Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om social pension og andre love

(Præciseringer vedrørende førtidspensionsreformen, herunder udfyldende bestemmelser om den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister)

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001, som ændret ved § 1 i lov nr. 285 af 25. april 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 31, stk. 2, ændres »også har ret til pensionstillæg« til: »også har ret til pension«.

2. Efter § 33 indsættes:

»Arbejdsmarkedets Tillægspension«.

3. I § 46, stk. 3, nr. 1, udgår »og 2«.

§ 2

I lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love. (Førtidspensionsreform) foretages følgende ændringer:

1. I § 1, nr. 15, affattes § 32 a, stk. 5 og 6, således:

»Stk. 5. Ægtefællens eller samleverens indtægt opgjort efter stk. 1-4 kan højst udgøre et fastsat beløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 11.

Stk. 6. Den samlede opgjorte indtægt efter stk. 1-5 afrundes nedad til nærmeste beløb, der er deleligt med 100.«

2. I § 1, nr. 15, indsættes i § 32 a som stk. 7:

»Stk. 7. Den opgjorte indtægt efter stk. 6 nedsættes med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 10.«

3. I § 1, nr. 15, affattes § 32 c således:

»§ 32 c. Førtidspensionen nedsættes med 30 pct. af indtægtsgrundlaget, jf. § 32 a, stk. 7, dog med 15 pct., hvis førtidspensionistens ægtefælle eller samlever også har ret til pension.

Stk. 2. Pensionen udbetales ikke, hvis den udgør mindre end et minimumsbeløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 13.«

4. § 1, nr. 20, ophæves.

5. I § 1, nr. 21, affattes overskriften til § 33 b således:

»Supplerende arbejdsmarkedspension«.

6. I § 1, nr. 21, affattes § 33 b, stk. 1, således:

»Personer, der modtager førtidspension, kan betale bidrag til en supplerende arbejdsmarkedspension, jf. § 49, stk. 1, nr. 14.«

7. I § 1, nr. 21, affattes § 33 b, stk. 3, således:

»Stk. 3. Kommunen fratrækker modtagerens bidrag ved den månedlige udbetaling af pensionen med henblik på indbetaling af beløbet til Arbejdsmarkedets Tillægspension eller til et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse efter modtagerens valg.«

8. I § 1, nr. 21, indsættes efter § 33 b:

»§ 33 c. Kommunerne indbetaler bidrag til den supplerende arbejdsmarkedspension til Arbejdsmarkedets Tillægspension eller til et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse efter førtidspensionistens valg.

Stk. 2. Ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring kan rettigheder i den supplerende arbejdsmarkedspension forlods udtages af ejerægtefællen.

Stk. 3. Den livsvarige pensionsret i medfør af den supplerende arbejdsmarkedspension skal være fastsat på et grundlag, der ikke forskelsbehandler på grundlag af køn.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte regler om, at den livsvarige pensionsret i medfør af den supplerende arbejdsmarkedspension kan udbetales som et engangsbeløb, hvis den årlige pensionsydelse er af beskeden størrelse.

§ 33 d. Beløb, som indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension, godskrives særskilte konti og kan forvaltes sammen med midlerne i Den Særlige Pensionsopsparing, jf. kapitel 5 d i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Rentebestemmelsen i kapitel 5 c i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension vedrørende for sen indbetaling af bidrag kan tillige finde anvendelse. Socialministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte regler om den supplerende arbejdsmarkedspension i Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder om indbetaling, om udbetaling ved dødsfald og om erhvervelse af en livsvarig pensionsret i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Ved dødsfald før det fyldte 65. år, eller 67. år, hvis personen er født før den 1. juli 1939, udbetales indeståendet på kontoen i Arbejdsmarkedets Tillægspension til boet.

Stk. 3. Når kontohaveren, der har indbetalt bidrag til den supplerende arbejdsmarkedspension i Arbejdsmarkedets Tillægspension, fylder 65 år, eller 67 år, hvis personen er født før den 1. juli 1939, anvendes indeståendet på kontoen til erhvervelse af livsvarig pensionsret i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 33 e. Beløb, som indbetales til et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse, skal anvendes til erhvervelse af en livsvarig pensionsret for førtidspensionsmodtageren. Den livsvarige pensionsret udbetales fra det 65. år eller fra det 67. år, hvis personen er født før den 1. juli 1939. Den supplerende arbejdsmarkedspension kan også anvendes til en specificeret forhøjelse af en eksisterende livsvarig pensionsret.

Stk. 2. Ved dødsfald før det fyldte 65. år, eller 67. år, hvis personen er født før den 1. juli 1939, udbetales værdien af den erhvervede pensionsret i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse til boet eller til den begunstigede ifølge pensionsaftalen.

Særlige udbetalingsregler«.

9. I § 1, nr. 33, affattes § 49, stk. 1, nr. 10, således:

»10) Fradragsbeløbet i det samlede indtægtsgrundlag for førtidspension efter § 32 a, stk. 7, udgør 52.000 kr. for enlige og 82.600 kr. for gifte eller samlevende. «

10. I § 1, nr. 33, affattes § 49, stk. 1, nr. 11, således:

»11) For en ægtefælle eller samlever, der er pensionist, kan der maksimalt indgå 255.800 kr. i indtægtsgrundlaget. For en ægtefælle eller samlever, der ikke er pensionist, kan der maksimalt indgå 169.200 kr. i indtægtsgrundlaget.«

11. I § 1, nr. 33, affattes § 49, stk. 1, nr. 14, således:

»14) Bidraget til den supplerende arbejdsmarkedspension, jf. § 33 b, udgør 4.212 kr. årligt.«

12. I § 1, nr. 33, affattes § 49, stk. 4, således:

»Stk. 4. De beløb, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, 3, 8, 9 og 12-14, samt i §§ 69-72, afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 12. De beløb, der er nævnt i stk. 1, nr. 2, 4-7, 10 og 11, afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.«

§ 3

I lov nr. 284 af 25. april 2001 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og andre love. (Ændring af reglerne om fleksjob, ledighedsydelse, sagsbehandling m.v.) foretages følgende ændring:

1. I § 8, stk. 9, udgår »invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg,«.

§ 4

I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 4. januar 2001, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 503 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 b, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »delpension«: »eller lov om social pension § 14, jf. § 13«.

2. Efter kapitel 5 c indsættes :

»Kapitel 5 d

Supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister

§ 17 l. Indbetalinger til den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister godskrives på særskilte konti på grundlag af indberetning fra kommunerne, jf. lov om social pension § 33 b. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan forvalte midlerne vedrørende den supplerende arbejdsmarkedspension sammen med midlerne i Den Særlige Pensionsopsparing.

Stk. 2. Regnskab for forvaltning og administration af de særskilte konti i den supplerende arbejdsmarkedspension indgår i den samlede opgørelse vedrørende Den Særlige Pensionsopsparing efter denne lovs kapitel 5 c. Årets resultat tilskrives én gang årligt efter reglerne i § 17 h, stk. 3.

Stk. 3. Bestyrelsen kan fastsætte et særskilt administrationsgebyr i forbindelse med indbetalinger til den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister.

Stk. 4. For udbetalinger i løbet af et regnskabsår gælder den forrentning fra årets begyndelse til udbetalingstidspunktet, som bestyrelsen har fastsat efter § 17 h, stk. 5.

Stk. 5. Ved dødsfald før det fyldte 65. år, eller 67. år, hvis personen er født før den 1. juli 1939, udbetales indeståendet på kontoen med tillæg til dødsboet. Socialministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler for udbetaling af beløb til boet, herunder beløb, der endnu ikke er godskrevet særskilte konti.

§ 17 m. Når kontohaveren, der har indbetalt bidrag til den supplerende arbejdsmarkedspension, fylder 65 år, eller 67 år, hvis personen er født før den 1. juli 1939, anvendes indeståendet på kontoen med tillæg, jf. § 17 l, stk. 4, til erhvervelse af pensionsret i Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 8 b.

Stk. 2. Pensionsret erhvervet efter stk. 1 medregnes ikke til opfyldelse af perioder og bidrag efter § 14 b, stk. 3, og § 14 e, stk. 3.«

§ 5

I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 865 af 1. oktober 2001, som ændret ved § 5 i lov nr. 1033 af 17. december 2001 og § 1 i lov nr. 271 af 8. maj 2002, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 5 B indsættes:

»§ 5 C. Supplerende arbejdsmarkedspensioner efter §§ 33 b-33 e i lov om social pension behandles efter reglerne for pensionsordninger med løbende udbetalinger, jf. dog § 29 B, når indbetalingerne foretages af en offentlig myndighed til Arbejdsmarkedets Tillægspension, en pensionskasse omfattet af § 3 eller et livsforsikringsselskab omfattet af § 4.«

2. I § 19 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for en person medregnes ikke indbetalinger til en supplerende arbejdsmarkedspension, som i medfør af §§ 33 b-33 e i lov om social pension foretages af en offentlig myndighed til Arbejdsmarkedets Tillægspension, en pensionskasse omfattet af § 3 eller et livsforsikringsselskab omfattet af § 4.«

3. § 29 B affattes således:

»§ 29 B. For udbetalinger af følgende engangsbeløb udgør afgiften 40 pct.:

1) Kapitaliserede engangsbeløb, der udbetales efter § 9, stk. 1, 2. pkt., §§ 11, 11 a, 12 og 13 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,

2) engangsbeløb, der udbetales efter § 14 b, stk. 1, § 14 e, stk. 1, § 17 c, stk. 5, 1. pkt., § 17 h, stk. 4, 1. og 3. pkt., og § 17 i, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,

3) engangsbeløb, der udbetales efter § 17 d, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, såfremt udbetalingen ikke overstiger 1.100 kr., og

4) engangsbeløb, der udbetales efter § 33 c, stk. 4, § 33 d, stk. 2, og § 33 e, stk. 2, i lov om social pension.«

§ 6

I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 79 af 2. februar 2001, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 271 af 8 maj 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 1, litra e, ændres »jf. § 8, stk. 1, litra g.« til: »jf. § 8, stk. 1, litra g,«.

2. I § 7, stk. 1, indsættes som litra f:

»f) personer omfattet af §§ 33 b-33 e i lov om social pension, for så vidt angår indbetalinger til supplerende arbejdsmarkedspension, jf. § 8, stk. 1, litra h. «

3. I § 8, stk. 1, litra g, ændres »8. pkt.« til: »8. pkt., «.

4. I § 8, stk. 1, indsættes som litra h:

»h) indbetalinger til en supplerende arbejdsmarkedspension efter §§ 33 b-33 e i lov om social pension, som er omfattet af § 19, stk. 4, i pensionsbeskatningsloven, jf. § 11, stk. 5. «

5. I § 11, stk. 5, 1. pkt., ændres »§ 8, stk. 1, litra c og f« til: »§ 8, stk. 1, litra c, f og h«.

6. § 11, stk. 5, 3. pkt., affattes således:

»I de i § 8, stk. 1, litra f og h, nævnte tilfælde sker opgørelsen på grundlag af oplysninger om bidragspligtige beløb, som gives af den offentlige myndighed eller andre, som foretager indbetaling til Arbejdsmarkedets Tillægspension, et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse.«

§ 7

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 13. august 2001, foretages følgende ændring:

1. I § 8 B, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Det samme gælder Arbejdsmarkedets Tillægspension, for så vidt angår supplerende arbejdsmarkedspensioner som nævnt i §§ 33 b-33 e i lov om social pension.«

§ 8

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. § 3 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. § 4, nr. 1, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. juli 2001.

    Stk. 4. Afgift af engangsbeløb, der udbetales efter § 14 b, stk. 1, og § 14 e, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. pensionsbeskatningslovens § 29 B, nr. 2, som affattet ved denne lovs § 5, nr. 3, har virkning for ydelser til ægtefæller og samlevere samt børneydelser, der udbetales ved dødsfald, der indtræffer den 1. januar 2004 eller senere.

Givet på Christiansborg Slot, den 6. juni 2002

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Henriette Kjær