særlig vigtigt, hvis sagen undervejs skifter karakter fra frivillig til tvangsmæssig, således at forældrene ikke føler, at samarbejdet er foregået på skrømt og efter en skjult dagsorden.

Det hører endvidere med til god forvaltningsskik, at det fremgår, hvem der har udfærdiget noteringer i journalen eller har udstedt erklæringer, udtalelser eller lignende til brug for sagen. Det er også vigtigt, at det i forbindelse med udfærdigelse af erklæringer fremgår, om disse er baseret på en egentlig undersøgelse af eller samtale med den, som erklæringen angår, eller om erklæringen er udfærdiget alene på allerede foreliggende skriftligt materiale.

Underretningspligt

Den enkeltes underretningspligt

§ 35. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte. Socialministeren kan fastsætte tilsvarende regler for andre grupper, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til sådanne forhold.

Stk. 4.

§ 36. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

25. De nærmere regler om underretningspligten efter § 35, stk. 1, 2 og 3, er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service, der er optrykt som bilag.

Reglerne om underretningspligt efter §§ 35 og 36 har sammenhæng med, at det efter § 5 påhviler kommunen at yde forældremyndighedsindehaveren eller andre, der sørger for et barn eller en ung, rådgivning med henblik på løsning af vanskeligheder i familien, og at det efter § 38 påhviler kommunen at sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges, hvis det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte.

Reglerne om underretningspligt er nærmere beskrevet i Vejledning om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene. Den, der foretager underretning, bliver ikke part i sagen og kan ikke klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller vælger ikke at foretage. Da underretteren ikke er part, vil der alene være adgang til aktindsigt i de oplysninger, som den pågældende selv er fremkommet med.

I tilfælde af skriftlige underretninger vil det være i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at kommunen over for underretteren bekræfter modtagelsen af underretningen.

En underretning i medfør af §§ 35 eller 36 medfører ikke, at kommunen bliver forpligtet til at iværksætte foranstaltninger. I visse tilfælde vil henvendelsen nødvendiggøre, at kommunen må undersøge, om der er behov for støtte, fx ved at rette henvendelse til skole eller dagtilbud. Dette følger af kommunens almindelige forpligtelse efter § 6, jf. § 33, til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge lever under. Afhængig af indholdet af underretningen vil en sådan henvendelse fra kommunen kunne ske uden forudgående samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, men kommunen bør i videst muligt omfang sikre sig samtykke. Hvis der ikke foreligger et forudgående samtykke, bør forældrene orienteres om underretningen, og om hvilke oplysninger der eventuelt er indhentet som følge heraf. Dette gælder, hvad enten sagen henlægges eller giver anledning til overvejelser om iværksættelse af en egentlig undersøgelse efter § 38, eventuelt § 39, jf. kapitel 3. Også i de tilfælde hvor kommunen ud fra sit forudgående kendskab til familien kan fastslå, at underretningen er grundløs, bør kommunen samtidig underrette familien. En egentlig pligt til at underrette familien vil afhænge af den konkrete sag, men kommunen må være meget opmærksom på, at familien inddrages så tidligt som muligt, hvis det kommer på tale at iværksætte undersøgelser og lignende.

Med hensyn til notatpligt kan der henvises til offentlighedslovens § 6, hvorefter der er notatpligt vedrørende faktiske oplysninger, der er af betydning for en sags afgørelse, i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det karakteristiske for notatpligten er, at dens udstrækning beror på, hvilken funktion en oplysning har i forhold til kommunens behandling af sagen.

Et særligt problem foreligger, hvor der er tale om anonyme henvendelser. Problemet kan opstå i 2 forskellige situationer. I den ene situation, hvor underretteren er anonym også i forhold til kommunen, kan det være nødvendigt, at kommunen foretager en undersøgelse på baggrund af den anonyme henvendelse, men arten og omfanget må i høj grad afhænge af de konkrete omstændigheder, og der kan i sådanne tilfælde være særlig grund til straks at orientere familien om underretningen, og om at den er anonym.

I den anden situation er kommunen bekendt med underretterens navn, men denne ønsker at være anonym i forhold til familien. Der er efter forvaltningslovens § 15 mulighed for at undtage navnet på underretteren fra aktindsigt, men kun når dette kan begrundes med et særligt hensyn til underretteren, og kun når dette hensyn klart overstiger hensynet til familiens behov for at få oplyst identiteten på underretteren. Det følger heraf, at kommunen ikke på tidspunktet for underretningen kan love en underretter, at vedkommende kan være anonym i forhold til familien. Den afvejning mellem hensynet til underretteren og hensynet til familien, som skal foretages efter forvaltningslovens § 15, kan ikke foretages på tidspunktet for underretningen, hvor kommunen ikke har kendskab til familiens forhold.

Om adgangen til at rette henvendelse til det sociale nævn/Den Sociale Ankestyrelse i de tilfælde, hvor kommunen undlader at iværksætte nødvendige undersøgelser eller foranstaltninger, jf. § 47, henvises til punkt 91.

Tværkommunal underretningspligt

§ 33 a. Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.

26. Når forældre til børn med behov for særlig støtte flytter til en anden kommune, er det vigtigt, at den nye kommune bliver gjort opmærksom på dette behov. I mange tilfælde vil forældrene selv tage kontakt til den nye kommune for at få hjælp til løsning af problemerne, men der ses også eksempler på, at forældre flytter til en anden kommune for at undgå iværksættelse af foranstaltninger, som den hidtidige kommune har påtænkt, men hvor der endnu ikke er truffet afgørelse herom. I sådanne tilfælde - og specielt hvis flytningen må antages at være betinget af en umiddelbart forestående anbringelse uden for hjemmet kan det være af afgørende betydning, at fraflytningskommunen underretter tilflytningskommunen.

§ 33 a fastslår, at fraflytningskommunen har pligt til at underrette tilflytningskommunen i situationer, hvor fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har behov for særlig støtte. Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor der efter fraflytningskommunens vurdering er behov for foranstaltninger, herunder eventuelt foranstaltninger uden samtykke, således at tilflytningskommunen får mulighed for at sætte ind med hjælp til familien så tidligt som muligt.

Underretningspligten omfatter alene oplysninger om de forhold, der giver en formodning om behov for særlig støtte. Medmindre der foreligger samtykke fra forældrene, kan fraflytningskommunen således ikke videregive oplysninger, der ikke relaterer sig til barnets eller den unges behov for særlig støtte. I det omfang tilflytningskommunen har behov for yderligere oplysninger i den videre sagsbehandling, har kommunen adgang til at indhente nødvendige oplysninger efter retssikkerhedslovens § 12 og forvaltningslovens kapitel 8.

Det bemærkes i øvrigt, at der er adgang til at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune, hvis der foreligger særlige grunde. Der kan fx være tale om en familie, der flytter meget. Se Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Anmeldelse til politiet/ afværgepligt

27. Det er politiets og retsvæsenets opgave at tage sig af den strafferetlige efterforskning og vurderingen af strafferetlige forhold, herunder overgreb mod børn og unge.

Derfor er det også vigtigt, at politiet får det at vide, hvis man som borger eller offentlig myndighed har mistanke om overgreb eller andre alvorlige forbrydelser. Politiet kan på baggrund af oplysningerne vurdere, om der er grundlag for at gå videre med sagen.

Efter straffeloven er der ikke pligt til at anmelde forbrydelser, men det er efter straffelovens § 141 strafbart ikke at gøre, hvad der står i ens magt for at afværge en alvorlig forbrydelse af nærmere opregnet art, som man har kendskab til. Der er således en »afværgepligt«. Denne pligt kan være til stede, hvis en begået forbrydelse kan tænkes at gentage sig - dette kan fx være relevant i forbindelse med overgreb. Afværgepligten gælder også for offentlige myndigheder.

En borger, der har mistanke om voldelige og/eller seksuelle overgreb på et barn eller en ung, kan opfylde afværgepligten ved at afgive underretning til kommunen efter serviceloven.

En kommune, der evt. efter en underretning har mistanke om voldelige og/eller seksuelle overgreb mod et barn eller en ung, skal således vurdere behovet konkret i den enkelte sag. Det afgørende i kommunens vurdering er beskyttelsen af barnet eller den unge mod eventuelle (nye) overgreb, uafhængig af den strafferetlige side af sagen. Hertil kommer kommunens forpligtelse til at være opmærksom på barnets behov for særlig støtte mv. Også denne vurdering er uafhængig af den strafferetlige side af sagen.

Kapitel 3

Særlig støtte til børn og unge

§ 32. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Stk. 2. Støtten må ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten må i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Stk. 3. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

Stk. 4. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Stk. 5. Ved anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel skal der lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, herunder skal der lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.

Målet for særlig støtte til børn og unge

28. I § 32 opstilles målsætningen for indsatsen for de børn og unge, som har et særligt behov for støtte, dvs. et behov som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af de tilbud, som i almindelighed står åbne for børn/unge og deres familier, jf. lovens kapitel 4 og 5 om dagtilbud mv. til børn og klubtilbud mv. til større børn og unge.

29. I § 32, stk. 1, understreges det, at kommunens opgave over for den gruppe af børn og unge og deres familier, som har behov for særlig støtte, er at søge disse børns og unges opvækstvilkår sikret på en sådan måde, at de får en tryghed i udfoldelsesmuligheder og en sikkerhed for udvikling og sundhed, der så vidt muligt stiller dem på linie med deres jævnaldrende, som ikke har eller har haft tilsvarende vanskeligheder i deres opvækst.

30. § 32, stk. 2, fastslår, at støtten må ydes på så tidligt et tidspunkt som muligt ud fra en opfattelse af, at en tidlig indsats i en del tilfælde kan standse et uhensigtsmæssigt udviklingsforløb. En tidlig indsats forudsætter bl.a., at der arbejdes tværfagligt med disse sager for at den nødvendige viden er til stede, og at der samarbejdes mellem forskellige sektorer og faggrupper. Der henvises til punkt 34 om tværfaglige grupper.

Målet om tidlig indsats er en vigtig forudsætning i reglerne om særlig støtte, jf. punkt 35 ff. om undersøgelser. En tidlig indsats kan være medvirkende til at det undgås, at problemerne vokser sig så store, at de ikke kan afhjælpes i hjemmet eller det nære miljø.

I formuleringen »det nære miljø« ligger, at kommunen ikke kun skal søge at drage nytte af ressourcerne hos personer i hjemmet, typisk forældremyndighedsindehaverne og hjemmeboende søskende, men også overveje, om der er andre nære pårørende og nærtstående personer i øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne. Det drejer sig fx om bedsteforældre, onkler, tanter, naboer, venner, venners forældre, skolelærere og pædagoger. Forældre, der ikke har del i forældremyndigheden vil eventuelt også kunne inddrages i opgaveløsningen. I denne sammenhæng er det dog også vigtigt at være opmærksom på, om inddragelsen af det nære miljø i opgaveløsningen kan være konfliktskabende og medføre uheldige følger for barnet/den unge. I forhold til inddragelsen af det nære miljø, kan der i øvrigt i forhold til anbringelse hos den nære familie henvises til punkt 135 og i forhold til samvær og kontakt mellem barnet og andre end forældrene under en anbringelse henvise til punkt 155.

31. § 32, stk. 3, hviler på principperne i FN s konvention om barnets rettigheder. Formuleringen indebærer, at barnet eller den unge skal hjælpes til at udforme sine egne synspunkter i alle faser af undersøgelsen og indsatsen. Det understreges, at barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages og tillægges passende vægt afpasset efter barnets alder og modenhed. Se i øvrigt punkt 40 om høring m.v. af barnet eller den unge.

32. I § 32, stk. 4, fastslås det, at løsningerne på barnets eller den unges problemer, så langt det er muligt, bør findes i forståelse med familien og med dennes medvirken. Uanset problemerne for barnet eller den unge er barnet eller den unge en del af familien, og det er væsentligt at bevare familieenheden, hvis mulighederne er til stede. På den anden side signaleres også, at denne forståelse med familien rækker til en vis grænse, dvs. at hvis barnets eller den unges forhold tilsiger et nødvendigt indgreb mod forældrenes vilje, så må dette finde sted, jf. også nedenfor om § 32, stk. 5.

Når det er nødvendigt at gribe ind med en foranstaltning mod forældrenes vilje, må begrundelserne, foranstaltningernes formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, være beskrevet, så de er så tydelige som muligt for alle parter.

Derved understreges det, at netop de tvangsmæssigt gennemførte foranstaltninger kræver en særlig opmærksomhed og omhyggelighed i såvel kommunikation som i formulering af alle afgørelser. Dels fordi tvangsforanstaltninger er meget indgribende, dels fordi det erfaringsmæssigt vides, at det i disse meget vanskelige situationer kan være overordentligt svært for forældre, børn og unge at forstå og overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser det får for dem. Anvendelse af foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt er nærmere beskrevet i kapitel 4.

33. Begrebet barnets bedste er et af de vigtige principper i FN´s konvention om barnets rettigheder, og i § 32, stk. 5, er det præciseret, at der ved anvendelse af bestemmelserne om særlig støtte skal lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Der skal herved lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. Reglen skal sikre, at der er den nødvendige kontinuitet i opvækstforløbet, idet brud i opvæksten, fx gennem gentagne anbringelser, er en af de faktorer, der meget stærkt kan påvirke barnets eller den unges udviklingsbetingelser i negativ retning.

Hvis der er konflikt mellem forældrenes interesser og hensynet til barnets bedste, skal der efter bestemmelsen lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Hensynet til, hvad der er bedst for barnet, vejer altså tungest. I denne sammenhæng skal der lægges vægt på, at barnet får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. Det er i denne forbindelse vigtigt ikke at se barnet som en adskilt del af familien, men at inddrage hele barnets situation, dvs. bl.a. forholdene i familien og det nære miljø, jf. ovenfor, ligesom det er vigtigt at se barnets situation i et langsigtet perspektiv.

Tværfaglige grupper

§ 37 a. For at tilgodese børn og unge med behov for særlig støtte opretter kommunen en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab.

Stk. 2. Et af gruppens medlemmer udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge.

34. Efter § 37 a skal der i kommunen være en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab.

Bestemmelsen svarer til § 7 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og har samme formål, nemlig at styrke sammenhæng og helhed i tilbudene til de svagest stillede børn og unge. Der er ikke krav om, at kommunen skal oprette to tværfaglige grupper til at varetage opgaven. Når § 37 a, som er nyere end § 7 i loven om forebyggende sundhedsordninger, er medtaget i den sociale lovgivning, er det for at understrege betydningen af, at kommunerne tilrettelægger arbejdet i sager om særlig støtte til børn og unge således, at den tværfaglige sagkundskab kan inddrages i sagsbehandlingen. Det forudsættes derfor, at sagsbehandleren altid indgår som en del af den tværfaglige gruppe.

Tværfaglige grupper kan styrke såvel den tidlige indsats som det forebyggende arbejde blandt vanskeligt stillede børn og deres familier. Det er op til kommunen selv at fastsætte sammensætningen af den tværfaglige gruppe og tilrettelægge gruppens arbejde. Som deltagere kan sagsbehandlere, pædagoger, lærere, de kommunalt ansatte læger og sundhedsplejersker, psykologer, m. fl. indgå. Amtskommunens ekspertise vil kunne benyttes ad hoc.

En tværfaglig gruppe er ligeså meget en arbejdsform som en organisation, og gruppens kontaktflade vil således afhænge af den konkrete tilrettelæggelse af det tværfaglige samarbejde i kommunen, kommunens størrelse mv. Der kan således oprettes mere end én tværfaglig gruppe. Tværfaglige grupper kan fx opdeles efter geografiske områder eller efter særlige børnegrupper. Det følger af bestemmelsen, at et af gruppens medlemmer skal udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge.

Det er under alle omstændigheder hensigtsmæssigt at etablere en overordnet gruppe, der står for den overordnede tværfaglighed og varetager planlægning og koordination i forhold til børn og unge med særlige behov.

Udveksling af oplysninger som led i arbejdet i de tværfaglige grupper er omfattet af straffelovens og forvaltningslovens almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger. I det omfang en gruppe sammensættes med repræsentanter fra den kommunale forvaltning - fx sagsbehandlere, daginstitutionspersonale, sundhedsplejerske - kan konkrete, personlige oplysninger om en familie behandles i den samlede gruppe, i det omfang der er behov for dette og dette er sagligt begrundet.

Når der i gruppen deltager personer, der ikke er en del af den kommunale forvaltning eller udfører opgaver for denne, jf. retssikkerhedslovens § 43, eksempelvis personer fra amtskommunen, praktiserende læger, hospitalslæger, skolelærere, anbringelsessteder mv., vil konkrete sager kunne drøftes i anonymiseret form eller det kan forsøges at få samtykke fra forældrene/den unge til videregivelse af konkrete, personlige oplysninger. I særlige tilfælde kan det være berettiget at videregive følsomme oplysninger uden samtykke. Der henvises til Socialministeriets, Undervisningsministeriets og Sundhedsministeriets vejledning om støtte til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene.

En uddybende beskrivelse af det tværfagligt samarbejde, herunder tværfaglige grupper findes i bogen »Nu trækker vi på samme hammel! «, af Carsten Yndigegn Hansen, udgivet af Socialministeriet, 1999.

Undersøgelser

§ 38. Må det antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges. Afgørelse herom træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog § 39. Kommunen skal som led i denne undersøgelse inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre, jf. § 37 a. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en psykolog.

Stk. 2. .

Stk. 3. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader.

35. Kommunen er efter § 38, stk. 1, forpligtet til at undersøge forholdene nærmere, når det på baggrund af foreliggende oplysninger må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte.

Som anført i bestemmelsen kan behovet for særlig støtte skyldes nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. I denne sammenhæng kan der også henvises til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap.

Igangsættende for kommunens undersøgelsesvirksomhed kan først og fremmest være en henvendelse fra familien eller barnet eller den unge selv om hjælp eller særlig støtte. Kommunen kan endvidere gennem underretningsreglerne i §§ 35 og 36 blive gjort opmærksom på, at hjælp eller støtte til et barn eller en ung er eller kan blive aktuel, jf. kapitel 2.

Privatpersoner med kendskab til familien kan ønske at afgive udtalelser eller erklæringer. Det kan fx være slægtninge eller andre, der står familien nær. Sådanne henvendelser må efter de almindelige forvaltningsretlige principper indgå i sagen og dermed også i kommunens beslutningsgrundlag.

Kommunen må dog være opmærksom på, at reglerne om tavshedspligt kan forhindre, at sagen drøftes med andre end parterne og deres eventuelle repræsentant. Dette bør imidlertid ikke føre til, at man afviser at modtage henvendelser eller lignende fra andre fx bedsteforældre.

36. Det må tillægges stor betydning, at kommunen foretager en grundig indledende undersøgelse. Det gælder om på så tidligt et tidspunkt som muligt at få en kvalificeret afdækning af, om der foreligger problemer, der bør resultere i iværksættelse af hjælpeforanstaltninger, og i bekræftende fald at få et grundlag for at kunne vurdere, hvilke foranstaltninger der vil være formålstjenlige ud fra karakteren af problemerne.

Det præciseres i § 38, stk. 1, at undersøgelsesresultatet skal tilvejebringes ved en tværfaglig indsats fra kommunens side, og at undersøgelsen i videst muligt omfang må inddrage allerede foreliggende viden, fx hos barnets dagtilbud, skole eller hos sundhedsplejersken eller andre, der har kendskab til barnets eller den unges forhold. Det er bl.a. formålet med de tværfaglige grupper efter § 37 a, at sikre, at den nødvendige tværfaglige viden er til stede i forbindelse med undersøgelser efter § 38.

Ved starten af en undersøgelse må det således afklares, hvad der allerede foreligger af værdifuld viden om barnet eller den unges forhold i kommunen, og dermed hvilke forhold der på denne baggrund herefter kræver en yderligere undersøgelse. Herved opnås, at den foreliggende viden om barnet eller den unge ikke går tabt, og at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end højst nødvendigt.

Et målrettet arbejde med de indledende undersøgelser må tillægges en betydelig værdi for sagens videre forløb.

Normalt vil kommunen selv kunne foretage den fornødne undersøgelse, men undertiden vil det være nødvendigt ved mere omfattende undersøgelser at indhente bistand fra særlige sagkyndige uden for forvaltningen. Kommunen skal, hvis det er påkrævet, lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en psykolog, eventuelt ved henvisning til amtskommunens sagkyndige, jf. § 34.

Er der behov for at få barnet eller den unge undersøgt af en læge eller en psykolog, er det af hensyn til sagens forløb vigtigt at inddrage forældrene i forbindelse med valg af undersøgende læge eller psykolog.

Hvis forældrene ønsker en bestemt læge eller psykolog som undersøger, må det anbefales, at kommunen altid overvejer, om forældrenes ønske kan imødekommes, da det kan have betydning for forældrenes accept af det videre forløb, at de har tillid til undersøgeren.

Afgørelsen om en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal træffes i forståelse med forældremyndighedens indehaver og den unge, hvis denne er fyldt 15 år. Forældremyndighedsindehaverens forståelse for undersøgelsen har stor betydning, da undersøgelsen bør være indledning til et samarbejde mellem kommunen og indehaveren af forældremyndigheden om at løse de vanskeligheder for barnet eller den unge, som de foreliggende oplysninger tyder på. I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt at gennemføre en undersøgelse uden samtykke, se punkt 93 i kapitel 4 om tvangsmæssige foranstaltninger.

37. En undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal være helhedsorienteret og skal beskrive ressourcer og udviklingsmuligheder. Foruden en undersøgelse af barnets eller den unges forhold er det således væsentligt at få afklaret, hvilke ressourcer familien selv er i besiddelse af til brug for afhjælpningen af barnets eller den unges problemer. I denne forbindelse er det også vigtigt at være opmærksom på ressourcerne i barnets eller den unges nære miljø, jf. ovenfor under punkt. 30.

Det er væsentligt, at familiens egen opfattelse af problemerne og eventuelle forestillinger om, på hvilken måde disse kan afhjælpes, indgår i sagsoplysningen. Familiens aktive medvirken i en problemløsning kan få afgørende betydning for opnåelsen af et tilfredsstillende resultat.

Det bør indgå som et naturligt led i sagsoplysningen, at sagsbehandleren og andre, der udtaler sig i sagen, skaffer sig et førstehåndskendskab til familien og det eller de børn, som sagen drejer sig om.

Det er således også væsentligt, at barnets eller den unges egen mening kommer til udtryk gennem en samtale med de pågældende børn og unge. Der bør afsættes den fornødne tid til sådanne samtaler, også når det drejer sig om mindre børn. Samtalen må være så skånsom som muligt over for barnet eller den unge og bør, hvis forholdene tilsiger det, ske med sagkyndig bistand. Der kan i denne forbindelse henvises til bestemmelsen i § 58, stk. 2, hvorefter der for børn under 12 år skal foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det, se punkt 40.

Undersøgelsens omfang

38. § 38, stk. 3, præciserer, at en undersøgelse ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger, og at undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader det. Under hensyn til den belastning, som en undersøgelse kan udgøre både for familien og barnet eller den unge, må det løbende i undersøgelsesforløbet vurderes, hvor vidtgående undersøgelsen skal være.

Det er i denne forbindelse væsentligt, at kommunen nøje overvejer, hvilke oplysninger der er brug for i den konkrete sag og alene indhenter disse.

Krav til redegørelsen for undersøgelsens resultater

§ 38.

Stk. 2. En undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysning om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 3.

39. § 38, stk. 2, fastsætter, hvilke krav der skal stilles til kommunens redegørelse for undersøgelsens resultater. Opregningen af disse krav i loven har til hensigt at understrege betydningen af en grundig undersøgelse og skal tillige tjene som retningslinie for kommunens virksomhed. Et målrettet arbejde med de indledende undersøgelser må tillægges en betydelig værdi for sagens senere forløb.

Helt centralt er naturligvis, om undersøgelsen viser, at der er behov for at iværksætte en hjælpeforanstaltning. Der skal tages begrundet stilling til dette spørgsmål i redegørelsen for undersøgelsens resultater.

Hvis en undersøgelse ikke viser, at der er behov for at iværksætte en foranstaltning, bør der redegøres for de forhold, der fører til, at sagen henlægges.

Viser undersøgelsen derimod, at der er behov for at iværksætte en hjælpeforanstaltning, må der på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen, gøres rede for, hvilke af de mulige hjælpeforanstaltninger der må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende tilfælde.

Familiens egne ressourcer og, spørgsmålet om disse med den fornødne hjælp kan styrkes, er af afgørende betydning for valget af hjælpeforanstaltninger. Der skal derfor tillige redegøres for de forhold i familien og hos barnet eller den unge, som kan bidrage til at klare vanskelighederne, og for på hvilken måde disse forhold vil kunne styrkes. Ud over familiens og barnets eller den unges forhold må der i denne forbindelse også redegøres for, om der i barnets eller den unges omgivelser i øvrigt, fx gennem støtte fra andre nære familiemedlemmer, er mulighed for at hente hjælp til overvindelse af vanskelighederne.

Med hensyn til valget af den rette hjælpeforanstaltning bør der vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, jf. § 40, stk. 1. Ved valg af hjælpeforanstaltning er det derfor væsentligt, at princippet om det mindste indgreb ses i lyset af det overordnede princip om formålstjenlighed, således at der blandt de formålstjenlige foranstaltninger vælges den mindst indgribende.

Den indstilling, som forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge har til iværksættelse af en hjælpeforanstaltning, kan få stor betydning for sagens videre forløb. Et samtykke, der opnås fra forældremyndighedens indehaver uden at dække dennes reelle indstilling til den tilbudte hjælpeforanstaltning, kan give anledning til problemer i sagens videre forløb, fx i form af umotiverede begæringer om hjemgivelse. Disse problemer kan vise sig at være større end de problemer, som en tvangsfjernelse rejser. Det er derfor vigtigt, at forvaltningen fører dialog med forældrene og børn/unge, så der i givet fald foreligger et informeret samtykke.

En redegørelse for den indstilling, som forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge har til foranstaltningerne, må derfor have en fremtrædende plads i redegørelsen.

Redegørelsen bør ikke alene indeholde en angivelse af, hvilke muligheder inden for det sociale system der efter kommunens opfattelse vil kunne afhjælpe problemerne, men bør også inddrage andre muligheder, fx inden for skolesystemet.

Der bør således ske en beskrivelse af indsatsen og de formål, der søges opnået i alle tilfælde, hvor kommunen finder, at der er behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger, men efter loven stilles der alene krav om udarbejdelse af en egentlig plan og krav til dennes nærmere indhold, når hjælpeforanstaltningen skal bestå i en anbringelse uden for hjemmet, og i visse tilfælde i forbindelse med kriminalitet, der henvises til punkt 71 ff om handleplaner.

Høring m.v. af barnet eller den unge

40. Er et barn fyldt 12 år, skal der efter § 58, stk. 1, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, og forinden der træffes afgørelse i en sag om ophør af en anbringelse, finde en samtale sted med barnet herom. Der er efter bestemmelsen således tale om en egentlig pligt for kommunen til altid at give barnet mulighed for en samtale. Samtalen med barnet indgår som et naturligt led i sagsbehandlingen og formålet med samtalen er bl.a. at give kommunen et førstehåndskendskab til det eller de børn, som sagen drejer sig om. Kommunen skal ikke vurdere konkret, om barnet med nytte kan udtale sig om sagen. Derimod har barnet ret til at afslå at udtale sig. Oplysning herom vil i disse tilfælde opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted. Forældremyndighedens indehaver kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale.

Da børn, der er fyldt 12 år, er tildelt en egentlig ret til at blive hørt, bør barnets opfattelse tillægges betydning i den samlede vurdering vedrørende afgørelsen om foranstaltninger.

Efter § 58, stk. 2, skal der for børn under 12 år foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det. Det fremgår således direkte af loven, at kommunen skal inddrage mindre børns holdning, inden der træffes afgørelse om en påtænkt foranstaltning, der vedrører barnet. Det er forudsat, at oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

Selv om der ikke er tale om en høringsregel som den, der gælder for børn, der er fyldt 12 år, vil det være en følge af bestemmelsen, at der også for børn under 12 år i videst muligt omfang lægges vægt på barnets mening. Heri ligger tillige, at barnets holdning skal fremgå af sagen.

Information når afgørelse om foranstaltning er truffet

41. Det må i øvrigt fremhæves, at det er af største vigtighed, at børn og unge informeres om, at der er truffet afgørelse om en foranstaltning, inden denne iværksættes. Der er tale om en opgave, som det må anses for naturligt, at forældrene varetager. Bliver kommunen imidlertid opmærksom på, at forældrene ikke kan eller evner at fortælle barnet eller den unge, hvad der skal ske, bør forvaltningen søge sikret, at dette sker, enten ved at hjælpe forældrene hermed eller ved selv at påtage sig opgaven.

Betingelserne for at iværksætte foranstaltninger

§ 40. Kommunen kan træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Blandt de i stk. 2 nævnte foranstaltninger vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. dog § 41. En afgørelse efter stk. 2, nr. 11, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2.

Valg af foranstaltning

42. Kommunen kan efter § 40, stk. 1, træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksættelse af frivillige foranstaltninger. Det er imidlertid ikke ethvert behov, der udløser støtte efter § 40, stk. 2. Dette udtrykkes ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal være af hensyn til et særligt behov for støtte. Desuden ligger det forudsætningsvis i henvisningen til stk. 2, at vurderingen af, hvad der er væsentligt af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, relaterer sig til de foranstaltninger, der nævnes i stk. 2. Det må samtidig understreges, at det har været hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når dette må anses for formålstjenligt udfra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i loven.

43. Efter § 40, stk. 1, 2. pkt., skal der blandt de i stk. 2 nævnte foranstaltninger vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med formålsbestemmelsen i § 32, stk. 2, hvorefter problemerne så vidt muligt skal afhjælpes i hjemmet eller det nære miljø. Bestemmelsen har i øvrigt også nær sammenhæng med kravene i § 38 om undersøgelse og kravene til redegørelsen for denne, idet det er vigtigt, at der allerede fra starten vælges den eller de foranstaltninger, der kan bidrage til mere varig løsning af problemerne frem for hjælp, der alene sigter mod løsning af akut opståede problemer. Dette udelukker dog ikke, at der kan være situationer, hvor der er behov for at sætte fokus på akutte problemer i første omgang for derefter at sætte ind med en langsigtet indsats.

Bestemmelsen bygger på de almindelige principper om proportionalitet og mindsteindgreb, hvorefter der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og at der skal være et rimeligt forhold mellem mål og middel. Det er en selvfølge, at hjælpen ikke skal gå udover, hvad der er brug for i den enkelte sag, men det er lige så vigtigt, at familien ikke som følge af en misforstået brug af det mindste indgrebs princip skal gennemgå en række foranstaltninger, der hver især er utilstrækkelige til løsning af problemerne. Det mindste indgrebs princip må ses i lyset af det overordnede princip om formålstjenlighed, således at der blandt de formålstjenlige foranstaltninger vælges den mindst indgribende. Det betyder, at opregningen af mulige foranstaltninger i § 40, stk. 2, ikke er udtryk for en form for rangfølge, hvor det påhviler kommunen at gennemprøve rækken af mulige foranstaltninger eventuelt afsluttende med en anbringelse uden for hjemmet. Der vil således være tilfælde, hvor det allerede fra sagens start viser sig, at den mest formålstjenstlige foranstaltning er en anbringelse. Der skal i alle tilfælde med det samme satses på den hjælpemulighed eventuelt en kombination af flere foranstaltninger - som efter en indledende undersøgelse af barnets eller den unges forhold må anses for den rette til opfyldelse af det konstaterede behov. Der skal i den forbindelse lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, jf. § 32, stk. 5. Hvis man har valgt at sætte en eller flere foranstaltninger i værk, bør der efterfølgende foretages en opfølgning af indsatsen, for at undersøge om det er den eller de rigtige foranstaltninger, som man har valgt at sætte i værk.

Samtykke

44. Afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 40, stk. 2, træffes normalt med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Efter § 41 er der dog adgang til at træffes afgørelse om konsulentbistand, personlig rådgiver, fast kontaktperson, selv om forældremyndigheden indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, se punkt 64. For så vidt angår muligheden for tvangsmæssigt at gennemføre en anbringelse uden for hjemmet henvises til kapitel 4.

Er der fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke, også selv om forældrene ikke bor sammen. Der henvises til punkt 60 om fælles forældremyndighed.

I overensstemmelse med, at den unge, der er fyldt 15 år, er tildelt partsstatus, vil en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11, kun kunne gennemføres som en frivillig foranstaltning, når der foreligger samtykke fra både den unge og fra indehaveren af forældremyndigheden. Samtykket skal omfatte formålet med anbringelsen, se punkt 59. Bestemmelsen om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, omhandler alene anbringelse uden for hjemmet, idet dette må anses for at være det mest vidtgående. Samme medvirken og motivation fra den unge vil imidlertid være nødvendig i forhold til andre af de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 2. Det vil derfor også i disse tilfælde være vigtigt at inddrage den unge, når der påtænkes iværksat andre foranstaltninger, se punkt 40 om høring m.v. af barnet eller den unge.

De enkelte foranstaltninger

§ 40.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte

1) at yde konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold og kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge et dagtilbud, en ungdomsklub, et uddannelsessted eller lignende,

2) at yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,

3) at yde familiebehandling eller lignende støtte,

4) at tilbyde døgnophold jf. 40 b, for både forældremyndighedens indehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien på en døgninstitution, i en plejefamilie, på et andet godkendt opholdssted eller i et botilbud godkendt af amtskommunen efter reglerne i § 94 a,

5) at tilbyde en aflastningsordning jf. 40 b, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted,

6) at udpege en personlig rådgiver for barnet eller den unge,

7) at udpege en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien,

8) at yde økonomisk støtte til udgifter, der følger af foranstaltninger nævnt i nr. 1-5, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil,

9) at yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet,

10) at yde økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil,

11) at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 40 b, 49 og 51.

12) at formidle et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetale en godtgørelse til den unge.

Stk. 3

45. Anvendelsen af de tilbud, der opregnes i § 40, stk. 2, forudsætter, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt. De enkelte foranstaltninger, som er beskrevet nedenfor, har hver især et indbygget formål - en kerne - men samtidig nogle fleksible ydre grænser, der gør, at foranstaltningerne overlapper hinanden, hvilket indebærer, at to eller flere foranstaltninger kan anvendes samtidigt eller i forlængelse af hinanden. Beskrivelsen af foranstaltningerne har til formål at gøre tilbudene mere gennemskuelige. Det er samtidig forudsat, at indsatsen kan udvikles inden for de givne rammer, således at opregningen ikke forhindrer udviklingen af nye tilbud. Fx kan et tilbud om støtte i hjemmet med henblik på at undgå anbringelse uden for hjemmet sammensættes, så der ydes en så omfattende og specialiseret støtte i hjemmet, at tilbuddet kan sammenlignes med et døgntilbud.

Foranstaltningerne kan tilbydes enkeltvis eller i kombination med hinanden. Rækkefølgen af foranstaltningerne er derfor ikke udtryk for en tidsmæssig prioritering i et sagsforløb.

Det er nødvendigt, at kommunen inddrager amtskommunen ved afgørelse om optagelse i (visitation til) døgntilbud, hvis kommunen ønsker amtslig medfinansiering. Det skal ses i sammenhæng med indførelsen af grundtakstfinansiering. Se nærmere i kapitel 11 om finansiering og Socialministeriets vejledning om grundtakstmodellen.

§ 40, stk. 2, nr. 1

46. Konsulentbistand kan tilbydes familier, når det må antages, at der over et vist forløb kan være behov for støtte til barnet/den unge eller familien. Der kan være tale om samlivsproblemer, opdragelsesproblemer, sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet. Særligt sagkyndige kan inddrages i sagsbehandlingen, eventuelt ved inddragelse af amtskommunens særlige ekspertise.

Tilbudet om konsulentbistand efter nr. 1 adskiller sig således fra den almindelige rådgivning efter § 3 og den familieorienterede rådgivning efter § 5 derved, at bistanden har karakter af en egentlig foranstaltning, som der træffes afgørelse om at iværksætte, og at den tidsmæssigt vil strække sig over et vist forløb. Desuden vil der typisk i samarbejde med forældrene være opstillet nogle målsætninger for forløbet af samtalerne.

Forløbet af disse samtaler med familien og barnet eller den unge kan føre til, at der skønnes at være behov for at præcisere, at familien skal følge en bestemt fremgangsmåde, eventuelt i tilslutning til nærmere angivne foranstaltninger, fx at barnet skal søge et dagtilbud, eller at et barn eller en ung skal søge en skole eller andet uddannelsessted, en ungdomsklub eller lignende. Deltagelse i forskellige foreningsaktiviteter, fx sportsforeninger kan også være en fornuftig løsning ud fra en konkret vurdering.

Anvendelsen af foranstaltningen må som udgangspunkt bygge på barnets eller den unges og forældremyndighedsindehaverens motivation til samarbejde.

Beslutning om foranstaltningen kan træffes uden samtykke efter § 41, jf. punkt 64.

Der vil kunne ydes støtte til udgifter, der følger af de givne anvisninger vedrørende barnet eller den unge, i det omfang forsørgeren ikke selv har midler dertil, jf. § 40, stk. 2, nr. 8.

§ 40, stk. 2, nr. 2

47. Denne foranstaltning tager primært sigte på forskellige former for støtte i hjemmet (»hjemme-hos« ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes samlet, herunder gennem at gøre familien i stand til at tage vare på barnet eller den unge. Opgaverne er mangeartede, idet det er den enkelte families behov, der bestemmer, hvordan opgaverne løses.

En støtte til familien kan fx bestå i at støtte familien i at strukturere hverdagen, at sørge for at børnene kommer i skole, til idræt eller lignende, at støtte forældrene i grænsesætning over for børnene, at motivere forældrene til aktiviteter og at støtte familien i kontakt til omgivelserne.

Støtten ydes i hjemmet af en person, der er ansat af kommunen med det formål at få familien til at fungere bedre. Støtten kan derfor være af såvel pædagogisk karakter som af praktisk art, eller hvad der i øvrigt måtte være behov for. Til at yde denne støtte i hjemmet kan ansættes personer med de fornødne forudsætninger for arbejdet, herunder med pædagogisk, psykologisk eller social uddannelse. Afgørelsen hviler på en vurdering af, hvilken sagkundskab der skønnes nødvendig i forbindelse med behovet hos familien, samt en vurdering af problemets karakter.

Støtten kan ydes i meget varierende perioder fra nogle få måneder til flere år, og tilstedeværelsen af en støtteperson i familien kan variere fra flere timer dagligt til et besøg 1-2 timer en gang om ugen eller hver 14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af problemerne må antages at kræve.

Der kan også under et barns ophold uden for hjemmet være brug for at yde støtte til familien af hensyn til sammenhængen i den samlede støtte, jf. punkt 76 ff, om de elementer der indgår i den plan, der udarbejdes i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet. Et element i støtten er reglen i § 40 a, hvorefter kommunen skal tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

§ 40, stk. 2, nr. 3

48. Der er igennem de senere år udviklet en række familierettede projekter med det formål at bevare familien samlet. Familiebehandling eller anden lignende støtte over for hele familien kan ydes i hjemmet, som ambulant behandling eller i form af barnets eller den unges ophold i et dagbehandlingstilbud. For så vidt angår familiebehandling ved døgnophold henvises til § 40, stk. 2, nr. 4.

Udgangspunktet for familiebehandling efter § 40, stk. 2, nr. 3, er, at problemer og mål beskrives og aftales i samarbejde med forældrene. Problem- og målformulering sker ud fra forældrenes opfattelse, og formuleringen revideres i løbet af behandlingen i takt med forældrenes ændrede forståelse af deres egen situation. Forældrene er fortsat de primært ansvarlige for opdragelsen og omsorgen for barnet under behandlingsforløbet. Formålet med familiebehandlingen er at give familien mere hensigtsmæssige samspilsformer og indbyrdes relationer. Midlerne vil være forskellige, men vil typisk bestå i udførelse af praktiske dagligdags opgaver, lege og spil, suppleret med familie- og gruppesamtaler og individuel støtte. Behandlingsarbejdet tilrettelægges efter den enkelte families problemer og ressourcer.

Da det er afgørende for et sådant familiearbejde, at forældrene har praktisk og økonomisk mulighed for at forpligte sig til at deltage i det nødvendige antal hele eller halve dage, kan der ydes økonomisk støtte til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 40, stk. 2, nr. 8.

Familiebehandling kan også tilbydes familien i tilknytning til, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11.

§ 40, stk. 2, nr. 4

49. Bestemmelsen giver hjemmel til, at hele familien eller enkelte af dens medlemmer sammen med barnet eller den unge kan få ophold uden for hjemmet. Formålet med denne foranstaltning er at give familier et tilbud, der er mindre indgribende end døgnanbringelse af barnet eller den unge.

Opholdet vil oftest indgå som led i familiebehandling. Principperne herfor, jf. punkt 48, gælder tilsvarende ved døgnophold for hele familien.

Der er ikke noget til hinder for at benytte plejefamilier, godkendte opholdssteder eller døgninstitutioner, jf. §§ 49 og 51. For døgnophold for hele familien, som finder sted i private tilbud, som ikke er godkendt efter disse bestemmelser, gælder § 94 a. Efter denne bestemmelse godkender amtskommunen private tilbud efter § 40, stk. 2, som generelt egnede og fører tilsyn med disse tilbud. Der henvises til Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om godkendelse af og tilsyn med visse private botilbud for voksne.

Der er ingen egenbetaling for døgnophold for hele familien. I tilfælde, hvor en familie modtager kontanthjælp eller pension samt børneydelser under opholdet, vil det ud fra princippet om at undgå dobbeltforsørgelse være rimeligt, at familien betaler et beløb for kosten. Fastsættelsen af et sådant kostbeløb må naturligvis tage hensyn til den husleje og andre faste udgifter, som familien må udrede under døgnopholdet uden for hjemmet.

§ 40, stk. 2, nr. 5

50. Bestemmelsen giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne. Dette gælder, hvad enten aflastningen angår børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller børn og unge med sociale vanskeligheder. Der kan være flere formål med en aflastningsordning, fx aflastning af forældrene, støtte i opdragelsen af barnet eller forskellige former for optræning af barnet. I alle tilfælde er der tale om en foranstaltning for et barn eller en ung med ophold i eget hjem. Tidsmæssigt kan de enkelte aflastningsophold strække sig fra 1 - 2 dage til 2 - 3 uger ad gangen, typisk weekends og ferieperioder. Selve aflastningsordningen vil kunne fungere for en længere årrække, eventuelt under hele opvæksten.

Aflastningsophold efter § 40, stk. 2, nr. 5, er således beregnet til ophold af kortere varighed. I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at det er en betingelse for at bevare retten til børneydelserne, at et aflastningsophold efter § 40, stk. 2, nr. 5, er kortvarigt, jf. Socialministeriets vejledning om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det er efter bestemmelsen et krav, at aflastningsopholdet finder sted i en plejefamilie, et opholdssted eller på en døgninstitution, jf. §§ 49 og 51.

I praksis bruges aflastningsophold også i kombination med døgnanbringelse på institution/plejefamilie/opholdssted. I disse tilfælde er aflastningsopholdet en integreret del af døgnanbringelsen, jf. § 40, stk. 2, nr. 11.

§ 40, stk. 2, nr. 6

51. Der kan udpeges en personlig rådgiver for barnet eller den unge. En personlig rådgiver kan udpeges for børn og unge, der skønnes at have behov for vejledning og rådgivning vedrørende fx arbejde, uddannelse, fritid eller som led i et vilkår ved tiltalefrafald. En personlig rådgivers opgave er således at vejlede og rådgive om en række praktiske forhold, der skønnes at kunne støtte barnet eller den unge i opvæksten og/eller med hensyn til de fremtidige leve- og arbejdsvilkår.

Ved udpegning af en personlig rådgiver for børn og unge fra de etniske minoriteter bør kommunen være særlig opmærksom på de forhold, som familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til.

Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter § 41.

Foranstaltningen kræver i princippet ikke den unges samtykke, men beskikkelse af en personlig rådgiver for en ung, der udtrykkelig modsætter sig dette, vil dog som regel være udsigtsløst.

Med den unges samtykke kan foranstaltningen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 23. år, jf. punkterne 67 og 68.

§ 40, stk. 2, nr. 7

52. Efter bestemmelsen kan der udpeges en fast kontaktperson for et barn eller en ung og for hele familien.

For så vidt angår udpegning af en fast kontaktperson for et barn eller en ung, retter denne foranstaltning sig mod situationer, hvor barnet eller den unge skønnes at have behov for en fast voksenkontakt, som barnets eller den unges familie ikke anses at kunne opfylde. Kontaktpersonens opgave er at yde en støtte på det nære personlige plan ved at være til rådighed, når barnet eller den unge har behov for en voksen til at læsse bekymringer over på, tale med, blive opmuntret af, og som samtidig kan stille krav til og korrigere eller om nødvendigt stoppe barnet eller den unge, hvis der udvises uacceptabel adfærd.

En kontaktpersons opgave er - i modsætning til en personlig rådgivers opgave - således at forholde sig til barnets/den unges totale situation på linie med, hvad der normalt ville være forældrenes opgave. Det er derfor væsentligt, at den, der udpeges, er en person, som barnet eller den unge med tryghed vil henvende sig til. De særlige forudsætninger for de personer, der udpeges, må være, at der eksisterer et tillidsforhold mellem barnet eller den unge og den voksne, eller at et sådant tillidsforhold bedømmes meget hurtigt at kunne etableres. En mulig kontaktperson vil derfor ofte skulle findes i barnets eller den unges nære omgivelser, fx en pædagog, en lærer, en klubmedarbejder, en idrætstræner eller en anden voksen person, som barnet eller den unge har tillid til. Ved valg af kontaktperson til børn og unge fra de etniske minoriteter gælder det samme som anført med hensyn til udpegning af personlig rådgiver, jf. punkt 51.

Den faste kontaktpersons indsats vil variere efter forholdene i det enkelte tilfælde. I nogle tilfælde vil nogle få timer ugentlig være tilstrækkeligt, mens det i andre tilfælde er afgørende, at barnet eller den unge har mulighed for at kunne bruge kontaktpersonen døgnet rundt i en periode.

Afgørelse om en fast kontaktperson til et barn eller en ung kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. § 41.

Med den unges samtykke kan foranstaltningen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 23. år, jf. punkterne 67 og 68.

For så vidt angår udpegning af en fast kontaktperson til hele familien er denne mulighed bl.a. et led i styrkelsen af den særlige indsats overfor utilpassede unge. Der kan tilbydes en fast kontaktperson til hele familien, uafhængigt af om der er truffet beslutning om andre foranstaltninger efter § 40, stk. 2.

Der kan udpeges en fast kontaktperson til hele familien, uanset om barnet eller den unge har eller får udpeget en fast kontaktperson. Hvis der er behov for én person til at fungere som kontaktperson for barnet eller den unge og en anden person til at varetage opgaven som kontaktperson for hele familien, må det sikres, at ordningen tilrettelægges, så den ikke virker konfliktskabende, men bidrager positivt til en samlet løsning på familiens problemer. Det bør i den forbindelse sikres, at de to kontaktpersoner forfølger et fælles mål, og at ansvarsfordelingen mellem kontaktpersonerne er klar og veldefineret.

Det er kontaktpersonens opgave at medvirke til en koordineret indsats overfor hele familien. I modsætning til en støtteperson efter § 40 a, som tilbydes forældremyndighedens indehaver i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, er det ikke afgørende om et eller flere af familiens børn eller unge er anbragt udenfor hjemmet.

At kontaktpersonen tilknyttes hele familien indebærer, at indsatsen udover at inddrage forældre og børn/unge, også inddrager eventuelle andre familiemedlemmer, som kan være af betydning for en forandring af forholdene i familien. Inddragelse af andre familiemedlemmer i arbejdet kan især være relevant i forhold til familier med anden etnisk baggrund end dansk, hvor fx onkler, tanter, bedsteforældre mv. kan spille en væsentlig rolle i familiens hverdagsliv.

Der er ikke regler for, hvem der kan være kontaktperson. Det vil således være en konkret vurdering, kommunen foretager i det enkelte tilfælde. Det kan ikke udelukkes, at det i særlige tilfælde kan være relevant, at et familiemedlem får denne rolle.

Samme kontaktperson kan være tilknyttet også andre børn eller unge med problemer, dvs. flere forskellige familier. For eksempel kan en sådan model anvendes, hvor der på grund af familiernes anden etniske baggrund end den danske kan være brug for en kontaktperson med særlig indsigt i disse forhold for eksempel en person, der selv har samme etniske baggrund. En sådan person med samme baggrund, og som selv er velintegreret i det danske samfund, vil også gennem sit virke som rolle-model/forbillede kunne støtte og hjælpe familien med at ændre forholdene i hjemmet.

§ 40, stk. 2, nr. 8

53. Udgifterne til selve foranstaltningerne afholdes efter reglen i § 131, stk. 5. Bestemmelsen i § 40, stk. 2, nr. 8, giver adgang til at yde støtte til dækning af udgifter, som familien får som en følge af iværksættelse af de under § 40, stk. 2, nr. 1-5, nævnte foranstaltninger. Der vil fx kunne ydes tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af familiebehandling iværksat efter nr. 3 og 4.

Udgifterne kan ydes til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke har midler til afholdelsen. Det afgørende for bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, kan der også ydes hjælp til mindre udgifter.

Hjælp til betaling af dagtilbud efter serviceloven afgøres efter Socialministeriets bekendtgørelse om forældrebetaling for ophold i dagtilbud til børn. Følger der i forbindelse med beslutningen om, at barnet skal søge et dagtilbud, eventuelt andre udgifter for forældrene, vil der kunne ydes hjælp efter § 40, stk. 2, nr. 8, til disse.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at afholde udgifter i forbindelse med støttepersoner i dagtilbud eller lignende, da denne form for støtte må etableres inden for rammerne af det pågældende dagtilbud, og udgifterne hertil afholdes som driftsudgift (100 pct. kommunal udgift) for dagtilbud under kommunerne.

§ 40, stk. 2, nr. 9

54. Bestemmelsen giver mulighed for at yde økonomisk bistand som en formålsbestemt foranstaltning for at undgå et barns eller en ungs anbringelse eller fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet. Hjælp i medfør af bestemmelsen er ikke trangsbestemt.

Når bistanden ydes for at undgå et barns eller en ungs anbringelse eller fremme en hjemgivelse, er det en forudsætning, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af hjælp og muligheden for at undgå anbringelse/fremme hjemgivelse, og dette skal fremgå af sagsfremstillingen. Det er derfor af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en samlet løsning af familiens problemer, og at støtten tilsigter at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at yde en familie hjælp til løbende forsørgelsesudgifter. Som eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder kan nævnes hjælp til bedre bolig, fx hjælp til istandsættelse, flytning og indskud, sanering af gæld eller betaling af mindre anskaffelser.

Bestemmelsen giver ligeledes mulighed for at yde hjælp til udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med barnet eller den unge under anbringelsen, for at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. I disse situationer er det en forudsætning, at der er klar sammenhæng mellem udgiften og formålet at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. Bestemmelsen giver således ikke generel mulighed for at yde tilskud til fødselsdags- og julegaver. Eksempelvis kan bestemmelsen anvendes til at yde hjælp til specielle udgifter, der er nødvendige for, at barnet eller den unge kan besøge forældrene i hjemmet.

§ 40, stk. 2, nr. 10

55. Bestemmelsen giver mulighed for at yde hjælp til dækning af forældrenes udgifter ved barnets eller den unges kost/efterskoleophold, uden at der skal ske en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. Bestemmelsen vil kunne anvendes i en række tilfælde, hvor barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, jf. § 40, stk. 1, men hvor barnets/den unges problemer er mindre alvorlige end det, der danner grundlag for en anbringelse uden for hjemmet.

Bestemmelsen er udtryk for et ønske om at forbeholde anbringelsesbegrebet for de situationer, hvor der er behov for de kommunale forpligtelser, som følger af en anbringelse.

Der vil fortsat være tilfælde, hvor der er behov for, at et ophold på en kost- eller efterskole sker som led i en anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11. Afgrænsningen må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

For at kunne yde støtte efter den sociale lovgivning til et kost- eller efterskoleophold skal kriteriet i § 40, stk. 1 være opfyldt, det vil sige, at barnet eller den unge skal have behov for særlig støtte. De økonomiske forhold hos de biologiske forældre eller prisen på et kostskoleophold er altså ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for, at en foranstaltning sættes i værk med en delvis eller fuldstændig økonomisk støtte fra de sociale myndigheders side.

Om muligheden for at yde børnetilskud m.v. under opholdet henvises til Socialministeriets vejledning om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Lovgivningen stiller ikke krav om, at der skal foreligge en generel godkendelse af stedet, for at der kan ydes tilskud efter denne bestemmelse. Det er derfor kommunen, der konkret må vurdere, om man finder, at det givne skoletilbud kan opfylde de behov, der er hos barnet eller den unge for støtte.

§ 40, stk. 2, nr. 8 - 10

56. De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaveren efter § 40, stk. 2, nr. 8 - 10, er skattefri for denne.

§ 40, stk. 2, nr. 11

57. Bestemmelsen giver hjemmel til at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet.

En anbringelse uden for hjemmet skal vurderes i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, som er nævnt i § 40, stk. 2, nr. 1- 11. For at kunne opfylde formålet med anbringelsen, jf. § 53 om udarbejdelse af en plan forud for anbringelsen, kan der derfor være behov for en kombination af foranstaltninger over for hele familien. Der kan her henvises til punkt 77 ff om indholdet af planen.

§ 40, stk. 2, nr. 12

58. Efter bestemmelsen kan kommunen formidle et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetale en godtgørelse til den unge. Muligheden for at udbetale en godtgørelse til den unge i forbindelse med formidling af et praktiktilbud er et led i indsatsen overfor utilpassede unge, idet den giver mulighed for at motivere særligt socialt belastede unge til at lade sig integrere i det almindelige samfundsliv. Målgruppen er således socialt belastede unge, der har problemer med at begå sig i livet. Det vil i denne sammenhæng primært sige i forhold til:

- At fastholde tilknytningen til uddannelsessystemet

- At opnå eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved egen hjælp

De unge er ofte præget af problemer i forhold til deres familie, samtidig med at kammeraterne ofte er præget af samme belastninger, hvilket kan medvirke til at fastlåse de unge i en uacceptabel og marginal social position. Bestemmelsen skal således også ses i sammenhæng med muligheden for at udpege en fast kontaktperson til hele familien, jf. punkt 52, og reglen i § 58 a om udarbejdelse af planer for unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Opretholdelse af den unges kontakt til skolesystemet kan være et sigte i forbindelse med udbetaling af godtgørelse ved deltagelse i et praktiktilbud, men behøver ikke være det. Det kan godt være et tilstrækkeligt formål i sig selv, at støtte den unges indtræden på arbejdsmarkedet med henblik på forbedring af den unges sociale situation i det hele taget.

Den enkelte kommune træffer afgørelse om størrelse og udbetaling af godtgørelse. Det er ikke hensigten med godtgørelsen at tilsidesætte grundprincippet om forældres forsørgelsesansvar overfor unge under 18 år. Derfor er det forudsat, at godtgørelsen udgør et mindre beløb. Vejledende retningslinier for fastsættelse af godtgørelse er udarbejdet af de kommunale organisationer. Retningslinjerne findes bl.a. på KL´s hjemmeside, www.kl.dk.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at kræve udgiften til godtgørelsen betalt af den unges forældre, når disse har midler hertil. Godtgørelsen er skattepligtig indkomst. For unge, der har ophold i et anbringelsessted for børn og unge, vil godtgørelsen være at betragte som indtægt ved eget arbejde. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge, der indgår som bilag til denne vejledning. Udbetaling af godtgørelse ophører ved den unges 18. år.

Samtykke til anbringelsen

§ 54. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 58a, stk. 4, 1. pkt.

59. Det fastsættes i § 54, at samtykket fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en anbringelse uden for hjemmet skal omfatte formålet med anbringelsen.

§ 54 henviser til bestemmelsen i § 58a om udarbejdelsen af handleplaner for barnets eller den unge ophold uden for hjemmet, se punkt 71 ff. Med henvisningen til bestemmelsen i § 58a opstilles der kvalitative krav til det samtykke, der skal foreligge forud for en anbringelse på frivilligt grundlag. Det er således handleplanens beskrivelse af formålet, dvs. hvad der kan opnås med en anbringelse, og hvad der skal ske undervejs, der danner grundlag for afgivelsen af samtykket fra forældremyndighedens indehaver og tillige fra den unge, når denne er fyldt 15 år.

Som nævnt under punkt 76 ff er det væsentligt, at handleplanen på forståelig måde angiver nogle tydelige rammer for indsatsen, og dermed fremstår som et rimeligt bedømmelsesgrundlag, således at det samtykke, der gives til en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke.

Der stilles derimod ikke krav om samtykke til samtlige elementer i handleplanen. Det bør dog indgå som en vigtig del af sagsbehandlingen forud for en anbringelse, at forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge får en grundig orientering om alle de elementer, der indgår i handleplanen.

Med opstillingen af kvalitative krav til samtykket er det hensigten, at indehaveren af forældremyndigheden i højere grad vil føle sig forpligtet af sit samtykke, og at forældremyndighedens indehaver med sin accept af formålet med anbringelsen, også vil acceptere at indgå i et konstruktivt samarbejde med kommunen om at få det bedste ud af anbringelsen til gavn for barnet eller den unge og familien i øvrigt.

Et samtykke, der alene retter sig mod selve anbringelsen, men ikke mod formålet, vil på denne baggrund ikke kunne betragtes som et samtykke efter § 54, hvorfor en anbringelse i et sådant tilfælde må vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. § 42, stk. 1 og stk. 3.

Der er ikke opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykket, men det må anses for formålstjenligt, at samtykket afgives skriftligt. Den praktiske fremgangsmåde kan i øvrigt fastlægges af kommunen.

Særligt om fælles forældremyndighed

60. Det er forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke til anbringelsen. Reglerne om fælles forældremyndighed indebærer, at det er hyppigt forekommende, at forældre, der ikke lever sammen, har fælles forældremyndighed over deres fælles børn. I sådanne tilfælde skal begge forældre give samtykke.

Dette gælder uanset, om barnet eller den unge bor fast hos den ene af forældrene.

Er forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, af en sådan karakter, at det er påkrævet, at barnet eller den unge ikke bliver boende der, skal kommunen i samarbejde med forældrene undersøge, hvor barnet eller den unge kan bo. Da den anden af forældrene har del i forældremyndigheden og dermed pligt til at drage omsorg for barnet eller den unge, skal kommunen undersøge, om barnet eller den unge nu kan få ophold hos den anden af forældrene.

Kan forældrene blive enige herom, er der ikke grundlag for at iværksætte foranstaltninger i form af anbringelse uden for hjemmet.

Ønsker den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet og ikke hos den anden af forældrene, der er indstillet på at have barnet eller den unge boende, må denne kræve den fælles forældremyndighed bragt til ophør og forældremyndigheden tillagt sig, jf. reglerne herom i loven om forældremyndighed og samvær. Ønsker den anden af forældrene ikke at benytte sig af sin adgang til at kræve den fælles forældremyndighed bragt til ophør, må der iværksættes foranstaltninger over for dem begge. Barnet eller den unge vil ikke af kommunen kunne anbringes hos den anden af forældrene, som har del i forældremyndigheden.

Er forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, sådanne, at der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, hvis barnet eller den unge bliver boende hos denne, kan en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 42 kun ske i forhold til begge forældre, der har del i forældremyndigheden. En afgørelse truffet af børn og unge-udvalget er således ugyldig, hvis afgørelsen alene er truffet over for den ene indehaver af forældremyndigheden. Har den anden af forældrene gode forhold, og er denne indstillet på at have barnet eller den unge boende, vil der normalt ikke være grundlag for at iværksætte en tvangsmæssig foranstaltning. Er den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, enig i, at barnet eller den unge kan bo hos den anden, kan barnet eller den unge blot flytte, hvorfor kommunen i almindelighed ikke behøver at iværksætte foranstaltninger for barnet eller den unge. Ønsker den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, imidlertid ikke at give slip på barnet eller den unge, mens den anden af forældrene ønsker at have barnet eller den unge boende, kan denne anlægge sag om at få forældremyndigheden alene. Er der behov for at få barnet eller den unge flyttet hurtigt, kan der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden efter reglerne i loven om forældremyndighed og samvær. Er den anden af forældrene således indstillet på at opfylde den omsorgspligt, der ligger i at have del i forældremyndigheden, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for at iværksætte en tvangsmæssig anbringelse efter § 42.

Er der behov for øjeblikkelig indgriben, fx i tilfælde af akut omsorgssvigt, kan det være nødvendigt at gribe til en foreløbig afgørelse efter § 45. En sådan afgørelse har virkning over for begge forældre, der har del i forældremyndigheden, og begge forældre skal derfor inden 24 timer efter afgørelsen have skriftlig besked herom og tilbud om advokatbistand, jf. § 45, stk. 2. I forbindelse med en sådan foreløbig afgørelse kan det forekomme, at der ikke har været den nødvendige tid til at kontakte den anden af forældrene. Det kan derfor forekomme, at der træffes afgørelse om en sådan tvangsmæssig foranstaltning over for denne, uanset om denne er egnet og villig til at have barnet eller den unge boende.

Viser det sig at være tilfældet, kan den foreløbige afgørelse imidlertid ophæves, således at barnet eller den unge kan hjemgives. Dette sker derved, at forældrene bliver enige om, at barnet eller den unge flytter over til den anden af forældrene, eller at forældremyndigheden - eventuelt ved en midlertidig afgørelse - tillægges denne alene.

Ophold uden for hjemmet for unge forældre under 18 år

61. Hvis en ung under 18 år, der selv har et barn, anbringes uden for hjemmet sammen med barnet, betragtes opholdet som en foranstaltning for den unge og barnet under ét. Der skal således ikke træffes en særskilt afgørelse vedrørende barnet, så længe barnet opholder sig sammen med den, der har forældremyndigheden.

Domfældte

62. Ifølge Justitsministeriets cirkulære nr. 2/1985, ændret ved cirkulære nr. 29/989, kan der ske overførsel af domfældte i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, til behandlingsinstitutioner. Servicelovens almindelige regler om visitation og finansiering af udgifter ved opholdet anvendes, bortset fra de særlige regler i cirkulærets § 7 om ydelse af løsladelsesgebyr. Det er en forudsætning for anvendelsen af servicelovens regler om børn og unge, at den domfældte er under 18 år ved visitationen.

Støtteperson til forældre i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

§ 40 a. Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, og §§ 42 og 42 a.

63. Kommunen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Det gælder uanset om barnet eller den unge er anbragt med eller uden samtykke. Det er støttepersonens opgave at lytte og være der for forældrenes egen skyld. En støtteperson for forældrene kan være med til at dække de behov, som forældrene har under barnets anbringelse og derved også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet. Det kan medføre en større gensidig respekt, hvor kommunen og anbringelsesstedet i højere grad forventes at respektere, at forældrene forsat er forældre, og hvor forældrene i højere grad oplever, at de har betydning for børnene også under anbringelsen. Støttepersonen skal give forældrene modspil, hjælpe med udredning af spørgsmål i forhold til den måde det offentlige system fungerer på, hjælpe med forberedelse og evaluering af møder og hjælpe med at læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen. Det er vigtigt af hensyn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig. Støttepersonen varetager dog ikke opgaver af behandlingsmæssig karakter fx i forhold til forældrenes misbrug, psykiske problemer mv. Støttepersonen kan medvirke til, at forældrene støttes til at blive afklaret i forhold til anbringelsen, og at forældrene under anbringelsen hjælpes til at forbedre forældreskabet, herunder fastholde kontakten til barnet. For forældrene kan anbringelsesforløbet herved blive mindre smertefuldt, og barnet kan opleve en mindre grad af splittelse mellem forældrene og anbringelsesstedet, fordi forældrene har et sted at gøre af deres følelser og frustrationer mod anbringelsesstedet, mod systemet og mod sig selv. Herudover kan en støtteperson bidrage til at støtte forældrene på en række andre punkter, fx i at løse de problemer, der har været medvirkende til, at barnet eller den unge måtte anbringes udenfor hjemmet.

Støttepersonen tildeles i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet indgår som et konkret element i de foreslåede foranstaltninger. Støttepersonen kan fortsætte i en kortere periode efter hjemgivelsen. Støttepersonen skal være et tilbud under selve anbringelsen.

Da det er vigtigt,

· at det er et tilbud, som forældrene til anbragte børn frit kan vælge,

· at forældre selv kan vælge den konkrete støtteperson,

· at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen,

· at støttepersonen er fleksibel og

· at støttepersonen har vidensmæssig og personlig baggrund i forhold til de krav, der bør stilles til en støtteperson

vil det være hensigtsmæssigt, at kommunen/amtskommunen udarbejder en liste over »kvalificerede støttepersoner«, som forældrene kan vælge ud fra. Det er således ikke tanken, at nære familiemedlemmer eller andre fra forældrenes nære personlige netværk udpeges som støtteperson. Ordningen, hvorefter forældrene tildeles en støtteperson, er uafhængig af forældrenes eventuelle advokatbistand. Kommunen fastsætter tidsforbruget for støttepersonen og kan i den forbindelse vurdere forældrenes behov, herunder deres udbytte af støtten og hvornår i anbringelsesforløbet støtten ydes.

Det er ikke meningen med ordningen, at en støtteperson skal træde i stedet for en eventuel bisidder. Forældrene kan ud over støttepersonen også have en bisidder, og myndighederne kan således ikke afvise bisidderdeltagelse med henvisning til støttepersonordningen. Der ydes dog ikke betaling til en bisidder.

Kommunens afgørelse i forbindelse med forældrenes eventuelle valg af en støtteperson, der ikke er opført på listen, kan indbringes for det sociale nævn, ligesom forældrene kan indbringe spørgsmålet om støttens omfang, jf. punkt 241.

Servicelovens § 41

§ 41. Afgørelser efter § 40, stk. 2, nr. 1, 6 og 7, jf. § 40, stk. 1, kan træffes, selv om forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke. Afgørelse herom skal træffes i et møde i det personsagsudvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

64. § 41 giver mulighed for at træffe afgørelse om foranstaltninger i form af ydelse af konsulentbistand mv., udpegning af en personlig rådgiver og udpegning af en fast kontaktperson, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat. Afgørelse herom skal træffes i det udvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af modstanden fra indehaveren af forældremyndigheden. Der skal således foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste modstand. Herudover skal betingelsen i § 40, stk. 1, om, at foranstaltningen skal være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, være opfyldt.

Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning imod deres protest.

En afgørelse efter denne bestemmelse vil ikke kunne gennemtvinges, hvis indehaveren af forældremyndigheden modsætter sig foranstaltningen.

Delegationsforbud

65. En afgørelse efter § 41 skal træffes i et møde i det udvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I magistratskommuner træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem. Kravet om, at afgørelsen skal træffes i et møde (af vedkommende magistratsmedlem) betyder, at der i disse sager er et forbud mod at delegere afgørelserne til forvaltningen.

Ophør af foranstaltninger

66. Efter § 46, stk. 1, skal foranstaltninger efter §§ 40, 41, 42 og 42 a ophøre, når formålet er nået, eller når de ikke opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Bestemmelsen i § 46, stk. 1, er en lovfæstelse af det grundlæggende princip, at en hjælpeforanstaltning skal ophøre, når der ikke længere er behov for den, eller når den ikke længere gør gavn. Heri ligger også et krav om, at kommunen af egen drift skal vurdere, om foranstaltningen fortsat opfylder sit formål.

Ved anbringelse uden for hjemmet vil dette indgå i revision og opfølgning af planen, jf. punkterne 139 og 140.

Vedrørende hjemgivelse henvises til punkt 157 ff.

Tilbud til de over 18-årige

§ 62 a. Kommunen yder hjælp efter stk. 2 og 3 til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Stk. 2. Kommunen kan træffe afgørelse om, at en tildelt personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, jf. § 40, stk. 2, nr. 6 og 7, kan opretholdes.

Stk. 3. Til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 8 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunen træffe afgørelse om,

1) at døgnophold jf. 40b,i et anbringelsessted, jf. §§ 49 og 51, kan opretholdes,

2) at udpege en personlig rådgiver for den unge, jf. § 40, stk. 2, nr. 6,

3) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 40, stk. 2, nr. 7, og

4) at etablere en udslusningsordning jf. 40b, i det hidtidige anbringelsessted.

Stk. 4. Tilbud efter stk. 2 og 3 skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.

Stk. 5

§ 62 b. Den unge betaler for døgnophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 4, efter regler, der fastsættes af socialministeren.

67. Efter § 62 a kan visse foranstaltninger for børn og unge opretholdes, indtil den unge fylder 23 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed, ligesom visse nye tilbud kan iværksættes for unge i alderen fra det 18. til det 23. år, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 8 umiddelbart inden det fyldte 18. år. Af foranstaltningerne for børn og unge, er det alene de foranstaltninger, som er nævnt i § 62 a, der kan opretholdes eller iværksættes efter det 18. år. Er der behov for andre foranstaltninger, er det voksenreglerne, som finder anvendelse.

Tilbudene til de unge skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år. Det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tilbudet er opfyldt, ligesom kommunen træffer afgørelse om ophør af tilbudet.

Hensigten med reglerne om tilbud til de 18-22-årige er ikke at fastholde unge over 18 år i tilbud til børn og unge, herunder unge over 18 år med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, i tilbud til børn og unge. Det er derimod hensigten at give de unge, der har behov for denne særlige støtte, mulighed for en mere glidende overgang til voksentilværelsen. Når der er tale om opretholdelse af foranstaltninger efter lovens kapitel 8, bevares kommunens forpligtelse efter reglerne om særlig støtte til børn og unge, for så vidt angår tilsyn og revision af planer. Reglen skal også ses i sammenhæng med reglen i § 46, stk. 4, om at revisionen af planen i forbindelse med en anbringelse skal være afsluttet senest 6 måneder, før den unge fylder 18 år, jf. punkt 163.

Opretholdelse af personlig rådgiver og fast kontaktperson tildelt inden det 18. år

68. Kommunen kan efter § 62 a, stk. 2, træffe afgørelse om opretholdelse af en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, der er tildelt den unge før det 18 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og den unge er indforstået hermed. Den personlige rådgiver eller den faste kontaktperson kan over en længere periode være med til at give den unge råd og vejledning, tryghed og sikre eller fastholde den unge i et godt forløb. For en nærmere beskrivelse af formålet med at udpege en personlig rådgiver eller fast kontaktperson henvises til punkterne 51 og 52.

Tilbud til unge, der er eller var anbragt i et anbringelsessted umiddelbart inden det fyldte 18. år

69. Kommunen kan træffe afgørelse om at opretholde et døgnophold i et anbringelsessted efter lovens §§ 49 og 51 udover det 18. år, dog længst indtil det fyldte 23. år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Den unge skal være indforstået hermed.

Den unge, der var anbragt umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan få tildelt en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson i perioden indtil det fyldte 23. år, hvis det efter anbringelsens ophør viser sig behov herfor, selv om dette ikke var forudset ved revision af planen inden det 18. år. En personlig rådgiver eller kontaktperson kan herefter over en kortere eller længere periode være med til at give den unge råd og vejledning, tryghed og sikre eller fastholde den unge i et godt forløb.

Udslusningsordningen, jf. § 62 a, stk. 3, nr. 4, er et tilbud rettet mod den gruppe af unge, der har været anbragt uden for hjemmet, og som har behov for ophold af kortere varighed i det tidligere anbringelsessted. Der kan være tale om tilbud til unge, som ikke har en naturlig familiemæssig hjemmebase, hvor de kan være i forbindelse med ferier, weekender mv. Tidsmæssigt forudsættes det, at opholdet ligesom ved aflastningsophold for unge under 18 år, jf. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 5, kan strække sig fra 1-2 dage til 2-3 uger ad gangen. Selve udslusningsordningen vil kunne fungere for en længere periode, afhængig af den enkelte unges situation. Den unge får hermed mulighed for at »læne« sig op af anbringelsessteder, hvor andre unge tilsvarende har mulighed for at »læne« sig op af deres forældre. I forbindelse med udslusningen fra anbringelsesstedet er det vigtigt, at de unge har eller får et netværk. Anbringelsesstedet kan på forskellig måde være med til at forberede dette under anbringelsen, fx ved at etablere netværks- eller rådgivningsgrupper, som tidligere anbragte børn og unge kan trække på.

Unge, der ud over det 18. år fortsat har ophold i et anbringelsessted, har mulighed for at modtage kontanthjælp og aktivering, men vil ikke være berettiget til at modtage uddannelsesstøtte (Statens Uddannelsesstøtte), uanset at den unge skal betale for opholdet i anbringelsesstedet.

Kommunen må især i tilfælde, hvor en foranstaltning ønskes opretholdt ud over det 18. år, være opmærksom på, at en ung, der fylder 18 år, får selvstændig opholdskommune. Det er således den unges egen opholdskommune, der skal træffe afgørelse om eventuel opretholdelse af en foranstaltning. Dette har især betydning i de tilfælde, hvor barnet/den unge har været anbragt i en anden kommune end den kommune, hvor forældremyndighedens indehaver bor.

Om muligheden for at aftale, at den tidligere opholds- og handlekommune forbliver handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, henvises til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Betaling

70. Den unge, der er fyldt 18 år, betaler efter § 62 b for døgnophold i et anbringelsessted for børn og unge og for udslusningsophold efter regler, der fastsættes af socialministeren i bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge. Bekendtgørelsens § 12a indeholder regler om, at kommunen fastsætter betalingen efter de regler, der er fastsat for betaling m.v. for midlertidige ophold i kommunale boformer efter § 91 og amtskommunale boformer efter §§ 93 og 94 i servicelovens kapitel 18. Der henvises herom til Vejledning om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne. Opholdsbetalingen opkræves af kommunen.

Handleplaner

§ 58 a. Kommunen skal skønne, om det er hensigtsmæssigt som led i tilbud til børn og unge efter afsnit II at tilbyde at udarbejde en handleplan, jf. dog stk. 2 og 3. Vurderingen skal ske ud fra barnets, den unges eller forældrenes ønske og karakteren og omfanget af det pågældende tilbud.

Stk. 2. Inden der træffes afgørelse om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, og § 42, skal der udarbejdes en handleplan. Kan anbringelsen ikke afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med anbringelsen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunen snarest muligt at opstille en handleplan.

Stk. 3. For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunen udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Stk. 4. Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet.

Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnet eller den unge, herunder behandling, uddannelse m.v. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. stk. 2, skal handleplanen endvidere angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

71. Reglerne i lov om social service om handleplaner på børn- og ungeområdet fremgår samlet i § 58 a og gennemgås nedenfor.

Pligten til at udarbejde handleplaner.

72. Kommunen skal altid udarbejde en handleplan i sager om:

· anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet og

· unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Kommunen skal - ud over de tilfælde, hvor de har pligt til at udarbejde handleplaner - altid skønne, om det er hensigtsmæssigt at udarbejde en handleplan. I denne overvejelse skal barnets eller den unges og forældrenes eventuelle ønske om at få en handleplan indgå med vægt.

Ved vurderingen af behovet for en handleplan skal der tages hensyn til barnets eller den unges og forældrenes samlede behov og karakteren, omfanget, sværhedsgraden og tidshorisonten for den indsats, der er brug for.

Ved opretholdelse af foranstaltninger efter lovens kapitel 8 for unge, der er fyldt 18 år, bevares kommunens forpligtelse efter reglerne om særlig støtte til børn og unge for så vidt angår tilsyn og revision af handleplaner. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med reglen i § 46, stk. 4, om, at revisionen af handleplanen i forbindelse med en anbringelse skal være afsluttet senest 6 måneder, før den unge fylder 18 år.

73. Sagsbehandleren inddrager i arbejdet med handleplaner barnet eller den unge og forældrene i sagen, og formulerer bl.a. formålet og den indsats, som der er brug for. Om høring af barnet og den unge se i øvrigt punkt 40.

En handleplan er primært en »aftale« mellem forældrene og kommunen. Det betyder fx, at i sager om døgnophold kan handleplanen omfatte meget mere end de ydelser, der indgår i selve døgnopholdet.

Det skal fremgå af journalen eller anden registrering, at kommunen har vurderet spørgsmålet om udarbejdelse af en handleplan, herunder om barnet, den unge eller forældrene har ønsket en handleplan.

Udarbejdelse af planer i forbindelse med anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet

74. I de tilfælde, hvor en kommunes undersøgelse fører til, at den foranstaltning, som må anses for at være den mest formålstjenlige, er en anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet, stiller § 58 a særlige krav til kommunens videre behandling af sagen.

Efter § 58 a skal der forud for en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet udarbejdes en handleplan for barnets eller den unges ophold. Dette gælder, hvad enten anbringelsen sker med samtykke eller iværksættes tvangsmæssigt efter § 42. Kravet om handleplaner gælder således i alle anbringelsessager.

Brug af handleplaner skal medvirke til at kommunen foretager målrettede og systematiske overvejelser. Kravet om planlægning af indsatsen, før denne iværksættes, skal samtidig bidrage til en kontinuitet i børnesagerne, som må tillægges stor betydning.

75. Behovet for en anbringelse kan opstå så akut, at det ville være i modstrid med formålet med anbringelsen at lade denne afvente udarbejdelsen af en plan. Efter § 58 a er det i sådanne tilfælde tilstrækkeligt med en kortfattet angivelse af formålet med anbringelsen. Kommunen skal da snarest muligt opstille en egentlig handleplan.

For foreløbige anbringelser uden samtykke skal handleplanen være opstillet, så den kan indgå i indstillingen ved sagens endelige forelæggelse for børn og unge-udvalget, dvs. senest inden 1 måned efter børn og unge- udvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse efter § 45, stk. 3

Ved en akut anbringelse på frivilligt grundlag bør en sådan efterfølgende plan normalt foreligge senest 14 dage efter anbringelsen.

Handleplanens enkelte elementer

76. I § 58 a opregnes de elementer, som handleplanen i alle tilfælde skal indeholde en beskrivelse af. Bestemmelsen stiller ikke krav om en bestemt grad af detaljering i handleplanens beskrivelse af de enkelte elementer, men handleplanen må på forståelig måde angive nogle tydelige rammer for indsatsen over for barnet eller den unge. Dette er nødvendigt for, at den eller de personer, der skal forholde sig til handleplanen, har et rimeligt bedømmelsesgrundlag.

Sker anbringelsen af barnet eller den unge på frivilligt grundlag, er handleplanen et centralt led i samtykket fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, og forståeligheden af handleplanens enkelte dele er væsentlig for det forpligtende samarbejde med forældremyndighedens indehaver, som der bør sigtes på.

Finder kommunen, at der er grundlag for at anbringe barnet eller den unge tvangsmæssigt, indgår handleplanen i kommunens indstilling til børn og unge-udvalget om, hvorvidt der skal træffes en sådan beslutning, og er derfor af væsentlig betydning for afgørelsen.

77. Handleplanens centrale element er angivelsen af formålet med anbringelsen, uanset om anbringelsen er frivillig eller sker tvangsmæssigt. For en frivillig anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, er angivelsen af formålet tillige knyttet til bestemmelsen i § 54 om det informerede samtykke, hvorefter samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. punkt 59.

Handleplanen skal således først og fremmest beskrive, hvad der ønskes opnået med anbringelsen uden for hjemmet, dvs. hvorfor en anbringelse må anses for at kunne løse de problemer og vanskeligheder for barnet eller den unge, som kommunens undersøgelse har klarlagt.

Det bør tillige beskrives, hvilken type af de forskellige anbringelsessteder - døgninstitutioner, familiepleje, opholdssted - der menes egnet til at klare barnets eller den unges problemer. Der er ikke efter loven nogen foretrukken anbringelsesform. Må det forudses, at opnåelsen af formålet med anbringelsen vil indebære, at der kan blive tale om anvendelse af forskellige typer af anbringelsessteder i forlængelse af hinanden, fx døgninstitution efterfulgt af ophold i familiepleje, bør beskrivelsen omfatte dette forhold.

78. I handleplanen skal der tages stilling til sådanne særlige forhold vedrørende barnet eller den unge, som den konkrete situation giver anledning til. Det kan dreje sig om forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, undervisning eller videreuddannelse. Der bør således af kommunen søges givet en fyldig beskrivelse af så mange aspekter som muligt i den indsats over for barnet eller den unge, som kommunen forestiller sig er nødvendig for at opnå formålet med anbringelsen.

Tilhører barnet eller den unge en etnisk minoritet må kommunen ved udarbejdelsen af handleplanen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund kan udgøre ved en anbringelse uden for hjemmet. Særligt må der lægges vægt på hensynet til, at der skabes sammenhæng i barnets eller den unges opvækst. Det betyder bl.a., at børn og unge bør have mulighed for at holde deres modersmål ved lige og for fortsat at praktisere deres religion.

79. Handleplanen skal endvidere angive anbringelsens forventede varighed. Selv om det kan være vanskeligt at angive tidsperspektivet ved en anbringelse, må det konkret overvejes, hvilken tid det vil tage at nå formålet. For forældrene er det vigtigt at kende resultatet af disse overvejelser, da varigheden må anses at være et væsentligt forhold for forældrene ved enhver anbringelse. Endvidere kan en angivelse af tidsperspektivet bidrage til at skabe en forståelse hos forældrene for, at anbringelsen må forløbe i overensstemmelse med den lagte handleplan, for at formålet kan opnås, og at hjemgivelsesbegæringer fra forældrene i utide derfor kan - omend ikke undgås - så dog formindskes.

80. Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både barnet eller den unge og familien, som det er væsentligt, at der satses på, er det præciseret, at handleplanen endvidere skal beskrive hvilke former for støtte, der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse. Det er vigtigt, at der arbejdes videre med at støtte familien til en løsning af de problemer, som har været medvirkende til barnets eller den unges vanskeligheder.

I de særlige tilfælde, hvor der tidligere har været iværksat flere forskellige former for støtte til familien, som har været resultatløse, fordi familien ikke har ønsket at indgå aktivt i et samarbejde med kommunen om løsning af problemerne, eller familien har frasagt den tilbudte støtte efter kort tid, og det således må anses for formålsløst at iværksætte nye støtteformer, vil oplysninger herom i handleplanen opfylde lovens krav.

Der gøres opmærksom på reglen om, at forældre skal tilbydes en støtteperson under anbringelsen, jf. § 40 a. Generelt kan det siges at spørgsmålet, om hvilken støtte familien vil have behov for efter en hjemgivelse af barnet eller den unge, kan være vanskeligt at forudse på tidspunktet for handleplanens udarbejdelse, dvs. før afgørelsen om anbringelse træffes. Dette element i handleplanen vil imidlertid kunne konkretiseres ved den løbende vurdering og eventuelle revision af handleplanen under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet. Dette planpunkt skal i hvert fald kunne beskrives klart ved den sidste revision af planen forud for en hjemgivelse, jf. § 46, stk. 3. Der henvises herom til punkterne 139 og 162.

Særligt om udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med kriminalitet

81. Kravet om handleplaner i forbindelse med kriminalitet omfatter unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. I disse tilfælde skal kommunen udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Udover voldskriminalitet omfatter begrebet anden alvorlig kriminalitet forbrydelser som voldtægt, røveri, grovere former for hærværk og tyveri, samt forsøg på sådanne forbrydelser.

Det er ikke et krav, at den unge er dømt, og det dermed anses for bevist, at den unge faktisk har begået voldskriminalitet eller anden form for alvorlig kriminalitet. I den forbindelse bemærkes, at unge under den kriminelle lavalder på 15 år ikke er omfattet af straffeloven, således at skyldspørgsmålet ikke kan afgøres ved domstolene. Skyldspørgsmålet er ikke i sig selv afgørende for udarbejdelse af handleplanen. Det er hensigten, at der skal sættes ind så tidligt som muligt. Det er derfor ikke formålstjenstligt at afvente en evt. domsfældelse.

Kommunens behandling af sagen kan, i tilfælde hvor der ikke er tale om bevist kriminalitet, alene ske ud fra, at der er foretaget en underretning om formodet kriminalitet. Dokumentationen fra politiet er et udgangspunkt for aktivt at inddrage barnet eller den unge og forældrene i sagen.

Kommunen skal efter § 58 a udarbejde en foreløbig handleplan senest 7 dage efter, kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet. Hvis den pågældende i forvejen er kendt af kommunen, vil en handleplan ofte kunne foreligge hurtigere. I det omfang kommunen imidlertid ikke i forvejen kender barnet eller den unge, der pågribes i alvorlig kriminalitet, kan selv 7 dage anses for kort tid til at udarbejde en langsigtet handleplan for indsatsen. Kravet omfatter i disse tilfælde alene en foreløbig handleplan. Denne vil være med mulighed for efterfølgende justeringer, når barnets eller den unges situation er undersøgt yderligere. 7 dages-fristen skal således vise barnet/den unge og familien, at der reageres hurtigt på kriminaliteten. Den konkrete indsats tilrettelægges af kommunen. For de 15 - 17 årige bør kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen. Det bør i denne forbindelse indgå, at kriminalforsorgen kan foranledige udarbejdet en personundersøgelse, jf. retsplejelovens § 808, om sigtedes forhold, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse ved retten, inden for en kortere tidsfrist.

82. Bestemmelserne om handleplaner i forbindelse med kriminalitet er et led i den særlige indsats over for utilpassede unge. Målgruppen er unge under 18 år, som har begået voldskriminalitet eller anden form for alvorlig kriminalitet. For denne gruppe af unge har kommunen en forpligtelse til at udarbejde en handleplan for indsatsen, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge.

Formålet er at sikre, at der i disse tilfælde iværksættes en planlagt og kontrolleret indsats med henblik på at forpligte den unge, forældrene og forvaltningen i et gensidigt samarbejde med det formål at medvirke til at få den unge på ret vej allerede, når den unge første gang kommer ud i kriminalitet. Hermed fastholdes forældrenes og kommunernes ansvar for den unge.

83. Reglerne er et supplement til ordningen med ungdomskontrakter, jf. Socialministeriets vejledning om ungdomskontrakter af 3. juli 1998. Efter denne ordning kan unge på 15 år og derover, der har begået visse former for kriminalitet, tilbydes en ungdomskontrakt som vilkår for tiltalefrafald.

Ungdomskontraktordningen omfatter således ikke børn under 15, idet de ikke kan idømmes straf. Ordningen omfatter heller ikke unge på 15 år og derover, der har begået voldskriminalitet. I de tilfælde, hvor barnet eller den unge er omfattet af ordningen med ungdomskontrakter, vil kravet i § 58 a være opfyldt ved indgåelsen af ungdomskontrakt. Der skal derfor ikke udarbejdes en handleplan efter § 58 a.

84. Også i andre tilfælde, hvor der er lagt en handleplan for indsatsen ud fra andre bestemmelser end den foreslåede, herunder om handleplaner ved anbringelse uden for hjemmet, er lovens krav opfyldt, og der skal ikke udarbejdes en selvstændig handleplan i forbindelse med kriminaliteten.

I lyset af den modtagne dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet kan der evt. være grundlag for at overveje en revision af den tidligere udarbejdede handleplan.

85. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. I kommunens overvejelser omkring planarbejdet indgår således den unge og familiens motivation til at indgå i et langsigtet samarbejde med henblik på at forebygge ny kriminalitet.

Planen skal angive formålet med indsatsen samt hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende den unge, herunder behandling, uddannelse mv. Indholdet af den enkelte handleplan vil således være helt afhængig af de konkrete forhold. Kommunerne vil her kunne lade sig inspirere af de planer, der allerede anvendes, dels efter reglerne om ungdomskontrakter, jf. ovennævnte vejledning, dels efter reglerne om planer ved anbringelse uden for hjemmet, jf. ovenfor.

Der henvises endvidere til Socialministeriets vejledning nr. 10 af 31. januar 2000 om hurtig indsats over for børn og unge, der begår kriminalitet. Yderligere information om arbejdet med kriminelle børn og unge kan bl.a. fås i inspirationskataloget »Børn og kriminalitet« fra 2000 og inspirationshæftet » Ungdomskontrakter« fra 2001, der begge er udarbejdede for Socialministeriet af Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge.

Ungdomssanktionen

86. Straffelovens § 74 a giver mulighed for, at retten kan bestemme at en ung, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, og som har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser - en såkaldt ungdomssanktion. Retten kan give den dømte pålæg svarene til de vilkår, der kan fastsættes efter straffelovens § 57 om betingede domme.

En ungdomssanktion kan kort beskrives som en dom til længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af fastholdelse. Særvilkår med behandlingsmæssigt sigte formuleres i reglen som en bemyndigelse til tilsynsmyndigheden (typisk kommunen for de 15 17 årige). I almindelighed formuleres særvilkår i generelle vendinger, således at der overlades tilsynsmyndigheden vide beføjelser med henblik på at kunne tilpasse vilkårene efter den dømtes aktuelle behov.

Ungdomssanktionen giver dermed mulighed for at fastholde den unge i et behandlingsforløb, der på længere sigt kan få den unge på ret kurs. Ungdomssanktionen idømmes af retten bl.a. på baggrund af en indstilling fra de sociale myndigheder. Her gennemgås de sociale myndigheders opgaver og roller i forbindelse med ungdomssanktionen.

Hvem kan idømmes en ungdomssanktion

87. Målgruppen for ungdomssanktionen er unge mellem 15 og 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov.

Der er fire kriterier for afgrænsning af den personkreds, som ungdomssanktionen skal kunne anvendes overfor: Et objektivt alderskriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige profil ( »social profil«), et kriterium, der angår kriminalitetens art (kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet).

I forhold til alderen er det alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende for, om der kan idømmes en ungdomssanktion. Afviklingen af ungdomssanktionen kan strække sig ud over det fyldte 18. år, uanset at den unge ikke giver samtykke. Almindeligvis vil det ikke komme på tale at idømme en ungdomssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid efter fylder 18 år. Dette kan dog finde sted, hvis det bliver anset for formålstjenstligt på grund af tiltaltes personlige forhold, herunder den tiltaltes mangel på modenhed.

For så vidt angår den sociale profil er målgruppen for ungdomssanktionen kendetegnet ved, at der er tale om unge med markante tilpasningsproblemer. Dvs. unge med en mangelfuldt udviklet evne til at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i normale sociale sammenhænge og ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd er i mange tilfælde karakteriseret ved, at de ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes.

Anvendelsen af ungdomssanktionen forudsætter, at foranstaltningen må anses for formålstjenstlig i forhold til at imødekomme den unges særlige behov for behandling, og at undgå at den unge begår ny kriminalitet. Det er derfor en forudsætning for anvendelsen af ungdomssanktionen, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling.

Det er forudsat, at der kun helt undtagelsesvist bliver tale om at erklære en ung, der opfylder den sociale profil, for uegnet til behandling. Det er ikke en betingelse for idømmelse af ungdomssanktionen, at den pågældende giver samtykke til foranstaltningen. Der henvises i øvrigt til overvejelserne om samtykke og egnethed, »Rapport om ungdomskriminalitet« s. 125-130, Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet, 2001, Justitsministeriet.

Elementerne i en ungdomssanktion

88. En ungdomssanktion har en samlet varighed på 2 år. Rammerne for ungdomssanktionen fastsættes i dommen. De tre typiske elementer i en ungdomssanktion er et indledende ophold i en sikret afdeling, et ophold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted og en tredje periode i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder. Den dømte kan fx ved dommen pålægges at overholde kommunens nærmere bestemmelser om den socialpædagogiske behandling og efterkomme de sociale myndigheders pålæg om opholdssted, herunder overførsel, tilbageførsel eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt opholdssted ud over det i dommen fastsatte, men inden for de generelle længstetider.

Ungdomssanktionen indledes med et institutionsophold, typisk i en sikret afdeling. Formålet med dette ophold er dels at få standset den unges kriminelle handlinger ved at fjerne den unge fra lokalmiljøet og dels at tilvejebringe grundlaget for den videre socialpædagogiske behandling. Varigheden vil almindeligvis være 2 måneder, svarende til den normale varighed af en socialpædagogisk observation. Der kan dog i dommen fastsættes kortere eller længere varighed eller der kan fastsættes en maksimal varighed, fx »indtil 4 måneder«. Det samlede ophold på en sikret afdeling må dog ikke overstige 12 måneder.

Efter dette indledende institutionsophold skal den unge anbringes under lempeligere former, f.eks. på en (ikke sikret) institution eller et egnet opholdssted. Varigheden af dette ophold bør almindeligvis være op til 12 måneder, således at det samlede institutionsophold bliver på højst 14 måneder. Den samlede længstetid for ophold på institution/opholdssted, inkl. opholdet på sikret afdeling, må ikke overskride 1 år og 6 måneder.

En tredje periode foregår i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder.

Eksempelvis kunne en ungdomssanktion, indebære at den dømte:

· i 2 år undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere bestemmelser undergiver sig socialpædagogisk behandling

· i de første 2 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge

· og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en døgninstitution eller et godkendt opholdssted

· i øvrigt efterkommer pålæg fra de sociale myndigheder om opholdsted, herunder tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt opholdssted, inden for de længstetider, der er fastsat i straffelovens § 74 a, stk. 2, 2. pkt.

I tilfælde hvor en ung, der er idømt en ungdomssanktion, begår ny kriminalitet, kan retten forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted med indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 74 a, stk. 2.

Kommunens opgaver i forbindelse med idømmelsen af en ungdomssanktion

89. For at tilvejebringe et grundlag for sanktionsfastsættelsen indhenter anklagemyndigheden i forbindelse med forberedelsen af straffesager mod unge under 18 år oplysninger om sigtedes personlige forhold hos kommunen. Kommunen tager i denne forbindelse stilling til, hvorvidt socialpædagogisk behandling må anses for formålstjenlig. Som led i den plan, der jf. punkt 81 - 85 er pligt til at udarbejde, bør kommunen ligeledes tage stilling til, hvilke pålæg, der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.

Kommunen udarbejder således en indstilling, der indeholder forslag til, hvordan ungdomssanktionen for den pågældende unge bør udformes. Kommunen bør i denne forbindelse indstille, hvor længe den unge bør opholde sig på en sikret afdeling og i hvor lang tid den unge efterfølgende skal være anbragt på en åben institution/opholdssted. Har den unge under sagen været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling og er der her gennemført en pædagogisk observation, der viser, at den pågældende ikke har behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitution.

Til brug for udarbejdelsen af både den foreløbige handleplan, jf. punkt 81, og udarbejdelsen af indstillingen, kan kommunen indhente resultaterne fra den personundersøgelse, som kriminalforsorgen udarbejder.

Det er centralt, at sagsbehandlingen foregår hurtigt i sager, hvor idømmelse af ungdomssanktionen kan komme på tale.

Kommunens opgaver under afsoning af en ungdomssanktion

90. Under afsoning af en ungdomssanktion har kommunen ansvaret for den socialpædagogiske behandling af den unge. En dom til en ungdomssanktion angiver alene rammer for forløbet. Det er kommunens ansvar inden for bemyndigelsen i dommen, at udfylde disse rammer, således at formålet med foranstaltningen bedst muligt kan opnås.

Heri ligger bl.a., at det er kommunen, der indenfor de rammer der følger af dommem, træffer afgørelser om på hvilken institution og evt. opholdssted anbringelsen skal finde sted. Kommunens ansvar medfører ligeledes, at kommunen inden for bemyndigelsen i dommen, kan tilpasse handleplanen løbende uden rettens godkendelse, selv om handleplanen er en del af indstillingen til retten ved idømmelsen af sanktionen. Samtidig skal det understreges, at serviceloven ligeledes gælder for unge, der er idømt ungdomssanktion, hvilket bl.a. betyder, at servicelovens foranstaltninger kan tilbydes sideløbende med en afsoning af ungdomssanktionen. I tilrettelæggelsen og gennemførelsen af en ungdomssanktionen, må der stræbes efter at motivere den unge til forandring og samarbejde, fx gennem relevante tilbud om beskæftigelse og uddannelse.

At den unge er idømt behandlingen betyder alene, at kommunen ikke kan ændre på varigheden af den samlede indsats eller nedsætte varigheden af institutionsopholdene, hvis dommen angiver faste rammer for disse. Normalt vil dommen dog give mulighed for, at varigheden af institutionsopholdene kan forkortes eller forlænges alt efter den unges adfærd og udvikling.

Kommunen kan efter bemyndigelse i dommen lempe foranstaltningen ved at afkorte det indledende ophold i en sikret afdeling eller lade den unge overgå til den ambulante periode tidligere, end man oprindeligt havde regnet med, hvis den unges opførsel og udvikling taler for dette.

Kommunen kan ligeledes efter bemyndigelse i dommen træffe beslutning om, at den unge skal tilbageføres til eller forblive på en sikret afdeling, på en døgninstitution eller et opholdsted, også selv om det måtte indebære, at den unge kommer til at tilbringe mere tid i institutionen/opholdsstedet end oprindeligt forudsat i dommen.

Forbliven i, overførsel til eller tilbageførsel til en sikret afdeling kræver dog, at det amt, hvor den sikrede afdeling er beliggende, giver tilsagn til dette. Forbliven i, overførsel eller tilbageførsel til en sikret afdeling kan ske, når det må anses for formålstjenstligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, f.eks. fordi der forekommer ny kriminalitet og » springture«.

De i punkt 88 angivne længstetider for ophold i lukkede og åbne institutioner må ikke overskrides. Et eventuelt institutionsophold i en situation, hvor en ung idømt ungdomssanktionen allerede har opholdt sig 1 år og 6 måneder i institution eller opholdssted, kan således ikke ske i henhold til den idømte ungdomssanktion, men må ske efter servicelovens regler. Det bemærkes dog, at retten kan forlænge længstetiderne ved ny kriminalitet.

Kommunens afgørelser om at en ung skal overføres, tilbageføres eller forblive på en sikret afdeling, en døgninstitution eller et opholdsted kan af den unge kræves indbragt for domstolene. Indbringelsen har ikke opsættende virkning. Der er ikke klageadgang gennem det sociale ankesystem, når kommunens afgørelse træffes med hjemmel i en bemyndigelse i dommen - og ikke efter serviceloven.

Det sociale nævns og Den Sociale Ankestyrelses beføjelser uden klage

§ 47. Såfremt kommunen ikke foretager fornødne undersøgelser, kan det sociale nævn træffe afgørelse om, at der skal iværksættes undersøgelse, og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 2. Hvis der er behov for foranstaltninger efter § 40 og kommunen undlader at iværksætte disse, kan det sociale nævn pålægge kommunen at træffe en afgørelse eller træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 3 Den Sociale Ankestyrelse har samme beføjelser som det sociale nævn og kan tillige træffe afgørelse efter §§ 39, 42, 42 a og 44 og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

91. Efter bestemmelsen er der tale om en beføjelse for såvel det sociale nævn som Ankestyrelsen til af egen drift at tage en sag op, hvis en kommune undlader at foretage undersøgelser eller iværksætte foranstaltninger. Det er således ikke nødvendigt, at der foreligger en henvendelse om indgriben, selv om dette vil være det almindeligste. Der er ingen begrænsning med hensyn til, hvem der kan rette henvendelse om iværksættelse af undersøgelse eller foranstaltninger. Eksempelvis vil også et barn eller en ung kunne henvende sig. Oftest vil anledningen til at tage en sag op dog være en henvendelse fra andre myndigheder, et sygehus eller slægtninge.

Det sociale nævn og Ankestyrelsen må konkret vurdere, om henvendelsen giver grundlag for at tage sagen op over for kommunen.

Det er alene Ankestyrelsen, der har adgang til at træffe afgørelse om tvangsmæssig iværksættelse af foranstaltninger.

For så vidt angår styrelseschefens adgang til at træffe foreløbig afgørelse og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen efter § 45, stk. 5, henvises til punkt 132.

Kapitel 4

Foranstaltninger m.v. der kan gennemføres tvangsmæssigt

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget

§ 62. Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om

1) gennemførelse af undersøgelse efter § 39,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42,

3) opretholdelse af en anbringelse i op til 3 måneder efter § 42 a,

4) opretholdelse af anbringelse efter § 43,

5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,

6) godkendelse af foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,

7) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 3 eller 4, jf. § 42,

8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3,

9) flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4, og

10) brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2.

11) anbefaling til Den Sociale Ankestyrelse af adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven.

Stk. 2-6.

92. Som beskrevet i kapitel 3 er det ved iværksættelse af en foranstaltning, herunder en anbringelse uden for hjemmet, vigtigt, at der sker en grundig orientering af forældrene og barnet eller den unge, så de har mulighed for at tage stilling til den påtænkte foranstaltning. Kan der ikke opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og/eller den unge, der er fyldt 15 år, kan foranstaltningen kun gennemføres, hvis de særlige betingelser for en tvangsmæssig foranstaltning er opfyldt.

Afgørelser om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger m.v. ophører, når den unge fylder 18 år.

Nedenfor gennemgås de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt, jf. § 62. Nr. 1-5 gennemgås i punkterne 93 - 109, nr. 6 i punkt 128, nr. 7 i punkt 141 ff, nr. 8-10 i punkterne 147 154 og nr. 11 i kapitel 9.

Undersøgelse uden samtykke

§ 39. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Stk. 2.

93. I tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, modsætter sig en undersøgelse, og hvor forholdene tegner sig så alvorligt, at en undersøgelse må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget efter § 39 beslutte at gennemføre en undersøgelse ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus eller ved at placere det på en institution.

Bestemmelsen sigter på de situationer, hvor der endnu ikke er grundlag for at fastslå, at en anbringelse er nødvendig, men hvor kommunen finder det absolut nødvendigt at få afklaret dette.

Efter bestemmelsen kan undersøgelsen ske under ophold på institution eller ved indlæggelse på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. I sidstnævnte situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om tilslutning fra den behandlende overlæge fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en sådan tilslutning må i almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.

Børn er ifølge lov om tvang i psykiatrien tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et barn eller en ung, der er omfattet af denne lovs særlige retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i psykiatrien.

Der er mulighed for både at lade barnet eller den unge undersøge ambulant og at lade barnet eller den unge døgnindlægge, således at barnet eller den unge må opholde sig på sygehuset eller institutionen, indtil undersøgelsen er tilendebragt. Forholdene i det enkelte tilfælde og især forældremyndighedsindehaverens holdning og indstilling må være afgørende for, hvilken fremgangsmåde der kan vælges i den konkrete situation. Viser forældremyndighedsindehaverens indstilling, at det vil være forsvarligt at gennemføre undersøgelsen ambulant, bør denne mulighed vælges, da en ambulant undersøgelse må anses for at være mest skånsom for barnet/den unge og familien.

En undersøgelse efter § 39 er ikke en anbringelse uden for hjemmet. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse træffes afgørelse efter § 57 om samvær og kontakt. Samværet og kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge i undersøgelsesfasen kan alene reguleres ud fra undersøgelsesstedets praktiske besøgsregler m.v.

Af hensyn til familien og barnet eller den unge er der i § 39 fastsat en frist for undersøgelsens maksimale varighed. Undersøgelsen skal således være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen.

Når undersøgelsen er afsluttet, dvs. når barnets eller den unges tilstedeværelse på institutionen/sygehuset ikke længere er påkrævet af hensyn til undersøgelsens gennemførelse, skal barnet eller den unge hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens kommunen udarbejder sin redegørelse om undersøgelsens resultater.

I tilfælde, hvor Den Sociale Ankestyrelse efter § 123 giver en anke over en afgørelse om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, løber 2-måneders fristen fra Ankestyrelsens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen.

Er behovet for at kunne iværksætte en undersøgelse så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelsen om iværksættelse af en tvangsmæssig undersøgelse træffes efter reglerne om foreløbige afgørelser, jf. § 39, stk. 2. I dette tilfælde regnes 2-måneders fristen fra formandens afgørelse.

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke

§ 42. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

  1. andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 2

Det centrale kriterium

94. Det centrale kriterium for at gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt er, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Ved sundhed forstås i denne sammenhæng barnets/den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets/den unges trivsel.

Begreberne »åbenbar risiko« og »sundhed eller udvikling« angiver endvidere, at der skal tages hensyn til såvel barnets/den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet/den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe. Det er således ikke en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen giver adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det f.eks. på grund af forældremyndighedsindehaverens adfærd over for ældre søskende til barnet - kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet.

95. Kravet om, at der skal foreligge åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, suppleres med en udtømmende opregning i § 42, stk. 1, nr. 1 - 4. Formålet med denne opregning er at beskrive de forhold i hjemmet eller hos barnet/den unge og/eller familien, der kan begrunde en tvangsmæssig gennemførelse af en anbringelse. De under nr. 1 - 4 opregnede forhold giver således ikke i sig selv grundlag for en beslutning om tvang. En bestemt diagnose eller lignende vedrørende indehaveren af forældremyndigheden kan heller ikke i sig selv begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos indehaveren af forældremyndigheden har på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1 - 4, fører til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets/den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets/den unges fortsatte ophold i hjemmet, er betingelserne for tvangsmæssig anbringelse opfyldt.

Opregningen har til formål at give en uddybning (kvalificering) af de forhold, der kan bevirke, at betingelserne for tvangsmæssig anbringelse er opfyldt.

Derudover indebærer opregningen, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt må angive, hvad årsagen er til, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om en udførlig begrundelse for den afgørelse, der træffes.

Årsager til åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling

Utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb

96. Som typiske situationer kan nævnes mishandling eller andre alvorlige overgreb, herunder seksuelle, samt svigtende omsorg, der dækker såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig opfyldelse af barnets/den unges basale behov for fx mad, undervisning eller behandling. En særlig form for svigtende omsorg kan bestå i en adfærd fra forældremyndighedsindehaverens side, der udelukkende er styret af dennes behov, hvorved barnet/den unge udsættes for en ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis. Årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for overgreb eller andre forhold, der udsætter barnet eller den unge for skade på sundhed eller udvikling, kan være forskellige, men vil ofte skyldes alvorlige problemer i familien i form af misbrug, sindslidelser eller svækket åndelig og følelsesmæssig udvikling. Disse forhold optræder ikke sjældent i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet/den unge og ustabile forhold, måske med skiftende partnere.

Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge

97. I visse tilfælde er det barnet eller den unge, der selv udviser så betydelige vanskeligheder, at indgreb er nødvendigt. Her vil de konstaterede vanskeligheder hos barnet eller den unge i sig selv kunne begrunde indgrebet. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med misbrugsproblemer eller udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn med kriminel adfærd. Årsagerne vil ofte hidrøre fra forhold, der nævnes ovenfor, men dette er mindre afgørende - i relation til opfyldelsen af betingelserne for et tvangsmæssigt indgreb - når der hos barnet eller den unge kan konstateres de netop nævnte vanskeligheder. Derimod kan det naturligvis i behandlingsmæssigt øjemed være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne.

Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

98. I en del tilfælde er der tale om en samvirken af faktorer, der udsætter barnet eller den unge for en åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. Der vil ofte være tale om en kombination af utilstrækkelig omsorg og konstaterede problemer hos barnet eller den unge, men ikke så udtalte, at de i sig selv kan begrunde et tvangsmæssigt indgreb. Det karakteristiske for denne gruppe vil imidlertid være, at der hos barnet eller den unge kan påvises problemer af adfærdsmæssig, følelsesmæssig eller lignende art, og at hjemmemiljøet er ude af stand til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer.

Der skal være begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses i hjemmet

99. Det er yderligere en betingelse for at træffe beslutning om tvangsmæssig anbringelse efter § 42, stk. 1, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse skal ses i sammenhæng med kravene i § 38, stk. 2, hvorefter en undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald, af hvilken art disse bør være, jf. punkt 39.

I denne betingelse ligger også, at der inden beslutningen om at indstille til en tvangsmæssig anbringelse skal ske en grundig vejledning af forældremyndighedsindehaveren, og der skal gives oplysning om, hvilke andre muligheder for hjælp der findes, som vil kunne anvendes med forældremyndighedsindehavers medvirken.

At der skal foreligge en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, betyder, at det ikke er en betingelse for at iværksætte en anbringelse, at kommunen først har afprøvet alternative foranstaltninger. Betingelsen om, at der skal foreligge en begrundet formodning, har især betydning i sager med massiv omsorgssvigt over for helt små børn. En begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets fortsatte ophold i hjemmet, vil fx kunne foreligge, hvis barnet har ældre søskende, som det har været nødvendigt at tvangsanbringe på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaveren, og hvor det ud fra foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til, at barnet får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet får den fornødne omsorg og pleje, vil der på det foreliggende grundlag kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Det må i det konkrete tilfælde vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye ekspertundersøgelser/udtalelser til belysning af omsorgsevnen over for det konkrete barn, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt.

Blandt de formålstjenlige foranstaltninger skal der altid vælges den eller de mindst indgribende jf. § 40, stk. 1, 2. pkt, der henvises til punkt 43 herom.

Anvendelse af tvangsreglerne uanset samtykke

§ 42.

Stk. 2. Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11.

Stk. 3-4

100. Det afgørende kriterium for at anvende bestemmelsen er, at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler derfor. Hermed tænkes på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge straks vil blive krævet hjemgivet, selv om der skønnes behov for en længerevarende indsats over for barnet/den unge og familien. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedsindehaveren fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. I øvrigt forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at betingelserne i § 42, stk. 1, er opfyldt, jf. punkterne 94-99.

For forældremyndighedsindehaveren er konsekvensen, at barnet eller den unge ikke frit kan hjemtages. Derfor gælder de processuelle regler for en afgørelse efter § 42, stk. 1, fuldt ud ved en afgørelse efter stk. 2.

Særligt om anbringelse af en ung der er fyldt 15 år

§ 42.

Stk. 3. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 4.

101. Som nævnt i punkt 59, vil en anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år, kun kunne gennemføres som en frivillig anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, hvis både indehaveren af forældremyndigheden og den unge giver samtykke.

For unge, der er fyldt 15 år, og som er enige i anbringelsen uden for hjemmet, er der en adgang for børn og unge-udvalget til at beslutte at anbringe den unge uden for hjemmet, selv om forældremyndighedsindehaveren protesterer. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at anbringelsen skal være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse er den samme, som gælder for iværksættelsen af foranstaltninger efter § 40 med samtykke. Der er således tale om et lempeligere kriterium end angivet i § 42, stk. 1. Om indholdet af kriteriet henvises til punkt 42. Det er endvidere en betingelse for anvendelse af § 42, stk. 3, at problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Da en beslutning efter § 42, stk. 3, er frivillig i forhold til den unge, der er fyldt 15 år, men tvangsmæssig i forhold til indehaveren af forældremyndigheden, skal beslutningen træffes efter de samme procedureregler, som gælder for beslutninger om tvangsmæssig anbringelse.

Den unge kan selv rette henvendelse om anbringelse, men det er kommunen, der afgør, om sagen skal fremmes. Det er forudsat, at bestemmelsen ikke har som formål at løse de almindelige generationskonflikter, der opstår, når de unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.

Den unge, der er fyldt 15 år, vil i øvrigt kunne klage på egen hånd, hvis kommunen ikke finder grundlag for, at den unge får ophold uden for hjemmet. Der henvises til kapitel 10, hvor klagereglerne gennemgås.

Genbehandling

102. Ved behandling af en sag efter § 42 i børn og unge-udvalget skal der altid tages stilling til genbehandlingsfristen. Efter § 43, stk. 1, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget, hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse. Den 1-årige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet i en længere periode - 1 år - ikke har været inde i et frivilligt eller tvangsmæssigt anbringelsesforløb.

Hvis barnet eller den unge derimod har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget, jf. § 43, stk. 2. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behandling har været anbragt ved en foreløbig beslutning, betragtes som anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. Dette gælder uanset, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det efterfølgende møde i børn og unge-udvalget eller ej.

Den 2- årige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet eller den unge allerede er - eller for nylig har været - inde i et anbringelsesforløb, frivilligt eller tvangsmæssigt.

Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Dette gælder både for den 1-årige og den 2-årige genbehandlingsfrist. Ved ankemyndighedernes behandling af en klage, der alene drejer sig om genbehandlingsfristen, regnes den fastsatte frist, hvis der ikke træffes anden beslutning, fra afgørelsen i børn og unge-udvalget.

Ved genbehandlingen skal der tages stilling til, om de materielle betingelser i § 42, for tvangsmæssigt at opretholde anbringelsen er opfyldt.

Eksempel 1 på genbehandlingsfrister

103. Barnet har ikke været anbragt før børn og unge-udvalget træffer afgørelse herom den 3. januar 2001. Afgørelsen bliver indbragt for Ankestyrelsen, der ved afgørelse af 29. januar 2001 fastholder børn og unge-udvalgets afgørelse.

Genbehandlingsfristen er på et år fra Ankestyrelsens afgørelse, da barnet ikke har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 3. januar 2000 til 3. januar 2001, hvor børn og unge-udvalget traf afgørelse om den aktuelle anbringelse. Børn og unge-udvalget træffer fornyet afgørelse den 17. januar 2002 om opretholdelse af anbringelsen. Afgørelsen bliver ikke indbragt for Ankestyrelsen. Genbehandlingsfristen er på to år fra børn og unge-udvalgets afgørelse den 17. januar 2002, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 17. januar 2001 til den 17. januar 2002, hvor børn og unge-udvalget traf afgørelse om den aktuelle anbringelse.

Eksempel 2 på genbehandlingsfrister

104. Barnet blev frivilligt anbragt ved en beslutning i kommunen den 6. februar 2001. Samtykket blev tilbagekaldt den 6. maj 2001, og barnet blev hjemgivet. Barnet blev på ny frivillig anbragt ved en beslutning i kommunen den 1. september 2001. Der træffes beslutning i børn og unge-udvalget den 5. november 2001 om anbringelse uden samtykke. Genbehandlingsfristen er på 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse.

Ændring af fristen for genbehandling

105. Efter § 43, stk. 3, sidste pkt., kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget, end de frister der efter hovedreglen er på henholdsvis 1 eller 2 år. Der skal foreligge væsentlige konkrete forhold for at dette kan ske. Fx kan der lægges vægt på en gunstig udvikling hos forældremyndighedens indehaver og en iværksat forældreevneundersøgelse med henblik på fremtidige foranstaltninger i hjemmet. Af disse grunde kan der eventuelt være behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end henholdsvis 1 og 2 år.

Efter § 43, stk. 4, kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis fastsætte en længere frist for genbehandling end de frister, der er nævnt i § 43, stk. 1-3. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde, hvor anbringelsen på forhånd må forventes at blive af længere varighed. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over de frister der efter hovedreglen er på henholdsvis 1 eller 2 år, jf. § 43, stk. 1 og 2. Ved vurderingen af om genbehandlingsfristen skal forlænges, skal forlængelsen sættes i forhold til den generelle genbehandlingsfrist.

En forkortet eller forlænget genbehandlingsfrist vil altid løbe indtil en bestemt fastsat dato, og er ikke som en almindelig 1-årig eller 2-årig genbehandlingsfrist påvirket af, om sagen indbringes for Ankestyrelsen eller landsretten.

Det præciseres i øvrigt, at genbehandlingsfristen har til formål at sikre, at anbringelsesgrundlaget af retssikkerhedsmæssige grunde efterprøves af børn og unge-udvalget. Beslutning om hjemgivelse træffes derimod af kommunen, der altid ved revision af handleplanen skal være opmærksom på, om formålet med anbringelsen er nået, jf. servicelovens § 46.

Lægelig undersøgelse eller behandling uden samtykke

§ 44. Hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

Stk. 2.

106. I de tilfælde, hvor der udelukkende er behov for at sikre en lægelig undersøgelse eller behandling, er det ikke nødvendigt at foretage en anbringelse af barnet eller den unge. Der vil efter bestemmelsen være mulighed for at lade behandlingen foregå ambulant, således at barnet eller den unge i øvrigt har ophold i hjemmet. En afgørelse om lægelig behandling indebærer, at barnet eller den unge i fornødent omfang kan indlægges under behandlingen. Afgørelsen vil også kunne omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere på hinanden følgende behandlinger med kort tidsinterval, og hvor barnet eller den unge i de mellemliggende perioder kan opholde sig i hjemmet. Her vil afgørelsen kunne træffes således, at den dækker det samlede behandlingsforløb.

Betingelserne for at iværksætte en lægelig undersøgelse eller behandling

107. Anvendelsen af § 44 forudsætter ligesom ved indlæggelse på sygehus til undersøgelse efter § 39, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse efter § 44 oftest vil udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedsindehaveren ikke modsætter sig.

Bestemmelsen giver kun adgang til at træffe afgørelse om lægelig undersøgelse eller behandling, hvis der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne. Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af især lidelser, der medfører betydelig og varigt nedsat funktionsevne kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved risiko for betydelig og varigt nedsat funktionsevne foreligger en situation, hvor forældremyndighedsindehaverens ret til at træffe beslutning må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.

En undersøgelse eller behandling efter § 44 er ikke en anbringelse uden for hjemmet. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse eller behandling træffes afgørelse om samvær og kontakt, jf. § 57.

Barnets eller den unges stilling

108. Bestemmelsen i § 44 angår alene adgangen til at tilsidesætte modstand fra indehaveren af forældremyndigheden. Hvis barnet eller den unge modsætter sig behandlingen, må det afgøres ud fra de retningslinier, der i øvrigt gælder om lægelig behandling imod patientens ønske, om behandlingen kan gennemføres, jf. lov om patienters retsstilling.

I forhold til behandling på psykiatrisk afdeling gælder reglerne i lov om tvang i psykiatrien. De selvstændige rettigheder, der efter disse to love er tillagt barnet eller den unge, kan ikke tilsidesættes ved en beslutning efter § 44. Derfor må barnets eller den unges holdning til indlæggelsen indgå som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget.

Tilfælde der falder uden for § 44

109. Der vil være nogle tilfælde, hvor forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få fornøden lægebehandling indgår som en del af et mere omfattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for barnet eller den unge. I så fald bør afgørelsen ikke træffes efter § 44, da denne bestemmelse alene giver adgang til at foranstalte den lægelige behandling. Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som et moment ved afgørelsen af, om der er behov for at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet om nødvendigt ved tvang efter § 42. I tilslutning til en anbringelsesafgørelse efter § 42, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, vil der kunne træffes afgørelse om nødvendig undersøgelse og lægebehandling, og en sådan afgørelse vil i modsætning til afgørelser efter § 44, ikke være begrænset til livstruende sygdom eller sygdom, der kan medføre betydelig og varigt nedsat funktionsevne.

Fremgangsmåden ved foranstaltninger m.v. der gennemføres tvangsmæssigt

110. Børn og unge-udvalgets kompetence til at træffe afgørelser er opregnet i § 62, stk. 1, se punkt 92.

Børn og unge-udvalget har kun kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at gennemføre de tvangsmæssige foranstaltninger, der foreslås i forvaltningens indstilling. Udvalget kan således f.eks. ikke beslutte, at forbindelsen mellem barnet og forældrene skal afbrydes, hvis der kun er indstilling om, at samværet skal være overvåget.

De beføjelser, der er henlagt til børn og unge-udvalget, kan ikke varetages af andre, hverken i forvaltningen eller i andre udvalg i kommunen. Hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i udvalget, kan formanden eller i dennes fravær næstformanden træffe en foreløbig afgørelse efter reglerne i § 45, jf. punkt 124 ff.

Aktindsigt m.v.

111. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i § 60, påhviler det kommunen efter § 61 at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og med retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Forvaltningslovens regler gælder fuldt ud for de afgørelser, der træffes efter reglerne om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger m.v.

Bestemmelsen fastsætter imidlertid en egentlig pligt for kommunen til at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med de rettigheder, der tilkommer denne efter forvaltningsloven, først og fremmest retten til aktindsigt samt retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse. Det bemærkes herved, at kommunen skal være særlig opmærksom på denne pligt i de tilfælde, hvor forældrene ikke ønsker at gøre brug af tilbudet om advokatbistand. Forpligtelsen efter § 61 fritager ikke kommunen for at foranstalte partshøring, jf. reglerne i forvaltningslovens § 19.

Pligten efter § 61 gælder for alle de afgørelser, hvor indehaveren af forældremyndigheden skal have tilbud om advokatbistand.

I det omfang, der træffes afgørelser som nævnt i § 60, stk. 2-4, vedrørende den unge, der er fyldt 15 år, eller andre af de deri nævnte personer, gælder forpligtelsen efter § 61, stk. 1, tilsvarende.

Bestemmelsen er alene et pålæg til kommunen om gøre parten bekendt med de rettigheder, der følger af forvaltningsloven. Selve aktindsigten, herunder omfanget og formen, afgøres efter forvaltningsloven. Bestemmelsen er således ikke udtryk for, at der tillægges parterne en videregående adgang til aktindsigt, end hvad der følger af forvaltningsloven. Undtagelsesbestemmelserne i forvaltningsloven vedrørende aktindsigt finder således tilsvarende anvendelse. Dette kan få betydning i forhold til fx plejeforældrene i en sag om flytning/hjemtagelse efter § 64, stk. 4.

En anmodning om aktindsigt fra forældrenes side bør altid medføre, at der foretages en konkret vurdering af, om undtagelsesbestemmelserne fra aktindsigt skal bringes i anvendelse for at beskytte barnet eller den unge, når det har betroet sig til offentlig ansatte eller andre om problemer i hjemmet.

Advokatbistand

§ 60. Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver gratis advokatbistand under en sag om

1) gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 39,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42,

3) opretholdelse af en anbringelse i op til 3 måneder efter § 42 a,

4) opretholdelse af en anbringelse efter § 43,

5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,

6) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,

7) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 3 eller 4, jf. § 42,

8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, og

9) brev- og telefonkontrol, jf. § 108, stk. 2.

Stk. 2. Såvel forældremyndighedens indehaver som plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en unge i privatfamiliepleje efter § 64, stk. 4.

Stk. 3. En ung, der er fyldt 15 år, skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag som nævnt i stk. 1, nr. 1-7

Stk. 4. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.

Stk. 5.

112. Udgangspunktet for retten til gratis advokatbistand er, at den, der er part i en sag om tvangsmæssige foranstaltninger, har ret til gratis advokatbistand.

Loven fastsætter, at der skal gives et tilbud om advokatbistand, men det er forældremyndighedsindehaveren, den unge eller andre berettigede, der afgør, om de vil tage imod tilbudet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig bistå af. Kommunen kan ikke påtvinge forældremyndighedsindehaveren eller andre en advokat mod deres vilje. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at kommunen som en del af den almindelige vejledning opfordrer til at benytte sig af tilbudet.

I de tilfælde, hvor der af fx forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, gives udtryk for ønske om at tage imod tilbudet, men hvor den pågældende ikke selv er i stand til eller ikke selv ønsker at tage kontakt med en advokat, bør kommunen udfolde en aktiv indsats for at skaffe en advokat til den pågældende.

Indehavere af forældremyndigheden, som bor sammen, og som er enige, er berettigede til gratis bistand fra én advokat. Loven stiller ikke krav om, at indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, får hver sin advokat. Af retssikkerhedsmæssige grunde bør det dog tilstræbes, at forældremyndighedsindehaveren og den unge får hver sin advokat.

Adgangen til advokatbistand udelukker ikke indehaveren af forældremyndigheden eller andre fra at benytte en bisidder, der kan være til støtte for den pågældende under sagen.

Der er ikke i loven fastsat et tidspunkt for, hvornår der skal gives et tilbud om advokatbistand. Det må imidlertid anses for afgørende for advokatens mulighed for at bistå under sagen, at advokaten får en rimelig tid til at sætte sig ind i sagen.

Gratis advokatbistand er først og fremmest tænkt som støtte til forældremyndighedens indehaver i forbindelse med mødet i børn og unge-udvalget, således at det sikres, at forældrene får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigelse med hensyn til sagens faktiske og retlige omstændigheder, inden der træffes afgørelse om tvangsmæssige foranstaltninger. Retten til gratis advokatbistand omfatter derfor ikke situationer, hvor der endnu ikke er berammet møde i børn og unge-udvalget, eller hvor kommunen fortsat arbejder med forældremyndighedsindehaveren på at finde en løsning og således endnu ikke har truffet beslutning om at beramme et møde i børn og unge-udvalget.

Advokatsalær

113 Efter § 60, stk. 5, gælder om salær og godtgørelse til advokater samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kap. 31.

Dommeren i børn og unge-udvalget træffer beslutning om salær og godtgørelse for udlæg, jf. forretningsordenens § 9, for sagens behandling i børn og unge-udvalget. For sagens behandling i Ankestyrelsen er det forvaltningen, der træffer afgørelse om salær og godtgørelse. Forvaltningen kan evt. i tvivlstilfælde rådføre sig med dommeren, men dommeren er ikke forpligtet. Om kommunens adgang til refusion for udgifter til advokatbistand henvises til kapitel 11.

Særligt om muligheden for en personlig støtte for barnet eller den unge (bisidder)

114. Begrebet bisidder bruges i daglig tale ofte, uden at det er helt afklaret, om der alene tænkes på personlig støtte, eller om der også menes en legal repræsentant, dvs. en person, der repræsenterer pågældende og kan handle på dennes vegne.

Efter gældende regler har såvel barn som forældre adgang til at benytte en bisidder som støtte under sagsbehandlingen. I forbindelse med adgangen til at udtale sig over for børn og unge- udvalget er adgangen til at benytte bisidder udtrykkelig nævnt, jf. § 62, stk. 2.

Også uden for disse tilfælde kan der benyttes bisidder, uden at der kan stilles krav om udtrykkelig lovhjemmel.

Når det drejer sig om børn og unge under 18 år, som er umyndige og står under forældremyndighed, er det imidlertid nødvendigt at sondre mellem en bisidder og en legal repræsentant. Den legale repræsentant for børn og unge under 18 år vil normalt være indehaveren af forældremyndigheden, som også er værge, jf. værgemålslovens kapitel 1. Unge over 15 år har ret til selvstændig advokat, jf. ovenfor under punkt 112.

Den legale repræsentant må således ikke forveksles med en personlig støtte for barnet, en såkaldt bisidder. Ved bisidder forstås i denne sammenhæng alene en personlig støtte for barnet eller den unge, der under sagen kan give barnet eller den unge råd og vejledning eller blot ved sin tilstedeværelse indgyde barnet eller den unge tryghed.

Spørgsmålet om en personlig støtte (bisidder) for barnet eller den unge kan opstå, hvis barnet eller den unge selv fremsætter ønske herom. Det er således barnet eller den unge, der må afgøre, om der er behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være.

Udgangspunktet vil som nævnt ovenfor være, at barnet eller den unge selv afgør, om der er behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være. Da barnet eller den unge, der ikke er fyldt 15 år, ikke har selvstændige partsbeføjelser efter serviceloven, men alene en ret til at udtale sig (høringsret) vil en eventuel bisidder for barnet eller den unge heller ikke have selvstændige beføjelser i forhold til sagen. Støtten til barnet eller den unge er alene af personlig art. Derfor vil der normalt ikke opstå problemer i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Indehaveren af forældremyndigheden skal således ikke godkende barnets/den unges valg af bisidder.

Hvis indehaveren af forældremyndigheden imidlertid protesterer, kan der opstå en situation, hvor der må træffes en egentlig afgørelse vedrørende bisidderspørgsmålet. Det kan fx være tilfældet, hvis den af barnet/den unge valgte bisidder har repræsenteret andre parter i sagen og derved af forældremyndighedsindehaveren kan opfattes som modpart.

Opmærksomheden må være henledt på, at barnets eller den unges behov for en personlig støtte ikke skaber konflikter i forhold til forældremyndighedens indehaver.

Barnet eller den unge vil således ikke være tjent med, at der indsættes flere aktører i sagsforløbet, hvis deres tilstedeværelse i sig selv rummer en risiko for at være konfliktskabende i forholdet mellem barnet/den unge og forældrene.

Selv om barnet eller den unge ikke giver udtryk for et ønske om personlig støtte i forbindelse med orienteringen af barnet eller den unge om de påtænkte foranstaltninger, må sagsbehandleren være opmærksom på, om barnet eller den unge eventuelt har behov for personlig støtte fra en udenforstående. Sagsbehandleren bør i givet fald medvirke til, at barnet/den unge får den nødvendige støtte. Hvis der allerede i barnets/den unges omgivelser er en person, som barnet eller den unge føler sig tryg ved, og som er villig til påtage sig opgaven, vil dette være en oplagt løsning. En anden mulighed kan være formidling af samtaler med rådgivere uden for kommunen fx i amtsligt regi, jf. § 34.

Forelæggelse for børn og unge-udvalget

115. I Socialministeriets bekendtgørelse om forretningsorden for børn og unge-udvalgene, der bringes som bilag til denne vejledning, er det bl.a. fastsat, at kommunalbestyrelsen sørger for, at sagen forelægges børn og unge-udvalget tillige med sagens akter og en indstilling, der bl.a. indeholder en redegørelse for sagen.

Indstilling vedrørende anbringelse efter § 42 eller indstilling om fortsat anbringelse uden samtykke efter § 42 a

§ 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 42 skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 42 anses for opfyldt,

2) de foranstaltninger efter § 40, stk. 2, der har været iværksat eller har været tilbudt familien, og grundene til, at foranstaltninger af denne karakter nu må anses for utilstrækkelige eller uanvendelige,

3) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,

4) den handleplan for anbringelsen, jf. § 58a, stk. 4, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og

5) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

§ 59 a. En indstilling om, at et barn eller en ung ikke kan hjemtages i op til 3 måneder efter § 42 a, skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 42 a anses for opfyldt,

2) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som i en hjemtagelsesperiode på op til 3 måneder kan bidrage til at klare vanskelighederne,

3) den handleplan for anbringelsen, jf. § 58a, stk. 4, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie i hjemtagelsesperioden og i tiden derefter, og

4) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

116. Der opstilles i § 59 og § 59 a nogle basale krav til indstillingen om en tvangsmæssig anbringelse eller en fortsat anbringelse uden samtykke i op til 3 måneder. Formålet hermed er at få en større gennemskuelighed med hensyn til beslutningsgrundlaget. Kravet til indstillingen har til formål at højne kvaliteten i sagsbehandlingen. For indehaveren af forældremyndigheden og dennes advokat betyder det, at de kan stille krav om, at disse oplysninger, der er omfattet af indstillingen, skal foreligge inden mødet i børn og unge- udvalget, så der bliver mulighed for at forstå baggrunden for indstillingen og få sine egne synspunkter og oplysninger frem.

De udtrykkelige krav til indstillingen gælder tvangsmæssig anbringelse efter § 42, da en sådan må betegnes som den mest vidtgående af de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt. Herudover gælder udtrykkelige krav til indstillingen, når der er tale om en fortsat anbringelse uden samtykke i en periode på op til 3 måneder, jf. § 42 a.

Selv om kravene kun er lovfæstede for så vidt angår anbringelse efter §§ 42 og 42 a, vil der også i de øvrige situationer - forud for en afgørelse om et tvangsmæssigt indgreb - skulle udfærdiges en indstilling, der giver det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen, jf. § 3 i bekendtgørelsen om forretningsorden for børn og unge-udvalgene. Dette følger imidlertid af de almindelige regler om god forvaltningsskik, og det påhviler dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forretningsordenens § 6.

Elementerne i indstillingen

117. Opregningen i § 59 og § 59 a, angiver de elementer, der som minimum skal indgå i indstillingen. Herudover kan der være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkelte sags særlige omstændigheder.

Kravet om, at indstillingen, skal indeholde en redegørelse for, at betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse anses for opfyldt, jf. § 59, nr. 1, eller at betingelserne for en fortsat anbringelse uden samtykke i op til 3 måneder anses opfyldt, jf. § 59 a, nr. 1, skal ses i sammenhæng med, at kriterierne for gennemførelsen heraf er udførligt angivet i § 42, stk. 1, og i § 42 a, stk. 1.

Tidligere iværksatte foranstaltninger udgør et andet vigtigt element, når der skal tages stilling til en eventuel tvangsmæssig anbringelse, jf. § 42. Det samme gælder årsagerne til, at sådanne foranstaltninger ikke længere anses for at være tilstrækkelige. Der skal endvidere redegøres for, hvorfor eventuelle foranstaltninger må anses for uanvendelige. Alle foranstaltninger skal nødvendigvis ikke have været forsøgt, før der træffes beslutning om at indstille til anbringelse uden samtykke, og der kan være tilfælde, hvor ingen øvrige foranstaltninger bør forsøges, da de må anses for uanvendelige.

Netop i sager, hvor der indstilles til tvangsmæssig anbringelse eller fortsat anbringelse uden samtykke i op til 3 måneder, er det vigtigt ikke ensidigt at beskæftige sig med manglerne og svaghederne hos barnet/den unge eller i familien. Derfor skal der redegøres for de ressourcer, der findes i barnets/den unges familie eller i dennes omgivelser, jf. § 59, nr. 3, og § 59 a, nr. 2.

Den plan, der altid skal udformes, forinden et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, jf. § 53, skal ligeledes indgå i indstillingen, jf. § 59, nr. 4, og § 59 a, nr. 3.

Endelig skal det af indstillingen fremgå, hvorledes barnet eller den unge stiller sig til anbringelsen, jf. § 59, nr. 5, og § 59 a, nr. 4. Bestemmelserne fastsætter, at der altid bør ske en orientering af barnet eller den unge, inden der træffes beslutning om tvangsmæssig anbringelse. Barnets/den unges reaktion herpå skal beskrives, og det er vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles med et forsøg på at få barnet/den unge til at give samtykke. Derfor er der heller ikke fastsat en nedre aldersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor et barn er så lille, at det bliver meningsløst at beskrive dets holdning. Det må dog samtidig understreges, at selv ret små børn har behov for at vide, hvad der skal ske med dem. Se i øvrigt punkt 40 om høring af barnet.

Barnet eller den unge må på ingen måde presses til at have en holdning. Hvis barnet eller den unge vægrer sig mod at udtale sig, vil oplysningerne herom være tilstrækkelige til at opfylde kravet i bestemmelserne.

Genbehandling

118. Bestemmelsen i § 59 om indstillingen finder tilsvarende anvendelse ved genbehandling efter § 43 med de modifikationer, der følger af, at der er tale om genbehandling og ikke en førstegangs forelæggelse. Således vil henvisningen til den i § 53, stk. 2, nævnte plan havde mindre betydning ved genbehandling, idet der med reglen i § 56, stk. 1, er sikret en regelmæssig opfølgning af planen.

Foretræde for udvalget

119. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge efter § 62, stk. 2, 1. pkt., have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller det må antages at være til skade for barnet eller den unge. Bestemmelsen angår alene retten til at udtale sig over for udvalget. Om høring af barnet se punkt 40.

Inden der træffes afgørelse i en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, eller om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne, dennes advokat eller anden bisidder efter § 62, stk. 3, ligeledes have lejlighed til at udtale sig over for udvalget. Forældremyndighedens indehaver har også ret til at udtale sig over for børn- og unge-udvalget inden der træffes afgørelse om samvær og kontakt mv. med den anden af forældrene. Det samme gælder plejeforældrene ved privat familiepleje, inden der træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4.

Dommerens opgaver i børn og unge-udvalget

120. Dommeren leder møderne og påser, at der er foretaget de nødvendige undersøgelser, og dommeren kan beslutte, om der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Dommeren yder også vejledning om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en vurdering af de foreliggende oplysninger, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dommerens opgaver er nærmere beskrevet i forretningsordenen, hvor det i § 6 bl.a. fastsættes, at dommeren kan beslutte, at andre end de i § 62, stk. 2 og 3, nævnte personer skal have lejlighed til at udtale sig over for udvalget.

Endvidere påser dommeren, at indehaveren af forældremyndigheden, den unge, der er fyldt 15 år, og eventuelle andre parter samt deres advokater har fået tilbud om at se sagens akter, er gjort bekendt med retten til at udtale sig og er sikret gensidig partshøring inden der træffes afgørelse, jf. § 61 og § 62, stk. 2 og 3.

Det er dommeren, der leder udvalgets møde, og dommeren kan af hensyn til mødets forsvarlige afvikling træffe beslutning om at begrænse antallet af bisiddere for de personer, der efter lovens § 62, stk. 2 og 3, skal have lejlighed til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Den pædagogisk-psykologisk sagkyndiges opgaver

121. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige yder udvalget vejledning med hensyn til, om der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser samt vejledning med hensyn til, hvilke foranstaltninger der ud fra en børnesagkyndig vurdering må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges udvikling.

I forretningsordenens § 4 er det for så vidt angår inhabilitet fastsat, at den pædagogisk-psykologisk sagkyndige ikke kan deltage i behandlingen, hvis den pågældende tidligere har udtalt sig i sagen eller på anden måde har deltaget i sagens behandling i forvaltningen. Samme krav gælder for stedfortræderen. Det fastsættes samtidig, at der kan ses bort fra kravet, hvis udvalget på grund af bestemmelsen i forretningsordenens § 4 mister sin beslutningsdygtighed, dvs. hvis både medlemmet og stedfortræderen er inhabile i sagen efter reglen i forretningsordenens § 4.

Sagens afgørelse i børn og unge-udvalget

122. Børn og unge-udvalget er kun beslutningsdygtigt, når såvel dommeren som den pædagogisk-psykologisk sagkyndige - eller deres respektive stedfortrædere - er til stede.

Efter § 62, stk. 4, kræves der til vedtagelse af afgørelser efter § 39, § 42, § 42 a, § 43, § 44, § 45, stk. 3, § 55, stk. 2, jf. stk. 3 og 4, § 57, stk. 3, § 108, stk. 2, samt ved afgørelse om anbefaling af adoption uden samtykke, at mindst 4 af samtlige af børn og unge- udvalgets medlemmer stemmer for afgørelsen. For at udvalget således er beslutningsdygtigt skal 4 af udvalgets medlemmer (inkl. dommer og pædagogisk-psykologisk sagkyndig) være til stede, og vedtagelse af beslutningen kræver, at samtlige skal stemme for beslutningen, jf. forretningsordenens § 7, stk. 2.

Ved en afgørelse efter § 64, stk. 4, er udvalget beslutningsdygtigt, når 3 af udvalgets medlemmer, herunder dommer og pædagogisk-psykologisk sagkyndig, er til stede. Afgørelsen træffes i disse tilfælde ved almindelig stemmeflerhed, dvs. at et flertal af de fremmødte stemmer for beslutningen.

I forretningsordenens § 8 fastsættes, at ingen udover udvalgets medlemmer og protokolføreren må deltage i mødet under voteringen.

Afgørelsen og begrundelsen herfor indføres umiddelbart efter voteringen i protokollen. Et medlem kan kræve tilført protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt.

I § 62, stk. 5, fastsættes, at såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Der skal gives meddelelse om den trufne afgørelse snarest muligt. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal efter § 62, stk. 6, meddeles skriftligt. Afgørelserne skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.

Fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser

123. Det er kommunen, der har ansvaret for, at de afgørelser, der træffes af børn og unge-udvalget eller af formanden efter reglerne om foreløbige afgørelser, bliver ført ud i livet.

Fuldbyrdelsen af en anbringelse skal ske så skånsomt som muligt over for barnet eller den unge og familien. En god information, og inddragelse af barnet eller den unge og familien i det forberedende arbejde forud for anbringelsen, kan give såvel barnet eller den unge som familien en bedre oplevelse af kontinuitet i livet. Kommunen kan fx lade familien og barnet eller den unge besøge det påtænkte anbringelsessted eller mødes med en person fra stedet.

En afgørelse truffet af børn og unge-udvalget skal iværksættes i umiddelbar tilknytning til afgørelsens vedtagelse for at kunne bevare sin retsvirkning.

Efter § 48 fuldbyrdes afgørelser efter §§ 39, 42 og 44 af kommunen. Kommunen har med henblik på at fuldbyrde disse afgørelser adgang til forældremyndighedens indehavers bolig uden retskendelse. Dette begrundes med, at der foreligger en afgørelse fra børn og unge-udvalget, og at det må formodes, at barnet eller den unge opholder sig hos forældremyndighedens indehaver. Der vil derfor ikke være noget grundlag for en domstol at tage stilling til.

Efter § 48 kan kommunen i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen alene lede efter barnet eller den unge i forældremyndighedens indehavers bolig, rum eller gemmer, og medtage barnet/den unge. Kommunen kan anmode om politiets bistand til at udøve disse beføjelser.

Hvis barnet eller den unge opholder sig hos andre end forældremyndighedens indehaver, reguleres spørgsmålet om adgang til disses bopæl af retsplejelovens almindelige bestemmelser. I det omfang sådanne personer gemmer barnet eller den unge med henblik på at unddrage barnet eller den unge fra kommunens fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelse, vil der efter omstændighederne kunne foreligge en overtrædelse af straffelovens § 215. I sådanne tilfælde kan politiet - eventuelt efter anmodning fra kommunen - foretage ransagning, hvis betingelserne i retsplejeloven er opfyldt. Det forudsættes, at en repræsentant fra kommunen kan være til stede i forbindelse med en eventuel ransagning.

Det er som nævnt væsentligt i alle tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om at gennemføre en foranstaltning tvangsmæssigt, at den trufne afgørelse gennemføres på en måde, der belaster barnet eller den unge mindst muligt. Heri ligger, at der skal udvises så meget hensynsfuldhed og skånsomhed som muligt i det enkelte tilfælde. Dette gælder også i de tilfælde, hvor der skønnes at være behov for at bede om politiets bistand.

Henvendelsen til politiet bør så vidt muligt ske skriftligt, eventuelt ledsaget af en udskrift af protokollen vedrørende den trufne afgørelse. Henvendelsen skal angive, hvilken bistand der ønskes, og hvorfor det anses for nødvendigt med politiets bistand. Kommunen kan endvidere anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender politibiler, såfremt dette ud fra en konkret vurdering må anses for at være en fordel.

Det er i det hele taget vigtigt, at politiets bistand skal være en støtte til kommunens fuldbyrdelse af afgørelsen, således at politiet kun går aktivt ind i fuldbyrdelsen, hvis situationen udvikler sig, så det er absolut påkrævet.

Afhængig af den konkrete situation kan det være hensigtsmæssigt, at forældrene får mulighed for at ledsage barnet eller den unge til anbringelsesstedet. I alle tilfælde er det vigtigt, at barnet eller den unge ved, hvad der skal ske, og hvor barnet eller den unge bringes hen.

Foreløbige afgørelser

§ 45. Afgørelser efter §§ 39, 42, 42 a, 44, § 57, stk. 3, § 64, stk. 4, og § 108, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget.

Stk. 2-5.

124. Efter bestemmelsen kan der træffes foreløbig afgørelse om gennemførelse af undersøgelse, anbringelse uden for hjemmet herunder flytning, fortsat anbringelse uden for hjemmet i op til 3 måneder, lægelig undersøgelse og behandling, afbrydelse af forbindelsen m.v., forbud mod flytning og hjemtagning fra privat familiepleje og brev- og telefonkontrol.

Der er normalt en 3-ledet behandling af foreløbige afgørelser i de tilfælde, hvor en foreløbig afgørelse skal følges op af en afgørelse om opretholdelse af foranstaltningen. For afgørelser om undersøgelse efter § 39, afgørelse om fortsat anbringelse i op til 3 måneder, jf. § 42 a, og afgørelser efter § 64, stk. 4, gælder der særlige regler, jf. nedenfor.

Betingelserne for at træffe en foreløbig afgørelse

125. Betingelsen for at træffe en foreløbig afgørelse er, at en afgørelse om iværksættelse af den pågældende foranstaltning m.v. af hensyn til barnet eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente forelæggelse for børn og unge-udvalget. Herudover skal de betingelser i den bestemmelse, som den foreløbige afgørelse angår, være opfyldt.

Behovet for foreløbige afgørelser kan opstå i en række forskellige situationer. Det kan således dreje sig om akut opståede behov for en ganske kortvarig foranstaltning men også om situationer, hvor der - udover det øjeblikkelige behov - kan være eller vise sig at være behov for en længerevarende indsats. Det skal bemærkes, at der i denne forbindelse alene er tale om foranstaltninger, hvortil der ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden. Om akutte anbringelser med samtykke henvises til punkt 75.

Kompetencen til at træffe foreløbige afgørelser

126. En foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 1, træffes af formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes fravær af næstformanden. Det er alene formanden - eller i dennes fravær næstformanden - der kan træffe foreløbige afgørelser. Kompetencen kan således ikke udøves af deres stedfortrædere eller af forvaltningen.

Desuden har chefen for Den Sociale Ankestyrelse eller den ankechef, der af styrelseschefen er bemyndiget hertil, adgang til at træffe en foreløbig beslutning efter § 45, stk. 5, jf. nedenfor. Der er i den Sociale Ankestyrelse etableret et nødberedskab, således at man også uden for Ankestyrelsens normale åbningstid i helt ekstraordinære sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet jf. servicelovens § 45, stk. 5 og 6 kan komme i kontakt med Ankestyrelsen.

Meddelelse om den foreløbige afgørelse

§ 45.

Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter, jf. § 60, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

Stk. 3-6.

127. Der skal inden 24 timer gives skriftlig meddelelse om afgørelsen til forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter. Det fastsættes, at 24 timers fristen for meddelelsen til forældremyndighedsindehaveren og eventuelle andre parter regnes fra iværksættelsen af den foreløbige afgørelse. Tidspunktet for iværksættelsen vil være det tidspunkt, hvor afgørelsen føres ud i livet. I de tilfælde, hvor afgørelsen ikke umiddelbart kan effektueres, fordi barnet eller den unge holdes skjult, vil iværksættelsen være det tidspunkt, hvor kommunen tager skridt til iværksættelse af afgørelsen, fx ved at anmode politiet om bistand til at få barnet eller den unge eftersøgt.

Godkendelse af en foreløbig afgørelse

§ 45.

Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1 skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.

Stk. 4-6.

128. Formandens afgørelse efter § 45, stk. 1, skal snarest muligt og senest inden 7 dage forelægges udvalget til godkendelse, selv om foranstaltningen måtte være ophørt. Også 7-dages fristen for forelæggelse for børn og unge-udvalget regnes fra iværksættelsen. Ved beregningen af 7-dages fristen medregnes dagen for iværksættelsen samt søn- og helligdage.

Godkendelsen efter § 45, stk. 3, skal alene dreje sig om den foreløbige afgørelse, som formanden har truffet, og bedømmelsen sker med udgangspunkt i det beslutningsgrundlag, som forelå, da formanden traf sin afgørelse. Det er således kun det materiale, der forelå, da formanden traf sin afgørelsen, der lægges til grund for godkendelsen. Der skal ikke på dette tidspunkt tages stilling til, om der er grundlag for at træffe en endelig afgørelse om fx barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

Ved godkendelsen skal udvalget tage stilling til, om betingelserne for den pågældende foranstaltning var opfyldt, og om foranstaltningen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at der blev holdt et møde i børn og unge-udvalget.

Hvor længe gælder en foreløbig afgørelse

129. Efter § 45, stk. 4, har en foreløbig afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, gyldighed i 1 måned. I dette tilfælde beregnes fristen fra afgørelsen om godkendelsen i børn og unge- udvalget.

I de tilfælde, hvor foranstaltningen er ophørt inden udløbet af fristen i stk. 4, kræves der ikke fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget. Da formålet med at kræve sagen forelagt på ny er at tage stilling til barnets eller den unges fremtidige forhold, er der ikke grundlag for at kræve forelæggelse af sagen, hvis foranstaltningen er ophørt.

130. Der er 3 undtagelser fra bestemmelsen om gyldighedsperioden for en foreløbig afgørelse.

Afgørelse om undersøgelse efter § 39. En sådan afgørelse skal ikke forelægges udvalget inden 1 måned, da afgørelsen om en undersøgelse efter § 39, jf. § 45, stk. 4, har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder. I dette tilfælde regnes 2 måneders fristen fra formandens afgørelse efter § 45, stk. 1.

Afgørelse om fortsat anbringelse i op til 3 måneder, jf. § 42 a. En sådan afgørelse skal ikke forelægges udvalget inden 1 måned, da afgørelsen har gyldighed for hjemtagelsesperioden, dog højst 3 måneder.

Forbud mod flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje, jf. § 64, stk. 4. En sådan afgørelse ændrer ikke, at der fortsat er tale om et privat plejeforhold, og afgørelsen har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse.

Særligt om klage over foreløbige afgørelser

131. Der er adgang til at klage over foreløbige beslutninger, jf. § 123. I det omfang, der ikke skal ske fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget inden 1 måned, er dette en selvfølge. Godkendelsen inden 7 dage er da den endelige afgørelse. Der er imidlertid også adgang til at indbringe børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige afgørelse for Ankestyrelsen og dermed en mulighed for at få prøvet grundlaget for den foreløbige afgørelse også i de tilfælde, hvor sagen på ny forelægges udvalget til endelig afgørelse inden udløbet af gyldighedsperioden (1 måned) for den foreløbige afgørelse.

For at undgå at sagen behandles flere steder samtidig, er det fastsat, at klagen over den foreløbige afgørelse ikke kan behandles i Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 42 ved udvalget, dvs. at sagen ikke kan behandles før endelig afgørelse er truffet, eller barnet eller den unge er hjemgivet.

Ankestyrelsens kompetence vedrørende foreløbige afgørelser

132. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse (eller den ankechef, der af styrelseschefen er bemyndiget hertil) har efter § 45, stk. 5, adgang til at træffe en foreløbig afgørelse og kan pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen. Styrelseschefens foreløbige afgørelse, der har gyldighed en måned, skal ikke godkendes. Styrelseschefen kan dog undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen, uanset at foranstaltningen er ophørt. Reglerne i § 45, stk. 2 og 4, om underretning af forældremyndighedens indehaver og om gyldighedsperiode, finder tilsvarende anvendelse i situationer, hvor styrelseschefen træffer en foreløbig afgørelse.

133. I tilfælde, hvor chefen for Den Sociale Ankestyrelse har truffet en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 5, og hvor børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i fuld overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse, skal børn og unge-udvalget straks orientere Ankestyrelsen herom, jf. § 45, stk. 6.

Børn og unge-udvalgets afgørelse har i disse tilfælde ikke virkning, før styrelseschefen snarest muligt og senest inden 10 dage har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Formålet hermed er i højere grad at sikre kontinuiteten i barnets eller den unges anbringelsesforløb

Hvis styrelseschefen træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglerne i § 47, stk. 3, inden 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse. Herved træffer Ankestyrelsen en endelig afgørelse, som det påhviler kommunen at gennemføre. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten, jf. § 124, stk. 1.

Hvis styrelseschefen ikke finder grundlag for at sagen behandles efter § 47, stk. 3, kan børn og unge-udvalgets afgørelse iværksættes umiddelbart herefter.

Om Ankestyrelsens beføjelser i øvrigt til at gå ind i en sag, uden at der foreligger en klage, henvises til § 47 og punkt 91.

Kapitel 5

Anbringelse og retsstillingen under anbringelsen

Valg af anbringelsessted

§ 55. Kommunen træffer afgørelse om valg af anbringelsessted i overensstemmelse med den i § 58a eller § 59 nævnte handleplan.

Stk. 2-4.

134. Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen træffe afgørelse om valg af anbringelsessted i overensstemmelse med den plan for barnets eller den unges ophold, der skal være udarbejdet forud for alle beslutninger om anbringelse. I tilfælde, hvor behovet for en anbringelse opstår så akut, at det ikke er forsvarligt at lade anbringelsen afvente udarbejdelsen af en plan, træffer kommunen afgørelse om valg af anbringelsessted på det foreliggende grundlag.

Om krav til udarbejdelse af en efterfølgende plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet ved henholdsvis akutte anbringelser på frivilligt grundlag og foreløbige anbringelser uden samtykke henvises til punkt 75.

135. At kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted skal træffes i overensstemmelse med den lagte plan indebærer, at der ud fra det beskrevne formål med anbringelsen skal vælges den type anbringelsessted, der findes egnet til at yde den indsats over for barnet eller den unge, som er nødvendig for en opfyldelse af formålet. Formålet med anbringelsen er således styrende for valget af anbringelsessted.

Som nævnt under punkt 76 ff. om planens enkelte elementer, bør det i planen angives, hvilken type af de forskellige anbringelsessteder - døgninstitution, plejefamilie eller godkendt opholdssted - der menes egnet til at klare barnets eller den unges problemer.

Valget af det konkrete anbringelsessted inden for den valgte type af anbringelsessteder tilkommer kommunen.

Ved valg af det konkrete anbringelsessted skal der lægges vægt på, hvad der vil give de bedste betingelser for opfyldelsen af formålet med anbringelsen. Afhængigt af dette formål bør muligheden for at vælge eventuel familie fx bedsteforældre som anbringelsessted indgå i overvejelserne. Anbringelsesstedet må under alle omstændigheder vælges ud fra, at det giver de bedste betingelser for barnets eller den unges trivsel og udvikling og må opfylde de krav til personlig omsorg, som må stilles efter barnets eller den unges alder og modenhed og bistandens karakter i det enkelte tilfælde. Der må samtidig lægges vægt på, hvad der gavner barnets eller den unges forhold til familien.

Ved valg af anbringelsessted til børn og unge fra etniske minoriteter må kommunen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til. Det er bl.a. vigtigt at sikre sammenhængen i barnets eller den unges opvækst.

Uanset at en plejefamilie eller et opholdssted altid skal være godkendt som generelt egnet, er det meget vigtigt, at den anbringende kommune foretager supplerende undersøgelser med henblik på, om barnet eller den unge vil være velplaceret i netop dette anbringelsessted. De supplerende undersøgelser tager udgangspunkt i den generelle godkendelse. Undersøgelserne vil herefter først og fremmest gå ud på en vurdering af, om de personlige ressourcer i anbringelsesstedet svarer til barnets eller den unges behov.

Om de forskellige typer af anbringelsessteder se kapitel 6.

Kommunens opgaver ved den konkrete anbringelse

Kommunens aftaler med plejefamilie, opholdssted og døgninstitution

136. Anbringes barnet eller den unge i en plejefamilie eller et opholdssted godkendt efter § 49, træffer kommunen aftale med anbringelsesstedet om anbringelsens forventede varighed og om de særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v., der er angivet i planen. Af aftalen bør fremgå, hvilken indsats der i det hele skal ydes af anbringelsesstedet. Det anbefales, at der indgås en skriftlig aftale herom med plejefamilien/opholdsstedet.

I forbindelse med indgåelse af aftalen må det tydeliggøres, at der forudsættes et tæt samarbejde mellem kommunen og anbringelsesstedet.

Det er meget vigtigt for anbringelsesstedet, at det modtager alle de oplysninger vedrørende barnet eller den unge, som har betydning for anbringelsesstedets opgave med hensyn til barnet eller den unge. Der kan i den forbindelse henvises til, at private, der efter aftale udfører opgaver efter serviceloven, er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når opgaven udføres. Der henvises til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Den af kommunen udarbejdede plan er primært et arbejdsredskab for kommunen selv. Indeholder planen ikke oplysninger, som er anbringelsesstedet uvedkommende, vil planen kunne udleveres til anbringelsesstedet til støtte for arbejdet med barnet eller den unges problemer. Det væsentligste er imidlertid, at kommunen i sin aftale med anbringelsesstedet på baggrund af planen klart definerer, hvilken indsats der i det hele skal ydes over for barnet eller den unge på grund af de særlige behov, som undersøgelsen har afdækket.

Samtidig aftales arten og omfanget af kommunens bistand, herunder den fornødne faglige støtte og supervision under opholdet.

Endvidere aftales det nærmere, hvorledes og i hvilket omfang plejefamilien/opholdsstedet skal indgå i et samarbejde med kommunen om barnets eller den unges samvær og kontakt med forældrene.

Endelig bør aftalen indeholde bestemmelser om opsigelsesvarsel for begge parter samt om opholdsbetalingen og eventuelt nærmere om de enkelte bestanddele af denne.

Aftalen om ansættelsesforhold m.v. mellem kommunen og plejefamilien bør ikke indgå i selve børnesagen, men alene indgå i kommunens personalesager af hensyn til adgangen til aktindsigt. Forældrene bør således ikke via børnesagen kunne have adgang til aktindsigt i de kontraktmæssige aftaler mellem plejeforældrene og kommunen.

Ved anbringelse på godkendte kost- og efterskoler træffer kommunen på baggrund af planen aftale med skolen om opholdet, herunder hvilke forpligtelser skolen påtager sig i forhold til barnet eller den unge, og hvilke forpligtelser kommunen påtager sig i forhold til skolen. Se i øvrigt punkt 172 om anbringelser på godkendte kost- og efterskoler.

Sker anbringelsen i en døgninstitution, skal kommunen i samarbejde med institutionen tage stilling til, hvilken indsats der er påkrævet under hensyn til de i planen angivne forhold vedrørende barnet eller den unge.

Underretning af stedlig kommune

137. Efter § 56, stk. 2, skal kommunen altid underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen, hvis anbringelsesstedet ligger i en anden kommune end den anbringende.

Der bør etableres et samarbejde med skolen og pædagogisk- psykologisk rådgivning inden modtagelsen af barnet eller den unge for at sikre, at barnets eller den unges skolemæssige behov kan opfyldes ved placeringen.

Endvidere må den anbringende kommune vurdere lokalsamfundets tilbud generelt, herunder pasnings-, uddannelses- og arbejdstilbud, idet der må tages hensyn til det forhold, at et mindre lokalsamfund kun inden for visse grænser har mulighed for at optage personer med vanskeligheder.

Kommunens opgaver under anbringelsen uden for hjemmet

Kommunens tilsyn med barnet og den unge

§ 55. Kommunen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffer afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.

Stk. 2-4.

138. Kommunen (forældremyndighedsindehaverens opholdskommune) fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og påser herunder, at den lagte plan for indsatsen følges op, jf. § 55.

Kommunen har pligt til at føre tilsyn med barnet eller den unge med regelmæssige mellemrum og opretholde personlig kontakt med barnet eller den unge og anbringelsesstedet. Dette gælder, uanset hvilken type anbringelsessted barnet eller den unge er anbragt i.

Det kan være en fordel, hvis tilsynet tilrettelægges således, at det bliver samme person, som har kontakten med barnet eller den unge, og som forestår rådgivnings- og vejledningsopgaver m.v. over for familien under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

Tilsynet kan på kommunens vegne udøves af andre med særlige forudsætninger herfor, fx plejehjemsforeningerne, men det endelige ansvar for tilsynets udøvelse påhviler kommunen.

I de tilfælde, hvor tilsynet føres af en plejehjemsforening eller andre, er det af afgørende betydning, at der foreligger klare retningslinier for tilbagemelding til kommunen. Der kan herved henvises til, at den lovpligtige vurdering af planen efter § 56 skal ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. nedenfor.

Det er tillige vigtigt, at det over for anbringelsesstedet er klargjort, hvorledes kompetenceforholdet mellem plejehjemsforeningen og kommunen er.

For så vidt angår plejehjemsforeningernes stilling i forhold til forvaltningsloven og offentlighedsloven, når de udfører opgaver for kommunerne, henvises til retssikkerhedsloven og Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det bemærkes i øvrigt, at det uanset anbringelsesform er kommunen, der har ansvaret for anbragte børn og unge. Heri ligger også en pligt til at beskytte barnets eller den unges integritet. Kommunen bør derfor sikre sig, at anbringelsesstedet ikke fx gennem interviews, fotografering eller via internet bringer anbragte børn og unge i en situation, der kan skade dem eller deres familier.

Revision af planen

§ 56. Kommunen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, vurdere, om den i § 58 a eller § 59 nævnte handleplan skal revideres, og skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Vurderingen af handleplanen skal ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 55, og efter kontakt med forældremyndighedens indehaver. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af handleplanen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele, der omhandler indsatsen over for familien under anbringelsen. Afgørelse om revision af handleplanen træffes så vidt muligt i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge.

Stk. 2.

139. Kommunen har efter § 56, stk. 1, pligt til senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, at tage handleplanen op til vurdering med henblik på en eventuel revision af denne.

Det bliver herved muligt at detaljere beskrivelsen af de særlige forhold vedrørende indsatsen over for barnet eller den unge, som i den oprindelig udarbejdede plan eventuelt alene er beskrevet i hovedlinier samt at medtage spørgsmål, som der ikke har kunnet tages højde for i planen forud for anbringelsen. Endvidere kan selve anbringelsen, som er en radikal ændring af barnets eller den unges tilværelse, medføre, at nye eller ændrede behov viser sig med deraf følgende ændrede krav til indsatsen. Der kan eventuelt også være behov for, at kommunen foretager en nærmere tilrettelæggelse og koordinering af den indsats, der skal ydes fra det valgte anbringelsessteds side og fra kommunens side.

Det er vigtigt, at planen ikke låser indsatsen fast. Den skal tværtimod anvendes som et middel til at styrke indsatsen.

I den efterfølgende periode skal der ske en vurdering af planen med højst 6 måneders mellemrum.

Det er i bestemmelsen fastsat, at bedømmelsesgrundlaget for vurderingen om en revision af planen er den lovpligtige løbende kontakt med barnet og den unge og dermed med anbringelsesstedet, jf. § 55. Hermed fremhæves, at det konkrete anbringelsessteds iagttagelser m.v. med barnets eller den unges forhold må udgøre et væsentligt element i vurderingen af planen og en eventuel revision af denne. Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på, om der på grund af sagens karakter kan være behov for, at anbringelsesstedet modtager en nødvendig supervision.

Det er tillige fastsat, at familiens forhold under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet skal inddrages i vurderingen af planen. I vurderingen af, om planen skal revideres, skal således indgå, om der skal ske ændringer af den indsats, der målrettes mod forældrene under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, jf. herved kravene i § 53, stk. 2, til udarbejdelsen af planen.

Viser der sig behov for en revision af planen, må forældrene medinddrages, og en afgørelse om revision skal så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge. Spørgsmål om ændring af planen kan også rejses af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år. Det er kommunen, der træffer afgørelse om ændring af planen.

De i § 56, stk. 1, opstillede periodekrav til vurdering og eventuel revision af planen er minimumskrav. Kommunen er til enhver tid berettiget og forpligtet til at revidere planen, såfremt der viser sig forhold, der taler for dette.

Vedrørende klageadgang henvises til kapitel 10.

Opfølgning af planen

§ 55. Kommunen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffer afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.

Stk. 2-4.

140. Under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet træffer kommunen om nødvendigt afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v.

Retten til at bestemme over en række personlige forhold vedrørende barnet eller den unge vil fortsat under en anbringelse tilkomme forældremyndighedens indehaver. Som typiske eksempler på spørgsmål, som det tilkommer forældrene at træffe bestemmelse om, kan nævnes spørgsmål om dåb (navngivning) og konfirmation.

Kommunen kan også i forbindelse med udarbejdelsen af og revision af handleplanen bestemme, at forældremyndighedsindehaveren i overensstemmelse med formålet med anbringelsen kan få indflydelse på nærmere afgrænsede forhold f.eks. skolevalg og fritidsaktiviteter og herunder selv afholde udgifterne hertil.

Det præciseres i § 55, at de afgørelser, som det tilkommer kommunen at træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, skal angå forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen må anses for nødvendigt at træffe bestemmelse om.

Afgrænsningen mellem de forhold vedrørende barnet eller den unge, som henholdsvis forældrene og kommunen kan træffe bestemmelse om under opholdet uden for hjemmet, ligger således i formålet med anbringelsen.

De afgørelser, som kommunen kan komme til at træffe, kan angå såvel forhold, som udtrykkeligt er omhandlet i planen som forhold, der er nye eller uomtalte. En række praktiske spørgsmål om barnets eller den unges dagligdag kan ligeledes nødvendiggøre en egentlig afgørelse fra kommunens side, såfremt der opstår konflikter med forældrene om disse spørgsmål.

Det følger af det vidtgående ansvar for barnet eller den unge, som kommunen overtager ved anbringelsen, at kommunen også om nødvendigt træffer afgørelse om undersøgelse og om lægebehandling af barnet eller den unge, herunder om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. Sådanne beslutninger bør dog så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedens indehaver.

Fremsætter forældremyndighedens indehaver anmodning om at få barnet eller den unge undersøgt for egen regning hos en læge, psykolog eller anden sagkyndig, som de selv vælger, træffer kommunen afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan efterkommes. En sådan anmodning bør som udgangspunkt efterkommes, medmindre ganske tungtvejende modstående hensyn gør sig gældende. Disse hensyn må vurderes i forhold til formålet med anbringelsen samt en eventuel risiko for, at den ønskede undersøgelse kan volde barnet eller den unge skade.

Vedrørende klageadgang for afgørelser under opholdet uden for hjemmet henvises til kapitel 10.

Ændring af anbringelsessted

§ 55.

Stk. 2. Ændring af anbringelsesstedet kræver samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Er anbringelsen sket efter § 40, stk. 2, nr. 11, eller § 42 a, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes afgørelse efter § 42.

Stk. 4. Er anbringelsen sket efter § 42, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes fornyet afgørelse efter § 42. Forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan dog meddele samtykke til, at der ikke skal træffes fornyet afgørelse efter § 42.

141. En ændring af barnets eller den unges anbringelsessted kan af forældrene og barnet eller den unge føles som en meget indgribende afgørelse. Derfor kræver en ændring af anbringelsesstedet samtykke hertil fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 55, stk. 2. Det gælder uanset, om anbringelsen af barnet eller den unge uden for hjemmet er iværksat med eller uden samtykke. Desuden bør børn og unge under 15 også høres jf. punkt 40.

I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke, forudsætter en ændring af anbringelsesstedet som hovedregel, at der træffes (fornyet) afgørelse i børn og unge-udvalget, om at anbringelsesgrundlaget efter § 42 er opfyldt. Flytningen kan i disse tilfælde ikke iværksættes, før børn og unge-udvalgets afgørelse foreligger. Er behovet for flytning så akut, at den ikke kan afvente en behandling i børn og unge-udvalget, vil en afgørelse eventuelt kunne træffes som en foreløbig afgørelse efter reglerne herom.

Børn og unge-udvalget har også i disse situationer alene til opgave at tage stilling til, hvorvidt anbringelsesgrundlaget, dvs. hvorvidt kriterierne i § 42 for anbringelse uden for hjemmet (fortsat) er til stede. Det er kommunen, der træffer afgørelse om valg af anbringelsessted i overensstemmelse med planen for det enkelte barn eller den enkelte unge. Det gælder både typen af anbringelsessted og det konkrete valg. Kommunens afgørelse om valg mellem forskellige typer af anbringelsessteder kan indbringes for det sociale nævn, jf. kapitel 10 om klageadgang.

Ændring af anbringelsessted ved frivillige anbringelser

142. Hvis anbringelsen af barnet eller den unge er sket efter § 40, stk. 2, nr. 11, dvs. som en frivillig anbringelse, og der ikke kan opnås samtykke til ændret anbringelsessted, følger det af § 55, stk. 3, at anbringelsesstedet kun kan ændres, hvis børn og unge-udvalget træffer afgørelse, om at anbringelsesgrundlaget efter § 42 er opfyldt. Den frivillige anbringelse ændres således til en anbringelse uden samtykke.

Ændring af anbringelsessted ved anbringelser uden samtykke

143. Hvis anbringelsesgrundlaget er § 42 a, dvs. en fortsat anbringelse uden samtykke i op til 3 måneder, kræver en ændring af anbringelsesstedet uden samtykke ligeledes en afgørelse i børn og unge-udvalget om at anbringelsesgrundlaget efter § 42 er opfyldt.

§ 55, stk. 4, vedrører tilfælde, hvor anbringelsen uden for hjemmet er sket efter § 42 (tvangsmæssige anbringelser), og hvor der ikke kan opnås samtykke til at ændre anbringelsesstedet. I sådanne situationer kan anbringelsesstedet som udgangspunkt også kun ændres ved, at børn og unge-udvalget træffer fornyet afgørelse efter § 42. I den forbindelse fastsættes en ny genbehandlingsfrist efter § 43.

Hvis forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til, at der ikke skal træffes en fornyet afgørelse efter § 42, kan kommunen træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted uden at forelægge sagen for børn og unge-udvalget til efterprøvelse af, om tvangskriterierne i § 42 fortsat er opfyldt.

Baggrunden for, at der ikke er et ubetinget krav om forelæggelse for børn og unge-udvalget, når anbringelsesgrundlaget er § 42, er, at børn og unge-udvalget alene har til opgave at tage stilling til anbringelsesgrundlaget. Hvis forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, ikke ønsker en fornyet efterprøvelse af, om tvangsgrundlaget er opfyldt, men alene modsætter sig kommunens plan om at ændre anbringelsesstedet, kan de derfor give samtykke til, at der ikke træffes fornyet afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 42, forinden kommunen træffer afgørelse om ændret anbringelsessted.

144. De særlige regler i § 55, stk. 2-4, finder kun anvendelse på de egentlige flyttesituationer, hvor ændringen af anbringelsesstedet er bestemt af det formål, der søges opnået ved anbringelsen. Bestemmelserne omfatter således ikke de flytninger, der er nødvendige som følge af udefra kommende begivenheder, såsom lukning af døgninstitutionen eller plejefamiliens ophør som plejefamilie. Ferieophold m.v. eller indlæggelse af barnet eller den unge på sygehus er heller ikke en ændring af anbringelsesstedet i bestemmelsens forstand, selv om der er tale om en fysisk flytning af barnet eller den unge.

Samvær og kontakt

Samvær og kontakt med forældrene

§ 57. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2-5.

145. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under anbringelsen uden for hjemmet. Ret til samvær omfatter både en ret for forældrene til at besøge barnet eller den unge og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Ret til kontakt omfatter også brev- og telefonkontakt samt anden kommunikation. Udtrykket forældrene dækker både indehavere af forældremyndighed og forældre, der ikke har del i forældremyndigheden.

Det er af stor betydning for barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, at kontakten med forældrene opretholdes, og efter § 57, stk. 1, påhviler det kommunen at sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. Denne aktive forpligtelse for kommunen vil især få betydning, når det drejer sig om svage forældre.

Udgifter til samvær med barnet eller den unge er som udgangspunkt udgifter, som forældrene selv må afholde. Der er imidlertid efter § 40, stk. 2, nr. 9, mulighed for at yde støtte til sådanne udgifter efter de i bestemmelsen angivne betingelser. Der henvises til punkt 54.

Om samvær og kontakt med andre end forældrene henvises til punkt 155.

146. En ret til samvær og kontakt, der er fastsat af statsamtet i medfør af §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Dog skal kommunen i forbindelse med anbringelsen af barnet tage konkret stilling til indholdet af en evt. samværsresolution i relation til ændringen af barnets forhold som følge af anbringelsen. Kommunen har ikke kompetence til at tillægge forældrene en videregående ret til samvær og kontakt med barnet eller den unge end den, der eventuelt er fastsat af statsamtet. Kommunen kan således ikke lempe et af statsamtet fastsat vilkår for samværet, fx om overvågning eller deponering af pas. Kommunen kan derimod inden for den af statsamtet fastsatte tidsmæssige ramme tilrettelægge den praktiske afvikling af samværet, fx fordele samværet over 2 dage.

Hviler en ret til samvær og kontakt på en aftale forældrene imellem, er det den aftalte ret, der danner udgangspunkt for samværet og kontakten.

Er der ikke forud for anbringelsen aftalt eller fastsat samvær har kommunen kompetence til at fastsætte samvær og kontakt under et barns anbringelse uden for hjemmet. Det er i disse situationer ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt at involvere statsamtet. Det er i den forbindelse uden betydning om forældrene har fælles forældremyndighed eller kun den ene forælder er forældremyndighedsindehaver.

I alle tilfælde dvs. uanset om der foreligger en samværsresolution eller er indgået en aftale mellem forældrene - kan kommunen i henhold til serviceloven træffe afgørelse om at regulere eller midlertidigt afbryde den aftalte ret, hvis betingelserne i § 57, stk. 2-4, er opfyldt, se nedenfor.

Regulering af samvær og kontakt

§ 57.

Stk. 2. Kommunen træffer om fornødent afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter stk. 3.

Stk. 3-5.

147. Afviklingen af retten til samvær og kontakt kan rejse en række praktiske problemer. Retten kan naturligvis ikke udøves af forældrene uden hensyntagen til, at barnet eller den unge nu er i et nyt miljø, og at anbringelsesstedet, hvad enten det er en døgninstitution, en plejefamilie eller et opholdssted, har sin tilrettelæggelse af dagligdagen, som må respekteres.

Kommunen har efter § 57, stk. 2, adgang til om nødvendigt at træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge. Det kan dreje sig såvel om tilrettelæggelsen af de gensidige besøg som om, hvorledes brev- og telefonkontakten eller anden kommunikation skal foregå. Kommunen kan endvidere fastsætte nærmere vilkår for samværet, fx at en gennemførelse af samværet forudsætter, at forældrene ikke er påvirket af alkohol eller stoffer. Dette indebærer dog ikke, at kommunen kan opstille vilkår om fx indtagelse af antabus eller lignende for afgørelsen om retten til samvær. Der kan også træffes afgørelse om, at samværet skal foregå et bestemt sted, fx på institutionen eller et neutralt sted.

Kommunens adgang til at regulere samværets praktiske afvikling har til hensigt at tilgodese barnet eller den unge, og det præciseres i bestemmelsen, at der ved afgørelsen skal lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Loven sætter en grænse for, i hvilket omfang kontakt- og samværsretten kan reguleres af kommunen. Det er fastsat i § 57, stk. 2, 3. pkt., at der ikke efter 1. pkt. kan træffes afgørelser, der medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver måned, vil være at betragte som en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge og skal behandles efter reglerne herom, jf. § 57, stk. 3. Det vil sige, at selvom der er samvær mindst en gang om måneden, er der tale om en afbrydelse af forbindelsen, hvis andre former for kontakt begrænses til mindre end en gang om måneden.

Der kan ikke generelt fastsættes en tidsmæssig ramme for samværets varighed. Det må bero på en konkret vurdering, hvornår et månedligt samvær er så beskedent, at der i realiteten er tale om en afbrydelse af forbindelsen i henseende til samvær.

Adgang til enkeltstående reguleringer i samvær og kontakt

148. En døgninstitution, plejefamilie eller opholdssted vil i kraft af det såkaldte anstaltsforhold i enkeltstående situationer kunne forhindre samvær eller kontakt mellem forældrene og barnet eller den unge, hvis det er påkrævet af hensyn til orden og sikkerhed.

Institutionsledelsen, plejefamilien og opholdsstedet har således adgang til at afvise den forældre, der fx møder op for at besøge sit barn sent om aftenen efter børnenes sengetid eller møder op i stærkt påvirket tilstand. Der må ligeledes være adgang til at afvise den forældre, der i stærkt påvirket tilstand ønsker telefonisk kontakt med sit barn.

Er der ikke tale om et enkeltstående tilfælde, men derimod om situationer der gentager sig, må anbringelsesstedet rette henvendelse til kommunen, som om fornødent efter § 57, stk. 2, kan træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og herunder kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten.

Afbrydelse af forbindelsen, overvågning m.v.

§ 57.

Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene.

Stk. 4-5.

149. Forholdene ved anbringelsen kan være af en sådan art eller kan senere udvikle sig på en sådan måde, at det kan være nødvendig at regulere samværet på en mere indgribende måde, end det er muligt efter § 57, stk. 2. Efter § 57, stk. 3, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om afbrydelse af forbindelsen, overvåget samvær og anonymisering af opholdssted. En afgørelse efter § 57, stk. 3, skal angive, for hvilken periode den er gældende

150. Må samværet og kontakten med forældrene ligefrem antages at have en skadelig indvirken på barnet eller den unge, kan det være nødvendigt helt at afbryde forbindelsen. Der er tale om et meget alvorligt indgreb, og en afgørelse om ikke at måtte have forbindelse med barnet eller den unge kan af forældrene føles som endog mere vidtgående end en afgørelse om at anbringe barnet eller den unge uden deres samtykke. Det skal derfor være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling at træffe en sådan afgørelse.

Som nævnt oven for, skal en afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden, betragtes som en afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem barnet eller den unge. En afgørelsen om, at samvær og/eller kontakt skal være helt afbrudt i en periode, eller i øvrigt kun må finde sted mindre end en gang om måneden, fx hvert kvartal, skal derfor træffes af børn og unge-udvalget efter § 57, stk. 3. Det ligger således ikke inden for kommunens kompetence at regulere evt. samværshyppighed inden for en længere periode, hvor forbindelsen må anses for afbrudt, fordi der er mere end en måned mellem samværene.

En afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge angår i første række forældrenes kontakt til barnet eller den unge. Afgørelsen bør derimod ikke automatisk medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve til forældrene, da barnet eller den unge uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører, kan have et væsentlig behov for at meddele sig til forældrene såvel positivt som negativt om situationen. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen.

151. Under samme betingelser som for at træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen kan der træffes afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, dvs. en af kommunen udpeget person (overvåget samvær). En afgørelse om overvåget samvær bør kun træffes, når formålet ikke kan opnås med mindre indgribende forholdsregler såsom en stedlig regulering af samværet efter § 57, stk. 2.

Kommunen bør være omhyggelig ved valget af den repræsentant, der skal foretage overvågningen af samværet især med henblik på, at der ikke opstår loyalitetskonflikter. Dette kan der være risiko for, såfremt en plejeforældre overlades opgaven.

152. Bestemmelsen giver endvidere adgang til at træffe afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene (anonymisering af anbringelsesstedet). Betingelserne for at træffe en sådan afgørelse er de samme som for at træffe afgørelse om overvåget samvær og om at afbryde forbindelsen.

Procedurer i forbindelse med afbrydelse af kontakt m.v.

153. En afgørelse om overvåget samvær, en afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge og en afgørelse om ikke at oplyse barnets eller den unges opholdssted over for forældrene, skal træffes i et møde i børn og unge- udvalget efter reglerne i § 62.

Er overvåget samvær påkrævet af hensyn til barnet, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget, uanset eventuelt samtykke fra forældrene.

Der er ikke adgang til at træffe afgørelse om, at samværet skal være overvåget af hensyn til forældrenes behov for støtte under samværet.

Hvis forældrene selv ønsker tilstedeværelsen af en 3. person under samværet, skal der træffes afgørelse efter § 55.

Er behovet for at overvåge samværet, for at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge eller for at holde barnets eller den unges anbringelsessted skjult for forældrene så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan disse afgørelser træffes efter reglerne om foreløbige beslutninger, jf. § 57, stk. 4. Et sådant behov kan fx foreligge i forbindelse med en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Brev- og telefonkontrol

§ 57.

Stk. 5. En afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler eller anden kommunikation med forældrene kan alene træffes efter § 108, stk. 2.

§ 108.

Stk. 2. Under ophold i institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge kan børn og unge-udvalget, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, uden retskendelse træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen. Kontrol af breve og andre henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og fra en eventuel advokat, jf. § 60, stk. 3, må ikke finde sted. En afgørelse efter 1. pkt. kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt. Socialministeren fastsætter regler om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Stk. 3-4.

154. I § 57, stk. 5, henvises der til muligheden for efter § 108, stk. 2, at træffe afgørelse om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation mellem forældrene og barnet eller den unge. Muligheden for brev- og telefonkontrol er angivet i § 57, stk 5, for derved at give en fuldstændig oversigt over de reguleringer, der kan ske vedrørende forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge under anbringelsen.

Kontrol med breve og telefonsamtaler m.v. kan alene ske, når betingelserne i § 108, stk. 2, er opfyldt, herunder at barnet eller den unge har ophold på en døgninstitution. Er barnet eller den unge i plejefamilie eller et opholdssted kan kontrol med breve og telefonsamtaler således ikke finde sted. Er barnet eller den unge i plejefamilie eller et opholdssted kan regulering af samværet, herunder regulering af telefonkontakt, kun finde sted efter § 57, stk. 2-4.

En afgørelse om brev- og telefonkontrol kan sammenlignes med en afgørelse om overvåget samvær. I begge tilfælde gør hensynet til barnets eller den unges sundhed eller udvikling det ikke påkrævet helt at afskære kontakten med forældrene, men barnets eller den unges forhold tilsiger dog, at det er nødvendigt at have kendskab til, hvordan samværet eller kontakten forløber.

De nærmere regler om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i opholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer.

Vedrørende klageadgang henvises til kapitel 10.

Samvær og kontakt med andre end forældrene

155. Kommunen skal være opmærksom på, at det er vigtigt for et barn eller en ung, der bliver anbragt uden for hjemmet, at fastholde relationerne til det hidtidige nære miljø, der omfatter langt flere personer end forældrene.

Bedsteforældre, andre nære pårørende, naboer og andre personer i barnets eller den unges dagligdag kan have haft tætte relationer til barnet eller den unge, som det kan være af stor betydning at opretholde under anbringelsen uden for hjemmet.

Det er derfor centralt, at kommunen ser på ressourcerne i det nære miljø og bidrager til at barnet kan have kontakt med disse personer.

Kommunen skal således under hensyn til formålet med anbringelsen sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med andre nærtstående end forældrene holdes ved lige i det omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge. Kommunen må derfor være opmærksom på barnets eller den unges egne ønsker om kontakt med andre end forældrene. En lovfæstet ret til samvær med barnet eller den unge tilkommer dog alene forældrene.

Et særligt behov for at støtte kontakten til andre end forældrene kan opstå i situationer, hvor den ene af forældrene eller begge er fraværende eller selv ude af stand til at være sammen med barnet eller den unge, fx på grund af fængsling. Også i tilfælde, hvor barnets eller den unges anbringelse er begrundet i meget alvorlige overgreb fra forældrene, kan det være af væsentlig betydning for barnet/den unge at opretholde sit tilhørsforhold til hjemmemiljøet ved kontakt med andre nærtstående.

Barnets eller den unges kontakt med andre end forældrene er blandt de spørgsmål, det under anbringelsen vil være nærliggende at drøfte med indehaveren af forældremyndigheden. Kommunen må for at undgå konfliktsituationer, der kan skade barnet eller den unge, være opmærksom på tilkendegivelserne fra indehaveren af forældremyndigheden med hensyn til barnets eller den unges forbindelse med andre nære pårørende m.v.

Kommunens adgang efter § 55, stk. 1, til at træffe afgørelser om barnets eller den unges forhold under anbringelsen omfatter også spørgsmål om samvær eller kontakt med andre end forældrene. Dette gælder såvel de tilfælde, hvor kommunen - af hensyn til formålet med anbringelsen - mod forældremyndighedsindehaverens ønske træffer afgørelse om, at en kontakt mellem barnet eller den unge og en pårørende eller en anden person skal opretholdes som de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om at begrænse eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedens indehaver ønsker opretholdt.

I tilfælde, hvor det findes nødvendigt at afbryde forbindelsen mellem barnet/den unge og de pårørende, sker dette som en beskyttelse af barnet eller den unge. En sådan afgørelse bør som udgangspunkt ikke medføre, at barnet/den unge afskæres fra at sende breve og postkort. Barnet eller den unge kan - uanset den skadelige virkning som den gensidige kontakt medfører - have et væsentlig behov for at sende en hilsen til sine nærtstående. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen. Se punkterne 147 og 148 om regulering af samvær under anbringelsen.

Vedrørende klageadgang henvises til kapitel 10.

Forældrenes og barnets eller den unges betaling for døgnophold

§ 52. Forældrene og barnet eller den unge betaler for døgnopholdet efter regler, der fastsættes af socialministeren.

156. Reglerne om forældres og børns og unges betaling for døgnophold er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til denne vejledning.

Bekendtgørelsen indeholder regler om hel eller delvis fritagelse for betalingen, når visse betingelser er opfyldt. Fx er ophold for børn og unge med en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne gratis for forældrene, når anbringelsen har et udpræget behandlingssigte. Kommunen indtræder i retten til børnebidrag fra en eventuel bidragspligtig. Opholdsbetalingen opkræves af kommunen.

Om unges betaling for døgnophold for unge i alderen 18 til og med 22 år henvises til punkt 70.

Hjemgivelse/ophør af anbringelsen

§ 46. Foranstaltninger efter §§ 40, 41, 42 og 42 a skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Stk. 2. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset om barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11, § 42 eller 42 a. Hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 42, skal kommunen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom. Hvis kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. § 42.

Stk. 3-4.

§ 42 a. Er et barn eller en ung med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, anbragt uden for hjemmet, og tilbagekaldes samtykket, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge i op til 3 måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket ikke skal kunne hjemtages, uanset at betingelserne i § 42 ikke er opfyldt. En sådan beslutning om en hjemtagelsesperiode kan kun træffes, hvis det må antages, at en øjeblikkelig hjemtagelse kan skade barnet eller den unge.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Generelt

157. En anbringelse uden for hjemmet skal som andre hjælpeforanstaltninger ophøre, når formålet med foranstaltningen er opnået, når foranstaltningen ikke længere er formålstjenlig, eller når den unge fylder 18 år.

Opholdet i anbringelsesstedet vil dog eventuelt efter reglerne i § 62 a kunne opretholdes efter det fyldte 18. år, hvis den unge er indforstået med det. Der henvises til punkterne 67 og 69.

Konstaterer kommunen under sin løbende opfølgning af en anbringelsessag, at det i planen angivne formål med anbringelsen er nået, skal foranstaltningen ophøre. Dette gælder både for frivillige og tvangsmæssigt gennemførte anbringelser.

Betydningen af, at betingelserne for anbringelsen ikke længere er opfyldt, er derimod forskelligt, alt efter om der er tale om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse.

Hjemgivelse ved frivillige anbringelser herunder § 42a

158. Er anbringelsen uden for hjemmet etableret med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan samtykket til enhver tid tilbagekaldes, og barnet eller den unge kræves hjemgivet. Ved tilbagekaldelse af samtykket er betingelserne for den frivillige anbringelse ikke længere opfyldt. Hjemgivelse kræver i denne situation ikke nogen afgørelse fra kommunens side.

§ 46, stk. 3, stiller krav om, at kommunen forud for en hjemgivelse så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge i den plan, der er lagt for anbringelsen, skal angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. Ved frivillige anbringelser har kommunen ofte et udmærket samarbejde med forældrene og barnet eller den unge. Der vil sædvanligvis i disse tilfælde i forbindelse med den sidste revision af planen kunne opnås enighed om eller forståelse for, at der kan være behov for en forberedelsesperiode, inden barnet eller den unge kommer hjem til forældrene.

Det kan forekomme, at samtykket til anbringelsen uden for hjemmet pludselig tilbagekaldes, fx som følge af en opstået konflikt mellem anbringelsesstedet/kommunen og forældremyndighedens indehaver, og hvor barnet eller den unge kræves hjemgivet øjeblikkeligt. Hvis en sådan øjeblikkelig hjemgivelse må antages at skade barnet eller den unge, er der efter § 42a mulighed for, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge i op til 3 måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket ikke skal kunne hjemtages, uanset at betingelserne for en anbringelse uden samtykke ikke er opfyldt.

Hjemtagelsesperioden skal forbedre mulighederne for at forberede hjemgivelsen under hensyn til barnets eller den unges behov. Der kan fx være behov for, at det nærmere tilrettelægges, hvorledes der kan ydes støtte til barnet eller den unge fra daginstitution, skole og de hjemlige omgivelser, ligesom perioden kan anvendes på den nødvendige forberedelse af barnet eller den unge på en flytning.

Ved kommunens vurdering i den konkrete sag af behovet for en hjemtagelsesperiode skal det nøje overvejes, om indgrebet står i rimeligt forhold til det mål, der søges nået, og det skal herunder vurderes, hvor lang tid det vil være nødvendigt at udsætte hjemgivelsen. Hvis der undtagelsesvis måtte opstå behov for at forlænge en fastsat hjemtagelsesperiode, kan perioden forlænges ved en fornyet afgørelse, men perioden kan ikke forlænges ud over det tidspunkt, hvor der er forløbet 3 måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket.

Ved afgørelser efter § 42 a gælder de samme regler for afgørelseskompetence og klageadgang som for anbringelse uden samtykke. For at formålet med en hjemtagelsesperiode vil kunne opnås, vil anvendelse af § 42 a i praksis overvejende ske på baggrund af en foreløbig afgørelse efter § 45, når forældremyndighedens indehaver tilkendegiver at ville hjemtage barnet eller den unge.

Det er en betingelse for anvendelse af § 42 a, at det er den øjeblikkelige hjemtagelse, der vil kunne skade barnet eller den unge, og bestemmelsen kan derfor ikke anvendes i tilfælde, hvor hensynet til barnet eller den unge tilsiger, at hjemtagelse i det hele taget bør undgås. I denne situation er der ikke andre muligheder end at fremme en anbringelse efter § 42, hvilket i praksis betyder, at der må træffes en foreløbig afgørelse efter § 45.

Det kan dog efterfølgende vise sig, at der er behov for en tvangsanbringelse, når der er tale om en § 42 a beslutning på baggrund af en begæring om akut hjemtagelse.

En afgørelse efter § 42 a om en hjemtagelsesperiode skal træde i kraft umiddelbart.

Hjemgivelse i tilfælde med samtykke fra unge, der er fyldt 15 år

159. Er forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, enige om at tilbagekalde det givne samtykke, gælder det ovenfor anførte. Anderledes stiller det sig i tilfælde, hvor der er uenighed mellem forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om tilbagekaldelse af samtykket.

Hvis forældremyndighedens indehaver ønsker at hjemtage den unge, mens den unge modsætter sig hjemgivelsen og opretholder sit samtykke til anbringelsen, bør kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børn og unge-udvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge efter bestemmelsen i § 42, stk. 3.

Er det den unge, der begærer sig hjemgivet, mens forældremyndighedens indehaver modsætter sig hjemgivelsen, må kommunen være opmærksom på, at en forsvarlig hjemgivelse forudsætter, at hjemmet er indstillet på at modtage den unge. I en sådan situation bør kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børn og unge-udvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge efter bestemmelsen i § 42, stk. 1.

Hjemgivelse ved tvangsmæssigt gennemførte anbringelser

160. Er anbringelsen uden for hjemmet sket uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, fremsætte begæring om hjemgivelse, og kommunen må da behandle sagen med henblik på, om betingelserne for at opretholde den tvangsmæssige foranstaltning er opfyldt. Kommunen skal endvidere af egen drift påse, om betingelserne for at opretholde foranstaltningen er opfyldt, hvis den tvangsmæssige anbringelse skal opretholdes ud over 1 år henholdsvis 2 år, jf. reglen i § 43.

I § 46 er det præciseret, at det er kommunen, der har kompetencen til at træffe afgørelse om hjemgivelse, når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet uden samtykke.

Er en tvangsmæssig anbringelse efter § 42 konverteret til en frivillig efter § 40, stk. 2, nr. 11, som følge af, at der over for kommunen efterfølgende er givet samtykke til foranstaltningen fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kræver en hjemtagelse af barnet eller den unge ikke en hjemgivelsesafgørelse fra kommunens side.

Bortset fra disse tilfælde kan der ikke ske hjemtagelse af tvangsmæssigt anbragte børn eller unge, før der foreligger en hjemgivelsesafgørelse fra kommunens side.

Hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet uden samtykke efter § 42, skal kommunen efter § 46, stk. 2, 2. pkt., umiddelbart orientere børn og unge-udvalget om afgørelsen. Derved får børn og unge-udvalget indblik i kommunens praksis i sager om hjemgivelse og dermed mulighed for at reagere, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt kommunens afgørelser om hjemgivelse er i overensstemmelse med loven. Børn og unge-udvalget kan ikke selv gribe ind i de enkelte afgørelser, som kommunen træffer, men udvalget eller enkelte medlemmer af udvalget kan underrette Den Sociale Ankestyrelse, som vil have mulighed for at tage sagen op af egen drift, jf. punkt 91.

Afgørelse om, at et barn eller en ung, der er anbragt uden samtykke, ikke kan hjemgives, træffes af børn og unge-udvalget. Nægtet hjemgivelse forudsætter, at betingelserne for at opretholde den tvangsmæssige anbringelse fortsat er til stede, jf. § 42. Sagen må derfor forelægges for børn og unge-udvalget, hvis en begæring om hjemgivelse ikke kan imødekommes af kommunen. Dette gælder uanset, at begæring om hjemgivelse fremsættes lige efter, at der er truffet afgørelse i sagen i Ankestyrelsen eller landsretten.

Sideordnet med kommunen og børn og unge-udvalget har Den Sociale Ankestyrelse og landsretten kompetence til at træffe afgørelse om hjemgivelse. Hvis Ankestyrelsen eller landsretten ved sagens behandling efter § 43 eller på baggrund af en hjemgivelsesbegæring fra indehaveren af forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 15 år, finder, at der ikke - eller ikke længere - er grundlag for anbringelsen efter § 42, er det denne afgørelse, der danner grundlag for hjemgivelsen.

Forberedelse og støtte i forbindelse med hjemgivelsen

§ 46.

Stk. 3. Forud for en hjemgivelse skal kommunen så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge i handleplanen, jf. § 58a, angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen.

Stk. 4. Tilsvarende skal kommunen i samarbejde med den unge senest 6 måneder forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år i handleplanen, jf. § 58a, angive, hvilken form for støtte og vejledning der ydes den unge med hensyn til boligforhold, uddannelse og arbejde samt personlig rådgivning.

161. Det må tillægges betydelig vægt, at hjemgivelsen er ordentligt forberedt. Ved tilrettelæggelsen af hjemgivelsen bør kommunen være opmærksom på, at der er tale om et miljøskift for barnet eller den unge. Det er derfor vigtigt, at barnet eller den unge og familien forberedes på ændringen gennem besøg i hjemmet, fx weekendbesøg i en periode. Det samvær og den kontakt, der hele tiden bør have været mellem barnet eller den unge og familien, må intensiveres i takt med, at familiens problemer løses og situationen bedres.

162. Som det er nævnt i kapitel 3 om udarbejdelse af planen forud for barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, skal der i planen angives eventuelle former for støtte for familien i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Den støtte, som familien kan have behov for efter barnets eller den unges hjemgivelse, kan naturligvis være vanskelig at forudse ved udarbejdelsen af planen forud for anbringelsen. Støtten til familien efter en hjemgivelse er derfor et af de elementer i planen, som kommunen bør være opmærksom på ved de regelmæssige vurderinger og eventuelle revisioner af planen. I de tilfælde, hvor anbringelsesforløbet realiseres i overensstemmelse med planen, bør det være muligt ved de seneste revisioner af planen at kunne forudse, om og i givet fald hvilke foranstaltninger der bør iværksættes som støtte til familien efter hjemgivelsen af barnet eller den unge.

Dette krav om stillingtagen til støtte efter barnets eller den unges tilbagevenden til familien eller til den unge, der skal påbegynde sit liv som voksen person, er præciseret i § 46, stk. 3 og 4.

Efter § 46, stk. 3, skal der som et resultat af den opsamlede viden gennem den regelmæssige vurdering af planens enkelte elementer forud for en hjemgivelse ske en sidste revision af planen med henblik på den støtte, der kan tilbydes familien i forbindelse med selve hjemgivelsen og på lidt længere sigt efter hjemgivelsen. I planen anføres fx, om der skal ydes rådgivning, om barnet eller den unge skal være i dag- eller klubtilbud, eller om der gør sig særlige forhold gældende med hensyn til skolegang, fritidsaktiviteter eller lignende.

I planen må endvidere anføres, i hvilken udstrækning der vil blive taget kontakt til det dagtilbud eller klubtilbud, skole m.v., som barnet eller den unge skal fortsætte i efter hjemgivelsen.

Anbringelsessteder (døgninstitution, plejefamilie eller opholdssted) vil ofte være velegnede til i forbindelse med hjemgivelsen og i en periode herefter at yde barnet eller den unge en god støtte. Dette forudsætter, at der foreligger en aftale med kommunen herom. Det vil også være en mulighed at udpege en medarbejder fra anbringelsesstedet som fast kontaktperson for barnet eller den unge, såfremt der er behov herfor, jf. § 40, stk. 2, nr. 7. Under alle omstændigheder er det væsentligt, at de nødvendige informationer om barnet/den unge følger med til de personer, der efter anbringelsen skal varetage en støtte til barnet, den unge og familien.

163. Efter § 46, stk. 4, skal der også forud for ophør af anbringelsen, som følge af at den unge fylder 18 år, ske en sidste revision af planen med henblik på, hvilken form for støtte og vejledning, der kan ydes den unge med hensyn til boligforhold, uddannelse og arbejde samt personlig rådgivning. Særlige forhold i forbindelse med selve udslusningen fra anbringelsesstedet skal anføres i planen. Revisionen skal være afsluttet senest 6 måneder før den unge fylder 18 år, for at sikre, at revisionen af planen sker i god tid inden det fyldte 18. år, og at parterne, herunder den unge og en eventuel ny opholdskommune, kan nå at indrette sig i forhold til den lagte plan. Dette udelukker ikke, at planen kan revideres/justeres efterfølgende, hvis der opstår behov herfor.

Det er den unge selv, der er part i forhold til tilbud, der rækker ud over det 18. år. En ung, der fylder 18 år, får selvstændig opholdskommune, og det er den unges opholdskommune, der skal træffe afgørelsen. Det er derfor afgørende af hensyn til realiseringen af planen, at en eventuel ny opholdskommune inddrages så tidligt som muligt. For så vidt angår mulighederne for at opretholde opholdet på anbringelsesstedet efter, at den unge er fyldt 18 år, samt øvrige tilbud til over 18-årige efter § 62a henvises til punkterne 67 og 69.

Straffebestemmelse

164. Efter § 116 straffes den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter denne lov, til at undvige eller holder den undvegne skjult, med hæfte eller fængsel i indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde

Kapitel 6

Anbringelsessteder for børn og unge

Forskellige typer af anbringelsessteder

165. Anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11, kan ske i følgende anbringelsessteder:

· plejefamilier for børn og unge, der er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, hvis aflønning er baseret på vederlagsbetaling, og som er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune. Omfattet af plejefamiliebegrebet er almindelige plejefamilier, egne værelser, samt kollegier og kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin bolig,

· opholdssteder for børn og unge, dvs. anbringelsessteder, hvis aflønning er baseret på et godkendt budget, og som er godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune,

· socialpædagogiske skibsprojekter med 1 ung om bord, når de med Søfartsstyrelsen aftalte regler følges,

· socialpædagogiske skibsprojekter med fast landbase for indtil 3 unge, når de med Søfartsstyrelsen aftalte regler følges,

· socialpædagogiske skibsprojekter med fast landbase med mellem 4 og 10 unge om bord, når de med Søfartsstyrelsen aftalte regler følges, og

· døgninstitutioner for børn og unge under amtskommunalt driftsansvar.

Anbringelsessteder dækker over en række - indbyrdes forskellige - anbringelsesmuligheder fra den traditionelle familiepleje til den egentlige døgninstitution. Det er vigtigt at fastholde denne bredde i anbringelsesmulighederne.

Kommuner og amtskommuner vil udfra lokale behov i fællesskab kunne udarbejde en samlet oversigt over alle anbringelsessteder i hele amtskommunen.

En sådan oversigt vil bl.a. kunne tydeliggøre viften af anbringelsesmuligheder og give et bedre grundlag for den amtskommunale planlægning af anbringelsesområdet m.v., både med hensyn til det nødvendige antal pladser og med hensyn til indhold i og særlige opgaver for anbringelsesstederne. Oversigten vil også kunne bidrage til varetagelsen af de nødvendige tilsyns- og godkendelsesforpligtelser samt til en vis kontrol, set i forhold til kvaliteten på anbringelsesområdet.

Plejefamilier m.m. for børn og unge.

166. Efter § 49, stk. 1, skal plejefamilier være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune. Det drejer sig om anbringelsessteder, hvis aflønning er baseret på vederlagsbetaling.

Hvis en ung skal anbringes på et værelse og har brug for personlig støtte, skal kommunen godkende værelset som egnet anbringelsessted og føre tilsyn med den unge, jf. § 55.

I kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin bolig, anses den enkelte bolig for et anbringelsessted, og disse anbringelsessteder skal godkendes af den stedlige kommune. Dette gælder, uanset om der er visse fælles faciliteter eller ydes en begrænset personlig støtte til de unge.

Selvom de fornødne undersøgelser på kommunens vegne foretages fx af en familieplejeforening, træffes afgørelsen på det således tilvejebragte grundlag altid af den stedlige kommune.

Godkendelse af plejefamilier

167. Kommunen skal vurdere plejefamilien med henblik på at kunne give en generel godkendelse af egnetheden. Godkendelsen skal basere sig på en konkret vurdering af den enkelte families kvalifikationer. Godkendelsen kan gives på baggrund af en undersøgelse af plejefamiliens samlede forhold, herunder plejefamiliens familiemæssige, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige forhold. Fx omfanget af udearbejde, eventuelt faglig relevant baggrund eller særlig erfaring fra beslægtede opgaver. Antal og alder af eventuelle egne børn bør også indgå i vurderingen. Endvidere drøftes boligforhold og omgivelserne, familiens kontakter udadtil, herunder fritidsmuligheder, skole m.m.

Forinden godkendelsen indhentes med ansøgerens samtykke oplysninger om indtægtsforhold og straffeattest fra Kriminalregisteret. De nærmere regler herom er fastsat af Justitsministeriet i bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001. Heraf fremgår, at straffeattest rekvireres af ansøgerens opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om godkendelse af en plejefamilie efter § 49.

Ansøgerne bør i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne indhentes, hvis kommunen finder behov herfor. Den kommune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften dertil.

Der kan i øvrigt henvises til den vejledning om opholdsbetaling m.v. ved formidlet døgnophold, som KL og Amtsrådsforeningen i Danmark har udsendt efter ønske fra kommuner og amter. Denne findes bl.a. på KL´s hjemmeside: www.kl.dk

Anbringelse hos biologiske forældre

168. I de særlige tilfælde, hvor formålet med anbringelsen tilsiger, at barnet eller den unge anbringes i formidlet døgnophold hos den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, er der efter § 50 ikke hjemmel til at yde plejeløn, idet forældrene har forsørgelsespligt over for deres børn uafhængigt af forældremyndigheden, jf. § 2 i lov om aktiv socialpolitik og § 13 i lov om børns retsstilling. Jf. punkt 60 kan barnet ikke anbringes hos forældre med del i forældremyndigheden.

Også ved en anbringelse i formidlet døgnophold hos den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden forudsættes det, at anbringelsesstedet er godkendt, jf. § 49.

Da barnet er anbragt uden for hjemmet i henhold til serviceloven, udbetales der ikke børnetilskud eller børnefamilieydelse, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag samt lov om en børnefamilieydelse.

Hvis den forælder, der har barnet anbragt hos sig, får behov for økonomisk hjælp, kan kommunen fx yde kontanthjælp eller hjælp i særlige tilfælde efter lov om aktiv socialpolitik, forudsat at betingelserne for hjælp er opfyldt. Om anbringelse hos slægtninge i øvrigt se punkt 224.

Plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet

169. Såfremt plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet, er barnet ikke længere anbragt uden for hjemmet, idet »hjemmet«, således som dette udtryk anvendes i § 40, er ensbetydende med forældremyndighedens indehaver. I disse tilfælde er der således ikke tale om en anbringelse i medfør af § 40, stk. 2, nr. 11, og der kan ikke udbetales plejeløn til forældremyndighedens indehaver.

Det er dog kun de biologiske/retlige forældre, der har forsørgelsespligt over for deres børn, jf. § 2 i lov om aktiv socialpolitik og § 13 i lov om børns retsstilling.

I tilfælde, hvor forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død tillægges en anden eller andre, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet, er der efter § 84 i lov om aktiv socialpolitik mulighed for at udbetale økonomisk hjælp til barnets forsørgelse. § 84 er nærmere omtalt i Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik.

Opholdssteder for børn og unge.

170. Efter § 49, stk. 2, skal opholdssteder, dvs. anbringelsessteder, hvis aflønning er baseret på et godkendt budget, være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune.

Opholdssteder dækker over et bredt spekter af anbringelsesmuligheder strækkende sig fra det lille opholdssted, der drives af en professionel familie, og som kan modtage nogle få anbragte børn til større opholdssteder med ansatte, til socialpædagogiske skibsprojekter og kost- og efterskoler.

Da der er tale om så bredt et spekter af anbringelsesmuligheder, vil den undersøgelse, der skal lægges til grund, forinden der kan udstedes en generel godkendelse af amtskommunen, således altid kunne variere afhængig af opholdsstedets karakter.

Socialpædagogiske opholdssteder, oprettet med det formål at modtage børn og unge, vurderes som en helhed, hvilket indebærer en samlet vurdering af fx opholdsstedets socialpædagogiske tilbud, herunder antal medarbejdere og deres personlige/faglige ressourcer, sammenholdt med stedets fysiske rammer og de organisatoriske/økonomiske forhold. Endvidere må vurderingen omfatte de alders- og persongrupper, som opholdsstedet er indstillet på at modtage og den betaling, som kræves for opholdet.

For mindre og lidt større børn er det vigtigt, at de sædvanligvis har fælles bolig med nogle medarbejdere, eller at der er fastboende medarbejdere i en særskilt afdeling.

For unge kan det være udviklende som en overgangsfase til en selvstændig tilværelse at få egen bolig eller bo i et fællesskab med afpasset støtte fra medarbejdere.

Modtages der børn i skolealderen, er det væsentligt, at opholdsstedet kan samarbejde med skolen, og at der kan sikres støtte til skolearbejdet.

Hvis opholdsstedet modtager større børn og unge, må opholdsstedet tilbyde meningsfulde og udviklende aktiviteter.

Mulighederne for at kunne støtte børnene og de unge i tiden fra de forlader opholdsstedet, til de har fået fodfæste i den nye tilværelse, må indgå i vurderingen af opholdsstedet.

171. Vedrørende helbredserklæring og straffeattest gælder det samme som anført i punkt 167.

Det er ikke hensigten, at amtskommunen i sin egnethedsvurdering af det socialpædagogiske opholdssted skal lægge samme kriterier til grund, som en amtskommune ville gøre ved indgåelse af aftaler med døgninstitutioner for børn og unge i henhold til servicelovens § 51.

Det er således ikke forudsat, at de socialpædagogiske opholdssteders økonomiske forhold opstilles og vurderes ud fra de for amtskommunale døgninstitutioner gældende og kendte forhold.

Der bør fx ikke stilles så strenge krav til de fysiske rammer og faciliteter, men de myndighedskrav, der i øvrigt måtte være, må selvfølgelig overholdes. En godkendelse indebærer ikke, at amtskommunen har taget stilling til andre myndigheders krav. Opholdsstedet må forinden selv sikre sig de fornødne tilladelser fra andre relevante myndigheder samt sikre sig, at regler i anden lovgivning kan opfyldes.

Ved godkendelse af det socialpædagogiske opholdssted efter serviceloven er selve organisationsformen ikke afgørende, men opholdsstedet skal dog være en selvstændig juridisk enhed med særskilt økonomi. Der skal være regler om beslutningskompetence, hæftelse, regnskab, revision og budgettering.

Endvidere må der være bestemmelser om anvendelse af et eventuelt overskud, såfremt opholdsstedet som sådant nedlægges. Opstår der overskud eller underskud, er det tilsynsmyndigheden som i det konkrete tilfælde må forholde sig til, hvordan dette håndteres.

Ved vurderingen af privatejede opholdssteder skal godkendelsesmyndigheden særskilt være opmærksom på, at der ikke for offentlige midler foretages en formueopsamling i forbindelse med den socialpædagogiske virksomhed, eksempelvis afdrag på prioritetsgæld eller anden gæld.

Socialpædagogiske opholdssteder kan med fordel organiseres som fonde/selvejende institutioner og skal, for at der er tale om en fond, opfylde betingelserne som en gyldigt oprettet fond. Det er amtskommunens opgave som led i undersøgelsen af opholdsstedet at tilse, at organisationsforholdene er afklaret korrekt.

Opholdsstedet bør have en vedtægt, hvoraf fremgår navn og hjemsted, formål, egenkapital, udpegning af ledelse og ledelsens opgaver og dispositionsret over for tredjemand, hæftelse for gældsforpligtelser, hvorledes der skal forholdes med budgetlægning, regnskabsførelse og revision, vedtægtsændring og anvendelse af kapitalen i tilfælde af nedlæggelse.

Der bør ikke stilles krav om, at konteringsformen svarer til en kontoplan for en institutions drift, men budgetrammen vurderes som en helhed.

I forbindelse med den løbende opfølgning af opholdsstedets virksomhed foretager amtskommunen en vurdering af regnskabet.

KL og Amtsrådsforeningen i Danmark udsender årligt en vejledning om opholdsbetaling ved formidlet døgnophold efter § 49 med vejledende satser for plejeløn, lommepenge, arbejdsvederlag mv. Se fx KL´s hjemmeside: www.kl.dk.

Anbringelse på kost- og efterskoler

172. I de tilfælde, hvor der ønskes foretaget en anbringelse på fx en efterskole eller en fri grundskole med kostafdeling, der allerede er godkendt af anden offentlig myndighed efter reglerne herom, og hvor der føres tilsyn af denne myndighed, kan amtskommunens godkendelse basere sig på oplysningerne fra kost- eller efterskolen, om det antal pladser, der er til rådighed for anbragte børn og unge, hvilke aldersgrupper der kan modtages, prisen for tilbudet og særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet mener at kunne modtage som led i en anbringelse.

Da der er tale om en kost- eller efterskole, der i forvejen er godkendt af Undervisningsministeriet, og som der føres tilsyn med, vil den amtskommunale godkendelse kunne indskrænke sig til at lægge de ovenfor nævnte oplysninger til grund for en generel godkendelse.

Ved at amtskommunen også i disse tilfælde skal udstede en generel godkendelse, forinden børn og unge kan anbringes, sikres, at amtskommunen har det fulde overblik over, hvilke opholdssteder, der er i amtskommunen samt det antal børn og unge, der kan anbringes.

Det er kun i de tilfælde, hvor der foreligger såvel en godkendelse som et tilsyn fra Undervisningsministeriet, at den amtskommunale undersøgelse kan basere sig på de nævnte oplysninger.

Amtskommunen vil i øvrigt altid ud fra sit lokale kendskab kunne vurdere, om der er brug for supplerende oplysninger, forinden der kan udstedes en generel godkendelse af stedet.

En kost- eller efterskole er ikke et socialpædagogisk opholdssted, men et skoletilbud, som visse børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, kan have gavn af.

Undervisningsministeriet og Socialministeriet har udarbejdet en supplerende vejledning om de sociale myndigheders anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, vejledning nr. 135 af den 21. juni 2001. Vejledningen er optrykt som bilag til denne vejledning.

Indholdet af kommunens/amtskommunens godkendelsesbeføjelse

173. Resultatet af kommunens/amtskommunens vurdering bør munde ud i en begrundet, skriftlig afgørelse. Kan ansøgning om generel godkendelse ikke imødekommes, bør kommunen/amtskommunen nærmere begrunde afslaget. Et eventuelt afslag på godkendelse som egnet plejefamilie/opholdssted kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 49, stk. 3.

I ganske særlige tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at forsyne plejefamilie/opholdsstedet med en foreløbig godkendelse.

Kommunen/amtskommunen kan ikke på forhånd afvise at foretage en generel egnethedsvurdering, selv om der ikke lokalt er brug for de pågældende pladser.

Plejefamilien/opholdsstedet skal dog på forhånd kunne sandsynliggøre, at det vil blive anvendt af en kommune som anbringelsessted.

Der er ingen begrænsning i adgangen til at benytte plejefamilier/opholdssteder beliggende uden for egen kommune, når blot der forinden er foretaget en generel egnethedsvurdering og godkendelse af den stedlige kommune/amtskommune.

Med godkendelsen udtrykker kommunen/amtskommunen, at den anser plejefamilien/opholdsstedet for egnet til, at det kan benyttes som anbringelsessted for et bestemt antal børn og unge. Foruden pladstal skal godkendelsen nærmere angive de aldersgrupper samt særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet er fundet egnet til at modtage.

Kommunen/amtskommunen skal herefter følge udviklingen i plejefamilien/opholdsstedet og påse, at der ikke modtages flere personer, end plejefamilien/opholdsstedet er godkendt til. Kommunen/amtskommunen foretager i øvrigt en løbende faglig støtte og vurdering for at sikre det indhold, plejefamilien/opholdsstedet er godkendt til.

Forholdene i plejefamilierne og opholdsstederne kan ændre sig, fx ved udskiftning af medarbejdere, hvorved stedets pædagogiske ressourcer forøges eller formindskes, hvilket kan få konsekvenser for det antal eller den type børn og unge, der kan modtages. Hvis der sker ændringer i godkendelsesgrundlaget skal dette meddeles til kommunen/amtskommunen.

Såfremt kommunen/amtskommunen finder, at forholdene i plejefamilien/opholdsstedet ikke længere er acceptable, og godkendelsen derfor må trækkes tilbage, skal de anbringende myndigheder underrettes herom, således at de kan sørge for, at børnene og de unge forlader stedet og får tilbudt anden plejefamilie eller andet opholdssted. Dette bør foregå på en måde og over en periode, der tager fornødent hensyn til dem, der har ophold på stedet.

Socialpædagogiske skibsprojekter

174. Ophold i socialpædagogiske skibsprojekter kan finde sted enten efter reglerne om døgninstitutioner for børn og unge i § 51 eller efter reglerne om opholdssteder i § 49.

Alle skibsprojekter for mere end 1 ung skal have en fast landbase, dvs., at projektet skal være en del af et godkendt opholdssted, jf. § 49, eller en døgninstitution, jf. § 51.

For skibsprojekter med mellem 4 og 10 unge om bord føres det løbende tilsyn af én offentlig myndighed, jf. punkt 175. For skibsprojekter for indtil 3 unge og for 1 ung føres det løbende tilsyn af den anbringende kommune. I forbindelse med de anbringende kommuners tilsyn skal det understreges, at Søfartsstyrelsen for så vidt angår projekter for 4-10 unge fastsætter tilsynsbesøg til hver anden måned.

Om støtte til ophold i udlandet efter servicelovens regler henvises til punkt 186.

I forbindelse med skibsprojekter skal skibet godkendes af Søfartsstyrelsen efter de retningslinjer, der gennemgås nedenfor. En skematisk oversigt over de reglerne er derudover optrykt som bilag til denne vejledning.

Skibsprojekter med mellem 4 og 10 unge om bord

175. Søfartsstyrelsen har i forskrift af 20. november 2000, om skibe til særlige formål, fastsat vilkårene for godkendelse af skibe, der anvendes som uddannelsesskibe, socialpædagogiske projekter, lejrskoleskibe, lystfiskerskibe, klubskibe eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads. Det vil af det konkrete skibs Farttilladelse fremgå, om selve skibet er godkendt i henhold til denne forskrift.

For så vidt angår det socialpædagogiske tilsyn m.v. har Søfartsstyrelsen som vilkår for godkendelse af skibsprojekter for 4-10 unge bl.a. fastsat, at én offentlig myndighed påtager sig opgaverne i forbindelse med visitation og tilsyn på de anbringende kommuners vegne. Det er ikke muligt at delegere tilsynsforpligtelsen m.v. til en privat organisation. Medmindre andet aftales med en offentlig myndighed, påhviler de nævnte opgaver den amtskommune, der har godkendt det opholdssted, som skibsprojektet er en del af.

Reglen har siden indførelsen i 1982 bevirket, at såvel kommuner som amtskommuner har fungeret som koordinator i forhold til Søfartsstyrelsen, medens det formelle ansvar principielt stadig har ligget hos de anbringende myndigheder.

De socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem 4 og 10 unge om bord er optrykt som bilag.

Skibsprojekter for indtil 3 unge

176. Skibsprojekter for indtil 3 unge kan etableres på fritidsfartøj over eller under 20 tons samt på last-, fiske- eller passagerfartøj, der er indrettet til det særlige formål og ikke samtidig er i erhvervsmæssig drift.

Skibe under 20 tons skal opfylde reglerne for udlejningsfartøjer til det antal personer, der skal være om bord. Skibe på 20 tons og derover skal være godkendt i henhold til de derom gældende bestemmelser.

Skibet skal have Farttilladelse, som skal opbevares om bord.

Sejlads med fritidsfartøjer under 20 tons tillades ikke uden for linierne Skagen - Færder, Kalmar - Darlowo.

På skibe under 20 tons skal besætningen bestå af en fører, som er i besiddelse af bevis som yachtskipper af 3. grad, og en person, som er fyldt 18 år, og mindst har 1 års sejlererfaring. Skibe på 20 tons og derover skal være bemandet i overensstemmelse med lov om skibes besætning.

Ansøgning om godkendelse af projektet rettes af ejer eller reder til Søfartsstyrelsens nærmeste regionskontor.

For at kunne opnå tilladelse til sejlads i et større område end inden for linierne Skagen - Færder, Kalmar - Darlowo, skal fritidsfartøjet omregistreres til lastskib.

I forbindelse med omregistreringen skal skibet synes af Søfartsstyrelsen efter »Skibstilsynets meddelelser F« og Teknisk forskrift nr. 1 af 6. februar 1992 for last- og fiskeskibe der medtager maksimalt 12 passagerer.

Anmodning om omregistrering fra fritidsfartøj til lastfartøj skal ske ved, at skibets ejer eller reder retter henvendelse til Søfartsstyrelsen.

Det påhviler den amtskommune, der efter serviceloven har det generelle tilsyn med landbasen, herunder skibsprojektet, at påse, at et skibsprojekt for indtil 3 unge har den fornødne godkendelse fra Søfartsstyrelsen.

177. Anbringelse i et skibsprojekt for indtil 3 unge iværksættes af kommunen. Der gælder ingen alderskrav for skibsprojekter på fritidsfartøjer under 20 tons, men den anbringende kommune må sikre sig, at det er forsvarligt at anbringe den unge i den særlige form for et opholdssted, som et skibsprojekt er. For ophold i skibsprojekter på fartøjer over 20 tons er der et alderskrav på 16 år.

Kommunen må sikre sig, at den unge inden anbringelsen gennemgår en lægeundersøgelse med henblik på at afklare, om den unge fysisk og psykisk er i stand til at opholde sig om bord på et skib. Kommunen skal ligeledes sikre sig, at den unge inden anbringelsen gennemgår et af Søfartsstyrelsen godkendt søsikkerhedskursus.

Ved anbringelse på skibsprojekter med fartområde uden for linierne Skagen - Færder, Kalmar - Darlowo påhviler der kommunen en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den unge har en fysik og en modenhed, der gør anbringelsen på et skib med det større fartområde forsvarlig.

Det løbende tilsyn med den unge om bord på skibsprojekter med indtil 3 unge føres af den anbringende kommune, jf. punkt 174.

Opmærksomheden henledes på, at skibsprojekter efter den 1. januar 2001 skal godkendes i henhold til Søfartsstyrelsens tekniske forskrift nr. 15 af 20. november 2000, Teknisk forskrift om skibe til særlige formål (bevaringsværdige skibe, lystfiskerskibe mv.). Denne forskrift gælder for uddannelsesskibe, socialpædagogiske skibsprojekter, lejrskoleskibe, klubskibe eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads, og er ombygget til formålet inden forskriftens ikrafttræden. Forskriften kan rekvireres hos firmaet Iver C. Weilbach & Co. A/S, Toldbodgade 35, 1253 København K, tlf. 33 13 59 27.

Skibsprojekter for 1 ung

178. Socialpædagogiske projekter med 1 elev kan iværksættes af kommunen. Den anbringende kommune skal dog i hvert enkelt tilfælde i forbindelse med den konkrete anbringelse have dokumentation af skibsfører eller reder for følgende:

Skibet, der kan være et lastskib, fiskeskib, passagerskib eller fritidsfartøj, skal være over 20 tons og have gyldig fartshjemmel, og der skal være godkendte opholdsrum for alle ombordværende. Skibene skal være bemandet i overensstemmelse med lov om skibes besætning.

Dokumentation for, at skibsprojektet er godkendt af Søfartsstyrelsen, skal foreligge, inden der træffes aftale om en konkret placering af en ung.

Det løbende tilsyn med den unge om bord på skibsprojekter med 1 ung føres af den anbringende kommune, jf. punkt 174.

179. Søfartsstyrelsen har peget på en række særlige forhold, som gør sig gældende i forbindelse med ophold på skibe i erhvervsmæssig drift.

Søfartsstyrelsen anfører således bl.a.:

· at skibsfart og fiskeri er farlige arbejdspladser,

· at ophold i fremmede havnebyer uden intens og forsvarlig socialpædagogisk støtte i mange tilfælde ikke kan anses for forsvarligt,

· at unge anbragt i familiepleje om bord på de mindre fragtskibe ikke må anvendes som erstatning for normal arbejdskraft.

Søfartsstyrelsen har samtidig anbefalet, at de anbringende kommuner forud for en sådan anbringelse sikrer sig,

· at der kun er anbragt én ung i hvert skib,

· at den unge ikke er under 16 år,

· at den unge inden anbringelsen gennemgår en lægeundersøgelse,

· at den unge inden anbringelsen gennemgår et godkendt søsikkerhedskursus, der bl.a. omfatter livredning, herunder funktionen af båd- og brandrulle.

Søfartsstyrelsen har endelig gjort opmærksom på, at der af skibsføreren skal udfyldes bemandingsskema for den unge.

På denne baggrund bør anbringelse af unge på skibe i erhvervsmæssig drift alene foretages efter nøje undersøgelse og alene hvor ganske særlige grunde i det enkelte tilfælde taler herfor, fx som led i en vurdering af en eventuel fremtidig beskæftigelse inden for området.

Døgninstitutioner

§ 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Stk. 2.

180. Efter § 51 skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

181. Amtskommunen kan opfylde sin forpligtelse efter § 51 på følgende måder:

· ved at oprette og drive institutioner, eventuelt i fællesskab med andre amtskommuner,

· ved at indgå aftale med kommuner om anvendelse af kommunalt drevne institutioner,

· ved at indgå aftale med selvejende institutioner, herunder også institutioner, der ligger i andre amtskommuner,

· ved at indgå aftale med andre amtskommuner om benyttelse af pladser på de ovennævnte institutioner.

Ved aftale mellem amtskommune og kommune om anvendelse af kommunalt drevne institutioner sikrer amtsrådet sig, at institutionen er til rådighed, mod at amtskommunen løbende betaler kommunen de hermed forbundne udgifter til institutionens drift.

Bestemmelser om personaleantal, ansættelse og afskedigelse og løn- og ansættelsesforhold træffes i dette tilfælde af kommunen.

182. Amtskommunens opgave er beskrevet i § 51, stk. 1, og omfatter døgninstitutioner for de børn og unge, som kommunerne i amtskommunen har besluttet skal anbringes uden for hjemmet, fordi der er behov for en særlig socialpædagogisk indsats på grund af sociale problemer, betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller andet.

Amtskommunen har tillige forpligtelse til at stille dagpladser til rådighed for ambulant behandling af børn og unge med sociale adfærdsproblemer, jf. § 51, stk. 1, sidste punktum, se punkt 14.

183. Loven opdeler ikke institutionerne i forskellige typer, og amtskommunerne kan derfor kombinere og udnytte institutionerne til børn og unge i forskellige aldersklasser og med forskellige behov for kontakt, behandling, beskæftigelse mv.

Nogle døgninstitutioner er udstyret med en særlig ekspertise, dvs. at der i personalet indgår fx socialrådgivere og psykologer med henblik på at løse de særlige behandlingsopgaver for børn og unge og i visse tilfælde for familier og for enlige forældre med børn.

Hermed tænkes der både på børn og unge med sociale problemer i bred forstand og børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder psykotiske børn og unge og multihandicappede (udviklingshæmmede) børn og unge.

184. For hjemmeboende børn og unge, herunder børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan der være behov for aflastningspladser, og amtskommunen kan tilgodese dette behov enten ved at have aflastningsinstitutioner eller aflastningspladser på døgninstitutioner for børn og unge eller på særlige daginstitutioner efter § 16.

185. Der er i tilknytning til enkelte døgninstitutioner eller som en selvstændig institution etableret sikrede afdelinger, dvs. afdelinger, hvis yderdøre og vinduer kan være konstant aflåst. Der er særlige betingelser for, at børn og unge kan anbringes i disse afdelinger. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse mv. i døgninstitutioner for børn og unge og i opholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer.

Ophold uden for Danmark

186. Efter § 2 er det en forudsætning for ydelse af hjælp, at modtageren opholder sig her i landet.

Der er derfor ikke hjemmel i serviceloven til at finansiere børns og unges ophold i udlandet. Dette gælder, uanset om anbringelsen formelt sker på et her i landet beliggende anbringelsessted, der driver afdelinger eller andre projekter i udlandet. Der er heller ikke hjemmel til at dispensere herfra.

I denne forbindelse ses der dog bort fra almindelige ferieophold eller lejrskoler, der indgår i virksomheden i et her i landet beliggende anbringelsessted.

Tilsvarende er der heller ikke mulighed for at etablere døgnophold for børn og unge på Færøerne og i Grønland.

Der kan dog ydes støtte til ophold på et dansk skib, der sejler i dansk eller udenlandsk farvand under forudsætning af, at skibsprojektet og fartplanen er godkendt af Søfartsstyrelsen, jf. de foregående punkter om skibsprojekter. Opholdet på skibet anses i dette tilfælde for ophold på dansk territorium.

Kapitel 7

Anbringelsesstedernes driftsmæssige forhold mv.

Økonomi

§ 40 b. Under et døgnophold efter § 40, stk. 2, nr. 4, 5 og 11, og efter § 62 a, stk. 3, nr. 1 og 4, modtager barnet eller den unge omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.

Stk. 2. Et aflastningsophold, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.

Stk. 3. Hjælp efter stk. 1 vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold, eller på anden måde.

Stk. 4. Socialministeren kan efter forhandling med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark fastsætte regler om, hvilke ydelser der indgår i døgnophold.

187. Der er med lovgivningen om grundtakstfinansiering fastsat regler om, hvad et døgnophold for børn eller unge omfatter, herunder for unge, der er fyldt 18 år, men ikke 23 år, der får tilbud efter § 62 a. Disse regler sigter til finansieringen mellem kommuner og amter. Der er mere udførligt redegjort for disse regler i Socialministeriets vejledning om grundtakstfinansiering. KL og Amtsrådsforeningen har dertil udsendt en mere detaljeret vejledning om, hvad grundtaksten på børn og unge området omfatter. Begrebet døgnophold dækker her over døgnophold for (1) barnet/den unge, (2) døgnophold for forældremyndighedens indehaver, barnet/den unge og andre medlemmer af familien samt (3) aflastningsophold for barnet/den unge samt (4) udslusningsophold. § 40 b omfatter alle former for døgnophold, jf. stk. 3. Bestemmelsen gælder alle døgnophold, som er omfattet af grundtakstfinansiering, uanset om udgifterne på årsbasis overstiger grundtaksten.

188. Under et døgnophold modtager barnet eller den unge omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.

Et aflastningsophold, som ydes under et døgnophold, indgår i døgnopholdet. Den konkrete hjælp vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold, eller på anden måde.

189. Når en kommune ønsker, at amtskommunen skal medvirke til et tilbud omfattet af grundtakstfinansiering, sender kommunen en indstilling herom til amtskommunen. Amtskommunen tager stilling til indstillingen. Hvis amtskommunen ikke kan imødekomme indstillingen, skal meddelelse herom til kommunen indeholde et forslag til et andet tilbud. Når der er enighed om hjælpen, betaler amtskommunen den del af udgifterne, der ligger over grundtaksten.

190. § 40 b udgør en ramme, der angiver, at døgnopholdet omfatter forsørgelse og imødekommelse af barnets eller den unges særlige behov. Opregningen nedenfor af forskellige typer af ydelser, der falder inden for § 40 b, er derfor eksempler og ikke en udtømmende udfyldelse af rammen.

Ydelserne

191. Ydelserne, der kan være forbundet med tilbud om døgnophold, dvs. »selve opholdet«, omfatter de grundlæggende elementer for særlig støtte til børn og unge, og som altid skal kunne ydes under døgnophold. Det vil fx sige

Personstøtte til at sikre benyttelse af relevante tilbud svarende til alder, udvikling og interesser i form af skolegang / undervisning, uddannelse og/ eller beskæftigelse og fritidstilbud.

Omsorg, såsom mad, tøj, bolig, lommepenge, transport og adgang til samfundets tilbud, herunder til fagfolk inden for sundhedsvæsenet. Hertil kommer personlig støtte til barnet i form af en stabil og god voksenkontakt.

Løbende systematisk vurdering af barnets eller den unges individuelle vanskeligheder ved at opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Vurdering af behov for særlige interne eller eksterne tilbud. Udarbejde og efterleve behandlingsplaner for barnet eller den unge og familien efter behov.

Socialpædagogisk behandling efter barnets eller den unges behov gennem støtte til fysisk, emotionel og social udvikling.

Socialfaglig rådgivning og socialfagligt samarbejde, herunder orientering om udviklingen i forhold til handleplanen, over for barnet eller den unge, familien, kommunen og andre samarbejdsparter.

Forældresamarbejde, støtte til barnets eller den unges kontakt og relationer til familien og i denne forbindelse forældreomsorg.

Hjælp svarende til § 30, dvs. til personlig hjælp og pleje.

Det vil afhænge af det konkrete særlige behov i det enkelte tilfælde, om og i hvilket omfang ovennævnte tilbud skal ydes. Fx vil unge over 18 år efter § 62 a ikke være berettiget til samme hjælp til forsørgelse, idet disse unge selvstændigt vil kunne være berettiget til at modtage hjælp til forsørgelse, fx som kontanthjælp efter aktivloven.

At ovennævnte former for hjælp altid skal kunne være en del af et døgnophold, har bl.a. den betydning, at der i forbindelse med visitation til et døgnophold - jf. § 131 b - ikke er brug for at tage særskilt stilling til, om udgifter til ovennævnte former for bistand falder inden for grundtaksten.

For udstyr og inventar, som almindeligvis hører til et døgntilbud, gælder den hovedregel, at seng, bord, stol m.v. er dækket af betalingen for døgnopholdet. Særligt udstyr og inventar, som knytter sig til det enkelte barn/den enkelte unge, og som vil blive fjernet fra anbringelsesstedet, når barnet/den unge ikke længere opholder sig på stedet, kan efter en individuel vurdering og beslutning ydes ved siden af døgnopholdet og skal derfor finansieres ved siden af grundtaksten. Et eksempel kunne være en seng, som på grund af særlige fysiske forhold hos barnet/den unge skal have nogle bestemte mål eller kunne noget særligt, som ikke kan opnås gennem standardudstyr.

192. Udover ovennævnte grundlæggende ydelser er der en række tilbud, der efter barnets eller den unges særlige behov kan være behov for som en del af opholdet. Det kan dreje sig om

· Intern dagbeskæftigelse og evt. ophold i særlige dagtilbud efter § 16 og særlige klubtilbud efter § 23

· Særlige undersøgelser og observationer, herunder fx bidrag til forældreevneundersøgelser, observationer med henblik på erklæringer, bidrag til § 39-undersøgelser og pædagogisk/ psykologisk undersøgelse

· Terapi, herunder familieterapi, gruppeterapi m.v.

· Anden behandling af barnet eller den unge, herunder afrusning, afgiftning, pædagogisk familiebehandling m.v.

· Hjælp svarende til fx § 31, dvs. ledsagelse til unge som på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.

· Hjælpemidler til fælles brug.

Disse former for ydelser kan indgå som en del af et døgnophold, og dermed i grundtaksten. Men det forudsætter, at det særligt er besluttet i forbindelse med visitationen eller ved eventuel senere revisitation, jf. § 131 b.

Foranstaltninger, der ligger uden for rammerne i § 40 b.

193. Der er former for ydelser, som barnet eller den unge eventuelt modtager under døgnophold, som ikke er en del af »selve opholdet«. Det drejer sig om:

· Dagtilbud til børn efter servicelovens kapitel 4 og klubtilbud og andre socialpædagogiske foranstaltninger efter servicelovens § 19. Disse udgifter er heller ikke i dag omfattet af delt finansiering, jf. § 129, stk. 2

· Udgifter til tilsyn, administration samt rådgivning og vejledning. Disse udgifter er heller ikke i dag omfattet af delt finansiering, jf. § 129, stk. 1, og § 130, stk. 1.

· Arbejdsforhold eller beskæftigelse og egentlige uddannelsesforløb, der er omfattet af lov om aktiv socialpolitik, specialundervisning / vidtgående specialundervisning efter Undervisningsministeriets regler herom, dvs. hjælp efter anden lovgivning.

· Personlige hjælpemidler.

· Heller ikke ydelser, der primært er rettet til forældrene, indgår i et døgnophold. Det drejer sig fx om:

· Økonomiske tilskud efter kapitel 6, som bl.a. omfatter tilskud til forældre, der vælger privat pasning eller modtager orlovsydelse under børnepasningsorlov efter §§ 26, 27 og 27 a, hjælp til dækning af merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et handicappet barn efter § 28, tabt arbejdsfortjeneste efter § 29. Disse udgifter er heller ikke efter gældende regler omfattet af delt finansiering.

· Hjælp efter § 40, stk. 2, nr. 8, 9 og 10, dvs. forskellige former for økonomisk hjælp til forældre, der ikke selv har tilstrækkelige midler.

· Støtteperson til indehaveren af forældremyndigheden efter § 40 a.

· Terapi eller misbrugsbehandling af forældrene.

194. Hvis der måtte være tvivl om, hvorvidt en mulig form for hjælp falder inden for eller uden for den ramme, som § 40 b angiver, kan kommuner og amtskommuner støtte deres overvejelser på følgende afvejning:

Kan det pågældende tilbud på den ene side primært anses for at være et led i anbringelsen af barnet eller den unge. Der kan herved lægges vægt på, at udgangspunktet er, at døgnopholdet omfatter forsørgelse af barnet og den unge og alle behandlingsmæssige ydelser, der i forskelligt omfang og forskellige kombinationer indgår i døgnopholdet.

Eller er der på den anden siden tale om et tilbud, hvor formålet er tættere på at ligne de ovennævnte eksempler på former for tilbud, som ligger uden for rammerne for § 40 b.

195. Det er formålet med hjælpen og behovet under opholdet, som er grundlaget for visitationen - og dermed hvad der indgår i grundtaksten. Det er fx ikke afgørende, i hvilket omfang et konkret tilbuds »basisydelse« er indrettet til at kunne yde hjælpen.

Det er vigtigt, at de kommunale myndigheder ved beslutningen om visitation omhyggeligt får beskrevet, hvilke former for hjælp der er opnået enighed om, idet enigheden ved visitationen fastlægger udgiftsfordelingen mellem kommunen og amtskommunen.

Når en ydelse er omfattet af kommunens aftale med amtskommunen om grundtakstfinansiering, betyder det, at udgifterne til ydelsen indgår i udgiftsgrundlaget for døgnopholdet, hvoraf amtskommunen skal finansiere udgifterne ud over grundtaksten. Det betyder også, at amtskommunen skal inddrages, hvis kommunen ønsker en ændring i ydelsen ud over den ramme, der måtte være aftalt mellem kommunen og amtskommunen i det enkelte tilfælde.

Hverken de sociale klagemyndigheder eller Socialministeriet kan træffe afgørelse i sager om eventuel uenighed om, hvorvidt en ydelse vil være omfattet af grundtaktsfinansiering.

196. Socialministeren har hjemmel til at fastsætte regler om ydelser, der indgår i døgnophold for børn og unge - og dermed også i grundtaksten for disse tilbud.

Det er forventningen, at der ikke umiddelbart vil blive behov for at udnytte denne bestemmelse. Det skønnes således, at kommuner og amtskommuner kan tilrettelægge en hensigtsmæssig administration ud fra Socialministeriets vejledning om grundtakstfinasiering. Men fordi området og mulighederne for at yde hjælp vil være under forandring, og fordi § 40 b lægger en ramme, der udfyldes ud fra den nuværende praksis for, hvad der indgår i et døgnophold, skønnes det hensigtsmæssigt, at socialministeren, hvis det viser sig nødvendigt, kan fastsætte regler. I givet fald vil disse - bl.a. fordi regler vil kunne få betydning for byrdefordelingen mellem kommuner og amtskommuner - blive fastsat efter drøftelse med de kommunale organisationer.

197. Plejeløn fastsættes af kommunen under hensyn til forholdene i det enkelte tilfælde.

198. Beløb til kost og logi tilsigter at dække de helt almindelige udgifter ved et barns ophold i et anbringelsessted, dvs. især kost, beskæftigelse og fornøjelser. Hertil kommer udgifter til værelse og opvarmning samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler mv. Der er således tale om et beløb - fastsat ud fra nogle gennemsnitsbetragtninger - for hvilke, der ikke skal aflægges regnskab.

For anbringelsessteder med fast budget udgør opholdsbetalingen en beregnet takst. Lommepenge, arbejdsvederlag mv. samt vedligeholdelse af beklædning afholdes under opholdet over opholdsstedets drift.

Socialministeriet udsender årligt en bekendtgørelse om satser for godtgørelse for udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet døgnophold efter § 49.

KL og Amtsrådsforeningen i Danmark udsender årligt efter ønske fra kommuner og amtskommuner en vejledning om opholdsbetaling ved formidlet døgnophold efter § 49 med vejledende satser for plejeløn, lommepenge, arbejdsvederlag mv. Se fx KL´s hjemmeside: www.kl.dk.

Særligt om lommepenge, beklædning, gaver mv.

199. Kommunen overtager ved en anbringelse uden for hjemmet den fulde forsørgelse af barnet eller den unge. Dette indebærer, at nogle af de ydelser, som forældre normalt vil give deres børn, under anbringelsen må udredes af kommunen. Dette gælder fx lommepenge til barnet eller den unge. Kommunen må ligeledes sørge for, at barnet eller den unge kan blive forsynet med en hensigtsmæssig beklædning under opholdet.

Hensigten med udbetaling af lommepenge mv. er, at børn og unge skal vænnes til at administrere egne penge. Kommunen træffer bestemmelse om, hvilke beløb børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, skal have til rådighed i lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser.

Lommepengebeløbet tilpasses barnets alder og bør forhøjes ved det 16. år, således at den unge kan betale for visse personlige fornødenheder. Lommepengene udbetales kontant til børnene og de unge.

Arbejdsløn, der tilfalder skoleelever ved arbejde for fremmede og ved udførelse af særlige opgaver på institutionen, bør som hovedregel tilfalde barnet eller den unge selv, for derved at ligestille dem med hjemmeboende børn og unge.

Ud over de egentlige lommepenge og beklædningstilskud kan der gives gaver ved særlige lejligheder, såsom fødselsdag, jul, eksamen, konfirmation og lignende.

Efter anmodning fra forældre eller andre kan der ydes kostpenge til børn og unge ved fravær fra institutionen/opholdsstedet.

Der bør under hensyn til den almindelige prisudvikling foretages en årlig regulering af taksterne til lommepenge, arbejdsvederlag, beklædning, kostpenge mv. til børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Som nævnt under punkt 198 udsender KL og Amtsrådsforeningen i Danmark vejledende satser for de nævnte ydelser.

Særligt om udgifter til forrevalidering.

200. For så vidt angår muligheden for at yde hjælp til en forrevalidering, der sker som led i udslusning og strækker sig over en periode efter døgnopholdet, henvises der til Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik.

Særligt om hjælpemidler

201. Kommunen afholder endeligt udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af kommunen, jf. § 97, stk. 1, og § 98, stk. 1, medmindre ydelserne er indeholdt i døgnopholdet, jf. § 131 a.

Hjælpemidler, som ikke er personlige, kan være indeholdt i døgnopholdet, men det forudsætter, at det er særligt besluttet i forbindelse med visitationen.

Hjælpemidler, som er personlige, er uden for rammerne (i § 40 b) for døgnopholdet.

Om et hjælpemiddel er personligt, vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Et særligt personligt hjælpemiddel, ydet efter § 97, stk. 4, vil dog altid være at betragte som et personligt hjælpemiddel.

Der henvises til pkt. 192 og 193 samt til Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning mv.

Daglig drift

Særligt om opholdssteder

202. Opholdssteder vil sædvanligvis have nogle fastboende voksne, som har ansvaret for det socialpædagogiske indhold i opholdsstedet.

Det vil være almindeligt for disse opholdssteder, at både medarbejdere og de personer, der modtages, har medindflydelse på de beslutninger, der træffes, og medansvar for at beslutningerne gennemføres.

Særligt om døgninstitutioner

Ledelse

203. En døgninstitutions leder har ansvaret for den daglige ledelse af institutionen.

Ved selvejende institutioner varetager bestyrelsen den overordnede ledelse.

Elevindflydelse

204. Børn og unge på døgninstitutioner bør i videst muligt omfang inddrages i drøftelserne omkring institutionernes daglige drift med henblik på at vænne eleverne til samarbejde og styrke deres selvstændighed.

Dette kan ske gennem regelmæssig afholdelse af møder, hvor der orienteres om udviklingen på institutionen, og hvor leder og medarbejdere kan informeres om børnenes eller de unges opfattelse af institutionen og det daglige arbejde.

Hvor der på institutionen findes et tilstrækkeligt antal børn eller unge, der har den fornødne modenhed, kan det være hensigtsmæssigt at oprette elevråd.

Medarbejderindflydelse

205. Ved varetagelse af arbejdsopgaverne må der samarbejdes mellem ledelse og medarbejdere - uanset hvilken samarbejdsform der vælges - i overensstemmelse med de retningslinier, der er fastlagt i de til enhver tid gældende regler om samarbejdsudvalg inden for den amtskommunale virksomhed.

Forældreindflydelse

206. Forældre til børn og unge, der er optaget i døgninstitutioner, skal medinddrages i stillingtagen til spørgsmål, der i almindelighed berører deres forhold til institutionen.

Døgninstitutioner bør have et forældreråd. Et forældreråd har normalt udtaleret i spørgsmål, der vedrører institutionen, og kan i øvrigt tage ethvert spørgsmål om institutionens drift op til behandling, men forældreråd har normalt ikke nogen indflydelse ved konkrete forhold, herunder ansættelser.

I tilfælde, hvor et forældreråd ikke kan etableres, kan der i stedet udpeges en talsmand for forældrene.

De selvejende institutioner har normalt forældrerepræsentanter i bestyrelsen. Valgperioden fremgår af vedtægten.

Valg af forældrerepræsentanter til bestyrelse og forældreråd sker ved forældremøder, hvor der i øvrigt kan ske orientering af forældrene om institutionens arbejde og eventuelle planer for institutionens fremtid.

Vedrørende frirejser til forældre til deltagelse i forældremøder mv. henvises til punkt 219.

Personale

207. Amtskommunen fastsætter personalets antal, sammensætning og uddannelse ved de forskellige former for døgninstitutioner for børn og unge.

Det pædagogiske arbejde

208. Amtskommunen følger indholdet af døgninstitutionernes pædagogiske virksomhed og udviklingen af de metoder, som arbejdet løbende nødvendiggør.

Kommunen må gennem sin tilsynsvirksomhed, jf. § 55, med de enkelte børn/unge sikre, at behandlingen af de børn og unge, der med kommunens medvirken har døgnophold uden for hjemmet, sker på en sådan måde, at formålet med anbringelsen opnås.

Fælles bestemmelser for anbringelsesstederne

Magtanvendelse

209. Indgriben fra en medarbejders side over for konfliktskabende opførsel må kun udføres således, at indgrebet af barnet eller den unge umiddelbart kan forstås som den direkte konsekvens af den udviste adfærd.

For så vidt der bliver tale om indgreb i form af fysisk magtanvendelse mv. henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse mv. i døgninstitutioner for børn og unge og i opholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer.

Magtanvendelse over for børn og unge med ophold i opholdssteder, der modtager indtil 4 personer, falder ind under straffelovens bestemmelser, og magtanvendelse er udelukket i samme omfang som ved øvrige opholdssteder.

Hvis den anbringende kommune får oplysning om magtanvendelse i sådanne opholdssteder, skal kommunen tage stilling til, om der skal ske anmeldelse til politiet. Det må samtidig overvejes, om barnet eller den unge eventuelt skal flyttes til et andet anbringelsessted. I sådanne tilfælde bør den stedlige kommune eller den stedlige amtskommune, der har godkendt opholdsstedet, underrettes om den stedfundne magtanvendelse.

Undervisning

210. Det er vigtigt, at børn i den undervisningspligtige alder, hvor det overhovedet er muligt, søger de lokale skoler. Også i tilfælde, hvor et barn eller en ung på grund af alvorlige skoleproblemer anbringes i en institution med egen skole, må det tilstræbes, at barnet eller den unge så snart som muligt flyttes til den lokale folkeskole. Undervisningen i institutionen må i samarbejde med den lokale skole tilrettelægges på en sådan måde, at dette formål fremmes.

Eleverne skal have en undervisning på institutionen, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, men tilrettelagt så den svarer til elevernes særlige behov. Der henvises til bestemmelserne i folkeskolelovens § 22, stk. 5 og 6 og til vejledning nr. 83 af 10 juni 1999 om indgåelse af overenskomst om undervisning mellem kommuner/amtskommuner og dagbehandlingstilbud/anbringelsessteder.

Der bør i det hele tilstræbes en så nær kontakt mellem børnene/de unge og det omgivende samfund, som det findes muligt og forsvarligt. Dette gælder fx i forhold til skoler, idrætsforeninger, spejderkorps, klubber og andre samlingssteder for børn og unge, ligesom der fx kan skabes en naturlig kontakt til egnens børn og unge ved at give disse adgang til at benytte opholdsstedets/institutionens sportsplads eller lignende.

Offentlig omtale eller kritik, rømninger mv.

211. Hvis der på et opholdssted eller en døgninstitution indtræffer forhold, der kan medføre offentlig omtale eller kritik, bør institutionens bestyrelse og/eller amtskommunen samt de anbringende kommuner omgående underrettes.

Det samme gælder i tilfælde af klager over forholdene på opholdsstedet eller institutionen, ved hyppige rømninger og i tilfælde af ulykker eller dødsfald blandt børnene eller de unge.

Tavsheds- og oplysningspligt

212. For bestyrelser, forældreråd og personale i døgninstitutioner og andre anbringelsessteder for børn og unge, jf. § 49, gælder de almindelige regler om tavshedspligt. Der henvises herom til retssikkerhedsloven og Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Personalet har efter § 35 pligt til at underrette kommunen, hvis det får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn/en ung og familien har behov for særlig støtte. Der henvises til punkt 25.

Den kommunale forvaltning skal være særlig opmærksom på tilfælde, hvor der er mistanke om forbrydelser mod børn og unge, fx seksuelle overgreb, jf. punkt 27.

Tilsyn med døgnophold

213. Den konkrete tilsynsforpligtelse vedrørende barnet eller den unge påhviler den kommune, hvor indehaveren af forældremyndigheden bor, jf. punkt 138. Dette skal ses i sammenhæng med den generelle/almindelige tilsynsforpligtelse vedrørende døgnopholdssteder for børn og unge.

For plejefamilier og opholdssteder godkendt efter § 49 påhviler den almindelige tilsynsforpligtelse den stedlige kommune/amtskommune som følge af, at den har godkendt anbringelsesstedet med et nærmere bestemt socialpædagogisk indhold. Dette tilsyn omfatter den daglige drift og det pædagogiske arbejde.

Amtskommunen fører det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, med døgninstitutioner for børn og unge i amtskommunen.

For institutioner med aftale varetages tilsynet med institutionens ledelse og drift, herunder det pædagogiske arbejde, i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, der tilkommer amtskommunen efter aftalen.

Driver en amtskommune en døgninstitution, der er beliggende i en anden amtskommune, påhviler det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, driftsherren.

214. Vedrørende tilsyn med skibsprojekter henvises til punkt 174 ff.

215. Tilsynet bør være opmærksom på nogle særlige forhold, der erfaringsmæssigt kan give anledning til forholdsregler fra amtskommunen eller kommunen.

Tilsynet omfatter de hygiejniske forhold. Vejledning herom vil kunne indhentes hos embedslægen.

Det må påses, at børn og unge regelmæssigt tilses og undersøges af en læge og tandlæge. Børn og unge vil under døgnanbringelse have adgang til de samme forebyggende børneundersøgelse og vaccinationer som børn og unge i eget hjem. De vil ligeledes have adgang til sygesikringsydelser hos praktiserende læge på samme måde som andre børn og unge.

Børn og unge vil under døgnanbringelse have adgang til den kommunale skolesundhedstjeneste i den kommune, hvor deres skole eller anbringelsessted er beliggende.

De vil ligeledes være omfattet af den kommunale tandpleje i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregisteret. Er barnet/den unge anbragt på døgninstitution er der dog fastsat særlige regler, jf. § 1, stk. 5, i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 493 af 8. juni 1994 om kommunal tandpleje.

Tilsynet bør tillige sikre, at medarbejderne ved anvendelse af maskiner og materialer mv. sørger for, at de regler, der gælder for benyttelsen på tilsvarende områder, overholdes. Der tænkes her især på arbejdsmiljølovens regler om beskæftigelse af børn og Undervisningsministeriets regler for benyttelse af el-drevne maskiner og anvendelse af glasurer mv. ved sløjdundervisning i skoler.

En institutions kørsel med beboerne anses ikke for erhvervsmæssig personbefordring, når kørslen er vederlagsfri, institutionen ejer bilen, og bilens fører er ansat på institutionen eller er forældre til en af beboerne. Det forudsættes herved, at befordringen ikke er omfattet af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 13. april 1978 om offentlig befordring af skoleelever, som ændret ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 342 af 24. juni 1981.

Erstatning

216. Børnene og de unge er erstatningsansvarlige for skadevoldende adfærd efter dansk rets almindelige regler. For børns og unges uagtsomme skadevoldende adfærd bør der tegnes ansvarsforsikring, med mindre de er dækket af forældrenes ansvarsforsikring. Der kan endvidere peges på muligheden for at tegne ansvarsforsikring for ledere og de øvrige medarbejderes erstatningsansvar for uagtsom skadevoldende adfærd.

Der kan normalt ikke tegnes forsikring, der dækker skader forvoldt af et anbragt barn/en ung på plejefamiliens ejendom eller indbo.

Da det er disse skader, der giver de største problemer i praksis, vil det være hensigtsmæssigt, at den anbringende kommune og plejefamilien ved indgåelse af aftalen om plejeforholdet bliver enige om nogle retningslinier for, hvornår skaden må bæres af plejefamilien, og hvornår kommunen ud fra en billighedsbetragtning eventuelt vil træde ind og erstatte skaden helt eller delvist.

Plejefamiliens (eventuelt de biologiske forældres) familieforsikring (indbo- og ansvarsforsikring) dækker ansvar for personskader forvoldt af et plejebarn på plejefamilien og dækker normalt også skader på personer uden for plejefamilien og deres ejendele, men plejefamilien bør inden modtagelsen sikre sig, at dette er tilfældet.

Der kan i denne forbindelse henvises til, at KL, Amtsrådsforeningen og Kommunernes gensidige Forsikringsselskab har indgået en aftale om en forsikring for plejefamilier og opholdssteder. Aftalen om forsikring er nærmere beskrevet i den vejledning om opholdsbetaling mv. for formidlet døgnophold, som Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark har udsendt.

217. Om anbragte børns og unges forsikring mod følger af arbejdsskader henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 158 af 4. marts 1998 om forsikring efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade for personer, der er optaget i boformer mv. under lov om social service.

Ekstraordinær pasning som led i civilt beredskab

218. Om muligheden for ekstraordinær pasning i bl.a. døgninstitutioner af børn af frivilligt personel i forsvaret og redningsberedskabet i tilfælde af krise eller krig henvises til Beredskabsstyrelsens vejledning i planlægning af kommunalt civilt beredskab.

Andre bestemmelser

219. Rejseudgifter i forbindelse med ferier og weekends betales af institutionen/opholdsstedet. For børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der ikke kan rejse alene, kan der ydes frirejse til ledsager. I de særlige tilfælde, hvor barnet eller den unge på grund af sit handicap eller helbredstilstand i øvrigt ikke er i stand til at rejse hjem, kan institutionen afholde udgifter til besøgsrejser for forældrene.

Er børn eller unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne optaget på en døgninstitution til fuld forsørgelse, skal alle udgifter normalt afholdes af institutionen. Hvis barnet eller den unge er i en situation, hvor der arbejdes på, at barnet eller den unge kan hjemtages fra institutionen, kan der ydes støtte efter § 28 i forbindelse hermed. For så vidt angår støtte efter § 28 henvises til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap.

Institutionen/opholdsstedet kan yde frirejse til forældrene til deltagelse i forældrerådsmøder, forældremøder og behandlingsmøder.

Hvis forbindelsen mellem barnet eller den unge og dets hjem vanskeliggøres af økonomiske grunde, giver § 40, stk. 2, nr. 9, kommunen mulighed for at yde økonomisk støtte til forældrenes udgifter i forbindelse med besøg hos barnet eller den unge, se punkt 54.

Kapitel 8

Privat døgnpleje

§ 64. Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Stk. 2. Plejetilladelse kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af plejetilladelse skal kommunen gøre forældremyndighedens indehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Stk. 3. Det påhviler forældremyndighedens indehaver at sikre sig, at plejehjemmet har fornøden plejetilladelse.

Stk. 4. Børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Stk. 5. En afgørelse efter stk. 4 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Stk. 7. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af amtskommunen. Amtskommunen fører tilsyn med forholdene i hjemmet.

Generelt om privat familiepleje

220. Ved privat familiepleje efter § 64 forstås ethvert tilfælde, hvor et barn bor hos andre end forældrene, uden at forældrenes opholdskommune har medvirket ved etableringen af opholdet.

Privat familiepleje er således ikke en hjælpeforanstaltning efter serviceloven, men beror alene på en beslutning, der er truffet af indehaveren af forældremyndigheden.

Hvornår kræves plejetilladelse

221. Efter § 64 må ingen modtage et barn under 14 år i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Der skal foreligge plejetilladelse i alle tilfælde, hvor opholdet forventes - eller senere viser sig - at vedvare udover 3 måneder. Dette indebærer, at der må kræves plejetilladelse, hvis plejeforholdet fortsætter udover de 3 måneder.

Udstedelse af plejetilladelse

222. Der kan kun udstedes plejetilladelse, hvis opholdet kan anses for at være til gavn for barnet. Det væsentligste element er således barnets forhold, men der er tale om et fleksibelt kriterium, der kan fortolkes forskelligt afhængigt af opholdets længde, barnets alder og tilknytning til plejefamilien.

Ved udstedelse af plejetilladelse må der foretages en nærmere undersøgelse af forholdene i den familie, som barnet skal opholde sig hos. Det nærmere omfang af en sådan undersøgelse vil imidlertid afhænge af de konkrete omstændigheder, såsom barnets tilknytning til plejefamilien og opholdets forventede varighed. I punkt 223 er omfanget af undersøgelsen for så vidt angår længerevarende ophold uddybet. For plejeophold hos nære slægtninge henvises til punkt 224.

Plejetilladelsen udstedes af den kommune, hvor plejefamilien bor.

Tilladelsen skal altid udstedes vedrørende et bestemt barn. Det er indehaveren af forældremyndigheden, der har pligt til at sikre sig, at plejefamilien har den fornødne plejetilladelse. Dette indebærer, at indehaveren af forældremyndigheden har pligt til at underrette den kommune, hvor barnet er i pleje, hvis et plejeforhold varer udover en sammenhængende periode på 3 måneder.

Det vil bero på et individuelt skøn, hvor mange børn der kan gives plejetilladelse til. Antallet af børn, herunder om der er tale om søskende, vil dog være af betydning ved vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet.

Længerevarende plejeforhold

223. Ligger det fra starten af plejeforholdet klart, at barnet skal opholde sig i længere tid i plejefamilien, bør der foreligge plejetilladelse, forinden barnet får ophold i plejefamilien. Ved sådanne længerevarende ophold opstår der ofte et følelsesmæssigt forhold mellem barn og plejefamilie. Dette gælder særligt, hvis der er tale om mindre børn. Sådanne længerevarende ophold kan endvidere resultere i, at der senere indgives ansøgning om adoption. Derfor er det af hensyn til barnet vigtigt, at der forinden påbegyndelsen af plejeforholdet er taget stilling til, om opholdet er til gavn for barnet. Om plejeforhold med henblik på adoption henvises til punkt 225.

Ved undersøgelsen og afgørelsen af, om der kan gives plejetilladelse til længerevarende ophold, bør der normalt lægges vægt på de samme forhold som ved ansøgning om adoption. Herved undgås, at et langvarigt plejeforhold må afbrydes, fordi det senere viser sig, at adoptionsmyndighederne ikke kan godkende plejeforældrene som adoptanter.

Den indledende undersøgelse vil normalt bestå i en orienterende samtale med plejefamilien, hvor kommunen danner sig et indtryk af familien. Ved denne indledende undersøgelse må familien give oplysninger om alder, ægteskabelige forhold, samlivets varighed, antal børn i hjemmet, økonomi, helbredsforhold mv.

Hvis det allerede efter denne indledende undersøgelse anses for udelukket at give den ønskede plejetilladelse, bør der ikke indhentes yderligere oplysninger.

Normalt vil der ikke kunne gives plejetilladelse til enlige eller personer med kortvarigt forudgående samliv. Også en betydelig aldersforskel (over 40 år) mellem barnet og den, der søger plejetilladelsen, vil normalt tale imod, at der gives plejetilladelse. Det må dog understreges, at der altid skal foretages en individuel vurdering, og at der i den enkelte sag kan foreligge særlige forhold, fx et nært slægtskab mellem barnet og ansøgeren eller anden forudgående tæt tilknytning.

Ved ansøgning om plejetilladelse i forbindelse med længerevarende ophold er det vigtigt, at undersøgelsen drejer sig om de forhold, der er afgørende for vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet. Det må derfor i samtaler med ansøgerne afklares, hvad der er baggrunden for ansøgningen, hvilke forventninger ansøgeren har til barnet og plejeforholdet, herunder om varigheden af plejeforholdet. Det er også vigtigt at danne sig et indtryk af plejefamilien, dens baggrund og indbyrdes relationer. Det må også indgå i vurderingen, hvilke erfaringer og forudsætninger familien har med hensyn til børneopdragelse, og om der er andre børn, hvadenten det er egne børn eller andre plejebørn, og aldersfordelingen af eventuelle børn i hjemmet. Herudover vil oplysninger om bolig, skole- og fritidsmuligheder samt familiens kontakter til det omgivende samfund indgå i vurderingen.

Den kommune, der skal give plejetilladelsen, kan også indhente oplysninger om barnet og dets forældre i det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til, om opholdet vil være til gavn for barnet, fx hvis barnet har et handicap, eller hvis der tidligere har været behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet.

Forinden udstedelse af plejetilladelse, indhentes med ansøgernes samtykke oplysninger om indtægtsforhold. Ligeledes med ansøgerens samtykke indhentes straffeattest fra Kriminalregisteret. De nærmere regler herom er fastsat af Justitsministeriet i bekendtgørelse nr. 218 af den 27. marts 2001. Heraf fremgår, at straffeattest rekvireres af ansøgerens opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om tilladelse til at have børn i privat familiepleje.

Herudover bør ansøgerne i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne og plejebarnet indhentes, når kommunen finder behov herfor. Den kommune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften dertil.

Plejeforhold hos nære slægtninge

224. Hvis barnet opholder sig hos nære slægtninge eller andre nærtstående, som barnet i forvejen har et tæt forhold til, vil der normalt være en formodning for, at opholdet vil være til gavn for barnet, og det vil, medmindre de konkrete forhold taler imod, ikke være nødvendigt at foretage en dyberegående undersøgelse. Dette gælder også, selv om plejeanbringelsen forventes at vare i en længere periode. For udenlandske børn gælder reglerne i punkt 226.

Plejeforhold med henblik på adoption

225. Der skal foreligge plejetilladelse for børn, der modtages i privat pleje med henblik på adoption. For at undgå, at den stedlige kommune griber ind i adoptionsmyndighedernes behandling af adoptionssagen, bør der ikke udstedes plejetilladelse, før ansøgerne er godkendt som adoptanter til barnet.

Godkendes ansøgerne som adoptanter til et bestemt barn, sender adoptionsmyndighederne sagen til ansøgernes opholdskommune, der herefter giver plejetilladelse med henblik på adoption. I disse tilfælde vil kommunen kunne give plejetilladelsen på grundlag af de undersøgelser, der er foretaget i forbindelse med godkendelsen som adoptanter, medmindre der foreligger særlige forhold, der kan give grundlag for indhentelse af supplerende oplysninger om ansøgerne.

Udenlandske børn

226. Ved ansøgning om plejetilladelse til et udenlandsk barn skal kommunen sikre sig, at ansøgerne har fået opholdstilladelse til det pågældende barn. Ved behandlingen af en ansøgning om plejetilladelse gælder der som hovedregel det samme som ved plejetilladelse i plejeforhold af længere varighed, jf. punkt 223.

Nordiske børn er fritaget for opholdstilladelse, jf. § 1 i udlændingeloven.

Et barn, der ikke er statsborger i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige, må ikke bringes her til landet med henblik på adoption, før der foreligger opholdstilladelse og eventuelt indrejsevisum. Er barnet født her i landet, og var moderen på fødselstidspunktet ikke bosat her, må barnet ikke uden opholdstilladelse opholde sig her med henblik på adoption, jf. § 16 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986.

En udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen, jf. udlændingelovens § 30, stk. 1 og 2. Hvis et barns opholdskommune bliver opmærksom på, at barnet ikke har ret til at opholde sig her i landet, og hvis barnets opholdskommune i den forbindelse træffer afgørelse om, hvor barnet midlertidigt skal anbringes, må det så vidt muligt undgås, at valget af barnets midlertidige anbringelsessted foregriber den endelige afgørelse om ansøgerens godkendelse som adoptanter. Barnet bør derfor almindeligvis anbringes et neutralt sted.

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, til mindreårige udlændinge med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedens indehaver gives til adoption, hvor adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant, hvor barnet ligger inden for godkendelsen, og hvor adoptionsansøgeren har samtykket i at modtage barnet, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 1. nr. 1.

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, til mindreårige udlændinge med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedens indehaver gives endvidere til ophold hos barnets nærmeste familie, når der foreligger en særlig begrundelse for, at barnet ikke kan bo hos forældrene eller andre nære slægtninge i hjemlandet, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 1, nr. 2.

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, til mindreårige udlændige med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedens indehaver gives endelig til ophold hos andre, når ganske særlige omstændigheder foreligger, og når plejeforholdet anbefales af kommunalbestyrelsen på grundlag af en tilsvarende undersøgelse som ved adoption af udenlandske børn, eller vedrørende børn over 14 år, når plejeforholdet på baggrund af andre oplysninger må anses for betryggende, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 1, nr. 3.

Opholdstilladelse efter udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 1, nr. 2 og 3, men henblik på adoption kan ikke gives, før der foreligger en udtalelse fra Civilretsdirektoratet om, at adoption vil kunne forventes gennemført, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 3. Det er endvidere en betingelse, at plejeforældrene afgiver erklæring om at ville påtage sig forsørgelsen af barnet, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 2.

Et udenlandsk barn under 18 år, som har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver, er fritaget for bevis for opholdstilladelse under ophold her i landet, når barnet er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9, eller når barnet er født her i landet, og forældremyndighedens indehaver har lovligt ophold har i landet i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21. Såfremt barnet får ophold hos andre end indehaveren af forældremyndigheden, skal der indgives ansøgning om opholdstilladelse for barnet.

Der henvises til udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, og udlændingebekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 181 af 20. marts 2001.

Forespørgsler om reglerne for behandling af godkendelsessager rettes til Civilretsdirektoratet, 1. kontor, Æbeløgade 1, 2100 København Ø.

Spørgsmål vedrørende opholdstilladelse m.v. rettes til Udlændingestyrelsen, Ryesgade 53, 2100 København Ø.

Tilsyn med børn i privat familiepleje

227. Der gælder ingen særskilt tilsynsforpligtelse med børn i privat familiepleje efter § 64. Det påhviler imidlertid den kommune, hvor plejefamilien bor, efter den almindelige tilsynsforpligtelse i § 6, jf. § 33, at være opmærksom på de forhold, barnet eller den unge lever under i plejehjemmet. Såfremt kommunen bliver opmærksom på, at et barn i privat familiepleje har særlige behov for støtte, bør der ske henvendelse til forældremyndighedsindehaveren eventuelt dennes kommune.

Flytning til ny kommune

228. Flytter plejeforældrene til en anden kommune, underretter fraflytningskommunen den nye kommune om plejeforholdet. Tilflytningskommunen tager selv stilling til, om forudsætningerne for plejetilladelsen er til stede.

Ophør af privat familiepleje

229. I de tilfælde, hvor forældrene selv har anbragt barnet eller den unge i privat familiepleje, er udgangspunktet, at forældrene også har adgang til at hjemtage barnet eller flytte barnet til en anden familiepleje.

Afslag på flytning eller hjemtagelse

230. Efter § 64, stk. 4, kan børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Bestemmelsen tilgodeser hensynet til det barn eller den unge, som måske i en længere årrække har haft ophold hos plejeforældrene. Hvis flytningen/hjemtagelsen må antages at skade barnet eller den unge, kan hjemtagelse eller flytning nægtes. Kriteriet »skade barnet eller den unge« kan siges at ligge imellem kriterierne for henholdsvis frivillige og tvangsmæssige foranstaltninger, jf. punkterne 42 og 94.

Reglen i § 64, stk. 4, om muligheden for at nedlægge forbud mod flytning eller hjemtagelse er en beskyttelsesregel for plejebarnet (eller den unge) og omfatter derfor børn og unge op til 18 år.

Anvendelsen af bestemmelsen er ikke betinget af, at opholdet har varet i et nærmere fastsat tidsrum, men det må formodes, at jo kortere opholdet har varet, jo mindre er risikoen for, at flytningen eller hjemtagelsen vil være til skade for barnet eller den unge.

231. En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages, kan træffes efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge. Hermed får barnet eller den unge en egentlig adgang til selv at starte sagen. Der er i dette tilfælde ikke fastsat nogen aldersgrænse for den initiativret, der herved tillægges barnet eller den unge, hvilket betyder, at en begæring fra et mindre barn kan medføre, at sagen må forelægges børn og unge-udvalget til afgørelse.

Afgørelsen træffes af børn og unge-udvalget. Da udvalget kun kan nægte flytning eller hjemtagelse, hvis flytningen eller hjemtagelsen kan antages at være til skade for barnet eller den unge, er der ikke tale om, at der gives barnet eller den unge en adgang til frit at bestemme, hvor barnet eller den unge vil bo.

Hvilken kommune træffer beslutning om flytning/hjemtagelse

232. En beslutning efter § 64, stk. 4, træffes af børn og unge- udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages, vil kunne give anledning til overvejelser, om der er behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger over for barnet eller den unge. For at sikre at dette indgår i overvejelserne og for at sikre en eventuel opfølgning af sagen, er beslutningen henlagt til forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

Reglen om genbehandling efter § 43 finder ikke anvendelse ved en afgørelse efter § 64, stk. 4.

Af hensyn til barnet eller den unge skal der forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige, dvs. plejeforældrenes opholdskommune, som vil være nærmest til at bedømme barnets eller den unges forhold og dets relation til plejefamilien. Der er således tale om en obligatorisk høring, der skal give en helhed i vurderingen af situationen. En fyldig dokumentation fra begge kommuner vil også være en forudsætning for ankemyndighedens bedømmelsesmuligheder.

Foreløbig afgørelse

233. Efter § 64, stk. 5, kan en beslutning om forbud mod flytning eller hjemtagelse træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. kapitel 4.

Biologiske forældre uden del i forældremyndigheden

234. Efter § 64, stk. 6, gælder reglerne om privat familiepleje i stk. 1-5 ikke i de tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Eventuelle tvivlsspørgsmål forældrene imellem må således løses af forældrene selv eller om nødvendigt efter reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.

Det bemærkes dog, at kommunen i særlige tilfælde kan anbringe barnet eller den unge hos den forældre, der ikke har del i forældremyndigheden. Der vil i så tilfælde ikke være tale om privat familiepleje, se punkt168.

Private døgnplejehjem

235. Døgnplejehjem, dvs. hjem af mere institutionslignende karakter, der modtager børn og unge under 18 år, men som drives af private uden aftale eller offentlige midler, må efter § 64, stk. 7, kun oprettes og drives med tilladelse fra den stedlige amtskommune.

Tilladelsen gives til en bestemt person som leder og for bestemte lokaler. Der kan ligeledes fastsættes særlige begrænsninger for tilladelsens omfang, fx med hensyn til tilsyn, ledelse og bygningsmæssige forhold.

Amtskommunen fører efter bestemmelsen tilsyn med forholdene i hjemmet.

Straffebestemmelse

236. Efter § 117 straffes den, der i strid med serviceloven regler anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, med bøde.

Kapitel 9

Adoption uden samtykke

Generelt

237. Hovedformålet med hjælpeforanstaltninger er - hvadenten hjælpen ydes i hjemmet eller i form af en anbringelse af barnet eller den unge - at ændre de forhold, der giver anledning til hjælpen, således at barnet kan forblive i eller vende tilbage til sit hidtidige miljø. Også i de tilfælde, hvor tilbagevenden til hjemmet ikke kan anses for realistisk, skal kommunen sørge for, at forbindelsen mellem barn og forældre holdes ved lige, jf. § 57, stk. 1, og punkt 145.

I ganske særlige tilfælde, fx hvor kontakten mellem barnet og dets hjem ikke har kunnet opretholdes, eller hvor kontakten har været til skade for barnet, kan der imidlertid under visse betingelser meddeles tilladelse til adoption, selv om forældrene eller værgen ikke vil give samtykke.

Adoptionsreglerne

238. Efter adoptionsloven er der en adgang til, at der i særlige tilfælde kan meddeles adoptionsbevilling, såfremt hensynet til barnet afgørende tilsiger dette, selv om der ikke kan opnås samtykke fra forældrene til adoptionen.

Efter adoptionslovens § 7 kræver adoption af en person under 18 år samtykke fra forældrene. Hvis den ene af forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, kræves kun samtykke fra den anden af forældrene. Hvis det anførte gælder begge forældre, kræves samtykke fra værge.

Fra forældre, der ikke skal give samtykke efter adoptionslovens § 7, stk. 1 og 2, skal der som hovedregel indhentes en erklæring, jf. adoptionslovens § 13.

Adoptionsbevilling kan dog i særlige tilfælde meddeles af statsamtet, selv om samtykke efter adoptionslovens § 7 ikke kan opnås, jf. adoptionslovens § 9, stk. 2. Det er en betingelse, at hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette. Er barnet anbragt uden for hjemmet med bistand fra kommunen kræves samtykke fra Den Sociale Ankestyrelse.

Efter adoptionslovens § 10 kan statsamtet endvidere på begæring af Den Sociale Ankestyrelse meddele tilladelse til, at et barn, der er anbragt uden for hjemmet med bistand fra kommunen, senere bortadopteres, selv om samtykke efter adoptionslovens § 7 ikke kan opnås. Tilladelse kan kun meddeles under de i adoptionslovens § 9, stk. 2, nævnte betingelser.

Bestemmelserne i adoptionslovens § 9, stk. 2, og § 10 betyder, at kommunen i de tilfælde, hvor det må anses for udelukket, at et barn kan vende tilbage til sit hjemlige miljø, må overveje disse muligheder for adoption. Det må herunder undersøges, om barnets tilbagevenden til det oprindelige miljø vil stride afgørende imod barnets tarv, bl.a. som følge af svigtende kontakt mellem barn og forældre.

Kommunens medvirken

239. Bestemmelsen i adoptionslovens § 9, stk. 2, vil navnlig kunne have betydning for børn, der gennem længere tid har været anbragt i familiepleje med kommunens medvirken, og hvor de biologiske forældre har undladt at opretholde en rimelig kontakt med barnet. Bestemmelsen vil dog også kunne finde anvendelse i situationer, hvor der har været kontakt mellem barn og forældre, men hvor kontakten skønnes at have været til skade for barnet.

Det skal understreges, at mulighederne for at gennemføre en adoption uden samtykke ikke må anvendes som en trussel mod forældrene med henblik på at få dem til at tage kontakt med barnet, idet en kontakt under sådanne forhold ikke kan forventes at være til gavn for barnet.

Finder kommunen efter en grundig undersøgelse og vurdering, at betingelserne for anvendelse af bestemmelsen i adoptionslovens § 9, stk. 2, er opfyldt, herunder at det er plejefamiliens alvorligt mente ønske at adoptere barnet, sendes sagens akter til Den Sociale Ankestyrelse tillige med en redegørelse for barnets forhold under anbringelsen og en udførlig begrundelse for anbefalingen af at gennemføre adoption mod forældrenes eller værgens ønske.

Forinden fremsendelse til Ankestyrelsen bør kommunen sikre sig, at plejefamilien er godkendt af adoptionsmyndighederne som adoptanter, og dette bør fremgå af sagen.

En beslutning om anbefaling af at anvende adoptionslovens § 9, stk. 2, træffes af børn og unge-udvalget, jf. § 62, stk. 1.

Adoptionslovens § 10 tager særlig sigte på institutionsanbragte børn, for hvem det har vist sig umuligt at opretholde den kontakt mellem barn og forældre, der er forudsat i § 57, stk. 1. Det vil i sådanne tilfælde dreje sig om børn, der har opholdt sig på vedkommende institution i længere tid, og det er med bestemmelsen søgt at sikre, at familien, der ønsker at adoptere barnet, får en rimelig sikkerhed for, at de, hvis en passende observationstid i hjemmet er forløbet godt, vil have mulighed for at adoptere barnet. Bestemmelsen giver således adgang til, at der på forhånd kan opnås afgørelse om tilsidesættelse af forældrenes eller værgens vægring ved at give samtykke til adoption.

Er tilladelse givet efter adoptionslovens § 10, skal forældrene ikke på ny spørges, når adoption til sin tid søges gennemført. Fremgangsmåden vil i øvrigt være den samme som anført oven for om anvendelsen af adoptionslovens § 9, stk. 2.

For at sikre, at mulighederne for adoption anvendes i disse særlige tilfælde hvor hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette - navnlig som følge af svigtende kontakt mellem forældrene og barnet - påhviler det kommunen at være opmærksom på sådanne tilfælde med henblik på vurdering af, om der skønnes grundlag for at søge en adoption fremmet. Det vil således efter omstændighederne være et forhold, som må inddrages i overvejelserne i forbindelse med revision af planen.

Selve afgørelsen om tilladelse til adoption træffes af statsamtet. De nærmere regler herom findes i adoptionsbekendtgørelsen (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986 som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 199 af 22. marts 2000) og Justitsministeriets cirkulære nr. 99 af 5. september 1986 om adoption med senere ændringer.

Kapitel 10

Klageregler

Klage til det sociale nævn

Afgørelser omfattet af den almindelige klageregel

§ 121. Kommunens og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 122. Afgørelser efter § 55, stk. 1, og § 57, stk. 2, kan af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Afgørelser efter § 57, stk. 2, kan, i det omfang de angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, af denne indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

240. Om de almindelige klageregler, herunder om klagefrister, genvurdering af sagen mv., henvises der til retssikkerhedslovens kapitel 10 og Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 8, §§ 32-57

241. Følgende afgørelser kan indbringes for det sociale nævn:

En afgørelse om ikke at gennemføre en undersøgelse efter § 38, som forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, har anmodet om. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En afgørelse om foranstaltninger efter § 40, stk. 2, nr. 1 -10 og nr. 12. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver).

En afgørelse om ikke at iværksætte en anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11, som er ønsket af forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En afgørelse efter § 40a om en støtteperson til forældremyndighedens indehaver i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver).

En afgørelse truffet efter § 41 om foranstaltninger efter § 40, stk. 2, nr. 1, 6 og 7. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver).

En afgørelse om ikke at fremme en indstilling til børn og unge- udvalget om anbringelse uden for hjemmet efter § 42, stk. 3, som er ønsket af en ung, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: den unge, der er fyldt 15 år).

En afgørelse efter § 46 om ophør af foranstaltninger efter 40, stk. 2, nr. 1-10 og nr. 12. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver).

En afgørelse efter § 46 om ophør af en anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11, som forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, ønsker opretholdt. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En afgørelse efter § 52 om forældrenes og barnets eller den unges betaling for døgnophold. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver, en bidragspligtig og den unge, der er fyldt 15 år).

En afgørelse efter § 55, stk. 1, om valg af anbringelsessted, om barnets eller den unges forhold under anbringelsen, herunder afgørelse om ændret anbringelsessted og afgørelse om barnets eller den unges samvær og kontakt med andre end forældrene. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En afgørelse efter § 56 om en revision af planen, som der ikke er opnået enighed om med forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år. Tilsvarende gælder en afgørelse om at afslå en ønsket ændring af planen, fremsat af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En afgørelse efter § 57, stk. 2, om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge samt afgørelse om fastsættelse af nærmere vilkår for samværet og kontakten. Der kan ikke efter § 57, stk. 2, træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang afgørelsen angår denne).

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 9 a, §§ 62a 62b

242. Følgende afgørelser kan indbringes for det sociale nævn:

· En afgørelse om tilbud efter § 62a, stk. 2 og 3. (Klageberettiget: den unge).

· En afgørelse efter § 62a, stk. 4, om ophør af tilbud efter § 62a, stk. 2 og 3. (Klageberettiget: den unge)

· En afgørelse efter § 62b om den unges betaling for døgnophold efter § 62a, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 62a, stk. 3, nr. 4. (Klageberettiget: den unge).

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 10, § 64.

243. Følgende afgørelser kan indbringes for det sociale nævn:

En afgørelse efter § 64, stk. 2, om afslag på ansøgning om plejetilladelse. (Klageberettiget: plejeforældrene).

En afgørelse efter § 64, stk. 7, om afslag på ansøgning om tilladelse til oprettelse og drift af et døgnplejehjem (Klageberettiget: ansøgeren).

Klage til Den Sociale Ankestyrelse og landsretten

§ 123. Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen

Stk. 2-4.

244. Børn og unge-udvalgets afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse af en undersøgelse efter § 39 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 42 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om opretholdelse af en anbringelse efter § 42a kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet efter § 43 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan dog ikke behandle en klage over en afgørelse efter § 45, stk. 3, så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 42 for børn og unge-udvalget. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om nægtelse af hjemgivelse efter § 46 stk. 2, 3. pkt., jf. § 42, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om ændring af anbringelsesstedet efter § 55, stk. 3 og 4, jf. § 42 - dvs. børn og unge-udvalgets afgørelse om, at betingelserne for anbringelse uden samtykke er opfyldt - kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om afbrydelse af forbindelsen, om begrænsning af samvær til mindre end en gang om måneden, om overvågning af samvær og om anonymisering af anbringelsesstedet efter § 57, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang afgørelsen angår denne).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 64, stk. 4, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver, plejeforældrene og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets afgørelse om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang afgørelsen angår denne).

Opmærksomheden henledes på, at i forbindelse med klage til Ankestyrelsen over børn og unge-udvalgets afgørelser er der ikke dispensationsadgang for ankefrist, og reglerne om genvurdering af sagen (remonstration) gælder ikke.

Afgørelsen skal oplyse om klagemulighederne og fristerne.

Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger efter, at klagen er modtaget. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelse skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange sagen forelagt for domstolene og om fristen herfor, jf. § 73 i retssikkerhedsloven.

Domstolsprøvelse

245. Ankestyrelsens afgørelser, jf. punkt 244, kan kræves forelagt landsretten efter § 124, stk. 1. Dette gælder også i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelsen i medfør af § 47, jf. punkt 91.

Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse ved retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.

Landsrettens afgørelse kan kun med særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbringes for Højesteret. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes inden henholdsvis 6 og 3 måneder efter landsrettens afgørelse, jf. § 126.

Kommunens afgørelse om, at en ung i forbindelse med afsoning af en ungdomssanktion skal forblive i eller tilbageføres til en sikret afdeling, en døgninstitution eller et opholdssted, kan indbringes for domstolene af den unge, se punkt 88.

Under en sags behandling ved domstolene beskikkes der en advokat for den/de klageberettigede i medfør af retsplejelovens kap. a.

Særregler

246. Kommunens og amtskommunens afgørelse vedrørende godkendelse af anbringelsessteder for børn og unge efter § 49, stk. 1 og 2, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 49, stk. 3.

Kommunens fastsættelse af plejelønnen til en plejefamilie efter § 50, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, da der er tale om et aftalespørgsmål mellem kommunen og plejefamilien. Anbringelsessteder for børn og unge, herunder plejefamilier, har i øvrigt ikke adgang til at klage over afgørelser, der træffes vedrørende barnets eller den unges forhold under anbringelsen.

Tilsidesætter en kommune reglen i § 49 ved at anbringe børn og unge i et ikke godkendt anbringelsessted, som er beliggende i en anden kommune, og bringes forholdet ikke til ophør uanset henstilling herom, kan tilsynsrådet i det amt, hvor den anbringende kommune er beliggende, tage stilling hertil. Det samme vil være tilfældet, hvis en kommune tilsidesætter reglen i § 56, stk. 2, hvorefter der skal ske underretning forud for en anbringelse i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune.

Klager over rent praktiske ting vedrørende børn og unges anbringelse uden for hjemmet kan i de tilfælde, hvor der ikke er truffet en afgørelse om spørgsmålet af kommunen efter § 55, stk. 1, indbringes for kommunalbestyrelsen.

Klager, der alene vedrører personalets optræden, sagsbehandlingstiden, ekspeditionsfejl, personalenormering, lokaleforhold eller lignende, skal indgives til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen - i amtskommuner amtsborgmesteren eller amtsrådet.

Kapitel 11

Finansiering

247. Kommunens udgifter til almindelig rådgivning og tilsyn afholdes endeligt af kommunen. Det samme gælder udgifter til administration, fx udgifter til undersøgelser, herunder de i §§ 38 og 39 nævnte.

Af en kommunes udgifter til advokatbistand efter § 60 refunderer staten 50 pct., jf. § 131.

Udgifterne vedrørende de i § 34 nævnte rådgivnings-, undersøgelses- og behandlingsopgaver, som påhviler amtskommunen, afholdes endeligt af denne.

Kommunen afholder herudover endeligt udgifter til dag- og klubtilbud efter §§ 7 og 19 samt til økonomiske tilskud efter §§ 26, 27 og 27 a. Reglen om, at kommunen fuldt ud afholder udgiften, vedrører både de tilfælde, hvor selve foranstaltningen består i et af de nævnte dagtilbud, og de tilfælde, hvor et dagtilbud efter §§ 7 og 19 er en supplerende foranstaltning til et døgnophold for barnet eller den unge. Udgifter til støttepersoner i dagtilbud indgår som en driftsudgift for dagtilbuddet. Udgifterne vedrørende ungdomssanktion følger reglerne for de enkelte tilbud. Ophold i sikret afdeling som følge af ungdomssanktion er omfattet af objektiv finansiering, jf magtanvendelsesbekendtgørelsen. Ophold i åbent døgnophold følger de sædvanlige regler om grundtakstfinansiering.

248. Deltager et barn i en skolefritidsordning som selve foranstaltningen, afholder kommunen endeligt udgiften. Deltager et barn i en skolefritidsordning, der indgår som en del i et døgnophold, vil en udgift svarende til forældrebetalingen indgå i grundtaksten, forudsat at det er besluttet i forbindelse med visitationen. Foreligger der ikke en sådan særlig beslutning, afholder kommunen endeligt udgiften.

249. Kommunen afholder, medmindre foranstaltningerne m.v. er omfattet af grundtakster, endeligt udgifterne vedrørende foranstaltninger for børn og unge med særlige behov for støtte efter § 40, stk. 2, nr. 1-3, 6-10 og 12, § 40 a, § 62 a, stk. 2, og stk. 3, nr. 2 og 3.

250. Kommunen betaler for døgnophold en grundtakst, dog højest de faktiske udgifter. Amtskommunen afholder udgifterne over grundtaksten, når amtskommunen har forpligtet sig hertil.

Er der ikke mellem kommunen og amtskommunen opnået enighed om hjælpen, og har amtskommunen dermed ikke forpligtet sig til at afholde udgifterne over grundtaksten, kan kommunen vælge at iværksætte hjælpen for egen regning. I forhold til amtskommunale tilbud gælder det dog, at amtskommunen som driftsherre under alle omstændigheder skal acceptere optagelsen.

Finansiering af udgifter til flygtninge

251. For udlændinge, der er omfattet af § 133, stk. 1, afholder staten fuldt ud udgifter til hjælp efter § 40, stk. 2, nr. 1-10, § 40, stk. 2, nr. 12, § 40 a, § 62 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3, i de første 3 år efter datoen for opholdstilladelsen. Derudover afholder staten udgifterne til udlændinge, som inden 12 måneder efter dagen fra opholdstilladelsen på grund af betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv. Endelig afholder staten udgiften til mindreårige asylansøgere, der får opholdstilladelse, dog længst indtil de fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

Disse udgifter er omfattet af bestemmelserne i Socialministeriets bekendtgørelser om regnskabsaflæggelse og refusion og revision.

Socialministeriet, den 16. januar 2002

Henriette Kjær

/Kirsten á Rogvi


Bilag 1-5

Bilag 1-5 med nedennnævnte 4 bekendtgørelser og 1 vejledning, udelades her i Ministerialtidende, da materialet tidligere er offentliggjort i Lov- og Ministerialtidende:

Bilag 1: Bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunerne efter lov om social service.

Bilag 2: Bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring.

Bilag 3: Bekendtgørelse nr. 1093 af 8. december 2000 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år.

Bilag 4: Sammenskrivning af bekendtgørelse af forretningsorden for børn og unge-udvalgene.

Bilag 5:Vejledning nr. 135 af den 21. juni 2001 om de sociale myndighedernes anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet.


Bilag 6

Socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem 4 og 10 elever om bord

1. Efter Industriministeriets bekendtgørelse nr. 525 af 30. oktober 1981 om sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold i skoleskibe mv. fastsætter Søfartsstyrelsen vilkårene for socialpædagogiske skibsprojekter.

Søfartsstyrelsen har i forskrift af 20. november 2000 om skibe til særlige formål, fastsat vilkårene for godkendelse af skibe, der anvendes som uddannelsesskibe, socialpædagogiske projekter, lejrskoleskibe, lystfiskerskibe, klubskibe eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads (rutesejlads o.lign.)

Som supplement til Søfartsstyrelsens forskrift er der fastsat følgende krav til socialpædagogiske skibsprojekter med mellem 4 og 10 elever om bord:

2. Tilsyn og opfølgning

De kommuner, der henviser unge til et socialpædagogisk skibsprojekt, er ansvarlige for, at der for hvert enkelt skibsprojekt etableres et generelt socialpædagogisk tilsyn. Det betyder, at der skal være én kommune, amtskommune eller anden offentlig myndighed, som på de henvisende kommuners vegne er ansvarlig for og udfører et generelt socialpædagogisk tilsyn. Dette tilsyn må kun udføres af offentlig myndighed og kan derfor ikke overdrages til private eller private organisationer mv.

Etableringen af det generelle socialpædagogiske tilsyn fritager ikke de enkelte henvisende kommuner for ansvaret efter serviceloven til at føre tilsyn med den unge eller følge den unges uddannelse mv. under hele projektforløbet.

Den kommune, amtskommune eller anden offentlig myndighed, som efter aftale med de henvisende kommuner har påtaget sig ansvaret for og forpligtelsen til at udføre det generelle socialpædagogiske tilsyn, skal meddele dette til Søfartsstyrelsen.

3. Det generelle socialpædagogiske tilsyn har følgende opgaver:

- I samarbejde med den kommune, der har henvist eleven, at medvirke ved visitationen af eleven,

- aflægge anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i hele projektperioden (som omfatter såvel forskolen som den efterfølgende sejlads). Der må ikke være mere end 2 måneder mellem hvert tilsynsbesøg,

- foretage en vurdering af socialmedarbejdernes forudsætninger for deltagelse i det pågældende projekt.

4. Der må højst være 10 elever om bord på hvert enkelt skibsprojekt. Eleverne skal være fyldt 16 år.

Ud over den faste besætning skal der være et antal kvalificerede lærere principielt i forholdet 1 lærer til 3 elever, således at der skal være 1 lærer, når elevantallet er 4 eller 5, 2 lærere, når elevantallet er 6, 7 eller 8, og 3 lærere, når elevantallet er 9 eller 10.

Der henvises i øvrigt til Søfartsstyrelsens forskrifter om besætning, opholdsrum mv.

5. Ved et projekts igangsættelse skal der gennemføres en forskole i Danmark af mindst 14 dages varighed. Er der planlagt og godkendt sejlads uden for området Skagen-Færder, Kalmar-Darlowo, skal forskolen være af mindst 3 måneders varighed, heraf 1 måned i land og 2 måneders prøvesejlads i danske farvande. Beslutning om forlængelse af forskolen træffes ved samråd mellem det generelle socialpædagogiske tilsyn og Søfartsstyrelsen ud fra en vurdering af elevernes og socialmedarbejdernes baggrund og forudsætninger, projektets varighed og i hvilke farvande, sejladsen skal foregå.

I forskolen indgår et kursus i søsikkerhed, der er godkendt af Søfartsstyrelsen. Kurset skal være gennemført, inden sejlads kan påbegyndes. I den øvrige del af forskolen kan der sejles fra solopgang til solnedgang. Under forskolen af 3 måneders varighed skal de 2 måneders prøvesejlads gennemføres som togter af længere varighed.

Ved forskolens afslutning vurderer det generelle socialpædagogiske tilsyn, om og under hvilke nærmere betingelser projektet og den enkelte elev kan fortsætte, herunder om tilsynsbesøgene skal foretages med kortere mellemrum end de fastsatte 2 måneder.

I vurderingen indgår:

- elevernes aktiviteter i forskoleperioden, herunder undervisning, arbejde og fritidsaktiviteter,

- elevernes egnethed til fortsat at deltage i projektet,

- en vurdering af samarbejdet om bord,

- den maritime drift af skibet.

Det generelle socialpædagogiske tilsyn sender vurderingen til de pågældende elevers kommuner.

6. I den fortsatte projektperiode skal der mindst én gang hver 2. måned fremsendes en rapport til det generelle socialpædagogiske tilsyn. Denne rapport skal udarbejdes af de ombordværende socialmedarbejdere og skal indeholde følgende:

1) den enkelte elevs udviklingsforløb,

2) samarbejde mellem elever, socialmedarbejdere og besætning,

3) forholdene om bord i øvrigt.

Hver enkelt elev skal have adgang til at supplere og kommentere rapporten inden fremsendelsen.

Skibsføreren skal have adgang til at supplere og kommentere rapporten for så vidt angår 2. og 3.

Det generelle socialpædagogiske tilsyn videresender rapporten til de pågældende kommuner med eventuelle bemærkninger.

Endvidere skal Søfartsstyrelsen orienteres om oplysninger af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning i rapporten.

7. I det omfang, eleven opholder sig om bord på et skib eller i udlandet, kan det socialpædagogiske tilsyn træffe uopsættelige beslutninger om eleven, herunder hjemsendelse, uden forudgående forelæggelse for den kommune, der har henvist eleven.

8. Det forudsættes, at kun de elever og socialmedarbejdere, der har gennemført forskolen, deltager i den fortsatte del af projektet.

Enkelte elever og socialmedarbejdere kan dog udskiftes/optages i det godkendte projekt, såfremt det generelle socialpædagogiske tilsyn godkender dette.

Elever og socialmedarbejdere, der tilgår et igangværende projekt, skal som minimum have gennemgået søsikkerhedskurset.


Bilag 7

Oversigt over reglerne for de forskellige typer skibsprojekter, hvor unge kan anbringes efter serviceloven

 

Maksimalt antal unge

Projekt for 1 ung

Projekt for indtil 3 unge

Projekt for indtil 3 unge

Projekt for 4 - 10 unge

Skibstype

Last-, fiske- eller passagerskib i erhvervsmæssig drift

Fritidsfartøj under 20 tons* eller lastfartøj <20 tons eller <15 meter**

Last-, fiske-, passager- eller fritidsfartøj >20 tons, der er indrettet til det særlige formål og ikke er i erhvervsmæssig drift.

Last-, fiske-, eller passagerskib >20 tons, der er indrettet til det særlige formål og ikke er i erhvervsmæssig drift.

Godkendelse samt periodisk syn af skibet foretaget af Søfartsstyrelsen efter gældende regler for skibstypen

Ja

Ja, *Teknisk forskrift nr. 5 af 19. nov. 1998 om udlejningsfartøjer mv.

** Meddelelser fra Søfartsstyrelsen »F«

Ja

 

Ja

 

Krav om landbase, jf. servicelovens §§ 49 eller 51

Nej

Ja

Ja

Ja

Alderskrav

16 år

*Ingen, men den anbringende kommune har ansvaret for, at de anbragte unge har den »fornødne« alder.

** 16 år

16 år

16 år

Helbredsundersøgelse

Ja

Ja

Ja

Ja

Tilsyn fra de sociale myndigheder

Almindeligt tilsyn fra

anbringelseskommunen

Almindeligt tilsyn fra

anbringelseskommunen

Almindeligt tilsyn fra

anbringelseskommunen

Særligt socialpædagogisk tilsyn.

Almindeligt tilsyn fra anbringelseskommunen

Fartsområde:

Søfartsstyrelsen tildeler fartsområde i henhold til gældende regler for skibstypen.

De sociale myndigheder kan begrænse fartsområdet ud fra en socialpædagogisk vinkel

Jf. skibets Fartstilladelse

*Ikke uden for linierne

Skagen - Færder

Kalmar Darlowo

** Fartøjer, der er godkendt af Søfartsstyrelsen efter meddelelser F, tildeles fartsområde i henhold til regelværkets kapitel 1, regel 1.7

Jf. skibets Fartstilladelse

Jf. skibets Fartstilladelse

Krav om sikkerhedskursus

Ja

Ja

ja

Forskole indgår i stedet

Krav om forskole

Nej

Nej

Nej

Ja


Bilag 8

Paragrafregister

Registret henviser til, i hvilke punkter de enkelte paragraffer i serviceloven gennemgås

§ 4: 1

§ 5: 2ff

§ 6: 7f.

§ 16: 192

§ 23: 192

§ 32: 28 ff

§ 33: 7ff

§ 33a: 26

§ 34: 12

§ 35: 25

§ 36: 25

§ 37: 9

§ 37a: 34, 36

§ 38: 35ff

§ 39: 93

§ 40: 42ff

§ 40 a: 63

§ 40 b: 187ff

§ 41: 64f.

§ 42: 94ff

§ 42 a: 158

§ 43: 102ff

§ 44: 106ff

§ 45: 75, 124ff

§ 46: 66, 157ff

§ 47: 91

§ 48: 123

§ 49: 166ff, 246

§ 50: 168, 246

§ 51: 13f.

§ 52: 156

§ 54: 59

§ 55: 124f.

§ 56: 137, 139

§ 57: 145ff

§ 58: 40

§ 58 a: 71ff

§ 59: 116

§ 59 a: 116

§ 60: 112

§ 61: 111

§ 62: 92

§ 62 a: 67

§ 62 b: 70

§ 64: 220

§ 108: 154

§ 116: 164

§ 117: 236

§ 121: 240

§ 122: 240

§ 123: 244

§ 124: 245

§ 126: 245

§ 129: 193

§ 130: 193

§ 131: 53, 247

§ 131 a: 201

§ 131 b: 191, 192

§ 133: 241

 


Bilag 9

Stikordsregister

Registret henviser til punkter i vejledningen

A

adfærdsproblemer; 14, 98, 180

adoption; 122, 225, 237ff

advokatbistand; 60, 111, 112, 153, 247

advokatsalær; 113

af egen drift; 66, 91, 160

afbrydelse af forbindelsen; 92, 112, 119, 124, 149ff

aflastningsophold; 50, 188

afslag på godkendelse; 173

afværgepligt; 27

aktindsigt; 6, 24, 25, 111, 136, 153

aktivering; 69

akutanbringelse; 75, 125

alvorlig skade; 60, 93ff

ambulant undersøgelse; 93, 106

amtskommunens opgaver; 12ff

anbringelse af ung på eget værelse; 166

anbringelse, frivillig; 57, 59ff

anbringelse, uden samtykke; 94ff

anbringelsessteder; 165ff

anke; 122, 131, 240ff

anmeldelse; 27, 209

anonym rådgivning; 2ff

anonyme henvendelser; 25

anonymisering af anbringelsesstedet; 152, 244

anstaltsforhold; 148

ansættelsesforhold: 136, 181

B

barnets bedste; 8, 33

bedsteforældre; se nære miljø

begrundet formodning; 99

begæring om hjemgivelse; 160

beklædning;198f

betaling for døgnophold; 49, 70, 156, 241f

biologiske forældre, anbringelse hos; 168, 234

bisidder; 63, 112, 114, 119f

blodtransfusion; 107

brev- og telefonkontrol; 119, 124, 154, 244

brevveksling; 154

børn og unge-udvalg, forretningsorden; 10f, 115ff, se i øvrigt bilag

børn og unge-udvalg, kompetence; 92, 110, 122

børn og unge-udvalg, nedsættelse af: 10

børnebidrag; 50, 55, 156, 168

børnefamilieydelse; 50, 55, 168

børnesagkyndig; 10, 16, 121

børnetilskud; 50, 55, 168

D

daglig drift; 202ff

deponering af pas; 14

domfældte; 62

domstolsprøvelse; 88, 245

døgninstitutioner; 13, 77, 154, 180ff, 203ff

døgnophold for hele familien; 49

dåb; 140

E

efterskole, anbringelse på; 136, 170, 172

efterskole, støtte til ophold på; 55

egen drift, Ankestyrelsen og det sociale nævn; 91, 132f

egen drift, kommunen; 66, 160.

elevindflydelse; 202, 204

erstatning; 216

etniske minoriteter; 2, 4, 51f, 78, 135

efterværn; se over 18-årige

F

familie; se nære miljø

familiebehandling; 8, 48f, 53, 192

familieorienteret rådgivning; 2ff

farttilladelse; 175f

fast kontaktperson; se kontaktperson

ferie; 50, 69, 144, 158, 186, 201, 219

finansiering; 187ff, 247ff

flytning, af anbragt barn eller ung; se ændring af anbringelsessted

flytning, familie flytter kommune; 26

flytning, privat familiepleje; 228ff

flytning, økonomisk bistand; 54

FN´s børnekonvention; 31, 33, se i øvrigt indledningen

foranstaltninger, frivillige; 42ff

foranstaltninger, ophør: 66, 157ff

foranstaltninger, tvangsmæssige; 92ff

forberedelsesperiode; 158, 161f

foreløbig afgørelse; 60, 91, 124ff, 141, 153, 158, 233, 244

foreløbig godkendelse; 173

formålet med anbringelsen; 44, 59, 74ff, 135, 138ff

formueopsamling; 171

forretningsorden for børn og unge-udvalget; se børn og unge-udvalget

forsikring; 216f

forsørgelsespligt; 9, 168f

forvaltningsloven; 6, 19, 22, 24, 25f, 34, 111, 127, 136, 138

forældrebetaling; 156

forældreindflydelse; 140, 206

forældremyndighed og samvær; 5, 9, 60, 145f, 234

forældreråd; 206, 212

fri grundskole; 172

fri proces; 113

fritagelse for betaling; 156

fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser; 123

fælles forældremyndighed; 44, 60, 146

G

genbehandling; 102ff, 118, 143, 232

generationskonflikter; 101

generel godkendelse; 55, 165ff

god forvaltningsskik; 24f, 116

godkendelse af opholdssteder; 170ff

godkendelse af plejefamilier, 167, 173

godkendt budget; 165, 170

godtgørelse; 58, 113, 198

grundtakst; 45, 187ff, 248ff

H

handlekommune; 26, 69, se i øvrigt indledningen

handleplaner; 71ff, 139ff

hjemgivelse/ophør af anbringelse; 39, 54, 63, 79f, 105, 157ff, 244

hjemtagelse fra privat familiepleje; 229ff

hjemtagelsesperiode; 116f, 130, 158

hjemme-hos; 47

hjælpemidler; 192f, 201

høring af barnet eller den unge; 21, 40

I

indlæggelse på sygehus; 93, 140, 144.

indsats for forældrene; 63, 80, 139, 162

informeret samtykke; 59

indskrivningsudstyr; 151

indstilling: 115ff

inhabilitet; 121

iværksættelse af tvangsmæssige foranstaltninger; 123, 127

K

klageregler; 240ff

kollegier; 165f

kompetence, børn og unge-udvalgets; se børn og unge-udvalget

konfirmation; 140, 199

konsulentbistand; 14, 44, 46, 64

kontakt; se samvær og kontakt

kontaktperson; 44, 52, 64, 68f, 162

kontanthjælp; 49, 69, 168, 191

kost- og efterskoler; se efterskole

kost og logi; 198

kostpenge; 199

kriminalitet; 23, 46, 81ff, 97

krisecentre; 8

L

livstruende sygdom; 106ff

lommepenge; 198f

lov om patienters retsstilling; 108

lægebehandling under en anbringelse; 109, 140

Lægelig undersøgelse eller behandling uden samtykke; 106ff, 124, 244

længerevarende plejeforhold; 223

M

magtanvendelse; 209

medarbejderindflydelse; 205

mindsteindgreb; 43

misbrugsproblemer, hos børn eller unge; 14, 97

misbrugsproblemer, hos forældre; 8, 25, 96, 193

N

notatpligt; 2, 6, 25

nægtet hjemgivelse; 158, 160

nære miljø, anbringelse hos; 135

nære miljø, inddragelse af; 30, 33, 37, 43, 52

nære miljø, samvær og kontakt; 155

O

obligatorisk høring; 232

offentlighedsloven; 2, 25, 136, 138

opfølgning af plan; 66, 118, 140

opholdsbetaling; 70, 136, 156, 167, 171, 198

opholdssteder; 76, 136, 48, 170, 202, 209, 213

ophør af foranstaltninger; 66

opretholdelse af anbringelse; 92, 103

orienterende samtale med plejefamilie; 223

orientering af ankestyrelsen; 133

orientering af børn og unge-udvalget om hjemgivelse; 160

over 18-årige; 52, 67, 191

overgreb; 27, 96, 155, 212

overvågning af samvær; 146, 149, 151, 224

P

partshøring; 111, 120

personlig rådgiver; 51, 64, 67

personlig støtte; 114, 166, 188, 191

personssagsudvalg; 64

planer i anbringelsessager; se handleplaner

planer i forbindelse med kriminalitet; 81ff

plejefamilie; 165, 166ff, 173, 213

plejeforældre med forældremyndighed; 169

plejeløn; 168f, 171, 197ff, 246

plejetilladelse; 221ff, 243

politi; 23, 27, 226

politiets bistand; 123

praktiktilbud; 58

privat familiepleje;119, 124, 130, 220ff, 244

private døgnplejehjem; 235

proportionalitet; 43,

pædagogisk psykologisk sagkyndige; 10, 16, 121f

R

ransagning; 123

redegørelse; 38ff, 43, 93, 115ff, 239

refusion; 113, 251

regulering af samvær; 147ff

rejseudgifter; 219

retskendelse; 123

retsligt forhør; 120

retsplejeloven; 120, 123

revision; 84, 139, 162

rådgivning; 2ff, 12, 25, 46, 51, 69, 137, 162, 193, 247

S

salær; 113

samtykke, den unge; 39, 44, 52, 101

samtykke, forældre; 39, 44, 64

samtykke, informeret; 39, 59, 77

samtykke, tilbagekaldelse; 158f

samtykke; 44, 59f

samvær og kontakt under en anbringelse; 145ff

sikrede afdelinger; 150

skibsprojekter; 174ff

statsamt; 8, 9, 145f, 238

stedfortræder; 10, 16, 121f og 126

straffeloven; 27, 34, 62, 81ff, 209

støtte til anbringelsesstedet; 136

støtteperson; 53, 63, 241, 247

supervision; 136, 139

søskende; 30, 94, 99,

søsikkerhedskursus; 177, 179

su.; se uddannelsesstøtte

T

tabt arbejdsfortjeneste; 48, 53, 193

tavshedspligt; 19, 34, 35, 212

tidsperspektivet; 78, 79

tilbagekaldelse af samtykke; 158, 159

tilslutning fra behandlende overlæge; 93, 107

tilsyn; 7, 8,

tilsyn med plejefamilier;138, 227

tilsyn med børn og unge; 7f, 138

tilsyn med døgnophold; 213

tvang i psykiatrien; 93, 108

tværfaglige grupper; 30, 34, 36

tværkommunal underretningspligt; 26

U

uddannelsesstøtte; 69

udgifter til samvær; 145

udlandet; 174, 186

udpegning af forældremyndighedsindehaver; 9

udslusning; 69, 70, 156, 163, 187, 200, 242

udtaleret; 206

uenighed mellem ung og forældre; 159

underretning af stedlig kommune; 137

underretningspligt; 19, 25

underretningspligt, tværkommunal; 26

undersøgelser; 25, 30, 35ff, 91, 99, 120, 135, 166, 188, 192, 225, 247

undersøgelse, tvangsmæssig; 93

undersøgelse under anbringelsen; 140

undervisning; 78, 90, 191, 210

ungdomskontrakter; 83ff

ungdomssanktion; 86ff

unge forældre under 18 år; 61

utilpassede unge; 52, 58, 82

V

valg af overvågningsperson; 151

vanrøgt; 96

varighed, anbringelsen; 79

vederlagsbetaling; 165, 166

vedtægt; 171, 206

videregivelse af oplysninger; 19, 22, 34

visitation; 45

vold; 27, 96

Æ

ændring af anbringelsessted; 141ff

ændring af plan; 139

ændringer i godkendelsesgrundlaget; 173

Ø

økonomisk bistand; 54

økonomisk støtte; 45, 48, 55, 219

øjeblikkelig hjemtagelse; 158

Å

åbenbar risiko; 60, 93ff, 98


Bilag 10

Indholdsfortegnelse

I fortegnelsen er henvist til punkter i vejledningen

 

Indledning

Kapitel 1: Kommunens og amtskommunens generelle opgaver ..

1

Kommunens opgaver vedrørende børn og unge ..

2

Amtskommunens opgaver vedrørende børn og unge ..

12

Kommunalt/amtskommunalt samarbejde .

17

Kapitel 2: Almindelige bestemmelser; herunder om underretningspligt

19

Generelt

19

Krav til sagsbehandlingen i sager vedrørende børn, unge og deres familier ..

24

Underretningspligt ..

25

Anmeldelse til politiet/afværgepligt

27

Kapitel 3:Særlig støtte til børn og unge ..

28

Målet for særlig støtte til børn og unge

28

Tværfaglige grupper .

34

Undersøgelser ..

35

Betingelserne for at iværksætte foranstaltninger .

42

De enkelte foranstaltninger ..

45

Ophør af foranstaltninger .

66

Tilbud til de over 18-årige ...

67

Handleplaner

71

Særligt om udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med kriminalitet .

81

Ungdomssanktionen .

86

Det sociale nævns og Den Sociale Ankestyrelses beføjelser uden klage .

91

Kapitel 4: Foranstaltninger m.v. der kan gennemføres tvangsmæssigt ..

92

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget .

92

Undersøgelse uden samtykke

93

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke .

94

Årsager til åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling .

96

Genbehandling ..

102

Lægelig undersøgelse eller behandling uden samtykke

106

Fremgangsmåden ved foranstaltninger m.v. der gennemføres tvangsmæssigt .

110

Forelæggelse for børn og unge-udvalget ..

115

Sagens afgørelse i børn og unge-udvalget

122

Fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser .

123

Foreløbige afgørelser

124

Kapitel 5: Anbringelse og retsstilling under anbringelsen

134

Valg af anbringelsessted ..

134

Kommunens opgaver ved den konkrete anbringelse

136

Kommunens opgaver under anbringelsen uden for hjemmet ..

138

Ændring af anbringelsessted

141

Samvær og kontakt ..

145

Hjemgivelse/ophør af anbringelsen .

157

Straffebestemmelse .

164

Kapitel 6: Anbringelsessteder for børn og unge .

165

Forskellige typer af anbringelsessteder

165

Plejefamilier m.m. for børn og unge

166

Opholdssteder for børn og unge ..

170

Indholdet af kommunens/amtskommunens godkendelsesbeføjelse .

173

Socialpædagogiske skibsprojekter

174

Døgninstitutioner ..

180

Ophold uden for Danmark

186

Kapitel 7: Anbringelsesstedernes driftsmæssige forhold m.v ..

187

Økonomi ...

187

Daglig drift

202

Ekstraordinær pasning som led i civilt beredskab

218

Andre bestemmelser .

219

Kapitel 8: Privat døgnpleje ..

220

Generelt om privat familiepleje

220

Udstedelse af plejetilladelse .

222

Udenlandske børn .

226

Tilsyn med børn i privat familiepleje

227

Ophør af privat familiepleje .

229

Afslag på flytning eller hjemtagelse .

230

Biologiske forældre uden del i forældremyndigheden .

234

Private døgnplejehjem ..

235

Straffebestemmelse ...

236

Kapitel 9: Adoption uden samtykke ..

237

Generelt .

237

Adoptionsreglerne .

238

Kommunens medvirken

239

Kapitel 10: Klageregler ..

240

Klage til det sociale nævn

240

Klage til Den Sociale Ankestyrelse og landsretten ..

244

Domstolsprøvelse .

245

Særregler ..

246

Kapitel 11: Finansiering .

247

Bilag

Bilag 1: Bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunerne efter lov om social service

Bilag 2: Bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring

Bilag 3: Bekendtgørelse nr. 1093 af 8. december 2000 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år

Bilag 4: Sammenskrivning af bekendtgørelse af forretningsorden for børn og unge-udvalgene

Bilag 5: Vejledning nr. 135 af den 21. juni 2001 om de sociale myndighedernes anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet.

Bilag 6: Socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem 4 og 10 elever om bord

Bilag 7: Oversigt over reglerne for de forskellige typer skibsprojekter, hvor unge kan anbringes efter serviceloven

Bilag 8: Paragrafregister

Bilag 9: Stikordsregister