Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klager klagede over bladets anmeldelse af hendes bog, samt over at bladet havde afvist at bringe et genmæle. Pressenævnet fandt, at udtalelserne i anmeldelsen om kilder måtte forstås som anmelderens vurdering af, at bogen indeholdt utilstrækkelig kildeangivelse og ikke som en angivelse af, at forfatteren uretmæssigt havde benyttet andres tekst. Herefter, og idet en anmeldelse alene er udtryk for anmelderens subjektive vurderinger, fandt Pressenævnet ikke, at der var sket en tilsidesættelse af god presseskik. Bladet havde bragt en forkert oplysning om ISBN-nummer og antydet, at bogens billeder ikke var taget af klager. Nævnet fandt, at bladet ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig ved offentliggørelsen af disse oplysninger, idet der på bogens bagside dels var angivet ISBN-nummer, dels at bogens fotos hovedsageligt var klagers. Nævnet udtalte i den anledning sin kritik. Da bladet havde korrigeret og beklaget oplysningerne, pålagde nævnet ikke bladet at offentliggøre denne kritik. Det er nævnets opfattelse, at en berigtigelse skal bringes hurtigst mulig, men nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at berigtigelsen i den foreliggende sag først blev bragt efter 8 dage. I genmælets tekst havde klager anført, at det i anmeldelsen var oplyst, at hun ikke havde ophavsretten til bogens fotos og tekst. Nævnet fandt, at anmeldelsen ikke indeholdt en sådan oplysning, og allerede af den grund havde bladet været berettiget til at afvise anmodningen om genmæle på dette punkt, jf. medieansvarslovens § 38, stk. 1. Da bladet havde bragt en rettelse i forhold til oplysningen om manglende ISBN-nummer og om manglende angivelse af ophavsmanden til fotografierne, fandt nævnet heller ikke grundlag for genmæle i forhold hertil.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2004-6-9

 

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i JydskeVestkysten den 28. december 2003, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Hun har endvidere klaget over, at bladet har bragt et ufyldestgørende genmæle.

I en forsiderubrik med overskriften ” Havebog med lånte fjer ” den 28. november 2003 hed det:

”Fire haveejere har sammen dannet et forlag, der har udgivet den enes bog om stauden storkenæb. En imponerende indsats, men savnet af en professionel hånd her og der kan ikke skjules.”

Artiklen i bladet bar overskriften ” Havebog fra Vemb og hvem ved hvor ” og underrubrikken ”ANMELDELSE: En haveejer i Gørding ved Nissum Fjord har skrevet en bog om staudeslægten storkenæb og udsendt den på eget forlag. Bogen bygger på forfatterens begejstring, men søger at give sig ud for mere, end den er”.

I artiklen hed det:

”Uden for landsbyen Gørding ved Vemb mellem Holstebro og Nissum Fjord bor [K]. Som tusindvis af andre danske haveejere er hun faldet for den slægt af stauder, der hedder Geranium og på dansk kaldes storkenæb. Biologilæreren [K] har altid drømt om at skrive en bog, og nu har hun gjort det. Den handler om denne planteslægt, som har betaget hende, og bogen har fået titlen ”Storkenæb, bogen om geranium”.

Det har været en lang og vanskelig fødsel. Et stykke tid arbejdede forfatteren sammen med et forlag – hvilket oplyses ikke – om projektet, men parterne skiltes efter uenighed. I stedet har forfatteren udsendt bogen på et forlag, der er stiftet til formålet, sammen med to lidelsesfæller.

Den fulde sandhed

Den er ikke den første havebog, skrevet af en begejstret haveejer, og bliver næppe heller den sidste. Fælles for de fleste af slagsen er, at de bygger på en meget begrænset erfaring, som regel én haveejers iagttagelse i én have i en periode. Fælles er også, at disse begrænsede subjektive indtryk viderebringes som den hele og fulde sandhed om det pågældende emne, som om der forelå en fagbog

Det sidste gælder i høj grad [K]s bog om storkenæb. Undertitlen Bogen om geranium foregiver, at dette er bogen, værket – sandheden. Det er det måske også, men det er ikke til at vide. De personlige iagttagelser er suppleret med oplysninger, som åbenlyst er hentet andre steder, fra andre bøger eller måske fra internettet, men forfatteren undlader omhyggeligt at fortælle, hvad der er egne oplevelser, hvad der er lånt, og hvor det er lånt. Dermed er læseren afskåret fra at vurdere soliditeten i bogens oplysninger. Desuden har det altid været god praksis ved lån fra andre kilder, at man tydeligt gør opmærksom på sine kilder – ellers kan genbruget nemt komme til at stå i et kedeligt lys.

Begrænsninger

[K] har iagttaget, at geranier tilsyneladende trives lige så godt hos hende, et par stenkast fra Nissum Fjord, som i den fede østjyske muld – altså, lyder udgangspunktet; kan de gro overalt, og alt hvad hun har iagttaget og fundet hist og pist, gælder generelt. Det er dog en sandhed med væsentlige modifikationer. Landskabsarkitekt Jane Schul nævner i sin bog Hvilken plante hvor, Politikens Forlag 2001, generelt geranier som velegnede til kalkholdig jord, mens Geranium sanguineum, blodrød storkenæb, som den eneste art anbefales til tørre og sandede jorde. Jeg skal ikke kunne sige, hvem der har ret, men jeg ved, hvor jeg ville lægge mit lod: Jane Schuls bog bygger på mange års arbejde med planter, hun har en faglig baggrund og en bred erfaring. [K]s bog bygger hovedsageligt på nogle års iagttagelser, næppe registrerer, på én lokalitet langt ude mod vest.

Kilderne til det, [K] har skrevet af, skal muligvis findes i den såkaldte litteraturliste bag i bogen, men det fremgår ikke, om denne er en kildefortegnelse eller forslag til, hvor interesserede kan læse videre.

Der er masser af billeder i bogen. Nogle er fremragende, andre er amatørbilleder, som fint kunne undværes. Fotografens navn står under nogle af billederne, men det er de færreste og generelt ikke de bedste. Så melder spørgsmålet sig igen: Hvor har [K] dem fra? Skik og brug og gældende lov om ophavsret tilsiger, at fotografens navn er nævnt, enten under billedet eller i en fotoliste med sidehenvisninger. Men en sådan findes heller ikke.

Blandt illustrationerne er gode, flotte tavler, blandt andet over bladformer og -farver samt flere sortsoversigter. Det er den slags iøjnefaldende og informative illustrationer, som ellers kun ses i fortrinsvis britiske haveblade- og bøger. Her er de – men hvor kommer de fra? I litteraturlisten bag i bogen er anført fem internetadresser i et afsnit, der hedder fotos. Måske er bogens billeder hentet her, men det er næppe tilstrækkelig kildeangivelse i ophavsretslig forstand. Og et hurtigt tjek af disse kilder viser stor usikkerhed om blandt andet sortsnavne, idet åbenlyst forskellige planter kan findes under samme sortsnavn. Så hvis disse internetsider er kilde til bogen, er meget tabt.

Fint skal det være

I en adresseliste bag i bogen er anført to danske planteskoler, men fire engelske, to hollandske og to tyske. Men de to største danske staudeplanteskoler har ikke fundet plads, selv om den ene, Majlands Stauder i Sdr. Omme ifølge sit 2002-katalog producerer 40 arter og sorter. Det rækker dog for de fleste haveejere. Dertil kommer, at bogen er udsendt uden kolofon og dermed uden ISBN-nummer, som ellers er noget nær lovpligtigt, og at hvert andet opslag i bogens begyndelse er blanke sider. Så nok er det en gribende historie, at de tre geranium-entusiaster har udgivet en bog, når nu ingen andre ville, men man savner en professionel hånd her og der.”

Ved brev af 11. januar 2004 anmodede [K] JydskeVestkysten om at bringe følgende genmæle:

”GENMÆLE

I JydskeVestkysten søndag den 28. december 2003 bragtes en anmeldelse af [K]s bog ”Storkenæb – bogen om Geranium”. I artiklen oplyses, at forfatteren ikke har ophavsretten til bogens fotos og tekst. Endvidere nævnes det, at bogen er udgivet uden ISBN-nummer.

Over for disse oplysninger meddeles det, at langt hovedparten af bogens fotos er taget af forfatteren selv, og hvor der er brugt andres fotos, er dette anført ved hvert enkelte billede. Hvor der forekommer citater fra anden litteratur, er dette ligeledes tydeligt angivet i teksten. Bogen er med ISBN-nummeret 87-989732-0-7.

[K], forfatter og fotograf.”

Ved brev af 16. januar 2004 afviste JydskeVestkysten at bringe [K]s genmæle og meddelte samtidig, at man samme dag ville bringe en redaktionel rettelse i forhold til de faktuelle fejl i anmeldelsen, som man ikke bestred.

Samme dag bragte JydskeVestkysten følgende:

RETTELSE

I anmeldelsen af bogen ”Storkenæb. Bogen om Geranium”, i JydskeVestkysten 28. december 2003, efterlyste anmelderen oplysning om, hvem der havde taget bogens billeder. Det fremgår imidlertid af smudsomslagets bagside, at billederne hovedsageligt er forfatterens, [K]s. Samme sted findes også bogens ISBN-nummer, som også blev efterlyst i anmeldelsen. Der var således ikke grundlag for spekulationer om, hvor billederne kunne komme fra, og JydskeVestkysten beklager derfor at have fremsat dem.”

[K] har vedrørende tilsidesættelse af god presseskik anført, at anmelderen uden dokumentation har skrevet, at hun i bogen har bragt oplysninger, som ”åbenlyst er hentet andre steder fra, fra andre bøger eller måske fra internettet”. Endvidere er formuleringen ”Kilderne til det, [K] har skrevet af ” anvendt. Påstanden er krænkende og agtelsesforringende. Litteraturlisten i bogen dækker behovet for kildeangivelse i en bog som den foreliggende, og det er da også en almindelig måde at gøre det på.

Hun har videre anført, at det i anmeldelsen mere end antydes, at hun ikke har ophavsret til bogens fotos. Som begrundelse herfor har anmelderen angivet, at bogen ikke er forsynet med en fotoliste med sidehenvisninger. Dette er korrekt, men det oplyses såvel i bogens kolofon som i bagsideteksten, at langt hovedparten af bogens fotos er hendes egne. Hvor der er bragt fotos af andre fotografer, er disse nævnt i billedteksterne. Påstanden er krænkende og agtelsesforringende. Det er heller ikke korrekt som anført i anmeldelsen, at kilderne til bogens billeder kunne være nogle internetsider, som er anført i bogens henvisningsafsnit. Udsagnet er egnet til at så tvivl om hendes troværdighed og faglige kompetence.

[K] har bestridt, at bogen er udsendt uden kolofon og ISBN-nummer. Nummeret fremgår såvel af kolofonen som af bogens bagside, hvor den er anført sammen med stregkoden. Det forhold, at anmelderen har fået et fejlbehæftet eksemplar, kan ikke berettige ham til at skrive en anmeldelse, der er gennemsyret af urigtige påstande og udokumenterede antydninger. Enhver seriøst arbejdende anmelder ville have rekvireret et nyt eksemplar eller i det mindste have kontaktet forlaget for at få en forklaring.

Det er ligeledes forkert, at hun har udgivet bogen, ”når nu ingen andre ville”. Der foreligger en kontrakt med et andet forlag, men den blev forkastet af hende på grund af urimelige vilkår. Oplysningen, der er uden relevans for anmeldelsen, er agtelsesforringende og skadelig, idet den kun tjener det formål at så tvivl om bogens kvalitet og hendes kvalifikationer.

Hun har videre anført, at anmelderen har anfægtet hendes faglige baggrund uden af have det mindste kendskab til den, og ikke mindst på dette punkt er anmeldelsen stærkt krænkende.

[K] har vedrørende genmæle anført, at rettelsen den 16. januar 2004 ikke er dækkende, idet bladet ikke forholder sig til anklagen om, at hun skulle have skrevet af fra andre kilder uden at have angivet disse. Uanset at der ikke i anmeldelsen ordret er angivet, at hun ikke har ophavsretten til fotos og tekst, er hensigten med artiklen at fortælle, at hun uretmæssigt har benyttet andres fotos og tekst. Det fremgår meget tydeligt af såvel artiklens tone som ordlyd. Herudover står rettelsens placering og opsætning ikke i rimeligt forhold til den fremtrædende opsætning af anmeldelsen. Rettelsen er i øvrigt først bragt otte dage efter, at redaktionen fik kendskab til fejlene.

JydskeVestkysten har anført, at [K] i bogen ikke har givet en nøjagtig kildeangivelse til oplysningernes herkomst, som det må kræves, når en bog er tænkt som en fagbog. Oplysningernes herkomst er afgørende for bogens troværdighed. Derfor er det relevant i en anmeldelse at påpege de manglende muligheder for at verificere oplysningerne.

Bladet har videre anført, at anmeldereksemplaret var uden kolofon, idet ni sider i bogens indledning var blanke. Bladet var derfor ikke bekendt med oplysningen om bogens billeder i kolofonen. Man må som forfatter og forlægger stå inde for det produkt, man ønsker anmeldt. Anmelderen har dog overset ISBN-koden på bogens bagside, og derfor er denne oplysning og oplysningen om billedernes oprindelse korrigeret og beklaget i bladet den 16. januar 2004. Bladet må fastholde formuleringen ”når nu ingen andre ville” om bogudgivelsen. [K] har selv nævnt, at hun forgæves har forsøgt at opnå en aftale med et andet forlag.

Bladet har yderligere anført, at anmelderen ikke har anfægtet [K]s faglige baggrund, men sat spørgsmål ved bogens faglighed. Det skyldes blandt andet de manglende kildehenvisninger, forfatterens manglende uddannelse inden for det felt, hun skriver om, og den kendsgerning, at hendes oplysninger, som hun selv angiver som værende egnede til en fagbog, bygger på blandt andet ”praktiske erfaringer” fra hendes egen have. Det må i en anmeldelse, der i sagens natur er subjektiv og kommenterende, være legitimt at anstille sådanne betragtninger.

Bladet har endelig om genmælet anført, at dette indeholdt faktuelle fejl, og bladet kunne derfor ikke bringe det i den oprindelige form. Det er således ikke korrekt, at det i anmeldelsen er oplyst, at [K] ikke har ophavsretten til bogens fotos og tekst, idet der i artiklen alene er rejst spørgsmål omkring oprindelsen af billeder og dele af teksten. Bladet fastholder, at en del af bogens tekst er hentet fra andre kilder, som ikke tydeligt er angivet. Rettelsen beskæftiger sig derfor ikke med disse oplysninger.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder, at udtalelserne i anmeldelsen om kilder må forstås som anmelderens vurdering af, at bogen indeholder utilstrækkelig kildeangivelse og ikke som en angivelse af, at forfatteren uretmæssigt har benyttet andres tekst. Herefter, og idet en anmeldelse alene er udtryk for anmelderens subjektive vurderinger, finder Pressenævnet ikke, at der er sket en tilsidesættelse af god presseskik.

JydskeVestkysten har imidlertid bragt en forkert oplysning om ISBN-nummer og antydet, at bogens billeder ikke var taget af [K]. Nævnet finder, at bladet ikke har været tilstrækkelig omhyggelig ved offentliggørelsen af disse oplysninger, idet der på bogens bagside dels var angivet ISBN-nummer, dels at bogens fotos hovedsageligt var [K]s. Nævnet udtaler i den anledning sin kritik. Da JydskeVestkysten den 16. januar 2004 har korrigeret og beklaget oplysningerne, pålægger nævnet ikke bladet at offentliggøre denne kritik. Det er nævnets opfattelse, at en berigtigelse skal bringes hurtigst mulig, men nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at berigtigelsen i den foreliggende sag først blev bragt efter 8 dage.

I genmælets tekst har [K] anført, at det i anmeldelsen er oplyst, at hun ikke har ophavsretten til bogens fotos og tekst. Nævnet finder, at anmeldelsen ikke indeholder en sådan oplysning, og allerede af den grund har bladet været berettiget til at afvise anmodningen om genmæle på dette punkt, jf. medieansvarslovens § 38, stk. 1. Da bladet den 16. januar 2004 har bragt en rettelse i forhold til oplysningen om manglende ISBN-nummer og om manglende angivelse af ophavsmanden til fotografierne, finder nævnet heller ikke grundlag for genmæle i forhold hertil.

Afgjort den 6. april 2004.